Just be carefull being seen with me can be dangerous (Seuzan)

Seuzan så på Hazel og så på vagterne. "Er I sikre på at I ville det her?" spurgte han. Hans vinger foldede sig ud. Mange fra besætningen forvandlede sig. Enten til store dyr eller deres sande skikkelse. Besætningen var en blandet flok. Vareulve, Shapeshifter og enkelte dæmoner. Vagterne stivnede. "I er ikke ligefrem på hjemmebane her. Jeg var her da Minotaris var ung og jeg er her stadig." Seuzan gik roligt frem. En latter bredte sig gennem hans flok. Selv de andre på kroen så nysgerrigt på. Det var altid sjovt at se på når nogle nye vagter blev sat på plads. "Vi er eftersøgt på grund af Seuzans rolle på øen Devils Lagoon." sagde Alan der stod med skrævende ben og armene foldet over brystet. Han var en af de Vareulve der var ældst. En af de yngre vagter stormede frem mod dem. Seuzan trådte en skidt til siden og svingede en arm over den unge mands ryg. "Forbier." klukkede han. Vagten drejede rundt og begyndte at hugge ud efter ham. Seuzan undveg som om det kun ar en leg.

Hazel kiggede forskærkket op idet en mand fór imod Seuzan, nærkamp var slet ikke hendes gode side, den måde hun kæmpede på var i mørket og som regel en imod mange og de mange var på hendes side, hun ænsede slet ikke til at starte med at en af vagterne var på vej imod hende, men opdagede det lige med nød og næppe og nåede lige akurrat at flytte sig, inden hun blev ramt af hans hævede svær, hun anede som sådan ikke en disse om nærkamp og hvad man skulle. Hun kunne godt slås, men det var som regl altid hende som vandt fordi hun havde fordelen. Hun stivende en smule da at en af dem igen var på vej imod hende. Hun anede jo ikke hvordan og det var lige gået op for hende. Hendes eneste chance for at overleve med minimal skade var at forvandle sig, men også det fik hende til at tøve, for vis Seuzan hans folk vidste så meget om hende og hendes søster så de andre gjorde sikkert også og hvem ville ikke kunne tro at hun var den isbjørn. Hun havde ikke tid til at skifte og det hele føltes at gå slowmotion. Hun mærkede hvordan hendes knogler ændrede sig og tog form. Hun brummede meget lavt og truende, det fik den angribene mand til at stoppe. Hazel stirrede på de andre og lagde mærke til at også de havde ændret form. Hun var ligeglad vis de genkendte hende og vidste hvem hendes søster var, kunne det vel ikke gøre mere skade, hendes søster var jo sur. Det var gået op for hende at selvom de var forskellelige og havde forskellige aldre fungerede de som en familie. De arbejde sammen om deres mål, de spiste sammen og sov sammmen. Det var så underligt det hele alt det hun ikke havde haft. Hun havde taget beslutningen. Hun måtte løsrive sig fra hendes søster, hun ville ikke være hendes våben mere. Hendes søster havde aldrig elsket hende.
Hendes søster havde brugt hende og havde holdt hende i greb af frygt, men alligvel følte hun trangen til at hjælpe hendes søster, de var jo i familie og man hjalp familie. Dog imens hun stod i alt den ballade var det gået op for hende at hendes søster ikke elskede hende. Det gjorde ondt at opdage at den eneste familie man havde ikke elskede en og kun så en som et våben.
Som sagt var der ikke meget plads til hendes form, men hun kunne vende og drejede sig og det næsten det vigtigste. Hun stirrede på manden foran sig, så vidt hun kunne se genkendte han ikke hendes form og det lettet en smule. Hun havde hørt det Alan havde sagt, men lige nu var der ikke tid til at spørge ind til det.

Seuzan opdagede at der stod en isbjørn der hvor Hazel havde været. Han så på den med et undersøgende blik. "Vi kom at følge jeg op til lederen." "Sig til din leder at hvis han lægger hånd på nogen af mine igen, så skal han svarer til mig." knurrede Seuzan og så hårdt på vagterne. De så kort på isbjørnen og så på besætningen bag ved hende. Seuan vendte sig mod isbjørnen. "Hazel?" spurgte han stille og stillede sig til hen bjørnen. De mørke øjne var blide og venlige.

Hazel  brummede stadig truende og ville havde angrebet dem vis ikke det var fordi Suzan snakkede til hende, men hun fjernede ikke sit kolde blik fra vagterne selv om han snakkede til hende dog var hun tilgengæld meget god til at holde  sin dyriske side i skak. Hun havde dog forvandlet sig  fordi hun følte sig udtryk i den situation hun havde været i det betød også at hun intet tøj havde til tage på bagefter. Hun lyttede til det næste han sagde. Hun brummede svagt inden hun egentlig opdagede hvad  der forgik bag hende, det var underligt hun følte hun var en del af denne gruppe , som indeholdte så mange forskellige racer. Hazel forvandlede sig tilbage til hendes egen form da hun stadig ikke var helt sikker på om de var okay kiggede hun stadig på dem.  Hun følte sig hjemme uden tænke over det rakte hun ud efter hans hånd og gav den et forsigtigt klem. Hvad end han havde gjort så var der ham som havde vist hende at man godt kunne stole på omverden og de mange gode væsner der var.
Hun havde aldrig troet at skulle snakke med nogen udenfor hendes egen lille verden i Valley of thousands winter's,  men det var og blev hendes hjem og det sted hun følte sig allermest hjemme i. Hun  følte noget som hun  ikke havde følt før ved hendes søster og det var følelsen af at blive holdt af selvom hun måske havde gjort noget slemt så hadede de hende ikke for det. Han havde opnået mere med hende end hendes søster havde.

"Du ved at der er et andet liv uden for Valley of Thousands Winters?" sagde han og satte sig ned. Hans besætning forvandlede sig igen og satte sig ned. Snakken og latteren gik atter rundt mellem dem. Han tog sin flaske med Rom og tømte den i et drag. Han satte den ned og så på hende. "Et liv uden frygt og gøre hvad du bliver beordret til." sagde Alan og kyssede Annabelle på kinden da hun rakte ham hans flakse tilbage. Seuzan havde øjnene lukket og nød den dejlige ro der nu havde spredt sig mellem hans venner og dem han betragtede som familie.

Hazel vidste ikke helt hvad hun skulle sige ja selvfølgelig kunne hun godt se at der var et liv udenfor Valley of thousands winter's. Hun var stadig i tvivl om hvor vidt hun skulle stå imod og sige fra selvom Lillianna var hård og kontant så var hun stadig familie og man hjalp sin familie, men det var heller ikke okay at udnytte den eneste familie man havde og for at være ærlig så holdte hun af at være i den kolde ørken. Hun havde før været bange for omverdenen men nu var hun for forvirret.
Hun måtte indrømme at hun også var bange for at trodse hendes søster, for hun vidste om nogen hvor vred hendes søster kunne blive " jeg ved det, men jeg er bange" sagde hun og gjorde ikke sin sætning færdig. Hun følte en smule skyld over ikke helt at kunne give slip. Dog vidste hun at lige meget hvor meget hun ønskede det ville hendes søster ikke give slip og ville kun give problemer.

Seuzan smilede venligt. "Jeg kender godt til den frygt ved tanken om at stå alene. Jeg traf det valg da jeg sendte min tvilling i sikkerhed." sagde han mildt og så på besætningen. "Men jeg fandt en ny familie. Flere nye faktisk. Og vores bånd har aldrig været stærkere." Solens stråler kom ned i kroens gård og varmede dem alle. De Shapeshifters der var ørkendyr nød den og ligefrem lagde sig på bordene for at få mere af dem. Seuzan lukkede øjnene og lagde hovedet bagover. "Er der noget du ville vide eller en historie?" spurgte Alan og glibbede med øjnene. Mange andre pirater var nu også kommet til kroen. Hilsner blev brummet og gamle bekendte genforenet.

Hazel kiggede op på ham da han nævnte det med sin bror, det måtte havde været svært give slip på nogen man holdte af og han savnede sikkert også sin bror. Hazel var begravet i hendes egne tanker, det ville aldrig ende godt vis hun løsrev sig fra sin søster hun og hvem end hun måtte vælge at være sammen med ville være i fare og det ville sikkert være konstant ihvertfald så snart hendes søster  havde fundet ud af hvor hun var. Hazel kunne vel heller ikke bare lade som ingen ting. Hazel var i konflikt med sig selv om det hun ønskede og hvad der ville ske vis hun lod sine ønsker blive til virkelighed. En stor del af hende ville gerne blive med denne blandede flok af pirater de havde ikke vidst hende andet end venlighed selvom de vidste hvem hun var og hvad hun havde gjort. Hun fugtede svagt sine læber og kom til sig selv. Hun blev bevidst om sit manglende tøj dog var hun ikke flov, men hun havde aldrig været sammen med så mange uden tøj på hun følte sig lige pludselig akavet " jeg glad for at du fandt nogen andre som du nu ser som din familie, jeg ville ønske at jeg  kunne gøre det samme,  men min søster vil aldrig tillade det" sagde hun rettede ganske kort sit på Alan " hvor længe har i allesammen kendt hinanden og ser i andre jeres lille gruppe som familie? " spurgte hun og ville egentlig spurgt ind noget andet

Seuzan kan ikke lade være med at klukke. "Jeg har kendt Alan siden han blev født. Og jah. Alle i gruppen er familie. Vi er bare en lille del. Der er en meget større part der venter på os." sagde han og lykkelig suk bannede sig vej gennem flere læber. Seuzan kunne ikke lade være med at smile selv. Han så på hende. "Der er sikkert også en chance for dig. Mine folk kan lide dig. Og det tager normalt lang tid for dem." sagde han og så på hende med hovedet let på skrå.

Hazel var virkelig beæret over at de brød sig om hende og at det var gået så hurtigt, men det gjorde det også svære for hende at tage beslutningen om at blive med dem for Hazel vidste hvor stor en fare hun ville udgøre og denne nye gruppe af venner hun så dem som hendes venner. Hun kunne ikke lade dem blive hendes søsters mål udover det vidste hun at hendes søster ville ville blive ved med at jagte hende de ville aldrig få fred "jeg er beæret, men jeg ville aldrig udsætte jer for den fare det udgør at være sammen med mig " sagde hun og sukkede svagt. De havde allerede udsat sig selv for mere fare end de var klar over og udover det holdte hun allerede af dem og denne følelse af at holde af nogen var ny for hende. Hun vidste at hun ikke kunne få det som hendes hjerte ville det, men det betød ikke at de ikke kunne holde kontakten og når hun nu bestemt sig for ikke at gøre sin søsters bedskidte arbejde mere ville hun havde en del mere fritid. Dog ville hun ikke vende ryggen til Valley Of Thousands Winter's det var blev hendes hjem, men takket være Suzan vidste hun at verden var et åbent sted. Hun ville ud og se den imens hun kunne, men lige nu ville nyde tiden sammen med hendes venner.

Seuzan så rundt på sine folk. De mumlede stille for sig selv og så hen på hende. "Det har også en pris at være sammen med os. Mange af os er eftersøgte." sagde han og pillede ved sin halskæderne. Han så op på himlen og missede med øjnene. Langsomt begyndte en sang at lyde gennem kroen. Folk stemte med. En sørgelig sang om tabt kærlighed og brudt venskab. Seuzans blik gled rundt omkring. Enkelte fældede en tåre og andre gemte deres hoveder i deres bandaner eller tørklæder.

Hazel lyttede til sangen, hun kunne lide den selvom den var sørgelig og hun begyndte svagt nynne med på melodien. Hun betragtede de andre som mumlede og da Seuzan sagde det også havde en pris at være sammen med dem tog hun en beslutning. Hun var sikker på at de godt kunne forsvare sig og hun begyndte midt i den sørgelige sang at  smile. Hun ville dog stadig ikke gå så langt at dræbe sin søster, men hun ville kæmpe for hendes frihed. Hun ville selv have lov til at bestemme hvad hun ville gøre og ikke gøre. Hun fandt et sted med skygge og satte sig, hun satte svagt sine knæ op under hagen imens hun tænkte over hvordan hun skulle kæmpe for sin frihed når nu ikke ville dræbe sin søster, dog vidste hun at hendes søster ikke ville give op så hurtigt og hun ville måske aldrig give op, men det var gået op for hende at der også var andre ting i livet end at leve i frygt for hvad der ville ske vis hun ikke gjorde hvad der blev sagt. hun fugtede svagt sine læber og var for en stund begravet i sine egene tanker.
hun var nødtil gøre noget, men hun kunne og ville ikke være sammen med dem for altid, hendes hjem var i Valley Of Thousands Winter`s. Kulden gjorde hende godt og hun vidste at hun ikke altid ville kunne holde varmen ud. Hazel rejste sig gik hen til Seuzan og betragtede ham svagt " er der et sted hvor vi kan snakke alene?" spurgte hun forsigtigt da hun helst ikke ville træde nogen over tæerne ved at spørge, men hun blev nød til afklare nogle ting med ham. Inden hun tog beslutningen om at blive helt.

Seuzan så op på hende og nikkede. Han kom let på benene og gik op af trappen til rummene ovenpå. Enkelte så efter dem, men sagde ikke et ord omkring det. Han åbnede døren til en af rummene og holdte den åben for Hazel.

Rummet var stort og åbent. Vinduerne var åbne og man kunne høre og dufte hvad der skete ude på gaden. Væggene var beklædte med malerier. Stole og enkelte sofaer stod sammen i grupper. På gulvet var der tæpper fra det fineste steder der fandtes. Man skulle næsten tro at det var stjålent fra adelige.

Seuzan gik hen og satte sig i en af de bløde sofaer. Hans lange muskuløse krop kunne se slank ud når han havde slænget sig på en sofa. Han så på Hazel. "Er du okay?" spurgte han mildt og bekymret.

Hazel betragtede ham, hun ville gerne blive og et svagt smil bredte sig på hendes læber " jeg valgt at bliver i et stykke tid, men mit hjem vil dog være Valley of thoudsands winter´s" sagde hun og vidste at hun på et tidspunkt måtte vænne tilbage, men hun ville aldrig mere gøre hendes søsters beskidte arbejde. Han havde åbent hendes øjne og det var på tide at stå på egne ben. Hun betragtede ham svagt og en svag rosa farve bredte sig på hendes kinder, han havde åbent hendes øjne og hans venlighed havde gjort at hun havde taget skridtet videre. Hun vidste at kampen om hendes frihed ville blive svær, men med ham ved hendes side ville det ikke blive svært at gøre noget " dog skal vi ikke dræbe min søster" sagde hun blev alvorlig. Det kunne godt være at hendes søster var dum, men hun var stadig familie og Hazel ønskede ikke at hun skulle død, men hun ønskede sig svar og det var kun nogen hendes søster kunne give hende. Derfor skulle hun holdes i live, men også bagefter for Lillianna var hendes eneste familie, men der måtte da være noget som de kunne gøre for holde hende væk. Hazel smilede  svagt og vendte sit blik ned i jorden. Hun var taknemlig for alt det han havde gjort, hendes tiltro til folk var begyndt at komme tilbage og nu hvor hun tænkte over det virkede det klart for hende at alle de ting hun troede, var noget hendes søster havde puttet i hendes hoved. Hun følte sig akavet og en smule gernert som hun stod der. Hun kiggede ned af sig selv " i har ikke noget tøj jeg kan låne, imens jeg er her?" spurgte hun hendes kjole var gået i stykker efter hendes forvandling, men for hende var det ikke en hindring hun kunne godt gå nøgen vis det skulle være, men hun var sikker på at andre sikkert ville finde det upassende at hun intet tøj havde på. Hun vendte sig om og betragtede rummet det var stort og flot. Hun betragtede flere af malerierne på væggene " du åbnede mine øjne, desuden kan jeg se  at i en stor familie og jeg vil gerne være en del af den" sagde hun følte sig allerede tæt knyttet til dem. Hun vidste at det var dumt for hun havde lige mødt dem, men hun fortrød ikke at hun var fulgt efter dem.

Han nikkede forstående. Han kendte godt til følelsen af tilhører et sted. Han klukkede stille og et mørkt og trist udtryk bredte sig over ham.

"Sweetie. Jeg er en skytsengel. Jeg har det svært ved at dræbe folk. Mit folk lov er stærkt bundet i mit blod." sagde han og strakte sine ben. Der lød et knæk og han bandede. Han kastede et blik på hende. Han kunne godt se hende problem med tøj. Et tankefuldt udtryk gled over ham. Et smil brød ud og han knipsede med fingrene.

"Ja. Det har vi faktisk. Lian havde noget tøj hun ikke kunne passe. Hun blev gravid med en andens barn." Han gik ud på gangen og så ned på besætningen. Han så tilbage på hende og blinkede. Et gavtygagtigt smil prydede hans ansigt.

"Hey. Kan nogen huske hvor vi lagde Lille Lians tøj hen?" kaldte han. Mange så op på ham med forvirret øjne andre havde svært ved at holde en klukken tilbage.

"Skal Hazel bærer det? Hun kommer til at ligne en fornem dame." sagde Alan og rejste sig op. Et par af de unge kvinder hastede af sted. Seuzan vendte sig om og tænkte over Hazels sidste sætning.

"Du har ret. Vi eren stor familie. Folkene kan allerede lide dig." Han nævnte ikke at de tit mistede folk enten til sygdom eller i en jagt imod dem. Seuzan så ned på sit familie. Et tungt suk kom fra ham.

"Du er heldig at have et hjem. Vi bor enten på en ø, på skibet eller søger tilflugt i de store havnebyer hvor vi ikke bliver jagtet." Han knyttede sine næver. Han hadede at være på flugt. Han ville ønske at folk kunne forstå dem, men ikke alle var villige til at lytte.

Hazel kiggede på ham, hun kunne ikke lade være med at være en smule betaget af ham, men hun vidste ikke om turde komme for tæt og det var for utroligt at han lod hende være i hans nærvær. Hun vidste ikke hvad disse følelser var og det kunne vel ikke betyde noget. Hun havde allerede knyttet sig til og hun stolede på mere kunne og måtte der vel ikke være i det. Hazel var glad at hun mødt ham og hun nikkede taknemligt da han sagde at han ikke ville kunne dræbe hende fordi han skytsengel. En stor lyst til at ligge hendes imod hans og give ham et kram overraskede og rystede svagt på hovedet af sig som han begyndte at gå imod døren for at finde tøj. Hun hørte det rumstere dernede og at hun ville komme til fin dame i Denne Lians tøj. Gad vide om hun også var en af dem. Hun lagde hovedet på skrå som smilede til og med et var hun henne ved ham og kiggede ham skulderen imens de skyndte sig for at finde det tøj de til. Hun stod ganske tæt op af der var ikke meget luft imellem dem og han kunne mærke hvor kølig hendes hud var. Det var også derfor at hun hurtig blev overophedet og måtte køle sig selv ned.
Hendes evne var skyld i det hun var lidt som snemand og man ville altid kunne fornemme kulden i hende. Hun lyttede til det næste han sagde og sank en klump. Hazel havde det skidt med intet hjem havde og med et svang hun sine arme omkring ham " idetmindste har i hinanden jeg har aldrig rigtigt haft nogen" sagde hun prøvede på at lyde trøstende og opmuntrende.

Han så på hende med et sørgmodigt blik, men der var en gnist gemt dybt. "Husk. Der er altid plads til dig blandt os, Hazel." Han kikkede ned på besætningen da kvinderne kom med en lang blå kjole, solide støvler og et stort smil på læberne. Seuzan gik ned af trappen med rungende skridt. Lian var en af vores mest loyale allierede. Holdte altid en hånd over os når vi blev jagtet. Jeg er stoppet med at tælle hvor mange gange vi har gemt os i hendes lade eller hus." Ordene smagte bittert i hans mund og en hånd gled ned over kjolen. "En sjæleven." mumlede en af kvinderne. Seuzan så op på Hazel. "Det ville gøre en store ære hvis du ville bærer dette tøj. Hun har altid sagt at en skønne dag ville vi få brug for al hendes fine tøj."

Hun smilede det lød rart at være en del af noget, Hazel kunne ikke prale af at have været en del af noget som hun selv have lyst til. For Hazel havde det altid handlet om hvad hendes søster ville og alt andet var blevet sat til side da det i hendes søsters øjne ikke var vigtig nok. Hun lyttede til det næste han sagde og hun betragtede dem da de kom ind med den flotte blå kjole. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige og hun rakte ud efter kjolen og knugede den imod hendes blege hud. Mon der sket Lian noget siden at Hazel kunne bruge den. Hun skulle lige til at sige noget, men tav da ordet sjæleven blev sagt. Hazel vidste ikke hvad det ville sige at være ens sjæleven og hvad det indebar. Hun skulle lige til at række ud efter Seuzans arm, men fik ikke fat i den. Et stik af ubehag ramte hende. Kunne hun virkelig lade det gå ud over dem. De havde ikke vidst hende andet end venlighed selvom hendes søster havde voldt dem så mange problemer som kun ville blive flere af, hvis ikke hun gjorde som der sagt. hun hørte godt at han gik, men hun blev i rummet de var i.
Det som hun havde fundet et hjem udenfor Valley of thousands winter's hun følte at hun hørte til allerede nu og anså dem som familie og man beskyttede sin familie lige meget hvad der så skete med en selv.
Hun vidste også at så snart hun nægtede at tage med ville der være chance for at presset blev for stort og hun ville miste sin bevidsthed og det ville være det værste for så kunne ikke beskyttet dem imod hendes søster. Hun stod kjolen i favnen og sukkede. Hun havde heller ikke lyst til at være slave og et våben for hendes søster. Hun tog hurtigt kjolen på mærkede stoffet omkranse hendes krop. Det var rart og gav hende en form for tryghed. Hun valgte for nu at lade støvlerne blive oppe i rummet og fulgte efter Seuzan. Hun kunne lide at være tæt på ham det gav en rar fornemmelse. Hun nikkede taknemligt og smilede hun bøjede ganske let kroppen og hvis man kendte til det så vidste man at hun nejede " jeg føler mig beæret og næsten ikke værdig til at gå i det" sagde hun og man kunne høre at mente det.

Seuzan så på Hazel med et smil. "Den klæder dig perfekt. Lian ville kun være glad for at kjolen ville blive brugt." sagde han fra sin plads ved bordet. Mange af hans folk nikkede og pigerne stirrede beundrende på hende. Hazel var smuk i kjolen og Seuzan lænede sig tilbage med et meget tilfreds smil om læberne.

Beklager skal lige igang igen.