A nigit without end ~Zefira~

Tænksom og en anelse forskrækket over det uventede svar, trak Zefira sig diskret tilbage i stolen, hvor hun hvilende, lod blikket undvigende søgende rundt. Dræbt. Det lød så.. groft. Alt for direkte til hendes lille verden. Men såvel som de levede i en eventyrverden, fyldt med drager og elvere, fandtes virkeligheden også. Selv kunne hun ikke komme udenom, at have oplevet et par grimme ting eller to i livet. Men at få sine forældre dræbt? Næppe. En sidedetalje var så, at hun ikke mindedes nogensinde at have haft forældre. Men det lød smertefuldt alligevel. "Hvor.. Hvordan ved de, at deres forældre blev dræbt?" Et dumt spørgsmål. Det slog hende først bagefter, at det måske var et ømt emne, at tage op i en søvnig krog. Men, hvorfor ikke? Måske kunne det hjælpe dem begge. Hvilket det allerede lod til, at have gjort da noget gik op for hende. "Kunne det være muligt, at de havde arvet noget fra deres far? Magi? Troldmandsgener? Det var blot en tosset idé, men det ville forklare deres menneskelighed, men kræfterne!" Fortsatte hun, tydeligvis revet med af den brilliante idé. Det kørte jo på skinner det her!

han kiggede kort på hende og lænede sig helt tilbage og vidste ikke hvor han skulle begyndte ''jeg så dem, brandt på et bål hvor min far råbte til mig at jeg skulle løbe, og det gjorde jeg, mens jeg løb gennem skoven i nærhenden af den lille landsby hørte jeg min mors skrig og lyden af menneske mængden der råbte efter mig, og for et kort øjeblik forsvandt min mors skrig og min far skreg hendes navn'' ventor begyndte næsten helt og gå i chock over historien han sad og fortalt, hans barndom havde præget ham med at flygte og gemme sig og uden muligheden for at vide hvorfor hans forældre blev myrdet, men så igen, måske ønskede ventor ikke at vide dette. ''men jo, min far havde magi, men jeg troede jo blot at det var små triks, ligesom at få kort til at forsvinde i den blå luft og tilbage igen'' han kiggede kort på hende og tog sit glas og hældte mere vand op i det for at kunne få ro..

Usikker på, hvordan hun skulle reagerer på dette fjerne men gyselige minde, gav Zefira sig til at glatte kappen. En kamp så godt som tabt. Kappen havde under hele deres samtale, stadig formået at beholde dens skybløde overflade helt glat. I et kort øjeblik kunne hun næsten mærke, hvordan flammerne slikkede op omkring dem. Hvordan at man kunne høre fjerne skrig i baggrunden, men som ikke var andet end småsnak her. Varmen opdagede hun hurtigt, var sin egen vrede og forfærdelse. I et kort øjeblik kunne hun næsten se sin egen ånde, brændende og syrlig som vreden stikkende indeni. En slags grøn glitrende gas der svævede foran hende. I en trancelignende tilstand rakte hun armen frem for at røre dette svævende grønne stykke. Men pludselig skar hans stemme igennem. Skyen forsvandt ikke. Den drev videre, og delte sig i rummet. En svag, syrlig og yderst stikkende fornemmelse bredte sig hos de fleste af gæsterne i hjørnerne, der undrende kiggede rundt, inden de fortsatte med deres eget igen. Selv bartenderen lod til at vågne lidt op, og kiggede sig mistænksom omkring. "Jeg beklager det, med deres forældre. Det lyder som et forfærdeligt minde at skulle bære.. " Forsøgte hun medfølende. "Men de er da et skridt tættere på at opklarer deres egne kræfter nu, hvor de ved deres far ikke blot var en trickmagiker." Hendes blik fik hurtigt rettet sig mod den friske kande vand. "Tillader de, at jeg tager en tår? Min hals føltes pludselig så tør og brændende." Hun tog en bleg hånd op omkring halsen, og ømmede den tørkende hals, hvor endnu et kort grønt spillede sig.

han lod sig række kanden over til hende ''jo selvfølgelig'' sagde han høflig, og kiggede lidt undrende, hun virkede en mulig underlig men måske var det ham som manglede søvn efter 24 timers vågen rejse og først nu havde kommet til en kro, '' har de det dårligt?'' sagde han kort efter at havde set den lidt skræmmende grønne ånde som hun pustede ud, men måske var det blot ham pga hans søvnløshed..

Yderst taknemmelig tog Zefira imod kanden. Med hænderne lukket godt om den for ikke at spilde, skænkede hun op til sig i det glas som før havde været brugt til den frugtlignende drink. "Mange tak." Ivrigt fik hun stillet kanden på plads, og greb om det nu fyldte glas. Dog måtte hun standse præcis et par millimeter fra at kanten af glasset mødte læberne, for at stirre på Ventor. "Dårlig? Mig?.. N-Nej.. Det.. Ikke som sådan." Undskyldte hun sig med, inden hun hastigt lod den kølende væske glide indenbors. Havde han set noget? Forstået noget? Det virkede mere som om, at Ventor efterhånden fattede mere af, hvad der skete omkring dem, end hende selv. Hun burde nok holde sig fra sjove drinks fremover, så 'sent' på dagen.

ventor smilede lidt og lod blikket rundt i lokalet der var en underlig stemning blandt dem, men måske var det pga ventor som talte til en kvinde eller også var det den snære lugt som tidligere var der, hans blik lod rundt for at se hvad det var som kunne havde bragt denne snære lugt, men efter hånden som Zefira drak vandet forsvandt lugten stille hen, men måske var det pga den dårlig træbeholdning, selvom Ventor ville sige det var hendes ånde pga drikken.

Lettere pinlig berørt, og bevist om det pludselige stemningsskift i kroen, lod Zefira resten af vandet glide ned. Forsigtigt placerede hun glasset på bordet igen, og lod den lyserøde tungespids, fange de sidste vanddråber, der havde gemt sig på den blodrøde underlæbe. "Beklager.. Vi snakkede om deres forældre, ikke sandt?" I et forsøg på at bringe det videre fra episoden fra før, måtte hun desværre taget det ømme emne op. Det kunne selvfølgelig også være, at han endte med at sende hende væk. Hun var selv blevet lettere forskrækket, over skyen. Det lignede næsten ren gas, der havde stået ud af hende. Måske burde hun snakke med Zela om den slags. Elvere skulle efter sigende være rimelig fikse med magi. Måske vidste hun noget?

Ventor smilede lidt, ''jo det sandt, men det er vidst ikke meget mere jeg kan fortælle, de er døde og mere kan jeg ikke gøre desværre, men sådan er livet vel, at man lever og der efter kommer et tidspunkt hvor alle skal traffe deres vej og betræde den anden verden'' ventor smilede lidt og tog en slurk af sit glas og kiggede stille rundt mens blikket på hende blev lagt igen, ''hvad arbejder de så med?'' sagde ventor stille for at kunne ændre retning af deres samtale frem for at tale om de døde og mistede, han ved jo at hans fader og moder betød noget for ham, men der var jo intet han kunne gøre, hans fader var død og det samme var hans moder.

Zefira nikkede medfølende. Tabet af forældre eller slægtninge ville aldrig ramme hende. Man kunne så diskuterer, hvad der var værst. At leve sit liv, uden nogensinde at vide, hvor man kom fra. Hvilke mennesker der havde bragt en livet og, hvem de omgik. Eller at vide, hvem der have elsket en men samtidig havde mistet livet. Og på sådan en grusom vis! "Det er rigtig. Men man kan da håbe, at det i det mindste sker på naturlig vis. At folk betræder den anden verden fordi de selv er klar, og ikke fordi andre mener, at de er..." Hendes stemme døde hen. Hun havde en anelse om, at Ventor havde det lidt på samme måde. I hvert fald med hensyn til hans forældre. "Jeg har faktisk ikke noget arbejde. Jeg er lidt af en strejfer. Min hverdag går mest med at samle urter og små indkøb." Nu, hvor han tydeligvis havde været hudløst ærlig overfor hende, og betroet et meget ømt emne, følte Zefira, at hun sagtens kunne fortælle ham om sine egne.. pinligheder og problemer. "Desuden forsøger jeg også at opdrage min.. slave Zela, med gode manerer. På human vis, selvfølgelig! Og sørger for, at hun har det godt." Hun ønskede ikke, at fremstå som en slavepisker. Zela var en slave, der var kommet uventet ind i Zefiras liv.

ventor kiggede lidt undrende på hende, og kunne ikke helt forstå hvorfor folk ønskede slaver i deres arbejde, frem for at hyre en ven og betale dem for arbejdet, men måske var det fordi hun ikke ønskede at betale mennesket ''tja, angåenede slaver har jeg ingen interesse, men jeg respektere alle som har med slaver at gøre, og forstår at de fleste som har slaver har det pga de ikke kan gøre det hårde arbejde selv, men dermed er der stadig nogle få som sikkert godt vil lade en pisk ramme deres slaver, jeg har blot ladet mit sind lagt på at ingen slaver skal følges med mig, men en god ven siger jeg aldrig nej til'' sagde ventor venlig, han mente godt nok at slaver var noget som ikke virkede venligt eller human på nogle metoder, men at havde en slave som fx. gjorde rent i huset og tog sig af vaske tøjet og samtidig blev godt behandlet virkede bedre end en slave som skulle arbejde på grænsen af sit liv i en gammel forstøvet mine.