Sirene sang-Frit

Dag:lørdag
Dato:ligemeget
Sted: Ved nogen små stenklippet der lige stikker 1 meter over vandet.
Tid:19.28
Vejr:Lunt og solen er ved at gå ned.
Årstid:Begyndene sommer.
Omgivelser;Havet ligger helt vindstille, ikke engang palmerne bevæger sig i aften solen.


Mørket var ved at falde på. Det betød afskum og væsner fra de mørke egne nu begyndte at komme frem fra deres skjul. En fantastisk
sang lød over den halvmørke strand. Den var klar og ren som en operasangeres stemme, og igen var der noget over stemmen der
var så tillokkende. Som om man bare måtte se hvilket væsen der skabte denne perfekte sang. Zirien var ejeren af stemmen. Hun sad
på den sten der var tættest ved havet. Hendes hår var vådt og lignte nærmest skygger der faldt over hendes krop. Iaften ville månen
komme frem, hun elskede månen, at se den smile til hende og så tilsidst blive rund som et øje fra nat til nat var noget hun holdte af at
vendte på. Hun lod sine hænder falde igennem det lange sorte hår der faldt ned på den blege krop. Halen var skjult hvis folk kom fra
landsiden. Kun lige de yderste finner ramte det uhyggeligt stille vand. Ingen bølger var der over havet, det var som om det var vugget
i søvn over den mystiske sang.

Den klare sang gav genlyd igennem stranden.
Den siv langsomt igennem hørelsen.
Akuma åbnede øjnende og kikkede direkte op i himlen.
Han lå på ryggen i strandens bløde sand.
*Hvad fanden i helvede?*
Han rejste sig op og børstede sandet af skjorten.
"Hvordan fanden er jeg havnet her?" spurgte han sig selv.
Sangen var der stadig.
Han kikkede sig omkring og så nu en eller anden pige der sad i vandkanten.
*Så har jeg set det med*

Sangen var fyld med latter og glæde som om hun faktisk grinede imens hun
sang sin sirene sang. Det sorte hår bølgede nærmest som havet ville have gjort
med af den blege krop. Det var fyldigt selvom det underligt nok var vådt,
normalt ville vådt hår hænge fladt ned af kroppen. Zirien lagde sig ned på ryggen
på den store sten imens hun hav den sidste klang fra sig. Hun kiggede direkte op
i himlen som nærmest var rød orange som blod eller en blod appelsin. Alle solens
sidse stråler gav skær nu og ville snart dø bort i havet. Så ville månen komme frem
og være nattens væsners sol. Det sorte hår faldt ud til alle sidder på stenen og
nærmest omfavnede hele stenen med alt det hår.

Akuma tog sig til hovedet.
Han havde den vildeste hovedpine.
*Den sang der gør det ikke ligefrem bedre*
Han gik over mod tøsen men stoppede et par meter bag hende.
Der lå mange sten på jorden så han samlede en af dem op.
"Hey! Hold din kæft!" råbte han og smed stenen efter hende.

Det gav et sæt i hende da en stemme som ikke var langt bag hende råbte, hun vendte sig i det samme og så en mand kaste en sten, den ramte den sten hun sad på. Hendes øjne så længe på ham, han var da ikkke et menneske? skønt at menneske kød smagte bedre end alt andet i denne verden! Hun vendte ikke kroppen mod han og lod derfor sin hale være skjult. "Og du er" det var så sjældent nogen var her og så kom han og var så modbydelig? De skarpe kidntænder gned sig svagt op og ned af hinanden, da hun prøvede at styre din forbavselse. De gennemsigtige øjne flyttede sig kort fra ham og der var stenen hade ramt, der var slået en lille fli af den store sten som hun havde siddet på. Halen blaskede svagt i vandet, men viste sig stadig ikke synlig for dette væsen.