sean - scared of the dark

''dine gorillaer var nu ikke ligefrem sjove at snakke med. Men pyt.'' sagde hun roligt med et drilsk underspil.
Hun rejste sig fra sin stol og gik direkte hen til ham. Hun stod med sin krop næsten helt op af hans - nu kold overfor hvad han havde af intimsfære.
''nu ved jeg godt at jeg ikke er velkommen - det kunne jeg regne ud når dine små aber ikke engang lod mig træde over en dørtærskel.'' sagde hun bare, inden hun så smilende på ham.
''og jeg havde ingen intension om at overraske dig. Jeg ville blot snakke med dig, og undskylde - om så for sidste gang. Som datter af Arthur Storyteller er det et krav at jeg forholder mig ærlig. Jeg har teet mig som en unge. En møgforkælet en. Det har du haft ret i. Og jeg undskylder hvis jeg har skubbet dig væk ved at lade mine følelser reagere så voldsomt.'' hun tav kort og så på ham. Hun kunne dufte hans sved, og alle de feromoner han udsendte. Det dirrede kort i hende inden hun tog sig sammen.
''jeg ved ikke hvor meget Tændstik har fortalt dig, om mig eller min familie. Og ærligtalt behøver du ikke spørge ham for at vide det. Du er en af de mest eftertragtede 'oplysningssamlere' vi har. Hvorfor ledte du ikke blot selv? Nå, det er ligemeget. Jeg ville blot undskylde. Hvis det er dit ønske, så går jeg igen.'' sagde hun. hendes stemme, under hele forløbet, havde været dæmpet, rolig og alligevel mere som en dæmons end en shapeshifters.

Han smilte svagt. Dette var en mere selvtillidsstærk kvinde og det virkede tiltrækkende på ham. Kort sagt. Hun gjorde det med vilje og det var han ganske klar over.
"Jeg har dem ikke for at være venlige, når folk braser direkte ind. Ofte er det kun fjender der gør det. du var heldig, at slap så nemt" smilte han som svar på hendes første sætning.
Og så grinte han let. Hans hænder greb blidt fat i hendes skuldre, da han pludselig var bange for hun skulle gå. Han så lidt på hende, før han svarede.
"For det første forstår jeg ikke hvorfor du siger, at 'vi' har. Jeg er uafhængig og gør som det passer mig. Jeg tilhøre ingen.
for det andet har jeg mange måder at arbejde på og mange måder at få mine informationer.
i dette tilfælde gav du mig intet valg. Du ville alligevel ikke fortælle mig noget. Desuden er det altid rart at få en andens syn på det...Ofte fortæller de nogle detaljer, som den anden ikke ville fortælle..." han blinkede til hende, som om det hele var en joke. Så fjernede han sine hænder igen.
"Det er ikke mit ønske. Jeg vil gerne have du bliver. Men en anden gang skal du ikke bare komme brasende ind på mit territorium. Jeg er ret eftersøgt og har brug for kontrol. Den kan jeg ikke holde, hvis selv dem der leger mine venner, bare braser ind hist og her" En grænse hun ikke kunne vælge om hun skulle følge. Det var et krav. Hvis hun ønskede hans selskab, på hans territorium...

Han så sig kort omkring. Denne stue var en af de mere triste i hele huset. Han havde ansat nogle kvinder til at gøre rent og sørge for huset var varmt og der var mad.
Men denne stue havde ingen rigtig brudt sig om...
Han så lidt på hende igen.
"Tak for din ærlighed og undskyld"

Da han tog fat i hende, var hun med det samme parat til at stikke ham en flad. En gammel vane, fra dengang Tændstik stadig var anset for at være en ven.

Hun så bare smilende på ham.
''det skal jeg huske. Giv besked først.'' hun nikkede kort.
''og med 'vi' mente jeg klanen. Godt nok arbejder jeg ikke for Arason, men han ser mig stadig som medlem.'' sagde hun roligt.

''er du ikke sød at finde en trøje..?'' hun prøvede at holde øjenkontakt med ham mens hun tiggede ham om at tildække sin overkrop.
''du har ingen anelse om hvor distraherende det er.'' hun smilede, tydeligvis klar over hvor hjælpeløs hun virkede i det øjeblik.

"ah...Det vi" smilte han og så lidt på hende.
Det var rigtigt. Klanen var også hans ansvar og han var nok deres bedste...informationssamler. Men han havde også sagt til Arason at han ville køre sine egne jobs ved siden af. Arason viste godt klanen ikke ejede ham...så at han var god, men samtidig ude af stand til at arbejde for andre, havde været med til at give ham den høje stilling i klanen.
Og han havde takket ja. Af flere grunde, som han ikke ville nævne nu.
"Hmmm...Hvis du syntes" han så drillende på hende, udfordrende. Hans smil var vokset lidt.
"så lad os gå til soveværelset. Der har jeg lidt tøj." han vendte om og gik ud af stuen igen, gennem gangene og op af en trappe. Ovenpå, på aller øverste etage i huset, var der åbenbart lavet en masse forskellige soverum og andre slags rum. nogle døre var lukkede, i andre sad der mænd og kvinder og lavede forskellige ting.
Men sean havde sig eget lille værelse. Han åbnede døren og gik ind i et lilel værelse, med en enkelt halvandenmands seng, en stol i det ene hjørne og et lille bord. Der stod også en lille kiste, hvori han gemte nogle få ting. bla. tøj.
Han åbnede kisten og trak en tilfældig T-shirt frem. Denne her var mørkeblå.
Han trak den over hovedet og ned over sin krop.
"tilfreds?" smilte han til hende.

efter at have fulgt med ham ovenpå, og forbi diverse værelser blev hun stående i dørkarmen mens han fandt en trøje.
Hun ville helst ikke indtræde i hans helt personlige rum. det vedkom ikke hende hvad der var derinde.

''tak-.'' sagde hun med et lille smil.
Hellere at hans krop var tildækket, så hun ikke stirrede hele tiden.
Dog... Hun foretrak ham helt uden.
Tanken fik hende til at rødme ekstremt, og hun stirrede lidt ned i gulvet.

Han så lidt på hende. Han fornemmede hendes...forvirring, kunne man måske sige. og måske havde det været forkert for ham at vise sig halv nøgen. men han viste jo heller ikke det var hende.
Han skulle også i bad senere og skifte bukser, men det kunne han gøre når de var færdig med manden.
"Nå, skal vi komme videre? vi har en mand at komme af med." han sendte hende et lille smil og gjorde en gestus til, om de skulle gå neden under igen.

Hun så lidt på ham, og derefter bakkede hun igen ud på gangen.
Hun nikkede kort mens hun ventede på at han førte an.

Hun var selv dækket af blod fra da hun havde stukket ham. Men hvad skulle hun gøre. Hun havde intet tøj - hun havde bedt kromanden brænde det hele. Hun havde intet sted at tage hen - men at blive her var udelukket.

Hun stod forsat, afventende, med uglet hår og halvbeskidt tøj.
Hun lignede kort sagt en rakkerpige.

han tog sig ikke rigtig af det. Han kunne måske hjælpe hende, give hende nogle penge hun kunne købe for, men han tvivlede på hun overhoved havde lyst til at modtage noget. Han viste vej nedenunder igen og førte hende ud i køkkenet.
"Noget at drikke?" Hendes svar ville blive imødekommet. ønskede hun noget, fik hun noget vand. De havde ikke meget andet i huset, for Sean ville have sunde og ædru folk.
Og hvis ikke, slap hun.

Det lignede han skubbede væggen ind, da han åbnede døren til en trappe, som førte nedad. Han gik ned af trappen. Der blev køligere, jo længere de kom.
steder var underjordisk og var tunneller og huler udhugget i jorden, med forskellige stolper osv. til at holde det hele.
Der var fakler til at lyse op på vejen.
på et tidspunkt kom de til et sted, som var lavet af cement. nogle små celler. Sean viste hende hen til en af dem.
"Herinde er han...han har sikkert haft tid nok til at tænke over tingene nu.
Hvad skal vi gøre ved ham?" han så lidt på hende. enlig tilhørte han jo hendes fortid, derfor var det vel også mest rimeligt hun tog valget.
rundt om dem stod flere af Seans mænd, som vogtede deres fange og sørgede for der ikke skete noget.

HUn fulgte med ham ned mens hun så på hans ryg - da hun jo gik bagved ham.
Han lagde direkte Tændstiks skæbne direkte over på hendes skuldre igen, hvilket ikke lige var det mest behagelige for hende.

Hun så på jorden mens hun tænkte. Hvad skulle der ske. Ville hun virkelig se ham død, eller var blodet på tanden væk?
Hendes håndflader blev lettere svedige, inden hun så på Sean.

Langsomt men roligt, fik hun udtalt sin 'dom' over Tændstik.
''lad ham bløde til døden, hvis det er det du vil. Udspørg ham, hold ham fanget. Jeg vil bare ikke høre mere om hans eksistens. Aldrig mere.'' Hendes stemme var utrolig kold, mangel på følelser.
Hendes hjerne mobbede hende ekstremt - sendte konstant små billeder af Sean's overkrop tilbage på nethinden.

Efter lidt tid vendte hun om, da hun ikke havde mere og gøre i kælderen.
Hun begyndte at gå tilbage mod udgangen til køkkenet

han nikkede lidt. Han så godt hun ikke fandt det videre behageligt, men han følte alligevel det på en måde...var hende der skulle sige det.
Han gjorde tegn til de bare skulle lade ham være. Var han død i morgen, måtte de afskaffe liget. var han ikke, skulle de bare behandle som almindelige fanger.
Han fulgte med hende opad.
"Sikke en underlig aften..." sagde han så endelig, da de var ved at nærme sig køkkenet.
"Jeg må forresten bede dig om aldrig at nævne dette sted eller de personer du har set her, til nogen som helst. Jeg har mange fjender derude, at tage chancer har jeg ikke råd til" sagde han.

Hun fulgte med ham i køkkenet.
''min mund er lukket med syv segl. Hvis jeg da overhovedet kan tale efter i nat.'' hun trak på skuldrene.

Hun vidste godt selv at det var en ting hun ikke skulle have sagt. Derfor så hun ned, og gik et par skridt væk fra ham - for at være sikker på at han ikke ville gribe fat i hende igen

Han forstod ikke hendes sætning. Hvorfor skulle hun ikke kunne tale?
Havde hun tænkt sig at begå selvmord? nu hvor hun endelig havde vist sit mere sikre jeg? Han havde svært ved at tro det...hun havde klaret sig igennem så meget, hvorfor dø når det var overstået?
Han valgte ikke at tænke på det. Han havde nok bare misforstået hende.
Han lod en hånd glide gennem sit hår.
"Jeg til tage et bad, finde lidt mad og gå i seng..." sagde han, indirekte en hentydning til at de nok skulle skilles for denne gang.
Han skulle også have fundet nogen der ville tage imod den opgave der, som han havde haft liggende...

Hun så kort på ham, inden hun rettede ryggen lidt.
''så... vil jeg se at smutte igen.'' sagde hun, en smule usikker på om det var det han ville.

Hun smilede kort til ham, inden hun - helt automatisk - krammede ham kort.
Hun trykkede sin krop svagt ind mod hans - det var tydeligt at mærke at hun skælvede.

da hun slap ham igen bakkede hun ikke væk men stod bare helt stille.
''tak for hjælpen.'' sagde hun bare, inden hun gjorde en mine til at gå ud af køkkenet.

Han gengældte krammet, glad for de kunne omgås hinanden igen. Han smilte til hende.
"Selv tak...Tak for at tale til mig igen. Og godnat" han vinkede kort da hun gik.
Da hun var gået, kiggede nogle af hans mænd på ham. Han trak lidt på skuldrene.
"Hvad glor i på?" en af dem smilte, de andre kiggede hurtigt væk.
"Hun er en ven. En anden gang skal i behandle hende bedre. Se til at fangen...dør. forsvinder. Få ham ud af verdenen, han er ikke længere brugbar. Og forstyr mig ikke mere aften" han forlod rummet, for at tage et bad...

//Out//

Hun så ned da hun endelig forlod huset.
Tavst satte hun sig på et gadehjørne, inden hun begyndte at ryste af både træthed og kulde.
Hun bed sammen, da vinden begyndte at rive i hende.
Stille blev hun til en kat, og krøb sammen il en kugle.
Hun gled ind i søvnen, med et saligt smil om sin lille kattemund.
Drømmen, om en varm seng - med en hun holdte meget af ved sin side, varmede hendes torso indefra.

//out//

//Tak for et...indholdsrigt emne //

//ilm. Skulle det være en anden gang //