En uventet hjælp - Richard

T: 20:10
O: ingen i mileskreds udover Maeve og hendes to vagter.
S: skoven der omringer bloodrage village.
V: skyfrit, solnedgang.
På: hvid skjorte, ridebukser, håret hænger løst i krøller. En hvid satin kappe hænger om hende og er forbundet via en guldkæde ved hendes kraveben.

De havde reddet hele dagen fra Dragons Peak. Maeve var på vej hen til en lille landsby, en landsby hvor der blev solgt forskellige, sjældne blomster og andet i den klasse.
Vagterne havde ikke været af meget underholdning, men de var gode og loyale, de var fra hendes barndomshjem. Disse to mænd var blevet på drageborgen, beordret af hendes far, hvis der nu skulle ske noget i byen eller på borgen. Resten af hendes følge fra dengang, havde redet hjem dagen efter.
Maeve følte sig altid tryg i deres nærvær, hun vidste dog ikke hvorfor.. Også igen, hun havde lidt en ide om at det var fordi at de var fra hendes barndoms hjem. Sean og hans mænd indgydede også en tryghed hos hende. Men uanset hvor tryg hun nogensinde følte sig i disse menneskers varetægt, var det ikke nok for hende, hun kendte endnu ikke til den tryghed man fik hos dem der var en nær, en god husbond eller en ven. Og slet ikke den tryghed som fandtes i en moders favn, den tryghed var den største form for tryghed der nok fandtes, hvis man spurgte Maeve.

Skoven var blevet stille, lidt for stille, og før nogle af de tre opdagede det fløj to pile igennem luften og ramte vagterne i hjertet. Maeve stivnede kort, grebet af rædsel. Hun kom til sig selv, satte sin hest i galop og prøvede at komme væk derfra. Dog havde bagmændene forberedt at hun ville gøre dette, og en rytter kom ud af det blå og indhentede hende. Han red op på siden af hende, greb hende om maven og trak hende fra den ene hest og over på den anden, imens en tredje person var igang med at indfange hendes hest.