Turen op af floden, kan hurtigt blive den sidste. Men ved turen ned, kan alt ske. (Layla)

S: samling af Soul river
O: træer, buske, floden...
T: aften
V: overskyet, køligt. Men ikke for koldt.

Aftenen var frisk. Den var kølig, som et efterår der lovede fremtidig frost, men uden at være for kold. Det var overskyet, skyerne skjulte stjernerne og månen og indhylede omgivelserne i mørke.
Men for Sean gjorde det ingen forskel. Han kendte de fleste af de lyde han skulle frygte, de fleste af de skygger der kunne være farlige. De fleste af de lugte, han skulle være opmærksom på.
Og lige nu, var der intet der fik alarmklokkerne til at ringe. Bare mørke og stilhed...Bortset fra flodens klukken og en ugle i det fjerne. Måske et lille dyr, der puslede mellem de nedfaldne blade.
Denne aften havde han nogle almindelige, mørkeblå jeans på. En sort T-shirt og nogle tilfældige sko.
Hans mørkebrune hår var redt tilbage, men hans pandehår gled altid ned over hans pande.
De mørke øjne gled over deres omgivelser, altid så opmærksomme.

Lige nu var de dog rettet mod floden, som løb livligt ved siden af ham.
Han havde været her før, ved floden, sammen med en ung Santuine. De havde snakket godt nok, faktisk var han ganske interessant, men deres møde var blevet brudt af nogle zombier. Noget han ikke havde troet, faktisk eksisterede.
Hans nysgerrighed havde gået ham til at vende tilbage. Han ville se tegn, spor, efter om de faktisk var her eller om de stadig var her.
Måske var det kun nogen gange? Et tidspunkt på året, når månen...Ja, hvad?
han viste det ikke og det irriterede ham lidt, hans job var at vide så meget som muligt. Han havde lyttet til rygter, historier, læst i historierne, men ingen steder stod der noget konkret om zombier.
Han sukkede svagt, da han trådte op på en sten, og stoppede der.
Hans blik gled over omgivelserne.
Intet. overhoved intet.

Layla sad oppe i et af de høje træer, hun kiggede ud over de smukke omgivelser.
Hun sad op ad træet hårde og solide stamme, der sad hun lidt usynlig på en af de tykke grene. Der var meget overskyet, og et par side vinde fik de sidste blade til at risle imod hinanden. Det var en af de mere beroligende lyde, som Layla elskede. Den store blodmåne, kom til syne engang imellem. Men skyerne dækkede for den, men ikke nok til at den kunne slippe nogle af sine smukke stråler ned på jorden. Strålerne reflekterede smukt ned i flodens klare vand, og spejlede sig.
Layla sad i et par sorte shorts, og en hvid top som sad tæt ind til hendes krop. Laylas hår bølgede perfekt ned fra hovedbunden, og dalede smukt ned til hendes skuldre. Det mørke hår, det passede til hendes smukke brune øjne som kiggede ned på den klare flod.
Hun åndede lettet ud og slappede af. Der var dejligt herude, der var nu dejlig bare at side for sig selv. Det havde hun gjort de sidste mange år, men hun var ikke blevet træt af det.
Hun nynnede stille for sig selv.
Der var måske chancer for at se nogle zombier, det var ihvertfaldt fuldmånens dage de kom. Det mente hun, men hun var ikke sikker. Vinden tog i hendes hår, og rodede lidt rundt med det.

Han havde været her et par nætter før for at kigge og for at komme væk fra byernes hektiske liv. Et øjeblik, væk fra både venner og fjender, selv om der nok var mest af det sidste.
Han hoppede elegant ned fra stenen og begav sig lidt længere op af floden, imod strømmen. Nu var han det sted, hvor de før havde oplevet zombiernes komme, men her var bare helt stille.
Han satte sig på hug og lod sin hånd glide over flodens kant, rørte det kølige vande et øjeblik, som løb livligt mellem hans fingre. Ingen zombifikseret hånd der greb fat i ham, for at drukne ham i vandet.
Han sukkede igen svagt og rejste sig op, rystede kort vandet af sine fingre, før hans tørrede resten af vandet af i bukserne.
"Forbandet..." mumlede han svagt og lod igen blikket glide over omgivelserne. Det var jo spild af tid det her!
Han bukkede sig ned og samlede en sten op, prøvede at slå smut hen over vandet. Håbede at fremprovokere en reaktion. Intet.
Han slog kort ud med armene, da han vendte om for at gå ned langs floden. Han kunne lige så godt gå hjem, det her nyttede ikke noget...