Can I help you? - Nella (Afsluttet)

S: Firewood Village, Parken.
T: Formiddag ca. 10:30.
O: Beskrives.
V: Lun og solrigt.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Solen skinnede, fuglene sang og væsner i alle afskygninger sad spredt ud over den simple park som udgjorde blot en lille del af Firewood Village. Alt i alt var det en perfekt dag til bare at smide stængerne i vejret, og nyde den milde brise, som nu og da sneg sig imellem de frodige buske og blomsterrækker. Og det var lige præcis, hvad Emery havde i tankerne.

Hjemme var hun vågnet tidligt uden de helt store planer for dagen. Tippet for menneskedrengene, som hun havde overvejet tidligere, havde vist sig at være et "ædelt" job - altså uden betaling. Hun havde derfor takket nej, og i stedet sovet længe. En handling som den var nok en af de mange grunde til, at folk havde lidt svært ved at se det gode og englerene i hende. Det fandtes skam, skulle hun hilse og sige. Hun foretrak bare at spare på kræfterne til når det virkelig gjaldt. Efter en let morgenmad, var hun hoppet i tøjet og havde så snuppet en bog og et æble med i hænderne, inden hun smuttede afsted. Udenfor lod hun vingerne strække sig fri gennem de to slidser i hendes hættetrøje, hvorefter de med med et enkelt slag sendte hende til vejrs. Med vinden i ansigtet, og sine ting i armene, satte hun kursen mod den største grønne plet i miles omkreds - Firewood Park. Hun kunne nå det på ganske få minutter, men hun valgte at nyde det gode vejr, og gled i stedet dovent gennem luften via. enkelte bløde vingetag. Hun elskede luften. Sine vinger. Friheden ved at flyve. Hun elskede at mærke styrken bag hver bevægelse, og hun var endda lidt stolt. Det var ikke alle engle der gik op i at flyve så meget, som de engang havde gjort. Nu var der heste og andre transportmidler. Men hun holdt sig til, hvad der fungerede bedst. Heste lugtede alligevel alt for meget.

Efter et forlænget flyvetur lod Emery sig dumpe ned på jorden, og slog et par enkelte slag med vingerne, inden hun samlede dem bag ryggen. De hvide fjer skinnede sundt og smukt, og nød tydeligvis lige så godt af det gode vejr, som hun selv gjorde. Hun trak hætten ned, og lod det gnistrende hår bølge frit i vinden, imens hun kastede sit blik rundt i parken efter et spot, hvor hun kunne sidde i fred. Folk lå mest i grupper eller i par, hvor man kunne høre dæmpet snak eller latter. Ellers var der et par børn henne ved legepladsen, men hun fik øje på et mellemstort træ, som heldigvis lod til at være frit tilgængeligt. Med raske skridt bevægede hun sig hen under den kølende skygge fra træet, og satte sig med ryggen til stammen, hvor hun brugte sine vinger som en slags pude, hvilket fungerede overraskende godt taget i betragtning af deres størrelse. Emery sukkede tilfreds, åbnede bogen og tog så en bid af æblet inden hun gav sig til at læse.

//Det er slet ikke dårligt!//

Emery havde knap nået at sluge den første bid af æblet før, at en fremmede stemme pludselig henvendte sig til hende. Hun sukkede tungt, og forsøgte at tygge af munden, hvilket gik fint indtil, at det gik op for hende, hvad kvinden lige havde spurgt om. Seriøst?  Hun løftede blikket fra de tekstbefattede sider blot for at opdage, at hendes fødder blev invaderet af en eller anden form for lille hvid bold. Den var tydeligvis levende, men det lignede mere noget, som folk brugte til at pynte hjemme i stuen. Hun modstod fristelsen til at se om væsnet - nok egentlig hunden - kunne flyve med et enkelt spark, og fortsatte i stedet blikket op mod der, hvor stemmen kom fra, og mødte så kvindens blik. Køn kvinde, men umiddelbart ikke særlig kvik - medmindre hun spillede virkelig god komedie.

"Who's asking?"

Lød det kort fra hende, inden hun smækkede bogen sammen, rejste sig op og stak en hånd i siden. De lysegrønne øjne gnistrede i den dunkle skygge, da hun hævede et øjenbryn imod kvinden.

"Come on… You've never seen wings? Like ever?"

Hendes øjne og udtryk ændrede sig en smule fra mistro til undren, men hun lod nu stadigvæk til at have svært ved at købe den. Var engle virkelig så sky efterhånden? Emery havde personligt ikke noget imod at "vise sig frem", da det afholdt visse typer fra at nærme sig… Til gengæld lod det også til at have den modsatte effekt på andre typer. Imens hun stod og funderede over, hvor skør kvinden egentlig var, så fangede noget andet pludselig hendes opmærksomhed - igen. Den lille hvide fluffball havde åbenbart fundet ud af, at snørerbåndet på hendes støvler var bedre at tygge i end den nærliggende gren. Ikke imponeret trak hun hurtigt støvlen bort fra hunden, og smed et ben om bag det andet, så snørerbåndet ikke længere var tilgængeligt. Hun tog endnu et bid af æblet, hvorefter hun anelse uhøfligt rettede en pegefinger - først mod kvinden - og så mod hunden, og brummede.

"Before I answer anything you ask, I want you to tell me something… What in the world is that thing that you're dragging around with you? I mean… It looks fake and flowery, but it's moving. Don't tell me it's a dog…"

Emery tyggede roligt videre på sit æble, imens hun ventede på svar. Kvinden kunne være sikker på, at hun ikke ville få svar på noget før, at Emery havde fået svar på sine egne spørgsmål. Ikke englenes vej, men det virkede som regel for hende.

Opmærksomhed eller ej, så var Emery ikke imponeret. Hunde havde aldrig rigtig tiltalt hende - som så meget andet - specielt fordi hun fandt dem ildelugtende og larmende. De kunne gø og bide langt værre end de fleste varulve hun kendte. Det var trods alt en grund til, at de som regel gik i snor. Da kvinden præsenterede sig hæftede Emery sig fast ved 'Nellas' originale navn. Den slags kunne altid blive nyttig senere, og så var hun i hvert fald også sikker på, at de aldrig havde mødtes før. Navnet var specielt, som hendes eget.

"Little too late for that, but whatever. I can't really concentrate with that thing around..."

Hun sendte et kort blik ned mod hunden, inden hun gjorde et kort nik som hilsen mod kvinden.

"The name is Emery."

Da det blev bekræftet, at kvinden aldrig i sit liv havde sit vinger før var det lige før, at Emery måbede. Og folk sagde, at hun kom for lidt ud. Igen kom der en svag mistanke om, at kvinden spillede og at det bare var en fælde, men tanken jog hun på flugt igen. Nella var ikke farlig. Ikke for nu i hvert fald. Hun var bare ikke lige den hurtigste snegl i skoven - eller parken i dette tilfælde. Hun sukkede tungt, og kørte en hånd gennem håret, imens hun forsøgte at finde et sted at starte. Hvordan forklarede man om engle, hvis kvinden ikke engang vidste, hvad filen en fugl eller vinger var for noget. Hun lod sig imidlertidigt distraherer af kvindens svar mht. hunden.

"Aha... I don't hope that you expect that little thing to protect you very much. I've seen rats bigger."

Da Nella igen spurgte ind til, hvad hun egentlig var, tog hun en sidste bid af æblet, tyggede eftertænksom og kylede så skroget bort, inden hun med et alvorligt blik vendte sig mod Nella og svarede.

"I'm an angel. A guardin angel to be precise. I'm supposed to be some kinda holy-not-so-holy creature, that protects mankind and all that is good in this world. I can fly and I kick demon-butt. So yay me, I guess."

Og med den forklaring smed hun armene over kors, og så ikke specielt imponeret over sig selv, hvilket også var sandheden. For hun var ikke imponeret over at være engel. Hun fandt det oftere som en byrde end som gave. For meget arbejde, for lidt frihed og for mange konsekvenser. For så lidt som hun kunne lide at være engel, så ville hun i det mindste hellere være det end at være død eller falden.

"And what are you supposed to be then?"

//It's cool <3 //

Pretty girl. Emery ranked blot panden kort, inden hun akavet så sig omkring. Det der med komplimenter var hun ikke altid lige god til - hverken at give eller modtage dem. Det var da rart nok nu og da, men hun kendte knap nok pigen. Desuden forbandt hun gerne sukkersøde ord med hendes mor, hvilket irriteret hende. Som barn var hun blevet overøser med positive ord, komplimenter og kærlighed i en sådan grad, at hun havde fundet det ubehageligt… men det havde hendes mor aldrig forstået.

"Sure… pretty, I guess."

Hendes jadegrønne øjne vendte tilbage til hunden. Fluffy og snehvid var ikke ligefrem, hvad hun forbandt med fare, men hvis Nella følte sig tryg, så gad hun ikke diskutere det.

"Well, good luck with that. I'm no expert in dogs, so I have no idea how to grow a marshmallow like that."

Da Nella stillede spørsmålet, som rettede sig imod Selene blev hun på vagt igen. Blikket blev mere på vagt, imens hun flyttede vægten over til den anden fod. Hun så igen mod Nella, inden hun svarede.

"Someone. A shifter. She's nice… kinda."

Da Nella så forsøgte at forklare om hendes egen race, kunne Emery ikke dy sig. Hun tog et halvt skridt baglæns, imens hun hævede et nysgerrig bryn imod Nella. Armene blev lagt over kors i stedet, men vingerne forholdt sig stadigvæk roligt bag kroppen.

"Never heard of it. What kind of souls do you steal?"

Måske virkede det en smule upassende, men som skytsengel havde hun ansvaret for både sig selv og en andens liv. Nu stod hun så og talte med et væsen, som levede af at stjæle sjæle. Nok virkede de begge to som forkvoksede skumfiduser med overdreven livsglæde, men stadigvæk.

"Angry? I'm not-...!"

Emery tvang sin mund lukket, og slugte derved de sidste ord. Hun måtte knibe sig diskret i armen for ikke at sende et koldt blik afsted, da det blot ville yderligere forstærke Nella's ide om, at hun var... vred. Hendes mor havde i hendes tidlige år gjort Emery opmærksom på, at hendes holdning ikke altid var lige tiltrækkende - hun måske burde prøve at smile lidt oftere. Emery havde svaret hende, at hun fandt det meget svært at smile uden grund. Hendes mor mente dog, at der altid var en grund... og det var et emne de havde diskuteret lige siden. Hun rømmede sig kort, og knækkede nakken en enkelt gang, inden hendes blik - med et lidt roligere skær - faldt på Nella.

"I'm not angry. I'm really not. I'm just not used to chatty strangers... plus, it's been a busy week."

Hun havde ikke selv planer om at lære hunde ret meget bedre at kende. Hun skulle aldrig have en. Det eneste der gav måske bare nogenlunde mening i hendes hoved, det var heste og katte. Heste lugtede dog, og katte ødelagde en del. Derfor foretrak hun livet uden dyr.

"Whatever. As long as you keep her fed and off my lawn, I can't ask for more."

Da Nella blev insisterende omkring navnet på Selene, var Emery splittet. Hun undlod dog at rynke brynene yderligere, da hun huskede på vreden, men hun kunne ikke at udlevere ting til fremmede - og da slet ikke navnet på den person, som kunne få hende ned med nakken før, at hun selv kunne.

"Trust me. I know. I'm just a little hesitating. You just said it yourself. You eat souls. I'm not sure I feel safe giving you a name."

Sådan. Rent mel i posen. Emery var ikke vred, men virkede derimod en smule roligere end før nu, hvor hun havde forklaret sin situation. Hun var stadigvæk nysgerrig omkring Nella's race, men hun ville ikke spørge mere før, at hun vidste, hvor de havde hinanden.

Det kom en anelse bag på Emery, at kvinden pludselig besluttede at ende deres samtale så hurtigt. Hun havde godt nok gjort opmærksom på, at Emery's aura ikke ligefrem virkede indbydende, men ligefrem at flygte på den måde? Måske burde hun til at arbejde på sine sociale færdigheder.

"Yea, you too…"

Mumlede hun stille og betragtede, hvordan pigen og den lille hund forsvandt. Måske var Emery i virkeligheden blevet for nysgerrig? Gemte der sig i virkeligheden skumle hensigter bag den lalleglade facade. Hensigter som hun havde knust, da hun nægtede at udleverer navnet på Selene? Uanset hvad blev hun efterladt med en masse forvirrede følelser. Hun var dog ikke længere interesseret i en dag i parken men besluttede, at hun i stedet ville dovne den hjemme i sengen. I en enkelt bevægelse foldede hun vingerne ud fra ryggen, og satte af fra jorden med et hårdt stød, hvorefter hendes krop forsvandt op mellem skyerne.

//Out. Det er helt i orden. Det kan vi sagtens!//