What a wet night - Xakle

_________________________________________________________________________________________

Dagstimerne var gået med politiske embeder og diverse ting en leder skulle tage sig af, men det betød også at Marcus havde været lukket inde hele dagen i et rum sammen med andre vampyrer der alle skulle have noget af ham. I forvejen var Marcus ikke god til at være fastlåst et sted. Tjansen som leder udfordrede tit hans tålmodighed, så dage som denne var ikke hans favoritter. Da mørket endelig kom og gav ham frihed havde Marcus forladt alle møderne og vandret ud i den tidlige nat med et behov for blod og frihed.
Dette behov ville dog kun blive halvt opfyldt så det ud til. Aftenen havde budt på en ung kvinde der havde lagt hals til hans sult. Hun havde ikke været særlig svær at charmere sig ind på, faktisk havde hun været meget nem og ikke spor underholdende, men den værste sult var dog blevet stilt. Doomsvilles gader var efterhånden indkodet i Marcus' så han ikke behøvede at tænke over hvor han gik hen i sin hvileløshed.

Ikke mange øjeblikke efter han havde forladt det triste lig af hans aftensmad begyndte regnen. Det startede ud roligt, men hurtigt udviklede den ellers harmløse regn sig til en mindre storm. Man kunne se hvordan himlen blev oplyst i tide og utide hvor efter det lød, som hele verden blev revet fra hinanden. Tordenbrøl kunne næsten mærkes i hele kroppen hver gang de lød. Det behagede ikke Marcus. Dette skulle være hans frie timer hvor han kunne færdes hvor han ville. Denne tordenstorm berøvede ham hans frihed. For selvom Marcus ikke frøs eller var bange for torden, så var der ingen grund til at være ude i uvejret, for alle andre ville søge ly.
Med hurtige skridt kunne man se Marcus sætte kursen mod kroen. Han foretrak Det Vilde Svin, så at han var i nærheden passede perfekt. Det var ofte slagsmål, men der var også værelser man kunne leje for en lille sum penge. Det var et fint sted at bruge en nat, så selvom frihedsberøvelsen var irriterende så var Marcus dog stadig ved godt mod.

Marcus nåede ind i kroen sammen med en lille flok andre folk. Der var godt fyldt denne aften, han var ikke den eneste der havde søgt ly for det frygtelige vejr i kroen. Marcus var ikke blevet hel gennem våd, men det eller små krøllede mørke hår var en del fladere end normalt og små perler af vand hang i spidserne. Marcus trak den velkendte mørke jakke af og kastede den over den nærmeste tomme stol. Hans tatoverede sleeve kom til syne da han havde en grå skjorte på, hvor ærmerne var smurt op. Hans sorte bukser var kun våde i bunden heldigvis. Alt i alt var han ikke så slemt ramt af vejret.
Der gik ikke mange øjeblikke før han fik bestilt et glas med øl. Det var bedre end ingen ting, selvom han foretrak noget lidt stærkere. Men med glasset i hånden satte han sig til rette i stolen og kiggede roligt rundt i lokalet. Der var den del forskellige racer til stede, de fleste var mørke racer, men det kom ikke bag på ham. Enkelte vampyrer var også tilstede, men de vidste de skulle holde deres afstand når Marcus ikke skulle bruge dem til noget.

Xakle havde været ude det meste af dagen, solen havde skinnet og det havde været dejligt. Xakle elskede at bevæge sig rundt udenfor, ikke fordi hun havde noget hun som sådan skulle, hun kunne bare godt lide at gå rundt, og særligt på bære fødder, hun elskede at mærke græsset mellem sine tær eller små stenene på vejen nærmest skære i hendes fødder unde at der skete noget.

Hun havde fået skaffet sig et hjem i Doomsville, ikke noget særligt men det var bedre end ingen ting, hun var der alligevel primært kun når hun skulle sove eller at vejret bare ikke var til at tage nogen steder. Hun havde dog også dage hvor hun bare blev der hjemme og ikke gad lave noget. Men alligevel lavede hun noget, for så eftergik hun sin bue og pile, hun passede meget på din bue, da den betyd noget helt særligt for hende! Da hun havde fået den lavet, havde hun skrevet graveret hendes fars navn ” Gale” i den.

Det var blevet sent og mørkt, et voldsomt uvejr havde ramt byen, hun overvejede om hun skulle gå hjem, og så blive gennemblødt eller gå over til kroen der lå kort fra hvor hun var, og så vente til det ville stilne lidt af. Hun besluttede at gå med kroen! Selvom hun ikke var meget for at komme der, der var skumle typer, samt at hun havde hørt diverse historier om kvinder der var gået der ind alene, ikke fordi hun var bange, for hun var ikke bange for noget helst!!!!! Måske var hun, men man ville ikke få hende til at indrømme det. Et voldsomt torden brag og et lyn og kort efter et braget, fik hendes nærmest til at hoppe 4 meter som hun tog i døren for at komme ind på kroen, hjertet bankede der udaf! Ja, Xakle kunne ikke lide torden og lyn! Men det var der ingen der skulle vide! Det var så pinligt! Ikke engang hendes far eller mor vidste det! Dog havde det været noget mere tydeligt som barn, men en overgang var hun vokset fra det, og desværre var det vendt tilbage til hende.

Døren blev åbnet og Xakle trådte indenfor, der var en underlig grim lugt af sved, alkohol og ja hun kunne ikke helt sætte ord på de andre ting! Hun prøvede så vidt muligt ikke at trække vejret igennem næsen! Men for fanden det var svært! Hvor skulle hun placere sig? Hun kiggede rundt og endte med at finde en plads der kun lige var blevet ledig ved siden af en mand med langt sort kryllede hår, hun kunne til et starte ikke se hvem det var, da hun stod bag personen, dog hænte hun sin kappe på stolen uden at anse de andre omkring hende og begav sig op i baren hvor hun bestilte et stort krus øl! Øl var altid en god ting, særligt når det lynede og tordnet for det var med til at dulme nerverne og nervøsiteten kort efter var hun tilbage og trak stolen ud og placerede sig, hun drejede tilfældigt hovedet til højre for at se hvem der sad ved siden af hende, hun rullede med øjnene da hun opdagede hvem det var, ” Argh du mener du ikke vel?” Sagde hun lettere irriterende dog stadigvæk med et smil på læben.

Marcus havde ikke været i kroen særlig længe før de første skænderier var brudt ud blandt nogle af de andre kro gæster. Det var nu ikke så unormalt at der var lidt skænderier fra tid til anden. De blev først irriterende når de udviklede sig til slagsmål, Marcus var ikke bleg for vold, men steder som kroen eller andre lokaler der ikke var store nok til det var det kun en pine, når folk sloges.
Marcus havde allerede drukket en god mængde af sit krus øl, det var ikke så koldt som han havde ønsket, men det var svært med de varme sommerdage. Han klagede dog ikke. I stedet fulgte han roligt med i det høje skænderi i kroen, han var langt fra den eneste der sad åbentlyst og så til imens to mænd med fuldskæg var i gang med en hed diskussion over noget kvæg de havde. Der bredte sig et køligt smil over Marcus' læber imens han lyttede til deres råben. At de gad at hidse sig sådan op over kvæg var spøjst. Men så igen, de havde måske ikke andet end deres kvæg. Marcus rystede let på hovedet imens han gav sig til at kigge lidt rundt på de mange forskellige ansigter der var i kroen.

Der gik ikke længe før døren ind til kroen igen gik op, der havde allerede været et par stykker der var kommet til efter Marcus. Der var snart ikke mere plads i kroen. I hvert fald hvis folk ville sidde ned. Marcus' sidekammerat havde dog rejst sig og var gået fra sin stol, men inden længe havde den nytilkommende sat sig der. Marcus havde først ikke taget notits af hvem det var. Først da han kunne dufte hende gik det op for ham. Det var nemlig en genkendelig duft, fra en helt bestemt sortelver.
Han blev bekræftet i sin genkendelse af sortelveren, da hun talte kort efter. Han rystede kort på hovedet uden at sige noget. Det halv lange krøllede hår var stadig små vådt så lidt dråber faldt af spidserne af hans hår. Stemmen var ikke til at tage fejl af, det var Xakle der sad ved siden af ham. Han så kort hen på hende, hun var nu køn, det indrømmede han godt.

Marcus lænede sig roligt tilbage i stolen uden at sige noget. Et lille skævt og køligt smil kom til syne. Selvom han sagtens kunne smile oprigtigt, så skete det sjældent, især steder som kroen. Der var både vampyrer og andre der vidste hvem han var. Han ville ikke vise svagheder over for dem, bare fordi Xakle var tilstede.
Med en rolig bevægelse rakte han sit øl krus hen mod hendes og nikkede bekræftende. "Så skål da" hans stemme var lavmælt, men dog højt nok til at Xakle ville hører det. Det var nok ikke den hilsen hun havde regnet med at få fra ham, men det tænkte han ikke over. Han var egentligt bare små forundret over at se hende i kroen. Det var ikke et sted han normalt regnede med at se hende, mest af alt på grund af de grove typer der ikke behandlede især kvinder særlig pænt.

At folk nærmest var ved at komme op og slås over diverse ting og sager ragede Xakle, hun kunne virkelig ikke være mere ligeglad! Hvorfor skulle hun blande sig? Det var voksne mennesker der var her! De kunne vel finde ud af at tage tingene som voksne? Dog virkede det ikke helt til det, som to mænd havde rejst sig op og stod og direkte truende råbte af hinanden, mens andre prøvede at holde dem adskilt fra hinanden. Xakle kunne ikke lade være med at rulle med øjnene over det.

Xakle vendte blikket tilbage på Marcus og så hans lille skæve kølige smil, hun kunne nu alligevel ikke lade være med at sende et lige så lille køligt smil tilbage til ham! Hvorfor skulle han være sådan! Han var bare så skide irriterende! Men samtidig så skide lækker! Men han var forbudt område, han var en vampyr og endda lederen af vampyrerne og det ville bare på ingen måde gå! Hun var sortelver! Han kunne glemem det, og alligevel kunne hun ikke helt, lade være med at tænke på hvordan mon han så ud under sit tøj. Hun vidste ikke om Marcus kunne læse tænker, hun havde hørt om flere vampyre der kunne det! Men han skulle bare helt og aldeles holde sig fra hendes tak.

Endnu engang blev der rullet med øjnene, mens hun løftede sit krus med øl op mod hans, ” Skål ” sagde hun og kunne ikke helt lade være med at sende ham et meget lille og kort flirtende smil. ” hvorfor er du altid der hvor jeg er?” spurgte hun og så på ham, selvom det denne gang havde været omvendt, det var hende der var kommet sidst her til af de to. ” Fået ædt nogen små tøser der ikke ved bedre?” Spurgte hun forholdsvis koldt. Xakle havde denne aften hverken sin bue eller pile med, hun havde ladet dem lille hjemme, selvom det normalt på ingen måde lignede hende! Men han skulle heller ikke begynde at spørge ind til det!

En ung mand kom over til dem og så på Marcus og Xakle, som han ikke helt kunne lade være med at ligge sin hånd på Xakle skulder, for derefter at føre den ned mod hendes bryst, samtidig med han sagde ” woow sådan en smuk ung kvinde som dig, burde da tage med mig hjem og hygge” Sagde han og grinte, det var tydeligt at han var ret beruset. Dog reagerede Xakle på det og tog hans hånd rejste sig forholdsvist hurtigt, vred armen rundt på ham og skubbede han ned på bordet så Marcus og Xakle øl væltede. Xakle lænede sig indover den unge mand og hviskede truende. ” Hvis jeg var dig, vil jeg tage dine ord i dig igen, og hvis du nogen sinderør mig igen er det ikke din arm jeg brækker men din nakke” Sagde hun og pressede armen længere op til man til sidst kunne høre et ordenligt knæk og manden der skreg. Først da gav Xakle slip på ham og skubbede ham væk, og lod ham gå. ” Sorry, det jeg sku ked af, jeg gir en ny øl hvis du vil?” Sagde hun og kunne ikke lade være med at sende ham et stort smil, som hurtigt forsvandt og blev til et koldt smil.

Marcus drak roligt af sin øl efter hun havde skålet med ham. Han vidste godt det ikke var den hilsen hun havde håbet på, men det var den hun fik. Han skulle helst ikke tages i at flirte med en sortelever, så han reagerede ikke rigtigt på hendes lille legende smil. Han løftede dog kort det ene øjenbryn da hun kommenterede på at han altid var der hvor hun var. Det var et stykke tid siden han sidste havde set hende, så han var en anelse uforstående, men han valgte ikke at sige noget til det alligevel. Han betragtede hende bare roligt imens han drak lidt mere af sin øl.
Hendes næste spørgsmål fik ham til igen smile lidt, stadig et koldt og grumt smil. "Jeg er ikke helt mæt i aften, men nu sidder der jo en såkaldt tøs ved siden af mig.." sagde han roligt og skævede lidt til hende. Han havde ingen planer om faktisk at drikke fra hende, men alligevel var hun nu meget sjov at drille lidt med det. Elverblod var ikke det værste at drikke, men de var ikke de nemmeste at få fingrene i.
Marcus havde noteret at hun ikke var bevæbnet med sin bue, som hun ellers bar med sig. Han lænede sig kort hen mod hende og hviskede igen drillende "Du ville være en nem snack uden din bue i aften..". Han smilede skævt igen. Han vidste godt at hun ikke ville være vild med den kommentar, men han synes nu hun var meget sjov at drille. Han rettede sig så igen så han sad ordentligt i sin stol, så der ikke var noget der så mistænksomt ud.

Marcus havde ikke rigtigt taget notits af den halv fulde mand der kom hen til dem før han allerede havde lagt hænderne på Xakle. Marcus satte øllen fra sig på bordet imens han skulle til at sige noget til manden. Marcus nåede dig ikke at gøre noget eller sige noget til manden, før Xakle allerede stod op og fik væltet manden ned på deres bord. Marcus sukkede kort da hans øl blev væltet. I det mindste var der ikke så meget tilbage i kruset længere, men det var dog stadig irriterende det gik ud over hans øl.
Da Xakle truede manden og han derefter skreg så Marcus roligt hen på Xakle. "Var det meningen at vi skulle have et helt publikum?" Spurgte han køligt og nikkede ud mod kroen. Der var mange der sad med nysgerrige øjne og fulgte med i hvad der var sket ved deres bord. Marcus ønskede sig ikke unødig opmærksomhed i kroen, slet ikke sammen med Xakle.

Marcus så kort efter manden, da hun sendte ham væk. Selvom Marcus foretrak at folk kunne passe på dem selv, så var han ikke meget for at få sin maskulinitet udfordret på den måde. Han kunne dog ikke gøre så meget lige nu, ikke med mindre han ville have mere opmærksomhed i kroen. Denne mand måtte vente til en anden gang, så kunne Marcus nok finde på noget underholdende med ham. Marcus rejste sig op fra sin stol og så på Xakle. Han sagde ikke noget, men gik op i baren for sig selv. Han kom tilbage fra baren med to gals, det var ikke øl denne gang, men whiskey. Han satte sig igen i stolen og drak en tår af det ene glas. Han så lidt hen på Xakle og rakte så det andet glas hen mod hende. "Måske jeg alligevel ikke vil få dit blod så nemt" sagde han og skævede hen til den halvfulde mand der så ud til at have meget ondt i sin arm.

Xakle så på ham, det var virkelig frusterende at være hende, særligt når Marcus var i nærheden, for der ting hun godt kunne lide som hun nægtede at vise og lade sig reagere på, men så var der også bare ting som hun virkelig hadede ved ham og ikke kunne udstå ham. Det var bare så skide irriterende for hende. Det var værste var at hun har helt sikker på det var det, den anden vej rundt. Hun nægtede at indrømme det, eller tro på det for den sags skyld. De to skulle ikke være sammen, aldrig! Det gik bare ikke. At han fortalte at han ikke var helt mæt denne aften, fik hende til at sukke tungt, hvorfor var sådan en som ham mæt? ” du er bare sååååå sjov hahahha, ja forfanden kan du høre hvordan jeg griner højt. NOT! Tag dig sammen mig, du er sku for ussel” Sagde hun og prøvede virkelig at være hård, men hun kunne nu alligevel ikke lade være med at havet stort smil på sine læber, selvom hun ihærdigt forsøgte at skjule det.

Det var virkelig et sjældent syn at se hende uden hendes bue, og inderligt magtede hun ikke at høre på ham som han kommenterede det. Han var skide irriterende lige nu, hun sukkede tungt og vendte blikket mod ham ”ja ja det du nu, men jeg er ikke som alle andre kvinder der falder for dine fødder” Sagde hun og håneligt og med et fnys. Mange forventede at hun var som de fleste andre kvinder, slap og ikke kunne slås. Men var der noget hun var så var det stærk og god til at slås, dog endnu bedre til at bruge bue og pil.

Xakle kunne ikke helt lade være med at grine af Marcus, han var nu alligevel nuttet. ” Du måske ked af at jeg reagerede før dig ? røg der lidt af sin maskulinitet der? ” Sagde hun hånende til ham. Det var virkeligt sjovt at se hvordan han havde reagerede på dette. Xakle nød bare at vide at hun måske ret faktisk var bedre end ham på dette punkt? Måske, måske ikk, hun gik ikke det vilde op i det. Hun så efter ham som han rejste sig, han gik? Hahaha måske han havde dårlig samvittighed over det. Hun kunne ikke lade v ære med at fryde sig, dog stoppede det hurtigt da han rent faktisk kom tilbage med to glas i hånden med whiskey i. Hun kunne ikke helt lade være med at grine lidt af dette, hans ord fik hende til at grine lidt højre dog ikke meget. ” Nej det tror jeg heller ikke, men troede du var en mand? Mænd burde være stærkere end kvinder? Er det ikke det alle i mænd går og siger til kvinder. Men at i så bliver små tudefjæs når en kvinde er bedre end jer” Sagde hun og så ham med et smil på læberne.

Marcus løftede bare et øjenbryn da hun kommenterede på de kvinder der kastede sig for hans fødder. Det var ikke helt ukorrekt, men hun fik det til at lyde, som om det skete hele tiden. Hvilket det ikke gjorde. Marcus var slet ikke så meget ude i byen blandt kvinder mere, ikke efter han var blevet leder. Han havde andet at se til nu. Ikke fordi han nød da en kvinde i ny og næ, men i lang tid havde det været andre vampyrer. Mest fordi at de unge tossede kvindelige vampyrer troede det ville få dem til at stige i graderne, hvilket morede Marcus enormt meget. Han var dog ikke helt dum og kunne sagtens se at Xakle ikke var helt så hård i det, som hun prøvede at få det til at lyde som. Han valgte dog ikke at kommentere på det, da han var sikker på at hun ville blive fornærmet hvis han sagde noget om at hun også ville falde for hans fødder.

Marcus rystede kort på hovedet over hendes kommentar om hans maskulinitet. Det irriterede ham at høre hende håne ham sådan, men dette var ikke stedet at sætte hende på plads. Han ville egentligt heller ikke ydmyge hende. Han var trods alt ikke helt kold overfor hende. Hun havde på en underlig måde fået mast sig lidt ind til ham. Det var han ikke vant til, han tillod ikke at folk skulle se ham med følelser. Mest fordi han ikke selv havde mærket sine følelser i mange år, så han var ikke sikker på hvad de sagde. Det gjorde ham utilpas at hun kunne få ham til at mærke følelser der ellers ikke havde været der i så mange år.

Marcus drak lidt af sin whiskey imens hun talte om hvordan hun ikke mente han var en mand. Han sukkede kort, de mange kommentarer pirrede ham langsomt, og han kunne mærke irritationen gro. Han forholdt sig dog roligt i stolen imens hun talte færdigt. "Lad os nu se... Aftenen er stadig ung og jeg får normalt det jeg vil have" sagde han og smilede et grumt smil. Det var stort nok til at man kort kunne se hans spidse tænder. Han var ikke bleg for at vise dem, heller ikke til Xakle. Han så kort mod baren og overvejede om det mon var på tide han faktisk lejede et værelse, så han ikke behøvede at sidde midt i kroen hvor han kunne mærke øjnene hvile på ham. Der ville ikke være noget i vejen for at han tog Xakle med. Det kunne jo være han skulle slukke tørsten, eller sådan kunne de se ud for dem i kroen der vidste hvem han var.

At Marcus ikke svarede hende for hun det til at se som en sejre over ham, hun smilede stort og alligevel kærligt til ham, hun drejede hurtigt ansigtet væk fra ham, hun kunne ikke lide at se ham i øjnene, ikke fordi hun var bange for ham men fordi der kom nogen ting op i hende som var forbudt. Det var ikke tilladt at have følelser eller bare tænke på en vampyr som hun altid gjorde når hun så ham i øjnene hun måtte da også indrømme at han sagens kunne gøre hende blød i knæene, selvom hun gjorde alt for at skjule dette. Det var bare så meget forbudt, hun ville få problemer hvis hun gik med til noget.

Xakle prøvede virkelig at holde op med at tænke på ham. Tanken om at han måske kunne læse hendes tanker, fik hende til at have en indre kamp med sig selv. Hun var i tvivl om han kunne læse hendes tanker, nogen vampyre kunne. Dog var det ikke fordi hun rendte rundt og holde styr på alle de vampyre hun havde mødts evner, det ville være en stor og svær opgave. ” hvad skal du så lave i nat?” Spurgte hun stille og sendte ham et lille smil. Hun vidste ikke selv hvad hun skulle, hun kunne gå i seng og sove, vågne den næste morgen og ja… Det var så kedeligt at være alene, hun havde endnu ikke fået så mange venner og sådan efter hun var flyttet her til, men så længe havde hun heller ikke været her. ” Det rigtigt, aftenen er ung. Men skulle vi to ikke tage os at drikke os spritte stive og bare hælde mere alkohol ned? Jeg trænger til det” Sagde hun og så på ham, inden hun vendte blikket rundt i kroen, som et voldsomt lyn og brag kom ude fra. Xakle blev nærmest helt hvid i hovedet og var tæt på at kravle under bordet, hvad det skulle hjælpe at gemme sig der, vidste hun intet om. Dog gjorde hun det ikke, fordi det ville ramme hendes hårdhed ret voldsomt. Det var ikke noget hun på nogen måde ville tillade, så derfor var det en genial ide at drikke sig spritte stiv, for så ville hun glemme alt om lyn og torden vejret uden for.

Marcus forholdt sig i ro i et stykke tid, indtil han hørte hende tale igen. Han så hen på hende og overvejede kort spørgsmålet. Hvad havde han egentligt af planer for natten? Han så lidt ned på sit gals og smilede lidt for sig selv før han talte. "Er du sikker på du vil vide hvad min plan for natten er? Det kunne jo involvere dit blod..." sagde han lavmælt imens han fortsat kiggede på sit glas. Han drillede hende, det var underholdende for ham. For denne elver kunne han sagtens se ikke var den hårde kvinde, som hun prøvede at være. Han så hen på hende imens han drak en smule fra sit glas.
Da hun forslog at drikke denne nat, hævede han øjenbrynene. Han så lidt på hende før han hørte det høje tordenbrag. Han kunne se hvordan al farve forlod hendes ansigt. Han lagde sit hoved på skrå og betragtede hende en anelse. Var du virkelig bange for torden? Han så da hen til baren og rakte en hånd i vejret. Ikke længe efter kom der to glas hen til dem, men denne gang var det ikke whiskey. Med en hurtigt bevægelse slugte han resten af de whiskey han havde og tog så det nye glas i hånden.

"Vil du drikke? Du er klar over hvem du sidder med?" sagde han roligt og rakte hende det ene glas. Der skulle meget alkohol til før han kunne kalde sig fuld, derfor tvivlede han ikke på at hun ville blive fuld før ham. Han så lidt på hende før han drak en anelse af det der var i det nye glas. Det var en mørk væske og dens duft var meget anderledes fra whiskey. Han betragtede væsken, men talte så. "En god rom smager næsten ikke af sprit... Det kan man vel ikke forvente fra en kro som denne, men man kan håbe". Igennem tiden havde Marcus smagt mange slags rom og det var måske hans favorit form for alkohol. Han vidste intet om Xakle, og om overhovedet gik op i den slags. Måske drak hun bare for virkningens skyld. Det lød sådan.

Han drak en smule mere før han så hen på hende, med et glimt i øjet. "Vi kunne også gå en tur i regnen!" sagde han og smilede skævt. Han drillede igen, men den tone han havde talt i lød meget uskyldig. Han så afventende på hendes reaktion. "Drik din rom!" beodrede han før han selv slugte sin rom. Han rejste sig så op og trak sin jakke på. Han tog fat i hendes hånd for at hive hende op af stolen. Hvis hun rejste sig ville han hive hende med hen mod døren ud af kroen.

Måde som han valgte at svare på hendes spørgsmål, fik hende kort til at grine og tænkte * egentligt ikke * Men valgte bare at se på ham og trække på skulderne ” Måske eller måske ikke, det sgu svært at vælge? ER det noget godt? Vil jeg med glæde høre det, er det noget kedeligt så gider jeg ikke” sagde hun og kunne ikke lade være med at grine over det. Hvordan hun grinte over det, kunne hun sku ikke selv svare på.
Torden braget havde fået hende til at for sammen og miste farve i ansigtet, havde hun været alene og ikke været på kroen var hun kravlet underbordet eller under sin seng, hvorfor hun lige netop gjorde det var svært at sige, hun havde blot en overbevisning om at hun ville være i sikkerhed. Dog valgte hun at tage sit glas og tømme det i to mundfulde og prøvede at lade som om der ikke var sket noget med håbet om at han ikke lagde alt for meget mærke til det. At der kom to nye glas til dem, kiggede hun på det, det duftede ikke som Whiskey. Hun kendte ikke så meget til de forskellige former for alkohol, hun drak hvad der var og oftest blot for at blive fuld. ”Jeg ved udmærket hvem jeg sidder med og hvor meget du skal have for at blive fuld, jeg ikke idiot som du er” sagde hun og blinkede til ham. Hun tog en tår af det nye glas, det var noget stærkere end det hun havde prøvede og måtte hoste lidt. Hun tog alligevel en stor tår kort efter og slugte det, det smagte faktisk ret godt, måtte hun give ham. Men det var noget stærkere end det hun normalt drak, det var jo heller ikke lige frem fordi hun havde røven fuld af penge. ” Det ved jeg ikke en skid om, jeg drikker det bare, men det er godt lidt stærkt, men det gør det bare bedre” Sagde hun og smilede stort, som han forslog en gå tur, kiggede hun nervøst på ham og var ikke helt sikker på at hun havde lysten til det, dog svarede hun ham ikke. Beordringen om at drikke ud, tog hun alvorligt og fik hurtigt drukket ud, selvom det var stærkt, så kom det ned og hun nåede dårligt selv at rejse sig og tage jakken før han tog fat i hendes hånd for at hive hende op af stolen og afsted. Hun kom op og stod og fulgte blot efter ham, hun kunne sku ikke gøre så meget andet, han var tros alt noget stærkere end hun nogen sinde ville blive. ” Hvad skal vi?” spurgte hun som de var kommet ud i regnen, hun så på ham ed et usikkert blik, selvom hun helst gerne ville være hård, men han gjorde hende lidt usikker.

Det var vel altid noget, at hun var klar over hans tolerance for alkohol var en del højere end hendes. Ellers ville hun havde snydt sig selv, hvis de havde fortsat med at drikke inde i kroen. Marcus drak som oftest ikke nok til at han blev fuld, mest fordi han ikke brød sig om at være ude af kontrol. Det var dog sket enkelte gange gennem hans eksistens som vampyr. Han nikkede dog bare til hende, da hun kommenterede på at det var godt at glasset med whiskey var stærkere. Han foretrak smagen over procenterne, men som ofte hang smag og procent sammen havde han opdaget. Denne whiskey var langt fra fantastisk, men han hadede den nu ikke. Smagen passede ham fint.

Da de var kommet uden for kroen, styrtede regnen ned. Himlen blev fra tid til anden lyst op af lyn. Lyden af tordenskræl flugte kort tid efter. Man var ikke i tvivl om at det dårlige vejr var på vej ind over byen. Tiden mellem et lyn der lyste himlen og det store brag, som fulgte efter blev kortere og kortere virkede det som om. Marcus smilede bare roligt imens han så op mod himlen. Han var ikke generet af vejret, han havde aldrig været bange for torden. Heller ikke som menneske, den gang for så lang tid siden. Nu betød det intet for ham, det kunne lige så godt være blæse vejr i hans øjne. Han kunne dog se på Xakle, at det var en anden sag for hende. Hun virkede ikke længere som den hårde og stærke elver, som hun normalt gav sig ud for. I stedet kunne han høre og se hendes usikkerhed.
Marcus så på hende før han talte. Hans ro var væk, i stedet kunne man se hvordan han blevet alvorlig. "Vi skal gå en tur, som jeg sagde før.." hans stemme var neutral, imens han talte. Han havde endnu fat i hendes hånd, så hun ikke kunne løbe nogle vegne. Han trådte et par skridt væk fra kroen og derfor også væk fra det læ, som krofacaden havde givet for regnen. Han så på hende og trak i hendes arm, for at få hende til at følge med ham. Han ville slippe hende hvis hun forsøgte at trække sin hånd til sig.

Marcus foretrak stærke personer, han havde levet så længe i slummen, med en underlig blanding af folk der var både svage og stærke samtidigt. Han vidste dog at der ikke var plads til svaghed i hans verden længere. Ikke nu hvor han var leder, ikke nu hvor der hvilede så meget på ham. Han kunne ikke tillade svaghed at tage form i nærheden af ham. Derfor kunne han heller ikke tillade Xakle at være en del af hans verden, hvis hun ikke kunne være stærk. Han fortalte hende det ikke, men det var han intention at se om hun kunne udfordre sin frygt.
"Regnen gør dig kun våd, og torden rammer kun dem der fortjener det!" sagde han kort og så fra himlen til Xakle. Hans stemme var kølig og hans ansigt var alvorligt. "Jeg ser det meste, du ved... Du kan ikke gemme din frygt for mig. Jeg ser frygt over alt, hos mange... Det er malet i deres ansigt også i dit!" han pegede mod hendes øjne imens han gik længere ud i regnen. Hans hår var efterhånden ved at være gennemblødt og det ellers vilde krøller var ved at blive tæmmet af vandet. Hans jakke var blevet en mørkere nuance af sig selv og vandet dryppede fra ham.

Det var efter hånden gået op for hende hvad det her handlede om, hvorfor Marcus ville have hende med udenfor og gå en tur, det var netop dette vejr hun frygtede, eller nok nærmere bare var skide bange for. Hun valgte at følge med ham, hun trak ikke hånden til sig. ” okay” sagde hun og så på ham som han trådte ud i selve regnen og væk fra kroen hun fulgte ham, uden at gøre modstand. Et sted var hun skide bange for at blive set som en svans eller en taber. Det værste hun kunne blive set som, var svag og ikke stærk som hun selv mente hun var. Alle havde vel noget de var bange for? Havde de ikke? Marcus måtte da frygte solen? Hun vidste godt at Vampyrer ikke kunne tåle solen, men frygtede de den? Hun vidste det ikke, hun havde aldrig spurgt dem.

Xakle var allerede godt gennemblødt hvis man kunne sige det sådan, hendes hår klistrede allerede til hendes hoved, hvilket virkelig var irriterende. Hun så dog op på Marcus som han talte til hende og vendte blikket fra himlen mod hende. Hun nikkede stille og så op på himlen, hver gang der kom et brag, gav det et sæt i hende. Hun prøvede at fokusere på noget rart i stedet, noget som kunne få tankerne væk fra denne frygt, selvom hun godt vidste at hun var nødt til at indse frygten og gøre noget ved det. Hun var faktisk ret sikker på at hendes far ville tvingen frygten ud af hende, hvis han opdagede hvor stor frygten var, hun ville bare ikke skuffe ham og vise at hun nok ikke var lige så stærk som sin far.

Hun kunne godt høre og se på Marcus at han var alvorlig og ordene derved også var alvorlige, hendes blik flyttede sig ikke fra hans, hun nikkede som hun hørte hans ord. ” Jeg vil gerne overvinde frygten” Sagde hun nikkende til ham. Hun vidste at det var det han ville, eller hun vidste det nu, dum var hun ikke hun havde gennemskuet hvad han ville med denne gå tur nu. Xakle forsatte med at gå sammen med Marcus, uden at rive sin hånd fri fra hans greb. Hun skulle gennemføre det her uden at knække på det, det var nu hun havde chancen. Et sted var hun glad, glad for at det var Marcus, som gjorde dette altså tog initiativet til at lade hende se frygten i øjnene. Hun gav et fra rystelser fra sig, dog ikke fordi hun var bange at hun rystede, men fordi hun frøs og allerede nu var ret gennemblødt. Hun valgte at gøre noget som hun nok aldrig ville gøre i det offentlige rum, men det var heldigvis begrænset med folk omkring dem i dette vejr. Hun stillede sig ind til Marcus, lagde sit hoved mod hans bryst. ” Jeg vil ikke være bange mere” Sagde hun mod hans bryst, hun vidste ikke om han hørte hende, men svagt forsatte hun. Du gør mig mere tryg” Sagde hun stille og skuttede sig lidt mod ham, ikke fordi han ville kunne give hende varme, for han var iskold det vidste hun.

Marcus var indtil videre okay tilfreds med at Xakle endnu ikke have trukket sig tilbage i sikkerhed inde i kroen eller bare under et tag. Det var et godt tegn. Selvom han ikke var bange for tordenvejret, så var det ikke det mest behagelige at blive drivvåd, men til forskel fra Xakle, så ville Marcus ikke kunne blive syg efterfølgende. Han var kold hele tiden, så den kolde regn gjorde ingen forskel for ham, han blev kun våd af det.  Han kunne også se på Xakle at hun var lige så drivvåd som ham, hendes lyse hår havde klistret sig til hendes kinder. Ikke lige frem et godt look, men hvad kunne man forvente. Hun var nu alligevel en køn kvinde, han var jo ikke helt uden mandlige laster. Han kunne sagtens nyde de kvindelige udseende. Det var dog ikke det han var fokuseret på i dette øjeblik.

Da Xakle bekendtgjorde at hun ville overvinde hendes frygt fik det Marcus til at nikke bekræftende. Et lille, næsten skjult smil kom til syne næsten lige så hurtigt, som det forsvandt igen. Det var godt at hun havde besluttet sig, dette betød også at hun ville ofre noget af sig selv for ham. Marcus havde ikke så let ved at lade andre komme ham nær, og i hans lange leve alder havde han oplevet for mange forråde ham til at han blindt stolede på folk længere. De få der stod ham nær havde alle ofret noget af dem selv for at komme nærmere Marcus. Xakle var ikke en person han havde regnet med skulle komme ind i hans liv, slet ikke nu. Der var ikke plads til at han kunne bruge sin opmærksomhed på en kvinde, og da slet ikke en elver... Det kunne få ham til at se svag ud foran de andre mørke væsner. - Alligevel så gav han havde muligheden, da denne kvinde virkede stærk nok. Tiden ville dog vise om hans fornemmelse af hende var korrekt eller ej.
Som de stod der mærkede han hende komme nærmere. Han rykkede sig ikke da hun lænede sig ind mod ham. Der var ikke et øje i nærheden, og hvis nogle så dem så var det ikke jorden undergang. Han så ned mod hende og kunne høre hvordan hun mumlede ind mod hans bryst. Hendes sidste kommentar om at han gjorde hende tryk fik ham til kort at grine lavt. Det var et næsten toneløst grin. For sjældent havde han hørt noget så fjollet. Hun stod med en vampyr og sagde han fik hende til at føle sig tryg... Det var alligevel en overraskelse, som han ikke havde regnet med at høre.

Han lod hende stå der, lænet ind mod ham i et lille stykke tid. Han trådte dog så et skridt tilbage og så på hende. Hun var kold og våd lige som ham. Det var nok den eneste gang de ville have så meget tilfælles. Han rømmede sig kort før han talte til hende. "Du ved at jeg ikke er trygt selskab.." sagde han kort. Det var ikke et spørgsmål, men mere en kommentar. Han ville ikke kunne beskytte hende eller sikre hende beskyttelse fra andre heller. Han var ikke i tvivl om at der stadig var folk der ønskede hans magt og det bragte alle der stod ham nær i fare. "Hvis du virkelig ikke vil være bange længere, så må du bevise det." han så på hende med alvor før han slap hendes hånd og bevægede sig væk fra hende. Han ville se hvor meget hun ville gøre for at bevise hendes mod.
Tordenen var kun blevet højere og mere intens imens de havde stået på gaden. Det var næsten inde over byen nu. Marcus var ikke generet af det, men gik og kiggede op mod brygningernes tage. Han stoppede ud fra et hus ikke så langt fra kroen og vendte sig mod Xakle. Han vinkede hende hen til sig.

"Du skal op på taget" sagde han og pegede op mod husets tag. Der var noget hegn og et træ der så ud til at kunne lede en op på taget. Hvis hun kravlede der op ville der ikke være nogle steder hun kunne søge ly, hun ville være ude i det åbne. Ingen steder at gemme sig for den bragende torden. Det var hans udfordring til hende, han vidste at det kunne være farligt, men han ville se hende overvinde frygten. Det var den eneste måde i hans øjne, før hun kunne være klar til den verden han levede i. Skulle hun nogensinde have en chance blandt hans vampyre, så kunne hun ikke udvise frygt.

At han ikke kunne tage det seriøst, at hun følte sig tryg med ham her ude, altså i regnen og tordnen samt lynene, kunne hun ikke forstå, men det måtte jo være hans egen hovedpine, at han ikke forstod hvad det var at hun mente med det. Hun mente at han gjorde en tryg, når de begge stod uden for i dette vejr. At føle sig tryg ved en vampyre var ikke noget der var normalt, altså som på slet ingen måde normalt, det vidste hun også godt. Hun trådte igen væk fra ham som slap hendes hånd. Det var bare noget andet at være sammen her og nu med Marcus, hun ville ikke indrømme det hvis der var nogen der spurgte ind til det. ” Det gør jeg gerne” sagde hun bestemt og håbede han kunne høre hende, for i det som hun får det sagt, kommer der et ordentligt brag som få hele byen lyst af op lynet. Hun farede ikke sammen da det skete, det var ikke fedt men hun var jo nødt til at skulle over vinde dette, det hjalp ikke noget at rende rundt med de mørke og være ved at skide i bukserne over en lille smule uvejr.

Marcus gik, først troede hun at han ville forlade hende, fordi at han ikke mente at hun var værdig at have noget at gøre med. Men da det gik op for ham hvad han ville have hende til, sank hun en lille klump, men valgte at gå over til ham, ” det kan jeg sagens ingen problem” sagde hun og prøvede at lyde modig, egentligt var der en smule angst i hendes stemme, men slet ikke på samme måde som for nogen minutter siden. ” hvis jeg klare det? Hvad gir du mig så?” spurgte hun lidt udfordrerne, han skulle ikke have lov at vinde, fordi hun ikke kunne klare det, for hun skulle nok vise ham at det ikke var noget problem. Heldigvis var Xakle virkelig god til at klatre, selv på den nærmeste umulige steder kunne hun klatre.

Hun kiggede op på taget af huset og nikkede stille for sig selv. Hun så sig omkring, mens hun kiggede sig om hvor hun kunne kravle op, det gik hurtigt op for hende hvordan hun skulle komme derop, uden at sige et eneste ord til Marcus eller sig selv begyndte hun at kravle op, imens hun forsøgte at se sig omkring, at der ikke lige pludselig ville komme en vagt, det var jo ikke lige frem fordi det var normalt at rende rundt oppe på taget af folks huse. Da hun kun manglede det sidste, tøvede hun ikke, med lidt besvær kom hun helt op på taget, det var ikke rart, men hun var nødt til at overvinde dette.

Hun stillede sig forsigtigt på taget, for ikke at risikere at gå igennem taget og havne nede i huset. Hun smilede stort ned til Marcus og slog ud med armene og bare nyd at mærke vandet ramme hende. Lige indtil der kom et højt brag og lysglimt, tog hun armene ned af sine side og stod stille, forsøgte ikke at lukke øjnene, selvom det var fristende for hende. ” JEG GJORDE DET” sagde hun højt og grinte lidt, igen lod hun armene folde sig ud og rakte dem ud til siden.

Det var håbefuldt at hun sagde hun godt ville bevise at hun ikke var bange. Marcus var ikke nem at overtale, men han nikkede alligevel bekræftende til hendes mod. Denne udfordring var ikke noget nær så slemt som det han havde udsat andre for, men tiden ville vise om det var nok til at knække hende eller ej.
Hendes udfordrende spørgsmål angående hvad hun fik for at klare det fik ham til at hæve det ene øjenbryn. En gulerod... Var det virkelig nødvendigt for hende... Han tænkte kort og sukkede så kort. Damer var så besværlige.. "Vi kan finde et værelse bagefter.. Så kan du blive tør igen" sagde han roligt og så på hende med et alvorligt blik. Selvom det nok ikke virkede som det største gevinst man kunne vinde, så var det sjældent Marcus forblev sammen med folk i længere tid. Han var ofte ikke lang tid væk fra de vampyre han omgik med. Alligevel valgte han at ofre denne nat for hende hvis hun kunne bestå hans lille opgave.

Da hun gik hen mod bygningen lagde han roligt armene over brystet imens han fulgte alle hendes bevægelser nøje.
Regnen var stadig tung og med store dråber så det ville ikke undre ham, hvis taget han havde udset sig var glat. Det var bare ærgerligt.
Da hun var næsten til toppen var han nød til at læne hovedet en anelse tilbage for bedre at kunne se hende. Hun var der næsten. Han så til, en smule spændt på om hun ville komme helt op. Da hun endelig var kommet helt op nikkede han bekræftende. Det var ikke alle der ville  gå så langt, og da slet ikke i tordenvejr som det de var ude i. Da der lød et ordentligt torden brag og hun slog armene ned fik det et lille køligt smil frem hos ham. Det var dommens time for hende. Ville hun flygte eller ville hun blive stående?
Marcus så til da hun igen slog armene ud til siderne og jublede over sig selv. Han nikkede igen og gik lidt nærmere huset. Det kunne næsten ligne hun stod lige oven over ham.

"Men er du stadig bange?" spurgte han imens han så op mod hende. Imens de stor der kunne man høre regnen piske mod jorden og enkelte brag fra torden der endnu var langt væk. Det virkede til at uvejret spredte sig og ikke havde planer om at stoppe lige med det samme.
Marcus så sig kort lidt omkring. Der var stadig ingen andre, ingen der var lige så tåbelige som Xakle og Marcus. Det gjorde ham intet. Det var næsten helt rart at se vejen helt tom for folk. Han så dog igen op mod hende, før han igen talte. "Hvis du stadig kan mærke frygten inde i, så er du ikke klar.." sagde han med en rolig stemme. Før han gik helt hen til husmuren og begyndte at klatre. Det var ikke svært for ham, for men den styrke vampyre blev tildelt var det nemt at hive sig selv op. Inden for kort tid stod han på taget sammen med hende. Han så lidt rundt før han gik hen til hende. Det bragede igen, denne gang ikke så langt fra den gade de var i. Det fik huset til at vibrere.
"Jeg har ikke plads til dig hvis dette stopper dig" sagde han kort og tog fat i hendes ene arm før han skubbede hende ud mod kanten. Han ville ikke tabe hende, men han havde tænkt sig at udfordre hendes frygt.