you see, you saw, you fall, your hurt ~Meriko~ and now you bleeding. . .

// nu skal i være søde mod mig! XD Bare fordi jeg er den eneste kvinde! //

Meriko fik helt sorte øjne og knurrede højt af ham og løb hurtigt mod ham med sin hånd ved hans hals og pressede ham op af væggen i ren vrede. Hun kiggede vredt på ham og knurrede højt lydt "Ingen bestemmer over tøser forhold! Vi elsker hinanden og hvis vi vil blande blod så gør vi det! Fatter du det?!" Sagde hun virkelig vredt for nu havde han pissede hende af for ingen skulle bestemme om hun måtte have sin elskede eller ejj for det var jo kærlighed mellem de to og ingen fattede det! Ingen skulle røre ham for så fik de med hende at bestille!
Hun lidt slip rundt om hans hals men holdte stadig hånden der for nu skulle han ikke begynde på noget som helst.

et let smil blev lagt på hans læber ''nuvel hvis det er din intention'' sagde han kort og tog fat ved hendes hånd og lod hans højre fod omkring hendes højre skuldre, og lod sin vægt presse ned af så hun ville ligge hovedet ind mod væggen mens han havde den anden fod parrat til at lave et spark i hendes mave, så hun lette op mod loftet. ''jeg har ikke kommet her for at lege, men for at beskytte ventor, dette er mit job! forstået!'' sagde han kort og tog sig til halsen ''det suden har lodur ikke bedt dig om at overtag mit job, så forsvind, da du kun lader Sakref finde ham'' sagde han efterfuldt og lod blikket på hende, hun havde godt og vel begyndt at pisse ham af, måske skulle han alligevel bare gået til Abbadon og stikke den skide revolver op i røven og trykke aftrækkeren, dette ville give en hvis forståelse blandt demonerne, men så igen, hvorfor skulle han gøre det når Sebastian allerede nu havde planer om det.

"Så Meriko" lød det bag deres lille eskapade. "Tror du ikke at englen bar vil snakke lidt med dig om hvad blomster og bier ikke skal" Det var Demetri som stod bag dem med et stirrende blik der gik mest over på den mandlige engel. Demetri var i godt humør hvilket var godt for Meriko og ikke Så godt For Micheal. Han stod med et stort sort glas i hånden som skjulte hvad der var i af væske, men hvem kunne ikke tænke sig til hvad der var i...Måske ikke Micheal....Det kunne jo være at hans evner til at gennemskue hvilken race folk var, var dårlig som mange mennesker og til tider små engle havde. De metalliske grå øjne gik fra englen og Meriko...*Smuk som altid* tænkte han imens et skævt blottende smil viste hans tænder, dog havde han ikke kun 1 par hug tænder men hele 2. 1 par lange der skulle gennembore huden så blodet kunne løbe og et par korter men stadig lange er skulle holde ordenligt fat i ofret. Et glimt gik igennem hans øjne som om at nogen havde lyst mod et par dyrs øjne. Han tog en stor slurk hvor han næsten bundede hele glasset, derefter kom et lumsk smil mod Meriko. "Og igen hvad har en engel at sige om det" Demetris ansigttræk blev mere alvorlige og markede, imens hans øjne igen vendte sig mod den mandlige engel.

Meriko var stædig som et lille barn og ville ikke give efter lige meget hvor meget vægt han ville lægge i for at lægge hende ned. Hun knurrede af ham og gav slip på ham for at kunne stå fast så hun ikke ville give efter for det for hun var ikke svag når hun var i sin dæmon form. Hun kom til at tænke på sin evne han ikke kendte til jo. Hun strakte arm frem og brugte sin vind evne til at løfte ham og grinede bare af ham "Hør her din lille irriterende engel! Jeg elsker Ventor og jeg bliver hos ham lige meget hvad!" Sagde hun vredt og løftede ham højere op men stivne i det samme hun hørte en velkendt stemme. Hendes øjne blev helt lyseblå og hun gav slip på Michael så han bare faldt ned. Hun vendte sig stille rundt *Nej fuck ikke nu!* Tænkte hun bare og så på Demetri og trak vejret hurtigt og var usikker på hvad hun skulle gøre eller sige. Hun kiggede frem og tilbage på dem "Jamen Demetri han vil bestemme over mig og over hvem jeg skal være sammen med for ja jeg fundet kærligheden igen..." Sagde hun stille og kiggede i jorden for hun håbede at Demetri vidste hvad hun mente igen for hun havde jo havde mistet lysten til at forelske sig igen efter hun kunne få Demetri som hun altid havde elsket og det håbede hun at han vidste.

han lod blikket på vampyren, hans øjne var ikke menneskelig, og af dømme lød det hellere ikke 100% demon, men så igen, hvorfor skulle han tænke over det, da han lod sig til jorden lod han sig rejse op og lod hænderne i lommen, og lod hånden om sin sølv revolver, for en sikkerheds skyld, ''som sagt, mit job er at beskytte ventor, ikke hendes, og hun bringer ham kun for mere fare, da flere blikke vil anligge på ventor, og i jalouxi vil de dræbe ham for at sikre at de får chancen for at påtage sig rollen som din partner meriko'' sagde han kort og lod blikket på vampyren, som så ud til at nyde showet ''men siden at meriko er for blind i sin falske kærlighed til at se den store fare som hun udsætter Ventor for, både overfor abbadon, og for Sakref, hans blod skal ikke blive uren, og hans familie skal ikke dø for at kunne sikre sig at sakref eller abbadon havde formået at fremskaffe det som ligger tættest på'' michael stoppede sig selv i at afsløre alt det han havde holdt skjult i så mange år, han var vred, og iriterret, spicielt på meriko som havde formået at pisse ham af, han lod sig gå hen over til en stol og satte sig ned og ventede på at begge parter ville gøre ''men hvem er du til at kommandere med meriko?'' sagde han kort mens blikket på Demetri forblev.

Demetri studerede Meriko imens hun snakkede, men hans øjne vendte hurtigt over på englen som lige så stille gik over på en stol der stod lidt væk. "Meriko Så må du jo gøre det et mere præsentabelt sted" han trak på skulderne og smilte skævt til hende og håbede at hun forstod hvad han mente med en hentydning. Da micheal stemme fangede Demetris øre, vendte han sig kun en lille smugle mod Micheal. "Tja jeg er ihvertfald ikke den person der komandere med hendes kærligheds lege" sagde han og vendte sig så helt, så han kunne se på Micheal. "Hvem er du selv engel, siden du synes mit navn skal havde i din hukommelse, og igen du har vil lige hørt Meriko sige det...." Han klakkede med tænderne da han sagde det sidste ord. Folk som ville have infomationer om han måtte også selv give noget af sig. Det som englen havde sagt med en victor og sakref berørte bestemt ikke Demetri, han var ligeglad med de folk...Victor drengen som englen snakkede om havde Demetri aldrig mødt......Men Sakref...Tja Det var Neutralt hos Demetri lige nu, skønt at de begge have levet i mange hundrede år så havde han aldrig mødt Sakref kun hørt om ham lige som at sakref også sikkert havde hørt om Klusisska familien og deres voldelige natur men smukke og typisk vampyrske udseende.

Meriko vendte sig mod Michael og kiggede frem og tilbage på dem og blev mere og mere forvirret over dem for den ene ville ikke have hun havde et menneske kæreste og den sagde at han var ligeglad. Hun forstod intet af det for hun elskede sin Ventor og det var jo ikke falsk kærlighed mellem dem. Hun sukkede stille for at slappe af og kiggede lidt hårdt på Michael "Det er ikke falsk kærlighed mellem mig og Ventor og jeg elsker ham virkelig meget højt så bland dig udenom" Sagde hun vredt og kiggede med lidt triste øjne på Demetri og kiggede stille ned i gulvet "Jeg har skuffet dig igen men er virkelig blevet forelsket og endelig var der en der havde det samme måde og det må du undskylde" Sagde hun stille og stillede sig op af væggen og snøftede stille for hun vidste ikke hvad der skete for hende lige for tiden. Hun kiggede på dem igen og blev mere og mere forvirret over deres samtaler for der var så navne de sagde hele tiden og hun kendte dem alle sammen og vidste det var svært at holde deres forhold hemmeligt men hun ville ham intet ondt jo for han var alt!

han lukkede kort øjnene, og tog let en dyb vejre trækning, hvor efter blikket blev lagt mod meriko ''Ventor er min bekymring, og eftersom at begge af jer ser intet galt i at skulle få ham til at være sammen med en demon, men lad mig sige det kort, abbadon og Sakref er begge to inde for slægten af demoner, og de skal ikke havde fingerne i den blodlinje, jeres foretning er jeres, og min og ventors foretning er vores tanke, og når en fra en anden linje overtræder denne grænser må de selv havde set dette komme, da ventor's mor og far blev brændt fordi ventors egen mor var demon, den samme fejl er du ved at begå meriko, og jeg vil ikke tillade jer at lave den samme fejl, eller lade ventor blive brændt på bålet, blander i blodet vil jeg ikke kunne holde hånden over jer længere, og det barn som bliver født vil blive forfulgt af enten abbadons spioner, sakrefs eller en hel tredje fraktion'' sagde han kort og lod blikket på Demetri ''derfor er dette mit job, ikke hendes.'' sagde han kort og ventee på en reaktion fra begge parterne.

Denne engel, han talte for meget, alt for meget om ting der måske ikke var så godt at sige.....til Demetri. Alt kunne bruges og Demetri var ikke bleg for at opsøge fare og udfordringer bare for at ødelægge alt. "Du skal ikke undskylde" sagde han kort og roligt, det tog lidt på ham at hun var så svag i hans nærhver at hun viste at hun var nervøs og bange for at han skulle blive sur når andre var i deres nærhed. Han sendte ikke Meriko noget blik lige nu, hans øjne var plantet på Englen. Han lyttede hvad ord der kom fra englen mund men det hele blev til en stor scene for Demetri. Noget jog op i Demetris tanker som om at der var noget han måtte gøre efter at høre på meget om den lillel Vintor, Måske finde ham og så hvad han var for en fyr, hvorfor Meriko overhoved havde lavet den kærlighed gå ud over en fyr der åbenbart ikke kunne klare sig uden en engel. Demetri stirrede med de metalliske grå øjne op og ned af englen, et faretruende signal.....Han havde intet at sige da han ikke syntes der var noget synderligt for ham at svare på...Han var jo ærlig talt ikke kendt med Merikos lille lover, som tilsyneladene havde taget noget af hans plads fra Meriko. Faktisk ville Demetri rigtig gerne se denne Ventor nu. Hans ansigt var neutralt og koldt imens han så på englen som bare sad der og troede at han kunne stoppe noget.....som helst. Demetri tog til sidst den sidste slurk af glasset og smed det væk fra sig med en lille men meget voldsom armbevægelser. Dog kom der ingen lyd af knust glas nogen steder fra.

Meriko kiggede vredt på Michael igen og hendes øjne blev mørke igen af had for hun kunne virkelig ikke lige ham på nogen måde! Hun gik hen mod ham igen "Hvem har sagt at vi skal have børn?! Det er der ingen der har for hvem siger vi holder sammen så længe?! For det gør vi ikke med dig for du kan sikkert tale ham fra det!" Råbte hun næsten af ham og var lige ved at slå ham men stoppede sig selv da hun lagde mærke til at Demetri bare stod der og kiggede som intet var galt? Hun forstod ham ikke altid og det var en af de ting som hun kunne lide ved ham for han var altid mystisk og mørk men alligevel rar ingen i eller det mente hun at han var for havde altid været der for hende lige meget hvad. Hun slappede af igen men hendes øjne var stadig mørke for hun var ikke glad for denne engel som der blandede sig så meget i hendes kærligheds liv for de bestemte selv om de ville være sammen eller ej!
Hun vidste godt det var meget farligt men hvis de ville have hinanden så skulle de også have lov til det syntes hun og hun håbede at Ventor havde det på samme måde.

han lod blikket forblive på hende, og ventede på hendes hånd skulle ramme ham, for så ville han først esplodere, han sad blot og kiggede på hende, uden reaktioner, eller noget smil eller frygt, kun afventende, hans blik lod på Demetri, og navnet begyndte stille at ligge i hans hukommelse, så vidt rygterne talte var han leder af en hvis vampyr klan, men dette betyd også vampyre sikkert også nu ville havde fat i ventor nu, men han vidste at ventor er godt gemt indtil vidre, men måske havde demetri sin egen lyst til at fremskaffe ventor, hans blik forblev på demetri, neutralt uden at vide om han nu skulle være ven, eller fjende ''så sig mig, hvad er så din mening af alt dette kaos'' sagde han kort og blikket forblev på demetri, mens hånden om pistolen lod sig klar i tilfældet, hans handlinger har vist at han ikke just var venlig, men måske var dette blot en facade, og michael havde ikke i tankerne om at skulle falde her, og slet ikke til en vampyr heller ej en demon.

Glasset som Demetri havde smidt stod helt fint og uskabet over på barbordet som om at kastet ikke havde berørt det. Demetri så istedet bare på Merikos lille vrede udbrud, hun havde brug for at komme væk....Måske være lidt sammen med Demetri? Alene. Et smil begyndte at vokse. Et skævt smil der af en hvis grad kunen beskrives som ret så ubehagligt imens han så PÅ Meriko. Han vendte kort blikket da englen begyndte at tale til ham. "Hvorfor intressere det dig engel"" sagde han og lod blikket gå op og ned af englen imens han talte. Det vedkom ikke ham hvilke tanker der jog igennem Demetris sind. Demetri vendte nu hele kroppen mod Englen, "Du skulle måske også bare smutte nu" sagde han og lagde hoved let på skrå imens han lod armene hænge ned langs siden, "Folk er velkommende her, men hvis du først trækker dit våben så er alle mod dig" Han kiggede rundt på de folk der også var på kroen. Ja, Demetri havde set alle de gange Michael havde taget ved sin pistol og han skulle ikek tro at sådan en mini trussel skulle gå uset hen. Hvis han ønskede ballade skulle han nok få ballade og med Demetri i nærheden skulle det nok ske om han ville det eller ej. Han knak narken efter nogen få sekundter hvorefter han rankede sig igen.

Meriko kiggede hårdt ned i jorden for at slappe lidt af men havde svært ved det så hun tog stille en smøg frem og tændte den med sin evne og tog nogle store sug og pustede stille røgen ud efter noget tid. Hun kiggede stille på Demetri som der næsten sagde det hele for hun ville bare væk fra ham her engelen bare meget langt væk og bare være sig selv igen. Hun kiggede på engelen igen med blik som der kunne slå ihjel hvis man kunne det på den måde.
Hun gik lidt tilbage for hun ville ikke blande sig mellem de to for hun vidste aldrig hvad de kunne finde på for hun vidste at han Demetri var rart stræk men hun vidste ikke med engelen overhoved.

hans blik forblev på meriko ''hvis dig og ventor ligger jeres skæbne sammen, vil jeg ikke tages ansvar for hvad der sker i fremtiden, og heller ej for hvad der snart kommer til at ske'' sagde han kort og tog sin jakke og Tank top af og lod sine vinger, ud, som senere gik i brand og han lod sit blik mod demetri ''det var nok ikke længe, så finder du ud af at ventor ikke er en man rør, og jeg er træt af at skulle ligge hånden over ham, siden den dag han var blevet født, og siden du forlår jeg skal gå, passer det mig fint, for jeg har overlagt den besked jeg skulle give'' sagde han kort og lod blikket på meriko ''finder jeg et monster som ikke er af demon blod vil jeg tag det fra jer'' sagde han der efter og lod blikket op og lod taget gå i brænd hvor efter han lod sig igennem ilden og videre ud væk fra kroen's værelse i loftrummet dog fra ilden af faldt en sort fjer mod jorden. . .


// Michael out //

Demetri vendte sig mod Meriko hans blik var ikke længere roligt men vredt, han så bittert på hende men han sagde intet til hende før nogen sekudnters tavshed. Dog fangede hans øje den sorte fjer som var faldet for taget der svagt havde brandt. " Vi skal ud" sagde hun og løb mod udgangen da ilden ikke stoppede. Han spændede mod udgangen. "KOm nu Meriko" råbte han og så afventende på hende

Meriko kiggede bare på ilden og smilede lidt lumsk over det for det var jo det hun kunne styre og hun var ikke bange for det overhoved. Hun vågnede stille op da Demetri snakkede til hende og hun løb stille med ham men kiggede stille om på flammende igen og syntes de var så smukke at se på men hun skulle væk her fra for hvis hun blev ville hun blive gal.

Da han var løbet nogen meter væk fra kroen stoppede han bradt op og begyndte istedet at vandre lige ´så stille afsted. Han ventede på Meriko skulle komme op på siden af ham, Han gik med blikket sænket mod jorden og havde faktisk ikke lyst til at se på Meriko, Der var noget der var forandret, noget som han ikek brød sig om. Desuden var han ikke kommet for at hygge snakke, det han havde at sige var noget meget alvorligt og måske ret trist for ihvertfald Merikos side af. De metalliske øjne var helt røggrå hvilket var en mørkt tåget farve der nærmest lingte at det var mørkt vand der var inde i hans øjne. Han var bestemt ikke i godt humør over de rygter der var kommet i byen. Men han måtte vide besked og med nogen af de ting Englen havde sagt og Meriko også havde sagt kunne han høre at disse rygter var sande.

Meriko løb stille op på siden af ham og lagde armene langs ned af siden og kiggede ned i jorden ligesom Demetri og vidste ikke hvad hun skulle sige til ham for hun vidste at han ikke var spor glad lige nu for han havde fået en masse ting af vide af engelen og ikke af hende. Hun sukkede højt af det hele og snøftede let da hun følte at hun havde skuffet Demetri utroligt meget eller mere end hun havde i forvejen og hun vidste snart ikke hvad han ville gøre mod hende eller sige til hende for der kom bare mere og mere ballade med hende og det havde hun slet ikke regnet med men alt sketet ikke som man ville have det altid.

De gik en tid i stilhed, ud i natten. Tilsidst så han op på hende imens de stadig gik. "Jeg har hørt en masse i byen Meriko" han holdte en pause, "Og jeg har hørt en masse både af dig og af den fremmede engel" Han vendte igen blikket væk fra hende imens de vandrede som 2 rastløse sjæle der ikke kunne finde vej til dødsriget. Hans stemme var anderledes men ikke tynget af tristhed eller sorg. Han havde noget at sige der nok ville ændre deres venskab for altid, eller det viste han ikke. Men Han viste At Meriko ville føle sig efterladt igen af ham. Men hvad kunne han gøre? Hun var alle steder og ingen steder, og det samme var han, De passede så godt sammen, men altid var der noget der kom i vejen-

Meriko kiggede overrasket på ham for hun vidste ikke at der gik så mange rygte om hende i byen for hun havde jo været meget forsigtig men hendes forhold til Ventor og ingen ud over Michael og Akira vidste det. Hun sukkede højt af det og kiggede hurtigt ned i jorden igen "Spørg om det du vil jeg skal nok være ærlig overfor dig og det lover jeg" Sagde hun stille og kiggede med stille og rolige øjne på ham og ventede på han ville spørge hende ind til det for han ville jo vide at når hun havde lovet noget holdte hun det også lige meget hvad! Hun kiggede stille ned i jorden igen og vidste ikke hvad hun skulle gøre.

Det var godt nok ikke de rygter om Ventor og hende han havde hørt, men der havde da været nogen steder hvor han havde siddet på kroerne og drikket alene hvor nogen har snakket om en rødhåret pige sammen med en menneskefyr. Og så havde han også hørt at denne menneske fyr var blevet slået ihjel og forvandlet til en vampyr. Men nu forstod han nærmest at de rygter var ikke lige så store som sanheden faktisk var. Han stoppede tilsidst op. "Hvad Sker der Meriko" han så dystert på hende? Akira havde også fortalt ham hun havde mødt denne Ventor....men intet mere havde hun fortalt. Hun havde intet fortalt om en forlovelse eller at Meriko var forelsket i noget, dog havde Akira bare snakket om at om en Ventor hun havde mødt på en af kroerne hvor Han havde forvekslet hende med Meriko

Meriko blev ved med at kigge ned i jorden og sukkede bare højt af det hele for hvordan skulle hun forklare det. Hun kiggede stille på ham "hvad der sker? Jo ser du jeg har fået et menneske som kæreste men er næsten lige blevet forlovet men har lagt ringen i min taske for folk skulle helst ikke se den" Sagde hun stille og fandt den frem og tog den stille og roligt på sin ring finger og kiggede lige så stille på den. Hun kiggede stille på ham igen og sukkede højt igen "jeg ved det er dumt af mig" Sagde hun stille og kiggede ned i jorden igen og tænkte lidt på det hele. Hun vidste intet om at Ventor var blevet vampyr for det havde hun ikke fundet ud af.

Demetri stirrede bare på ringen om hendes finger, så efter noget tid løftede han hoved. "Jeg tror det bedst at du ikke kommer i Desisska'ernes hjem mere" Hans øjne kunne nærmest kaste lyn sådan som de stirrede på hende. Demetri var vred nu, Men hvad skulle han sige..... Alle svigtede ham på et eller andet tidspunkt. Og NU var det Merikos tur. "Du kan hente dine ting og så vil jeg aldrig se dig der igen" hans blik blev koldt og bittert, det samme gjorder hans mund og ansigts udtryk. Han måtte holde sig tilbage for ikke at gøre noget dumt mod Meriko. Han tog et skridt tilbage, "Jeg håber du lever lykkeligt" sagde han og vendte sig om. Han ville efterlade hende her, han havde ingen grund til at være her længere, nu måtte hun klare sig selv.

Meriko kiggede hurtigt på ham og gik over og tog fat i hans arm "Jamen Demetri jeg ved det er dumt det jeg har gjort men jeg fandt endelig kærligheden igen og du ved hvad jeg mener" Sagde hun stille og kiggede trist på ham. Hun vidste at han ville kunne forstå hvad hun snakkede om og at han vidste hvad hun mente med igen for hun havde fortalt ham det et par gange og hun måtte indrømme at der stadig lå følelser endnu for hun var ikke kommet helt over ham og det ville hun nok aldrig for han havde altid været der for hende lige meget hvad og nu havde hun ødelagt det hele. Der løb en lille tåre ned af hendes kind og gav stille slip på hans arm og kiggede ned i jorden "Jeg skal nok flytte og undskyld igen men det er dit hjem og du bestemmer jo men husk at du altid har haft en stor plads i mit liv og det har du stadig faktisk den største plads" Sagde hun trist og snøfter lidt over det for han var den der betød mest for hende.

"Jeg er så ligeglad med alt du siger" sagde han og bakkede igen tilbage, han kunne ikke klare at hun rørte ved ham. Han var så gal, hans øjne var blevet helt Røggrå, som tung røg der ikke ville forsvinde i et lokale hvis man havde røget længe i det samme rum. Han kunne ikke græde....Men da han så hendes tåre var han lige ved at slå hende af arrighed, hun skulle ikke græde, det var hende selv der havde valgt det her. "Farvel" sagde han og vendte sig om og begyndte at gå med hurtigere skridt væk fra hend.e Hvordan kunne hun gøre dette her imod ham.


/ssorry alle de korte svar//