Nattens lyde// Sean.

Tid: Aften.
Sted: Ashen Three Forest.
Vejr: Der er en varm brise og natten er skyfri..
Omgivelser: Det lille telt som Alane bor i og ellers skoven.


Alane gik stille ned af en snoet sti som førte sybt ind i skoven, hendes bare fødder blødte let på grund af de mange skrpe ting som befandt sig i skovbunden. Hun ville rense det når hun nåede tilbage til sit telt. Det generede hende egentlig ikke. Hun var vant til det. Et stille suk forlod hendes læber.
Alane bar en kjole som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt en lettere dyb halsudskæring. Let legede den varme aften brise med den samt hendes røde hår. Hendes øjne vandrede stille rundt og landskabet foran hende, hun var vel lidt på vagt eftersom det var blevet mørkt. Hun lod sig ikke mærke af mørket omkring hende, på en underlig måde beroligede det hende hvis man kunne kalde det det? Alane havde altid følt sig hjemme i skovene og i mørket, hun kunne ikke se sig selv bo i en by, jov hun havde besøgt byen men det var ikke noget der tiltrak hende, hun kunne godt lide skoven og friheden som den gav. Her var der ikke nogen regler som man skulle følge. Der var ikke andre lyde udover dem hun selv lavede, skovbunden som knasede under hendes fødder og så hendes stille vejrtrækning, det var de lyde som fyldte natten.

En let puslen af et natdyr der havde begivet sig frem, frem på den evige jagt efter føde.
Han kom ikke så tit i skoven, mest fordi han havde så meget at gøre inde i byerne. Men han slog et smut forbi så ofte som han kunne. Det var et roligt sted, et...fredeligt sted, i forhold til byen, og lige et sted man kunne bruge, når man var træt efter arbejdet.
Det var også grunden til han gik her nu.
På denne lune aften havde han nogle lette bukser på og en hvid skjorte af silke. Bare fødder, som dog havde hård hud nok til at gamle blade, grene og sten ikke skar for dybt. Han gik altid med bare fødder.
Det mørkebrune hår sad ordentligt, som stort set altid, med pandehåret der faldt let ned i panden (Som ava)
De mørke øjne med de grå nuancer, som gled rundt fra det ene træ til det andet, fra den ene busk til den anden.
Skoven var stor og det var ikke særlig sandsynligt at møde nogen...og dog alligevel. I hvert fald var det som altid bedst at holde lidt øje,selv om han kom her for at slappe af.

Han fulgte stien et stykke tid, lod sig føre længere og længere ind.

Alane stod stille og roligt, hun var nu dukket op foran hendes telt, det lå ikke så langt væk fra stien som hun for kort tid siden havde gået på. En stille nynnen kunne høres fra hende. Hun bekymrede sig ikke for om folk hørte hende fordi der var jo aldrig nogen i skoven på denne tid af dagen. Det var hun dem som var vant til at færdes i skovene som var her og måske en enkelt eller to som havde for villede sig herud så det bekymrede hende ikke rigtigt.
Hun satte sig på hug foran teltet og lynede lynlåsen ned, hun kravlede ind og fandt et slidt håndklæde frem hvorefter hun igen kravlede ud, lynede teltet og gik så videre tilbage af samme vej som hun kom fra, hun ville gerne lige have sig et bad inden hun sikkert smuttede i seng. Lyset vækkede hende altid om morgenen og så kunne hun aldrig falde i søvn igen så hun kunne lige så godt komme tidligt i seng.
En mørk skikkelse fangede hendes opmærksomhed, det var en person som gik længere fremme.
Stille stoppede hun og betragtede personen før hun igen gik videre, hun var ikke bange for at blive overfaldet nej. Men som hun kom tættere og tættere på personen blev hun mere og mere opmærksom på sine omgivelser og hendes sandser skarpede sig selv. Hun var på vagt.

//Hmm...ikke for noget, kom bare til at tænke på...At spilleuniverset er et middelaldersamfund, hvor diverse moderne ting endnu ikke er opfundet. bla. lynlåsen. så er teltet fra en/den anden dimension eller...? Nogen leger jo de er taget fra Deploratus og hertil, så ville bare høre...?//

Denne dag var skoven nøjagtig lige så stille som den plejede. Lige så...ja, der skete jo ikke ret meget.
Han fulgte stadig stien, end til han hørte den underlig kendte lyd af en lynlås og en person. Hvem slog et telt op midt ude i skoven? der var selvfølgelig mange muligheder. måske var personen bare ude og nyde naturen, måske på flugt...Måske så mange ting.
Han stoppede o pog kiggede den vej han havde hørt lydene.
Han havde altid været lidt nysgerrig af natur, men det kunne jo også være en der kunne kategoriseres som fjende, eller måske en person der var nyttig at vide hvor var, alt efter hvad der skete...
Han blev stående og kiggede frem og tilbage mellem træerne.


//...Og så også lige et undskyld, lider lidt af kreasvigt lige nu:)//

//Jo teltet er noget fra en anden dimension, det eneste minde hun har tilbage af sine forældre. Det lyder lidt trist men det er det og det er også derfor hun stadig bor i det //


Alane forsatte fremad, det virkede ikke som om personen havde set hende eller også lod han som om det, hun var efterhånden kommet tæt nok på til at kunne bedømme at det ikke var en kvinden men en mad, det kunne man se på størrelsen.
Roligt gik hun videre, der var ikke nogen grund til at fremprovokere noget. Dog stoppede hun et stykke fra ham og betragtede ham, der var lige præcis noget månelys som skinnede ned på ham, han var stadig ikke særlig godt oplyst men hun havde en ide om hvordan han så ud nu.
"Hvad laver du herude på denne tid af døgnet?", hendes stemme var blød og rolig. Der var intet truende over hendes stemme, nej hun virkede bare oprigtigt nysgerrig. Det var ikke lige hver dag hun mødte folk herude på dette tidspunkt så det havde gibbet lidt i hendes nysgerrighed da hun så personen.


//Det går nok, jeg har heller ikke den helt store krea lige nu men det bliver vel forhåbentlig bedre som vi kommer ordentligt i gang med emnet //

//okay, ville bare høre. nogen er jo lidt forvirret over forskellen //

Han smilte svagt da han hørte de svage trin af nogen der kom tættere på, han fornemmede en skikkelse mellem træerne og hørte snart efter en nysgerrig lille stemme. Fra en kvinde.
"Hvem forlanger at vide det?" spurgte han igen, med et venligt smil og et roligt blik.
"Og hvad laver De selv her ude?" tilføjede han, kastede bolden videre.

//Yeah i know, det var selv lidt af en omvæltning for mig men jeg syntes siden virker rigtig god //


Hun smilede skævt stadig gemt af skyggerne. Det eneste man kunne var at høre hendes stemme, hendes åndedræt og det var egentlig det og hvis det stod til hende skulle han ikke se hende medmindre hun gav ham lov så hvis han rykkede ind i skyggerne ville hun rykke sig væk.
"Jamen det gør jeg da", hun smilede skævt og så på ham, hun så ham i øjnene selvom han ikke vidste det, det var det der føltes naturligt for Alane, at se folk i øjnene når hun snakkede med dem. "Jamen det kan du jo være heldig at få af vide hvis du svare på mit spørgsmål". Hendes tonefald var lettere legende og et skævt smil lå hen over hendes læber. Han virkede interessant nærmest mystisk.

Han nikkede kort. en person der ikke var så naiv, bare at svare. Eller måske bare en der lige som han elskede de måder ordet kunne bruges på?
Eller flabet nok? Måske bare nysgerrig? han ventede med at bedømme det.
"jeg er ude og nyde skoven. Jeg arbejdet tit og har sjældent mulighed for det, derfor det lidt sene tidspunkt. Og nu Dem" smilte han og så noget genspejle sig...lyset fra månen, i nogle øjne som kiggede direkte på ham.
Han vente sig imod dem.
"Og så foretrækker jeg at se hvem jeg snakker med" smilte han, stadig lige så roligt og venligt som før.

Hun smilede skævt, hun lød måske lidt flabet men nej hun legede bare lidt, hun nød disse små harmløse lege.
Dog ville hun heller aldrig gå længere end at lege med ordene, hun ville aldrig nogensinde nyde at lege med nogens liv eller skæbne. Det var ikke hendes plads men dette her kunne hun godt lide. Hun fandt det underholdende og spændende.
"Hvorfor dog arbejde så meget at du ikke har tid til de ting du ønsker og har lyst til? Den filosofi har jeg aldrig nogensinde kunne forstå", hun smilede eftertænksomt og så ham forsat i øjnene, hun vidste godt at han kunne se hendes øjne men det generede hende ikke, hendes øjne var en dyb smuk grøn med en lettere utydelig cirkel af gul i også, øjnene kiggede ind i hans, de virkede undersøgende og nysgerrige. "Jeg er her altid, naturen er mit kald" Hun smilede stille og månelyset spejlede sig let i hendes tænder. Han virkede ikke farlig så hun kunne vel godt give sig selv til kende.
Roligt trådte hun ud af skyggerne og stod nu i det skarpe månelys. Alane bar en kjole som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt en lettere dyb halsudskæring. Hendes lange røde hår hang blidt omkring hendes ansigt og stod godt imod hendes ellers blege hud og de grønne øjne hun havde. Hun så meget elegant ud men så også ud til at hun kunne tage et par knops og det viste de blå mærke hun havde på kroppen også, men udover det var hendes hud fejlfri.
"Men hvem er du så?", hun lagde let hovedet på skrå og betragtede ham med et lettere skævt smil.

Han smilte svagt.
"Hvem siger jeg ikke har lyst til at arbejde?" svarede han lige så flabet igen. Han lod øjnene glide over hende, ikke på nogen uhøflig måde, men bare lige kort. Hendes krop var jo synd at overse.
Han mærkede svagt sulten og sukkede svagt for sig selv.
De eneste han kendte, hvor naturen var et kald, var elverne. Men andre kunne vel også godt have det...uden det skulle bestemmes af ens race?
Han grinte svagt
"Hvem jeg er? Jamen kan nogen som helst sige det?" svarede han
"Jeg er ikke engang helt sikker selv...Så hvad er det helt præcis du er ude efter? Mit navn? Min race?" foreslog han

Hun smilte stille.
"Jamen hvis du så gerne vil arbejde, hvorfor er du så herude?", hun lagde let hovedet på skrå og så på ham med et drillende smil. Hun kunne godt lide hans måde at være på. Han var underholdende og legede med på hendes lege, det var underligt men spændende. Hun lagde godt mærke til at han kiggede på hendes krop, det var ikke på en uhøflig måde eller en gusten måde nej han betragtede bare hendes krop. Det generede hende ikke rigtigt, det ville det hvis han havde stået og stirret men han kiggede stille og diskret på ham.
Hun bed sig let i læben og så ham i øjnene, hun havde et drillende glimt i øjet og det var tydeligt at se, Alane var ikke nogen elver, men hun hørte stadig til i skoven og det vidste hun godt selv.
"Måske begge dele, det kommer meget an på hvad den information koster?" hun smilede skævt og gik lidt tættere på ham og betragtede ham stille, han så vel egentlig ret godt ud.

Han rystede svagt på hovedet.
"Tænk tilbage på da samtalen startede.
Så vil du huske at jeg også har lyst til at slappe af og være i skoven" svarede han. lige den del af samtalen begyndte at kede ham. han følte den kørte i ring.
Derfor lod han det ligge og gik videre. Lod hende komme så tæt på som hun havde lyst til.
"Hvad vil du give?" spurgte han igen, selv med et svagt drillende smil.

Hun smilede stille og så ham forsat i øjnene.
Det var længe siden hun havde mødt en person som gad lege med på hendes små lege og det var rart at der for en gangs skyld kom en forbi.
Alane gik stille og roligt rundt om ham, hun var kommet en smule tættere på ham men stadig ikke helt tæt. Hun betragtede ham stille som hun gik rundt om ham.
"Hvad skal du have for informationen?", hun smilte skævt og stilte sig nu foran ham, de var ikke særlig langt fra hinanden mere nu. Roligt strøg hun sit hår ud af øjnene og så ham i øjnene igen. Han virkede ikke helt til at være menneske men det ville nok alligevel være hendes bedste bud at det var det han var.

Han grinte svagt og rystede på hovedet.
"Så du har ikke noget at tilbyde? Har du så fortjent oplysningerne? Hvad med jeg bare er det spændende fremmede mand du snakkede med...Hvordan lyder det?" drillede han igen.
Det var en rolle han selv kunne leve med. Faktisk være glad for at lege...Og det ville være det bedste, hvis man så på hans job, at så få som muligt kendte noget til ham.
Der var det igen...Han kunne aldrig binde sig til nogen, ikke den mindste smule...
Men det havde han lært at leve med.
måske senere engang, når han blev træt af at vide alt og endda få penge for det...Han smilte svagt for sig selv...

Alane smilte stille og så ham i øjnene da hun stoppede foran ham, hun havde et drillende glimt i øjenen mens hun betragtede ham.
"Jo jeg har massere at tilbyde dig, jeg vil bare gerne vide inden for hvilken kategori jeg skal tilbyde dig noget, det gør det jo lidt nemmere", hun smilte skævt og lagde hovedet på skrå mens han let bed sig i læben.
"Hvilken sjov ville det være for mig?", hun gik en smule tættere på ham og bed sig let i læben, han var så mystisk og det tiltrak hende meget.
En mystisk mand som have mødt en gang om natten, det lød nærmest helt forbudt og som om det var en hemmelighed som kun ville være hendes og hans, en som kun de ville dele.

han grinte let og brød noget af den stigende magi, ved at bevæge sig lidt væk fra hende. ikke baglæns, men ved direkte at gå forbi hende. Magien havde været fortryllende, en smule sensuel. Og derfor havde han brudt den.
"Åhh jeg er sikker på du nok skal nyde det" smilte han
"Desuden vil jeg da sikre mig, at du ikke glemmer mig med det samme...Du ved, ham den fremmede...Det mystiske, det spændende...Og lysten til at mødes igen, fordi hvem er jeg enlig? Kan du se det?" drillede han og vente sig om og så på hende igen, med et lille smil.

Alanes blik fulgte ham, hun vendte sig dog ikke mod ham, hun blev stående med ryggen til ham dog var hendes sanser mere skarpe end før, hun brød si ikke om at en fremmede stod bag hendes ryg og hun ikke kunne holde øje med ham. Let bed hun sig i læben, han var så mystisk og tiltrækkende men nu var det brudt, det lag af sensuel og mystisk stemning. "Så det er du?", hun smilte skævt lod sine øjne lukke i et kort øjeblik dog åbnede hun dem da han trådte hen foran hende.
"Jamen hvad så hvis du nu ikke kan gøre det, hvad så hvis jeg glemmer dig, ville det så ikke være en idé at give mig dit navn?, hun så på ham med et lille smil.

"åhh...nej, overhoved ikke..." han trådte nu helt hen til hende og så smilende på hende, så hende ind i øjnene.
"...Så er det nemmere at sørge for, at du husker mig" sagde han lavt, som om det kun var hende der skulle høre det. Men det var jo også kun hende, der var ikke andre i skoven...Lige her i hvert fald.
Det var som om stemningen kom lidt tilbage nu, Sean kunne mærke dæmonen inden i sig, hvordan den ville ud og smage på en sjæl...
Han lod den ikke. Dette var hans sjov, ikke for at fodre dæmonen i ham. Hvor var det typisk.

Alane lagde let hovedet på skrå og hun betragtede den høje mand som nu stod meget tæt på hende, der var ikke særlig meget plads mellem dem men hun rykkede sig dog ikke, dette var en leg hun nød, så uskyldig da der ikke skete noget men så farlig ved at der kunne ske noget hvert sekundt. "Og hvordan har du tænkt dig at gøre det...?", hun gav ham et skævt smil og så ham i øjnene. Alane lod sin tunge glide ud og fugte sine læber, det så meget sensuelt ud og det var vel også meningen, de drillede jo hinanden. Let bed hun sig i læben og strøg så noget hår ud af sine øjne.

Han smilte. Hun inviterede ham jo næsten! Åh dette var sandelig hans aften. Manden der charmede sig ind på kvinderne, men blev uvenner med mændene...Han skulle lige til at ryste på hovedet af sig selv, men undlod dog at gøre det.
De stod helt tætte på hinanden, hun havde ikke flyttet sig og stod der, slikkede sig sensuelt om munden...så indbydende.
Og så besluttede han sig for at tage chancen. Hvad var livet uden chancer?
Han bøjede sig let frem, dog hele tiden opmærksom på det mindste tegn fra hende, om det så var frygt, vrede...undvigende, overraskelse eller måske ligefrem glæde...
Opmærksom, men stadig prøvende.

Han bøjede sig let frem og lod i et splitsekund sine læber møde hendes. blødt, sensuelt, legende...Det tog både lang tid og ingen tid.
Han trak sig dog hurtigt tilbage igen, i en langsom bevægelse, som om det bare var en del af deres leg. Men var det ikke også det?
Han så smilende på hende.
"Måske sådan?" foreslog han.

Alane havde egentlig ikke tænkt på hvor det her kunne føre hen af. Hun kunne bare godt lide at være drillende selvom det var en relativt ny side hun havde fundet af sig selv så nød hun det. Og især med ham her fordi han legede med uden at være for nærgående. Der havde endnu ikke været nogen kropskontakt mellem dem men det sensuelle lå tykt i luften, måske endda lidt lyst blandet ind mellem det hele? Alane rørte sig ikke, blev bare stående, dog gled der kort lidt undren og nysgerrighed over hendes ansigt, hvad mon der kom nu? Let bed hun sig i læben som han kom tættere og tættere på.

Alane lod sine øjne glide i som hans læber mødte hendes. Hendes læber var silkeblød, varme og indbydende. Hun gengældte det sensuelle kys og nød hvert senkundt af det. Hun åbnede stille øjnene som kysset blev brudt og så ham i øjnene. "Hvordan skal det få mig til at huske dig?", hendes stemme var ikke mere end en hvisken som nærmest lod forførende. Hun smilte stille og bed sig sensuelt i læben mens hun så ham i øjnene.

"Åhh..." han trådte det sidste skridt helt tæt på,så han nærmest stod direkte op af hende, men dog uden at røre hende. Han lod en hånd glide ned gennem hendes hår.
"...Det må jeg få dig til, så" smilte han og kyssede hende igen.
Denne gang var kysset længere, stadig blidt og prøvende, som en uskyldig dreng.
De bløde læber, så indbydende...han måtte virkelig tage sig sammen for ikke bare at tage her og nu, med hud og hår...
Han smilte indvendigt af tanken, hans indre dæmon ville så gerne have hendes sjæl. Skulle han lade det ske? Nej. Ikke i aften. Nu ville han bare have det sjovt.

Alane blev stående, hun rørte sig ikke, hun var ikke bange for ham og veg derfor ikke tilbage. Desuden ville det jo ødelægge deres lille leg som de havde gang i. Hun lod sin øjne gled i da han kærtegnede hende i håret. Det var rart. "Hvordan har du tænkt dig at gøre det?", hendes stemme var ikke mere end en lille sensuel hvisken.
Alane åbnede stille sine øjne lige til det øjeblik hvor han kyssede hende igen, den varme følelse af hans læber mod hendes var fantastisk. Endnu engang lod hun sine øjne glide i og hun gengældte kysset med samme sensuelle og uskyldige pres som han havde startet kysset med. Roligt lukkede hun de sidste få millimeter som adskilte dem så de nu stod direkte op af hinanden. Hendes krop pressede forsigtigt op mod hans så han ordentligt kunne mærke hendes former.

Et så blidt et kys, som en kærtegn, som mindet af noget der for længst var væk...
Åh ja, dette kys ville i hvert fald få ham til at huske hende. Og han viste hun også ville huske ham.
Denne gang varede kysset længere og endte med at være sensuelt og lokkende, måske mere end han havde tænkt sig.
Men til sidst brudte han det. Han havde mærket hendes krop mod sin, mærket lysten glide som bølger gennem kroppen...Og hvordan dæmonen i ham bare ønskede hendes sjæl, på den makabre måde den plejede at forlange den på...
Han kunne ikke.
Han tog hendes hoved mellem sine hænden og så ned i hendes øjne, da han tvang hende til at se på sig.
"Jeg er sikker på du vil huske mig...Men jeg kan ikke. Grunden må være min egen" han smilte svagt og kyssede hende så på panden, slap hende og trådte et skridt baglæns.
"Jeg kan ikke tillade mig dette...Selv om du absolut har en dejlig krop..." sagde han med beklagelse i stemmen.
Han kunne ikke...Han havde aldrig gjort det, uden at tage en sjæl...Og han ville ikke tage hendes...Han viste ikke hvad der gik af ham. Han var normalt ligeglad, fuldkommen ligeglad med alt og alle omkring sig...Men denne gang var han ikke. Denne gang følte han direkte, hvordan han ikke kunne, hvor meget han måske end ville...Og det undrede ham.

Det føltes nærmest som en drøm det her. Meget bedre end hendes første kys som nu også havde været tvunget. Alane skubbede dog hurtigt de tanker om bagerst i hovedet og hun glemte dem kort tid efter. Det var det her der betød noget og det var derfor hun koncentrerede sig om dette og kun dette øjeblik som hun delte med en totalt fremmet mand. Men det var rart, så mystisk, så uskyldigt og så sensuelt. Alanes øjne var let lukket i. Hun lod sin krop gøre som den ville og reagerede udelukkende på de instinkter hun havde og mavefornemmelse.
Alane åbnede stille øjnene da kysset blev brudt og da hun mærkede hans kølige hænder mod hendes hud. Hun lod ham føre hende som han ville lige nu og så ham bare stille og roligt i øjnene. Hun lyttede til hvad han sagde og lagde så let hovedet på skrå mens hun betragtede ham, "Hvad er det du ikke kan?", hun bed sig let i læben og så så kort ned på jorden. Da hun kiggede op igen lå en let rødmen over hendes kinder som et fint lag støv. Hun havde ikke tænkt på at det kunne komme så langt som han hentydede til, hun havde rent faktisk ikke tænkt, bare handlet. Hun gav ham et let smil og spurgte ikke ind til hvorfor han ikke kunne, som han selv havde sagt måtte grunden være hans egen så hun så ikke nogen grund til at spørge. "Og jeg må stadig ikke få dit navn heller eller er det her det eneste jeg nogensinde vil få?". Alane hentydede til det kys som de lige havde delt. Hun så forsat bare på ham med et lille smil på læben.