My silent scream! Lilja (Konkurrence)

påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Verden var ikke som hun huskede det, hun plejede at være omgivet af en gruppe, men nu søgte hun endnu engang ly i træerne når det regnede. Mens hendes gyldne øjne lod sig køre forvirret rundt i skoven. Hun plejede så mange ting, have det sjovt sammen med andre, hun plejede at løbe rundt sammen med andre folk omkring sig, samt at høre folk snakke om hende. Men nu var hun endnu engang alene, præcis som da hun stak af fra sin far.
Hun placerede roligt sin hånd på sin venstre kind, hvor hendes far havde skåret hende, efterladt tre mærker på hendes kind. Hun rettede blikket op mod den mørke himmel, mens skyerne gav et genskær i hendes øjne. Ancalagon havde fundet en anden, hun var alene. Mørket der trangte hende på. Ikke at hun var vild med ham, eller havde elsket ham. Det var nok mere noget i stil med en barnlig følelse.
Ancalagon var den bold hun havde, som var hendes. Hvor andre helst ikke måtte snuppe ham, hvilket var sket. Hun havde mistet sin bold, den var væk, forsvundet fra hendes greb og hoppede nu rundt sammen med en anden. Hvor latter helt sikker blev undsluppet fra deres læber, mens Ahri derimod måtte sidde i mørket, mens himmelen var sort. Stjernerne gemt væk bag skyer, og træernes blade der slog mod hinanden.
De sorte øre kørte tilbage, mens hun trak sine ben op til sig. Vinden var som hun huskede den, kold og tog altid godt fat i hendes hår. Hun lukkede øjnene i, hvor alting der var ca en meter omkring hende døde. Som om livet blev suet ud af det, træet hun sad op af mistede sin farve, samt de myre der kravlede op der faldt til jorden. Hun rejste sig op og begyndte med det samme at løbe. Følelsen af at tage energi, samt at bruge den hjalp hende med at tænke på noget andet. Hun sprang rundt, klatrede op i træer, jagtede mus, fugle, fisk. Hun startede et bål, hvor hun ristede to fisk over. Ristede dem mest, fordi hun næppe var særlig sulten. Hun gjorde det nok mest, fordi hun skulle have tiden til at gå.
Følelsen af at noget holde øje med hende havde været der i noget tid, hun ignorede den dog en del. Hvorfor skulle hun reager på den, hvis hun reagerede på det. Ville den der holde øje med hende, helt sikkert angribe. Men hvis hun ikke gjorde noget snart, ville der sikkert ske problemer. Hun løftede sine øre, mens den hvide pjuskede hale svang sig omkring hendes hofte. Hvis hun havde ordene, ville hun helt sikkert have snakket til personen, eller dyret?

((Undskyld det tog så langtid, jeg havde svaret skrevet på word, så nu kan det endelig blive sendt!!))