Nattens trygge arme//Malao.

Tid: Mørket er faldet på.
Sted: Doomsville City, Angerforge District, Gaderne.
Vejr: Der er stadig en varm brise.
Omgivelser: De tomme gader.


Alane gik roligt ned af gaden, hun nød den varme asfalt under sine fødder. Det var nok det eneste hun rent faktisk nød ved byerne, det var den varme asfalt. Hun gik midt ude på vejen og så sig omkring. Hun havde en kjole på som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt en lettere dyb halsudskæring. Hendes grønne øjne lyst svagt i det klare lys fra månen som hang fuld over hende. Hun kunne virkelig ikke lade være og smile. Det var en dejlig aften og det virkede ikke som om der var noget hun skulle bekymre sig om. Let gik hun hen og lagde sig på en smule græs som var ved en bænk, hun nød det kolde græs mod sin hud og måden som det let kildede hendes hud. Hun lod sine sanser slappe af, der var ingen her som ville turde angribe hende. Hendes vejrtrækning blev roligere og roligere mens hun lod sig slappe af. Det var rart for en gangs skyld at kunne gøre det. Et let og dejligt smil lå over hendes læber.

Malao ventede bag en busk da han havde en mærkelig drøm i nat om alt hvad der har været sket så han ventede på at en dame kom gående forbi ham *hmm det kan være denne del ikke passer, hey hov der kommer hun jo hvodan fanden kan et være at der har ramt idag* tænkte han til sig selv *og det var cirka her drømmen vækkede mig så her fra må jeg da vidst klare mig selv* han grinede kort og da han begyndte at grine slog han hurtigt sin hånd op foran hans mund for han ville ikke have at hun skulle høre at var på lur da det kunne give nogle mærkelige tanker om folk.
han tog sin hætte på hvis hun nu hørte det og så ham da han vidste at de fleste menesker løb væk hver gang de så eller hørte at han var vampyr.

Hun havde godt hørt at der var nogen men valgte ikke at vise det.
Alane var ikke bange men hun vidste jo stadig ikke om denne person var vemligt stillet eller om personen var ude på ballade. Hun slappede ikke længere af men det kunne ikke ses på hende. Alane havde hørt at stemmen tilhørte en mand. Alt for dyb til at være en kvindes latter.
Alane var på ingen måde interesseret i problemer i aften, hun ville slappe af og sådan var det. Hun trak stille den kniv hun havde ved låret men holdte den stadig skjult. Hun var ved at være så forbandet træt af ikke at kunne forsvare sig men i aften var hun for en gangs skyld ikke bange for at være den som lavede det første angreb hvis det viste sig at være nødvendigt.

Malao så at der var en skabning på den anden side af hende som hun nok ikke havde hørt over hans grin, han tog sin stav op og gjorde sig klar til hvis manden kom frem og hvis han ikke var venlig, han så manden kom snige så stille at selv ikke en gang hans øre kunne høre det, og de var trænet op til at kunne fange selv de mindste lyde, han tog en masse luft ned i lungerne og skød sin pil afsted, og den ramte lige foran manden der gav et stort gisp.
Malao kom gående ud af busken med sine alle 160 cm høje krop og stade sin hætte oppe foran sit hovde så man ikke kunne se ind men han havde bygget det sådan at man godt kunne se ud men ikke ind hvis man stod mere ind 1 meter fra ham, Malao gik tættere hen mod damen og sagde "undskyld hvis jeg forstyrede din fred" og kiggede på den stade chok ramte mand og skød ham i ryggen med en pil der slog ham i hjel.