sorg og store ændringer - Azir (Fortids emne)

Vejr: Mild dag med lidt snefnug og næsten ingen vind.
Tid: sidst på formiddagen
@Azir

Taliia havde lige forladt slottet efter endnu et par lange møder med rådet og Jake. De havde blandt andet snakket om hvad fremtiden for klanen og øen var, eftersom at de nu kun havde en leder og mange ønskede hævn. Taliia huskede hvordan hun havde fundet Jake, da de var ankommet for et par dage siden: Fuld og udkørt i det værelse som han havde haft sammen med Raco. Hans øjne havde været tomme i de første par minutter, men var blevet mere nærværende da hendes stemme trængte ind i hans sind.
Hun sukkede. Jake havde virkelig brug for tid til at sørge over tabet af sin sjælmage og søn, men han havde ikke tilladt sig det ret meget eftersom han stadig skulle holde sammen på klanen. Hun huskede også hvordan rådet havde bedt hende om at snakke med folkene i byen og prøve at afholde dem fra hævntogt.
Dette var lykkedes rimeligt godt, taget i betragtning af at hun havde været væk i over et år. Folkene huskede stadig hende som den kvinde hun havde været før tabet af sin mand, og havde ønskede hende velkommen hjem. Folkene fra Resolute, som var dem der havde hentet hende og Azir i Aquener, havde spurgt hende om hun ville overtage pladsen som kaptajn, eftersom hun var Seuzans hustru og fordi de syndes hun ville passe godt til den post. Hun havde prøvet at have posten et par gange, hvor Seuzan var fløjet til Piratrådet og havde efterladt skib og mandskab i havnen.
Nu gik hun hen af havnegaden og spekulerede over de oplysninger hun havde fået af rådet og Jake, omkring forskellige problemer i byen og med piratklanen Fire. Hun havde retningen imod handelshuset "Grey Wings", som havde bedt om hendes opmærksomhed dagen før og stadig havde nogle dokumenter som hun skulle kikke igennem.

Kort før hun nåede handelshuset, blev hendes tanker afbrudt af en som bumpede ind i hende og bandede over at hun stod i vejen. Taliia fik øjenkontakt med manden og holdt den imens hun drejede sig langsomt rundt, noget der fik manden til at gøre et par synke bevægelser og træde et par skridt tilbage. Men længere nåede han ikke før Taliias ene hånd skød frem, lukkede sig om hans skjorte ved halsen og trak ham tæt på hende. Hun sagde intet, men hendes blik var nok til at manden begyndte at svede. Omkring fem skridt fra hende var der en anden mand, som også blev nervøs over hendes reaktion. Han prøvede at bakke væk, men stivnede i samme sekundt som en af Taliias lange dolke borede sig ned i jorden imellem hans fødder. Lyden af den anden lange dolk som blev trukket fik manden til at falde ned på knæ, samtid med at han så skrækslagen på hende.
Hun drejede hovedet en smule og skulede til manden, der ligeledes sank et par gange, inden han med let skælvende stemme undskyldte for at han og hans kammerat havde forstyrret hende, imens hun bevægede sig hen til ham. Folk havde samlet sig omkring dem, de var nysgerrig for hvordan Taliia ville reagere. Rundt omkring i forsamlingen var der nogle som var begyndt at væde om hvad resultatet ville være:
Smed hun dem i havnen?
Bankede hun deres hoveder sammen som et par væddere der sloges?
Slæbte hun dem op til Jake, så han skulle afgøre deres straf?
Eller slæbte hun dem ombord på et af skibene for at hænge dem op i deres ene ben i nogle timer? Mønter blev fundet frem og vædemålene blev indgået.
Nogle grinede og snakkede om at det ligefremt var dejligt at se Taliia i aktion igen. De havde savnet hende, da hun forstod at sætte sig i respekt hos folk.

Det var snart nogen dage siden at de var ankommet og Azir havde ikke set meget til Taliia ellers. Han forstod det skam godt siden at de havde brug for hans hjælp, men han kunne ikke lade være med at føle at han stak ud. De fleste steder var lidt besværligt at komme til med hans vinger og han havde da til tider ramt nogen med dem, som havde været knap så forstående. Det var ikke hans mening at være i vejen. Han ville bare være behjælplig men selv der virkede han egentlig også bare til at være i vejen. Folk ville hellere klare sig selv end at henvende sig til en fremmed. En fremmed som de intet kendskab havde til og ijngen tiltro havde til. Det var forståeligt men Azir ønskede noget så inderligt at være i stand til at trøste og styrke dem i deres tab. De havde mistet så meget på kort tid også så lige pludseligt som det var sket. Det var nemt at se hvordan sorgen og vreden tyngede dem alle sammen og alligevel kæmpede de så hårt uden at tillade dem selv et øjeblik til at få følelserne ud. Sådan noget var ødelæggende. Azir kunne kun håbe på det bedste og holde hovedet op. Han lod det ikke påvirke hans humør for meget eller hans vilje. Han var kommet til denne ø af en årsag... også selvom han knap og nap havde set til det som virkelig havde fået ham hertil... Taliia. Hun havde haft så travlt og han savnede hende. Hver gang han tog ud for at lede efter hende var hun enten ikke der som han havde fået fortalt eller også havde hun ikke været til at komme til. Okay, de boede trods alt sammen lige nu så han så da til hende men Azir ønskede bare ikke at forstyrre hende alt for meget. Når hun var hjemme skulle hun ligesom have lov til at slappe af.  Hun var trods alt vigtig her. Dette var hendes hjem... hendes folk. Hendes klan. De oplevede alle sammen den samme smerte, men dem som nok led mest var Taliia og Jake. Det var trods alt som havde mistet deres partnere... og Jake sit barn. Azir kunne slet ikke forestille sig den smerte som Jake måtte gå rundt med lige nu. Alligevel var Azir et meget følelnde og empatisk væsen og hans hjerte smertede dog alligvel. De stakkels mennesker...

I dag havde Taliia været til at møde med Jake. Azir gået rundt og set om hvor der kunne være brug for ham, men uden sådan rigtig noget held. Der var dog nogen som var varmet lidt op til ham som han havde snakket med. Det var da altid noget og Azir var mere en glad for at have nogen at snakke med. Det lykkes endda også at få snakket om deres smerte og vrede samt få beroliget dem og nogenlunde trøstet. Ikke meget men nogenlunde til at et smile viste sig på deres læber.

Han gik lidt i sine egne tanker da han hørte noget af et postyr og så en menneskemængde. De så ud til at de havde samlet sig tæt ved handelshuset. Roligt gik Azir hen imod mængden for han havde ikke en god fornemmelse om hvad der foregik derhenne. Med stemningen virkede det nemlig til at der var lagt op til slåskamp. I så fald skulle det helst stoppes så hurtigt som muligt. For tænk vis det kom Taliia for øre? Hun ville sikkert ikke være særlig glad for vis de forvoldte problemer eller vis nogen fra klanen kom til skade. Det var svært at komme igennem mængden, men med hans vinger fik han presset sig frem imens han undskyldte til de forskellige. Selv blev han også skubbet men han kunne tage det. Det han så ikke lige havde kunnet forstille sig var Taliia som var i midten af det hele med en forskræmt mand. Hun så vred ud og lignede mest af alt én som Azir ikke havde set før. Denne Taliia var ham ikke bekendt, men han kendte hende jo ikke lige så godt som de andre her... han kendte kun den Taliia fra hans barndom... den grædende Taliia ude i skoven. Der var så mange sider af hende som han ellers ikke kendte, men hvad havde man ellers kunne forstille sig når nu de ikke havde set hinanden i så mange år?

"Taliia?" lød det bekymrende idet Azir fik møvet sig hele vejen ind til midten. Folk råbte af ham og stirrede mest af alt på ham som var han skingrende sindsyg. Azir ignorede tilråbne og gik roligt helt hen til Taliia og lagde en hånd på hendes skulder.

"Kig dig omkring Taliia... du ønsker ikke dette..." sagde han beroligende og kiggede på hende med en bekymret mine. Dette var ikke tidspunktet for en slåskamp... han forstod godt deres sorg og deres anger... deres ønske om hævn og mulighed for at komme af med deres frustrationer... men, dette var ikke vejen frem. De måtte ikke give ind til disse negative følelser. Det kunne umuligt bringe noget godt med sig i disse svære tider.

Hun havde lige hævet den arm med den lange dolk, så knivbladet hvilede under hagen på manden, da hun hørte Azirs stemme kalde på hende. Men hun forsatte med at holde øje med de to mænd, men kunne ud af øjenkrogen se at Azir fik skubbet sig igennem folk og gik over til hende, hvor han lagde hånden på den skulder hvor hun stadig den første mand i hals kraven. Først ved hans ord, drejede hun hovedet nok til at kunne se halvt på ham. Hendes ansigts udtryk var stædigt og hårdt som en kaptajn der var utilfreds med nogle i sin besætning.
Hun sukkede åbenlyst. Det var som om Azir havde en beroligende påvirkning på hende, hvilket fik hende til at smile et lidt skævt smil.
"Giv mig lige to minutter. Så kan vi tale sammen." Derpå, i en glidende bevægelse, satte hun den lange dolk tilbage i hylsteret på ryggen, greb den knælende mand i håret. Hos den anden mand skiftede hun greb fra hals kraven til håret og trak derpå begge mænd ved håret hen til havnekanten.
"Næste gang bliver i hængt op i fødderne fra masten." Derpå kastede hun dem i havnen, vente sig om og gik tilbage til Azir. Nu smilede hun og havde igen det venlige ansigt som han havde set i skoven hos Larlii.
"Min ven. Du var heldig med at jeg hørte dig kalde, og så dig ud af øjenkrogen. Ellers kunne du have risikeret at jeg havde banket dig i jorden." Hun daskede ham let i ryggen, inden hun begyndte at trække ham i retningen af handelshuset, som enlig havde været hendes mål.
"Hvad vil du sige til at give en hjælpende hånd i hanelshuset? Både med at ordne varene, men også at holde styr på regnskabet? Eller er der noget andet du heller vil lave?" Rundt om dem skiftede kobber og sølv mønter hænder til dem som havde vundet deres vædemål. Taliia havde godt set det imens hun talte til Azir og gav sig til at le højt
"Ved Hydra, hvor er det godt at være hjemme igen." Et stort jubel råb fulde hendes ord. Folk var også glade for at hun var tilbage.
Inden de nåede ind i handelshuset, blev der igen kaldt på Taliia. Hun vendte sig halvt, så på de to mænd der kom løbende og smilede da hun så at det var Alan og Jako fra Resolutes besætning. Det var Resolute, der havde hentet hende og Azir i Aquener. De to mænd standsede og så roligt på hende, hvorefter Alan begyndte at tale.
"Som du ved, har vi været uden kaptajn siden Seuzan døde. Jeg blevet udnævnt til Quatermaster og Jako First Mate. Vi ville have talt med dig om det, da vi hentede dig i Aquener, men der var alle nervøse for hvad der ville ske med klanen. Vi ønsker dig som kaptajn... Hele besætningen ønsker det. Nogle få syndes at du var for ung og ikke havde sejlet nok, men de indrømmede også at de syndes du er god til søge vejledning med det du ikke kender til." Taliia stod og var helt tom for ord. Hun huskede at hun havde fungeret som kaptajn på et par ture, hvor Seuzan var fløjet til Piratrådet. Og ja, hun havde søgt vejledning hos flere af besætningen fra tid til anden, når hun havde stået overfor noget hun endnu ikke var bekendt med. Hun var overrasket over at de ønskede hende som kaptajn. De kunne have ophøjet en af deres egne kamerater i stedet, men nej. Hun vædedet sine læber en tur og smilede.
"Hvis det er jeres ønske. Besætningens ønske... Så tager jeg imod det, med ære." Alan og Jako smilede stort fra øre til øre, inden de vendte rundt og løb tilbage til Resolute. Taliia så på Azir og smilede, inden hun forsatte ind i handelshuset. Her satte hun sig ved et bord og gjorde tegn til Azir om at gøre det samme. Rundt om dem var folk i fuld gang med alt fra lageropgørelse til diskurtion med køb og salg af vare.

Da Azir så Taliia's ansigtsudtryk var det lige før han troede at hun skulle til at lange ham én. Hun virkede nemlig som en vis lunte var ret kort lige nu, men selvfølgelig gjorde hun ham ikke noget. Især ikke efter at have set at det bare havde været Azir. Han undrede sig dog over om vis det ikke havde været ham som havde stoppet det om personen så var kommet slemt af sted. Han nænnede dog ikke at tænke den tanke. Især ikke om Taliia, men nu kendte han så hende også på en anden måde end hvad disse mænd gjorde. De så en helt anden Taliia. En mere rå og hårdfør kvinde. Han vidste dog godt også at hun var stærk. Det var der ingen tvivl om... især ikke når det var at hun slæbte af sted med to fuldvoksne mænd og smed dem over havnekanten. Hun var noget af en kvinde og Azir kunne ikke lade være med at være imponeret.

Heldig...? Tja, det havde han vel været men udover det kunne Azir sagtens tage vare på sig selv. Han var trods alt trænet i de forskellige kampkunster og kunne beskytte sig selv såvel som en anden. Det var trods alt noget som var krævet af en skytsengel ellers kunne det slemt ud for dem som de skulle beskytte. Det ville i alt fald ikke være en vellykket skytsengel som ikke engang kunne beskytte sig selv. Det var nok én som ikke ville leve særligt længe i deres erhverv. Det var en livstidsopgave og ikke noget som man som sådan bare kunne forsømme. Der var ingen vej udenom da det lå i deres natur. Så var det bare om at få det bedte ud af det og tilmed gøre sit bedste. Det var i alt fald Azir's intention. Hvorvidt at Taliiia ville gøre hans job nemt var ikke til at sige, men han håbede nu at hun aldrig ville være i fare. Mest af alt fordi at han holdt af hende... rent og skært venskabeligt!

Da Taliia daskede ham i ryggen grinte han let og fulgte efter hende idet hun begyndte at gå. Han var glad for at reprimanderne ikke havde været slemme og at der ingen grund var til udgyde blod... eller det som var værre. Han kunne heller ikke forestille sig Taliia sådan også selvom det havde virket til at de andre omkring dem havde forventet noget andet af hende. Azir kendte bare ikke på Taliia på samme måde som de gjorde. Han så hende ikke som rå og ubarmhjertig... det kunne han ikke. Især ikke når nu han havde set hendes knuste hjerte og tårerne der havde strømmet fra hendes smukke ansigt. Det billede ville nok hjemsøge ham for evigt. Da Taliia dog smilede til ham forsvandt billedet. Hun var så smuk når hun smilede... Azir's hjerte gav et lille hop fra sig men det var ikke noget han lagde meget mærke til. Den gjorde det trods alt ret tit på det seneste. Det måtte simpelthen skyldes de nye omgivelser som han ikke var så vant til. Andet kunne det vel ikke være end at han var en smule nervøs og væk fra vante steder... og mennesker.

"Jeg kan sagtens hjælpe dig i handelshuset med varerne eller nogen regnskaber... man er vel trods alt søn af en handelsmand," sagde han smilende. Ja, det var nok det sted som han ville føle sig mest hjemme i. Det var trods alt hans hjems indkomst og levebrød og gøre handel. Det var også forventet at Azir sammen med sine søskende en skønne dag overtog eller gjorde noget at sig selv inde for den samme verden.

Azir stoppede op sammen med Taliia idet to mænd kom over mod dem. Azir genkendte dem som mændene som modtog dem da de ankom for nogle dage tilbage. Han lyttede til da det fortale Taliia om deres situation og forslag. Azir blev dog lidt overrasket. Taliia som kaptajn? Var hun overhovedet klar til sådan et ansvar endnu med hendes tab? Ikke nok med det så havde hun også sin datter at se til... han kunne godt forstå dem, men på den anden side var det meget at spørge hende om... især taget i betragtning af hvor nye de sår var. Det kunne dog være sundt for hende at komme ud på havet igen. Taliia virkede trods alt til at nyde det og føle sig godt tilpas derude... men, hvad med hendes datter? Vis hun skulle være kaptajn hvor meget tid ville hun have til at opfostre Katrina. Det var dog ikke Azir's valg men Taliia's. På den anden side havde Katrina også sin egen skytsengel så det skulle nok gå... det sad dog stadigvæk ikke særlig godt med Azir, men han havde det bare også med at bekymre sig for meget til tider. Det var svært at lade være.

Han smilte bare på Taliia's vegne og lagede blidt en hånd på hendes skulder og gave det et venligt klem. Hun var noget af en kvinde. Sådan at tage imod deres forslag. Derefter fulgte han hende ind og satte sig ned.

"Så hvad nu, kaptajn?" sagde han smilende og lænede sig frem med armene på bordet.

Hun smilede til ham.
"Først noget at drikke." Hun vendte sig imod baglokalet og råbte på rom. En af folkene vinkede og råbte tilbage at det ville tage et øjeblik. Hun så igen på ham.
"Tja.. Jeg overvejer om vi skal trække os tilbage til baglokalerne, hvor du kan se regnskabsbøgerne igennem. Jeg..." Hun blev afbrudt af en højrystet mand bagved dem.
"Er I skingerne gale? I får aldrig de priser for de sten." Taliias ansigt blev lidt stramt og hun drejede sig halvt på stolen, så hun kunne se nærmere på manden. Hun genkendte ham.
"Hvad har du nu gang i, Mester Blixen?" Manden fik et chok ved Taliias let kølige stemme. Han så hen over skulderen på hende. Mester Blixen var et menneske i sin bedste alder, dog var han noget fedladen. Han sank et par gange inden han vendte sig rundt og gjorde en gestus med hånden, som skulle være en hilsen, den var dog nogen slatten i bevægelsen.
"Taliia, min kære. Hvordan går det? Jeg havde hørt at du var bortrejst for en tid." Han forsøgte at lyde oprigtig venlig, som om han hilste på en han holdt meget af, men det lykkedes ikke helt.
"Jeg har lige afleveret kornsække til de næste par måneder og blev lidt nysgerrig omkring de nye sten..." Taliia rejste sig langsomt, som om hun prøvede at kontrolere en vrede der var klar til at eksplodere. Hun så stadig på Mester Blixen imens hun gjorde en håndbevægelse imod folkene i den anden ende. En dreng kom løbende med en opslået regnskabsbog, som hun tog imod. Først da fjernede hun blikket fra manden og skimtede hurtigt siden igennem.
Et skævt smil i det lidt stramme ansigt, fik Mester Blixen til at gnide hænder i nervøsitet. Hun vente sig halvt og lagde bogen på bordet foran Azir, imens hun fastholdte Mester Blixens blik.
Den side bogen var slået op på, havde Mester Blixens navn i toppen, sammen med hans mærke. Nedenunder stod der noteret for hver handel han havde haft her på øen. Tallene for kornsække havde været ens igennem mange år, men inden for det sidste års tid var tallene steget uden sammenhæng. Ligeledes var tallene for det han købte blevet lavere. For Taliia var der ingen tvivl, Mester Blixen havde brugt hendes fravær til at snyde med handlerne til hans egen fordel. Det skulle ikke undre hende at han havde opført sig lige så ubehøvlet, som hun lige havde hørt.
"Azir, hvad får du ud af dette?" Hun regnede med at han så problemets sammenhæng ret hurtigt, eftersom han selv var handelsmand. Mester Blixen var begyndt at bevæge sig baglæns hen imod døren, men Taliia langede ud og tvang ham ned og sidde på den stol hun havde siddet på. Blikket lovede ikke godt for Mester Blixen, hvilket manden godt viste.
Hun rettede sit blik imod Azir, et halvt minut efter hun havde givet ham bogen og blikket blev blidt igen.
"Siger du tænker, min ven?" Stemmen var ligeledes blid og venlig.

Det klædte hende i sandhed at smile...

Azir åbnede kort munden for at sige noget da hun råbte om rom, men valgte ikke at sige noget. Det var trods alt sødt af hende at få hentet noget til dem også selvom Azir ikke drak. Kun i meget få tilfælde drak han og det var i alt fald ikke rom. Han drak ikke hård alkohol og havde som sådan heller aldrig. Mest af alt fordi det slørede ens dømmekraft samt ens reaktionsevne. Var man en engel som Azir så krævede det disciplin og vilje... det havde hans lære i alt fald fortalt ham og hun var en fremragende skytsengel.  

Azir nikkede til hendes forslag da de blev afbrudt af lyden af en højtlydende mandestemme. Det lød som om at der var opstået nogle problemer. Det var ikke helt unormalt når det kom til handel... det gik trods alt ud på at gøre en profit og tjene noget. Azir havde i alt fald oplevet lidt at værd ved at arbejde sammen med sin far. Han havde også hurtigt opdaget at folk er nogen helt andre når penge indblandes. Det var ikke altid lige godt at se dem fra den side af, men man lærte i alt fald folk godt at kende ret hurtigt. Hvilke typer mennesker som de var og hvad der lå bag deres masker som de ellers bar så fint ude i offentligheden. Selv havde han også lært til tider at bære én. Enten for at skåne folk eller beskytte ham selv. Det var ikke noget Azir altid havde været lige glad for, men sådan var det nu engang. Det var ikke alle der kunne havde de samme idealer og visioner som Azir og mange andre af hans race som helst gerne så det gode lede folk og styre deres handlinger.

Han brød sig i alt fald ikke om den effekt som det allerede så ud til at have på Taliia. Lige idet de ellers havde undgået et andet postyr udenfor. Han sukkede lidt og fulgte Taliia's blik. Det virkede til at være en Mester Blixen. Dette skulle nok blive interessant siden at Taliia virkede til at kende ham. Om det så var skidt eller godt for manden fandt Azir vel snart ud af. Lige nu så det ikke ud til at være en god ting med sådan en mine som Taliia fortrak.

Azir brød sig ikke om den måde som manden bare havde ændret holdning på. Som om det som lige var hændt aldrig havde fundet sted. Azir havde dog ingen grund til at blande sig eller noget så han valgte bare at lytte godt efter og se hvad der skete.

Stemningen virkede en smule intenst da Taliia fik overrakt en regnskabsbog. Han holdt godt øje med hende og kiggede også over på Mester Blixen... Azir mindes samtidig også at han havde hørt hans navn et eller andet sted hende. Det var noget som han var helt overbevist over, men lige noget kom han ikke i tanke om noget da han bare holdt øje med situationen. Han håbede ikke at det kom til håndgemæng sådan som Taliia så ud lige nu. Da Taliia så rakte ud med bogen tog Azir lige så fint imod og begyndte at kigge siden igennem som var blevet slået op på. Azir genkendte med det samme mærket. Et mærke som hans familie havde bannet fra handel med dem. Det var der at Azir kort kiggede op på Mester Blixen. Nu kunne han skam huske ham. Han kiggede ned i bogen igen og kiggede det hele igennem. Det var nemt at se at den var helt gal med handlen. Både prisen og antallet af handler. Azir rejste sig derefter op fra stolen med bogen stadigvæk åbnet i hans hænder.

"Mester Blixen... sikke en ære at møde Dem igen... Det er så længe siden at De prøvede at gøre handel med min familie at jeg knap kunne genkende Dem" sagde han høfligt men uden varme i hans stemme.

"Håber at navnet Mh'lani stadigvæk siger Dem noget..." sagde han og prøvede at fastlåse hans blik.

"Vi har i alt fald ikke glemt Dem og hvad De prøvede på flere år tilbage i Aquener... Man skulle næste tro at blive udeholdt for handel ville have lært Dem noget, men jeg kan se at De er op til Deres gamle tricks igen." Han gik derefter tættere på idet han var blevet sat i stolen af Taliia. Han kiggede i bogen igen og markerede med sin finger ude for priserne så Mester Blixen kunne se.

"Mindes ellers ikke at priserne for kornsække skulle have steget så markant lige for tiden. Det var måske en idé at forhøre min familie om det? Samt flere af vores kontakter..." sagde han med en seriøs og hård mine. Azir's familie havde mange gode kontakter. Kontakter som hurtigt ville kunne få nedlagt Mester Blixen's business med at sørge for at plette hans ry yderligere og sørge for at ikke mange ville gøre handel med ham nogensinde igen.

"Skal vi se hvad De synes om Deres handel her...?" spurgte han med et hint af en trussel. Azir var godt irriteret at selvom hans familie havde ladet ham slippe let at han nu var kommet her for at snyde. Det skulle han under ingen omstændigheder slippe for.

Folkene i handelshuset nød synet af Taliia, som var omkring et hoved højre end Mester Blixen. Sådan som hun håndtere denne mand, der igennem det sidste års tid havde snydt med handlen og var utrolig ubehagelig i sin opførsel.
Nu var rollerne nærmest byttet rundt. Her var Mester Blixen den 'lille'. Og særligt efter at Azir, en engel som Taliia havde haft med hjem, viste sig at have kendskab til Mester Blixen.
Folkene var blevet noget overrasket over at Taliia havde talt om at indrage Azir i handelshusets forretninger, men nu tydede noget på at han havde stor kendskab til dette i forvejen. Hans måde at konfrontere Mester Blixen, gjorde at han steg i manges agtelse - selv på denne korte stund. Taliia kunne se at folkene afventede hvad resultatet blev, nogle stod med et skælmsk smil på læberne og andre stod med lysende øjne. Selv havde hun et skælmsk smil på læben og hendes øjne var ret kølige når de så på Mester Blixens ryg.

Nærmest som om Mester Blixen kunne fornemme at han var kommet i problemer, særligt efter at Taliia havde tvunget ham ned og sidde. Han var begyndt at få svedperler i ansigtet, da Azir stillede sig ved siden af ham og snakkede om kornpriserne. Det blev heller ikke bedre da Azir snakkede om sin familie og deres kontakter, her viste Mester Blixen at han havde trådt flere over tærene igennem årene.
Han kunne næsten mærke Taliias blik på sin ryg, og viste at han ikke ville slippe let om dette. Men derfor var han ikke helt klar på at give op endnu.

//Du er også velkommen til at styre Mester Blixen, hvis du har lyst //

Det virkede for Azir som om at folk her nød at se Mester Blixen blive trynet. Ikke kun af Taliia men også af Azir. Han vidste ikke helt hvordan han skulle havde det med det, men det var vel også irrelevant for situationen. Situationen var at Mester Blixen var en snylter og bedrager som en gang for alle skulle stoppes. Ikke nok med det så var han generelt også bare en ubehagelig person. Azir havde godt oplevet hans uprofessionelle opførelse før… der troede Mester Blixen ikke at der var nogen som kiggede imens at han havde skændet og smældet over nogen af Azir’s far’s tjenestefolk. De havde bare gjort som det var blevet sagt fra deres familie af, men der var åbenbart noget som ikke havde passet Mester Blixen. Han havde sågar slået én hvilket havde været fuldstændig uacceptabelt. Så det havde Azir også rapporteret til deres far og der havde Mester Blixen bare prøvet at snakke udenom og prøvet at glatte situationen ud. Det var godt at de havde fundet ud af at han havde snydt så de fuldstændigt kunne kappe alle forbindelser med ham. Det havde trods alt været en lovlig undskyldning så der var intet som Mester Blixen havde kunnet gøre omkring det. De skulle bare have haft stoppet ham dengang… det indså Azir nu. At give ham en chance havde tydeligvis ikke hjulpet, det vidste Azir godt nu. Som engel var han dog nødt til det da han ville tro på det bedste i folk og det at de kunne ændre sig og lære af deres fejl. For nogen lykkes det jo. Det var jo ikke fair sådan at generalisere. Der var jo dem iblandt som fandt ud af det og blev bedre mennesker. Det var måske en lille del af dem, men det var stadigvæk nogen.

Azir bemærkede godt den lidt spændte stemning i handelshuset. En stemning som han nu havde bidraget til med den måde han konfronterede Mester Blixen. Det var måske her at han kunne vise sit værd? De ville i alt fald være i stand til at se en smule af det som han var i stand til. Han var ikke ubrugelig… han var kommet her for at hjælpe og det var stadigvæk hans intention. Også selvom folk havde fejet ham til siden i starten fordi de ikke kendte ham eller havde tid til ham. Ikke at han bebrejdede dem, men blev man tilbudt hjælp var det oftest en god ide at tage imod. Ligesom den hjælp af en chance som Mester Blixen burde havde taget imod og ændret sine veje.
I alt fald så det ud til at Azir havde fået Mester Blixen til at svede en del. Tja, han havde trods alt puttet sig selv i denne situation så han fortjente enlig mere end blot at svede tran. Det virkede i alt fald at realiteten var ved at sinke ind i hovedet på ham. Han var i den grad i problemer for her var der mere end et vidne til hans bedrageri. Ikke nok med det så var det fra en handelsfamilie som havde på til flere kontakter og som derved ved nogen få beskeder kunne udradere ham og hans handel. Efter nogle beskeder ville der snart ikke være flere som nogensinde ville bedrive handel med Mester Blixen. Hvilket han enlig også fortjente.

Azir så meget selvsikker ud i hans situation i modsætning til Mester Blixen som ikke var kommet med noget forsvar. Om han så havde noget var ikke til at vide, men det ville ikke hjælpe noget. De kunne trods alt hurtigt finde ud af hvem hans ellers havde bedraget og kalde dem til at vidne. Der var sikkert ikke det forsvar som de ikke kunne nedlægge. Så Azir var dog spændt på at høre hvad han havde at sige og udefra det ville han så beslutte sig for om at udradere hans handel eller ej. Lige nu hældt han mere og at nedlægge al hans handel. I denne verden var man trods alt nødt til at være kontant med sådan noget. Det kunne trods alt ødelægge så mange liv eller i alt fald besværliggøre det ret kraftigt. Han stjal jo folks penge og deres profit. Det var ikke alle som kunne udstå sådan noget og holde sig selv oppe efter sådan noget.

”Så stille De blev. Har De intet at skulle have sagt i Deres forsvar? Eller… har De slet intet?” sagde han med et smil men med en stemme som slet ikke passede til det. Den var bestemt og hård…  

//Tak ;3//

Taliia nød at se hvordan Mester Blixen nærmest blev mindre og mindre, efterhånden som Azir konfronterede ham. Hun overvejede selv hvordan de bedst kunne straffe manden og så derfor over på nogle af folkene. Deres blikke sagde alt, de ønskede at han blev mærket sådan at ingen var i tvivl om at han var en bedrager. En af folkene spurgte med håndtegn om de skulle gøre stemplerne klar og hun nikkede stille. Hun ønskede dog at høre Azirs mening omkring dette, inden hun udførte det. Hun vinkede to store og stærke folk kvinder hen til sig og så på Azir.
"Må jeg lige væksle et par ord med dig, min ven? Disse to skal nok sørge for at den gode Mester Blixen bliver." Stemmen var venlig, som altid når hun snakkede med Azir. Hun gik hen til disken, hvor en af folkene satte et krus rom til hende og så sprøgende på Azir. Taliia tog et par store slurke af rommen inden hun så på Azir og smilede skævt.
"Her på øen, plejer vi at brændemærke snydere og bedragere. Men jeg vil meget gerne høre din ærlige mening. Har du et bestemt ønske om afstraffelse, eftersom han også har snydt din famillie?"

Selvfølgelig havde han ikke noget at sige. Hvad ville han overhovedet kunne stille op i denne situation? Det var trods alt ham som havde snyltet og blevet fanget i det. Ikke nok så var han også kommet til fjendtligt farevand da det ligsom var disse mennesker som han havde prøvet på at snyde fra deres penge... og prøve at lave en profit på det. Det var ikke i orden under nogen omstændigheder og han skulle da også straffes. Det var måske bare ikke helt op til Azir men nok mere dem som var ledere af denne ø... eller var højt nok oppe i systemet. Såsom Jake og Taliia. Siden Taliia var her var det nok hende som havde den højeste stemme for hvad der skulle ske med Mester Blixen. Det virkede også til at der foregik en stille samtale foran ham... nok om hvad som der skulle ske. Der var endda nogen håndtegn, som Azir så ikke forstod. Gav nok også fin mening siden at han ikke var lige så meet inde i øens system og sprog som Taliia var. Der gik dog heller ikke lang tid siden at deres håndtegn var blevet udvekslet til at Taliia kaldte Azir hen til sig. Han nikkede og trådte nærmere Taliia. Han var en smule spændt på at høre hvad det var som hun ville sige... men, på den anden side var han også en smule nervøs. Han havde bare en fornemmelse... ikke en så god en igen.

"Selvfølgelig..." sagde han kort idet hun spurgte ham. Han kiggede derefter på de to kvinder inden at han fulgte med Taliia. Azir havde det svært ved at afslå rommen og tog en enkelt slurk. Det var længe siden at han havde fået stærk alkohol så det brændte i hele munden på ham og hele vejen ned gennem halsen på ham. Han satte derfor også hurtigt glasset fra sig igen inden at han yderligere ydmygede sig selv med at hoste og skære ansigter. Han holdt i stedet masken og fokuserede på Taliia. Det smagte ikke så dårlig igen men det var svært at fokusere på smagen når hele hans tunge var blevet brændt af, af alkoholen. Han vendte sig opmærksomhed mod Taliia og ventede på hvad hun havde at sige til ham. Han blev dog en smule overrasket over det hun sagde men et eller andet sted gav det mening. Det var bare ikke måden som han og hans familie gjorde det på... eller engle generelt. Bare tanken om at brændemærke en anden person sad ikke godt hos Azir. Hans gerning havde måske gjort ham de fortjent, men der var skam også andre muligheder og måder at straffe ham på. Det var dog altid noget at hun spurgte Azir om råd. Det var faktisk noget som han satte meget pris på at hun gjorde. Så han kunne da heller ikke lade være med at smile i taknemmelighed.

"Det er... ikke hvad min familie og jeg ville have gjort... Det ligger os ikke naturligt," forklarede han venligt. Det var nok ikke så svært igen at forestille sig hvor svært en engel ville have det med sådan en handling. Det var dog ikke ens betydning med at de ikke ville kunne straffe ham. Nej, tværtimod.

"Vis du virkelig vil høre hvad jeg går og tænker om dette, tænker jeg, ingen andre skal lide under hans gerninger. Vi tager hans handel fra ham. Jeg kan sende besked til min familie og vores nærmeste kontakter. Gør i det samme er jeg sikker på at ingen længe har Mester Blixen ikke nogen som gider handle med ham... udover det skal han gøre op for hans handlinger. Lad ham arrestere og lad loven tage sig af ham." Dette var det som sad bedst hos Azir. På denne måde ville han ikke være i stand til at gøre noget lignende igen og ville også være mærket som en kriminel. I stedet for fysisk at mærke ham med et brændemærke. Det kunne muligvis også at noget tid en spjældet ville lære ham noget om ydmyghed og vise sig hvilken form for mand han er... og give ham en chance for at ændre det... med tiden. Vis det så ikke kunne lære ham noget... tja, så havde han vel ikke siddet længe nok i spjældet og kunne gøre godt med nogen år længere.

"Det tænker jeg i alt fald ville være en passende handling... Både jeg og min familie," sluttede han venligt af med og kiggede Taliia i øjnene. Han vidste godt at folk her var mere for noget mere kontant, men sådan var Azir ikke. Han var af en blid sjæl og var et følsomt væsen. Vis han kunne undgå fysik vold eller smerte undgik han det gerne... mest af alt fordi han havde følt så mange menneskers smerte før. Nogen værre end andre... Hans læremester havde bedt ham om at påtage manges smerte før. Det havde ikke altid været lige sjovt, men det havde givet ham en god forståelse for det. Udover det havde det også gjort ham mere hårdfør at gå igennem sådan nogen lidelser og smerter.

Nu var det bare at se om hvad Taliia synes om hans forslag. Han håbede ikke at hun ville synes mindre om ham på grund af det... eller at han var svag bare fordi at han var medliden, men det var heller ikke fordi at det var en let straf heller. Vis man tænkte over det var det faktisk en ret hård straf. Alt hans arbejde og handel ville blive taget fra ham samt at han ville blive sendt i fængsel og mærket som en kriminel.

Taliia drak mere af rommen imens hun lyttede opmærksomt til Azir. Hun nikkede også forstående til hans ord, ord som enlig gav god mening. Katrina havde også svært ved at forholde sig til at yde nogen smerte til at starte med, så det lå nok til engle generalt.
Hun fornemmede også at Azir ikke var meget for rommen og smilede.
"Du siger bare til hvis du vil have noget andet at drikke. Det er langt fra størstedelen der kan lide rommen. Ingen skam i det." Et par mænd skar ansigt, da Taliia nævnte rommen og nikkede, da hun sagde at der ingen skam var i at sige man ikke kunne lide det.
"Hvad hans straf angår... Ja, så er der noget om det du siger. Med at ødelægge handlen for ham. Vi kunne holde ham her i fangekælderen til vi er sikre på at alle ved hvad han er og så aflevere ham i Aquener til vagterne." Hun loddede stemningen hos de folk der hørte deres samtale, og den var overraskende posiktiv. Det var ikke fladt folk ind at man også kunne ødelægge en handelsmand på dén måde. Noget som som godt nok krævede en del arbejde. Men nu hvor Azir var her, var mange sikker på at handlen nok skulle blomstre. Folk hviskede hurtigt Azirs ord rundt til dem, der ikke havde hørt samtalen. Så hvis han så rundt, som Taliia gjorde, ville han se respekt i deres øjne. Hun smilede skævt, hans skulle nok falde godt til her. Særligt efter dette.
Hun tømte kruset, satte det på disken og gik over til Mester Blixen for at tømme alle hans lommer for indhold. Det alt sammen blev lagt på bordet. De to stærke kvinder hjalp hende med at holde ham stille. Der var intet sted som Taliia ikke undersøgte, hvilket også viste sig som en rødmen hos Mester Blixen, på tros af alt hans råberi. Da hun var færdig så hun smilende på kvinderne.
"Vil i to være venlige at følge Mester Blixen til hans nye logi?" De nikkede og slæbte af med ham. Hun vendte sig mod en flok henne ved døren.
"Og i sørge for at hans skib eller skibe bliver i havnen. Hæv lænken hvis der er nødvendigt." Et samlet "Ay" lød før de løb af sted i flere retninger. Derpå vente Taliia tilbage til disken hvor der stod et nyt krus rom, som hun tog med over til bordet for at gennemgå de ting hun havde fundet.
Azir, min ven. Kom skal du se.. Stemmen var fyldt med forundring og latter.

Det virkede til at Taliia allerede havde fundet ud af det med rommen. Det var så heller ikke så svært igen når nu han kun havde taget en enkelt slurk af den inden at han havde sat den væk igen. Det var ikke for at være uhøflig men han var også bange for at alkoholen ville ramme ham for hurtigt. Især når det var at han ikke var vant til det. Han havde trods heller ikke været fuld før og det var ikke nu at han skulle finde ud af hvordan en fuld beskyttelses engel var som fuld. Han havde allerede set sin tvillingesøster fuld før og det var skam et morsomt syn men ikke yderligere et smukt syn. Det havde taget uger før de havde fået alt det stads ud af hendes vinger igen. Azir havde dog fået noget perfekt materiale til at drille hende med. Ikke at hun ikke også havde noget på ham så han skulle da også passe på med hvad han sagde. De kendte trods alt hinanden lidt for godt efterhånden.

"Jeg... jeg ville nok nærmere sætte mere pris på en kop the," indrømmede han. Det var da også altid noget at det ikke var alle her som forestak rom. Måske skulle han bare vænne sig lidt til det? En anden dag måske... Så ville han da gerne drikke et glas rom sammen med Taliia. Det ville sikkert være rigtigt hyggeligt når de nu engang fik tid og kunne slappe af på denne ø. Lige nu var der bare noget andet som skulle ordnes, prompte.  

Azir nikkede til Taliia og smilede varmt til hende. Det lød som en rigtig god idé og meget nær det som han selv havde forslået. Han var glad for at hun havde lyttet til ham. Han havde været en smule bange for at hun ikke havde lyttet til ham med alle mændende omkring dem som havde ønsket at se Blixen brændemærket. Han var bare glad for at de kunne finde en lidt mere fredelig måde at gøre det på. Han kiggede også omkring for at se om de andre også var enige og det syn som mødte ham var han ikke forberedt på. I deres øjne, som kiggede på Azir, så han efter mange dage... varme og respekt. Han blev en smule forbløffet, men kunne da ikke lade være med at smile. Det så ud til at det bare at være sig selv og stå for den man var, var den rigtige måde at være på. Det skulle bare lige tage noget tid og han skulle bare have vist sit værd. Det havde han vel faktisk også fået gjort nu.

Efter at det var blevet bestemt hvad de ville gøre med ham gik der ikke lang tid før at Taliia fik sat skub i tingene. Azit fulgte med hende idet hun gav ordrer ud til de forskellige folk og fulgte hende med op helt hen til disken. Det virkede til at hun virkelig godt kunne lide rom... også på den måde som hun bare kunne hælde det ned på. Det var vel noget at man blev god til sådan som man sejlede rundt på havene. Man havde trods alt mere alkohol end man havde vand eller the med sig. Det var trods alt de ting som sømænd foretrak.

"Noget du vil vise mig...? Jamen, vis vej min ven," sagde han venlig og smilede til Taliia. Han havde ingen idé om hvad hun ville vise ham, men spændende var det da. Især når det virkede til at hun var så glad og lattermild over det. Dermed tænkte han også at det kun ville være noget godt som hun ville vise ham. Da han kiggede på bordet med alle de ting som hun havde tømt fra Blixen så han noget meget velkendt. Et våbenskjold... et våbenskjold som ikke tilhørte nogen andre end Mh'lani familien. Det var en smuk ring med en havblå crystal med deres families våbenskjold. Det var en gammel artifakt som havde tilhørt deres familie i mange generationer. En ring som var forsvundet og som ikke havde været til at finde... og her var den så. Azir kunne næsten ikke tro sine egne øjne da han så den og lige så forsigtigt tog han den op og inspicerede den i hans hånd.

"Jeg kan ikke tro det," indgraveringen sagede at den tilhørte hans tipoldefar, Ali Mh'lani.

"Vi troede at vi havde mistet den for altid..." sagde han lige så stille og kørte ringen rundt i hånden for at se om den havde nogen skrammer. Der var intet at se på den. Den var heldigvis uændret igennem så lang tid. Hvad Azir dog ikke forstod var hvordan Blixen havde fået fingrer i den. Medmindre at han havde stjålet den. Den tanke fik det Azir's blod til at koge en smule. Måske havde manden alligevel fortjent at blive brændemærket...

Taliia smilede over hele ansigtet ved Azirs reaktion over ringen. Hun syndes godt at der var noget bekendt ved den og hun have gættet rigtigt.
"Glæder mig at den er fundet igen." Hun gav tegn til nogle af folkene.
"Prøv om i kan finde ud af om noget af alt dette er stjålet og hvis det er, så skal vi have fundet de rette ejer. Det kan godt være at vi er pirater, men derfor skal ret være ret." Et par af folkene gik hen for at finde forskellige bøger, hvor der blev noteret, hvis nogle af kunderne ønskede at de skulle holde øje med noget specielt. Disse bøger ble lagt på et bord bagved Taliia og Azir, så alle kunne se noterne. Andre folk begyndte at gennemgå de forskellige ting. De beskrev tingene som de havde i hænderne, så Taliia, Azir og nogle andre kunne se bøgerne igennem for noter af den beskrivelse.