It's Now or Never

Noget tidligt den følgende morgen, vågnede Eric og steg kort efter ud af sengen for at trække i tøjet. Han kunne høre hans mor allerede var i køkkenet, så han gik ind og fik noget morgenmad, hvor efter han smuttede for at tage en tur på hesten. Nicholé valgte med vilje ikke at spørge ind til problemerne der hang som en tung sky over gården. Det kunne Eric nok ikke give hende meget om, ikke efter at have hørt Camilles udbrud aftenen før. Isaac stak også kort snuden ind, før hun formåede at fange gæsten ude i gangen, hvor hun pudslede med små hverdagsting.
"Godmorgen, kom med ind og få noget at spise, du ser træt af." Forsigt ville hun gribe ud efter hendes hånd og trække hende med sig ud i køkkenet. Hvis Camille strittede imod ville Nicholé ikke have nogle ønsker om at tvinge hende med, men hun ville nok forsøge at indlede en overtalende tale. Hvis det lykkes, ville der blive serveret mad før Nicholé selv satte sig ned og studerede Camille imens hun spiste.

Camille kom ned af trappen , lænede sig frem og spejdede i omgivelserne efter Eric, men han var ingen steder at se.
Derimod var hans mor og hun var i fuld sving med dagens gøremål.
Camilles smil var ægte og ikke foruden varme, da hun svarede " Godmorgen Nicholé...øhm...jo tak..det lyder godt"
Hun kastede et blik på Erics mor, mon hun havde hørt den lille scene i aftes?
Og hvad mente hun så egenlig om den? camille måtte helt klart lære at tøjle hendes temperament, ellers ville hun sikkert blive drønet ud...hvis ikke af Nicholé , så af Isaac der ikke besad samme tålmodighed som sin viv.
" Ja...jeg var længe om at falde i søvn" mumlede Camille, og ville egenlig ha tilføjet noget med første nat i ny seng, men det virkede lidt for dumt, hvis ' nogen' havde hørt det lille optrin.
Camille fik sat sig og det første hun kastede sig over var den sorte kaffe, der både var dejlig varm og ville være lidt opkvikkende, i ny og næ søgte hendes øjne mod døren.
Hun var glad for at Nicholé også satte sig, selvskab var altid godt.
Camille begyndte at trække smør over et stykke brød , og kiggede over på Nicholé...hun kunne ikke holde sit spørgsmål inde længere.." har han været her...Eric?"
Og for det ikke stod alene ..hendes interesse i ham, skyndte hun sig at sige.." Nicholé..jeg vil så gerne hjælpe lidt til...er der ikke noget jeg kan gøre for dig i dag? Jeg skal læse og skrive lidt med Mira, men det tager jo hverken hele dagen eller aftenen, såå" hun kiggede spørgende på hende.

Enten kunne Camilles spørgsmål betyde at hun ville finde ud af om hun kunne komme ud, frem for at sidde og gemme sig på værelset eller også måske fordi hun ville tale med ham. Nicholé sad og summede lidt over det, før hun svarede. "Han har været her nede, men det var kun for at spise, før han smuttede igen. Tror han er ude at ride. Ved ikke hvornår han kommer tilbage, måske i aften?" Hun trak let på skuldrene som om at det var normalt. Det ville også være forkert at sige at det ikke var, men også at det var. Det skete som en reaktion på at der var noget Eric ikke mente var velkommen, noget han ikke gad forholde sig til og så stak han af, noget hans mor havde prøvet at tale ham af med et par gange men hurtigt opgivet. Isaac så bedre mellem fingre på det. Måske fordi han også en gang selv havde gjort det? Nogle gener var bare dårlige at arve!
"Nej, der er ikke noget i dag. Jeg kan godt lide at stå i køkkenet og Mira har nok en masse hun gerne vil vise og fortælle. Men vil du ikke fortælle mig hvad der skete i går? Du skal ikke, men du lød meget sur." Det var sikkert ikke en holdbar undskyldning i længden, men hun håbede at den ville gå igennem nåleøjet og hun ville få bare lidt af optrinnet med, for det virkede til at være det der kunne have holdt hende vågen.

Det var vel alt i alt en blandet reaktion hun fik, da det fik op for hende at Eric nok først ville vise sig i aften igen.
Hun havde jo sådan set besluttet sig for, ikke at gide tale med ham, at hun ville undgå ham- og så alligevel, der var ret længe til i aften og hun brød sig egenlig ikke om anspændtheden mellem dem.Det væreste var, at hun næsten ikke kunne finde ud af længere hvem af dem der burde undskylde, mest....men det måtte da være ham, ik?!

Camille så på Nicholé og spidsede munden.Hun havde egenlig ikke noget videre imod kort at fortælle hvad det handlede om, men hun anede ikke om de var klar over hans manglende interesse i at overtage gården, og hvis ikke var det ikke Camilles plads at hive det frem i lyset.Hun ville ikke smide ham for løverne, selv om hun var sur på ham.

Hun forsøgte, så godt det lod sig gøre...
" Bare en snak om familie der kørte af sporet Nicholé....undskyld for larmen i aftes"
Hun blev en smule rosa i kinderne...og skyndte sig at forsætte..
" Eric ser vist ikke helt det værdifulde i børn....og slet ikke i...en hel familie..han ..."
hun tav....hvordan skulle hun overhovedet forklare? Der var så meget ladet energi, og det virkede så let antændeligt ...i hvert fald hos Camille og det overraskede hende selv.
Eric...han...han var så pokkers rolig og fattet og ...irriternede.
Hun sukkede og tog sit krus..." Ved du hvad...det er faktisk en smule svært lige at forklare, men skal vi bare sige at jeg nok gør klogt i at tilbringe den meste tid med Mira og ikke Eric- for husfredens skyld " sagde hun med et lille glimt af humor i øjnene.

Det var ingen nyhed for Nicholé som var meget glad for at Camille selv jokede med det på den anden side. "Eric ser kun heste og heste familier." Hun trak selv lidt i mundvigen og fandt til sidst selv et krus hun kunne få noget kaffe i. "Jeg tror gerne han vil snakke med dig, være sammen med dig men du har sikkert overrasket ham på en uventet front. Nogle gange tænker jeg lidt over om min søn selv er blevet en hest for hver gang han ser noget der sætter en skræk i livet på ham, så går den op på hesten og af sted." Hun satte sig igen ved bordet og fik det varme væske indenbors. "Men hvorfor kom i ind på emnet?" Denne gang var det Nicholés tur til at vride sig lidt, for hun ville da ikke ødelægge den romantik som hun kunne mistænke lå i mellem dem. Hvis de så også snakkede om familie så måtte det da være en pil i den retning. "Selvom Eric til tider kan virke meget moden, især med Mira, så er han inderst inde ikke meget ældre end hende selv." Var det en diskret hentydning eller for åbenlyst eller ... forstod Camille hende slet ikke?

Hendes afslappede facon fik Camille til at smile og opsummerede højt" Så jeg har den effekt at jeg har sat en skræk i livet på ham?" Den var ny.Han plejede ikke at reagerer sådan, og hun mente nu selv at det var diskutionen han flygtede fra, mere end indholdet.
" Jeg tror nu bare at han ikke har gjort sig den ulejlighed at kigge ordenlig efter, for som du selv siger , så er han helt vidunderlig med Mira, og det har overrasket mig at han også har den mere autoritære side fremme omkring hende...udover leg og omsorg" Camille smilede, han var jo faktisk skøn med Mira.
" Øh...hvordan det startede?" Hun kunne umuligt forklare om heste parring og misforståelser i den forbindelse...så hun måtte undlade den del og bar sige " Det var Eric selv...i forbindelse med ...forhold...der sagde at hav hverken skulle have kone eller børn, han ville hellere gøre noget der gav livet værdi. Og...jeg mener...han HAR jo Mira..og.."
Camille trak på skuldrene og mumlede.." jeg synes bare det er synd han ikke ser hvor vigtigt det er at elske og modtage kærlighed....alt det andet er jo bare glasur på livet....men vælger man det andet fra, hvad så? Og Mira.....ser han slet ikke h or hun elsker ham? " spurgte Camille , uden at bemærke at en del af facaden var sluppet, og hendes følelser måske var meget tydelige i både øjne og resten af ansigtet.
Eric forvirrede hende....og at hun antændte så let på han små gnister forvirrede hende.

Nicholé blev kun mere forvirret af det svar hun fik. Var hendes søn ude efter pigen eller var det bare en af hans misvisende tegn? "Jeg tror bare i har et forskelligt syn på det hele. Han har levet i sådan en familie med en arbejdende far og en mor der er alt for meget over ham, Mira styrker kun det klassiske syn for ham, så han vil sikkert bare gerne prøve noget andet." Det var det eneste fornuftige hun kunne komme frem til. "Jeg tror også han elsker Mira, det er bare ikke noget han selv bemærker fordi hun er en selvfølge." Camille havde tydeligvis meget mere vægt på det familie liv Eric og hans familie havde, noget der fik rejst et par spørgsmål i hoved på hans mor, for hvor kom hans ven egentligt fra? Hun kunne komme fra slavehandlerne eller være en kriger. Hun kunne være alt, for hvad hun var havde han aldrig fortalt.
"Men hvis du vil snakke med ham, vil mit bud være han er henne ved David, de er meget sammen for tiden og deres gård ligger ikke så langt her fra. Mira ved hvor det ligger."

Camille fik gumlet sit brød færdigt og drukket kaffen op.
Det havde været helt rart at snakke med Nicholé.Hun mindede på en varm og god måde, om hendes egen mor....inden denne trak sig ud af Camilles liv og efterlod hende i troen at hun var død.Og inden det viste sig hun var en ' små psykopatisk fe' der ville have Camille til at forlade den normale jord, efterlade alle hun elskede, og tage til feernes rige og lege avls hest for en fefyr, da der efterhånden ikke var mange feeer tilbage, og indavl ikke var ønsket eller velset.
Camille sukkede...tænk at være en del af al det her....og så uden at vide h or heldig man er.
" Eric....har den bedste familie, en dag vil han takke jer for al det i giver ham" sagde hun varmt og tog sin tallerken og kop og gik til håndvasken for at vaske det af.
" Tak for snakken, jeg tager måske derover....nu må vi se" smilede hun og forlod Nicholé.
Camille fandt Mira og forklarede at hun gerne ville besøge Eric og David.Mira kunne ikke komme med, hun skulle øve sin stavning, og så ville Camille vende tilbage og høre hende i den diktat hun havde fået udleveret.
Mira gav instrukser om Davids gård, og fik et kys af Camille.....så var hun allerede afsted, og man måtte overveje om det var diktat hun skulle , i den fart?!
Camille begav sin ud til stalden, og til Frosty...som hun fik sadel og seletøj på, imens hun hygge snakkede med den.
E tyve minutter senere, skridtede hun ind på gårdspladsen, hos David og hans familie....og spejdede efter spor af Carzador, eller drengene.

David og Eric sad ude foran den noget mindre gård. Et par køer stod og brølede i baggrunden mens der blev belært om diverse kampteknikker som skulle være meget vigtigt at huske så fjenden blev forvirret. Eric hørte kun med, med et halv øre, men var påpasselig med at nikke hver gang han syntes at det passede ind i det lille brudstykke af sætningen han havde hørt.
Det var først da Camille næsten var oppe ved gården at Eric fik øje på hende. Hans første idé var at løbe hen til hende, bare for at komme væk om den indviklet snak om våben men han kunne ikke være sikker på om hun stadig var sur, så hun blev blot nøje fulgt med øjne, på god afstand, mens han helt havde glemt af følge med i Davids samtale, der på et eller andet tidspunkt stoppede.
"Hun kan måske forklare mig hvorfor du var så ivrig efter at træne i dag!" Udbrød David glad og sprang ned fra hegnet for at løbe hen til Camille, men blev i sidste øjeblik stoppet af en ikke specielt begejstret Eric, der sagde et eller andet om at det kunne han vente med til en anden god gang og efter en pause blev der tilføjet noget med at de nok skulle bruge ham hjemme på gården.

Hun så dem..på et plankeværk, engageret i en samtale af en eller anden art.
Hun fik varmen ved mistanken om at Eric måske sad og beskrev deres lille opgør, men håbede at det ikke var tilfældet.Og hvis han havde....så var der bare ikke noget at gøre ved det, det var jo trods alt kun en diskussion de havde haft...andet kunne have meget værre at tale om.
Hun klappede Frosty på halsen og trak i tøjlerne så han stoppede og hun kunne svinge sig ned.Hun ville aldrig turde ride på Erics hest , alene...alene størrelsen var skræmmende og hun havde en fornemmelse af den også kun adlød ham.
Hun smilede da hun gik drengene i møde , og fik trukket ned i sin nederdel igen.Det var faktisk ret upraktisk med hest og nederdel , når man først ikke var alene mere.
" Hey David....Eric...din mor mente jeg måske kunne finde dig her?!"
Hun gik tøvende derover...til stakittet og stillede sig nærmest Eric, stadig med Frostys tøjler i hånden.
" Hvad laver i ? Kan piger deltage eller er det for boys only" spurgte hun og forsøgte at se Eric ind i øjnene, for at se efter spor af vrede.

Eric nikkede en enkel gang og forsøgte også selv at finde spor af vrede i Camilles øjne, men kunne ikke finde noget der var et direkte tegn på det. David stod og gloede lidt fortabt på dem, for de var i følge ham meget ivrige efter den øjenkontakt. "David han fortalte om øhm ..." Før Eric kunne nå at svare færdig, brød værten ind. "Kampteknikker. Kan du bruge et sværd eller har jeg også ..." Eric brød ind med en pift og svarede derefter. "Jeg tror min mor skal bruge mig der hjemme." Da Carzador var kommet, sprang han op på hesten og ventede på Millicent var med ham, før han kort vinkede til David. "Jeg kommer sikkert snart igen." En lille trækning trak op i hans ene mundvige, før han vendte hesten og satte den af sted.
Da de var kommet et stykke væk fra gården, satte han farten ned og vente sig mod Camille. "Hvorfor er du egentligt kommet?" Hans stemme lød nogenlunde normal, ikke vred men havde måske en snert af vagtsomhed over sig. Hvis hun skulle til at lege med puder igen ville han forsøge at flygte væk, især hvis hun fandt noget andet end puder brugelige.

Camille var ikke helt sikker på hvad nikkede betød...det kunne jo sådan set være fordi han ikke gad tale, med hende...men hun valgte nu ikke at bide på den krog, nu var hun jo ligesom reder herud, for at sætte hans mund på gled, så nyttede det jo ikke hun indtog kamp position så snart det var muligt.
Hun så på David og skulle til at svare ham....det var længe siden hun havde kæmpet fysisk, brugt sin krop og selv om hun ikke ville kunne hamle op med hverken David eller Eric, der var al for overlegene ville hun alligevel føle en vis form for tilfredsstillelse i at forsøge.
Men Eric afbrød, og dikterede dem afsted, så hun sendte et stort smil til David...." næste gang...så skriv du bare mig på din elev liste " inviterede hun og smilede....hun havde da fået noget træning af både Tristan og Anchilla.Den ene død og den anden borte......
Hun sukkede dybt, og steg op på Frosty, og satte efter Eric, der var foran indtil han havde et spørgsmål at stille...
Hun forsøgte med et så afvæbende og charmerende smil som muligt...." jeg tænkte jeg ville give dig mulighed for at undskylde.....var det ikke godt?"

"Undskylde for at du slog mig i hoved med en pude i går, er det ikke dig? Det var også dig der stædigt syntes at Mira skulle lærer at 'far' ikke kunne lide familie." Påpegede han, men blev pænt siddende hvor han var mens hesten i mageligt tempo trippede af sted. Et eller andet sted fandt Eric det komisk at Camille ligefrem sad og smilede over det hele, som om det var voldsomt skægt, men han påpegede det aldrig.
"Fortæl mig hvad du vil have jeg skal undskylde for, så vil jeg overveje at gøre det." Et ufrivilligt smil sitrede i hans mundvige, mens han begyndte at kunne spotte starten af gården eller nærmere grunden. Kæmpe heste skulle have enormt plads, hvilke også var derfor Davids families gård lå et pænt stykke fra selve huset. Hvordan Isaac fik familiens økonomi til at hænge sammen forstod Eric ikke og han ville heller ikke vide det. Det interesserede ham slet ikke.

Camille så med rette en smule fortørnet ud..
" ej, ved du nu hvad...okat..det er muligt puden står for min regning, undskyld" sagde hun og tænkte at han nok istedet for at skænde på hende, burde havde travlt med at takke sin skaber for at der ikke fandtes stegepander eller andet meget hårdt inventar, lige ved Camilles synsfeldt, forrrge aften.
" Men det med familien..det er dine egne ord Eric, ikke mine...vil du have jeg skal lyve for pige? Skal hun ikke udrustes til når far en dag, smifter hende ud med noget der hiver hans liv mening?"
Årh...han havde så nemt til at tænde up under hende igen, det var da helt forfærdeligt...hendes humør var som sådan fint, hun skulle bare finde et æble og smække i munden på Eric.Så kunne hun nyde synet, uden at skulle høre på ham.
" tell you what....du kan jo undskylde for at være dum og ond.., det vel en start" hun var rimelig barnlig lige nu, men hun nægtede at indrømme hvordan hans ord havde såret hende...især dem med Mira var glad for hun var her...underforstået at der da var en der var det.
" Måske er du bare bedre med heste...til alt" snappede hun, men hendes øjne var nu ikke mørke af vrede...hun var nok alt i alt bare træt, og derfor ikke så meget overskud til hans ...bemærkninger.Det måtte være det?

Så var Camille ude med riven igen. "Men hvad er problemet med det?" Vrissede han tydeligvis irriteret og pressede hesten op i lidt tempo. Han kiggede ud over et par marker før han så kiggede mod hende igen og overvejede at fortsætte i samme boldgade med en replik der nok skulle få hende til at stå af hesten, men der var ingen grund til at forpeste hendes besøg endnu mere. "Jeg kan godt lide Mira, men det ændre ikke ved mit ønske at jeg komme væk fra gården." Fortsatte han. I rask trav gik det tilbage til gården hvor han sprang ned fra hesten for at sætte den ud på markerne.
Nicholé kom ud og stak et æble i hånden på Eric. "Du er tidligt hjem." Hun kiggede på sin søn, som ikke kunne komme hurtigt nok ind i husetig forsvinde. Da han var forsvundet kiggede Nicholé på Camille med et spørgende blik. "Jeg tror Mira er færdig med sine staveøvelser. Skal jeg snakke med Eric?" Godt nok vidste hun ikke hvad det handlede om, ikke helt, men hun var sikker på at hun nok skulle bløde ham op hvis hun fik lov.

" ingen ting.... Overhovedet ingenting...faktisk tror jeg også du ville være røv dårlig til det" sagde hun koldt og måtte se ril st han satte i et højt tempo, som hun ikke havde kunne følge hvis hun forsøgte- hvilke han så udmærket var klar over.
Da hun endelig nede gården, kunne hun lykønske sig selv med en fiasko af et forsøg på at klinke skårene.Hvorfor forstod han ikke at hun blev...ked af det?
Hun så ryggen af Eric forsvinde og bravt forsøgte hun ikke at se påvirket ud, da hun kejtet smilede til Nicholé...' naaa....jeg ved ikke hvad du skulle sige til ham? "
Hun stod af Frosty og klappede dyret." jeg plejer da ellers at være ret tålmodig" tænkte hun nærmest højt.Det var jo på en måde også sandt....men nok bare ikke lige når de fyre hun nu end måtte være involveret i, der løb hendes temperament af med hende.
Hvorfor? Fordi det var der hun havde for mnge følelser invasteret og risikerede at brænde sig...noget så forfærdeligt, så hun kæmpede...kæmpede imod.
" Jeg skal nok selv...forsøge tale med ham...igen" mumlede hun.
Men først over med hesten....ud i folden.

Ude i stalden stod Isaac og diskuterede med en fremmed mand. Da først Camille trådte ind, hørte de intet da de begge var optaget af deres samtale men da de begyndte at høre lydende fra hesten, vendte de sig begge om. værten hilste høfligt, mens den anden mand kiggede først undrende og derefter mistroisk på kvinden der var kommet ind. En eller anden klokke ringede, det var tydeligt og blev kun bekræftet da han pludselig udbrød "Det er hende!" Som havde fanden været i hælene på manden, løb han frem mod Camille i et forsøg på at indfange hende som havde hun været et andet dyr.
Først forstod Isaac ikke helt hvad der skete, men han vidste at hans gæst ville skræmme hesten, så for at gøre ondt værre væltede han også frem for at stoppe gæstens pludselige udbrud der fik hesten til at stejle med et par solide store hove flyvende i luften.

Hun var ved at vende om, så snart hun så Isaac og hans gæst.
Det sidste hun ønskede var at forstyrre dem, det kunne jo være forretningssnak.
Men da hun var ved at trække sig, blev hun 'opdaget' og med et forsigtigt smil..næsten undskyldende ..til begge de to herre , nikkede hun til hilsen og sagde blot " God eftermiddag" hvorefter hun ville tøjle Frosty, og senere strippe den for sadel og seletøj - når Isaac og hans gæst var gået.
Men hun kom slet ikke så langt, for et lille lyn glimtede i gæstens øjne , og så for han over Camille, der ikke en gang nåede at råbe eller skrige, inden luften blev slået ud af hendes mave, og hun væltede baglæns ...ned på jorden.Manden havde nået at puffe hende nærmest samtidig med Isaac , med skulderen stødte ind i ham, så begge mænd væltede om, og rullede hen af jorden.
Frosty stejlede op til flere gange....dens ben var alle vegne ...ukontrolleret....stærke...i luften, og som en borhammer ned i jorden igen....skræmt og ophidset over optøjerne..og store fnys hørtes fra den.
Camille kunne ikke tænke klart, hendes puls bankede derud af...hvem var manden og hvad ville han hende? Var hun genkendt? Og ville de nu bortvise hende?
En enkelt gang forsøgte hun at krappe sig ud, med et spark eller tramp ramte hendes lår, og hun rullede sig sammen , denne gang havde hun luft nok til at skrige ud i smerte...selv om det næppe dæmpede Frosty.

Eric var endt oppe på værelset, hvor han var ved at smide tøjet for at komme i bad da han hørte et eller andet nede i stalden. Hvis det var Camille der var ved at sætte hesten på plads måtte hun have sparket til dyret for han mente ikke at Frosty normalt lavede et sådan postyr. Han trak i bukserne igen og løb på bare fødder med sin mor hen i stalden, hvor Isaac lå og rodet rundt sammen med en af kunderne. Det fik et par store øjne fra både mor og søn.
Det var klart en fordel at Camille endnu ikke havde taget hestens hovedtøj af, for så kunne Eric gribe fat i det og trække sig op i armene ved hestens hoved for at få den ned at stå. Nicholé var brudt ind i gruppen af mennesker, hvor hun forsøgte først at få Isaac op, så de kunne hjælpe hinanden med at trække kunden væk der var meget ivrig for at holde fat i Camille, mens han skrig op om alle mulige ting som var umuligt at høre.

Der var et virvar af ben, fra både hest og mennesker.
Camille der vred sig i smerte , en smerte der havde tag i hende, fra lænden og ned igennem låret, bemærkede kun svagt at Eric og hans mor var tiltrådt.
Hun forsøgte at få luften tilbage i hendes lunger...hvilke var lidt af en opgave ,da hun ikke fik ro til det, men måtte forsøge bekæmpe de store hænder der lå og trak i hendes ben...det dårlige ben, for satan da...smerten var uudholdelig.
Udover det, brugte hun det sidste vilje og selv kontrol hun formåede at skrabe sammen, her..midt i kaos...til ikke at slynge manden a helvede til, med sin telekinese...eller vride hans indvolde rundt, så ville han slippe hende på stedet.
Men...Eric og hans forældre var den eneste årsag til hun holdte igen.De kunne måske få store problemer på halsen, hvis det rygtedes at de husede en pige med ' underlige ' evner....der var tydeligvis noget helt galt allerede, og hun frygtede manden ville have hende med, og indkasserer en dusør, så nu galdt det om ikke at give sig selv væk...ikke at afsløre hvem hun var.
" Eriiic" peb hun , nede fra jorden....hun måtte op, og får styr på det her.

Efter en længere kamp for at få hesten til at stå stille, trak Eric den væk, ud i gården hvor han lod den stå imens han gik ind for at hjælpe Camille op fra manden der ikke lige syntes at ville slippe. Til sidst greb han fat omkring hendes talje og trak til, imens hans forældre hev i manden. Da han endelig havde sluppet sit 'offer' fik Eric Camille op at stå.
"Dét er hende!" Hylede manden fortsat og forsøgte at lange ud efter hende.
"Hvad er der sket?" Forlangte Isaac at vide, mens hans kone rettede på hans tøj og til sidst gav et kys på hans kind.

Det var da så pinligt som noget kunne blive blive...at blive trukket i som var hun et stykke reb, der skulle hales over målstregen.
Hun bed tænderne sammen for ikke at skrige...og perler af sved sprang istedet frem på,hendes pande.Hendes hænder havde lukket sig oven på Erics og hun brugte lige et sekundt eller tre på at genfinde balancen , på sine ben.
Camille holdte stadig fast i Eric, og havde stadig lyst til at fare på manden, telekinese angreb, men fokuserede istedet på Isaac der spurgte ...eller krævede besked.
Hun havde en rolle at spille nu...og for deres sikkerheds skyld , skulle den købes agåf manden.
" Jeg sværger Isaac....det var bare et æble ...til Frosty...j-jeg troede ikke de ville mangle det...jeg skal da nok betale med det samme!...undskyld" flød det fra hendes læber, imens hun lænede sig en smule op af Eric ,der stod bag ved hende, og strammede hendes greb om hans hænder, af bar nervøsitet.

Knap havde Camille forsøgt at forsvare sig, før manden brød ind. "Hun lyver!" Hvæsede han højlydt og pegede anklagende på hende, før han gentog sig selv nogle gange. Efter at have gjort det tilpas mange gange, brød Isaac ind med en fast stemme. "Hvad mener du så hun har gjort?" Hans øjne gik mellem kvinden og anklageren som begge ikke syntes at være lige glade.
"Hun kom forbi min plantage og begyndte at plukke af [i]mine[i/] æblerne og da jeg så ville forsvare mig gjorde hun et eller andet så jeg fløj tilbage! Derefter flygtede hun." Brokkede han sig højlydt om, stadig med en anklagende finger peget mod Camille. "Jeg forsøgte at fange hende, men hun var for hurtigt væk."
Eric stod og pressede sine læber voldsomt sammen, for at holde en latter inde. Han havde meget svært ved at se at det var lykkes for hende at stjæle et æble og så endda forsvare sig imod manden for uden problemer at være kommet af sted. Manden måtte have have en lidt for god samvittighed.

Camille smilede...inden i...ikke uden på...der så hun mere chokeret ud.
" Jeg gjore noget så du....fløj...tilbage? Oh please...hør lige dig selv? " bed Camille af ham.
" Jeg ved ikke hvor du har det fra...ja...jeg har taget et æble...nej, vi to har aldrig set hinanden, og jeg kan hverken få dig eller andre til at flyve" sukkede hun dramatisk.
Hun drejede mandens ord med vilje, hun vidste jo godt han ikke mente flyve ...som i en fugl, men mere som i at skubbe nogen med en usynlig kræft.
Kun Eric vidste hvad hun kunne...hendes negle borede sig ind i hans hænder, da han stadig ikke havde sluppet grebet om hendes liv, han skulle endelig ikke sige noget her.
" Det lyder mere som de har fået en tår over tørsten, men det kan da ikke være tilfældet, vel?" Sagde hun mere roligt og kiggede lidt væk.
" De må da kunne gøre hvor tosset det lyde...måske har de drømt eller?" Hun forsøgte at få ham til at tvivle...og håbede at han , når nu han havde en æbleplantage, var en af dem der godt kunne lide at lave hjemmelavet gæret saft der blev promillerig....måske han havde suget lidt for meget til sig?

Eric havde ikke tænkt over hvor hans hænder lå, før Camille huggede sine negle i dem og han trak sin hånd til sig. Hvad det skulle godt for, forstod han ikke, men det gjorde ondt og gav mærker. Om muligt intet alvorligt, men der var i følge ham ingen grund at gøre skade på andre.
"Nej, ikke fløj!" Lød det hidsigt. "Skubbet, ind i et træ, jeg ved ikke hvordan men du gjorde det, jeg husker det tydeligt og jeg kan huske dit ansigt."
Isaac og Nicholé gloede på hinanden, før hun brød ind i samtalen. "Det er et æble min kære ven, hvis det er meget vigtigt for dig med dem, så har vi to inde i køkkenet du gerne må få. Jeg forstår ikke det du siger med at flyve, men du står stadig så det kan ikke have været hårdt. Eric, kan du ikke få hesten ind og få noget tøj på, det er jo ikke sommer." Formanede hun og forlod så stalden med raske skridt.
Eric forsvandt ud efter Camilles hest, for at trække den ind i stalden mens Isaac forsøgte at snakke kunden til ro.