En gammel tjeneste indløses - Ceciro

Blæsten tager mere og mere til, og mørke skyer glider langsomt ind over landet. Der ude på marken, ved den sort svedne ruin, som engang havde været en del af en mægtig borg for flere år tilbage, stod en høj og slank kutteklædt skikkelse og spejdede ud over landskabet.
Historien om hvorfor denne person stod der, starter mange år før, mere end et menneskets levealder. Det startede alt sammen med en tjeneste.
Det var Alítheia, den rødhårede dæmon, der frem for alt holdt af penge. Og hvordan den tjeneste hun kom til at skylde var den selvsamme grund.

For de mange år siden var hun ved at have en god handel i hus, hun manglede bare en ting før den var perfekt. Et stykke kunst, for køberen af hendes ting havde en svaghed for sådanne ting.
Da Alítheia havde sine kontakter havde hun hørt om denne dæmon ved navn Ceciro som åbenbart var kunstner, hvis hun var meget heldig (Hvilket hun var) kunne hun få dette kunstværk som en tjeneste, hun skyldte så dog ham en.
Som hun havde forudsagt var handelen fuldendt med det kunstværk, køberen kunne ikke sige nej nu, og hun tjente meget på den handel.
som tiden gik gled den tjeneste hun skyldte hen i tankerne, og blev med tiden et svagere og svagere minde, indtil brevet hun en dag modtog, hvor hans navn stod på. Så huskede hun det straks, den tjeneste hun skyldte.
Brevet beskrev at han ønskede at hun skulle give ham den tjeneste nu, og den beskrev meget præcist hvor hun skulle møde op og hvornår, faktisk var det beskrevet så præcist at det var umuligt at tage fejl af hvor hun skulle hen, faktisk var det som et kort.
Alítheia var så mødt op, for et løfte var et løfte og en tjeneste skulle indløses, den stolthed havde hun dog.

De tunge skyer var kommet meget nærmere nu, og dækkede snart hele himmelen, der var kun få pletter, hvor man kunne skimte den lyse blå himmel, som var over skyerne.
først faldt en dråbe, så en til, og snart øsede det ned, og Alítheia havde intet sted hun kunne gå i læ, de ruiner der var, var simpelthen for sammenstyrtede, og da det var en ødemark hun befandt sig i, var der ikke mange træer eller noget.
Hendes tålmodighed var ved at slippe op, hun stod nu her i en storm, hvor regnen piskede imod hende, til den tid der var aftalt, men Ceciro selv havde åbenbart valgt ikke selv at dukke op til tiden.
Humøret sank sammen med vejret og hvis han ikke snart dukkede op ville hun gå, lige meget hvad, for hun ønskede ikke at stå her og pynte for evig og altid, bare for at indløse en tjeneste, nej noget respekt burde han også have for hende, mente hun.
Der var bare et problem, selv hvis han var der, eller næsten var der, ville hun ikke kunne se det på grund af vejret. Der var mørkt og regnen gjorde det umuligt at se lige frem.

Dagen havde været lang for lang og Ceciro havde travlt med og få det sidste folk ud af butikken så han kun komme af sted til hans møde med Alítheia, det havde været år siden at hun havde kommet ind i hans butik og de havde snakke om hvad der ville passe bedst til hendes hjem, Ceciro havde lavet det Alítheia havde ønsket og som betaling skylet hun ham en tjeneste.
År havde gået på og med tiden havde han selv gemt tjenesten men så en dag men han havde været i med en tegning til et billede dukket det bare op i ham, Ceciro var jo en mand som ville have tingen gjort og han sendt hurtig et brave til Alítheia om den lille tjeneste som han gerne ville have betalt og det var nu blev til et møde i nærheden af the valley of dead.
Endelig folk var ude og Ceciro lukket hurtig af før han igen var ude på gangen og han smutte hurtig ned i gennem gaden og af sted mod mødestede, det tog lidt tid men han komme dog der ud.

Ceciros tøj bestod som altid i et jakkesæt i hvid eller sort, hans hud havde den samme blege farve som altid mens hans hår havde fået en postkasse rød med en bund af sort, hans øjne havde den samme sort farve som den gang og eller var der ikke mere som var lavet om. Regnen bør ud efter hånden som han gik hen i mod Alítheia og tøjet var hurtige koldt og vådte som bare helvede men det gjort ikke så meget igen "Jeg beklager vente tiden Miss. Alítheia men der var del folk som ikke havde lyst til og gå" sagde Ceciro med den samme halv mørke stemme som hun en gang havde hørt, Alítheia så ud som sig selv men hvad mere skulle man forvente af en dæmon de lavet sig jo ikke bare om som alle andre. Nej dæmon var altid de samme og mange mennesker ville sikker dø for at kunne leve for evigt selv evigheden kun være et helvede for nogle dæmoner, for Ceciro var det blot en normal ting og han var ligeglad med hvor længe der ville gå før han ville ende i døden som andre normal dødelig..

Efter den lange ventetid Alítheia var blevet udsat for, dukkede Ceciro endelig op. Faktisk havde han været i nærheden et stykke tid, hun opdagede ham bare først da han talte med den samme dybe stemme som han havde gjort for de år tilbage.
Og det eneste han sagde, var undskyld for forsinkelsen, andet nævnte han ikke. Da hun var ved at være ret træt af at stå ude i det elendige vejr, i hendes gennemsølede tøj, ville hun gerne have at vide, hvad det var hun skulle her, og hvad dat var hun skulle gøre for Ceciro.
Den eneste lyse side Alítheia så ved regnvejret, var at hendes tøj i det mindste blev en anelse renere, og kunne slippe af med nogle af alle de mudder kager og blod på hendes før hvide skjorte.
Eller det troede hun, men da hun gik hen mod Ceciro, så hun var sikker på han kunne høre hende, var hun uheldig. Alítheia gled i noget mudder, så hendes tøj blev mere beskidt en før, og det var åbenbart muligt.
Hun rejste sig forsigtigt op igen, og gik videre som om intet var sket, og hvis Ceciro viste så meget som et smil på hendes læber, skulle han ikke regne med hun vil gøre sit bedste for at udfører denne tjeneste.

Da Alítheia var henne ved ham, med mudder og vand dryppende fra sig begyndte hun at tale til ham. ”Forsinket, hmpf, det burde du passe på med selvom jeg skylder dig en tjeneste burde du, da du sagde tiden komme præcist.” lød hendes svar en smule muggent.
Hendes tålmodighed var egentlig også ved at slippe op, hvorfor sagde Ceciro ikke hvad det var hun skulle lave, hvad var det han ventede på, hun kunne jo ikke vide, dog havde en idé om det.

Alítheia havde en idé om at de skulle ind i The Valley of The Dead, da man nogle gange kunne ifnde mange værdifulde skatte og magiske ting derinde. Hun havde engang selv fundet en juvel, en sjælden en gang ville kunne føre ejeren af den hen til det den ønsker mest af alt. Hun havde endnu ikke brugt den, men havde tænkt sig en dag at benytte den, til en bestemt ting. Det havde ikke været rart at få fat i den juvel, og det var heller ikke let, nej det var en bestemt farlig færd.

”Kom nu med det, hvilken tjeneste er det jeg skylder? Skal jeg skaffe en værdifuld genstand til dig? Skal jeg hævne en? Vil du have noget igen du har mistet” sagde hun med en irritabel stemme, for endelig at få et svar, men det svar hun ville få faldt måske ikke just i hendes smag, eller glæde hende mest af alt. Denne tjeneste ville være en hun ikke kunne glemme, og aldrig ville glemme.
Den ville måske få hende til at gå af med penge i fremtiden i stedet for at skylde en enkelt tjeneste, for det var ikke altid det værd, så hellere betale.