My favorite place (D12)

T: 18
V: koldt, let tåget og mørkt
S: The Valley Of The Dead
O: Døde væsner
P: Sort kjole (Profil)

Aftnen var kold men ikke lige noget Aramantha tog sig særligt meget af, hun var allerede kold og kunne ikke rigtig mærke hvad der var koldt.
Døde væsner havde mange gange omringet hende, men hun slap altid ud af problemer da de kunne mærke hun var vampyr og ikke dødelig, hun kunne ikke lide at blive sammenlignet med mennesker de var noget helt andet selvom hun selv havde været et, men det var hun ikke nu, hun var stærkere, hurtigere og voldeligere, hun var sulten selvom hun lige havde spist men det var aldrig helt nok med en der skulle mere til, men det skulle hun nok få fundet i løbet af aftnen måske bare ikke lige her men så måtte hun tage ind til en by og kigge efter noget natmad hun lige kunne tage på vejen.

D12 havde endnu engang mistede sin kontakt til sin herre. Men denne gang havde han ikke tabt høresneglen. Den var blevet revet ud af hans øre, af de vampyre der havde angrebet ham. De havde sat deres tænder i ham, samt risede ham ned af kroppen med dolke de havde haft på sig. Han havde haft lyst til at grine af dem. En dolk sårede ham ikke. Han healede præcis ligesom dem og tog ikke skade. Men i stedet for at grine, havde han spillet kold og ligeglad. Nærmest svag. Han følte sig svag uden sin herres ordre i sit øre, men han måtte lærer at han også vil kunne klare sig uden.
Efter vampyrene havde pint ham, kastede de ham ned i The Valley of dead. Et sted hvor kun de døde hørte til. Herefter efterlod de ham. Lod ham ligge på jorden, med skræmmer overalt. D12 var ligeglad med sårene. Det var mere sin høresnegl han tænkte på.
Udmattet rejste han sig op og så sig omkring.

Aramantha stoppede op da hun så en mand ligge ned, hun begyndte at gå hen til ham men stoppede endnu engang op da han rejste sig, hun kiggede på ham med et følesløsts blik, hun snusede luften ind få at fange mandens duft, men der var intet at lugte intet, hun lagde hoved på skrå og kiggede på ham med et hævet øjenbryn og et svagt smil, hun syntes han var interessant men at han ikke havde nogen duft så hun kunne finde ud af hvad han var irriterede hende blot, var han dødelig eller noget andet alle de små tanker kørte rundt i hendes hoved i det hun spurgte "hvem er du og hvad laver du her"
hendes spørgsmål var som om hun ejede stedet men det var ikke sådan ment hun ville bare gerne vide hvad han var og hvad der var sket siden han havde ligget der.

En ung pige, med lang lyst hår kom hen imod ham. Hun lagde sit hoved på skrå, med et svagt smil. Han kunne mærke en hvis irritation fra hende. Men han forstod ikke hvorfor.
"D12," sagde han med en alvorlig stemme. "Og hvad jeg laver her er ikke vigtigt," han kiggede på hende med et mystik glimt i øjet. "Det vigtige er hvordan jeg kommer tilbage."
The Valley of Dead var ikke lige et sted for ham. Han kunne mærke en del mystiske øjne stirre på ham, imens de bare ventede på at springe på ham. I det mindste var der ikke varmt, men fugtigt og koldt.
Tågen omringede dem og gjorde sådan at de intet kunne se.

Hun kiggede undrende på ham
"seriøst er det dit navn"
hvad var han for det var slet ikke et menneske navn ikke et hun havde hørt før, han måtte være en form for en robot en maskine eller noget
Hun ville godt vide hvad han lavede her men accepterede hans svar, hun kunne heller ikke lide at andre skulle vide hvad hun lavede.
"det er ikke lige så nemt, der er lang vej ud og du bliver sikkert overfaldet af noget"
hun kiggede sig omkring og kunne mærke de døde væsner omkring dem og smilte
"det er allerede begyndt de kan lugte dig"
hun grine lavt og kiggede så på ham igen med et mærkeligt men venligt blik.
"jeg kan hjælpe dig ud, det overfalder ikke mig da de kan mærke jeg er anderledes"
de døde væsner gik langsomt bort
"mit navn er forresten Aramantha"

Han kunne mærke hvordan de indsnuste hans duft. Hvilket duft han havde, vidste han ikke.
"Hvis du hjælper mig ud," sagde han og kiggede alvorligt på hende. "Så skylder jeg dig en tjeneste," Han mente det han sagde.
Et af de døde væsner var så småt begyndt at komme frem fra deres skjul.. Han måtte have en meget interresant duft for dem.
Han tog hurtigt en pistol op af sit bælte og skød den, der havde nærmet sig. Kulden røg igennem dets hoved, med et skrig. Det lod dog ikke til at det sårede den. Den vred sig bare og gik tættere på.
D12 rynkede på næsen.
Sikke et forfærdeligt væsen.

Hun smilte og kiggede på de døde væsner, hun kunne godt lide dem men de havde også respekt for dem.
"Okay deal"
hun smilte til ham og vidste tænder til de døde væsner en hvæsen slap fra hendes læber, og hun begyndte at gå mod udgangen.
Hun kiggede på ham
"kom nu inden du bliver overfladet og skydevåben virker ikke på dem"
hun kiggede på hans pistol og grinte lavt

Han fnyste da hun skimtede pistolen et blik og undslap en latter. Men han gjorde som hun sagde. Med en kold bevægelse puttede han den tilbage i bæltet og fulgte med hende.
De døde væsner beklagede sig og luntede forsigtigt efter dem. Deres uhyggelige grin gav ham kuldegysninger. Han havde aldrig set sådanne væsner før. De var ulækre, som en vampyr der havde lagt for længe ude i solen. Løs hud, med skarpe tænder, der lignede at de kunne falde ud når som helst.
Han sagde ikke noget til Aramantha. Han kiggede kun ligefrem, imens han også holdte øje med de døde væsner i øjenkrogen.

Hun kiggede på ham og kunne se han holdte øje med det døde væsner hun smilte for sig selv og kiggede så frem
"de gør dig ikke noget når jeg er her de kan ikke lide mig af en eller anden grund"
hun grinte lavt.

Han kiggede på hende, med et nysgerrigt blik.
"Hvorfor?" spurgte han. Hans mørke øjne var smukke, når de lyste af nysgerrighed.
Han stoppede med at kigge på hende og rettede blikket fremad igen.
Hvorfor kunne de ikke lide hende?
De døde væsner luntede stadig bag dem. Nogen af dem gryntede, imens andre bare holdte øje med dem med deres uhyggelige øjne.

Hun trak på skulderne
"måske fordi jeg er lige så død som dem"
hun kiggede på ham og smilte svagt
"eller så det bare fordi at JEG HAR ET LIV OG DET HAR DE IKKE!!"
hun råbte det sidste for at irriterer dem og få dem væk, det hjalp at råbe af dem nogle gange, hun fnøs da nogen af dem forsvandt men den han skød efter før følte stadig efter dem
"jeg tror ikke vi slipper af med ham før vi kommer ud herfra"
hun smilte og kiggede frem ad igen

Han smilte skævt, da han vidste at hun ville fornærme dem.
Fornærme.
Hvordan mon det var at være fornærmet?
Han nikkede, men hørte ikke rigtigt hvad hun sagde. Tanker var begyndt at køre rundt i hans hoved.
"Er du død?" spurgte han og kiggede på hende.
Det forstod han ikke rigtigt. Hvordan kunne hun være død, når hun var lige der?

Hun kiggede på ham og nikkede
"Ja jeg er vampyr vi er jo på en måde døde"
hun trak på skulderne
"eller det er det jeg mener"
hun smilte til ham og kiggede frem

Han stoppede op, da ordet vampyr lød.
"Vampyr?" sagde han overrasket.
Hun var en vampyr. De væsner han skulle dræbe. De væsner der havde kastet ham herned.
Han kiggede på hende med et alvorligt blik. Han måtte forholde sig i ro. Hende her havde han ikke fået besked på at dræbe. Så hvorfor skulle han gøre det?

Hun kiggede på ham med et skævt smil
"ja vampyr, du ved de freaks med hugtænder"
hun grinte lavt det var sådan de udulige mennesker beskrev dem men det var nu også ret rigtigt da hun nu tænkte over det.
hun kiggede alvorligt tilbage på ham men ironisk så det var også lidt ind blandet i det alvorlige ansigtsudtryk

Han nikkede kort.
"Hvor.." han vidste ikke rigtig hvordan han skulle formulere sit spørgsmål. "Er det at være vampyr?"
Han kiggede på hende, imens han luntede op på siden af hende igen. Hans alvorlige blik var ersattet med et nysgerrigt blik.
Det døde væsen han havde skudt, luntede stadig bag dem, imens den udstødte et klagende skrig engang imellem.

Hun smilte til ham og trak på skulderne
"ensomt, men det har sine fordele"
hun kiggede på ham med et drilsk blik da hans ansigtsudtryk ikke var så alvorligt mere
"men hvad er du egentlig"
hun var stadig lidt irriteret over hun ikke kunne lugte hvad han var

Han kiggede frem ad igen.
Ja.
Hvad var han egentlig?
"Jeg er skabt til at dræbe din slags," sagde han. Han kunne ikke skjule en lille smule skamhed i hans stemme. Det var ikke alle vampyre der var onde. Det kunne han se. Hvis hun havde været ond, havde hun angrebet ham for længst. Han havde også mødt andre vampyre, der havde andet end blod i hovedet.
"Jeg er... Jeg er bogstavelig talt skabt."

det var ikke så meget at han dræbte hendes slags hun lagde mest mærke til det var det ord skabt, hvad skulle det sige var han en slags maskine eller hvad
"Hvad mener du med du er skabt"
hun kiggede på ham meget nysgerrig, hun var ligeglad om han dræbte hendes slags for vis han ville dræbe hende ville han nok havde gjort det lige da hun sagde hun var vampyr.

han sukkede, men fortsatte med at holde blikket fremad.
"Joh, ser du.." sagde han og tøvede.
Skulle han fortælle hende det? At han var skabt ved hjælp af en maskine, der skulle gøre ham til en supersoldat og dræbe vampyre?
"Jeg.." Han kiggede på hende. "For 3 måneder siden blev jeg skabt i en maskine af min herre. Min herre er en meget klog professor, der hader vampyre.. derfor skabte han mig.." fortalte han. Han kiggede frem for sig igen. "Han fandt en død person og tog ham. Ændrede lidt på hans udseende, så han så ud som jeg gør nu. Han gav ham styrke, modighed, usårlig og udholdenhed. Da han, eller da jeg kom ud af maskinen, var jeg skabt til at dræbe vampyre.."

Han var intressant og fasinerende syntes hun, selvom han var skabt til at dræbe hendes slags, men det han var en maskine og blevet skabt for 3 måneder siden og hans krop faktisk havde været død gjorde hende bare endnu mere nysgerrig,
"så hvor mange vampyr har du dræbt på det 3 måneder"
Hun ville ikke rigtig vide det men hun var nysgerrig og så kunne hun ikke styre sine spørgsmål de røg bare ud af hende

Det var et godt spørgsmål. Det vidste han ikke rigtigt, men mon ikke han havde dræbt et par stykker.
"Jeg er ikke sikker, måske 10 stykker," sagde han tøvende.
Det lød ikke som så mange for ham, men det kunne jo være at det var mange for hende. Det var jo trods alt hendes egen art.
"Men, jeg dræber kun, hvis jeg får odre på det," tilføjede han og smilte skævt.
"Jeg kan ikke få odre nu, da jeg har tabt min høresnegl, hvor min herre altid gav mig odre."
Han kiggede på hende. Hans øjne lyste af mystik.

Hun havde ikke så meget imod at han dræbte vampyrer bare det var nogle der havde fortjent det og det ikke var hende, og 10 var heller ikke så mange i forhold til hvor mange vampyrer der levede.
"det var da heldigt for mig"
Hun smilte drilsk til ham
"var du ved at udføre din ordre da du kom her ned"
Hendes blik var nysgerrigt, måske ville han sige hvad han lavede nu da han ikke ville sige det da hun spurgte første gang

Han rystede på hovedet.
"Nej, jeg var på vej hjem fra en mission, da en flok vampyre angreb mig og kastede mig herned," fortalte han og kiggede sig tilbage.
Det døde væsen han havde skudt, fulgte stadig efter ham. Den var ikke længere vre, men nysgerrig.
Han rullede øjne af den og kiggede fremad igen. Han kiggede på Aramantha i øjenkrogen, da han ventede på hendes reaktion.

Hun kiggede overrasker, hun var van til at vampyre sprang på en men ikke en hel flok han mådte være kendt
"det er ikke normalt du må være kendt rundt omkring"
Hun smilte svagt til ham og kiggede på det væsen der stadig fuldte efter dem, den var ved at være ret irriterende syntes hun.