Payment, as promised (Vetis)

Efter overtagelsen af Doomsville havde Sean ikke kunne liste sig ud af borgen eller sit eget hjem, uden at blive genkendt på stedet. Han vidste det ville ske og accepteret at han ikke kunne udføre sit tidligere job. I hvert fald ikke på samme måde som han engang kunne. Men han var hverken en tyv eller lejemorder uden evner. Han havde arbejdet med disse ting i mange mange år. Selv om han arbejdede på borgen, sov han tit hjemme i sit hus i Terrorville. Her var vagterne færre, opmærksomheden mindre. Det var som om folk alligevel godt kunne forstå forskellen på det private og offentlige - i hvert fald til en hvis grad. Der var et utal der trak i dørens ringeklokke og som måtte sendes væk. Heldigvis havde Sean en god butler til den slags.
Det var alligevel trættende. Han brød sig ikke om konstant opmærksomhed. Han foretrak at spille sit eget spil, at være den rebelske kriminel imod overmagten. Nu var han begge dele.

Det var midt om natten og folk sov eller holdt sig for sig selv. Sean havde iklædt sig sort tøj. Et par sorte bukser, en sort trøje. Ingen kappe. Vinteren var ved at slippe sit greb og give plads til foråret, så selv om natten ikke ligefrem var varm, havde Sean tiltro til at han ville klare sig. Et sværd hang om hans hofter. Et par vandtætte støvler. Det mørkebrune hår var oprindeligt redt tilbage, men der skulle som regel ikke meget til før det sad som det selv ville.
Sådan listede han sig igennem byen, velkendt med alle dens gyder og gader, med vagternes planer som han også selv underskrev i disse dage.
Sean kunne have sendt nogen. Nogen fra klanen. Men ærlig talt savnede han det. At liste sig ud midt om natten, for at udføre resterne af et arbejde som byen ville hade ham for, gav ham liv. Han følte sig levende, som han sneg sig igennem byen. Til sidst havde han fundet samme triste hjem, som manden havde vist ham til. Hjemmet, hvis kælder var indrettet til at flå folk fra hinanden. I stedet for at frastøde ham, gjorde det ham nysgerrig. Mon han ville forstyrre midt i et arbejde? Han kom uanmeldt. Måske var manden slet ikke hjemme. Efter at have studeret hjemmet fra en sikker position i et stykke tid, trådte han endelig frem og banede sig vej over til det, så han kunne banke på.

Der havde været noget af et postyr i gaderne siden den nye leder havde overtaget Doomsville. Efter power-skiftet havde Vetis mistet et par kunder som selvfølgelig var træls, men, på den anden siden havde han så også fået en masse nye. Nye kunder som ikke var bange for at ty til mere beskidte metoder. Så man kan forestille sig at Vetis havde været en del travl. Ikke at det gjorde ham noget. Nej, tværtimod. Det havde betalt godt og han havde nu et bedre omdømme end før. Ikke at folk vidste hvem han var udover at han var en person som kunne få arbejdet gjort. Det sjove var, folk vidste skam heller ikke om han var en mand eller kvinde.
Han havde også fået erhvervet sig nogen bedre værktøjer til hans arbejdsrum/torturkammer hvilket var noget som han altid kunne bruge. Det var trods alt det lokale som han spenderede mest tid i... hvilket mindede ham om, resten af hans hjem. Det kunne sagtens trænge til en kærlig hånd. Især hans soveværelse som kun bestod i en madras som lå på cementgulvet. Hans stue havde en reol som var propfyldt med diverse bøger. Resten af bøgerne som ikke kunne presses ind lå hulter til bulter rundt omkring. På træbordet, på stole og især på gulvet rundt om hans sofa. Han havde ikke som sådan nogen særlig god lyskilde i hans stue så der var ret dystert og hans møbler kunne sagtens trænge til at blive skiftet ud. Alt i alt kunne hans hjem godt se meget mere hjemligt og beboeligt ud. Nu hvor han tænkte over det kunne han sagtens bruge den tjeneste som han havde gjort sig fortjent ved en tidligere lejlighed. Det var vidst en organhøstning for en... noget veludseende herre. En vis Hr. Sean Julius McGivens.
Vetis smilede stadigvæk ved tanken om hvem der stod i gæld til ham. Han vidste det ikke til at starte med da hans kunder havde det med at være anonyme og deres informationer fortrolige. Det var dog ikke ens betydning med at han ikke tilfældigvis kunne finde informationer om dem bagefter. Nu var det jo så heller ikke så svært at regne ud når nu han var så offentlig en person. Han var trods alt hersker af den by som Vetis nu selv boede i, men af den årsag havde han trådt noget mere varsom ved at undersøge ham yderligere. Han skulle ikke lige risikere at få kappet noget. Især ikke nu når de levede i farlige tider med en overtagelse. Hans hjem havde været ret godt bevogtet og Vetis var ikke i nærheden af at være magtfuld nok til at komme tættere. Det skulle dog ikke afskrække ham... han havde rejst sig fra bunden før. Han vidste hvad det krævede.

Vetis havde tidligere være ude på et ærinde. Han skulle finde beviser på en mands utroskab så konen kunne lade sig skilles fra ham og dermed høste en stor del af hans penge. Det havde ikke været så svært igen da han havde efterladt sig en masse beviser... kærestebreve, vidner og noget af hans elskers undertøj. Fjols... Hans kone derimod havde været utrolig glad for informationer og tilbød endda noget ekstra efter Vetis' godt udførte arbejde. Navngiveligt hende selv, hvilket Vetis selvfølgelig pænt afslog. Om det kunne komme på tale at han skulle ligge med sådan en heks. Bare tanken om det fik det til at løbe ham koldt ned i nakken og han rystede let i sofaen. Én gang havde været nok. Det var ikke noget som han lige foreløbigt lagde krop til frivilligt. Altså til kvinder. Mænd derimod, tja, det var skam en helt anden sag. Han kom derefter til at tænke på Sean. Ja, sådan en flottenheimer lagde han skam gerne krop til. Hvis Sean ellers var til sådan noget... tja, det var vel altid til at finde ud af, men en travl og højtstående mand som Sean havde vel sjældent tid eller interesse for sådan en som Vetis. Ærgerligt... men sådan var det vel nu engang. Man kunne vel ikke få alt her i livet.

Vetis sad og læste lidt i sin sofa da en lille klokke begyndte at ringe nede hos ham. Nogen havde udløst den lille alarm som han selv havde sat oppe ved indgangen til det faldefærdige hus. Alarmen var enlig simpel nok og bestod af en specielt lavet snørre og en klokke. Der var forskellige slags sat rund om i huset ovenpå som ellers var svære at bemærke vis man ikke vidste at de var der. Hver klokke havde hver sin egen lyd som Vetis kunne genkende. Klokkerne lød kun nedenunder så der ikke var mulighed for at alarmere den anden person ovenpå... med mindre at de havde en ekstrem god hørelse. Stille og roligt lagde han bogen fra sig på sofaen og rejste sig op. Han var iklædt nogen mørke jeans og en mørkegrøn sweater som sad løst på ham. Hans fødder var bare og hans hår sat op i en hestehale. Kort efter at han havde rejst sig hørte han nogen banke på. Mærkeligt... folk plejede normalt ikke at banke på. Med mindre de vidste at der boede nogen. Nu blev han først nysgerrig og gik hen til et langt rør. Dette rør fungerede som en kikkert hvorved han med et spejl for enden af røret kunne se hvad der foregik ovenpå. Personen måtte vel være henne ved indgangen, så det var det rør som var placeret tættest på der, at han kiggede i.
Det var en del mørkt så det var ikke rigtigt til at se hvem det var... men siden at der var hul i taget, hvilket han selv taktisk havde placeret, kunne han med månelyset se hvem det var.
"Når man taler om solen..." mumlede han for sig selv og smilede stort. Om det ikke var Sean Julius McGivens i egen høje person.

Glad og måske lidt ivrigt gik han op af trappen til overfladen. Han åbnede lågen nedefra og trådte op. Han havde set frem til at møde ham igen. Mest af alt fordi han havde været så nysgerrig efter at finde ud af hvem han var sidst de sås. Der havde de ikke havde haft så megen tid. De havde ligsom begge to haft et arbejde at udføre.

Han trådte ud af hullet, lukkede det efter sig og gik hen til døren. Han kørte en hånd igennem sit hår. og åbnede døren. Han kunne ikke lade være med at smile djævelsk da han nu bedre kunne se ham.
"Hvad kan jeg hjælpe Dem med på sådan en fin aften som i dag, Hotshot?" spurgte han charmerende og med et glimt i øjet. Han havde allerede en ret god idé om hvad det var han ville, men det skadede vel ikke at have det lidt sjovt med det.

Det mørkegrå, der virkede sort i nattens dunkle lys, gled over omgivelserne mens han afventede at nogen ville åbne. Eller ikke åbne. Når det kom til stykket ventede man kun så og så længe, før det gik op for en at man enten var uønsket eller huset tomt. Ikke at huset lignede et man normalt ville besøge. Det virkede lige så forladt og ruineret som sidst han havde været her. Det lignede hvad det var...Et hus i Rotten Root. Hvor mange af den slags huse havde han ikke ejet som skjulesteder for sin klan og dens aktiviteter? Hvor mange ejede han ikke stadig? Nogle af dem var blevet sat en anelse i stand. Men af gode grunde kunne han ikke opbygge dem alle til små palæer. Det var malplaceret i denne bydel og folk ville undre sig og begynde at undersøge det. Det var altid den balance.
Endelig lød der lyde bag døren og den blev åbnet. Naturligt gled hans blik hen på manden, som han ikke havde set siden dengang. Manden havde ikke sat nogen direkte tid, så det var blevet når Sean havde tid - hvilket han havde nu. Eller, for at være helt ærlig, havde han nok aldrig tid. Ikke længere. Han tog sig bare tid alligevel. At være hersker var ikke...Det sjoveste i verden. Men nogen gange var man ikke selv herre over den slags. Nogle gange lå ens liv i hænderne på andre individer og man skyldte dem...

Et svagt smil gled over ham, som manden hilste på ham. Han rømmede sig svagt og slog let ud med den ene arm.
"Der var en betaling" svarede han roligt. Manden her var stadig mere en forretningsforbindelse end et privat bekendtskab. Nogle gange krydsede de grænserne og blev til det ene eller andet, eller begge dele. Men lige nu havde Sean ingen grund til at behandle det som mere end det.
Det var heller ikke fordi manden slet ikke var tiltrækkende, hvis det endelig skulle være. Det var dæmoner gerne. Sean var til både mænd og kvinder, men også i et fast forhold, trods offentligheden aldrig kunne lære om det. Dog med en anden incubus, så deres forhold havde måske nogle andre forhold end de fleste. At være åben for andre partnere var en af dem. De skulle jo leve.
"Skal vi se på det? Jeg må indrømme jeg nok kun får tid i aften, så hvis du ikke har tid, kan jeg ikke love hvornår jeg næste gang får tid" bemærkede han tilføjende.

Betalingen. Selvfølgelig, ligsom han havde gættet. Det var også sjældent at folk som sådan kom på visit. Foruden lige hans børn men de vidste faktisk ikke hvor han boede endnu. Det var først noget han ville meddele dem om når hans hjem så lidt bedre... og når han var fuldstændig sikker på at han ikke ville bringe dem i fare ved at invitere dem indenfor i hans hjem. Hans arbejde kom trods alt ikke uden konsekvenser og nogen få fjender. At tro andet ville også være fuldstændigt åndssvagt... med de ting som han havde gjort mod eller for andre. I realiteten var det jo dem var monstrene. Han fungerede bare mere som et værktøj. Okay, helt uskyldig var han ikke, men det var jo heller ikke noget som han sagde. Han var en meget realistisk mand... og forsigtig så Aiden og Jessiebelle måtte bare vente lidt endnu. Ikke at han troede at Jessiebelle vil synes om det. Hun var ikke den mest tålmodige person når det kom til stykket. Det var Aiden så heller ikke for den sags skyld, men han plejede at være mere forstående. Også havde han det også med at beklage sig i stilhed... i modsætning til sin tvillingesøster. Sjovt at de var så forskellige og alligevel så ens på så mange områder. Deres forskelligheder komplimenterende dog hinanden og udgjorde én stor helhed. Der var ikke den ene uden den anden. Hvilket nok var noget som Salem skulle vende sig til i starten. Vetis var tæt på at små-le ved tanken om det. Salem havde landet sig selv i kløerne på ikke én men to Snowfalls. Heldigt for ham havde Vetis dog lært sine børn at dele, hvilket faktisk var noget som de var rigtig gode til. Hvis ikke havde Salem nok været i større problemer end han havde kunnet forestille sig.

"Det var der skam," sagde han og smilede til Sean. Han rykkede sig en smule så der var plads til at Sean kunne gå forbi ham og træde ind. Han havde nok regnet med at han nok ikke havde så meget tid taget i betragtning af sin stilling... hvilket selvfølgelig var en smule skuffende, men sådan var det. Han ville ellers gerne kende mere til ham. Det var trods alt ikke hver dag at man arbejde side om siden med en by-hersker. Især ikke én så interessant som Sean. Vetis havde allerede funder ud af nogen småting og ellers hørt en masse om han. Det var alt sammen ret så fascinerede. Det var dog intet sammenlignet med at stå ved manden selv. Der var gennem der at han bedre kunne studere ham. PÅ mere end én måde... men så tæt fik han nok ikke lov til at komme på Sean... endnu, måske.

"Sikke noget... hårdt på toppen?" sagde han lidt drilsk. Det var det sikkert. Dem som troede at det var let og ligetil at regere burde få deres hoved tjekket. Det var alt andet end og Vetis var bare glad for at han ikke var i hans situation. Det var også meget forståeligt at han nok ikke havde meget tid... faktisk, vis Vetis ikke tog helt fejl. Han gav ham lige en one-over og smilede anerkendenede. Det var skam en mulighed at Sean faktisk ikke burde være her lige nu. Det var muligt at sådan som han havde været påklædt og tidsbegrænset at han faktisk havde sneget sig ud. Tanken var en smule komisk men Vetis undlod selvfølgelig at grine. Han vidste trods alt ikke hvordan Sean ville reagere overfor sådan noget. Faktum var dog stadig at han som leder havde måttet snige sig ud som en rebelsk teenager for at mødes op med Vetis i hans skumle hus... vis det dog var tilfældet.
Lige meget. Det vigtigste var at han var her og havde fundet tid til ham i hans stramme skema.
"Jeg har skam tid... og vis ikke så havde fået lavet tid til dig," sagde han og blinkede. Han havde skam ikke travlt for tiden og selv vis han havde så havde han ryddet sin kalender om nødvendigt. Han havde dog trods alt prioriteringen og mødet med en hersker var nok vigtigst.

"Men, lad os da se på det. Tror ikke at jeg rigtigt har budt Dem velkommen..." sagde han høfligt og gestikulerede til at Sean skulle følge efter ham.
"Lad mig vise Dem mit hjem," sagde han og gik hen mod lågen i gulvet. Sean kendte trods alt vejen siden at han havde været her men han havde ikke set hvorved de andre døre førte hen.

En hånd gled igennem det pjuskede hår, da han trådte indenfor i det triste hjem. Der var mørkt og koldt, så alt tydede på at manden sikkert boede i kælderen, hvor han alligevel udførte sit arbejde. Det var en ting han godt kunne lide, da han først havde haft tid til at overveje denne mands arbejde ordentligt. Manden havde fremstået professionel, havde ordnet jobbet selv om Sean havde overvåget ham imens og desuden holdt det hele hemmeligt på en vellykket måde.
Om han havde haft nogle bagtanker om at følge manden ned i en dyb kælder? Ikke rigtig. Som en archdemon var der ikke rigtig nogen der udgjorde en rigtig trussel for ham. Han var kun blevet direkte udfordret før, den ene gang af en nightcan og den anden af en archangel her i Doomsville. Nightcan'en havde givet ham ar, havde revet ham tværs over ansigtet, men heldigvis fandtes der råd mod den slags. At få sit gode udseende ødelagt som incubus var en forbandelse. Ellers havde han altid vundet sine kampe. Om de så var af ord eller kamp.

Han drejede sig let om mod manden og sendte ham et svagt smil, selv om det ville være noget nær usynligt i denne mørke.
"Jeg går ud fra det var for meget at forvente, at du ikke ville bemærke den lille ting. Det komplicerer tingene. Jeg er nød til at kræve din tavshed eller true dig på livet, meget til min beklagelse. Men det forstår du vel" bemærkede han roligt. At det havde været hans klan der havde indtaget byen var en ting. De fleste troede det var andre af byens borgere der havde støttet Sean og ikke at de var nogen skummel klan. Fåtal kendte sandheden eller kunne gætte sig til den. Denne mand kunne måske gætte sig til det, velvidende hvem Sean faktisk var. Det kunne ødelægge en mands rygte. Han ville hellere styre byen på en pæn måde, end være tvunget til at tage hårde midler i brug. Det var ganske enkelt nemmere på den måde og kunne bedre betale sig. Folket arbejdede bedst, hvis det havde en tilfreds tilstand.
"Jeg tror også det er på tide du fortæller mig dit navn?" bad han kort efter.

Han fulgte efter manden. Ned i kælderen igen? Han havde husket det som om at manden havde ønsket at få gjort noget ved sit hus, men måske havde han blot misforstået det. Det var også ligegyldigt. Om det var det ene eller det andet betød intet for Sean, så længe gælden blev betalt. Der var intet værre end stå i gæld...Men altid dejligt at kunne indkræve. Så jo før dette var ude af verden, jo bedre. Som turen gik ned af trappen og ned i dybet, måtte Sean holde på sit sværd, så det ikke slog mod trappetrinene.

Igen virkede Sean ikke synderlig tilfreds med hans skalkeskjul af et hjem... hvilket var forståeligt. Det var frastødende og noget af et hul, men det var derfor at det var perfekt. Der var ikke mange som villigt valgte at stikke næsen indenfor hans hus i frygt for hvad der kunne ske. Hvilket kunne være hvad som helst i et kvarter som Rotten District.

Vetis stoppede kort op efter Sean pænt havde truet ham. Det sendte en elektrisk sensation ned gennem nakken og resten af hans rygrad. Han kunne ikke lade være. Inden han vidst af det havde han smilet og bidt sig selv i læben. Han kunne simpelthen ikke gøre for det. Det var blevet en del af hans ødelagte natur. Tanken om at Sean med lethed kunne flå ham i småstykker og den viden om at han havde noget på ham. Man kunne så have argumenteret om det havde været en god idé at afsløre sin egen viden... men, på den anden side... hvor var det sjove i det? Vis man ikke risikere liv og lemmer en gang imellem, levede man så overhovedet livet? Ja, ville mange sige, men det var et rungende nej for Vetis.
Han måtte ligge en dæmper på sine tanker da den havde det med at vandre i sådanne situationer. Han havde vel ikke fået nok her på det sidste... det måtte han fikse senere. Lige nu, hotshot og betaling. Han nikkede bare forstående til Sean og løftede hænderne afværgende.
"Det skal De ikke bekymre Dem om Mr. McGivens. Så løs en tunge har jeg heller ikke... især ikke når mit eget liv lige så let kunne stå på spil," sagde han og smilede til ham. Han skulle stå til at vinde gevaldigt på sådan noget før han sådan handlede med højtstående personers informationer. Sean's informationer var på nuværende tidspunkt ekskluderet nogen form for forhandling med nogen andre. Mest af alt at Vetis gerne ville se sin egen muligheder an. Sean kunne trods alt vise sig at være en god forhandlingspartner, klient eller endda allieret. Okay, allieret var måske at trække den, men de kunne i alt fald være i et venligt forhold hvor ingen af dem risikerede noget.

Han løftede det ene bryn overrasket da han spurgte efter Vetis' eget navn. Selvfølgelig... det gav kun god mening at han også ville vide hvem han var. Vetis var ikke meget for det, men i sådan en situation som denne ville det nok være ufattelig dumt at lyve. I så fald, vis han så valgte at lyve tog det nok ikke en mand som Sean langt tid at finde sandheden... og før han gjorde det var det en idé at være langt borte. Siden han dog lige havde bosat sig og faktisk syntes om byen... var han nødsagdet til at give ham sit navn.
"Vetis," sagde han kort og kom i tanke om at han nok også ville have hans efternavn. Den måtte han lige tænke over. Det var trods alt hans mors efternavn. Han ønskede ikke at noget som helst af det han gjorde kunne linkes tilbage til hende. Han burde egentlig stadigvæk ikke bære rundt på det navn... men, det var han for selvisk til ikke at gøre. Så længe at Sean ikke spurgte var der vel ingen skade i det.

Vetis fortsatte ned af trappen med Sean bag ham. Da de nåede ned af den fortsatte han i den retning mod hvor hans rigtige hjem var igennem de forskellige døre. De var der om ikke så længe igen og Vetis åbnede døren derind til. Han trådte ind, vendte sig om mod Sean og slog smilende ud med sine arme.
"Velkommen til min noget så... ydmyge? Tja, det kan man vel godt kalde det... men, ydmyge bolig". Hans bøger var lige så hulter-til-bulter som før og væggene var bare for tapet og maling og var ikke dekoreret. Møblerne var gamle og slidte. Det lignede mest af alt noget som folk havde smidt ud og som han havde fundet ude på gaderne... hvilket også var tilfældet for noget af det. Der lugtede dog ikke forfærdeligt siden at han brændte røgelse, men derfor lugtede der dog stadigvæk indelukket. Der var ingen personlige affektionsværdier for undtagelse af en enkelt lille knogle med en blodrød gammel sløjfe og en gammel dukke. Begge var de godt bevaret og stadigvæk fine. Knoglen var godt hvid og dukken ren. De to ting lå på et lille fint bord som kun havde en skuffe. Skuffen havde en lås og var på nuværende tidspunkt låst. Nøglen var ikke til at se nogen steder i lokalet.

Der var flere muligheder for Sean, hvis han besluttede sig for at Vetis var en trussel. Rent personligt kunne han formentlig flå manden i stykker og splitte hans hjem ad. Han kunne undersøge om manden havde familie og sætte efter det, hvis der var. Selv hvis Vetis flygtede, kunne Sean eftersøge ham, måde officielt og uofficielt. Som hersker havde han mange folk til sin rådighed og mange penge at gøre godt med, selv om de nok kunne bruges bedre til andre ting. Som den voksende bekymring om byen havde korn nok i sine lagre. Doomsvilles landbrug havde fået et hårdt slag efter jordskælvet og de mørke væsner, så Sean måtte sikkert bede andre byer om hvad end de kunne undvære. Før eller siden.
Men han orkede det ikke. Han savnede sit kriminelle liv, af hvilket han kun havde minimal tid til nu. Heldigvis kunne hans klan styres af andre i hverdagen, mens Sean mere tog sig af de overordnede linjer og rapporter nu. Men hvis han selv skulle vælge...
Så lige nu ville han bare nyde det. At han var stukket af fra sine egne pligter og endda sin nattesøvn, for at følge op på et gammelt stykke arbejde. Og Vetis var nu ikke det værste selskab, som han fandt manden ret...Fascinerende?

Vetis var nok. Sean skulle bare vide hvad han skulle kalde manden. Det gjorde det hele nemmere at sortere senere, når Sean uden tvivl ville sidde og overanalysere situationen. At kalde en mand for "Vetis" var nemmere end "manden". Der var mange mænd. Navne gjorde hele forskellen. Til tider huskede Sean navnene bedre end udseende eller handlinger.
Sean trådte ind i Vetis' hemmelige indre. Rummet var ikke ligefrem...Prangende. Seans blik gled over møblerne og bøgerne, mens han langsomt gik en lille runde i lokalet. Dannede sig et overblik over det og ikke mindst, hvad det kunne fortælle ham om manden der boede her. Tydeligvis delte de en interesse for bøger, selv om Seans var ordnet i et fikst bibliotek derhjemme. Der var støvet og Sean brød sig ikke om den indelukkede lugt. Rent ingeniørmæssigt kunne man nok finde nogle løsninger for en bedre udluftning...Det kunne gøre hele forskellen. Efter at have haft en klan boende i en kloak i flere år, havde Sean en god ide om hvor vigtig en god udluftning og ren luft var.
Til sidst vendte han sig om mod Vetis.
"Så hvad er planen? Hvad er ønskerne? Min klient var meget tilfreds med levering, så du har et fint budget at starte ud med" sagde han så endelig. At bygge om gjorde at budgettet var mere flydende, så det havde været smart af Vetis at bede om det i stedet. Det ville nok også kræve Sean opsøgte stedet igen senere, for at tjekke at arbejdet var blevet udført til tilfredshed. Sean var ikke typen der bare lod arbejde gå uden at tjekke op på det. Det var han alt for kvalitetsbevidst til. Og for at være ærlig...Der virkede til at være nok at gå i gang med.

Vetis antog at hans svar havde været fint nok angående hans navn siden at han ikke spurgte yderligere. Der var vel heller ikke så mange folk igen som gik under det navn. Gik han i alt fald ud fra. Selv havde han ikke stødt på nogen som gik under samme navn... ikke uden at være en dæmon af en eller anden art. Eller... han havde hørt at det var et dæmonisk navn. Selv var han ikke gået så meget op i det igen. Det var det navn som hans mor nu engang havde givet ham.

Nu hvor han stod i sit eget hjem med en anden gik det op for ham at han bare måske... skulle gøre en lille smule ud af at rydde noget mere op. Det var ikke fordi at han normalt ikke var et rydeligt menneske. Nej, han yndede da at holde stand i sine ting... især hvis det havde med hans arbejde at gøre. Det var nok mere i hans professionelle gøren at alt var klinisk, præcist og rydeligt. Alt i alt ønskede han bare at han havde gjort lidt mere ud af det. Især når det var at han havde så fint besøg. Det var trods ikke hver dag at man havde en hersker på besøg. Pludselig imens at Vetis selv kiggede rundt fik han øje på noget som nok ikke burde være i fuld skue når der var fremmede. Især fremmede som potentielt kunne ende ham. Knoglen og dukken... han valgte dog ikke at gøre noget stort ud af det da det bare ville bringe fokus på tingene. Han valgte i stedet at ikke vise nogen form for reaktion og fortsat kigge rundt som om intet var hændt. Han havde trods alt så mange andre underlige knick-knacks.  

De fleste af Vetis' bøger var af medicinsk natur. Der var i alt fald en masse om anatomi og viden om den menneskelige krop... og andre væseners kroppe. Han havde også mange om alkymi og herbalisme. Fauna og flora, myter, historie, astronomi, videnskab og mange mange flere. Det var i alt fald til at sige at han havde nogen bøger for enhver smag. Han gik over til nogen af dem som lå på gulvet og prøvede at finde en bedre plads til dem. Det i sig selv var noget af en opgave så han valgte bare at stable dem på en stol. Én af hans spise stole som han ikke sådan rigtig brugte. De var bare for det meste til pynt. Han spiste som sådan ikke fysisk føde. Det var da sjovt engang imellem, men det gav ham ikke noget. Nej, hans mad måtte han finde på andre måder.

"Så ivrig... Kan ikke sige at jeg ikke værdsætter det i en mand," sagde han og blinkede frækt til Sean. Derefter så han noget betænksom ud. Tja, udluftning var nummer 1. Derefter noget bedre opbevaring til hans bøger... måske et study. Ja, helt klart et study med kontor og reoler og muligvis også et mindre bibliotek. Nårh ja, for ikke at forglemme et bedre rørsystem til hans hjem. Det var de vigtigste ting. De mindre vigtige var hans stue skulle gøre mere... tja, hjemlig med lidt dekorationer og bedre møbler. Udover det ville det ikke gøre noget at hans soveværelse kom til at ligne noget som nogen ren faktisk sov i. En seng ville være en god start.
Han kiggede derefter på Sean og smilede. Det var trods alt godt at hans klient havde været tilfreds og han nu havde et okay budget. Han håbede bare at det rækkede. Og vis ikke, tja, så havde han også selv en del penge i gemmerne. Han var trods alt ikke ludfattig bare fordi at han boede i et hul.
"Tja, lad os begynde med det vigtigste," sagde han og gik tættere på. "Jeg har brug for bedre udluftning som De nok har bemærket. Grunden til at jeg ikke har fået fikset det er mest af alt på grund af disse," sagde han og løftede en bog op. "Disse skattebasser her skal hverken havde det for fugtigt eller for vammelt. De skal selvfølgelig have deres eget rum med en ordentlig temperatur og udluftning. Et rum hvorved der er plads til dem og hvorved der er plads til at jeg kan sidde ved et skrivebord og studere og læse uforstyrret. Såsom et study eller et mindre bibliotek ville også være godt," derefter lagde han bogen ned igen forsigtigt.
"Så har jeg selvfølgelig noget bedre rørsystem som der er brug for... det var så de store og nok vigtigste ting. Hvis jeg så ikke har opbrugt budgettet på det så er der et par andre småting som jeg skal have fikset"
"Stuen her skal renoveres og pyntes så den er hyggelig, eller noget i den stil," Derefter viftede han med hånden som i et Sean skulle følge med, og gik gennem stuen til han kom til en anden dør. Denne førte ud i en anden gang som han fortsatte ned af til han kom til sit soveværelse.
"Og her, skal det ligne at man rent faktisk kunne være bekendt at sove... eller andre former for sengeaktiviteter," sluttede han med at sig og smilede til Sean.

Seans ene øjenbryn gled sigende op i panden af Vetis vittige kommentar. Så kneb han øjnene en anelse sammen, som om han vurderede Vetis et øjeblik, før et svagt, skævet smil gled over ham. 
"Prøver du at gøre det mere venskabeligt mellem os, Vetis?" 
For nu havde han kun anset Vetis som en, der kunne udføre et stykke arbejde, som Sean havde brug for. Intet personligt overhoved. De var ikke venner, de var ikke knalde-buddies, de var bare to personer der var endt med at arbejde sammen. For Sean gjorde det en stor forskel. Arbejdspartnere blev holdt på professionel afstand. Der blev ikke delt så mange ord eller andre høfligheder, som folk Sean opsøgte af personlige grunde. Selvfølgelig kunne Vetis jo bare være en åben mand med hang til humor, uden det behøvede at ændre noget. 

Sean nikkede svagt som Vetis endelig kom til selve arbejdet. Udluftningen havde Sean allerede tænkt sig til. Igen gled hans blik rundt i lokalet, som han overvejede situationen. Der blev nød til at komme nogle folk herned, der havde bedre står på det og så måtte Sean godkende byggeplanerne. Han var så fordybet i tanker, at han end ikke tænkte over at Vetis trådte tættere på. 
"Så dette ene rum skal både udgøre et arbejdsrum og et bibliotek eller forventer du jeg også hugger flere huller ind i jorden for dig?" bemærkede han så og vendte sig om mod Vetis igen. Sean havde skam bemærket knoglen og dukken på Vetis bord, de stod jo nærmest frem i dette rum, men det var ikke relevant lige nu. 
"Jeg kender selv til vigtigheden af opbevaringen af bøger. De er i sikre hænder" tilføjede han så med endnu et af sine svage, skæve smil. 

Soveværelset var heller ikke videre indbydende. Sean vidste det, for han elskede en blød seng med behagelige omgivelser. Som han derhjemme kunne ligge i sin seng og se ud af sine altandøre eller mærke varmen fra sin pejs. Eller det bløde sengetøj af silke, han havde brugt så mange penge på at sikre sig. Det var hans inderste, mest private rum og kun et fåtal nåede derind. Kun de nærmeste. 
Som havde han ingen sans for grænser trådte han ind i soveværelset og gav det samme skanning som rummene før. 
"Spise? I så fald kunne du drage nytte af en hurtigere måde at komme af med ligene...Men så igen, du skærer dem vel bare op og sælger dem" Han kunne ikke lade være med at drille Vetis en anelse. Han trak vejret dybt og trak en anelse på sine skuldre. 
"Okay. Jeg bliver nød til at indhente meninger og tegninger fra folk, der har erfaring med denne form for arbejde. Når de kommer med en pris, kan vi snakke om hvor meget der bliver råd til" bemærkede han så. 
"Men en ny seng et most" bemærkede han så tilføjende. Det var ikke sikkert Vetis selv fik lov at vælge, hvad han ville prioritere, nu hvor Sean var blevet blandet ind i det.

Venskabeligt...? Tja, det var ikke helt det han var ude på, men det kunne vel aldrig skade at være venlig i sådan en situation. Kunne dog godt være at Sean syntes at Vetis opførte sig lidt for familiær med ham. Det gjorde han nok også, men det var nu sådan engang sådan som han var. Dog havde han da styr på høfligheden. Ellers havde han jo tiltalt ham med du eller dig. Det havde han så ikke gjort siden at han var godt bevidst med hvem Sean var, og han ingen idé havde om hvad Sean måtte tænke. Hvad foretrak han? Nej, så hellere være på den sikre side. Alt i alt var det hans form for humor og han ikke rigtig noget med det. Lidt harmløs flirting var der vel intet galt i. Han var trods alt en incubus. Det ville først være underligt vis han ikke prøvede at flirte med folk som han enten syntes så godt ud eller som han var interesseret i. Heldigt for ham var hans kommentar også tvetydig hvilket var en del af hans humor. Han havde det nemlig med ret ofte at benytte sig af sådanne kommentarer. Mest af alt fordi at de var nemmest at forsvare. Ikke at han troede at han havde brug for det. Sean virkede nemlig ikke til at have den største reaktion... hvilket vel altid var noget.

"Kun hvis det virker," sagde han drillende.

"Nej, det skal det ikke. Dette er stuen og skal forblive stuen," sagde han. Han havde allerede tiltænkt sig et mulig rum. Lokalet stod bare på nuværende tidspunkt tomt. Mest af alt fordi der var fugtigt derinde. Han havde faktisk en del tomme rum og lokaler hernede. Han havde trods alt fået bygget gange og lokaler ud inden han havde flyttet ned. Han havde haft så mange planer, men at få sådanne nogen opfyldt tog tid og ressourcer. Noget som han lige havde måttet anskaffe.
"Har dog allerede et andet lokale i tankerne, men tak for tilbudet," sagde han og smilede til ham. Han havde nemlig selv en ret god idé om hvordan hans hjem skulle se ud. Han havde så mange planer med gangene og rummene. Lige nu måtte han dog bare stille sig tilfreds med at starte ud småt. Vetis kunne ikke lade være med at smile da han nævnte det med bøgerne. Sjovt nok overraskede det ham ikke. Han vidste ikke hvorfor, men han havde vel bare en fornemmelse at Sean selv værdsatte sine bøger. Han måtte vel også have en del taget i betragtning af hans stilling og hvor han boede. Der havde han nok flere biblioteker fyldt med bøger. De kunne være lækre at få fat i. Man kunne finde enormt meget ud af en person bare ved at kigge på de typer bøger som de læste. Vetis var ingen undtagelse i sådan en situation. Hvis man kiggede nøje efter var der en del man kunne finde ud af omkring ham. Ikke at nogen fik lov til sådan at tage sig tid til det. Dette var trods alt hans private hjem og bøger var der mange af. Der var ikke mange som havde tålmodighed nok til at gå igennem dem alle sammen.

Spise? Havde han nævnt noget med det? Det var han ret så sikker på at han ikke havde så Sean måtte vel have hørt forkert, men helt forkert var det vel ikke taget i betragtning af hvad han var. De havde vel for vane at spise i sengen. Vetis havde dog ikke fortæret nogen sjæl i hans soveværelse her. Nej, han foretrak at spise ude. Også mest af alt fordi... ja, hans soveværelse var ikke det mest prangende og de fleste ville nok flygte inden at de var nået så langt som hans soveværelse. Det kunne bare også være tilfældet at Sean vidste hvad han var... nu hvor Vetis tænkte over det og var tæt på Sean... så var han helt sikker på at han vidste det. Lige så vel som Vetis nu vidste at Sean var en incubus. Ser man det... to dæmoner af samme slags. Endda én af dem en hersker.
Vetis grinte med Sean og smilede. Det havde han nok ret i. Dog ville han aldrig patere nogen på sit eget værelse... hvis han altså skulle sælge dem videre. Det krævede et lidt mere steril miljø, såsom hans torturkammer/laboratorium.
"Spise, ja," sagde han og blinkede til ham. "og ja, jeg sælger for det meste resterne af dem. Det er mere miljøvenligt." Som om han bekymrede sig om det. Det var bare den bedste måde at komme af med dem på og gøre det svært at finde dem og skyde skylden på Vetis.

Vetis nikkede bare idet Sean sagde at han var nød til at indhente meninger og tegninger. Det gav god mening og det virkede til at han gerne ville i gang så hurtigst som muligt. Det skulle Vetis skam ikke stå i vejen for. Vetis var nu ret sikker på at han sagtens kunne betale for den pris der nu blev fundet. Det havde han skam gjort klar til... hvad han dog ikke lige havde gjort klart til var hvad han skulle gøre af sig selv. Det var ligsom hele hans personlige bolig som skulle renoveres. Det betød at han ikke ville have et hjem idet byggeriet ville gå i gang. Det var måske ikke så smart igen. Han kunne altid bo på en kro... men, nej. Det gad han absolut ikke. Ikke tale om at han skulle tilbringe for mange dage i det sted. Så hellere et hul i jorden...

"Helt klart..." svarede han bare til Sean omkring sengen også selvom han selv var lidt fraværende. Måske hos børnene...? Ej, den gik heller ikke. Godt nok var han en incubus og havde set lidt af hvert, men han ønskede så heller ikke at være vidne til hans egne børns sengeaktiviteter... og aktive det var de. Så meget vidste han da.

Samtalen fandt en naturlig stop. Sean lod blikket glide over rummet til stadighed, men stilheden gik ham på. Vetis var den der holdt samtalen i gang mellem dem...Så en naturlig forklaring var enten at Sean havde formået at fornærme ham eller at Vetis var faldet hen i tanker. Med et blik på manden var det tydeligt, at det måtte være det sidste. Han kunne godt forstå ham, det krævede omtanke at få renoveret hele sit hjem...
En finger gled over skaftet på hans sværd, mens han så afventede på Vetis, men det så ikke ud til at gå over med det samme. Burde han gå? 
Faktisk var han ikke ivrig efter at komme ud. Eller hjem. Der skulle han blot sove et par timer og tilbage til alt sit arbejde. Han elskede at arbejde, men det var sjovere at arbejde med klanen end en hel by. Det var kedeligt. Det var gentagende. Så når Vetis nu gav ham frit lejde til hele hjemmet, kunne han lige så godt udnytte det og drille Vetis lidt. Tjekke mandens grænser. Incubus'er havde som regel mere flydende grænser end de fleste, men alle havde noget de ønskede at holde for dem selv. En seng var dog næppe en af de ting. 
Sean trådte over til sengen og efter at have sendt den et kritisk blik, løsnede han sit sværd og lagde det fra sig, kun for at sætte sig på kanten af sengen og afprøve dens fjedre. Hmmm.
Med foden ud over kanten, så skoene ikke ramte sengetøjet, lænede han sig tilbage i sengen. Med armene bag hovedet kunne han se direkte op i loftet. Så dette var hvad Vetis sov og vågnede til. En grav under jorden. Seans øjenbryn gled en anelse tættere på hinanden, som det truede med at give ham en let fornemmelse af klaustrofobi. Seriøst, han tænkte for meget over tingene. 
"Vi kan renovere soveværelset først eller sidst, så du har din seng for dig selv. Men der vil nok blive en tid hvor du vil føle det mindre...Behageligt...At være her imens. Jeg har tonsvis af værelser alle mulige steder, men de fleste i offentlig henseende. Jeg kan umuligt låne dem ud til dig uden folk stiller spørgsmål. Jeg er også for privat til direkte at invitere dig hjem til mig selv..." Der var ellers også tomme værelser. Men han kendte slet ikke Vetis nok til at det kunne komme på tale. 
"...Da det er mig der nærmest tvinger dig ud, vil jeg ellers gerne være behjælpelig. Medmindre du selv har styr på det?" Han drejede hovedet og så over mod Vetis igen. Langt bedre udsigt end loftet. Han skulle have kigget den vej fra starten. 
"Min klan har faktisk masser af senge. Da du allerede lever under jorden vil det næppe gøre den store forskel for dig" foreslog han så. Det var faktisk en meget mere logisk løsning, hvis Vetis ikke selv havde en løsning.

Vetis stod stadig lidt i sine egne tanker da Sean begyndte at bevæge sig rundt i lokalet. Vetis havde ikke selv taget notits af at der var blevet så stille siden at han ikke selv snakkede. Det var der vel ikke helt noget galt i. De havde trods alt noget af et projekt som de skulle have gang i. Det var trods alt ikke hver dag at man skulle have renoveret sit hjem. Det ville trods alt også være mærkeligt vis det var normen... det også meget andet. Han kom dog hurtigt til besindelse da Sean begyndte at tjekke hans seng ud. Han kiggede noget forundret over på ham. Hvad havde han gang i?

Det... så ikke så dårlig ud igen. Sean i hans seng altså. Vetis skulle passe meget på med ikke at lade hans ansigtsudtryk afsløre ham... mest af alt fordi hans forræderske smil lå ham meget i mundvigen. Den var ekstrem tæt på at rejse sig i et af hans velkendte smil. Han formåde dog at holde lysten nede og viste ingenting foruden forundring af at have en hersker liggende i hans seng. Sean virkede også til at se meget komfortabel og tilpas ud sådan som han lå der med armene bag hovedet. Vetis kunne i alt fald komme på en eller flere aktiviteter som virkelig ville sætte hans fjedre på en prøve. Den tanke måtte han vel bare gemme til senere... ærgerligt, men sådan var det vel. Dette var en forhandling... eller betaling for udført arbejde.

Vetis lyttede til det til Sean sagde og følte sig endda en smule taknemmelig. Det var trods alt det problem som han stod med og som han faktisk for en kort stund havde være distraheret af. Det var meget indsigtsfuldt af Sean... så han var altså mere end bare en kønt ansigt. Okay, det vidste han skam godt. Det var trods alt ikke bare alle og enhver som blev hersker. Han var dog lidt skuffe over muligheden for at udforske Sean's hjem så ikke alligevel var muligt... øv. Det kunne ellers have været sjovt, men nok en god idé for Sean's side af. Han vidste trods alt ikke hvad det var som han muligt kunne have sluppet løs hjemme hos sig selv. En incubus, ja, men det betød alligevel problemer. Også selvom Vetis nok ville gøre sit ypperligsete for at opføre sig pænt... men, det var ikke til at vide i hvor lang tid at det ville holde. Sikkert selv med en trussel på hans liv... han havde det med at lade sine instinkter og nysgerrighed overtage. Ligsom hans instinkter var meget... tilstedeværende i hans krop lige nu. Det var svært at fokusere sådan som han lå i hans seng... så tæt på og pirrende. Med hans rungede og forførende stemme, hans krop... bare hans krop i det hele taget.

Fokus!

"Tak som byder. De er alt for venlig... Værelset her for mig er lidt ligegyldigt siden at det for det meste er til pynt. Jeg er trods alt en travl mand, som de nok selv kender til," sagde han og smilede til Sean. Han valgte at blive hvor han stod, men holdt sin krop og udtryk neutralt og afslappet. Det var Vetis som var i kontrol over sin krop og ikke omvendt. Skrot hans natur og lyster lige nu. "De er meget betænksom. Selv har jeg ikke nogen konkrete ideér om hvorved jeg skal sove under renovereingen... måske at indlogere mig på en kro. Ikke at det er noget fortrinligt sted at være," svarede han. Han tænkte lidt over det inden han svarede ham yderligere. At indlogere sig hos Sean's klan ville måske ikke være nogen dårlig idé. Han ville måske kunne få etableret sig et bedre forhold med én af de magtfulde klaner i byen. Måske endda få erhvervet sig nogen magtfulde kunder. Ja, det var skam ikke nogen dum løsning. Så slap han også for at bo på en kro eller at bo hos sine børn... eller hos hans mor og Adramelech. Han havde det stadigvæk svært ved at være sammen hos sin mor og hendes nye klan. Han passede ikke ind. Uanset hvad hans mor sagde. Hun elskede ham og han elskede også hende forfærdeligt meget... han var bare... han passede ikke ind. Det var derfor at han var rejst fra hende til at starte med. Han var alt for ødelagt. Han kunne ikke...
"Jeg tror det at bo hos Deres klan ville være en fortrinlig løsning... Jeg tager gerne imod Deres tilbud. Jeg ville være et fjols at gøre andet," sagde han smilende til Sean.

Sean grinte lavmælt fra sengen ved Vetis' ord. Han så tilbage op i loftet et øjeblik, før han med en lille kraftanstrengelse fik sat sig op igen. Hans krop var træt, mærkede han nu, så at lægge sig ned havde nok ikke været en god ide. Til tider opdagede han slet ikke han var træt, før han lagde sig ned i en behagelig position. En hånd gled igennem det mørke hår, som han satte sig på sengekanten og tog sig sammen til at rejse sig op igen.
Bo I klanen. Han lod aldrig folk, der ikke var medlemmer, ned i klanens hemmelige hjem. Der var regler. Det var der folk kom for at slappe af, for at gemme sig, for at opretholde en familiær fornemmelse med de andre medlemmer. Man var i klanen for livet, så arnen for klanen var sådan et vigtigt sted. Men ingen sagde Sean skulle placere Vetis i midten af det hele. Klanen havde også flere små rum i udkanten af dens hjem. Vetis satte nok også pris på at have det lidt for sig selv, for klanen var ved at indhente en del af sit medlemstal igen, så der var altid folk. Altid larm. Altid aktiviteter.
Han rejste sig op og trådte rundt om sengen, så han stod mere over for Vetis igen.
"Okay" svarede han så.
"Når du får tid kan jeg vise dig rundt dernede og vise dig et værelse. Jeg vil også sende nogle folk til at tjekke hulen her ud, i forhold til at bygge om, snarest" Sean sad aldrig stille og forventede det samme af andre. Han ville nok allerede lede efter folk næste dag.
"Men der er et par regler. Selvfølgelig...Hemmeligholdelsen. Som om du ikke allerede har nok af mine hemmeligheder at holde, kan du nu få en mere" Et svagt smil gled over Sean, selv om han inderst inde måtte bekæmpe trængen til at sige nej og afvise Vetis måtte bo der alligevel. Han brød sig ikke om at andre havde så mange muligheder for at...Komme efter Sean og ødelægge ting for ham. Han måtte holde et godt øje med Vetis og det kunne han måske netop gøre i klanen.
"Du må ikke tage folk med derned, som ikke har noget med klanen at gøre. Ellers bibeholder vi os lov til at slå dem ihjel øjeblikkeligt. Men du har lov til at gå rundt dernede og lære medlemmerne at kende. Låste døre er låste af en grund. Og ellers...Så håber jeg du er hurtigt til at lære at finde rundt" Seans smil kunne virke en anelse sadistisk.
"...Vi har så mange vi aldrig ser igen i de labyrintiske kloakker" afsluttede han det, en anelse fornøjeligt. Til tider stødte man på et lig hist eller her, selv om de ikke altid var nogen fra klanen. Selvfølgelig var der også stanken, men så snart man nåede hjertet af klanen, var der intet vand og lugten var mindre. Det var prisen for et underjordisk paradis.
Måske skulle han også snart vise Lori rundt dernede? Lori havde bedt om at blive medlem, men Sean havde bedt ham om at overveje det en ekstra gang. For det var ikke for sjov, at det var for livstid. klanen tolererede ikke forræddere. Sean gjorde meget for at klanens medlemmer følte sig tæt på hinanden og fandt en familie hos hinanden.

Et eller andet sukkede en smule da Sean forlod hans seng. For Vetis' skyld måtte han da godt have blevet liggende, men så lækker var hans seng så heller ikke. Det var trods alt bare en madras og noget kedeligt lagen. Ikke noget for en hersker vel. Det kunne der vel laves om p åda det var en hersker selv som skulle hjælpe med at renovere. Hvem ved? Det kunne endda være at hans hjem ville blive en smule stilfuldt. Det var da altid noget. Ikke at han ikke selv havde smag... tværtimod. Den var måske bare en smule, speciel af mangel på bedre ord. Det ville i alt fald ikke gå... men, så meget betød det heller ikke for ham. Så længe at hans hjem var praktisk. Det var jo altid til at vide om han var nødsaget til at flytte på et tidspunkt. Sådan som han søgte spænding og muligheder... men, sådan som det så ud i Doomsville lige nu var det vel det hele værd at blive. Også taget i betragtning med hvor godt det gik ham. Han havde masser af kunder og klienter. Det var nogen gode og spændende opgaver og stedet her var perfekt for et monster som Vetis. Han trivedes her. Det var trods alt så mange udskud som man kunne blande sig imellem og udnytte. Der var alligevel ikke så mange som ville savne dem og det var heller ikke fordi at deres død var et tab for samfundet. Tværtimod, med Vetis' hjælp gjorde de mere end bare nytte. De gav lige frem tilbage til det samfund som havde udstødt dem og som intet ønskede af dem. Det var poesi i sig selv. Lidt dyster, men det kom vel an på hvem som der betragtede det.

Vetis blev en smule overrasket over hvor nemt det egentligt var, men Sean havde da selv foreslået det. Det var bare det at han kom så tæt på klanen. Det var der nok en masse som ville have noget imod. Af mange åbenlyse årsager som skam gav helt mening. Det kunne være farligt at have en person som Vetis tæt på en masse personer med en masse information. Information som nok aldrig var dem som skulle forlade sådan en sted. Så det gav mere end rigeligt mening da Sean så kom med reglerne. Selvfølgelig var der regler. Vetis havde nærmest ikke forventet andet. Angående det med at sende folk ned... var ikke det fedeste, men det skulle jo gøres. Det var nok ikke det bedste at så mange kendte beligenheden af hans hjem, men det var den chance han måtte tage. Sean tog trods alt også en chance ved at lade Vetis komme tæt på hans klan... og det at han lod ham kender til nogen hemmeligheder af Sean's. Det var nok ikke noget som huede Sean synderlig meget.

Vetis smilede bare af Sean kommentar og gik tættere på ham. Dog holdt han en respektfuld distance, men stadigvæk tæt.
"Er skam godt i stand til at holde munden lukket... blandt andre ting," sagde han flirtende og blinkede. At lade være med at flirte med fare eller potentielle folk som kunne dræbe ham, kunne ikke komme på tale. Det var simpelthen så pirrende og han frygtede ikke helt at få flået hovedet af i denne situation. Ikke sådan som Sean drillede ham. Han forestillede sig ikke at Sean havde meget tid til det sådan som en rolle som han havde påtaget sig. Det var trods alt en rolle hvorved folk forventede at man var ansvarsfuld og seriøs for det meste af tiden. Der var sikkert også en masser af ting at holde styr på og gøre. Vetis var ikke misundelig på sådan en rolle... men, det fik ham til at tænke. Hvor meget af sig selv måtte Sean opgive for at opfylde sin rolle som hersker? Det var i sig selv nok ikke den fedeste tanke... mest af alt, fordi hvem ville ikke have lyst til at være sig selv? Slå sig løs og gøre hvad der passede en? Tænke, sige, gøre og elske som man lystede? Vetis håbede ikke for Sean at han havde været nød til at give slip på for mange til. Det var der trods alt ikke mange som fortjente. Muligheden for at kunne være sig selv.

"Så sød som De har været imod mig, skal jeg nok være en god dreng. Det lover jeg," svarede han Sean stadigvæk smilende. Det løb ham lækkert ned af ryggen da Sean smilede sadistisk til ham. Han nåede skam heller ikke helt i at tage sig selv i at kort bide sig i læben. Hovsa. Sean gjorde det heller ikke nemt for ham. Ikke at han selv prøvede så forfærdeligt meget at holde igen. Ikke når Sean både havde udseendet, hjernen og den sadistiske tendens. Vetis havde dog ingen intentioner om at hive folk med derned eller noget ligende. Nej, oplevelse af at udforske skulle være hans egen. Der skulle han ikke have nogen med på slæb eller nogen som kunne potentielt forstyrre ham. De låste døre... tja, de blev nok svære at holde sig fra siden at han havde det med at være mere nysgerrig end hvad godt var... men, mon ikke han kunne holde snitterne væk? Han ville i alt fald forsøge sig frem... nok bedre end hans forsøg på ikke at flirte med Sean... meget bedre.
"Bare rolig... jeg har skam en udmærket hukommelse," og hans stedsans fejlede skam heller ikke noget. Han skulle nok lære den labyrint at kende. Han elskede trods alt en god udfordring. Var den udfordring så til og med også farlig var det jo bare en bonus.

Sean flyttede sig ikke, da Vetis trådte tættere på. Han kendte legen ud og ind. Han kendte blikkene, de små smil eller det lille nip i læben. Han kendte det hele så godt, at han selv kunne vælge og vrage mellem hvornår han ville lege med og hvornår han ønskede afstand.
Afstand var ofte svaret. For Sean var arbejdet hans liv og han elskede at arbejde. Hvad ellers var der at lave? At vente på nye slåskampe om dominans og magt, nye væsner at kæmpe for livet med...Det gav ikke en noget at leve for, hvad angik penge og diverse, men det gav en adrenalinen og spændingen ved at være i live. Hans klan var det tætteste han kom på det adrenalinkick i hans hverdag. Hvor nemt kedede man sig ikke efter så mange år? Han havde allerede set og oplevet nok for flere liv. Det virkede umuligt altid at finde på noget nyt.
Hvad angik om han havde opgivet noget, vidste han det ikke. Det havde han vel nok. I sin tid var alkohol, fester, kvinder til alle sider en del af hans livsstil. Hvor tit var han ikke taget igennem byen med den tidligere vampyrleder, Caroline? Hvor tit havde de ikke flået uskyldige op i deres rus og været ligeglad med om byen genkendte dem? De havde været monstre. Eller da de var blevet fanget under jorden under krigen med necromanceren. Eller ritualerne med Delilah. Eller forbandelsen der skulle løftes. Der var så mange forbandelser...Nille...Alitheia....
Men alle de folk var væk nu. Døde eller bare rejst. Sean ejede tydeligvis ikke evnerne til at beholde på sine bekendtskaber og havde opgivet den del af sig selv. Arbejdet var alt. Det gik aldrig sin vej og skabte nye smerter, nye tanker. At Lori overhoved havde fået lov at blive...At Razor havde...
Før eller siden ville de forråde ham også.
Men han måtte bare prøve at nyde nuet og forberede sig på smerterne der ville komme i fremtiden. Og undgå at skabe nye forbindelser, nye relationer.
Heldigvis havde han for travlt til det nu.

Alligevel mærkede han at stik af legesyge. I gamle dage ville han havde taget dette som en invitation. Han ville gå frem...
Han mærkede sin fod løfte sig, som han også trådte et skridt tættere på Vetis.
Han ville have kørt en finger ned over Vetis arm eller følge kæbepartiet...
Hånden gled op og lagde sig mod Vetis' skulder. Tommelfingeren gled prøvende hen over Vetis skrøbelige hals. Et kærtegn eller vejen til døden?
Han ville have kysset igen og givet sig nydelserne, blot fordi han kunne og var ligeglad.
Han trak hånden til sig igen, trådte væk og gik forbi Vetis.
Han kunne ikke. Så tæt på, at hans øjne kunne følge Vetis, at han mærkede kunne fornemme mandens vejrtrækning. Men han kunne ikke. Sikke en sølle incubuc han var.
Men Vetis ville ikke vide forskellen. For ham ville det blot være en leg, hvor Sean drillede ham ved at træde væk i sidste øjeblik. Var det ikke sådan instinkterne var? Alle incubus og succubus' var sådan. Sean vidste det, for han havde kendt så mange af dem.
"Jeg vil gå hjem. Jeg bliver sikkert snart savnet. Giv mig besked når du føler det er tid for en midlertidig flytning...Jeg stoler på selv du kan give neutrale beskeder" Sean modtog altid beskeder. Enten pr. brev eller af folk, der fysisk mødte op. Enten på borgen eller, til hans fortrydelse, ved hans hus.
I døråbningen vendte han sig om mod Vetis og lod blikket glide ned over ham.
Måske en anden dag. En anden nat. Det var ikke fordi han ikke ville.
"Er der ellers andet?"

Det var altid noget at Sean ikke havde flyttet sig. Det virkede derfor som om at hans nærhed var tålelig og at hans tilnærmelser ikke have skræmt ham væk. Sean var nok vant til det. Det var de fleste incubus'er og succubus'er. Det var deres levestil og en leg som de lærte fra helt små. Det var den måde som de overlevede... Og dem som synes at de derved var monstre eller værre for at leve på den måde havde ingen ret. De havde ikke noget valg... ligsom dem som kaldte dem alle de ting selv skulle overleve på deres egen måde. Noget som sikkert inkluderede at slå dyr ihjel, paterede dem for derefter at tilberede dem og æde dem. Dæmoner var ikke anerledes. Deres bytte havde det bare oftest med at være mennesker eller andre væsner. Det var bare nemmeste at fortærer menneskers sjæle. De var trods alt de nemmeste at påvirke og manipulere.

Vetis' krop stivnede en smule idet Sean gik tættere på. Godt nok havde han selv lagt op til noget ved at drillende flirte med ham... men, han vidste ikke om Sean ville bide på. Også selvom Vetis så godt ud var det jo noget andet at flirte med en anden incubus. De kendte trods alt legen. Måske lidt for godt. de havde det nogen gange med at blive lidt immune og følelseskolde overfor det. De vidste jo vor nemt det var at få fat på nogen og udnytte dem... men, var det, det Vetis ønskede? Han vidste det faktisk ikke. Han syntes vel bare at Sean var umådelig interessant også gjorde det vel heller ikke noget at han så godt ud. Det at han var en hersker og på sit vis også farlig og magtfuld var det som trak i ham mest. Han vidste hvad han kunne gøre ved Vetis og der ar ikke meget som Vetis selv ville kunne gøre for at forhindre det. Han var i Sean's hænder på den måde... under hans barmhjertelighed. Vis dæmoner da overhovedet havde det... Okay, det havde de. Så meget havde han da oplevet. Det var bare ikke en egenskab de fleste havde da det kunne være destruktivt for dem. Taget i betragtning af de ting som de var nødsaget til at gøre... og de ting som de faktisk nød at gøre. Der skulle man helst putte sig selv før andre.

Det var en smule elektrisk da Sean rørte ved ham. Især det at den berøring var så nær hans hals. Han følte et stik af nydelse over at blive rørt men også et stik at instinkt. Det som sagde at han kunne flå struben ud på ham. Der ville ikke skulle meget til... den fornemmelse havde han da også selvom han aldrig selv havde set Sean i aktion. En hersker var dog ikke til at kimse af... der var trods alt en grund til at Sean var en hersker. Det måtte der være. Vetis iagtog Sean nøje imens han enlig bare nød at have ham så tæt. Det var en spøjs situation... mest af alt fordi at det mindede Vetis om... ham. Han turde knap nok tænke på hans navn i frygt om at tilsmudse det. Manden som han til hver en tid ville ligge sit liv ned for. Manden som havde givet ham alt og intet havde spurgt om at få igen. Hvordan kunne sådan en ærefuld og barmhjertig mand være så magtfuld? Hvordan kunne sådan en mand skabe så megen respekt blandt hans folk uden brug af frygt? Måske vis Vetis var blevet havde han kunnet finde ud af det... men, han var en kujon. Ikke nok med at han ikke ønskede at hans mor skulle se hans ødelæggelse, men denne mand kunne han ikke møde øje til øje. Det havde ligsom været nok dengang han havde set Vetis på hans absolutte lavpunkt. Det var der ingen som skulle se igen...

Vetis sukkede ikke da Sean trak sin hånd igen. Hans tanker fra før havde stilnet hans lyst en smule, og hjulpet med at se Sean med andre øjne... for nu. De var trods alt begge ledere og magtfulde væsner som begge var mere end blot deres titler. Mere end blot deres racer... det gjaldt også for Vetis også selvom det for det meste passede ret godt til ham. Der var dog bare mere end hvad man så... og i det øjeblik at Sean havde rakt ud og, kærtegnet? Kald det hvad du vil, men han havde set noget. Hvad det var vidste han ikke, men han kunne ikke lade være med at smile ved tanken om at finde ud af det. Han kunne ikke lade være med at fryde sig ved tanken om at fortsat have muligheden for at se Sean... og muligvis fortsætte deres lille leg.

Vetis vendte sig om mod hvor Sean var på vej væk. Han havde næsten helt glemt at han var på lånt tid sådan som han havde troppe op om natte. Det ville ikke være så godt vis folk begyndte at lede efter ham og skabe kaos... og finde Vetis' hjem. Den form for kaos var ikke velkommen lige nu så han nikkede bare forstående. Han skulle nok også sende ham besked. Han havde sine metoder så der var intet for Sean at frygte. Han skulle nok være diskret. Ikke noget som de fleste troede at Vetis var god til, men det viste vel egentlig bare hvor meget folk kendte til ham.

Vetis smilede igen til Sean og krydsede sin arme afslappende idet han kiggede på Vetis. Han ville have ham... men, hvorfor så ikke tage ham? Tja, det måtte han vel finde ud af vis han havde mulighed for det også. Vetis ville i alt fald ingen problemer have med at give ham det. Så meget var da klart.

"Jeg er en mand af mit ord," sagde han seriøst. Vetis var mange ting, men han holdt hvad han lovede. Det var noget som han satte ære i... altså, den smule som han ellers havde. Derefter tog han et skridt nærmere. Morskaben fra før var ikke lige til at se lige nu i hans ansigt eller øjne for den sags skyld. For det var noget som Sean måtte vide. At han også var en business mand. At han rent faktisk mente og selv troede på det som han sagde... også fordi at troede Sean ikke på ham og i stedet troede på at han ville forråde ham kunne deres kommende relation eller bekendtskab være giftigt. Det var ikke lige noget som Vetis ønskede under nogen omstændigheder. Især ikke når man boede i mandens by. Det ville simpelthen være at skyde sig selv i foden.
"Det lover jeg Dem... Dermed håber jeg også at De er en mand af Deres ord," tilføjede han så. Det gik jo heller ikke vis Sean stak Vetis. Han havde trods alt set en masse af Vetis og hans hjem. Samt hans arbejde... det var jo også ting som kunne bide Vetis bag i vis Sean skulle vælge at gå til Vetis' fjender med de informationer. Så på en eller anden måde så stod de på lige fod... sådan da.

Vetis gik de sidste par skridt og var omkring den ene meter fra ham. Han smilede sukkersødt til ham og løftede hænderne op mod Sean's hals. Han rettede dog på hans skjorte og børstede noget støv fra hans skuldre.
"Derudover siger jeg tak for besøget og ønsker Dem en forsat behagelig aften, Sean McGivens." Han smilede derefter venligt og tog et skridt tilbage.

Vetis havde ikke fjernet sig, men Sean havde haft for travlt med sine egne tanker, til at bemærke Vetis reaktion. Som en trancelignende tilstand, hvor han havde afprøvet noget...Afprøvet om han kunne være spontan igen. Det var jo bare sex, hvis det endelig var noget. Noget han havde næsten dagligt, om ikke andet så for madens skyld. Noget han aldrig oplevede at blive træt af, uanset om det så var blidt eller råt. Om det var med kærtegn eller smagen af blod. Blod...Som at have hed sex med en vampyr.
Uanset hvad han tænkte på lige nu, huskede ham kun alle de folk, der havde forladt ham. Som Nephthys, selv om han til sidst også selv havde skubbet hende væk. Men havde hun da ikke kunne se...At han havde haft brug for hende? Og alle hendes billeder i hendes hus. Af Sean. Af deres spæde dreng, inden Sean flåede barnet fra hendes arme og ofrede det for at blive Archdemon. For alle vidste det skulle være nogen man holdt af på den ene eller anden måde...
Men alt for magten. Måske var det det, der gjorde ham så magtfuld og fik folk til at se ned når han gik forbi dem på gaden. Fordi han ville gøre hvad som helst for sin egen magt, sin egen dominans og gengældte udfordringer med den visse død eller ødelæggelse. Så vidt det var ham muligt, om ikke andet.

Hans blik hvilede på Vetis, som denne virkede seriøs. Sean gengældte roligt hans blik. Havde Sean givet indtryk af andet? Eller måske henviste Vetis til det, de bedste vidste var mellem dem. En lille tiltrækning, en mulighed. Hvis Vetis endelig ville det, kunne Sean også se det som en godbid Vetis ikke måtte få endnu. Men der var også noget ved Vetis der fik ham til at tøve. Fordi de var ved at skabe kontakt mellem hinanden. Fordi de var arbejdspartnere. Fordi det ikke var til at vide hvad der ville ske. Der fandtes simplere knald i byen.
En som Vetis skulle nydes. Andre incubus'er eller succubus'er var at foretrække af mange årsager. Fordi de havde samme instinkt, samme drevne lyst til sex og var erfarne. Det var ikke kun Sean der behøvede at levere og det var en sjov erfaring. Det var ganske enkelt blot mere spændende, med dem der turde sige fra, end dem der blot lagde sig med benene spredt.
Øjenbrynene gled en anelse op i panden.
"Har jeg givet indtryk af andet?"
At tvivle på Seans ærlighed hvad angik løfter var at fornærme hans stolthed. Endnu en ting han ikke tog let på. En ting der ikke blev glemt lige med det samme og denne kommentar blev da også gemt i den sorte bog. Så Vetis troede ikke på Sean ville holde sit ord? Han skulle nok bevise det. Når han var færdig her, ville Vetis aldrig betvivle hans ord igen.

At det hele blev toppet af med Vetis rettede på hans tøj...
Måske var det fordi Sean allerede var lidt fornærmet, at han følte det som en nedgørelse. Måske var det fordi Sean så ofte havde rettet på andres tøj og klappet dem på skulderen, som for at understrege sin egen magt og andres lave position i forhold til ham selv. Og uanset om det havde været Vetis mening eller ej, forhindrede det ikke Sean i at bide hårdt sammen. Øjnene klemte sig lidt sammen, som hans blik blev køligt, mens han studerede Vetis.
"Farvel...Vetis"
Og uden at sige mere vendte han om og forlod rummet. Han havde været her før, så at finde op selv var intet problem. På vejen rettede han selv på sit tøj igen.
Hætten blev hevet hen over hovedet igen, som han forlod ejendommen og begav sig op mod sit eget igen.
Der var arbejde der skulle nåes.

//Out