WHAT?!? (XXX) //Jake//

Han havde lyttet til hendes fortælling om stedet, og var imponeret over det selv om han havde set noget af stedet. Han elskede også at høre hendes stemme, hvilket også kunne ses på ham mens han lyttede.

Efter at han havde rejst sig fra sengen, fuldte han hendes mindste bevægelse med øjnene, imens han klædte sig selv på. Han klukkede lidt af hendes kommentar om at ens muskler og led blev tunge ved at være i drageform, mens han tog sig til medaljonen og tænkte kort over om han skulle beholde den på eller ligge den i tasken. Han endte med at tage den af og pakke den ned i sin taske, så den ikke gik tabt hvis han skulle forvandle sig i en fart.

Nede i spisesalen nød han maden og hendes selskab, for ikke at nævne de kære tvillinger. De fik snakket en del omkring deres sparingskamp og udvekslede tips til andre angreb eller forsvar. Dog var alt samtale stoppet, da Raf fik en kuvert og alle tre mænd havde kikke på hende.
Da Raf fortalte at planen var ændret og hvor de nu skulle hen, blev Jake mere nysgerrig.
"Hvad gør I af barnet, når moderen ikke ønsker det?"

Rafaela havde kigget på Jake imens han havde gjort sig klar og smilede stille til ham da han tog sin medaljon af som hun vidste han ikke bare tog af, men hun havde en lille ide om hvorfor så hun spurgte ikke nærmere ind til det inden de var gået ned for, at spise.

Rafaela havde lyttet stille til samtalerne omkring bordet imens de spiste. Hun havde sådanset ikke sagt så meget da hun syntes det var dejligt at Jake var begyndt at snakke rigtig godt med Blaike og Blaine. Hun syntes dog også det var spændende og høre om deres sparringskamp som havde været imens hun havde sovet.
Rafaela havde kigget hen på Jake da han snakkede til hende "Hvis Teresse har det godt efter fødslen så er der nogen der følger hende hjem og bliver hos hende indtil hun har det godt og barnet tager vi med til et slags børnehjem vi har hvor der både er tidligere slaver og nogle for klanen som passer børnene og der prøver vi at bortadoptere børnene, men vi holder Teresses barn tilbage i nogle måneder i tilfælde af at hun skifter mening og vil beholde det alligevel, men det er dog sjældent at det sker" forklarede Rafaela, hvor hun derefter rejste sig op og kiggede hen på Ida og Chris "I 2 tager med for at passe på Teresse" sagde Rafaela. Ida blev dog kort lidt forvirret fordi hun ikke var van til at komme væk fra gården. Rafaela rejste sig op og lagde sine hænder blidt på hendes skuldre "Du skal nok klare det Chris er hos dig og jeg har valgt dig fordi du er så omsorgsfuld og det vil Teresse have brug for og jeg ved at du kan klare det" sagde Rafaela beroligende til Ida. Ida smilede stille og nikkede kort for at bakke en taske med lidt tøj hun skulle have med.

Da alle var klar til at tage afsted gik turen imod hospitalet og op på fødeafdelingen hvor Sarah mødte dem og smilede venligt til Rafaela "Goddag Zain, Teresse ligger inde på stue 3 og man kan vel godt kalde hende for hysterisk?" fortalte Sarah og kiggede først på Rafaela og derefter rundt på de forskellige som var taget med Rafaela ind på hospitalet og det var tydeligt at hun ikke helt forstod hvorfor der var så mange med for at hente et barn når de blot plejede at være 3 når det var. "Goddag Sarah. Det er forståeligt i hendes situation. Chris og Ida tager sig af Teresse" sagde Rafaela og smilede venligt til Sarah, hvor Chris og Ida straks gik ind til Teresse for at berolige hende. Rafaela kiggede undersøgende på Sarahs gravide mave "Det vare ikke længe før du også skal have en lille hvornår er det nu du er sat til?" spurgte Rafaela nysgerrigt "Om ca en måned og du kan tro mig og Marco glæder os. Men hvorfor har du alle de folk med idag?" spurgte Sarah nysgerrigt. "Er der et sted vi kan snakke uforstyrret?" spurgte Rafaela hvor Sarah fuldte dem ind på et kontor og lukkede døren.
Rafaela begyndte at fortælle om grunden til Jake var med.

Han nikkede roligt og forstående til hendes svar på hans spørgsmål. Alt dette mindede ham på en måde om det Kat havde været igennem. Dog havde hun ikke valgt at gennemføre fødslen, men havde valgt at falde for at få fjernet barnet. Alt dette følelses ladet halløj blev delvis afsløret i hans ansigt.
"Det smerter mig at nogle kvinder går gennem så meget. Men det er fuldt forståeligt hvis hun ikke ønsker at beholde barnet." Han havde talt lavmeldt kort inden Raf havde rejst sig.

Han havde ikke sagt meget på turen til hospitalet. Men det han havde sagt var at de altid kunne henvende sig til handelshuset, som han udpejede kort efter de var kommet ind i Angerforge District. Ikke at handelshuset var svær at overse, tvært imod. De to hvide banner med den sorte flamme, der hang på hver side af døren, var virkelig noget der fangede ens øjne.

Da de var kommet ind på det kontor, som Sarah havde vist dem ind på, satte han sig roligt på gulvet ved siden af Raf. Både for at slappe lidt af, men også for ikke at virke alt for 'farlig' i Sarah's øjne. Han tænkte at hvis han virkede mindre end kvinderne, så var der en chance for at han ikke skræmte Sarah alt for meget. Han lod Raf styre dette, eftersom dette var hendes klan og hendes ønske om at vise ham hvad hun lavede.

Rafaela havde godt set at der skete noget følelsesmæssigt med ham da hun snakkede med Teresse og hvad der skete med barnet. Hun havde blot smilt kærligt og beroligende til ham inden hun var gået hen til Ida. Det var hårdt med fødslerne og det påvirkede altid alle når de skulle fjerne et barn fra deres moder når moderen ikke ønskede det og de ikke bare kunne fjerne barnet inden fødslen.

Rafaela havde ikke selv sagt så meget under turen på vej til hospitalet fordi hun havde i forvejen en helt del tanker om barnet, Teresse og rejsen som de var på, hvor hun så var nød til at lave nogle opgaver imens, men det kunne for hende også hjælpe hende med at vise overfor Jake, hvad der egentlig skete som ingen andre så udefra.

Både Rafaela og Sarah kiggede underligt på Jake da han havde sat sig på gulvet ved siden af hende istedet for at sætte sig på en stol. Sarah fniste og rystede lidt på hovedet "De må gerne sætte dem på en stol, hvis det er de er træt i benene" sagde Sarah med latter i stemmen. Både Rafaela, Blaine og Blaike smilede blot til Jake og Sarah og prøvede at lade være med at grine af ham. "Det glæder mig, at de vil se hvordan Zain egentlig arbejder istedet for gå rundt og tro det værste om hendes arbejde. Jeg havde ikke været i live den dag idag hvis ikke Zain og hendes folk havde reddet mig. Jeg har fundet mig en mage og skal snart være mor for første gang. Jeg er snart færdig med at blive uddannet sygeplejerske og alt dette kan jeg takke Zain for" fortalte Sarah og man ville tydeligt kunne høre på hende hvor glad hun egentlig var at snakke om det "Min plan er at så snart jeg er færdig med at uddanne mig og har født at arbejde for klanen og tage mig af dem der er behov for det efter de er blevet reddet. Der findes for få af os her på hospitalet og det vil jeg gøre om" fortsatte Sarah. Imens hun havde snakket havde hun hele tiden kigget på Jake. Rafaela smilede stolt og kiggede derefter på Jake "Sarah er vores mest vellykkede tilfælde og alt dette er kun lykkes pga hendes tidligere ejers værdigenstande er blevet brugt til at betale for hendes fremtid" fortalte Rafaela.

Han smilede drenget tilbage på Sarah.
”Takker, men jeg befinder mig ganske fint her. Det minder mig om mine yngre dage på havet, når vi slappede af på dækket. Og grin I bare. Latter er godt for sjælen.” Han klukkede selv hjertelig, mens han så rundt på de forskellige. Han havde også bøjet benene så han kunne lægge hænderne på anklerne, mens de var her i lokalet og hans plan var at lytte mest muligt.

Hele Sarahs fortælling om hvordan hun havde og stadig oplevede klanens arbejde, fascinerede ham. Han viste det tydeligt i sin udstråling og smilede varmt til hende, mens han nikkede forskellige steder. Selv om han havde lyst til at afbryde hende, gjorde han det ikke. Han samlede derimod sine ord til sidst. Selv Raf lod han tale, før han selv tog ordet.
”For det første har jeg aldrig og vil aldrig tro det værste om min skønne Rafaela eller hendes arbejde. Måske er der steder hvor jeg ikke forstår fremgangsmåden, men jeg forstår årsagen.” Han så op på Raf med kærlighed i hver en fiber og forsøgte at tage hendes ene hånd for at placere et kys på håndryggen.
”Skulle den dag komme, hvor jeg må vælge mellem dig og livet som raceleder og hersker af Dragons Peak. Ja, så vil valget ikke være svært. Mit hjerte, liv og kærlighed vil altid følge dig.” Han så direkte på hende under hele sin korte tale og ville igen placere et kys på hendes håndryg, hvis han holdte hendes hånd.

Derefter så han igen på Sarah med et varmt smil.
”Hvis jeg og Blackfire klanen på nogen måde kan hjælpe, må I endelig sige til. Om det er hjælp til uddannelse, udvidelse, vare eller mandskab. Mit barnebarn, Katrina, er overhoved for handelshuset her i byen og i Sunfury City. Blaike, Blaine og Raf ved hvor handelshuset ligger her i byen. Men ellers er det ikke svært at finde. Bare spørg de fattige, dem har Kat altid haft et blødt hjerte for. Derfor har hun sørget for at der også er et fattighus tilknyttet.”

Sarah havde blot smilt og nikket venligt til Jake da han sagde, at han havde det fint med, at sidde på gulvet for det ville hun som sådan ikke blande sig i selvom hun syntes det virkede en smule underligt.
Sarah var taknemmelig over, at Jake ikke afbrød hende imens hun havde fortalt sin side af historien om klanen for hun vidste det var ikke alle historier som var så gode i mødet med klanen som hendes var. Da Jake fortalte at han aldrig havde troet det værste om Rafaela troede hun på at han ikke havde troet det værste om Rafaela, men det værste om lederen af klanen og om hvordan klanen fungerede. Rafaela smilede kærligt til Jake imens han snakkede. Hun lod ham tage hende i hånden. Det varmede hendes hjerte, at høre disse ord fra ham og det var også tydeligt på de andre i lokalet at de syntes det var sødt et sødt og kærligt par de havde iblandt dem og det gik så småt op for dem, at dette par kunne være en god ting for klanen.
Efter Jake havde kysset Rafaelas håndryg og snakket færdigt med hende og istedet havde henvendt sig til Sarah fortsatte hun med at holde Jake i hånden og lyttede stille til det han sagde. Sarah var dog blevet lidt overrasket over det Jake fortalte hende for det burde vel være en af lederne fra klanen han skulle fortælle dette til var det ikke? Hun undrede sig lidt, men smilede istedet venligt til ham "Jeg tvivler ikke på, at de aldrig har tænkt det værste om Zain, men jeg tvivler tilgengæld på om de ikke har tænkt det værste om klanens leder og om hvordan de håndtere tingene før i tiden og uden at kende dem særligt godt er jeg også sikker på de på et tidspunkt har haft samme tanke om at ville skadeliggøre klanens leder for, at få den ned med nakken på grund af den uvidenhed der stod bag indtil nu, men jeg kan godt se på dem at de elsker Zain og at de vil følge hende i tykt og tyndt ligesom hun vil for dem og det skal i bevare" sagde Sarah og smilede sødt til dem. Rafaela rødmede lidt og nikkede kort til Sarah for hun var også sikker på, at Sarah havde ret i det hun havde sagt om Jake og hans tanke om det værste med hende og klanen før i tiden.

Sarah stod og kiggede lidt rundt i lokalet imens hun tænkte over hvad Blackfire klanen kunne gøre for, at støtte The Secret Angels før hun igen kiggede på Jake "Det de og deres klan kan gøre er, at hjælpe med arbejdspladser til dem som er klar til dette, tror også sælge genstandene som bliver taget fra de tidligere slaveejere så folk kan få deres løn, mad og hvad de ellers har behov for ville hjælpe klanen en del" sagde Sarah eftertænksomt.

Sarahs ord om at han skulle have tænkt det værste om klanen og dens måde at håndtere tingene på, fik ham til at gnide sig i nakken.
”Tja… Det ved jeg nu ikke om jeg vil sige. Selvfølgelig havde jeg hørt om klanen og dens metoder, men som pirat har jeg ikke selv været meget bedre end en del af de slaveejer, I har jagtet. Og for at være helt ærlig, så er jeg opdraget til at have et åbent sind overfor andre. Hele min familie er eller har været pirater, hvor det at plyndre og myrde andre er kommet helt naturligt for mange. Hvad angår de måder og metoder I bruger på slaveejerne, så har jeg ikke været enige i og er det stadig ikke. Men kan jeg godt følge grunden til det. Jeg tror det værste jeg nogensinde har tænkt, har været at klanen burde få en justering i deres handlingsmetoder. Det har dog altid været efterfuldt af at jeg kunne starte med min egen.” Han klukkede lidt ved sig selv. Der havde været mange tidspunkter hvor han havde tænkt på forskellige måder at Raf’s klan kunne ændre sig på, og hver gang havde han tvunget sig selv til at se på sig selv som en start.

Da Sarah snakkede om det han og hans klan kunne gøre for at hjælpe dem, nikkede han roligt og smilede varmt. Det var selv nogle af de ting han havde tænkt på som muligheder, der nu blev nævnt.
”Det skulle ikke være så svært. Vi har et par handelshuse her inde i landet, et her i Doomsville og et i Sunfury City, som kunne være behjælpelig med arbejdspladser og indkvartering til dem som kan håndtere det. Mit stedbarnebarn, Katrina, er overhoved i begge handelshuse. Hun har selv prøvet overgreb og er kommet ovenpå igen, så jeg ved at hun er med på at hjælpe andre der har haft problemer. Desuden har jeg længe overvejet at købe nogle flere huse i begge byer, som kunne indrettes til folk som er fattige eller hårdt ramt på anden måde. Faktisk har jeg tænkt på det i mere eller mindre alle byerne, men ved ikke helt hvordan de skulle bemandes…” Han gned sig eftertænksomt om hagen, mens han i sit eget sind prøvede at finde ud af hvem er kunne styre sådanne hjem.
”Hvad angår genstandene fra de tidligere slaveejere, så tænker jeg at de skal sendes til handelshuset i Aquerne, som mange pirater handler med. Jeg har hørt lidt om at min tidligere protege, som også er ejer af handelshuset, har slået sig ned i byen igen. Hendes navn er Taliia og hun er nem at genkende på sit røde hår og skovgrønne tøj.” Mens han talte, fuldte han roligt med i hvordan Sarah og de andre reagerede på hans ord.

Imens Jake havde snakket med Sarah om måden han havde levet sit liv på havde det gået op for Blaine og Blaike, at der havde været noget genkendeligt over ham. De stod og hviskede lavt til hinanden om nogle folk der havde været tæt på Jake for mange år tilbage som pludselig var forsvundet og aldrig blevet fundet. De vidste selvfølgelig godt hvor de var hende. Rafaela havde kigget på Blaine og Blaike med et bestemt ansigtsudtryk og rystede på hovedet, hvor hun derefter havde kigget på Sarah og Jake og smilede høfligt til dem. "I det mindste har du ændret dig kære. Det er der dog ikke alle det kan lade sig gøre overfor som du selv har oplevet på borgen" sagde Rafaela kærligt til Jake. Sarah havde dog blevet lidt overrasket over Jake fortalte om sin fortid og han ikke havde været bedre selv, men hun nikkede enigt med Rafaela om det Rafaela sagde "Som Zain fortæller har de forandret dem og metoderne kan sikkert også ændres, men ved det ikke alle slaveejere der lider den voldsomste skæbne. Der er nogle som ligesom dem ændre sig, men der er flertal for de andre" fortalte Sarah.

Da de snakkede om hvad Jake havde i tankerne han kunne hjælpe med ud fra det Sarah havde sagt fniste hun lidt "Jeg tænker de skal tage denne snak med Zain, Blaike og Blaine for hvordan det kommer til at fungere, men jeg er sikker på at i nok skal finde en løsning, men nu må i undskylde mig for Teresse skal snart til, at føde og i skal have barnet med jer så snart i går herfra. I kan gå ind til Teresse imens jeg finder de folk der skal hjælpe til med fødslen og det i skal have med barnet" sagde Sarah og smilede venligt til de andre og gik ud af kontoret for derefter finde dem hun skulle bruge og ting der skulle bruges. "Jeg tænker at efter denne tur samler vi de indtryk sammen du har fået min elskede og derefter snakker om hvordan du kan hjælpe med din klan men også din nye position" sagde Rafaela og kyssede kærligt Jake på kinden. "Men som Sarah siger har vi arbejde foran os og det kan blive noget af en voldsom situation" sagde Rafaela.
De gik alle imod stuen hvor Teresse lå på kunne man høre råben, skrig og en kvinde der tudet som om kvinden var ved at blive tæsket. Rafaela sukkede kort og gik ind på stuen, hvor Teresse var hysterisk og truede med selvmord over sin situation og bare ville have det hele overstået. Hun krassede sig selv på armene til blods. Ida stod usikkert i et hjørne og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre for hun havde prøvet og snakket beroligende til Teresse siden de kom ind og det havde bare eskaleret for hende. Chris derimod ændrede hurtigt attitude og blev mere bestemt i sit kropssprog og stak Teresse en lussing "Stop! Opfør dig pænt! Du stopper omgående med at skade dig selv!" sagde Chris bestemt. Teresse var blevet helt stille efter lussingen og kiggede undskyldende ned i dynen og skreg og vred sig kun når veerne kom. Blaike gik hen og beroligede Ida, hvor hun derefter gik hen til Teresse for at hjælpe hende med hendes sår og snakke roligt med hende. Chris havde stadig en bestemt attitude fremme overfor Teresse.
Rafaela gik tæt op af Jake og lagde sine læber imod hans øre "Sådan sker det desværre alt for tit, men hun klare sig. Når vi er gået er det Chris der har kontrollen over hende og som langsomt trapper ud af det indtil Teresse er ovenpå igen og vi finder ud af hvad vi skal gøre med hende" hviskede Rafaela blidt til Jake. Hun kiggede undersøgende på Jake for, at se hans reaktion.

Han sukkede let ved hendes ord om det han havde oplevet på borgen. Her tænkte han både på de rige snobber som havde krævet at han stillede beskyttelse til rådighed og på Reines tidligere guvernante. Ligeledes gav Sarahs ord ham samme fornemmelse.
” I har ret. Ved alle guder, hvor ville livet til tider være nemmere hvis det ikke var årsagen.” Han lyttede roligt til resten af Sarahs og Raf’s ord, mens han nikkede eftertænksomt. Han rejste sig og fuldte med hen til Teresse, hvor han blev stående ved siden af døren, i det tilfælde at han blev bedt om at gå udenfor.
Han så på mens Chris bestemt håndterede Teresses udbrud. Og nikkede letter fraværende til det Raf hviskede til ham. Hans tanker gled ud i fortiden, hvor Raco var ved at give fødsel til Connor og havde været nogenlunde liges så temperaments fuld, dog havde han længdes efter at holde deres barn i sine arme, men alligevel. Fødsler gjorde at folk gjorde og sagde de mest mærkelige ting.

Han begyndte at nynne den sang han havde sunget til Raco og Conner, så ofte at han kunne huske den bare han lukkede øjnene. Kort efter han var begyndt at nynne, tog ordene over og han sang stille mens tårene begyndte at glide fra hans lukkede øjne ned over hans kinder, uden at han lagde mærke til det. Langsomt lod han sig glide ned og sidde, som om han holdt sin tidligere søn i sine arme mens han sang.

Rafaela kiggede skiftevis på Jake og hen op Terresse. Rafaela vidste godt at det største problem for hende var, at det var hendes tidligere slaveejers barn hun skulle til, at føde. Selvfølgelig var alle hormonerne der som kørte rundt i hendes krop også med til, at forstærke følelserne hun følte. Man kunne tydeligt se på Terresse at det ikke var længe hun havde været uden en slaveejer der bestemte over hende da hun ret hurtigt fik lidt ro over sig. Rafaela vidste godt der var en del, at arbejde med indtil Terresse var i udtrapningsfasen som hun kaldte det.
Rafaela kunne godt fornemme på Jake, at han ikke rigtigt hørte det hun havde hvisket til ham. Da Jake begyndte at synge stille kiggede folk undrende på ham. Rafaela smilede blot og tænkte kort tilbage til de første gange efter hun havde mistet barnet hende og Melvin havde fået og hendes reaktioner dengang under disse episoder. Der havde hun nærmest gået i lige så meget spåner som de kvinder der fødte.
Rafaela kiggede rundt på folkene og rystede kort på hovedet for, at fortælle dem de ikke skulle tage sig af Jakes reaktion. Rafaela havde en ide om, hvad det var som fyldte Jakes hoved i øjeblikket og kunne sådanset godt forstå ham og hun vidste hun ikke rigtigt ville kunne trænge ind til ham. Hun satte sig på hug foran Jake og lagde blidt sine hænder køre hen over hans kinder for, at tørre tårerne væk imens resten var igang med at tage sig af Terresse og passede deres arbejde da fødslen gik igang.

Da fødslen var overstået, hvor det var en lille dreng Terresse havde født og det var Sarah der tog barnet for, at rengøre ham og gav ham et sæt tøj til småbørn de havde liggende på hospitalet, gav ham en lille hjemmestrikket hue på og pakkede ham ind i et tæppe for, at holde ham varm. Blaine var igang med at skrive nogle ting ned i mappen han havde taget med, hvor han blandt andet skrev køn på barnet, navnet på moren og andre stamdataer som hvem der var til stede ved fødslen. En læge var kommet for, at give Terresse noget beroligende da hun var blevet helt hysterisk efter at hun kort havde set barnet og var igen gået igang med at skade sig selv mere voldsomt end før. Efter fødslen havde Rafaela rejst sig op for at få et overblik over hvad der foregik med Terresse og med Ida. Rafaela vidste at det ville være en meget hård periode for hende og kiggede på Ida for, at sikre sig hun var klar på, at tage sig af Terresse. De sagde ikke et ord til hinanden, men Ida havde blot nikket og var gået igang med at ae Terresse på panden beroligende indtil det beroligende middel hun havde fået fik hende til, at sove.
Sarah gik hen til Rafaela og lagde barnet i hendes arme. Rafaela smilede sødt til drengen der kiggede nysgerrigt op på Rafaela. Han fik hende til, at tænke på Reine da han var helt lille og imens han var i hendes arme. Hun gik roligt hen til Jake, hvor hun satte sig på hug og lagde drengen i armene på Jake og smilede kærligt til ham "Pas du på ham indtil vi kommer hen til det der skal være hans nye hjem de næste par år eller indtil Terresse vil havde ham tilbage i sit liv" sagde Rafaela stille og kyssede blidt Jake på munden for at hive ham lidt mere tilbage til virkeligheden.

Rafaela begyndte kort, at tænke over hvor meget hun ville ønske at hun kunne give Jake et barn som var hans. Hun vidste hvor meget det betød for ham at få et nyt barn. Selvom hun vidste at han var over lykkelig for at havde Reine og Emily i sit liv, men det var jo ikke det samme som et barn af sit eget kød og blod. Rafaela vidste det nærmest var en umulighed for hende, at kunne give ham det ønske og var hun i virkeligheden god nok til ham når hun ikke kunne give ham det? Tårerne kom frem i hendes øjenkrog, men hun rystede kort tankerne ud af hovedet og tørrede sine tårer væk for, at hun igen kunne være opmærksom på Jakes reaktioner.

Han mærkede godt Raf’s blide hænder på sit ansigt, men han var for opslugt af minderne til at kunne bryde fri. Alligevel fik det et smil frem på hans ansigt, mens han sang videre.

Først da han mærkede en lille barnekrop i sine arme, vendte han omgående tilbage til virkeligheden. Han hørte tydeligt Raf’s ord og gengældte varmt hendes kys, inden han så ned på den lille dreng. Drengen begyndte at græde, men Jake gav sig til at synge igen mens han vuggede drengen i sine arme, hvilket på kort tid fik barnet til at blive stille igen.
Jake viste godt at det ikke var hans barn, men han fik alligevel faderlige følelser for det stakkels barn. En mor der ikke ville vide af sig. En start på livet som Jake gerne ville undgå for så mange som muligt. Det kunne godt være at han aldrig så drengen igen, men nu mens han holdt ham, ville han gøre alt for at glæde drengen og give ham tryghed.
Samtidig gled tankerne hen på den spinkle mulighed der var for at han og Raf en dag selv skulle holde deres eget barn. Hvis de nogensinde blev velsignet med et barn, så ville han våge over både barn og mor som en sindssyg. Det fik ham til at se op og fange hendes øjne, mens han fortsatte sin stille sang.
I hans øjne kunne hun læse alt… Ønsket om at blive de blev forældre. Ønsket om at blive en familie med alt hvad det indebar. Ønsket om at vågne hver dag sammen med hende i resten af hans liv.

Rafaela kunne tydeligt mærke på Jake, at han vendte tilbage til virkeligheden da hun havde lagt drengen i hans arme. Hun smilede kærligt til ham og vidste dette barn ville blive beskyttet lige indtil han var kommet til hans nye hjem. Hun så Jake i øjnene og så alle hans følelser og hun vidste godt at de begge ønskede et fællesbarn og det var et ønske hun ville prøve alt for, at kunne få udført også om hun skulle sige farvel til sin klan resten af livet.
Blaine var gået hen til Chris for, at huske ham på at dokumentere alt om Terresse den næste tid og at der ville komme et bud for at hente det en gang om ugen og det skulle skrives i flere eksemplare så de havde i reserve hvis man blev nød til, at distruere det ene eksemplar så man havde i reserve andre steder i landet. Chris var blevet en smule irriteret over, at få den ramse gentaget igen for det havde ikke været hans første opgave som lignede disse, men han havde blot nikket bekræftende til Blaine for derefter at holde sit fokus på Terresse.
"Vi må videre med barnet han skal til Firewood Village eftersom hans mor er fra byen. Hun bliver flyttet til en anden by for, at komme i sikkerhed så snart hun er blevet udskrevet" forklarede Rafaela Jake kort, men også for at Chris vidste hvor barnet var, hvis det viste sig, at Terresse vil have barnet tilbage om nogle måneder eller spurgte ind til det.
Rafaela nød synet af Jake holde en nyfødt i sine arme som fik hendes ønske om, at det havde været deres eget til, at være større. Ville hun mon nogensinde komme af med disse følelser i disse situationer? Det vidste hun jo ikke, men hun håbede det inderligt.
Sarah havde været ude for, at pakke en lille taske med noget skiftetøj, stofbler og nogle flasker med modermælk som de havde liggende fra mødre hvor barnet var dødfødt i tilfælde af at moderen døde til et nyfødt barn for, at barnet kunne leve. Hun rakte Rafaela tasken "Der kommer en ny sending afsted 1 gang om ugen" fortalte Sarah Rafaela som smilede venligt til Sarah og nikkede anerkendende til hende.
Da de alle var klar til, at gå videre gik turen tilbage til gården hvor de havde overnattet, hvor de skulle gøre sig klar til turen til Firewood Village. Imens de gik havde Rafaela tit skimtet hen imod Jake "Vi har hjem for disse børn i alle byerne nogle steder mere end et og så har vi også udenfor byerne da vi har mange af disse tilfælder eller børn på Reine og Emilys alder vi redder og de bliver alle flyttet til et sted langt væk hvor de oprindelig kommer fra. De byer hvor der ikke er hospitaler har vi huse, hvor der er læger, sygeplejerske og folk til at tage sig af de syge, sårede, fødende kvinder eller i værste fald døende" fortalte hun Jake.

Da drengen stoppede med at græde og faldt i søvn, gled sangen over i en blid brummen. Han nikkede til Raf og rejste sig forsigtigt med drengen i sine arme, hvorefter han stille og roligt gik ud på gangen for at spare Terresse for synet af det uønsket barn. Det ville være tydeligt for dem som ikke kendte ham, at han ville være en utrolig blid og kærlig far, når det kom til børn.
Mens de gik tilbage til gården, lyttede han smilende til Raf’s fortælling om de hjem og steder de havde rundt omkring.
"Hvis jeg ikke var imponeret, så er jeg det nu, min skønne. Det giver mig endnu mere lyst til at få startet børnehjemmet i Dragons Peak. For ikke at nævne et par steder, der kan blive trygge hjem for folk der bliver behandlet dårligt."
Han fik endda arrangeret barnet sådan at det lå i hans ene arm og han havde den anden fri til at kunne holde Raf i hånden. Hvis hun tillod det, ville han endda løfte hånden op til sine læber og kysse den blidt. Imponerende nok sov drengen unger hele turen.

Først da de ankom til gården vågnede drengen og skreg på mad. Jake slap Raf og rakte hånden frem.
”Må jeg få en af de flasker, du fik med?” Han havde tænkt sig at bruge sin vind magi til at lune den, inden han ville lade drengen få den. Mens han ventede bevægede han sig som en fuldbefaren fader, der havde prøvet dette en del gange før.

Rafaela smilede stille ved synet af Jake med drengen i armene. Savnet af Reine og Emily blev større og større jo mere hun så Jake med drengen i armene. Hun lyttede roligt og blev ret stolt over sit arbejde med det han sagde. Hun tog hans hånd da han havde lagt drengen så hans ene arm var fri. "Lyder som en rigtig god ide min kære for vi har brug for flere hjem og steder børnene kan blive bortadopteret" sagde Rafaela. Hun smilede stille til ham da han kyssede hendes hånd.

Da de var kommet tilbage til gården og drengen begyndte at græde efter man. Smile hun stille til Jake og fandt en flaske, hvor mælken var i og hældte lidt af det op i en sutteflaske. Hun gjorde sin hånd lidt varmere for, at mælken blev lund inden hun rakte Jake flasken. "Sæt du dig og giv ham mad så får vi pakket taskerne og gjort klar til rejsen. Det er heldigvis kun nogle timers flyvetur herfra" sagde Rafaela og kyssede Jake kærligt. Da hun kyssede Jake havde Blaine og Blaike fnist kort. Rafaela havde smilt flabbet til dem og rystet på hovedet "Bare fordi i er jaloux over i ikke har fundet nogle dejlige mager. Men pak jeres ting og gør kurvene klar. Blaike du forvandler dig til turen først" sagde Rafaela og gik ind hvor hun fik pakket hendes og Jakes ting ned og fundet en sele til drengen i tilfælde af at de skulle skifte over i luften for, at de ikke ville tabe drengen.
Blaike og Blaine var igang med at pakke deres ting og havde sat nogle folk igang med at finde kurvene frem til taskerne og nogle rene tæpper til dem og til drengen som de kunne sidde på og have om sig.

Han elskede den måde hun smilede på, når han flirtede eller var kærlig overfor hende. Hvilket gjorde at han altid gjorde hvad han kunne for at få hende til at smile eller gengælde hans kærtegn på anden måde.

Da hun gav ham flasken, mærkede han tydeligt at mælken var lunet, hvilket fik ham til at smile bredere. Han nikkede med et kærligt smil til hendes ord, og gengældte kærligt kysset hun gav ham.
Inden han lod drengen få mælken, sikrede han sig at den ikke var for varm. Hans blik var fæstnet på drengen, mens han madede ham, men hans sind var opmærksom på alt omkring ham.
Et par kvinder kom fnisende hen til ham og spurgte om de skulle tage over. Jake rystede stille på hovedet og sagde med en blid faderlig stemme at han ikke gav barnet fra sig før Raf bad ham om det. Det overraskede kvinderne og de så lidt forvirret fra ham til hinanden, inden de gik uden for hans hørevide. Her begyndte de at hviske sammen om det var klogt at han udviste så meget faderlighed overfor barnet, når han aldrig kom til at se det igen.

Alle på gården var igang med, at gøre tingende klar til rejsen samt passede deres pligter på gården som også skulle passes.
Rafaela kom ud med deres ting samt selen til drengen, hvor hun smed deres tasker i en af kurvene og gik derefter hen til Jake med selen i hånden og tasken så sutteflasken kunne komme deri inden de skal afsted. "Du er noget af et omtale emne her på gården min kære, men det klæder dig virkelig med den lille i dine arme" sagde hun kærligt imens hun kiggede skiftevis fra Jake og ned på drengen. "Det er svært at aflevere dem når de er så små. Jeg har tit lyst til at adoptere dem når jeg ser dem, men ved jeg ikke ville kunne have alle de unger rendende om benene, men jeg kan berolige mig, at jeg alligevel vil kunne komme til, at følge deres udvikling da du som jo har bemærket før vi tog afsted og idag at alt der sker omkring dem bliver dokumenteret indtil de dør og så bliver der endda skrevet hvorfor de dør" fortalte Rafaela kort og kiggede på barneselen hun havde i hånden og derefter på Jake "Skal jeg tage ham under turen eller vil du holde ham indtil vi kommer til Firewood Village?" spurgte Rafaela nysgerrigt.

Jake så smilende op, da hun talte til ham. Det var tydeligt at det morede ham at folk talte om ham på grund af barnet.
"Tak min skønne. Jeg er sikker på at det også ville klæde dig med en lille i armene. Og ja, jeg kan fuldt ud forstå dig. Det er svært at give slip, men jeg stoler på at dine folk tager sig godt af ham." Han rejste sig op og fjernede en hver afstand mellem dem, for at kysse hende kærligt.

Hendes næste ord fik ham til at bide sig lidt i læben, inden han rakte drengen over til hende.
"Det er nok bedst at du holder ham. Ellers er jeg bange for at jeg knytter mig for tæt til ham." Hvis hun fik brug for hjælp med barneselen ville han hjælpe hende. Ellers ville han gå hen til tvillingerne og hjælpe dem med det sidste.

Hun smilede kærligt til ham og lyttede stille til det han sagde. "De passer rigtig godt på ham og måske bliver han en dag en del af din klan eller hersker i en af byerne det kan kun tiden vise. Men jeg håber at en dag lykkes det os at få et barn til for vil virkelig gerne kunne give dig den lykke i livet" sagde Rafaela stille. Man kunne tydeligt høre på det sidste hun sagde var noget som lagde hende tungt på sindet og var noget hun virkelig ønskede ville lykkes. Hun gengældte dybt hans kys da han kyssede hende. Alle folkene omkring dem var stoppet helt op med at arbejde da de så den kærlighed som var tydeligt imellem hende og Jake. De havde aldrig set denne side af Rafaela. Det var tydeligt at se på dem at det gjorde dem glade for, at deres leder havde mere kærlighed i sit liv end det hun gav de tidligere slaver og børn af slaverne.

Rafaela kiggede om på folkene efter kysset, hvor de hurtigt kløede sig i nakken og gik igang med at arbejde videre og lod som om de ikke havde set noget. Rafaela smilte blot og lyttede til det Jake sagde om at hun skulle tage drengen. Rafaela tog selen på før hun tog drengen fra Jake og satte ham fast så han lå med maven ind mod hende og sit hoved under hendes hage. Hun tog en stofble fra tasken og lagde på sin skulder i tilfælde af at drengen skulle bøvse noget af modermælken op igen. Drengen pludrede lidt imens Rafaela klappede drengen blidt på ryggen så drenge kunne bøvse luften ud. Rafaela rakte Jake drengen taske med hans ting i så Jake kunne lægge den i kurven "Kan du smide den i kurven for mig kære?" spurgte Rafaela kærligt. Rafaela kunne godt forstå, at Jake ikke ville holde drengen længere.

Der gik ikke lang tid før Blaike havde forvandlet sig til sin drageform og var gjort klar til flyveturen. Rafaela gik hen til dem og kravlede op på ryggen af Blaike så hun kunne sidde i midten og Blaine foran hende så han kunne dække for modvinden. Rafaela pakkede sig godt ind i et tæppe så det dækkede hende og drengen. Drengen lå og kiggede op på Rafaela, hvor Rafaela snakkede stille til drengen.

Hans øjnene lyste af håb og bekymring ved hendes ord om at hun håbede en dag at kunne give ham et barn. Selvfølgelig ønskede han at de kunne få et barn, men han viste også at var der den mindste risiko for at hun kunne miste livet ved forsøget, så ville han heller undvære et barn.
"Det kunne være en stor ære, men hvis der er den mindste risiko for at det kunne koste dig livet, så fortrækker jeg at vi adoptere." Han nød kysset som hun gengældte, da det forsikrede ham om at dette ikke var en drøm. Han havde virkelig fundet den han skulle leve resten af sit liv med.

Efter kysset kunne han ikke lade vær med at smile bredt over den måde folk forsøgte at skjule at de havde fuldt med i det der skete mellem ham og Raf.
Så snart drengen lå godt i selen hos Raf, tog Jake den taske som Raf rakte ham, kyssede hende på kinden og gik over til kurvene med den.

Så snart de alle sad på Blaikes ryg, sikrede han sig at Raf og drengen var pakket godt ind, inden han selv pakkede sig ind. Han satte sig bagved Raf og hvilede sin kind mod hendes ryg. Han lukkede øjnene og nød lyden af hendes stille snakken med barnet.
Et billede af hende: siddende i en sofa hjemme på borgen med deres barn i armene, samt Emily og Reine på hver side af sig, kom frem i hans hoved og han smilede bredt for sig selv.
Han var så klar på at opgive alt for at det kunne lykkes...

Rafaela smilede stille til ham, men hendes smil forsvandt lidt ved hans ord. "Det ved kære, men jeg kan miste livet på mange måder selv under fødslen ligesom alle mulige andre kvinder og ville det ske så skal du se det som et mirakel for du vil altid have mig i nærheden hvos det skete, men jeg tvivler på, at det sker sådan ukrudt forgår jo ikke så let" sagde hun stille. Det sidste havde hun sagt med drilleri og havde blinket drillende til ham. Hun lukkede sine øjne og smilede kort for sig selv da han kyssede hende på kinden inden han gik hen til kurvene.

Rafaela lænede sig stille ind til Jake da han satte sig bag hende for, at have noget at lænde sig op af. Hun holdt drengen tæt ind til sig imens hun snakkede med drengen som langsomt faldt i søvn som tiden gik. Rafaela lukkede stille sine øjne for, at hvile sig lidt. Hun havde en ide om, at de skulle skifte drage midt på turen og hun havde ret for der var ikke gået mere end 1½ time så kunne Blaike ikke meget mere og han var nød til, at give besked i god tid nu, hvor de havde et barn med, hvor Rafaela skulle bruge lidt mere tid på dette for, at det ikke ville gå galt.
Blaike gjorde sig klar til at skulle forvandle sig. Rafaela kiggede om på Jake "Du må gøre dig klar til, at hjælpe Blaine til, at gribe Blaike når han forvandler sig til sin menneskeform når vi er på Blaines ryg, men vi gør som vi gjorde sidst" sagde Rafaela roligt til Jake. Blaine hoppede ud og forvandlede sig.
"Tager du tæpperne og hopper ned først og lægger dette tæppe på ryggen af Blaine så vi kan sidde ordentligt?" spurgte hun kort Jake. Hun rykkede sig og pakkede tæppet roligt sammen så Jake kunne tage det med når han sprang ned. Rafaela var glad for den barnesele de havde fået lavet til turen for den gjorde, at barnet ville kunne sidde tæt til kroppen så personen som havde selen på stadig kunne bruge begge sine arme under disse ture. Rafaela tog nogle ekstra stopper som havde hængt lyst fra selen så der kom et ekstra stykke stof som støttede barnet hoved og bandt det om sin nakke for, at barnet ikke ville tage skade når hun ville glide ned. "Ja vi har gjort det her før både med børn og vi øver os med dukker der er lige så skrøbelige som børn inden vi tager på skarpe opgaver som disse" forklarede Rafaela inden Jake ville hoppe ned og smilte lettere stolt.

Hun skulle bare vide hvor meget hendes ord betød for ham. Og det at hun kunne drille omkring det, fik ham bare til at smile drillende til hende.
Tankerne og billederne ville dog ikke slippe ham. Hende gravid med hans barn. Ved alle guder, det ville nærmest være ulideligt i de ni måneder, men også en velsignelse som vil sætte både hans liv og borgen på den anden ende.

Mens de fløj havde hans tanker delvist været hos hende og delvist hos den fremtid, som de muligvis kunne få.
Men da hun talte til ham, var han hurtigt tilbage til virkeligheden. Han brummede bekræftende og hjalp Blaine, så han hurtigt kunne forvandle sig. Så snart Blaine var sprunget ud og havde forvandlet sig, hjalp han hurtigt Raf med at få pakket tæpperne sammen, så han kunne hoppe ned og gøre klar til hende og Blaike.
Han fuldte hendes mindste bevægelse eftersom hun havde et barn med. Et stort smil fyldte hans ansigt, da han hørte hendes ord og så det hun havde gjort med de ekstra stropper. Han var glad for at høre hendes ord, men det undrede ham ikke at de havde trænet det i forvejen.

Han holdte tæpperne ind til sig, da han hoppede ned, og skyndte sig at gøre klar til hende. Så snart hun var nede hos ham, sørgede han for at hun fik mindst et tæppe omkring sig, og gjorde sig klar til at tage imod Blaike, der også hurtigt blev pakket ind i et tæppe, inden Jake forsøgte at finde den taske som tilhørte knægten, så han hurtigt kunne få tøj på. Han ville helst sidde ved Raf, men nu hvor han var den eneste der kunne hjælpe de unge knægte når de skulle gribes og hjælpes med tøjet, så måtte han finde sig i at han måtte vente til de landede, før han kunne ligge sine arme omkring hende.

Rafaela så hvordan Jake arbejde med, at få pakket tingende ned og smilede roligt til ham. Hun var glad for, at han var så lærenem, men planen var jo også de skulle nogle dage til stedet, hvor de trænede de luftmanøvre de når fløj langt for planen var at den sidste del af rejsen eller næst sidste skulle være et sted som de bgge kendte alt for godt selvom hun havde haft mange spekulationer ved, at tage til Minotaris igen, men det var her et af de sværeste tilfælde var som virkelig viste hvad det var de var oppe imod en gang imellem og hvem sagde at Raco overhoved ville være i byen når de kom? Der var jo heller ikke nogen der sagde de overhoved skulle opsøge ham når de kom, hvis han var der.

Da Jake var hoppet ned fra Blaike for, at lande på Blsine kiggede hun ned på ham og så, at han havde fået pakket tæppet ud igen så de kunne sidde der. Hun kiggede sødt på den lille dreng "Så er det vores tur min ven og bare rolig du er i sikre hænder" sagde hun kærligt til drengen, hvor hun derefter lagde sine arme tæt om drengen så han blev holdt tættere ind til hende selvom selen allerede gjorde, at han ikke kunne komme tættere på hende medmindre hun skulle have sit tøj af. Hun kiggede ned, hvor hun derefter sprang ned fra ryggen af Blaike, men lige da hun skulle springe kom der et vindstød som kort skubbede til Blaike som gjorde af Rafaela sprang lidt for langt. Hun brummede kort af irritation da det var typisk, at der skulle ske noget når de havde et barn med sig som gjorde hun ikke ville kunne forvandle sig for, at rette sig selv op. Hun Strakte sin krop helt imens hun kiggede ned så hun kunne styre sig hen imod Blaine. Blaike skubbede kort til Rafaela med halen for, at hun fik den rette vinkel så hun kunne lande sikkert på ryggen af Blaine.
Da hun landede kiggede hun roligt på Jake for at se hans reaktion af hele situationen. Hvor hun derefter fik sat sig til rette og tog tæppet om sig og drengen som Jake gav hende.

Efter Blaike var landet og imens Jake gav ham hans tøj på tændte Rafaela 2 små flammer på hendes hænder for at kunne varme hende selv, barnet og Blaike. Hun smilede roligt til Blaike som lå og kiggede skiftevis op på dem "Tak for puffet. Ligesom vi har øvet det" sagde Rafaela roligt til Blaike som smilte træt til hende "Nogen skal jo sørge for at du ikke falder i døden" sagde Blaike drilsk med latter i stemmen, hvor han derefter lukkede sine øjne for, at sove.

Raela løsnede den ekstra strop så drengen fik sit hoved mere frit og begyndte derfor at kigge sig lidt omkring som han nu kunne. Rafaela smilede kærligt til drengen og begyndte at snakke stille og roligt til ham.

Han holdte øje med hende da hun sprang, og havde nær fået et hjertestop da han så at vinden tog hende. I et split sekund frygtede han for hendes og barnets liv og var nær ved selv at skifte form for at gribe hende. Panikken var tydelig at se på ham. Men heldigvis reagerede Blaike hurtigt, hvilket han var ham evigt taknemmelig for.

Efter at have grebet Blaike og fundet hans tøj, lyttede Jake til samtalen som Raf og Blaike havde. Det beroligede ham en del at vide at de havde øvet den situation, som de lige havde været i. Men derfor hamrede hans hjerte stadig en del hurtigere end normalt.
Da Blaike var faldet i søvn, lukkede Jake selv sine øjne. Men han var godt klar over at han ville få svært ved at sove indtil han havde hende i sine arme igen. En del af hans hjerne og krop frygtede at hun stadig var i fare, og ville ikke falde til ro. Alligevel fik han hvilet sig en smule under flyvturen, efter at han havde fortalt sig selv at han ville kramme og kysse hende længe når de landede.

Rafaela kiggede op på Jake efter hun havde snakket med Blaike. Hun kunne tydeligt se og mærke på ham, at han havde frygtet for hendes liv da vinden havde taget hende og hun kunne selvfølgelig godt forstå ham for hun ville have det præcis på samme måde hvis det var ham det havde sket for. Forskellen ville blot være at havde hun ikke haft barnet i sine arme havde hun forvandlet sig uden problemer og det havde han selvfølgelig også havde hun en ide om for så godt kendte hun sin elskede. Hun smilede kærligt til ham inden han lukkede sine øjne. Hun sad lidt og reflekterede over situationen og var selv i et split sekund været bange for om Blaike havde kunnet nå, at rette hende ind. Hun vidste sådan ville det altid være, men at det var vigtigt at hun og hendes folk kunne tænke klart selvom de er bange for sig selv eller andre.
Hun kiggede på drengen på var begyndt at nappe og sutte på hendes kraveben. Hun grinte lidt og nussede sin næse imod knægtens næse "Du må vente lille skat til vi kommer på jorden" sagde Rafaela kærligt til knægten. Rafaela nynnede stille til drengen som faldt søvn i hendes arme. Hun lukkede selv sine øjne og fik hvilet sig lidt. Der var stadig små flammer på hendes hænder for, at varme Blaike og barnet selvom hun hvilede sig.

Rafaela vågnede ved at hun mærkede de var ved at lande og kiggede sig omkring og så de var ved, at lande lidt udenfor byen, hvor der var en gård som klanen ejede som også var et overnatningssted når de rejste rundt enten på hest eller i drageform på opgaverne.
Da de var landet kom der en masse ud for, at hjælpe dem med at bære deres ting ind på værelserne. Rafaela havde dog hurtig til, at tage tasken med drengen mælk så hun kunne hælde det over og varme det. Hun fik løsnet selen så hun kunne made knægten imens hun kiggede på folkene der kom og kiggede til hende og de andre og barnet. Rafaela kiggede sig omkring og hilste på medlemmerne kort før hun gik hen til Jake og kyssede ham blidt på munden imens hun madet drengen. "Vi skal lidt ind i byen så han kan komme til sit nye hjem inden vi kan få sovet lidt. Blaine bliver her da han lige har været i sin drageform, men Blaike tager med" sagde Rafaela og kiggede på Blaine og Blaike som nikkede anerkendende til hende. Blaine gik ind på det værelse ham og Blaike skulle have og gik i seng. Blaike stod roligt og ventede med drengens taske med 2 mapper i samt alle hans ting og ventede roligt på, at Rafaela blev færdig med at made drengen så flasken kunne komme i tasken igen.

Angst, uro, frygt... Det var blot noget af det som påvirkede Jake under flyveturen efter at de havde skiftet drage. Og selv om han fik hvilet sig en smule, så var det kun med nød og næppe at han selv kunne kravle ned af Blaine, samt at holde sig oprejst. Raf's nær-fald, havde åbnet op for låste døre i hans sind og han havde genoplevet forskellige mareridt fra årene hvor han havde sørget dybt over tabet af sin sjælmage og deres børn. Ja han havde taget Seuzan til sig som sin, selv om han enlig kun var Racos. Men det ændrede ikke det faktum at Jake havde elsket manden som sin egen.

Benene skælvede under ham, da han lod dem få alt vægten og gik lidt væk fra Blaine. Han fangede en af dem som var kommet ud til dem, en ung knægt, og bad om at få en flaske stærk alkohol. knægten sprintede tilbage til byen for at finde sådan en flaske.
Jake hørte godt at Raf kom over til ham og han gjorde sig nogle kræftanstrengelser for at samle sig så meget som muligt inden han vendte sig om og smilede så godt han kunne til hende. Han nøjedes med at nikke, da han ikke var sikker på sin stemme.
Han løftede en hånd og lod et par fingre glide kærtegnende ned over hendes kind, inden han vendte sig om og tog imod den flaske som knægten kom med. Han tog sig ikke tid til at se hvad det var, men fjernede blot proppen og hældte væsken i sig. Han var nået halvvejs gennem flasken, der viste sig at være stærkt krydrede vin, inden han sænkede den og sukkede dybt. Den havde gjorde hurtigt sin virkning, han stoppede med at ryste og blev mere sikker over sin krop igen. Efter at have sat proppen i flasken, klemte han den fast under sin ene arm og rakte ind i sin jakke, hvor han fandt en lille pose med mynteblade. Han tog et blad og puttede det i munden for at lade dens søde og kraftige smag fylde ham. Først derefter vente han sig igen mod knægten og stak ham et par sølvmønter og et par kobbermønter til knægten.
"Kobbermønterne er til dig, som tak for den hurtige handling. Og sølvmønterne er til den, som du hentede flasken hos." Knægtens øjne blev store som the kopper ved synet af mønterne og nikkede, inden han tog imod mønterne. Jake så smilende efter knægten, der igen løb tilbage til byen, inden han vente sig mod Raf og barnet.

"Før an min skønne." Han prøvede at virke upåvirket, men hvis han kendte hende ret, så så hun direkte igennem hans facade.
Så snart hun var klar til at gå, lagde han den ene arm om livet på hende og trykkede sig så tæt op af hende som han kunne, uden at forhindre hende i at gå selv. Og hvert skridt hjalp hans krop med langsomt at finde ro.