Unown girl in the moonlight //Josefine//

S: Aquener
O:Sten, hav. Ingen mennesker i syne.
T: Sent på aftenen, hun fuldmånen og stjernerne der lyser på himlen.
V: Dejlig lunt.

Der sad hun i måne skindet, klassisk bag den store fuldmåne. Hun sad på en stor klippesten med sin lange elegante havfruehale i havets saltevand. Hendes hår dækkede ned over hendes bryst. Hun sad og reddet det igennem. Der var ikke en eneste lyd, udover en enkelt. Lyden af de stille bølger der gled op ad kysten længere henne.
Månens stråler ramte hendes hud og oplyste at der sad en kvinde ude på en sten i det dybe vand. Et hvert normal væsen, ville have været strandet. Men hende og hendes artsfælder sad altid rundt omkring. Men denne nat var det kun hende. De andre var på jagt ude på havene, ude at lede efter væsner de kunne æde.

josefine slapper af og sukker og ser ned i jordern og sukker oghun satte sig ned oppe på breden, hun sad og tænkte over en hel masse, hun hadet sig selv, hun var ikke god nok til noget som helst...

Hun sad stadig der på den store klippe sten, hun sad stadig bagved månen. Man kunne kun se hende som en skygge. Skyggen af en kvinde, hverken hovdan hun så ud kunne man ikke se. Hun var blot helt stille og afslappet.

pigen havde tåre i øjnene men tørte dem ike væk hun sukkede og slappede af...

Hun hørte en lyd og nogle jægere fangede hende i en boks med havvand. Hun skreg et smerte skrig, men kunne ikke komme fri. Jægerne begyndte at gå med boksen og gik forbi Josefine og hilste.
Avolon kiggede trist på kvinden, og viste tænder af mændene.

Josefine så vredt på mænene ''slip hend fri!'' sagd hun og blev drage og brandte lægerne og tog boksen og fløj over vandet og ødelage den så hun kom fri...

Avalon sprang ned i havet, og istedet for at flygte som alle de andre ville have gjort. Så kom hun op til overfladen med sit hoved. Hun nikkede som et tak og smilte til kvinden.

Josefine smilede men blev skudt i skuldren med en pil, hun så vredt på drengne og brandte dem alle syv...

Avalon så også vredt hen på de jægere der havde fanget hende. Nu vidste de hvor de kunne finde hende, og det var ikke just en god ting.

josefine dræbte dem.. ''de kommer ikke igen hvis de ved hvad der er godt for dem..'' sagde hun...

"Nej det håber jeg ikke.." Svarede hun, og kom i tanke om hun ikke måtte tale med andre væsner. Hun dykkede lidt ned under vandet, så man ikke kunne se hendes mund. Hun håbede ikke kvinden hørte hende, men det gjorde hun tydeligvis.

hun sukkede. ''det var så lidt'' sagde hun stille og smilede stille og slapper af med et smil...

Hun kom lidt op igen. "Er du okay?" Spurgte hun stille og smilte forsigtigt.

josefine ladte på stenen og så på hende, ''sådan da'' sagde hun og trak pile ud af sin skuldre og bed sig i læben, ''av'' sagde hun g bed sig i læben...

"Er du helt sikker?" Hun svømmede over imod stenen som hun sad på. Hvis det ikke havde været fordi hendes artsfælder havde været landt væk, så havde hun ikke snakket til kvinden. Men de var langt væk, så de var begge udenfor farer.

hun smilede ''ja bare rolig'' sagde hun blidt og roligt med et smil...

"Okay" Hun lagde armene op på en kant som var på stenen og lod hovedet hvile på armene.

hun så på hnde, ''du ikke kommet til skade vel?'' spurt hun blidt og holdte for sit sår...

"Nej det er jeg ikke." Svarede hun og smilte sødt.

hun smild sødt. ''det var godt'' sagde hun med et mil..

"Jeg ked af det var dig som løb med skræmmerne.." Svarede hun og sank en klump.

hun smielde og så på hende ''det går nok'' sagde hun emd et smil...

"Er du sikker?" Hun vidste udemærket hun burde svømme og lade hver med at snakke videre. hun var dødsdømt hvis de andre så hende.

hun smilede stille og slapper af md et smil på sine læber og så mod jorder ''rolig nu'' sagde hun med et smil...

"Gid jeg kunne være rolig.." Svarede hun bange og kiggede ud imod det åbne hav, hun kiggede hurtigt tilbage på kvinden.