Down by the sea shore//Avalon Moon.

Alane havde aldrig været ved havet før, det var underligt. Så meget vand på et sted? Nej hun var vant til små samlinger af søer og højst en mindre flod, det mærkværdigt. De grønne øjne betragtede vandet foran hende, det var et smukt syn men også overvældende. Så meget vand på en gang. Alane havde set hvordan vand kunne skabe ravage bare ved hjælp af regn, hun kunne ikke lade være med at have en følelse af ærefrygt for vandet foran hende selvom det måske lød lidt skørt.
Hun var ikke bange for vand, nej hun respektere bare dets magt. På kroppen bar hun en kort nederdel, en grå nederdel. På overkropen sad der en tætsiddende hvis top som krammede hendes smukke feminene kurver på en god måde og fremhævede dem. Hendes fødder var som sædvanlige bare. Hun havde vist aldrig haft et par sko på i hele sit liv. Det varme sand føltes godt under hendes fødder som hun gik langs strandkanten, hun nød bare at være her. Sandet under hendes fødder og lydene af det brusene hav omkring hende. Det var vidunderligt, så fredfyldt og bare så smukt.

Avalon kom gående ved breden, og fik øje på en pige.
Det lignede hun aldrig havde været ved havet før, men det havde Avalon.
Rettere sagt så havde hun levet i det, helle hendes liv. Men det var mærkeligt nu, at stå der med på ben. Når hun havde været van til sin sirene hale, bare de andre ikke så hende. Så var det godt, hvis de så hende. Så ville hun blive dømt til døden.
Havets salte vand brusede, og løb op af hinanden. De lignede små børn som kæmpede for at komme først op ad breden.