You have a bounty on you? XxX

Gil knurrede, Gud hvor var denne Shapeshifter stædig. "Igen, Nayc! Det er dig jeg elsker og jeg er fucking ligeglad med hvad andre tænker. Mine mænd forstår mig så nej. Jeg ville ikke lade dig gå!" Gil var ved at miste tålmodigheden, men han holdte den for at overbevise Claan hans side af historie. "Jeg har levet af at forsvare og dræbe i mange år, Cyarika. Jeg er ret sikker på at vi ville kunne forsvarer dig. Og den der ville have fat i dig kan bare komme an!"

Han fik en ide til en taktik. "Fortæl mig at du virkelig ville have mig til at forsvinde. Fortæl mig at du ikke elsker mig og ikke føler dig sikker i mit nærvær." Dette kunne være et slag under bæltestedet. Han gik hen og knælede igen ned ved ham. Øjnene så trist og opgivende på Claan. "Fortæl mig at jeg er et monster. At jeg bare er som andre." Stemmen var hæs og øjnene var næsten bedende.

For pokker da også! Hvorfor kunne Gil ikke bare indse at det her ikke gik! Hvorfor kunne han ikke bare tage hjem til sin klan og leve med dem.
Gil anede ikke hvad han var oppe imod! hvad Queen kunne præstere. Hun havde mange folk under sig. nærmest en hær af dæmoner! Så hvordan skulle de kunne klare sig mod hendes vrede!
Han sukkede over Gil der tydeligvis ikke ville op.
Dog da Gil bad Claan om at sige at han virkelig ville have Gil til at forsviunde. så han opgivende på ham.
"Gil... lad nu vær" bad han, og hørte hvad manden sagde. Hvorfor gjorde han det her!?
"det der må du ikke bede mig om" trylede han lidt. Hvorfor sagde han sådan? ville han virkelig have Claan til at vise ham væk? Hvorfor? hvorfor skulle de skildes på den her måde?!

Da Gil ligefrem lagde sig på knæ, og bad Claan sige at han var et monster, og som var ligesom alle andre. "Gil.." Hans blik var trist, og undskyldnede. Han kunne ikke sige de ting! Han kunne ikke sige til Gil at deres nat sammen ikke havde betydet noget. At han ikke havde følt sig sikker og tryk i hans arme.

Han kæmpede med sig selv. Sagde han det ville han kunne rede dem begge. Men han kunne ikke! Bare tanken om at se Gil gå rev ham op inde fra. Som hvis nogle knyttede sin hånd om hans hjerte og klemte til indtil det sprang.
Til sidst faldt en ned på sine knæ i muderet foran Gil.
"jeg kan ikke,..." erkende han så. Nogle enkelte tåre begynde at trille ned over hans kinder. "jeg kan ikke sige de ting... du er ikke et monster Gil!" sagde han og lod blidt sine hænder lægge sig mod hans hals og nakke.
"Og jeg følge mig tryk hos dig... mere end jeg nogle sidne har gjordt!... Og jeg vil ikke have du går!" det sidste var svært at få frem da hans stemme næsten knak da han skulle sige det.
Han lænede sig frem, og krammede sig ind til ham.
"du må ikke gå!....." bønfalde han så.

"Så lad mig tage dig med hjem, Cyarika." sagde dæmonen og trak sig lidt væk. "Du har et valg. Kom med mig eller jeg kan vise dig ud af skoven og lade dig være i fred." Man kunne se den sorg som langsomt satte sig fast i øjnene. Han vidste at Claan kunne klanen mad på bordet længe, men han ville ikke kunne gøre det.

"Jeg mente mine ord, men du tror ikke på mig?" Hans arme var krydset og øjnene var afventende. Han udnyttede virkelig Claans følelser, men dette kunnne måske hjælpe med at bevise hvor langt Gil ville gå for ham. At Claan bad ham om at lade ham være gjorde ondt, men det udtryk han fik gjorde mere ondt.

Regnen var kold og vinden begyndte at blæse op. I regnen sad to skikkelser med lidt mellemrum mellem hinanden. Den ene så ud til at være klar til at gå, men den anden virkede trist og forvirret.

Claan så på ham da han bad Claan om at lade ham tage ham med sig. Han bed sig i læben. Måske…. Måske kunne det gå! I det mindste for en tid?
Han vidste det virkelig ikke. Alt han vidste var at han ikke havde lyst til at undvære Gil! Han følte sig så tryk sammen med ham. sikkert og beskyttet.
Noget han ikke havde prøvet før.
Han bed sig i læben da Gil sagde at Claan ikke troede på ham.
”sådan er det ikke” mumlede han og prøvede. Det var jo ikke fordi han ikke troede på Gil. Men han var bange for hvad der kunne ske.
Han hadet den måde Gil lige nu stod på.

Han satte sig en smule mere ned, så han ikke stod oprejst på sine knæ.
”jeg har ikke lyst til at være adskilt fra dig” sagde han stille og så op på Gil. Han tøvede lidt, men rakte frem mod ham, og greb lidt fat i hans jakke. ”jeg vil gerne være sammen med dig!.... såh…. Jeg vil gerne med dig” sagde han stille.
Han bed sig i læben og vidste ikke helt hvordan Gil ville reagere på det her, eller hvordan han selv skulle reagere.
Claan så lidt mod Gil.
”Bare du bliver sammen med mig..” sagde han så stille.

Gil smilede blidt og rakte en hånd mod den anden. "Du ville bluve modtaget som en del af vores Aliit. Alle ville modtage dig." Stemmen var rolig og Gil vidste at dette kunne blive en ny begyndelse for dem begge. et hjem og han vidste at klanen ville tage imod Claan og gør ham til et familiemedlem. De var ikke langt fra klanens hjem, okay måske boede de få km fra Ishavene.

Klanen hjem var et mindre skjult by. Eller samling af huse. Gil havde bygget husene sammen med de første medlemmer. I lejren var alle hytter varmet op. I den store fælleshytte legede børnene sammen og frokosten var ved at blive lavet. Mange mumlede om hvad deres Alor havde tudet omkring.

Claan så op mod ham da han rakte hånden ned til ham. Han tog den og rejste sig. Hans ben gjorde ondt. Han havde løbet alt for længe og hurtigt. Han lyttede til hvad Gil sagde. Og håbede han havde ret.
Det ville være fantastisk at have et sted han kunne kalde hjem. Han havde dog stadig sin tvivl.. ville han nogle sinde finde et sted hvor han følte at der var hans hjem? Han tvivlede. Men måske... Måske sammen med Gil.

Han så kort på Gil, men derefter lidt væk igen. Det var faktisk lidt flovt at han havde prøvet på at stikke af fra Gil.
"Undskyld jeg bare gik" sagde han stille.
Han slog armene lidt om sig. Nu begynde han at kunne mærke kulden i kroppen på grund af alt regnen og blæsten. Og så det faktum at han var nøgen. Problemer var lidt, at de bukser han lige havde forvandlet sig ud af, var de sidste han havde haft. Så han kunne ikke engang tage et par bukser på...

Gil tog sin lange jakke af og lagde den om Claans skuldre. Han begyndte at gå tilbage mod hans klans hjem og så på Claan. "Det var et instinkt. Et du ikke kan styrer før du ved hvad et sikkert hjem er. Jeg har selv oplevet det. Det sammen har en masse andre." Gil vidste havd det ville sige at være jumpy. Han havde været van til kun at dræbe for sig selv, men nu. Tja. Han ville nok bare gentage sig selv.

"Klanen er en god størrelse. Vi bor i træhytter, men hver aften samles vi i den store hytte og hygger os. Fællesspisning og fortællinger om vores racer og forfædre." Gil glædede sig til at vise Claans hans hjem og længere fremme kan man se hytterne. Børnene køb udenfor og legede. Mændene efterså deres våben og holdte øje på børnene. Kvinder bagte og vaskede tøj. Man kunne mærke den rolige og fredfyldte stemning der kom fra stedet. Herude var der intet der kunne gøre dem ondt.

Claan så over på Gil da han mærkede jakken. Han tog sin taske af, og tog den bare i hånden som han trak jakken ordenligt på, og lukkede den. Han skulle nødig skræmme nogle ved at komme gående helt nøgen. Han lyttede til hvad Gil sagde. Det var nu ikke fordi han var mere tryg men han måtte stadig indrømme, at tanken om et sted hvor han kunne være sikker, et sted han kunne kalde hjem lød rart. Men tanken om at disse folk kunne komme til skade var ikke rar.

Han gik sammen med Gil uden at sige så meget. Og han måtte da indrømme at han flere gange overvejede om han ikke bare skulle vende om og gå den anden vej.
Han vende hovedet flere gange, og så tilbage, satte farten en smule ned når de kom til en side stig, som om han lige skulle gøre op med sig selv, om han skulle følge med Gil eller løbe ned af en af de der veje.
Han fulgte dog med Gil, og da de kom til hans klans lille by, rettede han da også blikket op. Han så sig en smule op. Det var faktisk en smule pinligt det her. Han kom gående nøgen ude over Gils frakke.

Gil klukkede og lagde en arm om hans talje. "Du er ikke den første jeg tager med hjem på denne måde. Har reddet mange af de andre, men du er nok den første jeg beholder i huset, hvis du vil blive." sagde han. Børnene kom løbende hen og råbte Alor og Gils navn. Deres forældre så op og smilede. Det var et godt stykke tid siden Gil havde været her. "Alor. Hvem er det?" En af de små piger stod med sin dukke og så op på Claan med de klareste grønne øjne.

Gil så på Claan og smilede opmuntrende. Dette kunne være det første skridt for Claan. "Dette er Claan. Han ville bo hos os et stykke tid, i min hytte. Så alle være sød ved ham. Han forstår ikke vores kultur eller vores love." Mændene var henne og hilste på Claan, deres koner var hurtigt ved deres side. Børnene så på Claan med glade og nysgerrige øjne.

Claan så op på ham med et lille smil. Okay.. det hjalp en smule. Men alligevel ikke helt. Han kunne ikke undgå at smile over det Gil sagde med at Claan var den første der var hos ham, hvis altså Claan ville blive. Han stille til at sige noget til Gil da der pludselig kom en masse børn løbene hen til dem. Han så hvordan de modtog Gil. Waw... han var virkelig en populær leder!?
Han stod og så lidt på det, da han hørte den lille pige. han så ned på hende, med et lidt nervøst blik. Han havde aldrig været vant til børn. Hos Queen havde han aldrig mødt nogle, og havde heller ikke haft meget at gøre med dem efter.

Han så hvordan det meste af landbyen kom over mod dem, og før han vidste af det var han omringet at mennesker der ville hilse på ham. Han blev næsten helt rundtosset. Og ende med næsten at støde ind i Gil i et forsøg på at komme lidt væk fra de mange folk.
En lille pige stod og så på ham "se mor han er helt beskidt" sagde hun og pegede på ham. Claan så lidt væk, og gemte næsten ansigtet.
Selvom han var blevet vasket i går aftes var han jo stadig beskidt det kunne han ikke læbe fra. Han havde ikke fået et ordenligt bad i.... ja.. meget lang tid.
Og så deres scene i skoven.

pigens mor lagde mærke til hans undgivende adfærd, og så på pigen "sådan noget siger man ikke lille skat" sagde hun inden hun lagde en hånd mod Claans hånd. "Kom min dreng.. du trænge vidst til lidt omsorg" sagde hun på den mest moderlige måde han nogle sinde havde hørt.
Claan så lidt spørgende på Gil. han vidste ikke helt hvad han skulle gøre.

"Gå med. De gør ikke noget." Gil blev selv slæbt af hans næstkommanderende og de to under ham. Alle tre snakkede i munden på hinanden om hvad der var foregået og hvilke udfordringer de havde stået overfor. "Ham du havde med? Et bytte, One-nightstand eller mere?" Gil så hårdt på en af hans løjtnanter. "Ikke noget du skal bekymrer dig om." Men Gil vidste at han ikke ville få fred før de fik et svar. "Men han kunne blive mere." mumlede han til sidst og gik hen imod sin hytte.

Hytten er stor og er i to etager med kælder. Køkken og stue er i det nederste etage. Pejsen er for det meste altid tændt på denne årstid. Bordet er af fyr og på bordpladen står et fad med frugt og bær fra denne årstid. Reoler med bøger står langs væggen ved pejsen. Tegninger og skitser ligger på bordet også. Sofaerne er ikke nye, men hellere ikke grimme. Et tremands og en tomands står nær ved pejsen. Køkkenet er hyggeligt og hjemligt. Fade står ovenpå skabe. Tallerkener, krus og glad inde i skabene. Bestik og andet i skufferne.
Andet etage er der hvor man sover og har plads til gæsterne. Et af rummene er også vaskerum. Et badekar, vask og toilet.
Kælderen er hvor Gil opbevar sin mad og drikke. I reoler og tønder. To eller tre små tønder vin. Flasker af juice og saft.

Gil var tilfreds idet han trådte ind i sit hjem. Varmen mødte ham og et suk kom fra hans læber. Tog støvlerne af og smed kappen over en af stolene omkring bordet. Satte sig i sofaen tættest ved ilden.

Claan kiggede lidt på Gil en sidste gang inden han fulgte med kvinden. Flere af kvinderne fulgte med, og pludselig var der flere kvinder om ham. Et bad blev gjort klar til ham. Han fik vasket sit hår, ordnet sine negle og blev vasket helt ren. Han fik ordnet sine øre, og fik plejet de enkelte sår han havde.
Han var slet ikke vandt til det her mere. Hos Queen jo, men der var det andre slaver der havde stået for det, på grund af en ordre! Disse folk… de hjalp ham af godhed. Han fik rent tøj på, sikkert en af de andre mænds, rent og flot var det i hvert fald, uden huller eller pletter. Han lagde mærke til blikkende fra nogle af de lidt yngre kvinder da han blev fulgt over til Gils hytte.
Nogle af kvinderne så ligefrem overraskede ud over at der gemte sig så flot en ung mand inden under alt det skidt.

En af kvinderne bankede på Gils dør, og trådte ind sammen med Claan.
Claan så sig rundt. Her var flot.. hyggeligt! Det var ikke det samme som Queens villa, men her var rart! Og er virkede hjemmeligt frem for hos Queen hvor alt havde virket så koldt. Kvinden der havde fulgte Claan over så på ham ”vi ses senere Claan” Inden hun gik ud af døren igen.
Claan havde sendt hende et smil på vej ud af døren. Han stod lidt, vidste ikke helt hvad han skulle. Det her var jo ikke hans hjem.. selvom.. Gil havde sagt at han skulle bo her sammen med ham.
Han valgte derfor at gå over til ham, og sætte sig i sofaen ved siden af Gil.

Claan var nu helt ren, hans hår var blødt og havde nu denne flotte brune farve, og en gylden glans over det, især når ildens skær ramte det.
Han så lidt nervøst på Gil. Han sad med sin taske ved sine fødder. En taske han ALDRIG efterlod.
”der… der er noget jeg er nød til at vise dig… men først… skal du love mig at du taler sandt, og ikke har tænkt dig at indlevere mig! lige meget hvad!” sagde han så. Og så på ham med et bedende udtryk.

Gil havde set op da Claan kom ind, men så igen ind i ilden. Da han hørte hvad Claan bad ham om hævede han et øjenbryn. Det måtte være vigtigt siden han ligefrem tiggede om det. Noget han ville kunne udnytte, men Gil nikkede. "Meget vel. Jeg lover kun at tale sandheden, men er det på grund af at du har en dusør på dig?" Han huskede at Claan var stukket af fra ham i skoven. Gil havde stoppet en anden Dusørjæger, sågar taget hans liv, og nu. Gil trak vejret dybt ind og sukkede. Han vendte sig mod Claan. Lænede sig sidelæns ind mod sofahygge og gav den anden mand sin fulde opmærksomhed. Dette havde Claan fortjent. Og Gil ville også vide hvad der gjorde ham så bange for at blive indleveret.

Claan så på Gil, og da han lovede at han talte sandt tog han en dyb indånding.
"Jeg ved ikke om det er derfor jeg har en dusør på mig.. men jeg kunne godt tro det!" Sagde han roligt. Han sukkede lidt inden han rakte ned i sin taske. Han trak et hvidt læder halsbånd op. Men det var ikke bare et almindeligt halsbånd. For halsbåndet var fyldt med ædelsten diamanter, smaragder og andre. Der var guld på den også og tydeligvis lagt mere værd end den dusør der var sat op hans hoved.
"Jeg havde det her på da jeg stak af fra min herskerinde.. dusøren på mig er for at få om ikke mig, så nok mest det her hjem igen" erkende han. Han så på Gil med et lidt usikkert blik.
"Queen var..... For mig ikke bare min herskerinde" sukkede han så.
"Jeg elskede hende... Men.. hun så mig ikke som andet end en slave.. derfor stak jeg af" sagde han så han lagde halsbåndet fra sig og rejste sig fra sofaen da han kunne mærke at han blev rastløs.
"Jeg blev brugt til kampe!.. der hvor jeg kommer fra, er det meget normalt for herskere og herskerinder at lade shapeshifer slås mod hinanden i en arena.. til døden!.. Queen købte mig efter en kamp hvor jeg var blevet alvorligt såret, og min gamle herre ville lade mig være træning for de andre så jeg kunne dø.. men hun købte mig.. tog sig af mig og trænede mig op igen.. og jeg kom tilbage i arenaen.. men det var ikke det eneste.. når Queen var..... Lysten.. hvis vi kan kalde det, det, så delte jeg også seng med hende" forklarede han mens han begrav sig over for at se ud af et af vinduerne.

Gil lyttede og ventede. Efter han var færdig med fortælle lagde han forsigtigt en arm om Claan. Han kunne se at denne fortid var ikke den bedste. "I det mindste var du nogenlunde sikker. Hver gang jeg tager ud risikerer jeg mit liv." Gils job var ikke sikkert, men det gav gode penge ind. "Du er ikke her fordi jeg ville udnytte dig eller for at indlevere dig. Jeg ønsker dig her fordi du gøre noget ved mig. En følelse jeg kun har følt en gang i livet." Han rejste sig og knælede ned foran den mindre mand. Tog blidt fat om den andens håndled. Øjnene kærlige og fuldkommen ærlige. "Cyar'ika." sagde han, løftede en hånd og kyssede dens knoer.

Det trøstede ikke ligefrem at Gil fortalte at hans liv var i fare hver gang han tog afsted. For hvad skulle han stille op hvis der skete Gil noget? han kende ikke dette folk, og hvem sagde at de ville acceptere ham hvis Gil ikke længere var der?
Men Gil havde nu ret, på trods af kampende, så havde han jo haft et godt liv hos Queen.. ud over at han følte noget andet. Men hun kunne lige så godt havde behandlet ham som hendes andre slaver, låst ham inde i et bur som hans gamle herre... faktisk kunne hun havde været meget værre. Men..... måske havde han forstukket det.. så havde han ikke elsket hende!
Han så overrasket på Gil da han satte sig på knæ foran ham, og tog hans hånd.
Han sagde det igen, det der ord. Han vidste ikke hvad det betød, og.... på en måde var det også lige meget, for når Gil sagde det, var hans stemme fyldt med ømhed, og det blik han så på Claan med. Han mærkede kyssende mod hans knoer, og bed sig en smule i læben, men smilede dog lidt.
"jeg tror du er den første efter jeg er stukket af jeg har stolet på" sagde han roligt.
Han lod sin frie hånd finde Gid kind, og kærtegne den. Han kunne ikke forklare hvorfor, men denne mand fik ham til at føle sig rolig, sikker, og ikke mindst,... så gav han ham en lille bitte følelse af.. at være tæt på at have et hjem.
Et lille brændende håb om, at han med siden ville kunne kalde dette sted for hans hjem, kalde dette for hans.. eller.. deres hytte.

"Jeg ville aldrig lade dig blive afleveret til andre Dusørjægere eller din herskerinde så længe jeg er her. Hvad enten du vælger at blive eller ej." sagde han og smilede blidt. Han kom på benene og lænede sig ind ved hans side. Kyssede hans hals roligt og tøvende. Han ville stoppe hvis han blev bedt om det. "Jeg har også en dårlig fortid." sagde han og satte sig ned ved hans side igen. Arm hvilende på sofaryggen og hans ansigt vendt mod Claan. Hovedet hvilende i hånden og et skævt smil over hans læber.

Gils ord varmede, at han lovede ikke at udlevere ham til nogle. Måske.... måske kunne han alligevel ende med at kalde det her sted for hjem? Han ville ikke skulle være bange og flygte mere.. og han kunne have et sted at bo, en trygt sted.
Hans blik hvilede på Gil da han rejste sig op, og lænede sig ned mod ham. Han mærkede kyssende mod hans hals, der fik ham til at sukke let i en nydende lyd. Han kunne ikke løbe fra det! han følte noget for Gil. Og ikke bare et one nigth stand. Han havde ikke haft det sådan her med nogle før. Ikke engang med Queen. Det var ikke fordi han lige nu bare kunne sige at han ELSKEDE Gil. For i virkeligheden vidste han slet ikke hvad det var!
Men der spredte sig da en rar varm følelse i hans krop så snart Gil røte ved ham.
Han fulgte ham med øjnene da han satte sig. Han tænkte over det han sagde med at han selv havde haft en dårlig fortid.
Han sad lidt, tøvede, men vende sig så mod Gil i sofaen, og lænede sig lidt frem. Han placerede et tøvende og måske lidt prøvende kys mod hans læber. Det var underligt, for selvom de lige havde tilbagat en hel nat sammen, og endda været intime sammen, så var han stadig nervøs. Tøvede, og frysgtede for hvad Gil tænkte.
Manden var vel ikke løbet efter ham, gjordt så meget for at overtale ham til at tage med ham, hvis ikke der var noget.
Han sad lidt. Han vende blikket lidt ned da han havde trukket sig fra Gils læber.
"Cyarika?..." sagde han så lidt spørgende.
"du kalde mig det i nat, og i skoven og... lige før" Han var faktisk i tvivl om han ville kende til hvad dette ord betød.
Men et eller andet sagde ham at det var noget særligt.. for der var en så stor ømhed i Gils stemme hver gang han sagde det.

Gil mærkede kysset mod sine læber og sukkede ind i det. Da Claan trak sig væk så Gil nu på ham med mørke øjne. Cyarika. På vores sprog betyder det min elskede. Alor betyder leder, så det går mine folk og kalder mig." Gil vidste han nok var nødt til at lære Claan lidt om deres sprog og kultur, men lige nu havde han det fint bare med at sidde og se på ham. Jeg er dybt forelsket, tænkte han og lod en hånd glide hen over hans arme og hvilede på hans lår. Han havde ikke noget imod bare at sidde, eller ligge, med Claan, men han skyldte ham en rundvisning eller måske en forklaring. "Er der noget du ville vide eller vil du se huset?" Gil tippede hovedet ud til siden og studerede hans ven, eller hvad kunne man kalde ham. Gil var ikke selv sikker på den, men han kunne ikke presse Claan. Aldrig nogensinde.

En let Rosa glød spredte sig over hans ansigt da Gil fortalte hvad Cyarika betød. Han bed sig lidt i læben. Var det sådan Gil havde det? Var det hvad han tænkte om Claan?
Han mærkede fingerne der kærtegnende hans arm, han smilede let over det. Han mærkede hvordan hånden lagde sig mod hans lår, og han smilede roligt. Han lod blidt sin egen hånd lægge sig mod Gils.
"Nej det kan vente... Vi har jo tid nok" sagde han med et træk på skuldren. Det håbede han i hvert fald! Han tøvede en smule, men rykkede så lidt tættere på Gil. "Du må undskylde, jeg har svært ved at slappe af.. jeg er altid på farten så jeg er altid lidt rastløs... såh. Nu hvor jeg har mulighed for at slappe af, og ikke hele tiden være på vagt.. dwt vil jeg bare gerne lige nyde lidt endnu" erkende han.ha sad roligt uden at sige så meget. Han var i tvivl om hvad han kunne tillade sig. Til sidst blev nysgerrigheden dog for stor. "Hvor vil du have jeg sover?" Spurgte han så. Han var faktisk lidt nysgerrig efter at se hvad han frem over kunne kalde SIN seng.

Gil sad og tænkte sig lidt om. "Jeg forstår dig godt. Dette er nok en af de mest sikre steder fra andre jægere. Ikke mange kommer herind." sagde han og lænede hovedet lidt tilbage, men så stadig på ham. Og angående seng så har du flere valg. Der er mange værelser at vælge imellem. Mange på et etage under mig, men når du engang rigtig ville være min så er min dør åben." Han ville nødige presse ham ind i noget som Claan ikke var klar til. Han kom på benene og gik ud i køkkenet. "Kunne du tænke dig noget at spise eller drikke?" Gil var overraskende god i et køkken og kunne tage vare på sig selv. Han rumsterede i køkkenet, men hans tanker var hele tiden omkring Claan. Hvordan kunne denne mand få ham bragt i knæ kun ved hans smil og stemme?

Claan lyttede lidt til hvad Gil sagde. Han var klar over at han var i sikkerhed, hans krop og underbevisthed skulle også bare lige opfatte det. De var stadig ved at planlægge deres flugt her fra, og en måde at gemme sig. Men han ønskede ikke at flygte mere. Han havde ikke lyst til at skulle stikke af fra der her sted! Hans blik faldt på Gil. Han havde ikke lyst til at gå fra den mand.. det var uhyggeligt at manden på under et døgn havde sparket benene væk under Claan, og fået ham til at lande hårdt og smertefuldt oven på sin egen frygt, og få ham til at lægge den til side.
Han hørte hvad han sagde med værelserne, og kunne ikke helt lade vær med at tænke lidt over valgmulighederne.
Han så lidt efter Gil da han gik mod køkkenet. Der blev spurgt om han var sulten eller tørstig. Hmm ærligtalt ja... han spiste normalt kun var 3-4 dag fordi han skulle jage før han kunne få føde!

Han rejste sig roligt op. "Jo tak til begge dele" sagde han roligt. Han kom ud i køkkenet, og stod lidt. Han gned sig lidt i nakken. Han bed sig lidt i læben "Gil...... hvad hvis.. hvad hvis jeg aldrig bliver klar til at være din?" spurgte han pludselig Han vidste ikke hvad alt det her kærligheds noget gik ud på. Og den eneste gang han havde haft følelser for en, var han blevet forrådt. Såh... han var faktisk skeptisk omkring det.

"Hvis du ikke ville være min, ville jeg tage det roligt. Dette her er i dit tempo." sagde han og smilede. Han rejste sig op og gik ud i køkkenet. Han fandt lidt af hvert frem og satte en pande over. Kødet lægges på og han nynner. "Jeg ved at holde af en bloddæmon kan være hårdt, men.." Gil vidste at Claan sikkert ikke ville blive, men han holdte af ham og ville gøre meget for at få ham til at være lykkelig. "Du kan komme og gå som du vil. Du ville altid have en plads og et hjem i klanen." Gil vendte kødet og fandt brød frem. Der kom efterhånden en herlig duft i huset.

Han bed lmsig lidt inlæben da han hørte hvad Gil sagde. Hvordan kunne han have det på den måde? Hvordan kunne han bare vise sine følelser som han gjorde. claan selv vidste ikke engang hvad han følte! Hvordan kunne Gil?
Han fulgte med ham ud i køkkenet og så på havde han lavede. Han hørte hvad han sagde. Han rystede på hovedet. "Det... Det har intet at gøre med at du er en bloddæmon!" Forsikrede han. Han kløede sig lidt i nakken. "Det er bare..." Han rettede blikket mod Gil. "Efter.. min herskerinde... Såh.. så er jeg holdt op med at tro på den slags.. jeg har ikke lyst til at have sådanne følelser for nogle igen" sagde han så.