When you need help, you're on your own - Arason

Sted: Lige uden foran 'Det vilde svin'
Omgivelser: En gruppe af mænd der omringer Blair.
Vejr: Det er mørkt og koldt.
Tid:23-24.

Blair havde slappet af inde på kroen, hun vidste godt det var et sted hvor der blev udført meget vold, hvilket normalt ville holde alle unge kvinder væk derfra, men Blair var ligeglad. Hun var ikke rigtig i humør til selskab. Det var også til at se da hun afviste en fyr, lidt ældre end hende, der lagde an på hende. Hun drak ud af den væske hun havde i glasset før hun gik ud, det var hendes plan at hun ville hjem af, men en gruppe af mænd, deriblandt ham hun afviste, omringede hende. Hun havde virkelig ikke lyst til at afvise dem også, hun ville faktisk bare hjem. Hun mærkede deres hænder tage fat i hendes arme og bære hende væk fra offentligheden. Hun sprællede gevaldigt i et et mislykket forsøg på at komme ned. De lod hende falde på jorden og da hun prøvede at rejse sig fik hun et spark i maven, det var hurtigt efterfulgt af et i hendes ansigt som gjorde at det kortvarigt sortnede for hendes øjne. Hun prøvede igen at rejse sig, hvilket førte til endnu et spark i hovedet der slog hende ud, hun besvimede og gruppen af mænd slog og sparkede hende fortsat.

Arason komme gående ned af gyderne han ville skabe et naven til ham selv. i det der smutte nogen børne forbi ham som derse far var eftter dem han gav dem slag så de ikke kunne stå op faren til børne. i det han så en pige blive smadret af en par mænd "gå væk fra kvinde nu" sagde Arason til dem. de høret hvad han sagde og forsætte bare "så er det nok" sagde Arason og sendt en to pill i to af dem den ramte derse hjerte han løbe de andre i møde og trak sit swærd og smadret den ende. dem der var tilbage flygte fra ham han gik hen og hjælp pigen op

Blair kunne ikke mærke noget, hun var jo trods alt besvimet, men det ville helt klart være muligt at mærke når hun vågnede igen. Da en person samlede Blair op, var hun stadig bevidstløs. Det havde taget hårdt på hende, ikke mindst fordi hun ikke var svær at påføre smerte, hun var meget tynd, hvilket gjorde det meget lettere at såre hende. Hun blinkede med sine øjne, men så alligevel ikke rigtig, det var mere som hvis en hund drømte. Blair var på vej til at vågne, men det tog lidt tid.

han havde tjeket ind på en kro hvor han nu lagde hende på sengen imens han lagde sine våben fra sig han begyndte at rense hans pille som han havde brugt han bedt til lysets gud om at tilgive ham og gik ned og købet noget mad til hende som han komme op med og stilete det ved siden af sengen han havde hængte sin kappe med hætte på så det enste han havde på var et par bukser og en kjortel nu vente han bare på at hun skulle vågne

Blair vågnede langsomt op, hun åbnede forsigtigt sine øjne og så sig omkring. Hvor var hun? Hvad skete der? Hun var da på vej hjem lige før og nu lå hun i en seng? Blair rejste sig og mærkede en ulidelig smerte i hendes ribben og hendes ansigt. Hun lagdesig derfor i sengen igen. Hun var ikke i tvivl om at et eller flere af hendes ribben var bøjede, hun fik øje på en fremmede. Hun troede han var en af dem der havde overfaldet hende, hun havde kun set en af dem ordentligt. "Lad mig være!"

da vente Arason sig om mod hende "jeg skal nok lage dig være være glad for at de folk der prøvede at smadre dig ikke havde held til det fordi jeg komme" svarde han og kiget på hende han rejste sig op og gav hende noget mad og drikke i det han sætte sig og gav hende en kniv "og hvis du ikke tror på mig så dræbe mig" sagde han og kiget på hende

Blair troede på ham, elleres ville hun jo ikke være der, hun ville jo ikke være kravlet dig op af sig selv. "Undskyld, jeg tror på dig. Men jeg blev bare lige forskrækket, jeg er jo ikke kommet herop af mig selv." Blair tog imod maden og drikken, mens hun sendte ham et undskyldende blik, hun ville helst ikke have han troede hun var en der dømte folk, selvom hun ikke kendte ham. Blair lagde sig ned i sengen igen. "Tag nu bare den kniv igen, jeg har min egen." Hun sendte ham et smil.

han tog kniven og lagde over ved sine våben "et mange tak ville være på sin plads nu når jeg redet dit liv" sagde han med et smil "hva er dit naven om jeg må spørge" sagde han mens han stod op og kiget ned på gaden hvor ligene ikke var han blive sparket ud af det da han vente sig mod hende han håbede ikke hun blive bange for at han havde et ar lige over øje

Blair havde selv mange ar, rigtig mange, så det ar han havde var ikke noget der gjorde hende noget. "Ja, undskyld igen. Jeg er bare helt forvirret. Men tak fordi du reddede mit liv." Blair sendte ham et smil, det var da aldeles sødt af ham, hvis han ikke havde fundet hende og hjulpet hende ville hun være endt med at dø. Hun ville ikke kunne overleve det hvis ikke han var kommet havde hun endt sine dage i en ulækker gyde. Hun var ham for evigt taknemmelig.

"det var så lidt" sagde han og sætte sig i sengen og kiget på hende "du undgik mit spørgsmål hvad hedder du" svarde han og blinket til hende mens han lagde sig i den ende del i sengen den var stor nok til at man kunne lægge to i den hvor der stadig ville være et storte mellemrum mellem den hvis det var han vendt sig om så han kunne se hende

Blair havde glemt alt om hans spørgsmål, hun begyndte at tro de fyre havde pillet ved hendes korttidshukommelse. "Jeg hedder Blair." Hun ville ikke undskylde igen, det ville bare blive for meget, men hvis hun ikke allerede havde undskyldt så meget, ville hun have undskyldt. Blair blev liggende på ryggen, hvis hun ikke havde smerter, ville hun havde vendt sig så hun kunne se på ham.

"okay" han mumlete navent for sig selv hvor havde han høret det før "har du ondt nogen steder" spurgte han om og kiget på hende og kiget på hende han kunne se et par ar på hende men ikke noget der virklige smadret hendes krop han rejste sig op men havde få ondt i så han ikke kunne rejse sig op nu lå han ligesom hende det var bare typisk han smilte for sig selv

Blair lagde en hånd på hendes ribben, hendes ar skyldtes ikke noget der ødelagde hendes krop, men de havde påført hende meget smerte. Blair vendte hovedet og sendte ham et smil. "Ja, men jeg klarer mig." Hun kunne se på ham han heller ikke var helt okay. "Er du?" Blair fjernede sine hånd og lagde den ned over sengens kant, hendes anden hånd lå mellem dem.

"hvad nej jeg har det fint" sagde han for at prøve at lyve men han kunne ikke "jeg har nogen gange ondt i den så jeg næsten ikke kan røre mig" mig sagde han hans ende hånd rørte ved hendes i midten mens den anden lå ved hans side han smilte til hende "sådan en smuk kvinde som dig må da ha en kærste" sagde han med et smil på hans læber

Blair var meget skeptisk over for ham, men hun ville ikke rode mere i det. Hans kom dog hurtig med en forklaring bagefter. "Det må være pinefuldt. Jeg har ondt af dig." Blair så ned på deres hænder der mødtes. Det var da bare typisk, Blair havde ikke noget imod at han lagde hans hånd på hendes, men det var bare ikke lige hvad hun havde brug for, ikke en mere i hvert fald. "Nej, jeg holder mig lige nu mest til flirts."

"ja det er josådan så jeg tænkete på om du ville med ud til en af byerne fordi jeg ville virke lige gerne lære dig at kende" svarde han og smilte til hende i det han kiget op i lofte "bor du i næreheden eller hvad" spurgte han hende om og kiget på hende imens de begge tog jo slappet af

"Det vil jeg rigtig gerne, men jeg har endel smerter i dag, så kan vi ikke lære hinanden at kende her?" Blair boede ikke ret langt der fra, hun ville dog ikke have noget imod at bo et andet sted, det var rart at have en bofælle, men deres hus var ikke noget særligt. "Ja, jeg bor tæt på Soul River."

"nå okay jeg har også kunne værlsete til imorgen" han og smilte til hende "hvad arbejder du så med" spurgte han hende om han ville gerne snakke meget med hende men han var nemlige ved at blive søvnige i det han sagde det og kiget sig omkring han tog sin kjortel af hvor man kunne se en masede ar

Blair arbejde sådan lidt her og der, men det var mest som protistueret eller danser. Hun brugte meget sin krop når hun arbejde. "Jeg arbejder sådan her og der eller også arbejder jeg slet ikke." Hun havde ikke rigtig lyst til at fortælle hvad hun faktisk arbejde med, men det var vel også i orden. Hun så ned på hans mave der var fyldt med ar, de mindede ikke rigtig om det ar hun havde på maven, det var et langt rødt et.

han smilte til hende og rejste sig op han havde et langt grimt ar på rygen han kiget over mod hende "ville du ha noget at drikke eller noget andet" spurgte han om imens han sad op hans ryg var ikke blivet bedre men han ville nemlige være en god været så hvis hun havede bruge for noget ville han gi hende det for at være en god været

Blair så arret på hans ryg, det lignede det hun havde på maven og brystet meget mere, udover det havde hun nogle små nogen, der ikke var så lette at spotte. Hun så smilende på ham. "Ellers tak." Hun undersøgte ham lidt nærmere og overvejede hvor alle de ar kom fra, men udfra alle de våben han havde, gik hun ud fra det var fordi han kæmpede meget.

"ok" svarde han og ligget sig ned igen "har du en ide om hvad vi skulle lave nu" spurgte han om i det han ligget sig ordenligete og tænket om hun havde været ved firewood village han smilte til hende og lagde hans hånd mod hendes i midten som før i det han smilte for sig selv

Blair trak på skulderne, hvad skulle de lave? Ja, hun anede det ikke. Blair fik vendt sig om på siden, selvom det gjorde virkelig ondt. Hun så på ham med et smil, han tiltrak hende fordi han var så maskulin, han var en af de typer hun gik efter, sådan en der nemt kunne passe på sig selv. "Det ved jeg ikke. Vi kan...." Blair vidste det ikke, men hun lod sine fingre flette ind i hans, ligesom for at gøre det hele mere hyggeligt.

han smilte tilbage til hende og lod hende gøre det imens han lå med hansigt mod hendes "vi kan hvad" spurgte han drillende om imens han kiget ind i hendes øjne og smilete til hende på en drilende måde i det han kiget på hende hun var måske en pige han kunne falde for hvis det var

Blair havde et lille smil på. Hun rykkede sig lidt nærmere, på trods at smerten. "Hvad med det her?" Sagde hun lavmælt og lod hendes læber ramme hans. Det var ikke et langt og dybdegående kys, men heller ikke et tantekys. Hun trak sig lidt tilbage og afbrød kysset. Hun vidste ikke om han måske ville trække sig væk, men det kunne hun godt leve med.