It's Now or Never

Camille smilede...måske faldt det ikke Eric så naturligt at kæmpe, men han havde helt klart flair for det.Da de mødtes første gang, gav han ikke bare op...han var modig og blev ved....ja..ja hun var kvinde, men det var da hende der havde haft et våben.
Eric havde en eller anden form for frækhed og stædighed i sig, og det var et godt våben...de fleste kampe vindes ikke på fysik, havde en klog fyr engang lært hende,
Camille spejdede efter Mira.Hun fik nu og sang og lege med boldene.
" Hun er en dejlig pige...det var heldigt vi fandt hende.Jeg tør ikke tænke på hvad hun ville havde oplevet Eric, havde vi ikke fået hende fri"
Camille lagde sig ned ved siden af ham, men på maven og holdte sig oppe på albuerne.
Eric fik hende til at grine...ja, måske ikke det han troede hun ville forstille sig, for han havde ret, hun havde aldrig set ' sådan noget', men hun troede at det var selve akten han talte om.." Hvaaad Eric, er der ingen små søde bondepiger med lyse fletninger at ...lege...med?" Drillede hun og puffede til ham, lykkelig uviden og h or rosa hendes kinder ellers ville havde været.
" Hmmm måske skal jeg finde en sød lille ork pige til dig....så får du da en god håndfuld at lege med"

Camille forstod den ikke, det var jo ikke pigen han snakkede om og det fik kun Eric til at grine endnu mere. "Jeg tror bare du skal lade det emne ligge, du vil slet ikke have godt af sådan noget." Belærte han og dannede alligevel scener om hvordan det ville se ud hvis hun så det. Han ville sikkert ligge flad af grin. Det måtte han hellere vise hende en dag. "Jeg har ikke brug for nogle ork piger, jeg har nok i min hest og lasso." Han trak lidt i mundvigen. Det med kvinder, kone og børn var ikke noget emne han ville ind på, det var Nicholé meget flittigt til at gøre og det dækkede mere end nok af hans behov. Dertil havde han slet ikke planer om at stifte familie, ikke før han blev gråhåret og det allerede var for sent, for så var det problem ude af verden.

Hun så lidt forvirret ud...der var helt klart noget morsomt her, noget hun ikke fangede, og dét var da irriterende.
" Hvorfor skulle jeg lade det ligge...og hvad er det du er misundelig på?"
Hun spolede lige samtalen igennem igen....* han blev misundelig.....han behøvede ingen (ork) pige.., havde nok i sin hest og et lasso?* hun blev helt bleg...." Eric....du....der er ..ting.man ikke må med et dyr! Det stopper nu...og så taler vi ikke mere om det!" Hun var helt farveløs i kinderne og glemte helt at se efter Mira, der heldigvis hyggede sig med at lægge boldene i et mønster nu.
Tankerne for rundt i Camille....aldrig aldrig havde hun da troet at det var noget hun skulle forbinde med Eric, det var komplet umuligt at forstille sig...nej nej..ikke forstille sig!! At tro- det var umuligt at tro!

Hvis det var muligt, havde Eric tabt kæben, for han slog en høj latter op der fik ham til at rulle rundt i græsset til han ikke kunne få vejret og til sidst helt måtte stoppe med at grine, for at kunne overleve. "Det er ikke det jeg mener." fik han efter flere minutters uafbrudt latter presset frem mellem små latterudbrud. Til sidst faldt han udmattet om i græsset og stirrede op i himlen for at fokusere på noget der ikke fik ham til at grine og det lykkes også. Da han kiggede på Camille igen, kunne han holde sig til et smil. "Jeg har intet med dyr, ikke ud over det normale, det du ved. Jeg ridder på dem, opdrætter, men intet andet. Det jeg mener er at jeg har nok i mig selv. Jeg gider ikke stifte familie på den måde som man nu en gang gør. Jeg er glad for det jeg har og skal ikke bruge mere." Forsøgte han uddybende og forsøgte ikke at få det til at lyde helt forkert så hun til sidst ville blive gennemsigtig.

Det var da muligt at hun havde været læge i den anden dimension og hun kendte til fem tusind måder at dø på, men latter var ikke en...før nu.
Hun rullede irritetet om på ryggen og hissede af ham..." Okay okay...jeg tog fejl, men eg aner virkelig ikke hvad du fabler ...misundelig?'" camille var en kende lettet.
Det havde været lidt hårdt t tænke på ham...sådan...og hun havde slet ikke fantasi til at forstille sig hvordan det skulle have løbet af staben...gud ske lov da.
" Godt du morer dig" sagde hun tørt , alt i mens han grinede færdigt.
Så startede manden ved hud igen..." altsår...det glæder mig meget at du kan selv" sagde hun ironisk...og forsatte mere alvorligt.." Men hvorfor i sl verden skulle du ikke ville have en hustru...på et tidspunkt...en kæreste....og ved du hvad!" Sagde hun en smule hårdt..." Du har faktisk Mira, så slap lige af med det der du gider ikke kone og børn, det er da for dumt Eric" skændte hun på ham.

"En dag, måske inden for den nærmeste fremtid, vil jeg vise dig hvad jeg mener." Eric lavede stadig masser af scener i hoved om hvordan Camille ville reagere når hun så hvad hun snakkede om. Han skulle huske noget at gemme sig bag ved eller måske noget hun kunne gemme sig bag ved. Han anede ikke hvordan hun havde det med sådan noget, blev hun blive sur på ham (fordi han tænkte på den måde) eller ville hun blive genert?
Scenerne blev brat stoppede, da han fik serveret en spids hård tone. "Jeg har Mira nu, ja, men ..." Eric var løbet tør for ord i lidt tid. "Jeg har mine forældre der kan hjælpe mig nu, men når jeg en gang vil ud, væk fra gården, har jeg ikke lyst til at have nogle jeg skal hjem til som hvis jeg havde en familie." Forsøgte han sig med og krummede tæer. Han håbede virkelig ikke hun var virkelig sur, for det var alligevel lang tid nok siden, til at han ikke kunne være sikker på hvornår Camille var rigtig sur eller bare for sjov. Det virkede desværre ikke som det sidste, så det handlede med at holde sig inden for stien.

Hun anede ikke hvilke tanker der levede i hans flotte hoved, så dem slap hun helt for at forholde sig til...lige nu.
Men det betød jo ikke at hun ikke havde noget at tage sig til .
Erics ord virkede ...ildevarslende...og hun vidste ikke helt hvorfor hun fik den her lidt paniske trykken for brystet.
Måske fordi det lod til at alle forlod hende....ud på deres egne eventyr, hvilke de jo naturligvis også skulle...men for hver og en hun havde givet et stykke af sit hjerte, og de forlod hende og tig det med....havde hun snart nok tilbage, til selv at være glad?
Camille sukkede, og så på Eric.." jeg troede dette var din drøm...gården og hestene...er det ikke det du vil" spurgte hun en smule anklagende, men også nysgerrigt.
For hvis det ikke ar en forlovede han skulle ud og finde og bringe med sig hjem...så havde hun virkelig ingen ide om havd han så ville lave ude i den store verden.
" Nå...men nu HAR du altsår Mira, og hun er kun seks! " kyngede hun sig fast til Eric med sine ord, ikke om han skulle slippe så let.
Det var nyt....disse tanker.Hun havde aldrig hørt ham sige at han ikke ønskede familie, en kæreste eller børn.
Hvis Eric ikke var typen til det, hvem var så ? Sikke en skod verden....underworld.
Hvor var romantikken? Død...ligesom et stykke af hendes sjæl.

Drømme, dem havde Eric mange af, men blandt dem var et liv på en gård ikke. Ikke på den måde hans forældre udlevede den. "Jeg har ikke valgt at bo på gården, jeg er blevet født der og jeg kan lide at være der, men det er ikke min store livsdrøm." Forklarede han og forsøgte at finde ord til en fortsættelse. "Jeg vil gerne bo på gården, men før eller siden flytter jeg sikkert. Hvor hen ved jeg ikke, men verden er jo større." Hvor han skulle rejse hen, vidste han ikke endnu men op på hesteryg og bare ridde ville han elske og sigtede efter at gøre.
En sær undertone i Camilles stemme, fik en bekymring vakt i Eric, der også fik kastet et bekymret blik efter hende. "Det bliver sikkert heller ikke i den nærmeste tid, jeg skal jo lige have Mira stor og dig giftet væk." Det sidste var et forsøg på at lette stemningen, men om det lykkes ville tiden sikkert kun vise.

Hun lød næsten skuffet, da hun svarede.
På en eller anden måde forbandt hun ham med det rolige og meget jordnære liv gården havde at byde på.Fysisk arbejde, frem for al det andet pjat med at rende og se sig over skulderen hele tiden, og udtænke det næste træk.
Hun så for sig..Eric for bordenden...en stribe børn og en sød pige ved sin side.
Men...han ville ud og være fri...
Hun rystede på hovedet..." Jeg ved godt vi alle har forskellige mål her i livet, men Eric...du har muligheden for at gøre det rigtigt...det der virkelig betyder noget...skabe kærlighed og få den til at brænde" hun så på ham...og lo så stille.." ja , hvis du kan vente med at drage afsted til de to ting er indfriet, så skal jeg nok lade være emd at brokke mig" stor smilede hun.
Nu var det så ikke lige netop hans ansvar, at gifte hende bort....desuden var hun slet ikke marriage materiale, hun havde for meget rod i baggagen til den slags.
Men når hun om natten lå og sov....og levede sine inderste drømme ud, så omhandlede de alle, at hun bare var en helt almindelig pige...med en mand hun elskede...en mand der returnerede den kærlighed...og en familie at forsøde livet og gøre en forskel for.
Lige indtil hun vågnede...så var der mordtrusler, dårlig samvittighed, arbejde, afsavn og 1000 andre ting.No wonder hun misundte eller...satte pris på Erics levevis.

"Det rigtige?" Eric kunne ikke undgå at lyde lidt oprevet. "Siden hvornår er det blevet rigtigt at bo på en gård og opdratte heste? Hele verden omkring os rider på drager og kaster med tryllestøv." Det havde aldrig været hans ønske at gøre det, han var glad for at være menneske og ikke behøvede at tænke på magi og tryllestøv, men fandt det ikke ligefrem nødvendigt at bo som en anden bondemand. Det kunne næsten blive for roligt og kedeligt i længden, noget som han ville forstå Camille for at savne, hvis hun påpegede det.
"Livet går jo ud på at nyde det, ikke stifte familie og hvis jeg skulle ville det sikkert ende med at jeg skal overtage gården og det har jeg ingen interesse i. Hestene vil jeg godt overtage, men det gård er ikke lige mig." Det lød sikkert underligt, men det var det tætteste han kunne komme på det han ville, når han endnu ikke helt vidste det. "Min far forventer nok at jeg skal overtage, men hvis du vil, er du meget velkommen til det." Han satte sig op og stak en hånd igennem håret for at få græsset ud.

" Det bliver sku svært at stoppe dem ind i en lejlighed, hestene" sagde Camille.
Hvorfor hun blev ked af hans ord, var vel egenlig lige meget...men at bruge en sætning ' livet går ud på at nyde ...ikke stifte familie' syntes hun var meget kold.
Men det måtte han også selv om, han kunne sejle sin egen sø...nøjagtig lige tosset han ønskede, ligesom alle andre hun kendte.Bare hun havde Mira.
Og var det ikke fordi det ville være top egoistisk, kunne hun tage pige og rejse langt langt bort...væk fra hele lortet, men ....Mira ville blive ulykkelig uden Eric.
Så det betød at hun var bundet hertil...herligt.
Hun så på Eric, der stadig havde et par strå strittende ud.
Hun rakte en hånd op, og plukkeðe dem ud.
" Jamen...det kan da være jeg skal tage mig en alvorlig snak med Isaac, der er muligheder i den gård....så kan du rejse ud og virkelig får noget ud af dit liv" sagde hun og sendte de løse strå ud i luften.
Mira...dansede og spillede med sine bolde op i luften....glad og sorgefri.

Camille syntes at have set sig sur, noget Eric ikke gad at rette op på. "Det kunne du gøre hvis du vil." Han trak ligegyldigt på skuldrene og kom op at stå, så han kunne løbe hen til Mira som han greb bag fra, så hun stak i et høj hvin, imens han svingede hende rundt og til sidst godt og grundig rundtosset lod sig falde om i græsset. "Fik du fanget dine kyllinger?" Han kiggede spørgende på pigen, der ivrigt nikkede og pegede på kurven hun havde tabt. Eric sendte et mistroisk blik til de hvide bolde, før han fløj op, greb en af dem og løb alt hvad han kunne nogle meter væk. "Men de stikker jo af hvis du ikke holder øje med dem." Han var et stort grin, imens han så hvordan Mira piskede efter ham med skørterne flagrende omkring sig.
Det hjalp at være et meget stort stykke højre end Mira, der så måtte kæmpe en brag kamp for at få sin høne tilbage, for selvom kampen på ingen måder var fair, så fik hun den heller ikke lige med det samme. Det tog længere tid før Eric endelig kastede bolden af sted og lod pigen stikke efter den.

" Fint" var hendes eneste kommentager.
Gud fader i himlen hvor var hun træt af mænd.
Hun sad lidt og betragteðe samspillet mellem Eric og Mira.
Det var varmt , legende og beskyttende.....too bad at han ikke selv var klar over hvilken prisløs værdi sådan et forhold havde.
Hun kom på benene, og fik pludselig lyst til at straffe ham....hårdt.
Med så let en stemme hun kunne få frem kaldte hun" Mira...kom skat...vi skal hjem nu...klokken er mange....og du skal bruge din tid på noget....meningsfuldt" Camille sendte Eric et sigende blik, og rakte hånden ud efter Mira...der efter at have stirret på Eric lidt, begyndte at spæne ned mod Camille.

Camille indkasserede et lige så forundret blik som Eric fik fra Mira. Der var klart noget galt med den kvinde, men sådan var det vist også med dem. Det havde David selv sagt et par gange til ham, især efter han havde fundet en kæreste som han tit fortalte om, for Eric manglede åbenbart kvinde erfaring. Efter at have indsamlet Miras 'høns' og kurven, fulgte han med pigerne tilbage til gården, hvor han satte kurven inden for hoveddøren.
Hvad der var mere meningsfuldt end at lege kunne Eric ikke forstå, ikke efter at Camille lige havde snakket om kærlighed og familie. Hvis det handlede omkring madlæring, ville han smutte ud til sin hest og underholde sig med den, men hvis det var bare det mindste interessante, ville han blive hængende for at finde ud af mere.

Da de kom hjem , bænkede Camille Mira i køkkenet og skar et æble i både og gav hende et glas juice.
Så fiskede hun den lille kridt tavle og kridtstykkerne frem som hun havde købt med.
Eric ignorerede hun, for nu.
" Se skat....her kan du skrive ting ned....vigtige ting...og ikke sådan noget som familie og kærlighed....det er ikke værdifuldt....spørg bare din far." Sagde Camille spydigt, men forhåbenligt fangede kun Eric det.
Miras store øjne , gik fra Camille til Eric og tilbage igen...hun forstod ikke liiige hvad de voksene legede, men at der skete noget, dén havde hun opfanget.
" Far....er børn ikke ...gode!" Formulerede hun på sin egen måde- og Camille måtte vende sig om, for ikke at vise smerten i hendes ansigt....var hun gået for vidt, at indblande Mira?

Eric havde stod i dørkarmen mens Camille introducerede Mira for tavle og 'fars' holdninger til familie og børn. Det fik ham til at ryste diskret på hoved og kiggede kort på Mira der så noget forvirrende ud, for hun forstod tydeligvis der var noget i gære. "Jeg tror ikke du behøver mig." Med de ord vendte han køkkenet ryggen og gik ud til hesten som uden flere forberedelser blev besteget og sat af sted ud på en eller anden sti der førte væk fra gåden. En køn tilbagevendelse. Selvom han forsøgte, kunne Eric ikke undgå at styre hesten med en snert af irritation og frustration der gik videre ned i hesten der blev umedgørlig.
Først da mørket næsten havde ligget sig som et låg over gården, vendte en stadig irriteret Eric tilbage. Hesten blev sat i stalden og blev voldsomt forkælet, mens han brugte unødvendigt meget tid på at strigle og passe kræet til den næsten skinnede og var støvfri.

Camille måtte se på at han forsvandt...og efterlod dem.
Hun kastede straks sin opmærksomhed over Mira, og brugte sin energi på hende.
De læste historier og tegnede..og Camille gav pigen et bad.
Det var dejligt og Camille var lykkelig for at Mira ikke bar nag, men havde taget imod Camille med åbne arme.
Efter badet, kom Mira i et sæt nattøj og nogle tøffler, og Nicholé havde lavet et stort krus kakao til pigen.
Camille tog en stor trøje på og gik ud for st trække lidt frisk luft.
Luften var kølig - og mørk, og staldenes lys tiltrak hende.
Hun kunne se at det var ham....selv et stykke derfra.
Camille gik alligevel derover...den tense stemning, måtte vel bringes i knæ...på den ene eller den anden måde.
Hun lænede sig op ad staldøren..." god aften..god ridetur? " var alt hun lige kunne få ud.

Eric der havde stået i sin egen lille verden, fór sammen da han hørte Camilles stemme. "Ja." Han forstod ikke hvorfor hun pludselig interesserede sig for det, men fandt heller ingen interesse i selv at finde mere ud af det, eller bare grave det mindste i det. Da hesten var færdig, fik han hænderne i noget vand sammen med noget sæbe, før han kantede sig forbi gæsten og ud på gården hvor han gik over til hovedbygningen. "Jeg håber i havde en god lektion. Jeg smutter i seng, godnat."
Nicholé der i samme øjeblik kom ud fra køkkenet, forsøgte at spørge om Eric skulle have mad, men fik intet svar før han var forsvundet op af trappen. Hun gav Camille et både undrende, spørgende og bekymrende blik for i modsætning til Mira kunne hun tydeligt smage hvad der hang i luften. "Mira vil gerne sove inde ved dig i nat, må hun det?" Brød hun efter et par tavse sekunder med. Hun kunne ikke rigtig stille noget op med deres lille krise, så hun lod den ligge til dem. De burde være store nok til at klare det og hvis ikke skulle hun da nok forsøge at hjælpe.

Okay, hun behøvede ikke have det bøjet i neon for at forstå at han slet ikke var interesseret i at...mødes på halv vejen og få bragt tingene tilbage i harmoni.
Hans svar var fåmeldt og han værdiget hendes sort set ikke et blik.
Imens han vaskede hænder, vred hun sig lidt og ledte efter endnu et emne at forsøge nærme sig med, men de havde vist gemt sig væk.
" Du...Eric" begyndte hun, men han afbrød hende med hans lektions bemærkning, da han kantede sig forbi og gik sin vej.
Camille fik helt ondt i brystet og bedre blev det ikke da hans mor dukkede ud af det blå og stirrede først på hendes søn og så på Camille.
Det gjore hans afvisning af hendes dobbelt så slem, at der var ' vidner' til.
Camille forsøgte smile, imens hendes tårer hopede sig op...det var en trøst at hun ikke skulle tilbringe natten alene, men hun kunne få lov at ligge og holde om en der faktisk gad! " Sig hun er velkommen...jeg skal lige være færdig her Nicholé , så kommer jeg op, hun kan bare krype op i min seng" Camille lod som hun også skulle vaske hænder, for at have en undskyldning for at dreje sit triste ansigt væk fra Erics mor, der ikke havde bedt om at blive trukket ind i hendes søns og Camilles personlige opgør, hvad end det så omhandlede.

"Jeg skal nok klare rasten her nede, smut du bare ovenpå og i seng." Nicholé gav et moderligt smil der var indøvet efter mange år, så det også virkede troværdigt selvom hun kunne mærke der var lidt grus i maskineriet. Hun viftede Camille ud af køkkenet sammen med Mira hvis hun også befandt sig der inde. Der var ingen idé i at hun skulle for sent i seng bare fordi hendes mor var kommet hjem. Da hun havde fået pigerne lukkede hun døren forsigtigt og gjorde køkkenet rent og klar til morgendagen.

Eric var gået direkte op på sit værelse, smidt tøjet og krøbet i seng, hvor han lå i en rum tid og stirrede op i loftet hvis ikke Camille skulle komme ind og afbryde ham. Hvis der intet skete, ville han efter lang tids eftertænksomhed endelig falde i søvn.

" Tak ...tusind tak" sagde Camille og satte et lille kys på kinden af Nicholé.
Hun havde slet ikke kunne lade vær.Der bar bare noget så solidt og varmt over hende.
Isaac havde været meget heldig med hans valg af hustru.
" Kom så putte" gennede Camille Mira afsted op på første sal, og klappede hende blidt i enden. De fik vand i ansigterne og børstet tænder...og trak begge i nattøjet
Mira i en bomuldsnatkjole med små bamser, og Camille i en hvid lang Tshirt.
Mira hoppede op i sengen....og så allerede halv søvnig ud.
Camille puttede dynen op omkring hende og kyssede hende på panden.
" Bare put dig skat...jeg vil lige tale med far, så kommer jeg " sagde hun med stemmen fuld af kærlighed.* din yngste kærlighed.. Det var det spåkonen havde sagt* camille spærrede øjnene op og hendes tanker gik amok.Men lige nu....lige nu havde hun noget andet vigtigt at tage sig af.

En svag banken lød på Erics dør, og ind trådte Camille.
Hun glippede et par gange ...der var mørkt..."må jeg komme ind? "
Og fik hun lov...ville hun sætte sig på hans sengekant og begyndte.." Eric...vil du ikke godt lade vær med at være sur på mig?"

Der gik ikke lang tid fra at Eric kunne opfange lyden af Miras lette trin på trappen og nogle mere fremmed der tilhørte Camille, til døren gik op og noget svagt lys krævlede ind og oplyste husets gæst bagfra. Han kvalte et irriteret suk og trak sig op på albuerne for at vise at han bestemt ikke sov. "Det var dig der startede, det kan vi hurtige blive enig om, så måske skulle du overveje hvad du smed af sted før du gjorde det." Bed han hende af og forsøgte at fange hendes udtryk i mørket selvom det ikke var helt let når mørket kom bagfra hende.
"Men smut ind til Mira, hun er glad for at se dig." Han forsøgte at afslutte samtalen ved at ligge sig ned i sengen igen og vende ryggen til hende. Hvis hun ikke forstod hans ord ville hun sikkert forstå hans kropsprog og hvis hun også ignorerede det ville hun møde en tavs mur hvis han spurgte om noget.

Et isbjerg....det var hvad han var.
Camille fik intet andet end skrald tilbage, da Eric lænede sig op på albuerne og så på hende. Hun åbnede munden for at tale, men der kom ikke andet et et lille " oh" meget sagte ud.Så det var sådan han så det ? Og hele hans lille forspil, med at bruge riden til værdifulde ting- og ikke på en familie- den var helt a okay? Hun løftede et øjenbryn da han smed sig i sengen , med ryggen til hende, lige efter at have ...ja hvad....sagt indirekte at kun Mira var glad for at se hende?
Camilles vrede flammede op, og med telekinese blev Erics hovedpude, meget bestemt flået væk fra under hans hoved, og smækket virkelig hårdt i hovedet på ham, imens Hun hissede..." DU ER EN DUM IDIOT ERIC VALENTINE" og så smækkede hun døren i med et hårdt brag, som alle i huset sikkert ville høre og marcherede afsted til sit værelse, med en meget uregelmæssig puls og et hæst åndedrag.
Det bar anden gang på en dag, at hun havde fået tårer i øjnene.
Måske var det en virkelig dårlig ide at være kommet herud, after alt.

Pludselig fik Eric en pude i hoved og nogle meget vrede ord. Han nåde ikke engang at dække for ansigtet før han lå med sin hovedpude i hoved der dog ikke gav hverken den ene eller anden effekt fordi den var blød. Han kunne ikke se hvad han havde gjort forkert, for ham betød ridning meget, ja næsten alt.
At følge efter Camille ville være håbløst, så han lage puden på plads og lukkede øjne og forsøgte at sove. Det gik ikke hurtigt, men efter end rum tid var han væk og tænkte ikke mere over problemer før den følgende morgen hvor han ville vågne på den ene eller anden måde.

Da Camille nåede sit værelse, var Mira allerede faldet i søvn.
Hun lagde sig med armen omkring den lille pige, og lå vågen og stirrede ud i mærket, de fleste af nattens timer, og kæmpede med at skubbe alle de uvelkommende følelser og tanker væk.
Den efterfølgende morgen, fik hun fundet tøj frem til Mira, og en nederdel og bluse til sig selv.Hun var lidt bleg og en smule rander under øjnene, men ellers kunne man ingen ting se.Hun ville være sød....og venlig...og ellers ignorerer Eric alt hvad hun kunne.
Faktisk...ville hun sørge for at holde sig helt væk fra ham, hele dagen og aftenen....og i morgen med!