Hvad sker der//Akuma?

Tid: Mørket er faldet på.
Sted: Doomsville City, Rotten Root District, Bazaaren.
Vejr: Der er stadig en varm brise.
Omgivelser: Den tomme bazaar, boderne er lukket og pakket sammen. Dog er der blevet sat en kæmpe firkant af et bur op midt på bazaaren i stedet for.


Alane havde befundet sig i byen hele dagen, her sent på eftermiddagen havde hun fået stukket en flyer i hånden af en mad som ikke så ud til at have helt rent mel i posen. Nu stod hun så her blandt de mange væsner og mennesker som alle var samlet omkring denne store firkant af et bur af metal. Der var et eller andet inde i det men hun kunne ikke se hvad det var, hun var for langt bagude. Roligt begyndte hun at mase sig vej igennem den tætte folkemængde. Hun ville op foran, ville se hvad det var der skete og hvad alt det her gik ud på. Hun knugede stadig flyeren i hånden.. Enelig kom hun op foran. Et stort og ubeskriveligt væsen var placeret i buret allerede. Hendes øjne blev store og hun kunne ikke forstå hvad det var der skulle ske her. En mand trådte frem på et lille podiet som var foran buret, han havde noget der lignede en megafon i hånden og råbte så ud over folkemængden. "En frivillig, et forsøg og en stor præmie hvis du altså ikke dør. Du har nu en chance for at blive ham eller hende som nedlægger dette bæst. Endnu har ingen kunne besejre det!". Alane så sig omkring, der var vidst ingen som turde melde sig. Hun så tilbage mod buret igen og kunne egentlig godt forstå dem.

Akuma havde forvildet sig ind på Doomsville igen.
Han var begyndt at gå i vielse og bare vågne op fra sine tanker et eller andet sted uden at vide hvordan pokker han var havnet der.
Alle hans gener andrede sig nemlig og han havde på ingen måde nogen forklaring på det.
Her på det sidste havde han opdaget at hans knogler ikke ville lystre hans evner...

Akuma stod nu åbenbart foran et stort metalbur med et eller andet væsen som nok var en ork inde i det?
Men af en eller anden grund så blev han fristet af udfordringen som manden råbte mod befolkningen.

"Jeg acceptere udfordringen!" råbte han og trådte ud af befolkningen.
Han var nød til at komme i form igen for at få sine knogler til at lystre ham igen.
Og hvis han nu klarede denne ork burde det så ikke være nok?

Alane vendte sin opmærksomhed mod manden som havde gjort sig fri af folkemængden. Hun havde kunne kende stemmen men kunne ikke helt huske hvorfra dog virkede ansigtet ikke velkendt. Med et slog det hende. Manden som hun havde mødt en dag i byen. Hun havde aldrig fået hans navn eller set hans ansigt. Men det måtte jo være sådan her han så ud?
Roligt betragtede hun ham, han virkede ikke bange for væsenet i buret, det ville hun havde været. Hun kunne ikke finde ud af at slås, hun var trænet jæger og kunne ikke lide konfrontationer, hun ville være på afstand og give nådestødet derfra. Dog hvis det her var det han var god til så var det jo godt han kunne blære sig foran de andre folk som var stimlet sammen her på pladsen.

Manden som stadig stod oppe på podiet smilede et grumt smil da Akuma trådte frem. "Jamen så kom da herop og vi kan lukke dig ind med det samme. Bare forstå at når først porten går i bag dig kan du ikke vende om..... Det er en kamp til døden...". Manden betragtede forsat Akuma og gik over til porten i buret.

//undskyld ventetiden :i//

Akuma trådte ind i burdet og porten blev lukket bag ham med et smæld.
Han kunne høre folks latter da han ikke så ud af særlig meget.
Men de skulle få at se...
Væsenet vendte sig imod ham og brølede.
Det så ud til at kunne flå et hus i stykker ved at læne sig op ad det.

Men Akuma kunne meget mere end dette væsen...
Han stilede sig i kampposition og begyndte at forstærke sine knogler.
Der skete bare ikke noget...
Hans knogler ændrede sig ikke?
Akuma kikkede ned af sig selv og var forvirret.
*Hvad fanden sker d..* nåede han at tænke inden han blev afbrudt af monsteret der slog ham ind i væggen.

"Argh!!" råbte han af smerte da han ramte væggen.
Der var noget helt galt med ham...

Alanes så på ham, nu kunne det rent faktisk være hun kunne få at se hvad han kunne og hvad han duede til eller også så ville han blive mast flad som en pandekage ved første slag og tja det ville være en skam men så kunne han jo bare lade være med at være så høj i hatten. Hun fulgte hver af hans bevægelser og holdte øje med hans ansigts udtryk. Et kort øjeblik virkede han forvirrede, han forventede tydeligvis der skete noget ved hans krop men intet skete og det resulterede så i at han blev smadret ind i trammerne af det store bæst inde i buret. Hun sukkede stille, det ville være synt hvis han skulle dø af det her.

Roligt begyndte hun sig at mase sig vej frem mod det lille podium og hen mod manden som styrrede den her abefest, hendes øjne var dog fokuseret på manden inde hos bæstet, måske kunne han få taget sig sammen og enten komme ud af buret eller tage sig at væsenet derinde. Det var hans eget valg men det ville betyde at Alane ikke skulle gøre noget og det var helt sikkert det hun foretrak men indtil videre så det vist ud som om han ville dø derinde hvis han forblev derinde meget længere. Publikummet grinede og råbte hånende ord efter ham.