en rejse //Isobel Graf

Hun tøvede lidt... ''Personen er væk...''

Hun gik hen og satte sig ned igen, og begyndte at lege med sandet...

''Seriøst.. Hvornår stopper den storm...''

Hun sukkede højt, og kiggede så over på ham.. *Hvem kunne dog finde på at skyde en pil ind.. *

"jeg tag ude og jagt den morder" sagde arason
i det han rejste sig op og valgete et våben i det han ville gå ude

Hun grinede svagt af ham..

''Du er blot et menneske, er det ikke bedre og vente til efter stormen? Jeg kunne tage med dig?''

Det så rent faktis ud til at stormen var ved at forsvinde..

"ja så følige lad os jagte en mordor sammen"
sagde han i det han grinte for sig selv
i det han ledte effter sine våben

Da stormen var ved at være væk gik hun ud som den første.. Hun så sig lidt omkring, og kunne ikke se nogen, der var helt øde.. Men hun hørte en lyd i det fjerne, og begyndte at løbe mod lyden, hun var sikker på det var personen som havde skudt ind til dem..

han bevæget sig med hende mod lyden hun åbenbart havde høret
i det han holde tempo med hende i det han havde sit sværd på

En sort høj skikkelse løb hurtigt forbi dem, hvor efter Isobel løb efter personen, Der lignede en mand. Hun prøvede forsigtigt at lugte sig frem til hvad han mon var, men hun kunne ikke lugte noget tegn på noget overnaturligt.. Hun løb lidt hurtigere og sprang på manden, så han landede med et brag på jorden..

Arason løb med og ind hente hende "lad være med at dræbe ham"
råbte han til isobel og fik hende væk fra manden

Hun trådte lidt længere væk fra manden, da Arason havde fjernet hende fra ham, hun havde ikke tænkt sig at dræbe ham, ikke før hun vidste hvorfor han skød efter dem, eller hende.. ''Jeg vil da ikke dræbe ham..!'' Hun kiggede sødt på Arason og smilte.. Hun kiggede derefter ondt over på manden, som lagde på jorden.. ''Endnu altså..'' Hun grinede lidt for sig selv og gik tættere på dem.. Hun satte sig på hug ned foran manden, og smilte stille til ham... ''Når.... Hvorfor skød du noget efter mig?'' Hun smilte stille, og kørte hendes ene hånd igennem hans hår... Hun tog hurtigt fat i hans hår, og rev ham langsomt op at stå i mens hun ventede på svar..

"lad for satan da være" råbte Arason til hende i det han greb hendes hånd for at lade hende stoppe med det imens manden svarde "jeg sigde ikke hvem jeg gjorde det foran" sagde han med et grin til hende i det arason stadig holde fast i hende

Hun gav slip på manden efter han havde svaret, og rejst sig op.. Hun kiggede ondt og koldt på Arason, hun var ved at være irreteret over ham igen, kunne han ikke bare lade vær i et øjeblik... Hun tog fat i hans arm og vred den om så han ikke kunne komme fri fra hendes greb.. ''Stop dig selv Arason..'' Hun hviskede det stille til hans øre, og skubbede ham derefter et par meter væk fra dem.. Hun tog hurtigt en kniv fra lommen, og gik hen til manden, holdte hans brystkasse nede med den ene hånd så han endnu engang lagde på jorden, Hun smilte lumsk til ham.. Hun legede lidt med kniven i hendes hænder og smilte... ''Vi kan gøre det her på den lette eller den hårde måde?'' Hun smilte lidt..

"det hjælpe ikke" svarde arason og løbe over mod hende med 2 kinive i det han kiget effter hvor hendes kniv var

Hun gad ikke engang kigge over på ham, men hun kunne høre hvor han var henne, og det var tydeligt at han ville stikke hende ned, eller noget i den stil.. Hun stak hurtigt kniven ned i mandes hjerte, så han døde, da han bare var et menneske så det ud til.. ''Arason.. Det er forsent'' Hun kiggede surt på ham, rejste sig, og begyndte at gå væk fra ham..

"hvad fanden har du gjorde" arason løbe hen til manden og begyndte og holde hans hænde over alt det blood der komme ud "han havde måske en famile men jeg skulle ikke ha forvente andet fra en vampyr" råbte han til isobel og opgav da hans hænder var smurt ind i blod

Hun stoppede stift op og drejede langsomt om på ham. Han var alt for følsom i følge hende.. Hun gik med hurtige skridt hen i mod ham så hun stod lige foran ham med kun lidt i mellem dem.. ''Arason! Forstår du det ikke? Livet er ikke retfærdig! Havde jeg ikke også en famillie, de døde jo alle fra mig og jeg var den eneste der overlevede, sådan er livet!'' Hun kiggede ned mod liget.. ''Ham der ville jo dræbe mig!'' Hun kiggede igen stift op på ham.

"ja jeg ved på en måde fortjente han det vel også" svarde arason i det han lukket øjne på manden og rejste sig op og begyndte at gå ud i ørkenden

Hun sukkede, da hun ikke var sikker på om han havde forstået det hun sagde til ham, men hun kunne vel også være ligeglad.. Hun kiggede ned i jorde, og begyndte så med at gå væk fra ham, hun ville finde et nyt sted hun kunne være, så længe der ikke var nogen sand storm i det øjeblik..

nu da solene stod op var han tæt på en by i det han gik ud i solopgangen

//Out?//