Just be carefull being seen with me can be dangerous (Seuzan)

Tid: 13:30

sted: havnen- Minotaris

Omgivelser: en masse

Vejr: rimelig godt

Påklædning: http://content.tegna-media.com/photo/2016/04/12/635960293788796068-hunt-blunt_1557156_ver1.0.jpg

Hazel befandt sig i en by hun aldrig havde været i, hun var engtlig kun med fordi hendes søster skulle bruge hende til en opgave og fordi hendes søster Lillianna skulle mødes med nogle handels folk. Efter hendes mening var rejsen lang og unødvendig. Hazel forholdte sig normalt i valley of thousands winters, hendes evne og det at hendes dyreform var en isbjørn gjorde at hun for det meste kun kunne holde ud til at være der. Eller også når hun skulle bruges af hendes søster i Sunfury. Lillanna ævlede løs imens de kørte i hestevognen som de havde fået stillet til rådighed, af en af hendes søsters mandlige bekendtskaber. Hazel havde brugt det meste af tiden på stirre ud af vinduet. Hendes øjne havde mødt en masse mennsker som havde travlt med deres daglig dag. Da vognen stoppede ved en lille kro fik hun at vide at hun kunne kiggede sig omkring. Det var ellers næsten aldrig noget hun fik lov til med mindre søsteren var ved hendes side. Lillianna bad hende om at komme tilbage om et par timer, men hvad Hazel ikke vidste var at hun havde sat nogle få vagter til følge hende på afstand. Hazel blev mødt med mange blikke da hun trådte ud af vognen, ingen havde vidst før set en så bleg kvinde, med hvidt hår og blå øjne som bar en smule hvid over sig. Hun ignorede det for nu og fokuserede på hvor hun skulle gå hen. Når folk nærmede sig hende kunne de mærke kulden omkring hende. Hun betragtede svagt sine omgivelser, men inden længe havde hun begivet sig på opdagelse i byens mange gader og hun havde en idé om at skulle ned og kigge på skibe, hun havde aldrig før set skibe og hvor måtte det være rart at kunne sejle.
Hazel havde aldrig prøvet det og kom nok heller ikke til det, men derfor kunne man vel godt kigge og da hun endelig fandt havnen  måtte hun gispe den var stor og der var en masse flotte skibe. Hun undrede sig lidt over hvordan man kunne finde livet på havet rart, men måske var det fordi hun aldrig havde prøvet det.

Hazel nåede ikke at tænke mere over det før nogen stødte ind i hende og hun faldte forover og ned på jorden, hun blev dog liggende for at samle sig og ikke midste besindelsen, det kunne være frygteligt vis hun mistede kontrollen. Især fordi der var så mange mennsker og andre racer som kunne se det, hun lod svagt en hånd glide henover hendes ansigt for tjekke at der ingen rimfrost var. Da hun sikker rejste hun sig op og børstede sin sølvfarvede kjole af. Hun betragtede ham ” se dig for næste gang gider du” sagde hun hendes stemme var rolig imod alt forventning. Derefter vendte hun sig om og lod ham ikke svare hun måtte videre hun havde ikke meget tid inden hun skulle tilbage.

En flok af unge mennesker, alle mellem 20-40, bevægede sig ned mod havnen. I spidsen gik en mand på over to meter. Snakken gik mellem gruppen og Seuzan smilede. Togtet havde været ret godt og nu skulle de bare hjem med de ting de havde købt for alle perlerne, dimanterne og alt det andet. "Jeg har hørt at Dronning fra Vally of Thousand Winters og hendes søster er her." sagde en af de kvindelige pirater.

Seuzan kikkede rundt. Andre pirater kunne nemt finde på at stjæle andres last. Han havde selv oplevet det et par gange. "Jeg kunne godt tænke mig at møde Dronningens søster. Hun skulle være hvid og smuk." sagde Kevin, den yngste på dette togt. Det havde taget lidt tid at overtale deres kaptajn til at lade dem prøve lykken på en af de kongelige frigatter. Kevin var lige fyldt tyve år og havde derfor fået lov til at deltage i en af de store togter. "Vi skal huske at fylde vores mad og vandbeholdere op før vi sejler." Alan, den fungerende Styrmand, kom op på siden af Seuzan. Seuzan vendte kort blikket mod ham."Vi bliver i Minotaris et par dage. En storm er på vej og vi når ikke hjem før den rammer." Svaret var kort og Alan nikkede så. De nåede ned til molen og hen på deres skib. Ti andre medlemmer af besætningen stod vagt på skibet og klar til at tage imod de ting de havde byttet sig til.

Hazel stoppede op og så at en gruppe var på vej imod hende, men hun valgte alligevel at lade dem gå forbi inden hun forsatte i samme retning, hun var tæt nok på til at høre at de snakkede om hendes søster, de kaldte Lillianna for dronningen af valley of thoudsands winters, hun skar svagt en grimasse. Det var Hazel som boede der ude og hendes søster satte kun benene i den kolde sne ørken når hun skulle have fat på hende. Dog tænkte hun ikke ret meget over det før en yngre fyr begyndte at tale om hende, en varm følelse skød op i det ellers så blege kinder, men hun var stoppet op udenfor deres skib da de gået op idet. Hendes søster havde altid sagt at ingen brød sig om hendes slags, så det kom bag på hende at den yngere fyr syntes hun var pæn. Måske var det fordi hun ikke kom ret meget ud blandt mennsker og hvorfor prøve vis hendes søster havde ret. Vis folk hadede hendes slags så kunne man lige så godt give op inden man var startet. Så han ville gerne møde hende. Et svagt smil bredte sig over hendes læber, inden hendes blik blev en smule køllig. Hun vidste ikke helt hvad skulle gøre, men hun kunne da opfylde hans ønske. Hun rømmede sig kiggede svagt op på vagterne på skibet. Hun anede ikke helt hvad skulle sige og hun følte sig lige pludselig så akavet. Hun lod svagt en hånd glide nedover sine kinder. Ingen rimfrost. Det var et godt tegn. Hun smilede igen svagt og måtte komme op med noget som kunne fange deres opmærksomhed.
Hun lod svagt en hånd glide henover skibet ” jeg hørte at der var nogen som gerne ville møde mig!?” råbte hun halvspørgende til en af vagterne oppe på skibet. Hun lagde hovedet en anelse på skrå så det hvide hår faldte nedover hendes skulder. Folk stirrede stadig på hende som de gik forbi hende.  

Hazel var vant til at folk kiggede på hende, og det styrkede troen i at folk ikke ville hende det godt og at det var bedst at hun blev hvor ingen kunne se hende. Derfor fandt hun det rart at hendes søster passede på hende, for det var hun sikker på at hun gjorde. Hendes søster elskede hende desuden var Lilliana den eneste hun kendte udover nogle få dyr som hun snakkede med en gang imellem. Hazel elskede at komme ud, men frygten ved at lukke nogen ind i sit liv hang også som en tyk sky henover hende, det kunne godt være at hendes søster var et mennske, men når hun blev vred var der ingen ting som skulle stå i vejen for så endte de med at blive knust. Hazel ville ikke være skyld i at en måtte lade livet pågrund af hende. Hazel kunne slet ikke se at hendes søster holdte hende i et jerngreb og gjorde at hun isoleret fra andre. Hun elskede sin søster det gjorde hun virkelig. Hun kiggede afventende op ” I  ved jeg er søsteren til dronningen af valley of thousands winters” sagde hun og det sidste blev sagt i en mere ironisk tone.

Seuzan kom op fra lastrummetda han høre en ukendt kvindelig stemme. Kevin sod med åbenmund og polypper. Seuzan så kort på den unge mand og så på kvinde på molen. Hun var hvid aom sne og yndefuld. Han trådte hen og hvilede det ene ben på kanten af landgangen. "Det kunne vi gætte os til. Du ligner en der kommer fra de kolde omgivelser." sagde Seuzan og lagde hovedet på skrå. De mørke øjne var nysgerrige og ærlige. Hans besætning stillede sig op på række ved linjen ved rællingen. "Er det virkelig hende?" mumlede en og så på den unge kvinde med store øjne. "Seuzan ville aldrig lyve. Hvis han tror at det er hende, så må det jo passe." Kom svaret. Seuzan gik ned af landgangen og smilede venligt.

Folk omkring standsede. De kunne ikke tro at Seuzan snakkede med den blege pige. Pirater var mærkelige, kunne man blive enig om. Seuzan kikkede sig omkring og himlede med øjnene. Man skulle tro at de ingen maner havde.

Hazel kiggede henover gruppen af mennsker som stod på række og kiggede på hende, hun hørte folk hviske og idet en mandlig stemme brød den for hende lidt akavet stemning betragtede hun manden vis stemme det var, hun nikkede svagt idet hun var blevet anerkendt for at være den hun var. Hun vidste stadig ikke hvad hun skulle gøre, men hendes blik rettede sig svagt på Kevin vis mund var åben af ren overraskelse over at se hende, hun nikkede svagt ” ja det er rigtigt, mit navn er Hazel vis ikke i ved det” sagde hun og kom i tanke om det nok var godt præsentere sig ” søster til Lillianna Nevermoore, hende i kalder dronningen af valley of thoudsands winters, men hun er ikke dronning af noget som helst, bare en simpel handelskvinde” sagde hun og man kunne høre at der måske var en smule jalousi  i hendes stemme over at de kaldte hende for dronning især fordi hun næsten aldrig satte sine ben i Valley of Thousands winters. Hun vidste stadig ikke hvad hun skulle gøre, men hun vendte igen sit blik imod manden som havde talt. Hun vidste ikke hvor det rygte var startet, men på den anden side så var det vel måske hendes søster som havde sagt noget. De var hverken adelige eller konglige. Så havde hendes søster i hvert fald glemt at fortælle hende det. Folk stirrede på hende og den mandlige pirat som om de var noget fremmet, måske det var hende som virkede fremmede. Hun var dog vant til få blikke, nogle mere kolde end andre.

Hazel blev stående og stadig med hånden glidende henover skibet, det var utroligt at nogen vidste hvem de var, hun smilede svagt og da hun var færdig lod hun hånden falde til siden ” fortæl mig, hvem er jeres leder?” spurgte hun prøvede ikke på at lyde alt for nysrrig. Hun vidste at dette nok alligvel var sidste gang hun så ham og hans bestætning alligevel, dog kunne hun ikke lade være med at kigge på Seuzan. Hun følte sig lidt underlig til mode. Hun havde aldrig før været i sådan en situation hvor det var hende som blev nød til snakke, normalt var det Lillianna. Det at snakke var svært for hende og meget adkavet, men der hvor hun boede kom der ikke ret mange mennsker igemmen,. Hun anede stadig helt hvad skulle gøre, men blev stående hvor hun var.

Seuzan lagde hovedet på skrå. Mit navn er Seuzan Patrick Leigan. Beskytter af Azanroc." sagde han og holdte hånden frem til hilsen. Flere fra hans besætning kaldte også deres navne ud til hilsen. Han havde godt hørt af dronningen ikke var af adelig slægt, men kaldte sig alligevel dronning. Bare en handelskvinde?" Han fnøs. Han åbnene trøjen da heden efterhånden tog til. Ved hendes næste spørgsmål kikkede han over på besætningen. De havde regler. Regler som de alle måtte følge. Han er ikke her, men jeg er hans stedfortræder." sagde Seuzan. Alan kom ned til dem smilede venligt. Vi bliver et par. Måske vi kunne lærer hinanden at kende over den tid?" foreslog Alan og klaskede Seuzan på ryggen. Normalt ville folk snuble fremad med Alans klap, men på grund Seuzans enorme skikkelse rørte han sig ikke ud af flækken.

Seuzan kastede et kort blik på sin mest betroede mand. "Vi har et sted hvor vi kan bo. Der er sikkert plads til en mere." sagde Annebelle med et grin. Seuzan rystede hurtigt på hovedet.

Hazel  kunne mærke at det blev varmere, varmen påvirkede hende kun en smule, men hun ignorede det og tog hans hånd. Varmen påvirkede hende ikke så meget at hun blev dårlig, men hun måtte altså snart se at komme ind i skyggen, hun lyttede til deres navne opråb og tog forsigtigt hans hånd, der var en følelse i hende og hun fandt den mærkelig. Hun betragtede Alan da han kom hen imod dem, hun trak lidt på det og var ikke sikker på at hendes søster ville tillade vis hun blev sammen med dem, men en del af hende ville og idet Annebelle nævnte at der kunne blive plads til en til rødmede hun svagt nåede ingen gang sige at det var hyggeligt møde dem, men det forvirrede hende at de var så søde ved hende. Hun mærkede hvordan varmen tog til. Hun vaklede en smule hun måtte virkelig snart se komme i skyggen. Hun tøvede en smule ” jeg tror ikke min søster vil tillade at jeg bliver” sagde hun og rettede sit blik ned imod jorden. Hun vidste at vis ikke hun kom tilbage til tiden ville det få konsikvenser og det var ikke nogen hun villig til tage de havde været så søde ved hende at hun måske havde taget taget fejl, men hendes søster havde fortalt hende at de ikke kunne lide hendes slags. Hun kneb øjnene sammen varmen  var begyndt at gå hende på.
Hun smilede svagt ” har i et sted hvor jeg kan komme ind skyggen, hun og svejede en smule. Hun vidste at dette ville ske, det gjorde det altid når hun fik det for varmt.
Hun kunne godt se at det virkede forkert at gøre hvad hendes søster sagde især fordi hun var voksen og burde tage sine egne beslutninger, men Lillianna var jo den der passede på hende, men det kunne vel ikke skade så længe hun tog tilbage dagen efter.

Hun tog beslutningen om at ville følges med dem, de var jo søde og slet ikke farlige selvom de var pirater og på turen her hen havde hendes søster fortalt dem at man ikke kunne stole på dem og de var farlige, men ifølge det hun havde set var det ikke rigtigt det var i hvert fald ikke dem alle som var slemme. ” vis der er plads og jeg må ville det være mig en glæde at lærer jeg alle sammen at kende” sagde hun og smilede forsigtigt. De var nogen af de første hun havde taget kontrakt til uden at hendes søster havde været indblandet. Hun lagde mærke i at han havde knappet sin trøje op og måtte tage sig selv i at stirre. Hun havde glemt sin søster for en stund og befandt sig i en underlig form for glæde og fryd over at havde mødt nogen som ikke virke til ikke at kunne lide hende.

"Der er masser af plads. Kroen her i byen er meget venlige mod pirater. Specielt dem der har plads i piratrådet." grinede Kevin og sammen gik gruppen af pirater ned gennem gaderne. Seuzan lagde en hjælpende hånd på Hazels skulder. Kroen ligger lige om hjørnet. Kroen har masser af plads. Der kan være op til halvtreds besætninger." sagde Alan og førte an ned gennem gaderne og valgte de mest skyggefulde. Folk snakkede og de mødte pirater på vejen. Mange hilste på dem og smilede til den unge hvide kvinde. "Ikke alle pirater er så slemme som vi lyder til. Men hvad med din søster? Jeg har hørt lidt omkring hende. Det siges at hun har en isbjørn til at arbejde for sig?" Seuzan ser på Hazel.

Hazel følte sig mærkelig nok godt tilpas sammen denne flok af piarter, og hun sendte smil til alle som smilede det var underligt ikke at mærke folks dømmende blikke. Hun lyttede til det de sagde, men hun vidste stadig ikke at vagterne fulgte hende og at en af dem var på vej hen for at hente hendes søster. Hun smilede svagt idet Kevin begyndte at tale ” virkelig, jeg har aldrig overnattet på en kro før” sagde hun, dog havde hun før været på kroer, men hun havde aldrig rigtigt haft tid til drikke inde i en og det som regelt kun når hendes søster skulle have et møde med nogen at hun fik lov til at være med. Hazel lyttede til de andre hun stivende en smule da det kom på tale med en isbjrøn. Det var jo hende, men ville de miste tilliden til hende vis de fik at vide at det var hende, hun fugtede svagt sine læber ” ja det har hun også, men det er bare en shapeshifter” sagde hun og håbede at der ingen var med en god lugtesans og kunne lugte at hun var en shapeshifter. Hun lagde også mærke til at han havde lagt en hånd om hendes skulder, det føltes rart og hun rødmede svagt. Det var vidst tydeligt at hun hverken var vant til den venlighed og slet ikke den nærhed. Hun slog sit blik ned i jorden. Han sikkert også mærket hendes stiven. Hun havde været slem og det ville sikkert gå ud over hende når hun kom tilbage, men måske det var det værd, hun var stadig forvirret over at de vidste så meget om hendes søster, men hun havde vel også  et omdømme at passe på.

Hazel betragtede dem og skulle lige til spørge om noget, men tøvede en smule, det var ikke fordi hun gik op så mange ting udenfor det sted hun boede. Hun lagde en hovedet en anelse på skrå og med et spørgende udtryk i ansigtet " hvordan ved i så meget om min søster?" spurgte hun og kunne ikke skjule hvor nysgerrig hun var. Hun kendte ikke rigtigt hvor stort hendes søsters omdømme var, men det virke til at være ret så stort.

Seuzan mærkede hende stivne og sige at det nok var en Shapeshifter. Der var noget der ikke stemte her. Han så kort på Alan der trak på skuldrene. Hvis hun havde noget at sige ville hun komme frem med det hvis hun vil. Ved hendes næste spørgsmål fnøs han. Rygter løber hurtigt. Meget hurtigt hvis det er en tyran." sagde Annebelle og hvilede en hånd på sin daggert. Vi mistede mange allierede i dit hjemland. Din søster skræmte dem væk fra os." sagde Seuzan og de nåede frem til kroen. Ejeren kom dem i møde med et smil. Minsandten om et ikke er Seuzan. Azanrocs beskytter og det tredje medlem i Piratrådet." klukkede ejeren og trykkede hånd med Seuzan. Kromutteren kom også ud og så på Hazel med milde øjne.

Hazel lod sig føre ind på kroen, den mindede om noget hun havde set før måske lidt større, men intet slog den venlighed som mødte hendes blik idet hun kiggede  på kromutteren og hun smilede tilbage, hun fik en smule dårlig samvittighed over det hendes søster havde gjort imod dem, men hun havde sikkert hjulpet hende med noget af det, men det turdte hun ikke at sige. Hun kunne ikke forstå hvordan hun kunne være så slem for det var hun aldrig når hun sammen med hende hun sank svagt en klump ” det er jeg virkelig ked af at høre” sagde hun og blev en smule trist.  Hun følte sig en smule skydig. Hun måtte fortælle dem sandheden og at søster sikker ville dukke op fordi hun ikke adlyd den besked hun fået. Hun fjernede hans arm fra hendes skuder stirrede på dem. Hun havde sikkert bragt dem i fare ” hør der er noget jeg må sige” sagde hun og vidste at de sikkert ville hade hende efter det hun havde sige ” jeg har bragt jer i fare” sagde hun og fik igen dårlig samvittighed hun gjorde noget hun aldrig havde troet skulle foran så mange, men tog sit tøj af gik uden for. Hun måtte fortælle dem sandheden. Hun forvandlede sig til sin dyreform og gjorde sig klar til at få ballade hendes isbjørn var ikke helt så stor som rigtig en, der udover havde de samme blå øjne med det hvid skær over sig som hendes menneske form.
Hazel sørgede for at haves sit blik i jorden så hun ikke virkede truende. Hun kunne vel lige så godt fortælle dem sandheden. De havde været så søde ved hende selvom de vidste at hun var søster til en som de hadede og fordi hun ikke havde gjort hvad der blev sagt kunne hun risikere at de blev staffet for det. Hun havde ikke tænkt over det før, men de havde fået det til at lyde som om at hun bare var hendes søsters eget våben. hendes vejrtrækning var en smule tung og nervøs.

Alle stivnede da Hazel forvandlede sig til isbjørnen. Seuzan rynkede brynene og vendte sig væk. Han prøvede at få sin vrede under kontrol. "Seuzan. Vis hende dem." sagde Alan stille. Den ældre pirat vendte sig mod sin ven. "Er det sikkert?" "Måske. Måske ikke. Vis hende at hun ikke er det nåeneste der skjuler noget." Alans ønskede gjorde det. Ham vendte sig imod hende. "Se på mig." bad han hende og trak skjorten af. Han stod foran hende. "Disse er ikke mine mænd. De tilhører piraten Azanroc. Jeg tilhører ham ligeså." Hans stormgrå vinger foldede sig ud i fuld størrelse. Ialt fyldte de en længde på 8 meter. Kraftige vingemuskler og lange grå fjer med en blå streg igennem hvert enkelt fjer.

Idet han bedte hende om at kigge på ham rettede hun sit blik imod ham, de tilhørte alle sammen en ved navn Azanroc hun vidste ikke helt hvad det var hun så på, men hun kom med en svag brummen og gik imod ham med hendes blik på ham og lod svagt sin snude ramme hans hånd, selvom hun lige havde vidst ham at hun var den isbjørn, som hendes søster fik hjælp af så var der ingen af dem der sagde noget grim om hende, hun forvandlede sig tilbage og stod ved hans side ” hvad mener du med hans?” spurgte hun spørgende og havde glemt at hun intet tøj havde på, hendes krop var for hende naturlig. Hun skrammede sig ikke over sin krop. Hun bed sig svagt i læben ” det er ikke det eneste jeg kan, jeg kan også fremane is, hun knyttede sin hånd og slap den imod jorden og nogle få splinter skød ud af hendes hånd. Hun havde så dårlig samvittighed. Hun havde dræbt så mange for hendes søster. Hun følte sig elendig hun lod svagt en hånd glide  op til hendes kinder, for mærke om der kommet rimforst på dem og hun gøs en smule da hun mærkede det. Hun trak vejret dybt og stivende en smule idet hun hørte hendes søster og hendes vagter komme. Hvordan var de kommet så hurtig, hun vendte sig om og så til sin store frygt at hun var på vej imod dem skyndte sig hen til sit tøj og tog det på. Hun følte sig stadig skydig, men lige nu skulle hun passe på. Hun gik hen for at tage hendes kjole på igen. Det var gået op for hende at hun bare var hendes søsters våben.

Seuzan fnøs og så på Alan. Udnyttelse var ikke noget de var glade for. Ligemeget hvem der var for. "Hvor længe er du blevet udnyttet i dit liv?" sagde Seuzan og foldede sine vinger tæt ind til kroppen. Han gik ind på kroen og så hen på baljen med vand. Et svirp med den højre hånd og vandet var nu i luften. Hængende og formert til en kugle. Han så halvt på kuglen og halvt på pigen.


Beklager. Ligger dyg då min kreativtet er ikke på sit højeste.

Da det blev nævnt udnyttelse sank hun svagt en klump, hun havde været sammen med hendes søster siden hun var fire. Hun kunne ikke tro det havde hendes søster bare brugt hende? Hun stod lidt og missede med øjnene, der var vel ingen som ville tro at deres eneste familie udnyttede en. Desuden havde hun beskyttet hende imod dem som havde dræbt hendes familie, enten det eller også havde hun også løget om det. Hun mærke igen på sine kinder Rimfrosten spredte sig og den var mere tydelig nu. Hun tæt på mistet kontrollen. Da hun så han løftede vandet og lavede det til en kugle.
Hun gik hen til den og stak sine hånd ind i den og forvandlede kuglen til is. Hun ville helst snakke om det, for hun havde svært ved at acceptere alle de nye informationer om hendes søster. Hun havde svært ved at tro at det var sådan, men nu hvor de var begyndt at gå op for hende hvad hendes søster var og følte næsten afsky over at hun havde set op til hende.

Hun sukkede svagt og vendte igen blikket ned jorden " siden jeg var fire, men jeg husker intet omkring hvordan det skete at det endte med at det kun var mig og min søster" sagde hun og sukkede svagt og det eneste hun huskede var at vågnede ved hendes søster i Sunfury og havde hvidt hår og de blå med det hvide i. Hun tog fat i den ene arme med imens den arm hun tog fat i hang ned af siden.
Hun bed sig svagt i læben " jeg husker kun jeg vågnede og så sådan her ud" sagde hun.

Han vendte sig imod hende. "Du burde vær stolt af hvem du er. Shapeshifter og besidder Ismagi. Meget få kan få deres Shapeshifterdyr og deres magi til at matche." sagde Seuzan og gik hen. Han satte sig på en stol."Siden du var fire har hun udnyttet dig? Hvad har jeres forældre gjordt mod det?" spurgte han og lænede sig ind over bordet. Besætningen havde sat sig til rette ved andre borde og fået skænket rom og Vodka op i glas. Seuzan fik sat en flaske Rom foran sig og tog en stor tår af den. Hans slikkede sine læber for at få det hele med.

Hazel betragtede ham svagt hun havde stadig dårlig samvittighed, men hun kunne vel ikke selv blive ved med at slå sig selv i hovedet over noget hun ikke gjort med vijle. Hun fulgte efter ham og satte sig overfor ham. Hun bed sig svagt i læben, hun kunne ikke huske sine forældre ret meget og det Lillianna havde sagt at de ikke elskede hende. Hun var blevet reddet af hendes søster, hun huskede ikke rigtigt andet end at hun havde mistet kontrollen af hendes evne. Det hele var noget hendes søster havde fortalt, men det sikkert også bare en løgn. Hun lod blikket falde ned imod bordet ” mine forældre de er døde og min søster reddede mig fra dem som dræbte dem” sagde hun og lød ikke helt overbevist om at det var rigtigt, men da hun intet huskede kunne alt være sket. Hun betragtede flasken og rakte forsigtigt ud imod den. Hun havde aldrig rigtigt smagt alkohol, men en gang skulle vel være den første, men alligevel duftede hun til indholdet inden og tog lille slurk, hun skar svagt en grimasse da indholdet løb ned igemmen hendes hals, det var brændende, men hun kunne faktisk godt lide det selvom det brændte. Hun håbede ikke det gjorde ham noget at hun havde taget en slurk ” jeg har haft evnen siden mine forældre døde” sagde hun og betragtede de andre som hygge sig. Hun vidste at ingen længe ville freden være forbi. Hun kunne ikke forstå at de forholdte sig roligt, for ligenu imens de snakkede  kunne hun være på vej.
Hun betragtede bordet igen, men det var ikke fordi det hjalp ret meget have sit blik i bordet ” hvorfor er i så søde ved mig?” spurgte hun og ville ikke sige at det var noget hendes søster havde gjort, men selvfølgelig havde hun sagt at ingen kunne lide hendes slags så Hazel ikke turdte tage kontrakt til andre ” jeg mener hvorfor, for jeg er søster til en som har givet jer så mange problemer” sagde hun vevidende at hendes søster sikkert var på vej.

En stille klukken løb gennem flokken, men de blev tavse da Seuzan holdte en hånd op. "Vi dømmer ikke folk på grund af deres familie. Vi ser forbi det og ser hvem de er inde i hjertet." svarede han og så på hende med et hævet øjenbryn. "Da de søster sagde at hun havde reddet dig, stillede de ikke spørgsmål om hvem der gjorde det eller hvorfor?" spurgte Alan og rykkede hen til bordet hvor Seuzan sad. De andre kikkede ned i bordene. Mange havde selv flygtet væk fra deres hjem og familie i håb om et bedre liv. Og andre havde ikke et valg. "Det gør mig ondt, det med dine forældre. Jeg har selv mistet mine til en flok mordere." sagde Seuzan og medfølelse skinnede i hans blik.

Hazel var så glad for hun havde mødt dem, men en nærende følelse af noget snart ville gå galt greb hende, hun mærkede hvordan tårende pressede sig på aldrig havde hun mødt sådan en venlighed, folk var faktisk søde ved hende, der mange som sendte blikke nogen var forrundring, men mange af dem kolde og hadefulde, sikkert pågrund af hendes søsters omdømme. Hun bed sig hårdt i læben for ikke at komme til græde, men de forræderiske tåre havde deres egen mening og var man opmærksom kunne se rimfrost dannede sig i hendes ansigt, det var en af de ting som indikerede at hun snart ville miste kontrollen, men ikke nok med det inden hun nåede at svare blev døren ind til kroen smækket op og ind trådte de tre vagter og lidt efter kom en kvinde, med lyst hår og blå øjne. Istarten genkendte hun ikke piraterne, men da Lillianna så Seuzan kom hun i tanke om dem, men efter det korte og køllige blik vendte hun sit blik imod Hazel som havde rejst sig op ” Haze du skal med mig og det er nu” sagde Lillianna og gik med hastige skridt imod hende. Hun havde en vagt på hver sin side skulle nogen prøve at stoppe hende ville de gribe ind ” NEJ`!!” råbte Hazel og knyttede sine hænder hun ville ingen steder, de havde fået hende til føle sig hjemme og det skulle ingen tage fra hende. Første gang i hendes liv følte hun sig ikke bange for tage kontrakt.
De havde fået hende til at se at Lillianna kun udnyttede hende, men hun var stadig bange for at de ville staffe de andre ” Hør giv mig en dag til være sammen med dem Lills” sagde hun bedende og håbede at Lillianna villle høre efter ” du kan straffe mig når jeg kommer tilbage” sagde hun hendes vejrtrækning var blevet tung og det var kun et spørgsmål om tid før hun vill miste kontrollen. Hun kunne ikke lade sin søster vinde igen hun var  en kvinde ikke et barn og til med voksen. Hun kunne tage sine egne besluttninger og så skete det. Ud af hendes skød der en del is hen langs jorden i kroen.

Hun havde mistet kontrollen igen og ” bare lad dem være Lillianna” sagde hun inden hun faldte til jorden fordi hun mistede kontrollen. Et svagt smil bredte sig over Lilliannas læber ” fint i kan have hende i en dag, men jeg vil komme tilbage efter hende når tiden er gået” sagde hun og trådte forsigtigt henover Hazel og over til Seuzan ” jeg lover at vis du putter flere idéer ind i hendes hoved om at jeg udnytter hende” sagde hun pegede på ham ” så lover jeg vis du nogensinde sætter dine ben på fastlandet så finder jeg dig og dræber dig” sagde hun og vendte om på hælen inden han overhovedet kunne nå og svare. Lillanna var sikker på der ville gå en del tid inden Hazel ville vågne og det gavnede hende, for jo mindere tid de havde sammen jo mindere tid havde han til at tage Hazel fra hende. Hazel var hendes og ingen skulle ændre på det.

Seuzan brød sig slet ikke om den tone der blev brugt imod Hazel eller ham. Med et pift var hans besætning oppe og stå. Alle havde en hånd på sværdet eller pistolen som de bar på. "Jeg bryder mig ikke om din tone, Madam. Hazel er en person. Ikke en slave eller et dyr." Han trådte frem og så ned på hende. En af de mange fordele ved at være over to meter høj. Kroejeren og kromutteren kom hen. Begge så rasende på Lillianna. "Jeg ville råde dig til ikke at true Seuzan. Du er ikke dronning, men har holder en plads i piratrådet og har venner mange steder." sagde kroejeren og kromutteren satte hænderne på hofterne. "Desuden. Seuzan er en af de der sørger for at vi har vare at sælge og mad." sagde hun. Seuzan smilede lumsk og trak på skulderne. Han gik hen til Hazel og bøjede sig ned. Blidt strøg han hendes kind og løftede hende op. Alan og Annebelle trådte hen og foran ham "Jeg kan ikke love noget, men jeg har et spørgsmål: Dræbte du jeres forældre eller hyrede du nogen til at gøre det beskidte arbejde?" Det sidste blev knurret ud og de mørke øjne glimtdee farligt.

Lillanna stoppede ved døren idet hans spørgsmål kom, det var tydeligt at hun var vred, men hun stod stadig med ryggen til dem og tog ingen nottis af de andre og eller da der blev sagt at hun heller måtte gå. Faktisk stod hun ryggen til i et stykke tid inden hun vendte sig om imod ham. Hun betragtede Hazel i hans arme og tydeligt at vis ikke hun gjorde noget når Hazel kom tilbage ville hun sikkert miste hende. Hun betragtede derefter de andre. Hun vidste at hun ikke kunne fortælle ham hvad der sket for hun var sikker på at han ville fortælle Hazel det når hun vågnede desuden kom det ikke ham ved hvad hun havde gjort og ikke gjort. Hun var på vej væk, men nu vidste hun ikke helt om skulle tage Hazel med og finde på noget sige når hun vågnede så hun aldrig ville opsøge dem igen, men hun blev en smule usikker hun nikkede svagt til vagterne om at gå. Det var måske ikke det smartste at gøre, men så udgjorde hun vel ingen trussel. Hendes blik var dog stadig køllig ” det kommer ikke jer ved hvad jeg gjorde, men Hazel er mit ansvar og jeg bestemmer selv hvordan hun skal og ikke skal bruges” sagde hun hendes stemme bar en kulde over sig. Lillanna havde aldrig troet at hun skulle se denne gruppe af piarater igen. Hun knyttede svagt sine hænder, alt var fint inden Hazel havde mødt ham, men nu havde han ødelagt med hans viden omkring hende, hvilket var derfor at folk skulle død.
Hun stod vendte sig om gik uden at sige mere, hun ville komme tilbage og det ville sikkert ikke blive kønt, men for nu var hun i undertal og hun så det bedst at forsvinde. Hun betragtede en sidste gang ” hun er min søster og jeg tog hende da ingen andre ville” sagde hun og selvom vidste at det var løgn, men det gjorde han ikke. Hun ville komme tilbage efter Hazel og ville hun ikke gå  med eller nogen af de andre satte sig imod ville det blive grimt.

Seuzan hævede et øjenbryn. Han vendte sig om og gik dybere ind i kroen. Han lagde blidt Hazel på en seng og gik hurtigt ud til de andre. "Hazel burde have lov til at vælge. Om hun ville være hos dig eller hos mig." sagde han og foldede armene over brystet. Et par af mændene brummede enigt. "Mange af folkene kan lide hende." sagde han. Han havde aldrig tilgivet hende for at skærer deres handel af med Vally of Thousand Winters. Annabelle skyndte sig ind til Hazel for at være der for hende. Mange af de yngre fulgte stille efter. Han så på Lilliannas vagter med mørke øjne.

Lillanna betragtede ham, hos ham? Hun lagde hovedet en anelse på skrå hvorfor skulle hun ville være ved ham, han og hans lille flok af pirater var ikke til at stole på og et svagt grin undslap hendes læber, hun fandt det mærkeligt, men han måtte vel havde åbnet hendes øjne for verden, hendes jerngreb skulle atters lukkes, men hun havde for få vagter med sig og trak kort på skulderne hun skulle nok vende tilbage, men ligenu havde hun vigtigere ting at tage sig af” fint hun kan blive her i et par dage jeg har alligevel travlt, men jeg vil komme tilbage og med mig skal hun om hun vil det eller ej” sagde hun og med det sagt begyndte hun at gå ingen skulle tage hendes eneste våben det eneste som gjorde at hun havde magt. Hun ville ikke tøve med at prøve at dræbe dem. Hendes lykke var den eneste som stod på højest Hazel var del af det omdømme hun havde fået, men selvfølgelig var det hende som fik æren. Hun skulle nok få Hazel i et stadie hvor hun blev bange for omverden igen. Hun lukkede døren med et hårdt smæk og forsvandt.

Hazel havde et fredfyldt udtryk i hendes ansigt, men det varede ikke længe før hun vågnede en smule forvirret, hun kiggede op på Annabelle og de andre, men hun kunne ikke se Seuzan nogen steder og han skulle være den nemmeste at se han var så høj, hun kæmpede svagt med den hovedpine hun havde og tanken om at hendes søster havde fået fat på ham, gjorde at hun satte sig med sæt op ” hvor er Seuzan?” spurgte hun lettere panisk, vis der sket ham noget  pågrund af hende. Det var ikke til at holde ud. Hun havde sat sig så hurtigt op at hun måtte skære en grimasse. Hun måtte finde ham. Han betød noget for hende allrede og måske endda mere end hendes søster. Hazel tvang benene udover kanten for at finde ham. Hun lagde slet ikke mærke til de andre selvom hun havde set på dem,  før hun rejste sig og vaklede hen imod døren og nåede lige at stoppe sig selv fra at falde. Hun havde mistet kontrollen og det værste var sket. Frygten for at såre nogen pågrund af hende var virkelig. Selvom hendes søster og Seuzan havde snakket, kunne de være sikker på at Lillianna ville komme tilbage og måske med  flere af hendes mænd. Hun æsnede ikke de andre og de skulle ikke prøve på at stoppe hende, hun måtte finde ham. Hun trak vejret dybt og var i form for trance hvor det eneste gjalt om at finde den eneste anden person som måske betød noget mere end bare hun kunne helt sætte en finger på havde det var, men det var også ligemeget vis hun havde dræbt ham. Hun ånede lettet op da hun fik øje på dem. Nu hun tænkte over det var hun vågnet hurtigere end nogen sinde før. Hun så sit snit idet hendes søster gik og gik hen til ham og idet hun var tæt nok mistede hun blancen og greb ud efter ham for stoppe sig selv ” du er okay” gispede hun svagt idet hun prøvede at genfinde sin blance. Hun var så lettet der var ikke sket ham noget.

Seuzan trådte frem og lagde en af sine hænder på Hazels arme. "Ja. Selvom hun hun smed løgne i hovedet på mig." Han fnøs og så efter Lillianna. Alan havde sine tænder blottet og øjnene skød lyn. Seuzan så på Hazel. "Du har et par dage sammen med os. Vi kan..." Han tav og så rundt. Han viste ikke hvor mange der ville hjælpe med hans ide.

En flok vagter kom ind og så rundt. "Hvem af jer er Seuzan Legian?" spurgte lederen og lagde en hånd på sit sværd. Alan så ned i bordet. "Jeg vidste ikke at vi var eftersøgte." mumlede Annabelle til en af de yngre og stillede sig hen ved siden Hazel.

Hazel betragtede ham smilede svagt hun skulle lige til give ham et kram, men blev forstyrret af en vagt og hans mænd, hun genkendte dem ikke, men kunne heller ikke være sikker på at det ikke var hendes søster som havde en finger med i spillet, men hun opfangede hurtigt at han lagde sin hånd på hans sværd. Hun trådte ind foran Seuzan ” jeg ikke sikker på i er efterlyst” sagde hun til Annabelle. Hun betragtede ham og de andre hvad end dette drejede om sig ville det sikkert ikke blive godt. Hun bed sig svagt i læben. Hun var forvirret hendes søster havde givet hende lov til at blive et par dage, der noget i vejen det eneste tidspunkt hun fik lov til at være alene var når hun befandt sig i valley of thousands winters. Hendes søster sørgede  altid for at hun enten selv var med eller at nogle vagter fulgte hende. Hun skulle ikke nyde noget af at lade disse fremmede gøre ham noget. Hun blottede sine tænder igen og meget mere. Hun kunne ikke forvandle sig der var ikke plads nok. Hun vidste det var den anden udvej. Hun lavede en istap, men den var sylespid, lang og lige så tyk som hendes arme. hun ville ikke tøve med at bruge den vis de prøvede på noget. Hun havde valget hun kunne tage kampen op med sin søster og løsrive sig fra hende, hun kunne blive ved med at lade sig undertrykke. Hun næsten sikker på at hendes søster havde en finger med spillet.