Do you have a last word?//Arwa//

P: Hale.
V: Solskin.
O: Havet, en skov lidt længere oppe. Ingen væsner.

Havet brusede med alt dets pragt, mens en havmand svømmede ude i det, sammen med en flok delfiner. Delfinerne nød hans selvskab, selvom han sagtens kunne have brugt dem som middagsmad. Men, delfin sagde ham ikke lige noget. Desuden havde han næsten lige spist, så det ville være spild af kød, når han ikke ville kunne spise det alligevel.
Han stoppede med at følge delfinerne, da de kom alt for tæt på bredden. Han ville ikke risikere at få ben. Det ville være alt for farligt for ham. Som en fisk uden vand.
Han kiggede sig omkring og kravlede op på en sten, med halen nede i vandet. Ikke så langt fra ham, kunne han se strandkanten og lidt længere oppe den frodige skov. Nogen gange fristede det ham, at finde ud af hvad der var deroppe, påland jorden. En hel anden verden end den han var van til.

Arwa kom løbende ud af junglen. Bag ved hende havde der rejst sig en mur af mørk, næsten sort, røg, der lød en forunderlig knitren, ild... Hun holdt heletiden øje med røgen og ilden bag sig, og satte farten op. Poterne fejede hen over den bløde muldjord, som gik over i sand lidt efter. Hun rystede let på hovedet, som for at ryste oplevelsen af sig. Den sorte hale piskede fra side til side, som på en stresset kat, mens ørene lå fladt ned af hendes nakke...
Arwa havde siddet lidt tid i sandet og rystet, inden hun gik lidt længere ned, for at komme væk fra ilden. De fleste kattedyrs største frygt. De røde flammer blev stadigvæk genspejlet i hendes øjne. Hun var fanget mellem de to ting hun hadede mest, vand og ild, men skulle hun vælge mellem en af de to ting. Så foretrak hun KLART vand.
Der lød en øresønderrivende knagen oppe fra skoven, og lidt efter væltede en kæmpegran ned mod stranden. Den begyndte at trille hen over muldjordne, og selvom den nåede sandet trillede den videre. Arwa var lammet af skræk, og turde ikke røre sig, selvom granen kom nærmere og nærmere. Hun lukkede øjnene, for selvom hun ikke var en kujon, havde hun ikke lyst til, at se sit endelidt... Der lød pludselig et hult bump, træet blev stoppet af to kæmpestore sten.
Arwa kunne ikke mærke sit ene bagben, og åbnede øjnene. Hendes ben lå fastklemt mellem noget hårdtstampet, letfugtigt sand og træstammen, hvis bark kradsede noget så forfærdeligt, og oveni smerten fra barken, var der smerten fra trykket fra træet. Tåre sprang frem i hendes øjne...

Lugten af røg fik den friske luft, til at blive forvandlet om til et giftigt mareridt. Definerne kiggede af skræk omkring, deres haler piskede i vandet, signalerede at de ikke længere skulle være dette sted.
Wave betragtede dem, da den de ligeså hurtigt som de var kommet, forsvandt i horisonten. Han kunne ikke forstå hvad de frygtede. De var jo i sikkerhed ude i vandet. Ilden ville ikke kunne gøre dem noget der?
Røgen blev tykkere og tykkere, så et hvert levende væsen ikke ville kunne holde ud til at være der. Wave hostede og sprang ned i vandet igen, for at røgen ikke skulle overtage hans lunger.
Et bum oppe fra landjorden fik ham til at tage hovedet op over vand igen. Der var en panter fangede imellem et trå og en stor sten. Man kunne se på denne kat at den led. Barken kradsede, imens træet maste op imod stenen.
Wave vidste ikke hvad han skulle gøre. Røgen blev tykkere og tykkere, og katten blev ved med at beklage sig.
Han kiggede sig omkring, der var ingen i syne, ingen der kunne se ham redde denne panter. Han svømmede hurtigt hen til panteren, og med et slag fra halen, der var ligeså stærk som en vampyr næve, fik han ødelagt træstammen på midten.

Arwa klynkede lavmælt, og opdagede at noget var på vej hen imod hende. Hun piskede med halen, og så forbavset til, da den fremmede flækkede træstammen. Hun trak hurtigt halen til sig, og så panikslagen på væsnet igennem røgsløret. Hun ville åbne munden, for at stille spørgsmål, men kom i tanke om, at hun var i panterskikkelse ligenu, så det kunne blive ret så kompliceret.
Endnu en knagende lyd lød inden for rækkevide. Endnu et træ kom rullende, og Arwa sprang afsted mod vandt, men stammen blev stoppet af det andet træ, som det bragede ind i med en høj knasende lyd. Hun peb endnu engang lavt af angst, og trak halen ind under sig. Hun betragtede med frygtsomme øjne den anden, og skiftede skikkelse til en mørkhåret pige.
Arwa trak kappen tættere om sig, noget af den dyriske panik var ved at forlade hende, men alligevel rystede hele hendes krop...

Panteren forvandlede sig om til en pige, med smukt mørkt hår og en kappe. Wave lagde nede i vandet og kiggede op på hende. Endnu en shapeshifter, der havde våvet sig ud mod havet.
Hvad min en som hende lavede her?
Det var sjælendt at han mødte nogen herude, udover mennesker der nogen gange kom for at bade, hvilket gav ham nem vej til føde.
Endnu en træstamme kom trillende ned imod den, og denne gang var der ikke noget til at stoppe den. Wave tog hurtigt fat i pigen kappe, trak hende med ud, så hun ikke ville blive ramt af denne træstamme. Hvorfor han hjalp hende, vidste han ikke. Det var vel bare en hurtig reaktion.

Arwa sad lidt og hiksede, mens hun prøvede, at falde til ro. Hun plejede ikke, at blive så oprørt. ,,Tag dig nu sammen Arwa'' sagde hun lavmælt til sig selv. Endnu engang hørte hun en dyb rumlen, men inden hun nåede at reagerer. Så var der noget som hev fat i hende.
Arwa gav et forskrækket skrig fra sig, da den fremmede pludselig hev fat i hende, og hev hende ud i vandet. Og der gik det op for hende, at den fremmede måske kunne være en sirene. Hun spilede forskrækket øjnene op, da hun fik øje på hans hale. Hun spjættede forskrækket, da hun opdagede, at hun var ude i vandet. *Og han er en sirene..* tænkte hun, og hendes hjerte slog hurtigt mod hendes ribben, som prøvede det at trænge ud. Hendes tankestrøm forsatte *Og de æder andre væsner... Også sådan nogen som mig...*, hun baskede febrilsk med armene i den kolde vand i et forsøg på, at komme op.

Hun plaskede ivrigt efter at komme op. Hun måtte havde fået øje på hans hale, der var tydelig i det klare vand.
Ud af øjenkrogen, kiggede han på hende og gav slip så hun kunne komme op og få luft. Han havde helt glemt at landvæsnerne ikke kunne trække vejret under vand.. Det var noget underligt noget, det burde alle racer at kunne, hvis man altid ville have chance for at overleve.
Hvis alle væsner kunne trække vejret under vand, ville verden sikkert være et helt andet sted.. Hvilket nok ikke var en særlig god ide alligevel..
Han så på hende, imens hun svømmede op mod overfladen. En følelse af skyld var over ham, da han rent faktisk havde reddet hende. Det var ikke normalt for en sirene. De var egoistiske og tænkte næsten ikke på andre, end dem selv..
Han sukkede og fulgte hende forsigtigt.

Arwa tog kraftige svømmetag, for at komme så hurtigt ind til breden som muligt. Hun bemærkede slet ikke, at han fulgte efter hende. Hun strakte armene, så meget som muligt, for at gøre tagende større. Hun hadede virkelig vand, mest af alt, fordi at hun ikke var særlig god til, at svømme. Da hun kom ind til breden, lå hun lidt i vandkanten og sundede sig. Små bølger skyllede let ind over hende, mens hun lå og prøvede at få vejret igen. Det brune, krøllede lå, som tang på hendes ryg. Kappen var faldet af i al tumulten, og lå og flød rundt i vandet. Den blev ramt af den ene bølge efter den anden, som skubbede den længere ud på havet...

Hun gjorde alt for at komme ind til land... Armene var i fuld bevægelser om hendes slankekrop, mens hun hev efter vejret.. Land var ikke så langt fra hende nu, der ville ikke gå længe før hun kunne lægge sig på kanten.
Wave vidste ikke hvad han skulle gøre, så han fulgte hende, uden at have den mindste tanke om at angribe. Hvis hans race så ham nu, ville de blive meget skuffet over at han intet gjorde hende. Men, han havde jo lige spist, så hvorfor spilde maden?
Han lagde hovedet på skrå, da hun var kommet op på land og gav sig til at ligge på strandkanten, alt imens bølgerne brusede om hende.
*Landvæsner, de kan ikke klare at svømme,* tænkte han og lagde sig selv på kanten, så vandet stadig rørte hans mave.
Han skulle nødig nyde noget af, at disse menneske ben skulle komme på hans krop.

Arwa drejede hovedet, og så væsnet fra før, som havde reddet hende. Hun spærrede øjnene op, og så overrasket på ham. ,,Hvem er du?" sagde hun, og lod blikket hvile på den fremmede. Hun så ud over havet, hvor hendes kappe flød rundt. Hvorefter hun satte sig op, og vendte rundt, så hun sad med ryggen til skoven... Hendes øjne forlod kappen, som vuggede af sted på bølgerne, for igen at se på den fremmede med, hvad hun nu opdagede var, en hale.

"Wave," sagde han og kiggede fredeligt på hende.
Nu havde han jo reddet hende, så hvorfor skulle han være grov? Han kiggede op på skoven, der langsomt var ved at blive til aske.. Alt sammen var ved at gå tabt.. Dyrenes hjem og naturens skønhed..
Wave sukkede og kiggede op på hende igen.
"Jeg gør dig intet," sagde han og lagde sig på ryggen. "Jeg har spist,"
Han talte ikke så godt landvæsnerne sprog endnu, men lidt kunne han i hvert fald. Det havde han lært, når han havde hørt landvæsnerne snakke sammen.

Arwa lagde hovedet på skrå, og trak benene op under sig. Hun drejede kortvarigt hovedet, og så på skoven. De få træer der var tilbage var sortsvedne, og grenene dryssede af aske. Hun blinkede et par gange, for at holde tårene på afstand. ,,Jeg hedder Arwa..'' mumlede hun så lavt, at det næsten ikke var til, at hører. Hun sad og slappede lidt af, for af en eller anden grund stolede hun på ham.
Hun granskede sin hjerne, for at finde ud af, hvilket væsen han mon kunne være. For hun kendte ikke nogle væsner med fiskehaler... ,,Sp-spist?'' stammede hun, og spærrede endnu engang øjnene op, da hun hørte hvad han sagde. Samtidig sprang hun baglæns, som havde hun brændt sig. Dog tænkte hun ikke på, at forvandle sig. Hvilket hun, upraktisk nok, sjældent tænkte på, når hun blev skræmt. Det skete langt oftere, når hun blev forskrækket...

Han kunne næsten ikke høre hvad hun sagde, da hun fortalte sit navn. Men, det var noget med Arwa tror han, så hvorfor ikke bare kalde hende det, ellers måtte hun selv rette på ham.
Som havde hun brændt sig, trak hun sig tilbage.. Hun var vel bange for om han ville såre hende.
"Ja, jeg kød spiser," sagde han og kiggede på hende, så godt han nu kunne når han lagde på ryggen. "Men, jeg er ik sulten nu," Han smilte skævt og lagde armene om bag hovedet, mens bølgerne brusede om ad hans krop og halen finder havde samme rytme som dem.

Arwa pustede roligt ud igen, da hun havde holdt vejret. For hun spiste jo også kød selv, men nok ikke heeeeelt det samme, som han spiste. Hun trak endnu en gang vejret dybt, før hun så på ham igen. Så lagde hun hovedet en smule på skrå, og sagde ,,Hvad er du egentlig for en?''. Hun prøvede, at lyde så henkastet som muligt, men hendes nysgerrige øjne afslørede hende.

Hendes skræmte ansigt blev forvandlet om til et afslappet et. Var det mon fordi han sagde at han ikke ville spise hende?
"En sirene," svarede han og grinte lidt, da hun ikke kunne skjule det nysgerrige glimt i sine øjne. "Jeg ved ikke om du har hørt om dem før," Han vendte rundt, så hans mave endnu engang var nederst. "Men, du er shapeshifter, jeg har hørt om,"
Som sagt, talte han ikke deres sprog så godt endnu, men det var så småt begyndt at være bedre og bedre. Engang kunne han slet ingen ord, som landvæsnerne kunne.

Hun rystede på hovedet af hans ord, ,,Nej dem har jeg aldrig hørt om'' sagde hun, og strakte benene igen. Det var egentlig meget rart bare, at sidde ved havet. Så længe hun ikke skulle ud i vandet igen, det var vådt og uf(!) koldt! Et smil trak i hendes mundvige, og tvang dem let op af. ,,Ja jeg er en shapeshifter'' sagde hun og smilet blev lidt større, grundet hans lidt afstumpede måde, at tale på. Hun syntes, at det på en eller anden måde var lidt sødt, for hun var typen som grinte med og ikke af folk. Hun redte sit krøllede hår en smule med fingrene, men de blev ved med, at sidde fast.

Havet, han elskede det! Det var det sted han fortrak at være i hele verden, det at det var så vådt og dejligt gjorde ham frisk og klar i hovedet. Han ville aldrig have menneske ben, og ville aldrig bede nogen om at give ham dem. Han elskede sin store hale, der kunne svømme ligeså hurtigt som en hvidhaj på jagt.
Han smilte endnu engang skævt til hende, da han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige til hende. Det var ikke hver dag at han snakkede med et landvæsen, og det var slet ikke hver dag at han havde reddet et landvæsen fra at blive brandt eller kvast af en træstamme.
Hans hale løftede sig forsigtigt, som en kat også gjorde når de slappede af. Men, i stedet for at vifte frem og tilbage, viftede den op og ned.

Arwa grinede muntert af hans hale. ,,Hvor må det være sjovt, at have en hale'' sagde hun, og smilet blev bredere ,,Altså en fiskehale''. Hun smilede lidt forlegent, og så væk, det føltes underligt, at se en med bar overkrop.

Han kiggede sig over skuldren, for at betrakte hans hale der stadig viftede op og ned, som en kat der slappede af.
"Det er det også," sagde han, med et skævt smil og kiggede hen på hende igen. "Man er i hvert fald en del hurtigere, end hvis man havde menneskeben under vandet," Han nikkede mod hendes ben.
Mennesker og landvæsner var ikke de hurtigste under vand. Deres krop var ikke skabt til det, ligesom en sirenes.

,,Det har du ret i!'' lo hun, og smilede muntert ,,Jeg svømmer, som en brækket arm''. Hun så ud over havet, bølgerne vuggede blidt mågerne i søvn. Små pletter dansede for hendes øjne, da hun kiggede direkte op på solen, så hun sænkede blikket igen. En sky skyggede for solen, og alting blev lidt smådunkelt. Hendes lysegrønne øjne funklede, som stjerner af nysgerrighed, for hun ønskede, at vide mere om disse mystiske væsner. ,,Kunne du nogensinde forestille dig, at have ben?'' spurgte hun forsigtigt, og så på ham gennem de mørke øjenvipper...