From tale too feets..//Vanessa//

S: I et lille forskningsrum politiet har.
O: Få politimænd der holder vagt udenfor døren, og forskere der går i kredse om et bur hvor de har fanget en havmænd.
V: Et lunt lokale.
T: Solnedgang.

Landvæsner... De troede de var det stærkeste væsner i denne verden, men der tog de grueligt fejl.. De var ikke andet en kujoner der var bange for det ukendte.. Og når de endelig fandt noget der var ukendt, ville de gøre alt for at skille det ad indtil knoglerne.
Lokalet var tung og dystret. lampens lys var ikke særlig kraftig. Kun et svagt gult lys kom fra den..
Wave kiggede rundt, mens han log på maven i bunden på det lille glas bur, de havde fyldt med vand... Her skulle han være i følge disse landvæsner.. De burde give ham bedre plads.. Hvad ville de sige til, hvis han puttede dem ned i et hundebur, ville de syndes om det?
Nej, det ville de ikke.. De var landvæsner, de havde brug for en del plads, for at udbredde deres laterlige ideer.
"Sikke en skabning," sagde en af forskerne og kiggede forundret på Wave, der bare sendte ham et dræberblik.
*Sikke et grimt væsen,* tænkte Wave og vendte ryggen til ham.
Forskeren løftede på skuldrene og gik hen til de andre.

Vanessa kom løbende som gepard, på flugt fra diverse jægere.
Hendes pels funklede som ildens flammer, det samme gjorde hendes ildrøde øjne.
Hun stoppede op da nogle politimænd, sigtede på hende. Som var hun en forbryder der lige havde slået nogen. Hun sank i skuldrene, og kryb lidt sammen.
De grinte, det gjorde hende vred. Ilden blussede op inden i hende, og hun sprang på den af vrede. De besvimmede hurtigt, men jægerne var lige på trapperne. Vanessa åbnede døren med halen, og luntede indenfor. Der var varmt, næsten for varmt.. Og lugten var ikke for god imod hendes sarte snude, hun runkede lidt på næsen en række forskere var lige gået ind og spise middagsmad, så Vanessa luntede blot videre imod et lille rum. Der var en lille boks, med noget højst besynderligt i.. En muske mutantfisk? Nej eller måske var det virkelig en race?
Vanessa gik nærmere, og snuste til buret.
Hendes nysgerrighed fik hende til at kredse om buret, til hun fik øje på et nuttet ansigt.

Wave lod sit hoved hvile i sin ene hånd, mens den anden lavede cirklende bevægelser på bunden af buret.
*Landvæsner..* tænkte han og kiggede ned på sin cirklende hånd. *Hvorfor kan de ikke bare lade min race være,* Han løftede hovedet, da han kunne høre nogen poter klitre mod rummets gulv. Synet af en gepard, fik ham til at spærre øjnene op. Hvad lavede den dog derinde? Og i dette kontinent overhovedet.
Han satte hovedet på skrå, og kiggede sig over skuldrene for at se om forskerne havde opdaget den. Det havde de tydeligvis ikke, da de bare stod og snakkede, mens en af dem hældte et glas champagne op. Wave kiggede hen på geparden igen, stadig med et forvirret udtryk.

Vanessa listede rundt, og kiggede sig kun få gange tilbage. Hun forvanldede sig om til menneske, og sad på hug foran ham. Hun tyssede, og hendes ildrøde øjne varmede rummet positvit op. Hun kiggede overpå forskerne, som ikke havde bemærket hendes tilstedeværelse, Vanessa tog hænderne op på glasset, for at finde en måde at åbne eller bare finde den måde buret var sat sammen på. Men en lille flamme fra hendes håndflade, fik buret til at gå itu. Vanessa sprang lidt tilbage, og røg ind i et bord af forskrækkelse.
*Shit..* Tænkte hun og satte sig op igen, buret var smadderet nu..

//Er snart tilbage, snakker om lidt over en time //

Buret gik i styker, som en et glas der røg på gulvet med en ufattelig styrke. Hvordan skete det dog?!
Hvordan i alverden gjorde hun det?..
Wave lå nu og plaskede med den store hale på det kolde og klyniske gulv. Hans verden var ved at falde sammen. Øjnene var fyldt med panik, men for ham kunne han ikke se andet end sort. Mærke det kolde gulv mod hans bare hud.. Mærke hvordan hans hale langsomt var ved at forsvinde..
Forskerne prøvede at berolige ham, men forgæves. Nogen af dem, fik et slag fra den store hale, mens andre fik et glasskår i øjet, da Waves hale kastede rundt med dem uden at vide det.
Wave var dog ligeglad, han måtte væk.. Tilbage til vandet før det var forsendt..
Den store hale forvandlede sig langsomt om til to ben under ham.. Glasskår fløj ikke længere rundt om ham og han kunne mærke kulden sprede sig fra tæerne og op til hans krop..
Han krøb sammen, med benene under sig.

//I orden //

Vanessa kiggede forvirret på ham, og inden forskerne fandt hende eller havfiskens menneske ben? Så satte hun ild op foran dem, hun sørgede for at flammerne var så store at man ikke kun bryde igennem dem. Uden at gø af forbrændelser. Hun skiftede til hendes gepardform, og ville løbe ud derfra. Hun var næsten ved døren da hun kiggede tilbage, og rullede øjne og løb hen til ham.
Hun buggede hovedet, da hans overkrop lagde på hendes ryg. Så satte hun i løb ud af døren, hun holdte øje med jægere men der var vist ingen i syne. Hun blev ved med at løbe, selvom hun mærkede den musluløse krop dunke på hendes ryg.
Vanessa kom til en lille hytte i FireWood Village, så åbnede hun døren med sin hale. og vadede ind, i det som havde været hendes mors gamle hus.. Vanessa kunne stadigvæk dufte den vidunderlige parfume, som duftede af vanile og yasim..
Vanessa savnede hendes mor, med huset og duften som hendes sidste minde..
Hun vandrede ind i stuen med ham på ryggen, og fladt så sammen midt på det store tæppe. Vanessa prøvede at trække sig ud, fra hans overkrop. Og skiftede til menneske da hun kom op igen, hun gik ud og lukkede døren. Vanessa gik over til et af vinduerne, mest for at sikre sig at der ikke var nogen som fulgte efter hende. Hun rullede for på alle gardinerne, så der blev helt mørkt. Vanessa lukkede øjne og derved tændte alle stuens sterinlys.
Hun lagde et tæp over hvad han end var.. Og satte sig endnu engang på hug ved hans side, denne gang med et glas vand.

Ild... Han kunne pludselig mærke en varme, kun ild besad..
Han hostede og kunne intet se, der var stadig mærkt for hans øjne. For første gang i hans liv, følte han sig hjælpeløs. Uden sin hale, følte han sig svag som kunne alle slå ham ihjel på stedet og han ville intet kunne gøre.
Pludselig, kunne han mærke noget pels mod sin nøgen overkrop.. Intet hang sammen for ham lige nu.. Han bemærkede ikke engang at det var geparden der var ved at redde ham, fra forskerne og det brændene lokale..
Han lukkede øjnene i og håbede at vågne op et andet sted..

Da han åbnede øjnene, kunne han dufte en sød parfume og se de små flammer fra stearinlysene..
Hvor var han?
Han mærkede at et tæppe blev lagt over ham.. Et dejligt varm tæppe.. Han drejede hovedet og fik øje på den pige, der havde smadret glasset..