The golden drink of Alcohol... //Natalie

Denne nat på Det Brændende Træ var ikke udsædvanlig.
Den var faktisk ganske normal.
Altså folk drak og snakkede samt larmede...
*Hvorfor i al verdenen er jeg gået herhen??* spurgte Locan sig selv.
Denne kro var ikke ligefrem et sted han foretrak at være alene.
Eller han kunne godt være alene.
Han syndes bare det var kedeligt ikke at have nogen at snakke med.

Locan sad oppe i bare med et glas i hånden af det stads de serverede her.
*Så mange tanker men ingen der er værd at lytte til* tænkte han svagt og drak af sit glas.

Natalie sidder bagved et bord, og drikker lidt af sit glass, der er vand med isterninger, hun skal ikke drikke noget andet, det kunne hun ikke lide.
Natalie kiggede ikke så meget rundt, hun sad bare i den store kutte, så man havde svært ved at se hendes former, og hun sad jo bagved bordet, så man kunne heller ikke rigtigt se hun sad i kørestol, medmindre man kigget nede fra gulvet.
Natalie havde derimod sit lange røde hår fremme, og svingede engang imellem sit hår fra sin pande, så hun kunne se noget.
hun manglede penge, så hun kunne få sin egen kro, men hvor skulle man få penge fra tænkte hun på.
Natalie så Locan, som havde reddet hende, igår aftes, og hun prøvede at løfte sin arm, for at få hans opmærksomhed, ham ville hun gerne snakke med.

Locan kikkede sig lidt omkring.
Var der ikke nogen?
Han kikkede håbløst efter en samtale.
Og så lige pludselig fik han øje på en der vinkede.
Hun virkede bekendt.
*Når ja* tænkte han og vågnede helt.
Det var da tøsen som han havde redet i kirken.
Hende uden ben.
Han lod bartenderen fylde sit glas op hvorefter han gik over imod hende og satte sig ved samme bord.

Han tog svagt hendes hånd og kyssede den som mand gjorde i ældre tid for at hilse til en kvinde.
"Jeg havde ikke ventet at se dig her?" sagde han og slap hendes hånd igen.

Hun fik en lille utilfreds mene på sit ansigt, når han kyssede hånden, men hun kastede den hurtigt væk igen, og tænkte *Ih altså, hvorfor skal den søde fyr kysse mig der, vækker dårlige minder*
hun smilede sødt til ham, og prøvede ikke at tænke for meget over kysset, og lavede en håndbevægelse mod stolen overfor hende, som en invitation, til han kunne sidde ned.
hun tog endnu en tår af sit glass, og sagde så "sjovt at støde ind i dig igen"

Han satte sig efter hendes håndbevægelse ovre på den anden side af de lille bord så de sad overfor hinanden.
"I lige måde" sagde han og skyldte ned med væsken i glasset.
Det havde en stærk smag af citron blandede med salt.
Ikke lige en favorit.
Han satte glasset ned igen og kikkede så ind i hendes øjne.
"Jeg fik vist ikke præsenteret mig sidste gang vi mødtes. Jeg er Locan Nightblade en fornøjelse at støde ind i dig igen" sagde han og fik et fjoget smil på læben.
Han ville gerne fjolle lidt rundt.
Det fik ham til at huske på dengang han løb rundt uden nogle forhindringer på hans vej.
Og en god samtale kan jo altid piftes op med et grin.

*Årh nej, han vil lære mig at kende. ih altså* Natalie havde aldrig været god til det med sandhed, faktisk løj hun hele tiden, det var bare sådan hun var, og det var ikke noget personligt, men hvis hun kunne lyve, kunne man være sikker på, at det var hvad hun havde tænkt sig, ikke fordi hun var afhænig af det, hun opdagede faktisk aldrig hun løj, før sætningen var slut, det føltes bare så naturligt at lyve for hende, at det skete hele tiden.
"Fornøjelsen var min Locan. Kald mig Amalie, jeg hedder enlig Rebecca Weissendolf, men er blevet kaldt Amalie siden altid, fordi det er min mors mellemnavn, og da vi rejser meget rundt mig og min familie, fordi vi sælger til fisk, og da min far er blevet lidt halvskør af alle de markes pladser, og alle de fisk, kan han ikke overskue at kalde os noget forskelligt.. ja, jeg snakker meget, hvorfor er dit hår enlig blevet angrebet af et vredt jordbær?" hun smilede til ham, og prøvede at blive venner med ham

Locan så lidt mærkeligt på hende til at starte meget da han kunne se i hendes tanker at hun løj over sit navn.
Deres øjenkontakt gjorde at han lige kunne gennemskue hende med hans evne.
Men hendes sidste kommentar fik ham til at le.
"Jeg kunne spørge dig om det samme Natalie?" sagde han så og grinede lidt.
Hendes tanker havde afsløret hendes navn.
Så meget mere kunne han heller ikke se lige i øjeblikket men det var da nok til at få hende til at tale endnu mere.
"Men det jordbær her var altså surt i smagen og kunne ikke lide den gødning jeg brugte på den mark som det nu voksede op i... Du skulle have været der! Rød farve over hele markedspladsen. Og alt sammen kun fordi vi var løbet tør for sololie til min syge bedstemor!" forklarede han med samme smil på læben som hun havde sendt ham.

Hendes navn? hvor i alverden kendte han det fra? *er det her godt, eller mindre godt?* hun vidste ikke om det var godt han kendte hendes navn, eller om han trak en kniv op lige om lidt.
hun var stadig lidt for overrasket over han kendte hendes navn, til at hun kunne grine over hans joke. hun smilede lidt igen, men tænkte ikke over hans joke, hun hørte den bare, selvom smilet lod som om hun havde hørt efter, også gentog hun det sidste i joken, som hun havde lært af at læse aktiv lytning teori, for at vise man lyttede efter "syge bedstemor" hun små grinte lidt, da hun havde forstået det var en joke, men lige nu var hun ved at gennemgå hvorfor han kendte hendes navn, hun havde jo ikke ligefrem haft gode erfaringer med fremmede mystiske mænd, der kom springene ind i hendes liv. (læs hendes profil, for at finde ud af hvilken mand hun tænker på, vil ikke kopiere noget af min profil tekst den del med manden der kom til hende, når hun lå på hospitalet, også indtil hun er fri)
Natalie sagde så "Jamen, hvor kender du mit navn fra? har min veninde amanda snakket over sig igen? vil du ikke holde stemmen nede, kan ikke lide mit navn" det var løgn, hun havde ingen veninde der hed Amanda, og hun hadet ikke sit navn, hun var faktisk ret glad for det. og hun var ligeglad om han holdte stemme nede eller ej

Locan havde placeret sin pegefinger ved sin højre tænding og sin albue på bordet så det bare så ud som om han var træt.
Men hans pegefinger gjorde at han kunne læse hendes tanker fuldt ud.
Øjenkontakt eller ej.
"Det klæder dig ikke at lyve" sagde han roligt og smilede lidt drilsk til hende.
Hun kunne skjule sig så meget bag ord.
Men tanker afslørede sandheden.
Det var en gave han havde.
At kunne gennemskue folk bare sådan.
"Og skal vi ikke bare sige at dine øjne afslørede dit navn?"
Han prøvede ikke at virke skummel.
Bare lidt fjollet og samtale dygtig.

Hun sukkede i sine tanker, og sagde så "Der tager du fejl sorte ridder. at lyve er meget mig" det var sandt nok, og hun så ham, på en måde, som en sort ridder, han reddet hende, men han var mystisk, og ikke prins charming.
hun tog en tår af sin vand, og smilede til ham, og sagde så "Kan vi godt sige, prins charming. men nu syntes jeg, du for skylder mig at fortælle mig om dig, du ved jo hvem jeg er, tydeligvis, hvorfra ved jeg ikke, men det er vel også ligegyldigt" ej, det var ikke ligegyldigt, det gik hende på ikke at vide det, hun kunne ikke klare der var noget hun ikke vidste. alt den ros, man fik når man var klog, det kunne give alt for store forventninger til sig selv

Locan sukkede lidt.
"Hmm jeg elsker en god udfordring, hader folk der spiller overlegne, har ingen familie og er ikke et helt normalt menneske som du nok har bemærket"
Det var vel lige de store ting som var at vide om ham.
Hun kunne jo spørge ind som det første.
"Og rolig nu jeg er ikke en spion jeg ved jo kun hvad dit navn er" sagde han og smilede efterfulgt.
Han havde et lille fnis over sig.
Locan kunne nu godt lide at gøre folk forvirret.

Natalie lyttede til ham, og syntes han lød spænende. mænd der elskede udfordringer, og som var nede på jorden, de var ikke dårlige at bruge tid med. langtfra.
Natalie trak lidt på skuldrene, når han sagde han ikke var spion, og hun løj igen, når hun sagde "Det er virkeligt ikke vigtigt, for mig, at vide hvor du kender mit navn fra" hun tog endnu en tår af sin vand, og sagde sukkersødt "det godt, jeg ikke er wonderwoman, så ville vi få et problem, hvis du ikke kan lide arrogante folk" hun smilede, og forstod ham godt, det var træls med folk, som troet der var bedre end alle andre. at have høje forvenninger af sig selv, syntes hun ikke var det samme.
Natalie forsatte "Jeg er ikke meget af en udfordring"

Locan grinede lidt af hendes joke.
Hun virkede som en frisk og sjov pige.
Han kikkede drilsk på hende.
"Hvis du vil vide det kan du jo spørge pænt og byde på en drink"
Han tog en tår af sit glas med den anden hånd.
Hendes tanker stod stadig åbne for ham.
Han burde nok lade vær med at afsløre hende hele tiden.
Men det var lidt sjovt.

Natalie rystede på hoved, og nu begyndte hun at blive stædig, hun nægtede at spørge, selvom hun så gerne ville vide det, så sagde hun "Køb din egen drink bums" hun syntes ikke han var en bums, det var mere for at drille ham, og måske få ham til at tro hun syntes det.
Natalie så på mandens glass, og sagde så "Hvis du ikke er menneske, så må du jo være .. batman?" en ´nu 100% mere nuttet batman´ men det ville hun da ikke sige højt
Natalie, ville enlig gerne stille ham et spørgsmål, og spurgte så "Du må være god til at læse mennesker. siden du er så god til se, om jeg lyver. så er nysgerrig, kan du læse mig? hvilken slags person er jeg?" det var nok en af de eneste sætninger, hun nogensinde havde sagt, uden enten at lyve, eller tilbageholde information

Locan grinede lidt igen.
*Batman? Jajada*
Han tog nu resten af glasset og tømte det i en slurk.
"Jeg læser ikke dissekerede mennesker... Jeg kikker bare mellem linjerne" sagde han og blinkede diskret.
Locan havde stadig sin finger på tændingen.
"Men hvis jeg skulle sætte dig i en klasse så ville du være en ret selvsikker og humørfyldt pige som har et lille problem med at lyve" sagde han og fik sit drilske smil på igen.

Hun løftede et øjebryn, og sagde så med et lille smil på sine læber "Mellem linjerne, nu må du holde min fine ven, så tyg er jeg heller ikke" hun vidste ikke om han forstod joken, men hun grinte ivertfald over den selv, og syntes det var sjovt.
hun lyttede til hvor hun skulle være i hans boxe verden, og hun rettede selvfølgeig på ham "Problem og problem, kan godt lide det, giver mig en falsk tryghed, håber at når løgnen er sagt nok gange, så er jeg den pige, som jeg taler om. forstår du?" det var dybt. bare ikke sandt, hun løj fordi hun var bange, for alle ville hende noget slemt.. sådan hele tiden. men det hun sagde, var slet ikke grunden, hun var ikke falsk tryghed typen.