Eric- Floden uklar spejl

Dag:irl
Dato:irl
Omgivelser: flodens bred
Sted:samlingen af soulriver
Tid:18.82
Vejr:solen er stadig på himlen men er ved at gå ned.
årstid:forår



Lidra gik med langsomme skridt mod flodens vand, Hun satte på hug
for at mærke hvor koldt eller varmt vandet var. Det var isene, som en
vampyrs døde hud. Det gøs ikke i hende, men hun mærkede en svag
gåsehud på sin arm. HUn kiggede ned i det løbene vand, der kun viste
et spejlbilled der bølgede sig som Lidras sorte hår. De brune øjne blev
ved med at se ned i vandet, hun viste at mange var druknet her og at
floden var mere eller imdre fortryllet af en større magt end hende. Hendes
pels jakke der var lavet adf en ulv, varmede dog resten af hendes krop

Det var skønt endelig at have fart på. Det var noget han havde savnet de sidste dage, men at ride af sted slangs bredden på den farlige sø, var lige i kassen for Eric, der jorde af sted på den eneorme hesten, der uden besvær fløj hen over jorden. En følelse af at kunne flyve løb igennem drengen, men den blev brat stoppet da han så en skikkelse side nede ved vandet. Trods stedet var bredt, og hesten sagtens kunne springe over kvinden, var han bange for at hun ville rejse sig op, og så kunne det hele ende tragisk. Han satte derfor meget pludselig farten ned, og begyndte at skridte nærmere kvinden som han lod et undersøgende blik glide over. Han syntes ikke at kunne se nogle træk der lå ved de mest kendte racer, så hun kunne ikke være en helt normal ren blodet race. Eventuelt en hybrid af en eller anden art?

Svage stød fra hesten horve kom tættere på hende, og fik hende til
sidst til at se op. Hendea reagtions evne havde nu opfanget hesten
der kom tættere, men da hun så det store dyr og så manden der sad
på den, kiggede hun forbavset på dem, hun nærmest rejste sig op.
Manden var lyshåret og var nærmrest en modsætning til Lidra selv.
Hun havde virkelig ikke regnet med at nogen ville finde hende her.
Og da hun stadig havde smerter i ribbenene var hun et slags nemt offer
for rovdyr eller andre ting der ville skade hende.

Eric viste ikke rigtig hvilke ben han skulle stå på, men til hans held stod han heller ikke, så han valgte at lade være med at tænke så meget, men først og fremmest at glo tilbage, hvor efter han begyndte at overveje om hun ikke bare var et menneske. Da han var kommet frem til at det var hun sikkert, eller en dæmon der bare havde en meget menneskelig adfærd, hilste han med et let nik. "Godaften." Han vidste ikke hvad mere der skulle siges, og lod derfor rasten være op til hende, hvis der skulle siges mere. Han valgte at blive siddende på hesten, da han mest var i sikkerhed der oppe, eller det følte han, selvom han sikkert var i lige så stor fare på hesteryg som på landjorden.

Da han nikkede og hun så ordenligt på ham, gik det op for hende hvem
det enlig var. Det var den Dreng hvis familie avlede sådan nogen heste
som drengen sad på, hun vaklede lidt tilbage da en smerte fore i hendes
ribben. Hun skjulte smerten så godt hun kunne men måtte dog sætte en
hånd på sin venstre side. Han var af finerer familie og ville nok bare se hende
som værende en simpel sigøjner tøs. Da hun igen trædte et skridt tilbage
var foden ved at glide ned i det kolde vand, men hun holdte dog balancen så
godt at hun fik sig selv revet ind på lidt mere fodfast jord. "Godaften sir!" sagde
hun og nejede, nervøst.

Eric havde aldrig erfaret sig som nogle læge, eller noget i den branche, og sikkert også godt, da han sikkert ikke ville være til meget hjælp, men trods det, så kunne han dog godt se at der var noget galt med kvinden der stod foran ham. "Er du okay?" Lød den bekymret kliche sætning som blev sagt af så mange. Han svang sig hurtigt ned fra hesten, så han lande med begge fødder plantet solidt på jorden. Det var første gang nogle hade kaldt ham sir, eller havde nejet for ham, hvilke tydeligvis overraskede ham. At det var på grund af hans familie tænkte han ikke over. "Godaften." Svarede han tøvende, og rode rundt i det blonde hår, før han gik tætter på pigen, men holdte hesten bag sig. "Er det ikke et lidt farligt sted at være?" Han gjorde en let gestus mod floden, hvis historie de fleste vel kendte.
Eric var kommet frem til at kvinden måtte være et menneske, eller noget ligesom Camille. Noget som måske havde evner, men ikke rigtig var et andet væsen som sådan. Det virkede utrolig indviklet i hoved på ham, men så længe nogle forstod det, samt havde styr på det, så skulle han vel ikke klage.

Hun kiggede mod floden og nikkede anerkendene til hans svar, "hvis man
ikke laver lidt af det farlige er der jeg ikke noget ved livet" sagde hun og nærmest
stirrede på det lyse hår, hvor var det dog smukt, lige som guld.
Lidra, trædte lidt tilbage og sagde hurtigt, "Kom ikke nærmere!" Det var ikke
godt at hun var i nærheden af en med hans rang inde fra samfundet højere
klasse. Hun alvorligt på ham imens hun holdte en hånd op for at han ikke
skulle komme nærmere hende.

Det lykkes ikke Eric at skjule et endnu et overrasket ansigt. "Men hvorfor, jeg bider ikke." Trods der var en snert af humor i hans stemme, var hans ansigt langt i alvorlige folder efter overraskelsen. Eric havde aldrig taget hensyn til klasser og rang, for ham var race noget der betød mere for ham, men sådan var det muligvis ikke for alle. "Lad mig hjælpe dig hvis du har brug for hjælp." Fortsatte han, men blev dog stående hvor han var. Både fordi han ikke ville skræmme kvinden væk, eller hvad det nu var der gjorde at hun ikke ville stå tæt på ham, men også fordi han ikke ville få hende ud i vandet. Det kunne se ganske yndigt ud hvis hun endte med at måtte ende sine dage på grund af ham.

"Der er ikke noget der kan gøres" sagde hun og viste allerede
havd hun fejlede. Trykket ribben var hvad man kaldte og skønt
at hun havde smerter, var det best på den her måde. Hun sukkede
og kiggede igen på Eric. "Hvem er det" hun måtte være sikker på
om han virkelig var den som hun troede han var. Hun var engang
blevet taget på deres gård i at klippe en af hestenes manke fordi hun
skulle bruge hårnde til en elexsir.

Eric skar en grimasse da hun åbenlyst løj for ham. "Det kan jeg jo se ..." sukkede han, og slog kort opgivende ud med armene, før han måtte koncentrere sig om hendes spørgsmål. "Hvad mener du, hvem jeg er?" Han forstod ikke hvad hun mente, så han valgte at fiske, og prøve. "Eric ... jeg tror ikke jeg er så meget andet end det ..." Fortsatte han, stadig forvirret over hendes spørgsmål. "Som jeg sagde før, så gør jeg dig ikke noget. Kom med, jeg kan hjælpe dig med at få dine skader ordnet." Eric var ikke ligefrem stædig på det område med at hjælpe andre, ikke fordi han ikke ville, men han kunne ikke ligefrem tvinge folk med sig, så hvis hun valgte at benægte sin brug for hjælp igen, ville han stoppe, og lade hende sejle i sin egen sø.

Lidra viste jo godt hun havde brug for hjælp og at hvis ikke hun kom inærheden
af sit hjem snart måtte hun overnatte her ude. Det gjorder hende skam intet
det var nu mere hvad der kunne komme i natten der fik hende til at ville hjem.
Da han sagde sit navn fik hun det bekræftet svag at han var den hun havde
genkendt. "Fint" sagde hun og kiggede væk, hun hadede at få hjælp af andre
da det tog lidt på stoltheden. Men hellere livet end stoltheden, mente hun.

Eric følte han blev trukket rundt som en anden hesten uden styr på hverken for- eller bagben. Han tøvede kort, før han greb fat i hesten bag sig, og trak den hen til kvinden. "Tag fat i hestens manke, så hjælper jeg dig op." Mumlede han utydelig, og efter lidt tid, havde han fået placeret kvinden på hesten. Derefter trådte han et skridt væk fra hesten, og sprang selv op, efter et par skridt tilløb. Da han sad plantet på den høje hest, lage han forsigtigt armene omkring hendes talje, så han kunne få fat i tømrende som han kort efter satte hesten i gang med. Han forsøgte at få hesten til at ride så smooth som muligt, men på grund af det stenet underlag ved floden var det ikke så nemt som ønsket, og kunne godt være halvbumlet.

Hun tog fat i manken og blev trukket op, hun blussede svagt op
i de mørkglødet kinder da han tog om hendes talje. Normalt var
hun slet ikke så tøset, men smerterne havde fået hende til at
være pivet her på det seneste, normalt var hun fyrrig og havde ikke
brug for andre. Og nu sad hun her, med en ung med, med sin ene arm
og hendes talje. Da hesten satte igang greb hun nærmest fat i Eric
hesten var meget større end hvad hun var vant til så rykket gjorder
båed ondt i ribbene og gjorder hende forskrækket. Hvis man kunne
presse luften ud af nogen så var det det Lidra gjorder lige nu. Hun
ville iværtigfald ikke falde ned!! fra det store dyr!!

Camille havde reageret på noget nær samme måde. Tydeligvis bekvemt ved at sidde oppe på den store hest som kæmpede sig vej frem mod en sti der kunne føre dem væk fra floden. Eric kunne ikke undgå at smile lidt, men da han sad bag kvinden, ville hun ikke kunne se det, med mindre hun vendte sig om. "Du falder ikke af, men får meget ømme muskler hvis du bliver ved med at spænde sådan, prøv at slappe af." Forslog han, mens han førte hesten omkring en stor sten, hvor efter de kunne se en sti der førte væk fra floden. Da Eric havde reddet siden han kom ud af sin mors mave, havde han aldrig prøvet rigtigt at have ømme muskler efter ridning, men han havde hørt masser folk beklage sig. Han kendte det godt fra andre steder, men han syntes dog stadig ikke det var så galt.

Lidra der stadig maste sig fast på Eric. Prøvede at slappe af.
I starten måtte hun bekende at hun igen tog grebet om Eric.
Men tilsidst var det næsten helt behagligt dog holdte hun dog
stadig i Eric. Nøj hvor gjorder det ondt detvar som om at en stod med
en hammer og slog på hendes ribben en efter en. Hun slappede
nu enlig så meget af som hun kunne når hun sad på en hest.
"Forresten, jeg hedder Lidra" sagde hun meget meget lavt.

Eric førte hesten op på stien der var langt mere behagelig at ride på frem fra det stenet underlag fra før. Hans ord havde åbenbart hjulpet, for trods hendes hånd stadig hvilede på hans arm, var hendes holdning langt mere afslappet, og hendes ord næsten næppe hørlige. "Aha ..." Han nikkede kort, og genkendte tydeligvis ikke navnet. Han blev ikke altid trukket ind i det med familiens gård problemer. Han havde sine egne ting at tage sig af, og han ville aldrig få tid til andet, hvis han skulle indvides i alle de ting der var med gården. "Fortrækker du vi finder en læge, eller skal vi tage hjem til mig, og så får vi en læge ud?"

Hun fortrak ingen af delende, hvis hun nærmede sig hans gård ville
de måske genkende hende, og hvis de fik fat i en læge ville han se
at hun var sigøjner og derfor ikke hjælpe. Hun var så godt som fortvivlet.
"Bare en læge" sagde hun og truer næsten ikke sige andet.
Et bump kom igen og Lidra følte at hun nærmest fløj nogen cm op over
hesten og så ned igen så det resulterede igen i at STAKKELS, Eric måtte
blive mast af hendes bange greb.

Eric nikkede, og fortsatte op af stien, hvor der kom et hul ingen af de tre havde set, så hesten snublede men kom dog op at stå. Trods Lidra var skadet, fejlede hendes greb tydeligvis intet. Han måtte erkende at hun havde et utrolig stærkt greb trods hun var skadet og kvinde, men selvfølgelig kunne kvinder også være stærke, men det overraskede ham alligevel. Som respons på hendes greb, slap han med den ene hånd tømrende på hesten, og lage forsigtigt armen tætter omkring kvindens talje, dog forsøgte han efter bedste evne ikke at klemme for meget, da hun var øm, og han sikkert ville ende med at få et slag i maven hvis han pressede for hårdt. Kvinder var fantastiske til at slå fra sig hvis de ikke ville, det havde han erfaret op til flere gange.

Lidra troede virkelig hun skulle dø da hesten var ved at falde, og hun
følte at hele verden vendte på hoved nogen sekundter. Et slags
støn eller lille skrig kom fra hende og det lød noget i retningen af
"ehhhh" da han slap den en tøjle og holdte om hende blev hun
endnu mere nervøs. også selvom han nu endelig holdte ordenligt
om hende så hun ikke kunne falde af, havde det været en almindelig
hest havde hun sagtens kunne sidde uden at holde fast, men denne
hest var jo en vildt stor og en flot skabning.

Efter nogle minutter havde hesten kæmpet sig op for enden af stien, så de nu kunne gå vandret, uden så stor risiko for at vælte, men den var der stadig. Uden at spørge om lov, satte Eric hesten i fuld galop af sted, så det næsten føltes som alt flyve, mens dens hove tordnede hen over jorden der fløj efter dem i en mindre røgsky. De kom efter noget tid frem til byen som langsomt steg op over dem som mørke bygninger som dækkede for solen der stadig kastede sine varme stråler ned over dem. Da de kom tætter på byen, og dermed også hvor der var flere folk, satte han farten ned, og skridtede længere ind i byen, mens han spejde efter en form for læge, selvom det ikke var helt nemt.

Lidra kiggede på de mange mennesker der nu stirrede på hende,
de kunne se hvad hun var, hvilket folk hun tilhørte. HUn bad til
guderne om at ingen fra hjem så hende eller var her, ellers ville
Dublo blie rasende. Hun prøvede at skjule sit ansigt i det mørke
hår, Men alligeve følte hun folk kunne se hvem hun var skønt de
ikke engang kendte hende. HUn trak vejret tungt og hendes hjerte
begyndte at hamre meget svagt i hendes unge krop.

Eric kunne ikke forstå hvorfor Lidra sank sådan sammen i sadlen i et forsøg på at gemme sig væk. At hun var sigøjner havde han ikke selv opfanget, men det skulle han nok snart finde ud af. Han kiggede tøvende ned på hende, men fortsatte stadig hen, ned af en smal gade, hvor han stoppede hesten. Han sprang ned fra hestens ryg, og rakte en hånd frem til Lidra så hun havde mulighed for at komme ned fra dyret. "Der er en læge her inde." Hvis hun kom ned på jorden, ville han føre hende ind i en smal gyde, hvor der var en mørk gammel trædør som Eric med et solidt slag ville banke på, og håbe en læge ville åbne op. Hvad der ville ske, kunne lægen kun afgøre, enten ville han tage imod, eller give et afslag.

Lidra tog imod hånden og blev blidt løftet ned fra hesten af Eric. da han
førte hende ind i en mørk gyde eller var ved at gå ind i en gyde, stoppede
hun. Hun så mistænktsomt på ham. Disse steder var ikke steder for piger,
og hun var begyndt at frygte at det ikke var en læge de skulle til men da
Eric så bankede på en dør og hun så skiltet med ordet, *Dr.Kindsen* slappede
hun mere af. En gammel mand åbnede døren og i det samme mærkede Lidra
hans studerende blik, der faldt på hende. Hun mærkede hvordan han tænkte
at hvordan sådan en beskidt tøs var i nærheden af den unge herre.

Eller var det hende selv der følte sådan?

De fleste mennesker lærte at behandle andre folk ordenlig og følge de menneskelige regler, hvor en af dem sagde at man ikke stirrede direkte på en person. Godt nok var regelen udskreven, men den var hurtig blevet skik og brug i de fleste hjem landet over. Derfor blev Eric næsten forarget da han så lægens blik der løb vurderende ned af kvinden der stod ved hans side. Han skulle lige til at komme med en spydig kommentar, men stoppede sig selv i det. Han valgte høfligt at vente til manden var færdig og havde afgjort sin dom for sig selv. Imens brugte Eric tiden på omhyggeligt at folde skjorteærmerne på skjorten op til albuerne, før han stak en hånd ind i det blonde hår. "Må vi komme ind?" Spurgte han, da han mente de havde stået nok og gloet på hinanden.

Den gamle mand, vinkede dem ind. De havde fået hans accept.
Lidra blev nærmest lige så forbavset som Eric var over at lægen
stod og vuderede hende. Hun på at Eric skulle træde, da hun ikke
var så trygt ud at være den første. HUn kendte slet ikke denne del
af byen, og gadens smalle vægge fik hende til at længes efter skoven
og den gode luft, eller i det mindste hendes hjem.