Come out, come out, wherever you are (Grahem)

Kace sad placeret under en stor sten, der balancerede fra en mindre bakke og dækkede for regnen, der havde udviklet sig fra at være heftig og rasende til en mild støvregn, man knapt nok ville lægge mærke til. Han gnaskede en tyk skive rugbrød uden pålæg i sig og bøjede benet nok til, hans arm kunne hvile på det. Imens var hovedet fyldt med tanker om sin nuværende 'mission'. Det var typisk Kace - selv når han tog pauser, slappede hans sind aldrig rigtig helt af. En herre havde tilkaldt ham, en ældre en af slagsen, der ikke så helt fattig ud, og bedt ham om at slå en specifik vampyr ihjel, der tilsyneladende havde slået hans søn og svigerdatter ihjel. Vampyren var sidst blevet set i den vestlige del af Ashen Wood Forest - skoven var stor, så det var ikke meget at gå ud fra, men Kace kunne ikke gøre andet end at forsøge. Han havde haft ondt af manden, ligesom alle de andre, der søgte hans hjælp. Endnu en stakkel der havde mistet sine elskede på grund af et af de skarptandede bæster, der tankeløst åd og åd og åd. Dette var ikke bare en profession, det var en livsstil, en hjælp i kampen for bare en smule retfærdighed. Vampyrer slog konstant ihjel, ødelagde folks liv og følte sig ikke det mindste skyldige bagefter – karma ville ramme dem alle en dag.

Kace smed det sidste stykke op i luften og greb det med munden, inden han rejste sig og tog sine ting; sin brune læderskuldertaske med kun de allermest nødvendige ting i, samt pilekoggeret henover skulderen, fyldt med speciallavede pile, der alle havde spidser af ægte sølv. Dyre som bare i helvede men effektive mod vampyrer.
Han sparkede jord henover det lille bål, han havde formået at starte, og trådte så ud fra sit skjulested for at fortsætte sin søgen. Egentlig kunne han bedst lide at jage vampyrer om dagen, mens det var lyst, fordi sollyset sørgede for, de havde færre steder at løbe hen, men om vinteren var dette næsten umuligt med de latterligt få solskinstimer, der var. Desuden var denne vampyr kun blevet spottet i den vestlige del af skoven, det var ikke sikkert, den holdte til der – derfor kunne det ikke betale sig at vente for længe med at tage efter den. Mørkt hår, bakkenbarter, høj, lyse øjne… det var alt, Kace havde fået at vide for at kunne genkende vampyren. Hvilket var lidt af et problem, for det var ikke nogle særlige specifikke eller specielle træk, og det betød, at han måtte skygge de personer, han så, der matchede beskrivelsen, for at være sikker på, det faktisk var en vampyr. Han havde endnu ikke dræbt andet end vampyrer og havde tænkt sig at holde det på den måde.

Selve buen havde han i hånden for en sikkerheds skyld – selvom chancen for at møde vampyren med det samme var lille, så førte det både tryghed og agtpågivenhed med sig at have hånden knuget omkring det sorte, glatte træ.
De tørre blade på jorden, der stadig lå tilbage fra det hårde efterår, knasede under Kaces sorte læderstøvler, mens han gik igennem skoven. En lyd fra venstre side fik ham til at stoppe op og hæve buen en tand – dog faldt den ned på sin plads, da det gik op for ham, at det bare havde været to egern, der skændtes om mad, og han fortsatte sin søgen.

Der var ikke meget at lave for landmanden den dag. Ikke mindst havde vinteren meldt sin ankomst, og havde lagt Underworld i et koldt vejr, så jorden var hård og dyrene var inden døre. Desuden havde det stået ned i stænger det meste af dagen, og det havde ikke hjulpet Grahem til at komme udenfor, så det eneste han havde taget sig sammen til at lave den dag var, at fodre dyrene og ellers ligge i sin seng. Han måtte opretholde sine evner for at læse, så han havde fået fat i noget læseligt, og havde gået fra og til dette hele dagen. På et tidspunkt på dagen havde han irriteret smidt bogen fra sig, og havde i frustration travet lidt rundt foran sit vindue der vendte ud mod skoven. Noget, rettere sagt nogen fandt han ud af, fangede hans øje, fik ham med øjebliklig virkning til at stoppe op og stirre ud af vinduet. Han nænnede slet ikke at blinke, for han ville have det hele med. Fyren hav kunne skimte, gik direkte ind i skoven, med hvad der så ud til at være en stålfast mine, som var han på en eller anden mission. Noget havde denne mand i hvert fald for, konstaterede Grahem fra sin udkigspost, men hvad der havde fanget ham allermest, og som havde underbygget hele missionsteorien, var hvad fyren bar på. Dagen der ellers ikke havde budt på noget spænding, og heller ikke havde givet forhåbninger om at ville gøre det muligt at komme udenfor uden at blive våd, bød nu på spænding og et mindre bad, men det med badet ragede Grahem det mindste lige pludselig. Nysgerrigheden havde fået sin klo i ham, og der gik ikke lang tid før han selv var ude af sit rum i laden, og på vej mod skovbrynet.

På den meget korte tur til skoven var han blevet mere våd end hvad han ville have blevet, hvis han tog en spand med vand over hovedet. Det tog han sig ikke ret meget af, og da han så sig over skulderen, for at tjekke om nogen var kommet efter ham, skulle han kun lige stryge det værste vand af ansigtet. Han vendte fronten mod skoven igen, efter at have konstateret, at han vidst var den eneste der havde opdaget fyren der var gået ind i skoven, eller i så fald, var han den eneste der havde valgt at gå udenfor for at se nærmere på sagerne. Han satte i let løb, og efter kun et par meter, havde han forvandlet sig om til sin varulveskikkelse. Dette gjorde ham ikke kun mere lydløs, men også langt hurtigere, og så havde han nemmere ved at finde fyren, fordi han vil kunne snuse sig frem til ham. Forvandlingen gik efterhånden meget hurtig. Som hvis dit syn blev sløret af, at få regnvand i det, sådan ville det se ud når han forvandlede sig; hans høje skikkelse vil smelte sammen på jorden, og i et virvar af små rystelser, som gør at det blotte øje ville opfange det som en sløret masse, ville man pludselig se en ulv frem for et menneske. Af sted sprang han så, med næsen nede ved jorden, sniffende efter mandens aftryk. Disse nærmest lyste op foran ham, og efter lidt løben, og regnen som var ved at stoppe med at styrte ned, stoppede han vagtsomt op, da Grahem opdagede, at manden havde ville tage sig en pause i læ under en stor sten. Han gjorde sig så lille som muligt, og formåede at blende lidt ind i omgivelserne på grund af hans mørke farver. Aftenens mørke hjælp en del, og kun Grahems øjne bevægede sig, lige indtil manden valgte at fortsætte frem.

Den unge mand, som Grahem fandt ud af at fyren var, havde en imponerende bue med sig, og det var bestemt ikke en bue man tog med sig ud for at jagte smådyr til spisning. Det var en til de større dyr, ja den kunne sikkert penetrere Grahems eget skind som var det en kniv i smør, og derfor kunne han ikke lade være med at følge efter fyren, da han fortsatte – for hvad var det han ville bruge den bue til, eller rettere sagt… Hvem ville han bruge buen på. På et tidspunkt var Grahem bange for, at fyren opdagede hans forfølgelse, da fyren kiggede direkte i samme retningen som han selv var. Hurtigt havde Grahem trykket sig ned til jorden, og var blevet reddet af de egern over ham.
Han listede tættere på fyren, da han opdagede koggeret på fyrens ryg, fyldt med glimtende pilespidser. Han skulle bare lidt nærstudere dem, jo.