❈ I can easily find someone else to play with! (Mikkel)

" Kom nuuuu.. kom nu kom nuuu.. " lød det lavt fra halvdæmonen som sad med blikket stift rettet mod et lille hul i mur. Som der for ikke længe siden var forsvundet en kat ind gennem. Han skulle nok ikke regne med at den ville komme ud igen før han var væk, men man kunne vel håbe. For det første var vejret ikke det bedste, det var så småt begyndt at blæse op - himlen trak sig sammen og ville inden længe levere et regnvejr, der ikke virkede til at være et lille et af slagsen. Men Razor havde ikke givet op på sin jagt af det stakkels kræ - der ellers havde forsøgt sig at flygte den sidste halve time. Razor havde jagtet den et godt stykke gennem byen - men intet held haft med faktisk at fange den, bortset fra en enkelt gang - som dog bare havde resulteret i at hans på sine hænder havde nogle heftige rifter efter kattens kløer der havde boret sig ned i huden.
Han rynkede kort næsen lidt, færten fra katten var forsvundet med den ind gennem hullet i bygningen. Der var sikkert langt borte og ude på den anden side et sted. Han vippede lidt utålmodigt frem og tilbage på sine fødder, som han sad på hug med sin fulde opmærksomhed mod katten, som stadig ikke dukkede op.

" Det jo ikke fordi jeg har tænkt mig at gøre dig noget, bare lege lidt.. Hvis du er heldig fanger jeg en fisk til dig bag efter.. Kom ud.." Sagde han lidt og bed sig kort i læben. Razor var en person med en tålmodighed der ikke rakte langt, og den var allerede nu ved at rende ud for ham.
" Irriterende.. Dumme kat! Nu var det lige så sjovt. " mumlede han så bare kort før han skævede lidt rundt på omgivelserne. Der var ikke meget andet end de huse der strakte sig fra jorden. Et par enkelte folk der endnu ikke havde valgt at søge ly for vejret som var på vej. Han burde selv søge ly, men han boede ikke i området - og havde ærlig talt ikke tænkt sig at tage hjem lige med det samme. Hvor var hjem alligevel? Han opholdt sig efterhånden så mange forskellige steder at intet var hjem, mens alt var hjem. Forvirrende - men sådan kunne han nu engang alligevel bedst lide det.
Han rejste sig så bare lidt op, og skævede kort mod sine bare fødder, men så lidt mod hullet igen. Hvis han havde været en smule mindre ville han kunne have fulgt efter katten - men det var ikke tilfældet. Han var lille ja, men så lille var han nu altså heller ikke. Hvilket i dette tilfælde var noget han kunne ærgre sig en smule over.

Det kunne vel være han lige så godt bare kunne finde på noget andet at lave i stedet for. Der var trods alt stadig folk på gaden han kunne have det sjovt med. Hvilket var en tanke, der fik hans hånd til at finde ned i sin lomme - og han lod fingrende finde sin vej om den fikse lille kniv han havde i lommen. Smilet om hans læber bredte sig, før han så bare vendte rundt på hælene for at spadsere ud for at finde en anden form for underholdning, nu hvor katten ikke længere var en del af legen.