Endnu dæmon?! Nu er i over alt! //Elyas//

S: Firewood park
Ti: 20:00
Da: Fredag
Dat: IRL
V: Let vind men stadig rart lunt i det
O: Bare en masse træer og bænke og meget få folk
Tø: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og har de sko, make-up og smykker på og har sat håret lige sådan.

Vinden blæset let denne smukke aften hvor der næsten ingen var ude for ikke langt fra parken var der lige sket et masse mord og de vidste de fleste så de var løbet hjem så der var næsten kun dumme mennesker og væsner ude ved denne tid på denne skønne aften.
Hun kvinde så smuk og uskyldig gik rundt for sig selv inde i parken og man kunne godt se på den rødhåret kvinde at hun gik i sine egne tanke her til aften. Hun kiggede stille rundt og smilede let for sig selv over hvor smuk en aften det endelig var og hvor meget hun endelig godt kunne bruge en at nyde den sammen med men hun vidste at den dag nok aldrig kom til hende for hun var bundet til sin herre lige indtil der kom en som der ville sige til hende at han elskede hende.
Hun sukkede højt over tanken og fandt sig stille en bænk og sat sig på den mens hun stille kiggede rundt igen for at se om der var nogle spændende folk ude men hun kunne ikke rigtig se nogle så hun forsatte bare med at tænke på lidt af hver og forsvinde ind i sin egen verden.

For Elyas var dette en ganske afslappende aften. Selv om kun hans krop viste dette. Hans hoved kørte på overtryk. Men det var der måske intet at sige til, med de ting der var sket.
Han var i en verden han ikke kendte. Blandt folk han ikke kendte. Han kendte endnu ingen...måske en enkelt. Men hun var mere hans...midlertidige værge. Ha! Hvad hans far dog tænkte på...
Han sparkede vredt til en sten. Den fløj et godt stykke fremad.

Denne aften havde han en mørkeblå overtrøje på, lynet op, med en hånd i hver lomme.
Nogle let slidte, men mørke jeans og kondisko.
hans brune hår sad en anelse strittende.
De mørke øjne stirrede direkte ned mod jorden, midt i alle hans tanker. Han var slet ikke opmærksom på sine omgivelser. Ikke lige nu.

han var blevet sur. Vred. Og havde forladt sin nye værge, resultatet var nu at han befandt sig i en by han ikke kendte. Og uden at vide hvor han gik, endte han i parken.
Pludselig var husene erstattet med træer...
Grusset knasede let under hans sko.
der havde været uro ude på gaden og uden at være helt bevidst om sit valgt, havde han søgt mod et mere roligt område, for han ville godt være for sig selv. Der var vist noget med nogle mord...

Han så endelig op, da han nåede til søen og uden at tænke mere over tingene, satte han sig på den nærmeste bænk...
Han var alene i denne verden...Og han viste ikke hvad han skulle gøre.

Meriko sad stadig i sin egen verden og trak vejret tungt men dybt og fik stille lugten af dæmon men tænkte ikke rigtig over det for nu hun kunne tit lugte dæmoner men aldrig nogle som der gad at snakke med hende og hun vidste ikke rigtig hvorfor.
Hun løfter hurtigt hovedet da lugten kom meget tæt på hende og hun kunner mærke at der sat sig nogle ved siden af hende. Hun drejede let hovedet hen mod personen og så en dreng som der ikke var så gammel igen eller han var nok ikke lige så gammel som hende selv. Hun smilede sødt for sig og overvejede lidt at sige noget til ham men hvad skulle hun dog sige? Man kunne altid starte med et hej men hun vidste ikke helt for han var jo dæmon og han så rart sur ud så hun vidste ikke om det var en god ide at begynde at snakke til hem for hun vidste hvordan det var når man var sur og man bare ville være helt alene og ingen skulle snakke til en men ja.
Hun trak dybt og kiggede stille på ham "Det er en smuk aften ikke?" Sagde hun lige så stille og kiggede stille op på himlen og smilede stadig lige så sødt for sig selv mens hun ventede på hans svar eller på om han overhoved ville sige noget.

Det tog et øjeblik før stemmen nåede gennem hans tanker og vækkede ham fra hans lille verden.
Han så hen imod hende, lidt overrasket over hun faktisk var der og hvor uopmærksom han selv havde været. Derefter overraskede det ham lidt hun var dæmon...Og til sidst at hun stort set var nøgen.
Han så hurtigt væk. Han var en ung dreng og så sikkert en næsten nøgen kvinde som noget sjovt og erotisk, men i aften havde han ikke lige lyst til det.
Han lod i stedet blikket glide op mod himlen i et svagt suk. Så gled et lille gavtyvs
smil over ham, da han så på hende igen.
"Smuk?" gentog han
"åh jo...Joda, selvfølgelig er den det. Men jeg syntes nu den ligner sig selv" et friskt svar, lidt modsvarede hans ellers sure humør fra før.
Men sådan fungere han...Han gemte sine lidt for personlige følelser for sig selv. Bare for nu i hvert fald. Folk gad jo ikke høre på det alligevel, så hvorfor overhoved vise dem deres eksistens?
Han havde set det samme hos så mange...

// Upss forkert billed xD [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Det er det her hun har på xD Sorry //

Merikop kiggede stille over på ham igen og kunne mærke at der var et eller andet men hun ville spørger ham om hvad det var for så godt kendte hun ham jo ikke men hun ville gerne lytte til ham hvis han ville snakke om det. Hun smilede sødt for sig selv "Jeg syns nu at den er meget smuk her til aften" Sagde hun med en sød lille pige stemme og sukkede lige så stille for si selv og kiggede let rundt for at se om der var nogle med ham eller om han var helt alene her for hun ville helst ikke overfaldes lige plusligt bare fordi han havde nogle med sig som hun ikke havde set- Hun kiggede stille på ham igen og smilede lige så sødt til ham og slappede bare af i kroppen. Hun virkede endelig meget sød men man kunne nemt se at der var noget galt.

Han så over på hende igen, men virkede i det hele taget bare ret åben. Langt fra genert, langt fra bange. Hans mørke øjne viste en svag interesse, men dette var nu mest fordi hun selv var en dæmon. Ellers virkede de overraskende alvorlige i forhold til hans alder.
Hans lille smil forblev fremme.
"Selvfølgelig gør du det" svarede han roligt, mens han i stedet så ud over søen. Han tog sine hænder op af lommerne og gned hænder mod hinanden et øjeblik. Ikke fordi han frøs, men mest for at...foretage sig noget. Han kede sig hurtigt hvis han sad stille for længe. Men han var glad for selskab.
"Jamen her sidder vi så meget godt...to dæmoner, begge med en ting der trykker" med det mente han at de begge havde deres grunde til...at sidde her i aften. Til at virke trykkede, som om noget var galt. Men det var mest et gæt fra hans side af. Han havde slet ikke samme sans for at læse folk som så mange andre havde lært sig.

Meriko kiggede lige så stille med et kært blik og nikkede stille "Tja det gør jeg vel" Sagde hun stille og kiggede op mod himlen igen og tænkte lidt over hvad hun dog skulle sige til ham for hun ville ikke bare begynde at spørge om alt muligt for hun vidste jo ikke hvad han hed endnu.
Hun kiggede stille på ham da han begyndte at sige noget igen "Tja det er ikke fordi der er så meget der trykker lige nu men det gjorde det for mange mange mange år siden" Sagde hun lige så stille og sukkede højt over det og kiggede stille ud over søen. Hun trak vejret dybt og lukkede stille øjne og nød bare en stille og rolig aften som denne men det var da også altid godt med noget selskab. Hun kiggede lige så stille over på ham igen og smilede sødt "Jeg hedder Meriko så du ved det" Sagde hun venligt og rakte stille hånden over mod ham for at være venlig overfor ham men også for at hører hans navn.

Han lod en hånd glide over sit hår, da han lidt efter gav hende hånden. Et fast håndtryk. Men lidt efter rejste han sig op fra bænken.
Han havde simpelthen for meget energi til at sidde stille og småsnakke!
"Jeg er Elyas" smilte han tilbage.
"Og helt ærligt...medmindre du meget gerne vil snakke om det, er fortid så ikke bedst...som fortiden?" smilte han til hende. Han ville skam godt lytte, hvis hun havde brug for det. Det var slet ikke det.
"Nå, men du kender vel stedet her..." hendes kære smil, hendes søde smil...Han viste ikke helt hvad han skulle syntes. Men det havde han vel også tid nok til at tænke over.
"...Ved du så hvor der sker noget sjovt? Jeg keder mig lidt her...her sker ikke de samme ting som der jeg kommer fra" han kom fra et sted med daglige fester. og han havde nydt at være sammen med sine venner...Nogle han lettere brutalt var blevet hevet væk fra...En svag sørgmodighed gled over ham.

Meriko kiggede stille op på ham og rejste sig let op og kiggede lige så stille på ham "Jamen hyggeligt at møde Elyas" Sagde hun stille og lyttede stille til hvad han sagde hun han havde jo endelig rart for der var jo ingen grund til at snakke om fortiden når det nu var fortid jo. Hun nikkede stille til ham "Du siger sgu noget" sagde hun hurtigt og lyttede endnu en gang til hvad han sagde og kiggede lige så stille rundt og så hurtigt et lykkelig par som der gik ikke så langt frem dem. Hendes søde smil blev nu mere lumsk og nikkede hurtigt til ham "Hvis du er med på lidt balled så kender jeg noget sjovt" Sagde hun stille og tog hurtigt fat i hans hånd og brugte sin vind evne til at lufte dem op i luften. Hun holdte stille sin ene hånd foran hans mund og tyssede stille af ham og ventede stille på paret skulle komme tættere på dem.

Han havde ikke set det komme, var ikke forberedt på det. Hvordan kunne han det? Han havde jo ikke vidst hvad hendes evne havde været.
Han så hen på parret med et lille smil. Selv om han helst ikke ville tænke over det, fik det ham til at tænke på...at sådan kunne hans far og mor have gået...Hvis ikke hans far havde været den han var!
Meriko greb hans hånd, men selv om han ikke havde været forberedt på berøringen, var det at de snart fløj oppe i luften, det mest overraskende.
Og hun havde gjort klogt i at tysse...For et overraskelsesudbrud havde været på vej. Men han nåede lige at stoppe det.

Der gik lidt tid før han kunne vænne sig bare lidt til, at de var i luften. Og da han havde det, så han selv ned mod parret...Og smilte igen lidt.
Hvad havde hun i tankerne? Hvad ville hun gøre?
Han glædede sig til det...til ballade...

Meriko kiggede stille på ham og smilede lumsk og gav stille slip på ham men tyssede stadig af ham for at være sikker på han ikke begyndte at snakke til hende. Hun så på parret som der næsten var neden under dem og hun lukkede stille sine øjne og samlede sine hænder og lavede nogle hurtige bevarelser og lavede en stor ild som hun sendte ned til dem og den blev til en stor ild ring rundt om dem så de ingen steder kunne gå. Hun kiggede med næste helt store øjne på ham "Er der noget du er sur over som du gerne vil ud så værsgo" Sagde hun stille og sat dem stille ned ved siden af parret og hun knurrede højt af dem og man kunne nemt se på dem at de var helt fra den.

Parret gik lige så fint hånd i hånd og snakket om deres fremtid sammen og hvordan det hele skulle blive. De stoppede hurtigt op da de ilden rundt om dem og de stod og holdte om hinanden og kvinden skreg op fordi hun var blevet så bange og manden kiggede rundt for at se nogle. Han havde hørt Meriko og han kiggede op på dem og kiggede vredt på dem da de kom ned.

Det var rart at have benene på jorden igen.
Dette møde havde været...mærkværdigt, på flere måder. Ud over at hans selskab bestod af en anden dæmon, bestod det også af en dæmon med to evner. Det var ikke hver dag han mødte dem...Selv om han viste var i familie med flere af slagsen.
Han lod en hånd glide hen over sit hår, da han stod og kiggede lidt på parret, samtidig med han enlig nød varmen var ilden. Det var jo meget fint...
"Hvad skulle jeg være sur over?" spurgte han og så på hende. Han forstod ikke helt hendes tankegang, men det var vist heller ikke meningen. Måske blev man bare underlig af at...være dæmon. Og leve så længe. Han havde mødt flere originaler, selv om Meriko opførte sig lidt mere normalt end dem.

Han gik hen foran parret og lod sine øjne mødes med mandens. Med et lille smil brugte han sin egen evne...Den var ikke håndgribelig eller til at se, for folk den ikke blev udsat for. Men den havde sin egen virkning.

Manden slap pludselig sin kvinde, da Elyas sendte ham nogle billeder, nogle illusioner, til hans hovedet. Han lod ham forestille sig at Elyas var i gang i med at dræbe hans kvinde...at ilden ikke var der...
Og pludselig så det ud til at manden ville gå til angreb, med ansigtet forvrænget i sorg.
kvinden skreg og prøvede at holde ham tilbage, men i mandens hoved blev hun til en fjende. en der ville forhindre ham i at redde sin kvinde. Han slog hende, så hun besvimede og faldt til jorden. Og så hoppede han selv ud i ilden.

først da han ramte ilden, slap Elyas ham ud af illusionerne. Og manden skreg af smerte over ilden som brændte sig ind gennem hans krop...
Han smilte svagt.
Han huskede hvor svært det havde været...at vænne sig til døden...Og nogen gange kunne han stadig godt blive sørgmodig. Men han var en dæmon. han skulle leve med døden.
Og øve sig på sin evne...
alligevel fortrød han lidt hvad han havde gjort...Det var hans far der gjorde sådanne ting her...ikke ham...

Meriko kiggede stille på ham med lumsk smil og ventede spændt på at se hvad han ville gøre mod parret for man kunne jo mange sjove ting for at såre dem hårdt. Hun kiggede stille på manden og grinede bare ondt da han hoppede ind i ilden og gik om bag kvinden og holdte hende så hun ikke løb med ham. Hun slikkede hende på halsen og grinede bare af det og hendes øjne var helt mørke nu og man kunne nemt se dæmonen i hende. Hun kiggede stille på Elyas og smilede lumsk og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med denne kvinden endnu andet end at rive hende langs siderne på hende. Hun stoppede stille ked maven da hun opdagede at hun var gravid og var rart langt henne. Hun stoppede hurtigt ilden om manden og kiggede på kvinden og man kunne se hendes øjne blev helt lyse igen og hun kiggede ned hendes mave. Var der en ting Meriko ikke kunne slog ihjel var det et ufødt barn.

Elyas kiggede bare på hende. Det var utroligt...så rædselsfuld man kunne være mod andre. mod andre mennesker. Han forstod det faktisk ikke...havde de ingen samvittighed? Havde han ingen samvittighed? burde han ikke have en, eller forsvandt den så snart han havde smagt sin først sjæl?

Selv om ilden var forsvundet fra manden, havde den alligevel brændt ham så meget, at han ikke kunne andet end ligge ubevægelig på jorden. sort. Forkullet. Han var sikkert umulig at redde for lægerne...og det var hans skyld.
Han så lidt på kvinden, som stod, stiv, lammet...og bare stirrede. lammet af skræmt, af rædsel. Hendes mand ville dø, hvis han ikke allerede var det, samt hun var gravid. kombiner det med at hun sikkert ikke anede havd hun skulle tro på, af det der var sket i aften. Hun ville aldrig blive rigtig rask igen. Og hendes barn ville sikkert ende med at hade hende, for ikke at tage sig ordenltligt af det. Medmindre det var en virkelig stærk kvinde.

Elyas rystede svagt på hovedet, gik over og satte sig på bænken. Han viste ikke hvad han skulle...Han viste ikke hvorfor han havde ladet sig rive med...til denne leg. Derhjemme lavede han også ballade...men ikke denne slags. Og Meriko havde set ud til at nyde det...bortset fra da kvinden åbenbart var gravid.
Han sukkede svagt. Han var ikke som sin far...og god at han ikke var her nu!

Meriko kiggede længe på kvinden og rørte stille ved hendes mave inde hun stillede sig foran og kiggede lidt på hendes mand. Hun rystede stille på hovedet "Glem det her og jeg skal sørger for at i kommer hurtigt afsted" Sagde hun og holdte hårdt fast i kvindens skulder. Kvinden nikkede hurtigt til Meriko som der brugte sin vind evne til at få dem op i luften og sendte dem afsted hen mod syghuset. Hun gik over til Elyas og sat sig ned og kig ud over søen men kunne mærke at der var noget galt med ham så hun rettede blikket mod ham "Hey hvad er der galt?" Spurgte hun stille om og kiggede lige så stille på ham og smilede stille sødt til ham for hun ville genre hjælpe haam så godt hun nu kunne.

Han satte sig tungt ved siden af hende. Ja, så sad de her igen. Men denne gang virkede det ikke lige så...ligegyldigt, som før. For nu delte de en oplevelse.
og hun var den eneste dæmon han endnu kendte...Den eneste allierede, så at sige...
"Det er bare..." han rystede svagt på hovedet og sendte hende et lille smil.
"Nej. det er åndssvagt, jeg skal bare vænne mig til nogle ting" eller rettere sagt: han skulle bare lige vænne sig til faktisk at være en dæmon. Til at være ligeglad og bare slå ihjel. Udrydde sin samvittighed...Selv om han faktisk ikke havde lyst.

Meriko kiggede stille på ham og sukkede lidt og lyttede til hvad sagde og kunne mærke at der var noget som han bare ikke ville snakke om og hun ville endelig gerne vide hvad det var. Hun kiggede sødt på ham "Jo hvad er det der er galt? Kan jo se at der er noget" sagde hun lige så stille og lagde stille sin hånd på hans skulder. Hun smilede sødt til ham og nussede ham stille på skulderen så han kunne slappe lidt af efter alt det her.

Han viste ikke hvorfor, men han ønskede at gøre et godt indtryk. Men det var vist...tabt nu. Han havde opført sig tåbeligt i aften, totalt ved siden af sig selv.
Han så lidt på hende, smilte så lidt igen.
"Men det er jo det samme, som hvis jeg spurgte hvad der er galt med dig. Du var jo også trist, da jeg mødte dig" svarede han tilbage.
Han slappede faktisk lidt af...Og begyndte at føle sig mere tilpas i Merikos nærvær...
Hvad kunne han enlig tabe? Han havde jo allerede tabt alt. Og for en mere erfaren dæmon, var det jo nok tydeligt hvor uerfaren han selv var!
Så han kunne jo lige så godt sige det...kunne han ikke? ville han overhoved?

//Undskyld tiden, har haft så travlt at jeg helt havde glemt jeg havde denne karakter også^^//

Meriko kiggede stille på ham og sukkede let for han havde jo ret men hun ville da gerne fortælle ham hvorfor hun var det men det var jo fortidens skyld at hun var trist lige nu eller det var hun stort set hver dag. Hun smilede sødt til ham og sat sig til rette "Jeg er trist fordi jeg kan huske hvordan jeg fandt miin familie mellem blod og alt muligt andet og det kom fra dem selv af" Sagde hun stille og det løb en lille tåre ned af sin kind som hun ikke lige gad tænke over lige nu. Hun sukkede stille igen og smilede bare venlig til ham "Nu kender du min grund og vil gerne kende din nu" Sagde hun stille og kiggede kært på og ventede lige så stille på det.

At hun viste sig så...svag...i et øjeblik, overbeviste ham om, at det nok ikke gjorde noget at kunne føle...Meriko kunne være så...ligeglad, åbenbart, når et menneske skulle dø, bare personen ikke var gravid. Og så følsom, når hun snakkede om sin fortid, sin familie og det skete...
Kunne han virkelig...også være det? Både kold og følsom? Han viste det ikke helt...
"Tja...det er vel fordi...Jeg ikke er sikker på..." han trak lidt på skuldrene og så væk
"Det er jo enlig åndssvagt, men er bare ikke sikker på hvordan man er en...god...dæmon. altså god til sin race...føler hele tiden jeg fejler" han sukkede svagt.

Meriko lagde let sin hånd på hans skulder og smilede sødt "Jamen sødeste ven der er ingen bestem måde at være dæmon på selvom vi er kendt for at være onde mod andre og ikke vise medfølelse er det jo ikke sandt" Sagde hun stille og sukkede højt af det og tog stille sin hånd til sig igen og forsatte stille "Du er på den måde du er og det skal du ikke lave om på hvis du ikke vil". Hun kiggede kært på ham og rettede let på sit tøj og kiggede ud over søen og nød stille freden og stilheden.

Han så lidt på hende. hun havde jo ret. eller han ønskede hun havde. verdenen var bare lidt mere kompliceret end som så.
"Tja...det kan man jo altid sige...hvis ikke det var fordi man havde en gammel far, som har sin helt egen syn på, hvordan en dæmon skal opføre sig" mumlede han svagt. Han sukkede og lænede sig så hårdt tilbage i bænken, at han mærkede træet hårdt mod ryggen. en svag smerte spredte sig. Han ignorerede den. Den forsvandt igen.

endelig så han på hende igen og smilte lidt.
"Nå, men han er her ikke. jeg vil bare være glad...hvis du ikke sagde det videre til nogen anden..." smilte han lidt til hende. hun ville jo bare være sød og kunne jo intet vide om hans...familie...

Meriko grinede sødt til ham og rystede let på hovedet "Bare rolig jeg siger ikke noget som helst til nogle" sagde hun stille og kiggede stadig ud over søen og træk vejret tungt og vidste ikke helt hvad hun endelig skulle sige eller gøre lige nu for der var så mange ting der kørte rundt oppe i hendes hoved lige for tiden. Hun kiggede stille på ham og smilede sødt til ham "Du skal være glad for du har en far til at læser dig tingene for jeg har lært det hele selv og det er derfor jeg kan iskold over for mennesker men jeg er stadig meget følsom" Sagde hun stille og roligt og kiggede stadig lige så stille på ham med et sødt smil på sine læber.

Han smilte let til hende. Hun forstod det ikke. men det kunne han jo heller ikke forlange. hans far...var jo hans far og han var god til den rolle. bedre end han nok selv troede, og han holdt af ham...men...han var bare også svær at leve med. nogen gange ville han ligefrem ønske han ingen far havde!
Men måske havde hun ret...måske ikke. han ville i hvert fald ikke fortsætte emnet.

pludselig rejste han sig op.
"Nå, Meriko...jeg må hellere vende tilbage inden en hvis person hiver hovedet af mig" smilte han svagt.

Meriko rejste sig let op og kiggede stille på ham "Må man gå med lidt af vejen? Har nemlig ikke noget at lave her til aften" Sagde hun stille og kiggede stille rundt og sukkede højt for det var rigtig at hun intet havde at jake her i dag så hun ville gerne med lidt af vejen. Hun smilede sødt til ham og håbede virkelig at hun måtte gå med ham for så havde hun lavet noget her til aften og så måtte hun jo finde på noget andet bagefter jo men hvad det var vidste hun ikke lige endnu men hun skulle nok finde på noget.