Hey Rich, do you want to go present stealing? (Richard) XXX

Sted: Richards hjem i Humvita
Tidspunkt: Kort ført daggry
Omgivelser: Et dunkelt hus, hvor den lille stab af tjenestefolk lige er begyndt at vågne og begive sig omkring
Vejr: Udenfor er det køligt, men det er mest fordi det kun lige er ved at være morgen. Ellers tegner det til at blive en ganske pæn sommerdag.
Påklædning: På nuværende tidspunkt er hun iført en hvid natkjole og en tynd morgenkåbe af en art.

Rinaya kunne ikke sove. Havde ikke kunne det de sidste par timer. Dog havde det alligevel virket lettere grusomt at vække Richard, imens det var bælgravende mørkt. Så derfor havde hun svunget benene over sengekanten, var trukket i det tøj hun hurtigst havde fundet frem til og var gået på opdagelse i det store stille hus med kun et stearinlys til selskab.

Hvis Richard havde spurgt hende, havde hun nok ikke indrømmet det, men overhovedet at befinde sig i et hus var så uvant for hende, at hun næsten følte sig lidt…indespæret.

Hun listede af sted for ikke at vække de sikkert stadig trætte tjenestefolks opmærksomhed. Allerede fra dagen før, hvor Richard havde slået døren til sit barndomshjem op for hende, havde hun haft på fornemmelsen at tjenestefolkene fandt hendes tilstedeværelse…upassende i mangel af bedre ord. Måske ville skandaløs passe bedre.  

Som Rinaya nu engang var havde hun kun leet af det og besluttet sig for at være det mest skandaløse det her hus nogensinde havde set, men nu, som hun stod der helt alene og holdt øje med den dansende flamme, imens kulden langsomt sivede op fra stengulvet og ind i hendes fødder, var hun mindre sikker.

Hun studerede de gamle portrætter på væggene med hovedet lagt en anelse på skrå og undrede sig i stilhed over at folk ikke blev ukomfortable med alle de døde øjne, der stirrede ud på dem alle døgnets timer.
Hvad var det, der gjorde det så svært at give slip på de døde, at man måtte udødeliggøre dem i fastfrosne positioner på et lærred?

Gad vide om der ville være nogen til at udødeliggøre hende, hvis hun døde.
Hun fnøs, rystede på hovedet af sig selv og gik resolut videre. Sådan noget ville hun ikke dvæle ved. I stedet forsøgte hun at forestille sig en barndom i et hus som dette.

Stenene virkede så…omsluttende, at hun ikke kunne forestille sig, at det kunne have været særlig frit.

Helt sikkert anderledes end at løbe rundt i skoven og lære sig selv at flå dyr for pels og rense deres kød for at spise det i håbet om at overleve.

Måske skulle hun spørger Richard, hvordan det havde været at vokse op her.
Det forekom hende bare helt underligt at kunne stille nogen et sådant spørgsmål.

Hun mindedes ikke, at have været tæt nok på nogen før til, at tanken overhovedet var faldet hende ind.

Måske skulle hun bare lad være alligevel.

Det gik op for hende, at hun var faldet i staver, da hun lagde mærke til, hvordan lyset var ved at bryde frem på himlen udenfor.

Samtidig stod en stuepige, der sikkert var kommet for at tænde op i husets ildsteder og så på hende som om hun var en genopstået død.
Rinaya måtte hurtigt konstatere, at det kunne hun ikke lige holde ud, så hun skyndte sig tilbage til soveværelset, hvor hun lukkede døren og pustede lyset ud. Hun takkede sine gener for de forstærkede formskifter sanser, da hun bevægede sig tilbage til sengen i det flimrende grå halvmørke. Hun lod kåben hun før havde haft på falde på gulvet i en rodet bunke, kravlede op i sengen og gjorde intet for at undgå at Richard kom i kontakt med hendes nu iskolde fødder. Snare tvært imod.
De havde trods alt en del de skulle nå i dag. Rinaya vidste mangt og meget om livet i naturen og overlevelse der, men hun anede ikke, hvordan man overlevede til en fest fuld af adelige. Det måtte hun hellere se at finde ud af. Og hvilken bedre lærer end en adelsmand?

Hun bøjede sig indover Richard og da hendes ansigt kun var få centimeter fra hans beordrede hun: ”Vågn op og lær mig lige at være adelig. Du har til i aften.” Så faldt hun leende tilbage på sengen ved siden af ham og pillede fraværende ved den i forvejen rodede fletning, der nu var ved at gå løs.
Med et svagt skuldertræk, trak hun båndet ud af sit hår og lod det være løst, så det indrammede hendes ansigt og stod i skarp kontrast til den hvide pude hendes hoved på nuværende tidspunkt hvilede på.
Hun prikkede Richard i siden for det tilfældes skyld, at han ikke var helt vågen.
”Hvis du hjælper mig får du lov at se mig i en silkekjole.”

Richard, var gået igang med og få ændre på hans familie hus, billeder var lige så stille ved og blive smidt ud, men han havde haft lyst til og smide det ud inden han mødte hende så hun skulle ikke tro det var fra hende, de tjenste folk han stadig, havde. Mens han, havde overvejet, hvordan han kunne smide dem ud, men sandheden var de ku arbejde ved ham til de fandt et nyt sted, han, havde ikke behov for folk der hørte, hvad han lavet om natten med hans kvinde. Det var os meget pinligt selv om han undgik og lade hende vide, det at de jo havde været sammen i hans barndomshus.
Richard lå lige som aya og sov, men han, havde ikke lagt mærke til at hun var gået ud og var begynde og studere hele huset for sig selv, derfor da han mærket en ånde mod sig åbnet han svagt sin øjne, men lod stadig hans hoved hvile i sig selv. Men det kom dog bag på ham da han hørte hendes stemme tale højt til ham og fik ham ud af det, hvorefter han lyttet videre til hende da hun prikket til ham og talte om en silkekjole, "det for du jo ikke behov for aya." Lød det kækt fra Richard, hvorefter han kysset hende omkring hendes bryster og sutte på en af de nippels de var, "du behøver jo ikkke engang tøj ingen siger, vi behøver og lave andet." Lød det kækt, men dog en smule flabet fra Richard af, han anede heller ikke, hvordan han skulle gøre hende adelig langt fra, han var jo ikke selv helt adelig i forvejen, " jeg ville kun se dig i den så jeg ku rive den af dig, lige som den kåbe du, havde på." Lød det flabet fra Richard, hvorefter han rev den af.

”Hvad, er du et spædbarn nu?” spurgte hun leende, og strøg næsten ubevidst en hånd gennem hans hår, lukkede øjne og lagde sig bedre til rette. Vent hvad? De havde jo for pokker noget de skulle!

Det kunne vente, blev hun hurtigt enig med sig selv om. Det var kun lige daggry og hans mund var varm.
”Så du mener reelt at jeg skal spankulere nøgen rundt i dit barndomshjem? Den havde jeg alligevel ikke forventet fra dig, Snow. Jeg føler i forvejen at hendes portrætter ser misbilligende på….” Hun blev afbrudt af den umiskendelig lyd af flået stof og hævede et øjenbryn.

”Du er virkelig en ulv, hvad?” Hendes gråblå øjne glitterede af den lettere kyniske morskab, der efterhånden var lidt af et kendetegn.

”Men jeg kan også lege med,” erklærede hun og fik dem til sidst vendt, så hun lå halvvejs indover ham og drillende kyssede hans hals.

”Er det det her dit liv skal være? Bare at spise god mad og dyrke bedre elskov?” hviskede hun og lod en hånd stryge kærtegnende henover hans brystkasse og gradvist længere ned.

”Du er fuld af overraskelser, Richard, og her gik jeg ellers og troede, at du gik meget op i meget op i at have bare én eller anden form for pligt du skulle udføre. Du ved, beskyt de svage, hævn dig på uretfærdighed…yadayadayada.” Hun nappede blidt til hans hals, måske for at stoppe sig selv i at le.

”Du ved godt de hører os ikke?” spurgte hun og hentydede til den lille stab tjenestefolk.

”Eller…de hører dig, når jeg er færdig her. Går det dig slet ikke på? Du er mindre genert end som så, Min Ulv. Måske er jeg en dårlig indflydelse,” mumlede hun og talte vidst egentlig mest til sig selv.

”Medmindre selvfølgelig, at du har besluttet, at din pligt er at tilfredstille mig og dig selv,” mumlede hun dæmpet videre og satte sig overskrævs på ham, før hun bøjede sig ned og hviskede ham i øret: ”Hvis det er tilfældet må jeg indrømme, at det er et meget ædelt mål.”

Og med det sagt tog hun ham til sig.

Richard var overasket over hendes hand I hans hår, men gjorde intet for at svare hende igen lige nu, havde han magten. Men det varede ikke længe før hun byttet det om og nu sad over ham, ”well well well, verden overlever nok siden jeg ikke behøver og smide alt jeg har for at redde verden og siden jeg har en af verdens mest udspekuleret skurke her, inde i min seng er jeg nogenlunde god nok angående det Aya,”

Lød det flabet fra ham af, hvorefter han så lod hende sidde over ham og være dominerne han kunne jo altid gøre noget ved det, hvis han mente hun blev lidt for dominerne.

Richard smilede kækt til hende, hvorefter han rev hendes sidste tøj af så hun nu kun, havde lidt stof til og stoffe ham fra at lege med hendes krop, men det va jo os blevet fjernet. Han begynde og lege med hendes bryster og tog om dem, hvorefter han så rejste hans hoved op og bed i dem, kort efter lagede han sig ned igen og leget med dem. ”Meen tror nu det er dig de kommer til og høre og ikke mig Aya, du er ikke så god.” Lød det flabet fra ham, hvorefter hans anden hånd kærtegnet hende mave, ”hvad er der galt har jeg ret, er jeg den der nok for dig til og være til og høre i hele husset, eller tror du stadig det er mig.” Lød det flabet fra Richard, hvorefter han kysset hendes bryster.

”Måske er det min pligt at tilfredstile dig, hvem ved Rinaya og din ulv sidste jeg så efter var du ikke min leder, ” lød dett flabet fra ham, hvorefter han sukket nydne under hendes bid som havde været der før, hvilket gjorde han stadig lå under hende.

”En af verdens mest udspekulerede skurke simpelthen? Skal jeg være smigret?” spurgte hun og bøjede sig ned for at kysse ham. ”In any case, så kan jeg godt leve med den titel,” mumlede hun mod hans læber, før hun rettede sig op igen.
”Selvom jeg synes det måske er lidt langt at gå ud fra, at jeg er decideret ondsindet,” funderede hun og lagde hovedet lidt på skrå.

”Åh nej, nu sidder jeg jo her helt blottet. Jeg arme skønjomfru,” sukkede hun teatralsk og tog sig til hjertet, men måtte dog hurtigt fjerne hånden.

”Hvis jeg ikke er god nok er det da mere din skyld end min. Det er kun dig jeg har været sammen med. Så må det vel betyde, at du ikke er nogen særlig god lærer, Snow,” svarede hun og lukkede øjnene med et dæmpet suk, imens hun flyttede en anelse tøvende på sig indtil hun fandt en passende bevægelsesrytme.

”Desuden virker du ikke som typen, der tager en hver middelmådig kvinde med i seng. Eller har du måske gang i en form for velgørenhedsprojekt?” spurgte hun og bed sig i læben, da han bed hende, for at undgå at sige en lyd.

”Men nu må vi se om du får ret. I hvert fald undgår du da at have tjenestefolk, der ikke gør deres arbejde, fordi de sover, ligegyldigt hvad udfaldet bliver,” konstaterede hun og plantede et kys mod hans læber, før hun, med et drillende smil, bed ham i læben.

”Måske er jeg ikke så god som du gerne ville have mig til at være, Rich, men noget af det jeg er stolt af, ved mig selv er nu engang, at jeg lærer ganske hurtigt,” mindede hun ham om og blinkede uskyldigt til ham.

”Som sagt før, så er det en udmærket pligt. Desuden er det for engang skyld ikke en pligt, jeg har det store imod at deltage i,” fastslog hun og lukkede atter øjnene.