Teacher and student

Tid: 07.05
Dag: Mandag
Dato: 11/4
Sted: Ashen Wood Forest
Omgivelser: I Niylahs flok.

Solens stråler prøvede at komme igennem de stormgrå skyer. Dyrene var meget varsomme. Vidste ikke om det blev uvejr eller ej. Firewood Village var i udenfor skoven og der var hellere ikke meget liv. Enkelte folk havde vovet sig ud i det grå og kedelig vejr.

En ung pige kikkede ud fra sit telt. Hendes brune hår hang ned omkring skuldrene på hende og de brune øjne skinnede af nysgerrighed. Pigen hed Menominee og var en lærling i Niylahs flok. Hun var godt nok lærling hos Niylah, men var mere end villig til at undvises af andre også. Hun beundrede tit de ældre krigere og kunne godt stå i flere timer og se dem træne. Hun gik ud og hurtigt hen til træningsområdet. Hun satte sig ned og begyndte at undersøge jorden for spor.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var tideligt denne morgen, men hun havde ikke sovet specielt meget i nat. Det var en at de nætter, hvor hun ikke havde sovet ved siden af Wade. Derved sov hun aldrig ligeså godt som når hans arme var om hende. Derfor stod den på tidlig morgen træning med Peter og Jesper. Sjovt nok var det hende som tæskede deres røv i laser nu. Dog aldrig ligeså meget som de havde gjort ved hende engang.
"Smut i bare. Hvis det virkelig er nødvendigt så spørger i bare efter Rakshas blod. Hvis hun er venlig. Giver hun måske det til jer." Sagde hun med et smil på læben. Let rystede hun på hovedet og vendte sig. Et lille grin fløj henover hendes læber.
"Meme, hvad laver du ude så tidligt?" Tatia var trods alt Niylahs højrehånd. Kendte navnene på alle i flokken. Tatia vippede hovedet let på skrå og så på pigen med sine blide blå øjne.
"Det er godt nok tidligt på dagen, og jeg ved du skal træne med Niylah senere. Men jeg kan godt give dig et lille forspring, hvis du ønsker?" Tilbød Tatia.
Tatia trænede ikke så meget børnene som Niylah og Wade gjorde. Hun fortrak mere at lære dem om livet udenfor og sprog. Dog havde hun intet imod at skulle træne lidt kampteknikker med Meme lidt. Eller blot tale taktikker.

Menominee fik et chok da Tatia kom op bag hende. Hun så op på hende med stor uskyldige brune øjne. "Jeg ville bare se om der var nye dyrespor. Jeg har tit set hjorte og ræve gå rundt herude, så jeg tænkte at hvis jeg nu kunne finde noget.." Hun tav. Vidste ikke mere hvad hun skulle sige. Hun lyste op ved Tatias foreslag om at give hende et forspring. "Virkelig?" jublede hun. Hun elskede at lærer. Om det var om livet, kamp eller jagt. Hun rejste sig op og så op på Tatia med forventningsfulde øjne. Hendes ulveunge inde i hende hylede.

Hun nikkede let til den unge shapeshifter. Engang havde hun selv været så ung. Dengang trænede hendes far hende til at blive en god og stærk kriger. Modsat Mene og Tatia selv, så havde Tatia altid haft problemer med sin vrede, undtagen når hun sad i sin egen lille verden. "Sikker på det er ræve? Ræve og ulve kommer ikke så godt ud af det med hinanden. De ville ikke engang tørre at betræde vores territorium." Forsikrede hun med en blid stemme.
Tatia så på Meme dahun sprang op med sine forventningsfulde øjne.
"Så, hvad vil du helst. Træne i ulveform. I kamp med våben eller uden våben?" Spurgte hun med et skævt smil på læben.

Menominee så betænksom ud. "Hvad med i kamp som ulv?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Hun så ned på sporene. Tatia havde ret, men hvad hvis det var ræve der også var Shapeshifters? Hun snusede let til luften. Den virkede fugtigt idag. Et pr andre af flokkens medlemmer kom gående ud fra deres telt. Tre drenge, alle i snart femten. Hun sukkede. Det var surt at være en af de yngste, men det havde også visse fordele. Når man havde fri kunne man lege med de andre børn. Hun så rundt. Det lange hår blev løftet lidt op af vinden og solens stråler var begyndte at gemme sig bag skyerne.

Tatia nikkede. Kamp som ulv var et af hendes specialområder. Selvom Wade lærte hurtigt på grund af sin evne, så havde Tatia blot et født talent til at have nogle ting hun virkelig lærte hurtigt. Tatia så over på de unge drenge der kom gående. Engang havde hun været ligeså ung og ny i flokken i den alder. Nu var hun en af de mest respektede. Tatia drejede blikket om og så på Meme.
"Lad mig se dig skifte form så." Sagde hun med et smil og trådte et skridt tilbage. Det kunne være svært for nogle at skifte form og andre havde nemt ved det. Tatia havde nemt ved det, men det var jo ikke alle som havde det. Tatia ville først skifte form når Meme havde gjort det, for hvis der var nogle problemer ville det være smart at kunne hjælpe den unge ulv.

Menominee tog en dyb indånding og spang frem. Hun kunne mærke pelsen vokse frem og hendes knogler skifte form og længde. Han landede på poterne og så op på Tatia. Hendes øjne skinnede og hun stillede i forsvarsstilling. Den lille hale piske bag hende hun sprang og rundt omkring Tatia. Trods hendes lille størrelse var Menominee hurtig. Med et yip satte hun sig på halen og så op på sin lærer. "Hvor skal vi hen?" Sprøgsmål kom med nysgerrighed. Andre standsede og så på den unge ulv.

Tatia sendte Meme et stort smil da hun skiftede form. Det virkede til at hun var en af dem som havde ledt ved det. Heldigt for hende. Selvom det kunne være for nogle svært at komme tilbage i sin menneske form. Et grin forlod Tatias læber som Meme var fyldt med energi. Det var dejligt at omgåes med nogle som var så glade. Tatia lod sin ulv tage over, og snart stod den store snehvide kæmpe ulv foran Meme. De røde øjne glødede fremtrædende, hvis man var fjende ville man nok ikke bryde sig om dem. Tatias blik gled henover nogle af de andre.
"Lad os tage et smut ud af området. Jeg kender det perfekte sted til at træne i fred. Se om du kan følge med." På de ord satte Tatia i løb. Ikke vildt hurtigt eftersom at Meme skulle kunne følge med hende. Det var dog løbe træning som ulv der gav flest muskler. Så det var blot en del af opvarmningen til træningen. Snart kom de til en lille sø. Det var ude for flokkens område, og et af de steder jægerne ikke så let kom til. Så de havde plads og rigeligt med tid. Hun havde kun gode minder her.
"Vi er stærkest i vores ulveform. Hvis vi ikke holder vores ulv vedlige bliver den svær at styre når vi bliver ældre. Den har en stor kontrol over os. Og det gælder om at skabe en tillid til hinanden." Tatia stoppede op og stillede sig foran Meme. Hun var stor i forhold til. Ikke ligeså stor som Wade og Niylah, men ikke langtfra.
"Hvis en jæger kom. Hvad vil du så gøre, hvis du skulle kæmpe imod ham?" Spurgte hun. Det var en del af undervisningen. At være i ulveformen gjorde det var lettere at forstille sig, hvad man ville gøre i den form.

Menominee fulgte med Tatia. Hun elskede at løbe. Hun lyttede opmærksomt til hvad der blev sagt. "Først ville jeg sørge at fjerne han våben. Hvis jeg ville større ville jeg nok vælte ham eller hende omkuld, men i min størrelse ville jeg bruge skoven til min fordel. Jeg ville finde et højt sted og spring ned på jægeren derfra. Hvis han venner med ville jeg tilkalde hjælp. Hvis der er ingen hjælp ville jeg løbe væk. Og håbe på at jeg ryster dem af." sagde hun efter med stor eftertanke. Hun så sig omkring. "Jeg har set små huler rundt omkring i skoven. Og hvis jeg bruger floden som gangsti kan de ikke følge mine spor, ikke?" Hun havde hørt et sted at hvis man brugte floder og åer som veje ville jægerne have mere besvær med at finde dem igen.

Tatia lyttede til Memes svar på hendes spørgsmål. Forskellige metoder, der var en masse. Dog måtte un gøre Meme opmærksom på et par ting eller to selvfølgelig.
"Du skal huske at være opmærksom på, at du er en kæmpe ulv. Jeg ved ikke om Niylah har fortalt dig det? Eller om du selv havde regnet den ud... men du vokser hurtigere end en normal ulv. Snart vil du blive nød til at vende dig af med at tro at du kan gemme dig i skoven." Fortalte Tatia i en meget mild tone. "Kan du huske, hvordan du skal signalere flokken?" Spurgte Tatia nysgerrigt. Det var en af de vigtigste ting en ung ulv i problemer skulle huske. Det vigtigste generelt.
"Floden kan være et dække. Mudder er endnu bedre fordi det dækker din fært." Tilføjede Tatia til Memes påstand. "Du er klogere end du ser ud, Little wolf."

Menominee vrikkede med halen. "Enten skal jeg tude eller os skal jeg bjæffe." sagde hun. Hun glædede sig til at blive større, men hun nød også sin lille størrelse. Oh hendes nye kælenavn. Little Wolf. "Jeg kan godt lide det kælenavn." mumlede hun og stak snuden i jorden. "En af de ting. Niylah har sagt er at man altid skal være vagtsom så en jæger ikke sniger sig op bag en." sagde hun og så op på Tatia med et spørgende blik.

Tatia kunne godt lide at lære fra sig. Wade var nok bedre til det, men Tatia syntes nu ikke at hun var den værste.
"Et hyl. Et hyl signalere til flokken om din tilstedeværelse." Pointerede hun ud, for at Little wolf her ikke skulle stå og bjæffe for at få kontakt. "Vi kan mærke hylet på vores krop på afstand selvom vi er langtvæk. Sådan er det at være en del af en pack." Tilføjede hun og vippede hovedet let på skrå.
"Jægere er snu. Det er rigtigt, hvad Niylah fortæller dig. Men en jæger er sjældent alene. Man må aldrig vende ryggen til fjenden. Og man må aldrig stoppe med at kæmpe, det sekund du stopper med at kæmpe, er du så godt som død." Det var en hård men vigtig lektion, det var hvad hun havde lært allerede yngre end Meme. Og det var allerede blevet hendes most siden hun var 9.

Menominee lyttede og nikkede. Hun havde hørt noget med hylet, men havde glemt om det. "Hvor stort er vores område? Niylah har ikke vist mig det endnu." spurgte den ulv og lagde sig halvt ned. De nysgerrige øjne kikkede hele tiden rundt. Fuglesang begyndte at lyde mellem træerne. Hun så et par fasaner og stivnede. Ørerne var lige i luften og hun frøs hvor hun var.

Hvor stort området var. Det var stort.
"Størrelsen på vores territorium er ikke vigtigt. Vores fært er omkring det. Andre dyr, andre ulve vil ikke gå ind uden at være inviteret, hvis de gør forsvare vi os selv." Sagde hun. Derfor var Tatia blandt andet end af dem som holdt vagt. Selvom hun hellere ville bruge sine aftner anderledes, måtte nogen af dem gå til det.
"Hvorfor fanger du dem ikke. De kan være svære, men ikke umulige. Jeg vil gerne se dig fange dem." Pointerede Tatia.

Menominee så op på hende. Nikkede kort og krøb sammen mod jorden. De sorte poter blev nøje sat forsigtigt ned på jorden. Hun huskede at holde sig ude af vindretningen. Hun holdte sig helt ned til jorden. Kunne mærke græsstråene mod sin mave. De kort øre lå fladt ned mod hendes nakke. Træerne var med til at holde hende skjult. Fasanhanen så sig meget opmærksomt omkring. Den da så mod hende stivnede hun. Blot et par meter mere. Da der var fri bane sneg hun sig frem igen. Hun så sig kort over skulderen. Hun kunne se Tatia. Hun kikkede igen på fasanerne. Hun kunne snuppe den nærmeste der var en ung høne. Hun sprang frem med al den kraft hendes ben kunne klarer og fik fat om halsen på hønen. Hun bed hurtigt nakken over på den mens alle de andre fasaner flygtede i forskellige retninger. Hun gik stolt tilbage til Tatia med den. Hun logrede let med halen.

Tatia observeret situationen. Så hvordan Meme reagerede på det, hvordan hun sneg sig fremad. Meme var ung og ikke så erfaren som mange andre. Men øvelse gjorde mester og i det mindste fik hun nedlagt målet. Det var det mest vigtige. '"God klaret. Så kan du spise dit bytte." En lille test. Det gjorde de da selv sommetider. Hun gjorde det selv. Åd sit bytte når det var nedlagt.

Hun så op på hende med nysgerrighed. "Jeg tror at jeg hellere ville bringe den tilbage til de ældre når vi er færdig med træningen." mumlede hun hun og så ned i jorden. Hun ønskede at hjælpe de ældre og blive en virkelig god jæger. Hun hørte et hyl længere væk og drejede hovedet i den retning med ørerne stående stift op i vejret. "Jeg husker på en af mine træningsture med Wade løb vi ind i en flok jægere." mumlede hun og så sig om. Dårlige minder. Sommetider havde hun mareridt om jægere.

"De ældre har al den mad de har brug for. En god jæger har brug for mad. og når man selv har fanget sin mad. Så smager den meget bedre. " Sagde hun og sendte Meme et nik.  Et hyl længere nede fangede hendes opmærksomhed. Ørerne drejede sig i retning af lyden. Det næste ulveungen sagde fangede dog hendes opmærksomhed ret meget, mest af alt fordi, at Wades navn blev nævnt. Så hun var altså ikke den eneste som ikke fortalte når hun havnede i selskab med jægere.
"Hvad skete der på den tur lille ulv?" Spurgte hun som om det var ekstrem vigtige informationer - og det var det. For Tatia. De kunne være et falsk hyl. Nogle jægere brugte dem for at tiltrække ulvene hen.
"En vigtig ting når du høre sådan et hyl. Hvis det ikke er fra flokken kan det være en fælde. Jægerne er kloge. De ved vi reagere på det." Det var en vigtig lektion. Derfor fortrak hun selv at undersøge det.
"Lige meget hvad der sker. Så holder du dig bagved mig. Og hvis der sker noget. Så skal du hente Wade eller Raksha. Forstået?"

"En gruppe jægere dukkede op. Noget med at Wade havde gjort noget ved en af deres, men han nægtede det. Han gav mig besked på at holde afstand og se hvordan man skulle håndtere det. Jeg hukser også at det var nogle jægere der dræbte mine forældre." sagde hun og samlede sin fasan op. Hun nikkede og gik om bag Tatia. Hendes blik gled rundt og muskler var spændt. Igen et hyl. Menominee så op på Tatia med et spørgende blik. Var det et falsk eller en uden for klanen? Ravneskrig og vingebasken lød.

Hun sank let en klump ved tanken om det. Men selvfølgelig jægere. De var jægere, de kunne ikke undgå at miste en engang imellem - specielt ikke, hvis de blev ved med at jagte flokken, men det kunne have været hendes skyld de havde gjort Wade noget. Hun slog tanken væk.
"Hvordan håndterede han det?" Spurgte hun nysgerrigt. "Jægerne tager mere fra os end de er klar over."Tatia løftede hovedet op. Og bevægede sig imod lyden.
Tatia listede sig imod lyden. Det var ikke fordi, at hun var let at overse, men på sammetid var hun ret lydløs. Hun fik øje på en jæger som tudede i et horn. På jorden foran dem lå der en bunke der svømmede i blod. Døde ulve. De døde øjne fik hende til at gyse. Det løb koldt henover ryggen på hende og hun skælvede kort. Det gjorde hende vred, men hun måtte være opmærksom på Meme. Dette kunne ende galt og derved følte hun lidt - at hun gik på usikker grund. Ravneskrigene bragte opmærksomhed over på Tatia. Generelt var hun let at få øje på, hvilket kunne beskytte Meme.
"Om lidt går de efter mig. Jeg afleder dem imens du løber. Løb så hurtigt du kan tilbage til flokken." Sagde hun hastigt. Og tydelig seriøs i sin stemme. Jægerne var på vej over imod dem. Tatia løb frem for at holde jægerne på afstand. Rev armen af en med sit gab.

Hun fulgte stille efter og så på de døde ulve. Hun ville have klynket hvis ikke det var så farligt. Da hun får til ordrer om at løbe sætter hun af i den modsatte retning. Hendes poter rørte knap nok jorden, men med en fasan i munden gjorde var det lidt svært at løbe. Hun valgte at give slip på fasan og kravlede ned i en jordhule efter at have krydset åen. "Kære guder. Lad dem ikke finde mig." hviskede hun og lyttede anspændt efter fjendtlige hunde eller jægere.

Tatia forsat sit angreb. Hun flåede jægerne i små stykker. Blodet beklædte den snehvide pels. Til sidst lå stumperne i rundt omkring det lille bål jægerne havde haft tændt. Mørket faldt stille på før hun var helt færdig. Så listede hun efter færten af den lille ulv. Den nu ikke så hvide kæmpe ulv luntede igennem skoven. Til hun nåede til floden. Løftede snuden i luften.
"Lille ulv. Du kan komme frem nu. Jægerne er væk. Lidt irriteret over at Meme ikke var løbet til lejren som hun havde sagt, ja det var hun nu nok. Hvis det var endt galt. Så kunne Meme havde været skyld i Tatias død, hvilket hun selvfølgelig vil gøre den unge ulv opmærksom på. Så snart hun ikke var bange mere. Tatias største job lige nu var at sørge for at Meme ikke var bange.

Menominee havde løbet mod lejren da jægernes skrig af smerte, vrede og død begyndte at lyde. Hun sad bag et træ for at få vejret. Hendes øre lå flat ned mod hendes nakke. Hun var bange, men hun brugte frygten til at løbe hurtigere. Hun tøvede og lyttede. Ganske rigtigt hørte hun Tatias stemme. Hun vendte sig om og travede tilbage. "Tatia." Hun standsede foran hende og så op på hende med æresfrygt og en lille spids af nysgerrighed. Hun kunne mørke den kølige vind da skyer begyndte at glide henover himlen.

Tatia flyttede ørerne efter lyden af den lille ulv som kom tilbage. Hun gav et nik til Meme.
"Næste gang. Så løb direkte imod lejren og ikke i skjul." Sagde hun lidt bestemt. Så sank hun lidt en klump og begyndte at gå.
"Nævn ikke det her til Wade. Han har ikke brug for at bekymre sig om dette. Hvis nogle spørger så siger du blot vi så nogle jægere og vi ordnede situationen." Sagde hun så. "Lad os komme tilbage af mod lejren inden det bliver for mørkt."

"Ja Tatia." mumlede hun og fulgte efter hende. Hun skammede sig over at hun ikke var løbet hjem til lejren som hun fik besked på. Hun glemte hurtigt sin tristhed og begyndte at jagte sommerfugle. Hun snappede efter og hoppede op efter dem. Hun fangede en, men fik hurtigt spyttet den ud igen. Tungen gled op over næsen og hun prøvede at få smagen ud af munden.