Out of the pan and into the fire - Vetis

Tid: eftermiddag
Sted: En lysning i skoven, en times gang fra Firewood Village
Vejr: varm sommerdag med en blid brise

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Kira havde været inde i byen for at sælge urter og var nu på vej hjemad igen. Dog var hun stoppet i en lysning efter en times gang, da Theo var blevet sulten. Nu sad hun op af et træ og ammede ham, mens hendes ransel stod ved siden af hende. Hun sad og tænkte på hvad Claan lavede og hvordan han havde det. Hun tænkte også på om hun skulle tage en tur til Doomsville for at sælge urter, men det var noget af en tur at tage med et spædbarn på slæb.
Hun så sig lidt rundt og fik øje på nogle forskellige urter, som hun kunne tage med hjem så hun kunne tørre dem til senere brug.
Theo mumlede lidt mens han spiste og fik hende til at se ned på sig med et kærligt smil. Derfor var hun fraværende omkring hvad der forgik rundt om hende.

Det var ellers en lækker solrig sommerdag, tilpas nok til at man bare ville tage en lur og lave ingenting, men ikke i dag. Der var ting som der skulle ses til og forberedelser som skulle laves... og en jagt som skulle sættes ind. Dog ikke den sædvanlige jagt da Vetis faktisk denne gang krævede at hans offer var i live. Det var der en speciel grund til. Vetis var blevet hyret til at anskaffe forskellige væsner til en meget særlig lejlighed. Om nogen dage skulle en auktion holdes i en hemmelig location I Doomsville. Derved blev der solgt mange ting. Mest af alt ting som man fandt på det sorte marked hvilket også betød at ikke alle var inviteret. Der skulle jo nødigt komme nogle uønskede gæster til auktionen og ødelægge det hele... I alt fald var Vetis blevet lovet en god pris, men det var ikke derfor han gjorde det. Det var jagten i sig selv og at være inviteret til festen som var lønning nok. Det var en fed måde at socialisere på og lære nogle højtstående væsner at kende. Derved kunne han også få nogle bedre kontakter og klienter, men for at holde det kørende skulle han anskaffe nogle væsner. Der var mange som var gode at jage... så længe at de var i god stand. Der var trods alt ikke nogen som ønskede nogen ødelagte varer så Vetis skulle altid være påpasselig. Dermed havde han også forberedt sig godt da han denne dag havde bevæget sig ud i The Ashen Wood Forest.

Vetis havde på fornemmelsen at han sagtens kunne finde noget herude. Det var trods alt ikke til at sige hvad man kunne støde på, men han havde da sine forhåbninger. Et af naturens væsner... som en formskifter. De var altid gode og mange var interesseret i sådan nogen væsner... Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken om hvor meget healeren, Fenrer som han senere havde fået at vide, gik til. Den store ulv havde tjent ham godt og havde tilmed været noget så underholdende. Det var dog ikke til at sige om han ville støde på ham nu hvor han var fri... tanken var da fristende, men nok ikke noget som han gad slås med lige nu. Byttet måtte helst gerne være ligetil så han hurtigt kunne komme videre og fange den næste. Han havde trods alt sat sig nogle mål for denne gang... også var det også bare sjovt. Han kunne altid nå at nyde at se dem lide til selve auktionen. Måske stille lidt blår i øjnene på dem. Dem som havde været mest besværlige selvfølgelig.

Vetis havde end ikke gået i lang tid før han fandt et muligt bytte. Det var en kvinde som sad og ammede deres barn yde i en lysning. Hun var da køn at se på så det var allerede et plus... samt ung. Et barn var også altid populært så det var også en anden god ting... Vetis trådte nærmere kvinden. Uden at virke truende eller noget, men ligefrem med et venligt smil på læben. Vetis gik sådan klædt i neutrale farver og hans hår havde han farvet brunt og mørkt. Han var også beskidt og lignende mest af alt en almen jæger, med reb og ting til fælder. Han havde også en lille kniv på sig som noget man ville bruge til at skinne en kanin eller noget. Han havde endda også kaninskind om skuldrende. Han skulle jo helst passe til den rolle som han spillede.
"Goddag frøken," sagde han venlig idet han var kommet nærmere. Han løftede også i hatten som i en hilsen. "Sikke en smuk lille purk De har der," sagde han og hentydede til hendes barn.

"Hvor gammel er Deres baby?" spurgte han på en måde som enhver anden nysgerrig person ville have gjort. Især ikke som en person som ønskede at fange og sælge sådan nogen folk her ville spørge.

Hun fik et chok, da manden begyndte at tale. Det passede netop med at Theo var blevet færdig med at spise, så han slap brystet og hvæsede af manden. Kira skyndte at dække sig til, inden hun sprang på benene. Hun greb ud efter sin ransel og fik med besvær fat i den, mens hun langsom bakkede væk fra manden. Hun prøvede at smile, men var pinlig klar over at det ikke gik godt.
"Goddag herre. Og mange tak for Deres venlige ord." Hun fornemmede et eller andet var helt galt og hun skulle bare væk hurtigst muligt. Og da han spurgte efter alderen på hendes søn, blev hun ekstra nervøs. Alt omkring manden tydede på at han var jæger af en slags. Hun sørgede for at holde Theo ind til sig, så han ikke kunne se hvis drengen skiftede form, og forsatte med at trække sig bagelens væk fra manden. Hun var bange for at vende ham ryggen nu hvor han var så tæt på.

Ungen ligefem hvæsede af ham? Det var virkelig sært... medmindre... den havde en exceptionel god lugtesans eller noget i den stil. Det var trods alt ikke normalt for en menneskebaby at reagere sådan som den havde. Moderen reagerede i alt fald hurtigt da han havde trådt frem, men hun var vel en smule forlegen. Det virkede hun i alt fald til at være, men det var der ingen grund til. Det var skam naturligt at amme sit bare. Vetis havde selv ammet sine... det havde noget tid for ham at få produceret noget mælk, men hvor der var en vilje var der en vej. Den del af ham havde trods alt været fuldstændig kvinde så muligheden havde været der. Det var heller ikke til bare sådan at finde en ammer foruden hans børns morder, men hende skulle de trods alt ikke have knyttet sig til. Det havde trods alt ikke være en del af aftalen. Vetis' børn var hans og ingen andres.
Kvinden her var dog en del langsom med hendes baby på slæb. Det var vel altid noget... Det gjorde i alt fald ting meget lettere eller ville gøre det når det kom til indfangningen af dem.
"Jamen dog, det var skam ikke min mening at skræmme dem og deres søde baby. Undskyld denne herre... det var bare ren og skær nysgerrighed," sagde han og løftede sine hænder op afværgende. Han virkede også til at være overrasket og undskyldende overfor kvinden. Der var noget i kvindens blik... noget var ikke som det skulle være. Nu havde Vetis og hans race også med at give en fornemmelse fra sig... især overfor dem som var overfølsomme. Som en anden race med gode fornemmelser og instinkter. Det var meget muligt at Vetis her havde fået fat på  et rigtig godt bytte. Nu var det bare at sørge for at hun ikke pludselig løb.

Sådan som hun gik tilbage var alt for åbenlyst at hun var bange og prøvede at flygte. Ikke det smarteste at vise en jæger... heller ikke at have sin baby på slæb. Vetis lod hende dog ikke gå langt væk fra sig. Så for hver skridt hun tog, tog han selv et tættere mod hende.
"Hvad er der galt? De ser så forskrækket ud lige pludselig?" spurgte han uskyldigt imens han holdt afstand til dem til kun nogen få skridt. Han kiggede bag sig og lod som om han kiggede efter noget.

"Er der noget bag os?" spurgte han og kiggede uforstående på hende.

Kira viste at hun havde begået en fejl, da hun var blevet nervøs og var begyndt at bakke væk, særligt efter som han forsatte med at gå frem mod hende. Hun tænkte sig hurtigt om og lod ranselen dumpe ned på jorden, samtidig med at hun løftede sønnen tættere på sit hoved. Her hviskede hun næsten lydløst til sin søn, der omgående skiftede form, så han blev lettere. Samtidig løsnede hun skærfet og vendte rundt for at løbe nogle skridt inden hun forvandlede sig til sneuglen og greb sin søns svøb i kløerne for at flyve væk.
Hvis hun var heldig, nåede hun at komme uden for mandens rækkevide, hvilket hendes panikslagende hjerne håbede.

Uha, nej mor, det der var virkelig ikke smart, sådan at spille sine kort foran en jæger. Vetis storsmilede nu idet kvinden nu virkede til at ville flygte. Hvad nyttede facaden så? Ikke det store så han smed den da også helt nu og smilede djævelsk. Han iagtog hende grundigt og trådte kun nærmere. Hans ene hånd hvilede nu om rebet som han havde om siden. Med det som han havde bundet det om til var det nok ikke bare sådan at komme væk fra ham.

Han smilede glædeligt overrasket da han så hvad hendes unge forbandlede sig til og hvad hun selv forvandlede sig til. Formskifterede... så han havde altså gættet rigtigt med at de ikke blot var almene mennesker, men noget meget mere værdifulgt. Han var sikker på at han nok skulle få en god pris på dem, når han altså lige fik fanget dem. Hendes plan havde enlig været fin nok. Forvandle sin unge og bære den sikkert væk i sin svøb og i hendes klør... altså en god plan vis det ikke lige var for én ting. Vetis var ikke et hvilket som helst væsen heller. Han var en dæmon og uden besvær fik han klatret op i træet med sin lasso klar. Han kastede det efter hende idet hun fløj efter hende... men selv hoppede han kort tid efter ud... efter hendes baby. For fik han fat på den fulgte mor nok troligt med... Medmindre hun var typen til at efterlade sit barn i kløerne på en dæmon.

Lassoen lukkede sig om hendes hals og fik hende til at udstøde et lille skrig, samtidig med at hun mærkede en ny vægt ved svøbet i sine kløer der trak hende ned. Hun så ned og skreg rædselsslagent da hun så det dæmoniske smil på mandens ansigt og at det var ham som havde fat i Theos svøb.
Selv om Theo ikke var mere end knap to måneder gammel, så virkede hans klører fint. Han knurrede og hvæsede mens han sprang i ansigtet på manden, hvor han brugte sine skarpe kløer og bed manden i næsen.

Kira forvandlede sig hurtigt tilbage i menneskeform og sprang frem mod manden for at få fat i sin søn igen. Hendes øjne var rædselsslagne og hun skreg panisk på sin søn, Theo, der havde travlt med at gnaske på mandens næse og bruge ansigtet som kradsebræt.

Det virkede til at lassoen havde fået fat om moderen hvilket var ideelt, men ingen at han havde fået hevet til faldt noget i ansigtet på ham. Om det så ikke var den lille unge som troede at den var en farlig tiger? Som om den kunne gøre nogen skade med de små bisser og klør. Vetis havde været udsat for farligere ting end små killinger med klør. Babyen ville først være et problem når den var større men lige nu var det ikke værre end at man kunne hive fat i nakkeskinnet på den. Så det var det han gjorde idet han strammede rebet om moderen så løkken lukkede til om halsen på hende. Selv fandt han galant og fint ned på jorden igen og havde ungen i hånden... hårdt om nakkeskinnet. Han hev også hårdt i rebet så moderen nok ikke ville have den bedste landing. Hun skulle i alt fald til at fokusere på den i stedet for hendes barn hvis hun ikke ville komme til skade.

Da han landede på jorden holdt han en god afstand fra moderen så hendes barn ikke var så nemt at nå hen til. Han svingede sit ben om rebet og trådte hårdt ned på det så hun ikke sådan lige kunne flygte. Derudover med sin nu frie hånd tog han fat i sin kniv og holdt den tæt mod hendes unge...
"Du bliver lige der snuske... eller ungen bliver godt og grundigt pelset," sagde han storsmilende og truende. Hun skulle ikke til at løbe hjørner med ham lige nu... for ungen kunne han vel godt undvære så længe at han fik moderen. Det var bedst at han fik dem begge, men det gjorde vel aldrig noget at han kun fik én af dem.

Hun gispede da rebet strammedes om hendes hals og begyndte at kvæle hende, samtidig med at der blev rykket hårdt i rebet, så hun mistede fokusset på sin søn og i stedet fik blikket mere ned af. Det gjorde at hun øjeblikkeligt skiftede form igen og på den måde tog det værste af farten inden hun landede med et bump, der sendte hende tilbage i sin menneskeform. Hun gispede efter luft, da landingen havde slået det meste ud af hende.
Rebet strammedes en smule igen og hun hørte Theo klynke i sin hvide tiger skikkelse, hvilket fik hende til at se op mod dem. Da hun så kniven nær hendes søn og hørte hans ord, kunne hun ikke kontrollere sin frygt længere og hendes krop begyndte at ryste kraftigt mens øjnene lyste af panik. Men hun blev liggende uden at røre sig af frygt for hvad han ville gøre ved hendes søn.
Samtidig gik tankerne gennem hovedet på hende. Hvorfor var hun så uheldig? Hun var lige kommet ovenpå efter det hun havde været udsat for da hun var fanget sidst. Hun og Claan havde været sikker på at de skulle dø, hvorfor havde været sammen som en sidste fri beslutning. Men hun fortrød intet og var blevet velsignet med Theo. Så hun var klar på at ofre sig igen for sin søn. Hendes øjne blev en smule roligere og hendes stemme var fast, selv om den rystede.
"Jeg beder dig. Lad min søn leve. Gør med mig som du lyster, men lad min søn leve." Skulle hun opgive sin frihed for sin søns liv, så gjorde hun det.

Det virkede til at han havde hende lige som han ville have hende. Det var ellers en ufattelig nem fangst også var den skam også rigtig god. Det havde trods alt lykkes for ham ikke kun at få fat på én men ligefrem to formskiftere. En ugle og en tiger. Begge to noget som ville gå til en god pris til auktionen. Formskiftere var trods alt noget som alle kunne bruge på alle forskellige former for faconer. Den lille her ville nok være et kært kæledyr til at starte med og moderen... tja, havde hun gode og stærke genre kunne hun jo bruges til at føde flere børn... så længe at hun ikke stod til at beskytte dem for det duede hun tydeligvis ikke til. Især ikke når hun havde gjorde det så nemt for ham at fange hendes unge. Ligefrem lod ungen falde ud og styrte mod jorden. Dermed havde det været heldigt nok at den var landet i ansigtet på Vetis.

Vetis ignorerede ungens klynken. Det rørte ham overhovedet ikke. Så den kunne pive lige så tosset som den ville for der var ingen medlidenhed at finde. Så alt i alt var det godt for kvinden ikke yderligere at gøre noget dumt og bare gøre hvad Vetis sagde. Det gjorde trods alt denne proces del nemmere for dem alle sammen. Hun ville ikke miste sin unge og sammen med den være i stand til at få et helt nyt liv. Det var vel også ret interessant? Hendes liv kunne umuligt være fyldt med særlig meget spænding hængende på en unge. Det var trods alt noget som ikke var så fjernt igen da det var noget han havde erfaring med. Han havde trods alt selv opdraget og opfostret børn. Nogen lidt mere aktive og maniske unger end denne her... men, nu var den vel ikke så gammel igen? Den kunne ikke være mere end et par måneder gammel med den lille størrelse.

"Hvor hjerteskærende... en mor som tigger og beder for sin søns liv... for næsten en tåre i øjnene," sagde han med falsk medlidenhed og smilede skævt til hende. Så det var altså en dreng? Tja, ikke så ringe endda. Han ville måske kunne bruges til en kriger en dag eller noget i den stil. Der var i alt fald rigtig mange muligheder for sådan en sag. Til hendes anden kommentar lyste hans øjne op og han grinte lavmælt og hånende. Tage hende kun? Det kunne han vel godt men hvordan skulle knægten så klare sig alene ude i en skov? Det var måske ikke helt gennemtænkt fra kvindes side af men det var vel modergenet som havde sparket ind. Det var ikke altid at folk så tænkte rationelt. De tænkte kun på deres børn. Heldigvis for kvinden dog havde han ingen planer om at slå dem ihjel.
"Åh, jamen leve skal han nok. Både dig og barnet... så længe at man kan opføre sig ordentligt," og med det hev han i rebet med sig ben. Det var ligesom for at markere at han mente det. Hvis hun ellers ikke havde fået den tanke endnu at det var sådan landet lå.
Han derefter puttede kniven ned på dens plads men havde stadigvæk godt fat i knægten. Han tog rebet igen med sin nu frie hånd og holdt godt fast. Han smilede djævelsk til kvinden og gik hen imod hvor svøben til barnet var, tog det op og pakkede barnet fast ned i den. Han lukkede den godt til, dog så barnet kunne trække vejret, men nok til at hendes søn ikke ville kunne bevæge sig særlig meget. Derefter holdt han godt fast i ham og hev i rebet til moderen som i at hun skulle rejse sig op.

"Det eneste jeg kræver er at du holder kæft og følger med, så skal sønnike mon tro nok klare rejsen... hvis mor gør alt hvad jeg siger og ikke forsøger på noget dumt... for så klare sønnike den nok ikke," understregede han.

"Forstået fuglehjerne?"

tårene løb ned af Kiras kinder og hun havde helt glemt at hun var nøgen. Hun så bedende på manden, mens hendes krop rystede af skræk. Hun lyttede til hans ord og nikkede fortabt, da han hev i rebet. Hun løftede sig op på alle fire og kravlede tættere på ham, til hun kunne løfte sig op, så hun sad på knæ foran ham og så op på ham, mens han pakkede hendes søn ind i svøbet.
"Jeg skal nok være lydig, men jeg beder Dem. Må jeg få lov at bære min søn? Jeg skal nok følge med Dem, hvor end de tager mig hen. Bare jeg må bære ham."

Theo ved og vente sig efter alle kunstens regler for at slippe fri fra manden og komme hen til sin mor. Han kunne ikke lide at høre hendes stemme på denne måde. Han nåede lige at forvandle sig til baby igen inden manden fik lukket svøbet helt om ham. Noget i hans sind sagde ham at han ville have mere plads som tigerunge på den måde, så lige nu lå han bare stille og trak vejret, mens han kom med små babyklynk. Han var også ved at være sulten igen. Det var en af ulemperne ved at skifte form, han blev altid så sulten bagefter.
Kira kunne ud fra de klynk der kom fra svøbet forstå at Theo var sulten igen, endnu en ting hun måske kunne bruge for at få sin søn i armene igen.
"Herre, han er sulten og bange. Jeg beder Dem, må jeg ikke trøste ham? Så lover jeg at han ikke er til mere besvær."

Åh, her kom flæberiet. Tja, det skulle hun vel også have lov til, men også kun lige nu. Under transport måtte hun helst godt holde sit flæberi på et minimum af... lydløs. Mest af alt fordi hun ikke skulle vække for meget postyr, men på den anden side så havde han også planlagt en mennesketom rute, men man viste jo aldrig. Hun var også fuldstændig nøgen nu... hvilket han enlig var ligeglad med da han som sådan ikke var til kvinder, men han orkede heller ikke at se på hende nøgen... Skulle han mon lade hende tage sit tøj på igen? Nah, han måtte vel bare holde det ud. Værre var det jo heller ikke. Han havde trods alt set sig selv nøgen samtlige gange som kvinde samt set andre kvinder. Det var ikke det mest interessante og det var kun få gange at han havde lyst til at rive deres lunser af kød af. Det skete kun få gange siden at han helst ikke ville røre dem. Ikke ligesom dengang...

Hun virkede i alt fald oprigtig med det hun sagde, nu håbede han også bare at hun holdt ord. Han kunne dog ikke lade være med at smile yderligere over det hun sagde. Om hun måtte holde sit barn? Nej, under ingen omstændigheder. Hun skulle nok følge ham uanset hvad, og endda bedre siden at det var ham som havde hendes søn. Hvis hun holdt ham kunne hun jo få den forfærdelige idé om at stikke af eller noget i den stil. Så for at gøre hende utilpas og for yderligere at vise den magt han havde over hende rystede han bare på hovedet. Han trak i rebet og begyndte lige så stille at gå. Han kunne mærke at nede i svøben at ungen havde forvandlet sig til et menneskebarn igen. Der var vel heller ingen grund til at holde formen når nu han ikke kunne gøre noget. Ikke så tæt som Vetis havde pakket ham sammen i hans egen svøb.

Selvfølgelig var han sulten... ikke at det hellere rørte ham. I stedet for at svare kvinden gik han hen til hende, kiggede på hende kort for at smile venligt... det var lige før at man skulle tro at han ville gøre hvad hun sagde. I stedet for tog han længere oppe om rebet som var om hendes hals og hev hende helt tæt til sig. Hans mine var meget grav og hans øjne gennemborende. Hans ansigt var kun få centimer fra hendes ansigt og han holdt hårde om unge.
"Du må tro mig et fjols vis du bare blot et øjeblik ville tro at jeg ville give dig dit barn... Han er min nu såvel som dig," derefter gik han om bag hende og skubbede hende hårdt i ryggen. Ikke så hun ville falde ned men så hun ville gå fredmad.
"Hvis du virkelig er bekymret for dit barn må du hellere begynde at gå. Vi har en destination og jo hurtigere vi når den desto hurtigere kan du få lov til at fodre din unge... Så vis jeg var dig ville jeg droppe din elendige tiggen og komme afsted... sønikke skulle jo nødigt sulte." Derefter skubbede han hende igen så hun fattede det. Med den besked var han sikker på at de nok skulle nå alt i den fineste orden.

Hun håbede og bad til at hun måtte holde Theo igen, men noget lod til at hun ikke fik lov. Hun fornemmede hvordan Theo lå og klynkede i svøbet, men hun kunne se på mandens kropsprog at det var klogest at tie.
Da han trak i rebet gispede hun af overraskelse og så på ham med skræmte øjne. Hun sank et par gange, mens hun hørte hvad han sagde. Det var ikke til at fatte. De skulle begge være slaver fra nu af, ved alle guder hvor hun håbede at hun bare drømte. Men nej, hun gispede igen, da han skubbede hende fremad så hun måtte tage nogle skridt for ikke at falde. Et enkelt blik over skulderen på ham, fortalte hende at uanset hvad hun sagde eller gjorde, så fik hun først Theo i sine arme når manden gav hende lov.

Da han skubbede hende igen, begyndte hun at gå selv om hun ikke viste hvor de skulle hen og for at være sikker på at Theo ikke led mere nød, valgte hun at være stille som han havde beordret. Mens hun gik lagde hun armene hen over brysterne for at dække sig lidt til.
Theo der lå i svøbet og ikke rigtig kunne røre sig, fornemmede sin mors nervøsitet og angst, så han forvandlede sig igen til den hvide tigerunge og rullede sig sammen, for at forsøge at finde lidt tryghed midt i alt dette kaos.

Hun så noget så skuffet ud, men det var vel til at forvente. Hvad havde hun ellers også regnet med? der var nok en god grund til at hun nok havde haft en ubehagelig fornemmelse omkring ham. Det var nok ikke fordi at han var forfærdelig sød når det var at han sådan gik rundt og kidnappede folk. Folk også endda deres børn. Hvorfor skulle de også skånes? De kunne jo lige så godt følge med deres forældre og være til nytte. De kunne trods alt godt lære at servicere andre imens de var små. Det var nok bedst at de lærte det som små da der var flere komplikationer med folk som var ældre og blevet taget som slaver. De havde det med at have en lidt stærkere vilje end et barn.

Lige nu måtte hun bare stille sig til takke med at han ikke havde slået knægten ihjel. Udover det havde Vetis skam tænkt sig at holde sit ord. Idet de ankom til deres destination ville han give moderen sit barn tilbage... når de sad inde i et fint lille bur. Der var der trods alt ikke den store risiko for at de ville stikke af. Så der kunne hun fordre sin unge og tænke om hvad der så ville ske med hende. Det var trods alt hendes problem og ikke Vetis'. Han leverede jo bare en vare. Hvad der skete med dem efterfølgende havde han ingen kontrol over eller noget at skulle have noget at sige om. Det var også sådan at han ønskede det.

Vetis smilede idet hun begyndte at gå. Endelig... nu kunne de komme videre. Han syntes dog at det var latterligt at hun sådan skulle dække for sig selv. Der var jo ingen herude og Vetis ønskede bestemt ikke at kigge. Vetis forstod generelt heller ikke hvorfor det var at folk skulle dække for deres krop. Hvad var der at være flov og genert over? Det var den krop som man nu havde og der var ingen grund til at ligge så meget i det. Selvfølgelig ville der altid være nogen som så kiggede på interesse på én, men det gjorde det vel det hele nemmere. Så kunne man se om de var noget for én selv. Ikke al den dansen udenom. Om det så var på grund af hans race eller personlighed kunne vel komme ud på et. Det var i hvert fald nok af en blanding af de to... Derudover var det også bare rart ikke at bære nogen klæder og bare være sig selv. At mærke vinden direkte på hele kroppen... også de dele som normalt ikke kunne mærke det bag klæderne.
I hvert fald skulle hun nok til at vænne sig til at være nøgen foran en masse folk. Folk på auktionen skulle jo se hvad det var som de kunne købe så der var ingen grund i at man dækkede hende til. Derudover skulle hun også undersøges når det var at de ankom. Om hun havde nogen ar, mærker eller andre bemærkelsesværdige ting. De fleste tjekkede også for jomfruelighed... men, det var der vel ingen grundt til med hende her. Hun havde trods alt et barn som hun nok selv havde født. I alt fald ville alt være på fuldt skue for alle. De måtte endda røre ved hende for at se om hun var noget for dem. Det var dog begrænset for hvad de måtte gøre... Der var skam nogle regler. Også mest af alt fordi de fleste ville nok ikke have noget som var griset til af andre... eller overbrugt.

Vetis kunne mærke at ungen skiftede igen... altså vis han udmattede sig selv var det hans egen skyld... samt vis han blev mere sulten. Der var han så ligeglad om det var en unge og det ikke var fair at anskue og tænke. Hvis ungen var for dum til at leve... tja, så var det nok bedre at han sultede ihjel. Hans instinkter burde vel have afholdt ham fra det og i stedet tænkt at bevare noget styrke, men han gjorde det vel også kun på grund af hans mor... Tja, så var det vel hendes skyld med den måde som hun tacklede situationen på. En situation som hun nok ikke havde kunnet reddet sig ud af uanset hvad, men hun havde i alt fald have kunnet gøre det nemmere for sig selv. Hun kunne endda have haft det mere komfortabelt end hun havde det lige nu. Den chance havde dog forbigået hende. Den forsvandt i det sekund hun havde valgt at prøve at flygte... hun kunne sagtens bare havde overgivet sig og have ladet Vetis være sød mod hende... eller noget i den stil. Sådan noget afhang jo altid af hans humør og om han syntes at folk gik ham på nerverne.

Nu håbede han bare ikke at hun gik ham på nerverne under turen... også alligevel håbede han på det. Så havde han trods alt en god undskyldning for at pine hende yderligere. Nu var turen så heller ikke så lang igen. Der var en vogn ikke så langt derfra som de ville blive smidt ind i og derved ville de blive taget til Doomsville hvorved auktionen ville blive afholdt om nogen dage. I mellemtiden ville kvinden her og ungen tilslutte sig de andre slaver, dog i deres eget bur. De ville få mad og ville blive taget sig af da der ikke skulle være nogen dødsfald... de skete så fra tid til anden men sådan var det. Det var ikke til at udregne hvordan alt ville gå, men efter af Vetis havde afleveret dem var de ikke længere hans ansvar. Dermed kunne han se frem til auktionen og feste som blev afholdt samme dag, senere på aftnen. Fordi at Vetis havde arbejdet og gjort så meget for arrangørene var han selv sikret en invitation. Nu var det bare og se hvem der ellers var der af spændende folk. Kvinden her ville nok ikke opleve noget af det... ærgerligt. Sådan nogen fester havde det med at være yderst charmerende og fantastiske.

//END//