Im so drunk that you actually look like me! //Jason

Der var gang i... Eller der havde været gang i den.
For festen var for længst lukket.
Baren var bare ikke.
Locan sad oppe ved den og var oppe på nok genstande til at han ikke kunne gå på line.
Han havde dog stadig sin fornuft.
Eller den var ikke så god som man kunne tro.
Han tog et nyt glas.
*Hold nu kæft jeg burde have stoppet for et par glas siden*
Locan vendte sig om og kikkede ud på folkemængden.
Hvis hans øjne ikke tog fejl så lå diverse mænd over bordet eller over de få piger som nu var tilbage.
*Ynkeligt*

Jason slog øjnene op, han havde været væk i få sekunder, men hans blik var stadig sløret, den tidligere meget tiltrækkende men nu stang stive tøs havde stadig tungen i munden på ham, men han fik sneget sig op af sofaen,
og få sekunder efter gik tøsen i gulvet.
Han rejste sig, men de mange glas whisky havde pludselig slået ind,
så at gå lige var ikke det nemmeste i verden.
Ved at læne sig op af diverse møbler på vejen, havde han fundet vej op til bar disken.
Men lige inden han fik sat hænderne på disken, mistede han balancen og ramlede ind i en der sad tæt på.

Det hele kørte en smule rundt i hovedet på Locan.
Og lige da han var ved at finde fokus blev han væltet af stolen da en eller anden stiv dude ramlede ind i ham.
"Hvad fanden laver du maaaa...n?" han blev afbrudt i sin egen tale da det var som at se ind i et spejl da han kikkede på manden.
Dog så var det som om han ikke havde sat sit hår endnu hvis det altså var et spejl han kikkede i.
Han tog hånden op til sit hoved og mærkede.
*Jo håret er der endnu*
Det måtte være alkoholen der gav ham syner.
"Se dog hvor du går eller bliv liggende i din brandert!" råbte han bare.
Så meget fornuft var der jo heller ikke tilbage i ham så han havde ikke styr på sine ord.

Gulvet var hårdt, og han ramt gulvet hårdt med kinden først.
Han kom hurtigt op og stå, men da han kiggede op blev han overrasket.
Han gned sig i øjnene og kiggede men ganske rigtig, så lignede personen over for ham, ham selv.

Ordene fra personen trængte først ind kort tid efter.
"Nu skal du lige passe på man!" svarede han igen og trådte tættere på.
Han kunne ikke lade være med at stirre på personen.
Han var en del højere end ham selv, og håret var også en del højere.

Locan var lynhurtigt oppe på fødderne igen og kikkede ned på manden der var flabet nok til at støde ind i ham.
Han var jo lille?
Hvordan kunne han ligne ham og være så lille?
"Skal jeg passe på? Jeg skulle til at sige du skulle styre dine lange ben for ellers falder du jo over dem. Men så kikkede jeg ned på dig og så at det ville være en kompliment" sagde han og fik et flabet udtryk i fjæset.
Han skulle ikke passe på.
Det var jo miden der som begyndte.

Smagen af alkohol og tøsens mundvand sad stadig,
og en hovedpine var så småt ved at bygge sig op.

"Blæser der herinde eller har du selv sat det garn mester?"
Sagde han og gav et flabet grin.
Han havde mest lyst til at spørge ham om han havde set ham før,
for han lignede ham næsten på en prik, men
han vidst ikke om det bare var alkoholen der lavede numre med hans hjerne.

Locan tog straks fat i slipset på knækten og trak ham op ad.
"Fedt slips drejede du forkert da du var på vej til galla middag i snobbernes by?"
Sagde han højt mens han trak hårdt i slipset så knægten stod på tærende.
Denne fyr burde ikke fornærme ham når han ikke engang kunne se ham i øjnene uden at få hold i nakken.

Manden holdte hårdt fast i hans slips,
men der skulle mere end det til at skræmme ham.

Han smilede bare flabet tilbage, "Fint halsterklæde, har din mor bundet det for dig?"
svarede han tilbage og greb fat i klædet og rev det af og kastede det bagover.
Han tog fat i personen hånd og fjernede den fra hans slips.
Jason grinte lidt, og tog en tår af den nærmeste drink.
"Der skal mere end en fyr med flammehår til at skræmme mig" tilføjede han og smilte.

Locan blev rasende.
"Min mor er en kælling! Og det var grunden til at jeg lod hende være mit første offer! Og dit hår kunne godt trænge til en styling. Måske en lille klipning" sagde han højt mens han tog en kniv fra disken og sprang efter ham.
Alkoholen gjorde at han blev meget voldelig.
Eller i hvert fald når folk fornærmede hans stil.
Denne aften skulle siges at ende blodigt.

Han blev overrasket over drengens respons, men nåede ikke
at tænke længe før drengen styrtede mod ham med en kniv parat.
Han tænkte hurtigt og greb om hans håndled og slog kniven ud af hånden på ham så den fløj over bag disken.

Han holdte stadig hårdt fat om hånden på ham.
Alkoholen kunne stadig mærkes i kroppen, men lidt dømmekraft havde han dog tilbage.
"Nu ikke så vred min ven" sagde han med et flabet smil og skubbede ham hårdt væk.
Han kunne ikke undgå at ligge mærke til de sylespise tænder drengen havde.
*Er han vampyr?* tænkte han hurtigt, og kiggede lidt.

Locan hvæsede af knægten.
"Ja jeg er en vampyr!" hvæsede han og blottede tænder som et svar på de tanker knægten gjorde sig.
Han lod alle sine tænder skyde ud som hugtænder og de to hjørnetænder vokse længere.
Det var en vampyrfærdighed som han havde lært sig selv at efter de år hvor han havde været vampyr.
Og denne lugt af død som var over knægten vidste at han også var en vampyr.
Så dette ville blive en lige kamp.

Jason blev overrasket.
*Hvordan fanden kunne han vide hvad han lige tænkede* tænkte han.
"Jamen så skal der her da nok blive en spændende nat" sagde han og trådte et par skridt tilbage, men med højt far lavede han et træk mod drengen og landede en knytnæve direkte på kinden af drengen så han væltede ind i en af stolene.
Et par bloddråber ramte disken efter det hårde slag.
Han kiggede ned på sin næve og derefter på drengen, "Gjorde det ondt?" sagde han og grinte.

Locan tog fingrende op til sin mund og tørrede blodet væk derfra.
Dette betød krig.
Din lille mide jeg skal personligt gennembore dig med Helligåndens kors og drukne dig i vandet der flyder fra dens åre!" råbte han og var igen hurtigt oppe.
Han tog nu et hurtigt træk og hoppede ind i fyrens ben så han fik fat om dem.
Efter knægten var væltet rejste Locan sig op og hamrede sin fod ned i brystkassen på ham efter at have sluppet hans fødder.
"Du skal ikke være så kæphøj!"
Locan lod foden gnide hårdt rundt som man tramper på et cigaretskod om brystet på knægten.

Jason fik hamret luften ud af brystet,
trods den fod der pressede mod han bryst og gjorde det meget besværligt og trække vejret , fik han taget en dyb indånding.
Han hvæsede hurtigt af drengen over ham, og greb hurtigt fat om hans fod og vred den rundt så han kunne komme op og stå, stadig med et greb om hans fod, gav han ham et ordenligt knæ direkte ind på skinnebenet og derefter skubbede ham bagover ned i et bord.
Han var stærkere end han sådan lige havde regnet med.

Locan blev noget overrasket over knægtens pludselige angreb.
Han var begyndt at regne ud, at miden også var en vampyr.
Så dette kunne ende som en død kamp uden afgørelse.
Locans tanker for rundt.
Hvad skulle hans næste træk være de var lige stærke...
Og alkoholen var begyndt at gøre ting slørede for ham.
Han stod og stirrede lidt tåget rundt mens han sejlede lidt med balancen.
Locan prøvede ihærdigt at få sit blik til at blive fast.
Der kom en svag kvalme i hans mund.
*Jeg skulle aldrig have drukket så meget*

Jason lagde mærke til hans modstander nu fik et fjernt blik,
som om han skulle til at besvime.
Han støttede sig hurtigt til bar disken, da hans ben begyndt at gi' efter.
Det meste af aften var sløret men han vidste at en masse alkohol var kommet indenbores.
Han indså nu at denne kamp ville ikke holde længe, inden de begge gik i gulvet.
Nu slog det ham igen da han havde kigget på drengen i noget tid, der var noget bekendt over ham.
*Kan han være? ... Nej det er umuligt* tænkte han og stirrede på ham med et forvirret blik, mens han tog sig til brystkassen.

Locans øjne kunne nu kun snyde ham.
Det hele var så sløret.
Og det lignede at han sloges med et spejl der kunne bevæge sig!
Locan kunne mærke hans indre vende sig en omgang.
*Okay... Aldrig mere så meget alkohol på så kort tid*
Han begyndte at gå over mod knægten så godt som han nu kunne.

Da han var tæt på hævede han sin næve og kikkede drengen lige ind i øjnene.
Men der var noget som stoppede ham i de sekunder.
Han så en fortid...
Noget som var højst udsædvanligt i hans evne.
Men drengen måtte jo tænke på det.
En meget sløret spædbarns fortid...
Han så sig selv kikke ind i øjnene på drengen da de var spædbørn.
Hvorefter de to børn blev skilt fra hinanden.

Locan faldte ned på alle fire ved siden af Jason.
*Jason...* Han kendte nu hans navn...
*D-de-det...* nåede han at tænke inden han brækkede sig der hvor han lagde på alle fire (en meter eller to ved siden af Jason)
Alle de ting der lige var kommet for hans nethinde havde lig fået hans indvolde til at sige fra.
Alkoholen havde taget sin magt i brug.
Locan havde det af helved til...

Jason kunne stadig ikke fatte at det måske var ham.
Men da drengen forand ham pludselig knækkede sig trådte han hurtigt et par skridt
tilbage. Han ville sige noget, men det var som om hans hals havde snøret sig sammen.
Synet af opkasten fik nu også til at vende sig i maven på,
og blot få sekunder efter, brækkede han sig i store mængder ind over bar disken.

Da han var færdig kiggede han skævt op, han var svimmel,
pludselig kunne han høre tunge trin, og en stor fyr i sort tøj greb ham om nakken og trak Jason og den anden dreng mod døren.
Han prøvede at gøre modstand, men det var som hans krop ikke gad samarbejde.
Døren blev åbnet, og han blev hårdt skubbet ud i den kolde luft,
med et hårdt bump, ramte han den hårde jord.
Han bed tænderne sammen og prøvede at rejse sig, men han krop føltes så træt,
Han åbnede øjnene langsomt og fik øje på drengen der lå blot et par meter fra ham.

Locan mærkede ikke engang at han blev slæbt på før han ramte jorden udenfor.
Han vågnede men kunne ikke rigtig reagere ved andet end at prøve at skille sig selv fra jorden ved at komme op på alle fire.
Efter lidt tid kom han op og kikkede over på knægten.
"Vi er tvillinger" sagde han endelig.
Det var sandheden om hans barndom.
Han havde en bror...

Jason fik skubbet sig langsomt op så han nu stod halvt op.
Ordene genspillede igen og igen i hovedet på ham,
han ville svare, men ordende sad fast i halsen, han var mundlam.
Hvem skulle tro en dag som denne, et sted som dette, at han ville finde sin tvilling.

Han hjerte hamrede, han fik rettet sig op og stod nu bare og stirrede ind
i øjnene på en person han knap nok kendte, men nu var hans bror.
Han tog et par skridt mod ham, han vidste ikke hvad han skulle gøre.
Uden at tænke over hvad han gjorde lod han sig falde i armene på sin ny fundne bror,
han var normalt ikke typen der blev følsom, men der var noget over situationen,
som fik det til at virke som det rigtige og gøre.