I can take care of myself! - Sajro

Det var en dejlig dag i AshenWood forrest. Solen tittede frem en gang i mellem som skyerne flyttede sig. Når den lyste over verdenen ville man kunne mærke de varme stråler. Foråret havde virkelig trådt ind. Træerne omkring i skoven var også roligt ved at blomstre. De grå træer blev hurtigt pyntet af små blade der var ved at springe ud som dagene gik. Dagene havde også været ret kolde på det seneste, men nu hvor varmen trådte mere og mere til kunne blomster og planter få lov til at vokse i fred. Dog var det ikke fredeligt over alt i skoven.

Raegan var ikke engang sikker på hvad der var sket, hvis hun skulle være ærlig. Hun havde gået en fredelig tur i skoven, indtil en ukendt mand, en tyv havde stoppet hende og bedt om at få alle hendes værdier. Men Raegan var ikke typen der ejede særlig meget, ikke siden hendes familie blev myrdet for øjnene af hende. Hun havde rystet mindet ud af hovedet inden det påvirkede hende for meget. Hun tog fat i tyvens krave og tvang ham op af træet, hendes temperament havde altid været et problem for hende:” Jeg ejer ikke noget, fat det!” udbrød hun vredt og slap ham så.
Men det kunne alle have sagt, så tyven tog en mini-bjælke fra jorden og slog hende med den. Hun faldt overrasket til jorden, men nåede at tage lidt af faldet. Hun rullede om på maven idet han slog grenen ned hvor hun havde ligget. Hun havde prøvet at kæmpe før, så i et hurtigt forsøg uden rigtig at tænke trampede hun mod hans ben og til hendes held var han ikke klar på det så han faldt til jorden. Hun satte sig op og tog sig lidt til hovedet inden hun kravlede over ham og samlede hun bjælken op og hævede den over ham. Hun stirrede vredt på ham og overvejede hvor vidt hun skulle smadre ham med den eller ej.
”Vis nåde!” bad han og tryglende hende om at lade være, men Raegans øjne brændte af vrede:” Vis nåde? Tror du at du kan komme langt om at tigge?” sagde hun vredt og borede sine negle ind i bjælken inden hun fortsatte:” Tror du at nogen viste mig nåde mens de flåede min far levende og skar min moders hals over?” og med det sagt kastede hun bjælken ind i et træ i nærheden. Hendes bryst havde et svagt lys, hendes evne pumpede sig fuld af energien fra hendes vrede. Hun så på tyven og knugede sine hænder:” Jeg sagde til dig at jeg ikke havde andre værdigenstande…” sagde hun så bare og rejste sig. Hvilket var hendes fejl. Tyven greb hurtigt hendes ben og rykkede i det så hun atter en gang faldt mod jorden. Denne gang ude af stand til at tage af fra faldet.
Så der lå hun bare, hun kunne mærke at hendes baghoved pludselig begyndte at føles vådt, men hun var ikke sikker på hvorfor. Tyven gik hen til et træ og flåede en gren af så den blev spids i enden:” Jeg dræber dig og så hænger jeg dine organer rundt omkring i skoven for alle at skue. Skøre kælling..” mumlede han mens han nærmede sig hende med grenen.

Hun nåede ikke at opfatte meget. Pludselig stod der en person bag tyven? Hun så hans klør med hendes slørede blik, som bare fik hende til at knibe øjnene sammen i undren. Så hun nu også ting der ikke var der? Hun satte sig op og forsøgte at holde sine øjne åbne, men hun følte sig pludselig meget udmattet. Tyven var slet ikke klar på slaget så han faldt ind i et træ og slog hovedet. Derefter faldt han besvimet om på jorden.
Rae så op på sin redningsmand og tog sig lidt til baghovedet. Hendes øjne mindede en del om hendes mors. Ikke den mor hun mente var hendes mor, men hendes rigtige mor. Men hun var intet som sin mor, og så længe hun ikke kendte til hende, ville hun nok aldrig blive det:” Tak… Fordi du reddede mig” sagde hun kort og rejste sig. Trods sine skader var hun viljestærk og selvstændig. Stædig som sin mor, ville man nok mene. Hun greb ud efter et træ da en omgang svimmelhed faldt over hende igen. Dog kom hun hurtigt til sig selv og rystede på hovedet. Hun kiggede kort på tyven og rystede så bare på hovedet.
”Han ville have slået mig ihjel.. Blot for det sjove i det.. Det ville være løgn at sige at han var den første..” sagde hun så og besluttede sig så for at mærke sit baghoved. Hun kiggede på sin hånd derefter. Blod. Hun handlede bare instinktivt og rev sit ærme af inden hun forsigtigt bandt det om sit hoved, dog rystede hendes hænder en anelse. Men hun nægtede at ville have hjælp:” Jeg kan godt selv.. Jeg skal bare lige binde den…” sagde hun og forsøgte atter en gang at binde ærmet om sit hoved.
Efter noget tid ville det nok lykkedes hende. Hun så lidt på manden og kom med en tung udånding:” Du har vel ikke bare slået ham ud så du kan myrde mig helt for dig selv?” kom det roligt fra hende, med et svagt snert af sarkasme. Hun havde regnet med at hvis han ville slå hende ihjel havde han nok gjort det for længst. Hun kunne dog ikke undgå at undre sig lidt:” Var det klør jeg så, lige før? Da du slog manden?” spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hun var stadig ved at komme sig over slaget til hovedet men roligt blev ting klarere og klarere, især nu hvor hun ikke længere mistede blod.

Hun løftede øjenbrynet en anelse da han sagde noget om at spise det bagefter:” Det er da kun sådan noget man gør ved dyr.. Ellers er det kannibalisme.. Det der mange der ser ned på” sagde hun så og virkede nu en anelse skeptisk omkring ham. Det hjalp nu heller ikke meget at han nævnte hvor mager hun så ud:” Spise mig?” spurgte hun og havde et ret overrasket udtryk. Hun gned sin hage lidt overvejende mens hun tænkte, indtil hun indså det. Hun kørte en hånd igennem håret og rystede så bare lidt på hovedet:” Du er en varulv. Det må være den eneste logiske forklaring..” mumlede hun for sig selv og så en anelse ned i jorden.
Hun kiggede så op på ham og gik så bare hen til ham mens hun pegede en finger af ham:” Hvad laver du overhovedet i den her skov, og hvordan kan det være at du lige præcist kunne nå at redde mig inden jeg skulle dø? Er du en eller anden hemmelig spion sat ud for at finde mig? Er der nogen efter mig?” sagde hun og lagde ikke låg på hvor skeptisk hun følte sig omkring ham:” Det virker bare for tilfældigt til at der ikke ligger noget bag det..” hun var lidt ligeglad med at han var langt, langt højere end hende.
Hun lod dog sin pegefinger falde og trådte et par skridt tilbage:” Ugh. Jeg kan ikke huske vejen tilbage..” mumlede hun og så sig en smule om. Det slag hun havde fået havde alligevel været hårdt nok til at hun mistede sin stedsans midlertidigt. Et dybt suk undslap hendes læber og hun stod bare og gloede i noget tid mens hun prøvede at tænke. Så rystede hun bare på hovedet af sig selv:” Undskyld.. Det var grovt af mig at behandle dig på den måde.. Jeg har bare et problem med at stole på folk” sagde hun kort og så ned i jorden.
Hun gned sin næse mellem øjnene og blinkede så et par gange. Hun kunne ikke andet end at føle sig en smule vred på tyven, det var trods alt hans skyld at hun havde ondt i hovedet nu:” Jeg ville hellere have haft at du havde myrdet ham..” sagde hun så bare og kiggede på varulven. Hendes øjne afslørede hurtigt at hun ikke bare var en uskyldig lille pige, hun havde set en del blod og vold gennem sit liv. Så at tyven døde ville ikke ligefrem gøre hende særlig meget, udover tilfreds.

”Det er moralsk forkert at spise noget der ligner en selv!” sagde hun så bare og kiggede på ham. Hun kunne godt se alt hvad der var galt med at spise mennesker, men hun var nu også en engel, og hun havde en gang været en god en af slagsen. Så hun kendte alt til moraler og værdier. Hun sukkede kort og betragtede ham mens han talte. Bare fordi han ikke havde nogen intetioner om at spise hende nu, betød det ikke at han ikke ville gøre det senere. Så hun kunne ikke andet end at føle sig underligt tilpas.
Hendes øjne betragtede tyven med et tomt blik da varulven pludselig satte sig på hug ved hans side. Hun var stille og rettede sit blik op på varulven da han kiggede på hende og lod ikke til at være berørt af det der skete. Hun kom med et suk og kørte en hånd igennem sit hår:” Men det var da kedeligt! Han døde så hurtigt” sagde hun, men mumlede den sidste del ret utydeligt for sig selv, det var nok en god idé ikke at vise hvor forskruet hun nu egentlig virkelig var.
"Jeg beder om folks død når jeg mener verdenen ville overleve fint uden dem i den." Raegan betragtede bare mandens hals mens blodet flød ud af den. Eller nærmere så stod hun og stirrede på det, opslugt af det. Mest af alt fordi det mindede hende om dengang hun blev fanget og holdt nede mens en mand skar halsen over på hendes mor for hende til at skue. Hun blinkede et par gange inden hun rystede på hovedet for at komme ud af sit minde. Hun kiggede så igen på varulven og gik over til tyven mens hun så ned på ham. Med sin fod skubbede hun hans ansigt mod himlen så hun kunne se ham.
”Døde mennesker skal altid se så tåbelige ud… Det gjorde min mor også..” sagde hun kort. Hun ville ikke snakke nærmere om det, selvom det lige lød til at hun selv havde myrdet hende. Hvis det var det han ville tro, så ville hun ikke stoppe ham. Måske kunne det få hende til at virke en anelse farligere. Hun tog fat om en pose i tyvens bælte og flåede den af inden hun åbnede den og kiggede i den. Et roligt smil bredte sig på hendes læber idet der lå mønter i:” Fedt. Helt uduelig har han ikke været.” sagde hun så og så på varulven:” Hvis du bor her, så må guld have ingen værdi for dig.” konkluderede hun idet hun spændte posen fast til sit eget bælte.

Hun rystede bare på hovedet af det han sagde mens hun stirrede ind i hans øjne:” Du ville ikke kunne forstå det, for du har gjort det hele dit liv..” sagde hun blot og kørte en hånd igennem håret. Hun havde ikke tænkt sig at forklare det for ham, hvis han alligevel ikke havde nogle intentioner om at forstå hende:” Du kan spise alle de artsfæller du har lyst til, jeg vil ikke have nogen af dem!” sagde hun kort og slappede af.
”Lege med hans lig? Hvad ville jeg få ud af det?” spurgte hun ham og lagde hovedet uforstående på skrå. Hun forstod det ikke, fordi de mænd der havde myrdet hendes familie var så grufulde som muligt, lige indtil den de pinte døde. Så lod de dem være. Hun faldt lidt hen i sine minder indtil han snakkede igen. Hun så op på ham og smilte kort:” Jeg kunne godt selv have taget hans liv. Men du var belejlig nok til at spare mig besværet.” var hendes eneste svar.
Hun rynkede kort på brynene da han sagde at hun ikke havde brug for pengene:” Du kender mig ikke. Modsat dig så fortæller jeg ikke hvor jeg bor eller hvem jeg er. For den sags skyld giver jeg heller ikke ud hvad for et væsen jeg er.” hun stoppede med at snakke da han rejste sig og begyndte at bakke lidt tilbage da hun bemærkede at han gik imod hende. Hun tog en hånd op i luften og så en anelse vredt på ham:” Hold dig væk fra mig.” advarede hun og lagde en hånd på sit bryst.
Svagt begyndte hendes bryst at lyse, men det kunne man ikke se fordi hendes hånd dækkede det. Hun følte sig en anelse bange, og hvis hun ville føle sig bange nok ville hun kunne bruge sin evne. Men kun hvis hun følte sig truet på livet, hvilket hun lidt begyndte at gøre sådan som han slikkede sig om munden. Hun stødte ryggen op mod træet og holdte stadig en hånd beskyttende mod sit bryst mens hendes blik flakkede en anelse.
Hun kunne mærke en snert af panik gå gennem hende og hun begyndte at hive en anelse efter vejret. Hun kiggede ned på jorden og samlede en sten op som hun bare kylede efter ham:” Lad mig være i fred!” sagde hun så bare inden hun bare satte sig ned i knæ og lagde sin frie hånd beskyttende over sit hoved, den anden hånd sad stadig og beskyttede hendes bryst.

Raegan kiggede op og stirrede ham vredt i øjnene da han kaldte hende svag og nedbrudt:” Du… du kender mig slet ikke!” sagde hun så bare vredt og kiggede en anelse surt på ham. Men hendes frygt var helt væk og hun fjernede hånden fra sit bryst som lyset gik ud. Hun rejste sig roligt og overvejede kort om hun skulle give ham pungen eller ej. Hun havde ikke rigtig lyst til det, for hun så ikke nogen nytte i at tyven fik de penge. Og hun brød sig især ikke om at nogen som helst skulle belære hende på nogen måde.
“Sargonis?” lød en stemme langt væk fra. Pludselig bag nogle træer kom et velkendt ansigt op. Sylvana. Raegan så op og klemte kort om posen, noget indeni hende sagde at hun kendte denne person men hun var ikke sikker. Sylvana kom roligt hen til dem og smilte så bare stort da hun så at det faktisk var ham:” Åh, det er alt, alt for længe siden!” udbrød hun glad og klappede sine hænder sammen. Hun rettede så sit blik mod Raegan og kløede sin kind en anelse:” Jeg troede aldrig jeg skulle stå og se dig belære et barn på den måde.. Er det dit?” sagde hun så en anelse drillende men hendes blik var lidt trist da det mindede hende om at hendes eget barn var i verdenen, eller forhåbentligt stadig levende, et sted.
”God genforening, i må have det godt, farvel!” sagde Raegan så lavt, men hastigt, inden hun roligt begyndte at bakke bagud for at komme væk. Sylvana så på hende og lagde hovedet på skrå:” Hey! Du kan ikke bare gå. Han har ikke introduceret dig endnu.” sagde hun så blidt og smilte let. Raegan rystede bare på hovedet og endte op af et træ igen:” Ehm. Han ved heller ikke hvem jeg er, men han reddede mit liv, og jeg må gå nu. Mit navn er Raegan!”
Sylvana løftede sine øjenbryn kort og så på Sajro. Lucy var kommet hen til dem og sad nu et stykke væk, dog kunne hun ikke få øjnene af Raegan:” Det er hende, Sylvi.” tænkte hun bare og Sylvana blev bare ved med at stirre på Sajro. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige men til sidst gik hun bare hen og krammede Raegan:” Raegan…. Det var det navn jeg gav mit barn... inden hun.. blev taget fra mig og givet til nogle andre…” sagde hun så bare og mærkede hvordan tårerne begyndte at presse sig på. Hun prøvede at stoppe det ved at komme med et lettet grin, men en enkelt tåre gled stadig ned af hendes kind.
Raegan bukkede øjenbrynene og prøvede nu bare lidt at få Sylvana væk fra sig:” Jeg aner ikke hvad du snakker om. Min mor er død. Hun døde for øjnene af mig lige ved siden af min far.” hendes stemme var seriøs, men man kunne tyde den lille svage gnist af sårbarhed der var over den. Det var ikke noget Rae gad tænke nærmere over, faktisk slet ikke! Sylvana slap hende dog ikke og så på hende:” Rae… Kig på mig.” sagde hun så og Raegan stoppede med at stritte imod og adlød nu  bare.
Let skubbede hun så Raes øre mod sit bryst og lod Raegan lytte til hendes hjerte, først følte Raegan sig mere end utilpas og rullede kort med øjnene inden hun så begyndte at indse at hun genkendte lyden. Hun stirrede bare frem i luften, målløs, ude af stand til at komme med en passende reaktion, at græde havde aldrig været en mulighed for hende, hun havde overbevist sig selv om at dengang hun så sine forældre dø, ville være den sidste gang. Et horn lød i distancen og Sylvana slap Raegan:” Det er den lokale stamme. Jeg tror hellere vi må gå inden de finder os her.” sagde hun så og så lidt på Sajro.
”Vil du med os? Jeg føler at vi har mange gamle ting der skal snakkes om” sagde hun mens et blidt smil gled over hendes læber.