Jeg ville ønske at jeg ikke behøvede gennemleve dette ~ Andrew [fortidsemne]

t: omkring halv to om natten [seks år tilbage i tiden]
s: hospitalet i Firewood
v: udenfor regner det voldsomt

Fem år... I fem år havde hun levet på Akademiet i Doomsville, med en masse unge mænd.
Som den eneste pige i klassen, blev hun ofte mobbet - og nu var det ikke kun fordi hun gik med briller og havde menstruation en gang om måneden - nej! Hendes krop lignede nu en kvindes fuldkommen - og det var tydeligt at hun ikke kunne skjule hendes køn længere.
Men som alle andre, der prøvede at forsvarer sig selv, var hun blevet en rebel. Hun pjækkede fra timerne og hun gjorde nærmest alt for at gøre sin far forarget.
Men én ting var godt ved at være hende - hendes nyligt tildelte erhverv. Skolen havde anbefalet hende specifikt til en ny afdeling af de overnaturlige jægere.
I går var hun blevet sendt på sin første træningsøvelse. Uheldigvis havde varulven hun var blevet sendt efter genkendt hende hurtigt. Deres ordre var at skade hende nok til at hun aldrig ville begå samme fejl igen - og det havde det gjort.
Madeleine lå nu i en slidt hospitalsseng og stirrede op i loftet - mens dybe flænger over alt på hendes krop blev lappet sammen med nål og tråd af sygeplejersker. Hun havde en bh-ligende top på, og et par trusser for at skjule de mest intime dele på hendes krop. Alligevel kunne man se blodet løbe igennem den hvide top, da syningerne ikke var helt så gennemførte som de ville have været på akademiet. Hendes briller var knust, og hun kunne nærmest intet se da det ene øje var fyldt med blod og det andet var viklet ind i bandager for at holde det øjenlåg der var blevet næsten flået af på plads mens det voksede på plads. På dette punkt havde hun uden tvivl missundet varulvene deres hurtige healing. 4-8 uger i sengen var ikke hendes foretrukne beskæftigelse.

Andrew bed sig eftertænksomt i læben, da han bevægede sig gennem Firewood. Det var hvad, fem år siden nu, han havde miste sin sidste familie. Han bar dog stadig hans fars navn, med en stolthed som var meget normal.  Andrew prøvet dog at lade vær med at tænke på det, hvilket var meget mærkeligt.  Andrew var ikke en der, var bange normalt men som nu, anet han ikke hvad han skulle gøre. Han var alene i denne verden, hvorfor fordi hans familie var død eller forsvundet. Andrew gik ind gennem døren til hospitalet, hvorefter han bevægede sig op mod det sted, hvor der var medicine. Andrew var nød til dette her, hvorfor det var der kun et svar til. Andrew bevægede sig derfor ind, han listet ind gennem hospitalet. Han fik lige så stille listet sig ind, hvor han så begynde at tag en masse af de medicine med sig. Andrew fik næsten hele lageret smidt, ned i han kæmpe sports taske. Da det endelig var smidt ned, bevægede Andrew sig ud gennem døren. Han var næsten ved at være ude, men i det samme han hørte nogen var der ingen vej ud. Andrew kigget sig omkring efter en dør den nærmest faktisk, han fik endelig smidt sig selv ind bag døren og lukket den, hvorefter han ventet på at de var gået videre. Andrew begynde dog bagefter og slappe sig af, hvorefter han kigget sig omkring. Han var kommet ind på en skadestue det var da helt sikkert,  Andrew vendte sig om, hvor han så en pige på omkring hans alder måske lidt ældre. Andrew sank en klump da han nærmet sig hende, hun så ud til at være kommet vildt meget til skade. Han anet, ikke om han skulle sige noget så derfor, gik han hen til døren og lyttet til gangen udenfor.
//håber det kan bruges. :9//

Madeleine havde ligget der i et stykke tid, da en ung mand - en dreng - kom ind i det værelse hun lå i.
Hun kunne ikke gøre så meget, uden at hendes syninger ville gå op, og derfor lå hun næsten helt stille.
''Der kommer en kvinde herind om et halv minut - en sygeplejerske. Gem tasken under sengen og lad som om du er en ven der besøger mig. Så kan du stikke af bagefter.'' sagde hun stille, mest af alt fordi hun var dopet med smertestillende.
Sandt nok, omkring 30 sekunder efter hun havde sagt det, kom en ældre kvinde ind og så hen på Madeleine.
''Hvordan har De det i dag, Lady Winchester?'' spurgte hun, inden hun så kort på Andrew, og derefter på Maddie igen.
''En af dine bekendte?''
Maddie nikkede svagt.
''Ja, det er han. Og tak, det går en smule bedre. Jeg ville dog ønske at sårene ville heale lidt hurtigere så jeg kunne komme afsted igen.'' sagde Maddie inden hun så på Andrew.
''Javel ja, så må i have en god nat.'' sagde hun inden hun gik ned igennem lokalet og forsvandt ud af en af bagdørene. Maddie så igen på Andrew, lettet over at sygeplejersken havde troet på at Maddie kendte Andrew.

//ikke det bedste svar jeg har skrevet, men her er der i hvert fald et svar

Andrew sprang næsten en meter op i luften, da han høret en stemme. Han vende sig om mod sengen, hvor stemmen kom frem. Han fik smidt tasken ind under sengen, lige tidsnok til at sygplejersken kom ind. Han fik derefter sæt sig ned inden, hun rigtig lagde mærke til ham, hvor han så ud til at have været i et godt stykke tid nu. Andrew kigget op, hvorefter han så hende forlade dem. Andrew kigget over på hende, hvad skulle han starte med at sige. Dette var noget af det, han faktisk var værste til. Andrew sank en klump, hvorefter han kigget over på hende lady hun lød til og være fra en rige familie. "Lady, Winchester rige pige kan jeg gætte på." Lød det drillende fra Andrew af, hvorefter han lænte sig lidt tilbage i stolen. "Well tak, my Lady." Lød det flabet fra Andrew af, hvor han korte efter så sig omkring på stuen. "Så, hvornår kan frøken gå igen," kom det drillende fra Andrew af. Andrew bevægede sig lige så stille tætte på hendes seng, da hun nok forventet en at snakke med efter det, hun havde gjorde for ham. Eller det var da, hvad Andrew tænkte. Andrew træk kort på hans mund, som kom om i et smil, "Så hvad hedder frøkene, med mindre Winchester er dit fulde navn." Lød det drillende fra Andrew af, hvorefter han sende hende et kækt smil. Andrew, havde aldrig været så god til og fortælle omkring sig selv, så hvis han kunne undgå det. Ville han være vildt glad, for det så det gik godt. Andrew, kigget på hende kort, hun så ud til og ha været mellem noget vildt dårligt.
//gør ikke noget, mine svar er os, vildt dårlige lige pt. :9//