A leader huh? Tell me, what are you leading? -Nille-

Et lille smil udviklede sig, da han så Nille bide hovedet af den frosne varulv, efterfulgt af et sejrs brøl.. Det havde hun ret til, hun havde været meget modig..
Han rettede sig op, stoppede med at vakle på benene..
"ja," svarede han og pustede ud. "Det tog bare meget kræft fra mig at skulle fryse en hel varulv til," Han grinte lidt og kørte en hånd igennem det hvide hår. "Hvad med dig? Klarer du den?" Forsigtigt prøvede han at få øjenkontakt med hende.

Hun undgik hans øjne. Hun var meget god til det da hun havde undviget mange øjne siden hun var blevet ... Kaldt heks. "Godt... At du er okay." Hun fik et forsigtigt smil frem men det forsvandt igen. Hun fik sit hår til at dække hendes hoved. "Ja... Har det... Fint." Mumlede hun. Hun hadet at lyve! Hendes evne gjorde sådan at hun næsten ikke kunne! Medmindre det gjaldt om livet... Men det gjorde det ikke denne gang. Hun ville helst undgå at lyve overfor Jacob... Men han måtte for alt i verden ikke blive bange for hende! Det ville hun ikke kunne klare... Hun trådte et skridt tilbage.

"Er du sikker?" spurgte han og fiskede stadig efter en øjenkontakt... Det lignede hende ikke at undgå hans blik.. Var det mon noget han havde gjort? Han kiggede ned af hende, så riften på i trøjen. Det gav et lille stik i ham, da han følte at han havde gjort noget galt..
Forsigtigt kiggede han hen mod hendes hjem, hvor ilden sikkert var ved at gå ud.. Det ville være rart at komme væk fra dette sted.. Bare ind i trygge omgivelser.
"Hvis du siger det så," sagde han stille og begyndte at gå hen mod hendes hus, kiggede sig over skuldren for at se om hun fulgte med.. Det var underligt at hun pludselig var så fraværend..

"Ja... Er sikker." Man kunne godt høre at hun ikke var så sikker. Hun hørte at han gik lidt væk fra hende. Hun sukkede. Hun ville ikke såre ham... Hun havde bare intet valg! Hun fulgte med ham men havde blikket på jorden. "Jeg vil ikke såre dig..." Sagde hun, højt nok til at han kunne høre hende. Hun begyndte at kigge på riften i toppen, hun skulle helt sikkert have noget andet tøj på, det var sikkert.

"Du lyder ikke sikker Nille," sagde han og kiggede på hende. Hendes navn udtalte han blødt og varmt. "Det ved jeg godt at du ikke ville, men hvorfor skulle du også det? Du har jo lige hjulpet mig med at besjere en varulve, hvis du ville såre mig havde du nok ladet den gøre det for dig," Han kiggede på hende, med et løftede øjenbryn, samtidig med at hans blik stadig var roligt og fattet.
Det eneste han ikke forstod var at hun gemte sig bag hendes hår og undgik øjenkontakt...

"Jeg..." Hun kunne ikke fuldføre det hun ville sige... Hvorfor løj hun for ham? *Fordi du er bange for at han vil gå* Lød der i hendes hoved. Hun kunne lide ham... Hun måtte sige det! "Jeg kan ikke få min evne væk!" lød det klagende fra hende. "Jeg ville hellere rive mit eget hjerte ud end at såre dig..." Mumlede hun. Han sagde det så roligt... Så varmt. Det irriterede hende at han skulle være så perfekt! Ikke at han irriterede hende mere det at det var svært at afslå...

Det gav et sæt i ham.. Kunne hun ikke få den væk, var alt det hun lige fortalte ham sket? Var hun ved at ende som Syna?
Han stoppede op og vendte sig imod hende..
"Hør," sagde han beroligende, lagde hænderne på hendes skuldre. "Du skal nok klare den, jeg går ikke fra dig,"

Hun blev anspændt da hun hørte hvad han sagde... Han ville ikke gå fra hende...
Hun bed sig lidt i underlæben, og kiggede stadig alle vegne end hans øjne.
Nille smilede svagt. "Jeg ved ikke Jacob... Jeg sprang faktisk på varulven for at dø." Indrømmede hun og hendes smil forsvandt. "Du er utrolig modig Jacob... For hvis jeg minder om Syna... Minder jeg også om hende hvis stemme og blik flåede mange morderes sjæle itu." Sagde hun.

Sprang hun på varulven for at dø? Hun måtte ikke dø, om han så skulle våge over hende dag og nat..
"Vil du dø?" sagde han, gav slip på hendes skuldre og gik et skridt bagud. "Ville du dø på denne måde? Efterlade alle dem der holder af dig?" Hans ansigt var ikke længere varmt og kærligt, men forvirret og en lille smule skuffet over at hun bare sådan ville give op på sit liv.. "Nille, du er bedre end det, du kan ikke bare give op nu! Bare fordi Syna ikke kunne få styr på sine evner igen, betyder det ikke at du ikke kan!"

"Ja, jeg ville dø. Jeg tror stadig at jeg vil dø." Sagde hun, og kunne se at han blev forvirret og skuffet. "Efterlade dem? Nej jeg vil ikke efterlade dem, men har jeg andet valg? Jeg kan ikke se nogen i øjnene uden at de vil se hvad de skammer sig over!" Hendes stemme var bange... Hun sukkede træt. "Det er ikke noget man ikke kan styre... Det sker bare. Evnen bliver for stærk til at man kan slukke den fra. Synas evne blev for stærk." Sagde hun forklarende. "Nej, jeg vil ikke give op... Jeg vil afslutte det hele."

Han kiggede ned i jorden.. Vidste ikke hvad han skulle sige... En person han var begyndt at holde meget af, ville tage livet af sig selv.. Forlade sit liv, glemme det hele.. Kun pga. at en evne var blevet for stærk..
Han kiggede op igen, med et sløjt blik der også var trist..
"Du må ikke dræbe dig selv Nille," sagde han og gik hen til hende, løftede hendes hage op og skubbede håret væk. "Det ville være en skam.."
Det var hvad hun havde sagt, dengang han fortalte at han kunne havde været død.. Det ville være en skam..
Han smilte forsigtigt..

Da han løftede hendes hage op og trak håret til side, lukkede hun hurtigt øjnene.
Hun genkendte ordene han havde sagt, og smilede forsigtigt. Hun kunne ikke se hans ansigt, men hun regnede med at han smilede.
"Har jeg andet valg?" Spurgte hun. "Ja, det ville det." Hun grinede svagt.
Hun blev ved med at have øjne lukket.

Han blev ved med at holde sin finger under hendes hage, så han var sikker på at hun ikke kiggede væk selvom hun havde lukket øjnene.
"Hvad skal jeg gøre for at få dig til at åbne dine øjne?" spurgte han og gled en finger igennem det mørke hår. "Og hvad skal jeg gøre, for at du ikke dræber dig selv?," Hans stemme var varm, men fortvivlet...

Godt spørgsmål... Men hun kendte ikke svaret på det.
En tåre gled ned af hendes kind.
"Tør du virkelig at se mig i øjnene når min evne er fremme Jacob?"Spurgte hun fortvivlet. "J-jeg ved det ikke... Men hvorfor skulle du ønske at holde mig fra døden? Vi har lige mødt hinanden." Hendes stemme rystede af fortvivelse... Endelig ville hun faktisk gerne vide det... Hvorfor ville han hjælpe hende?

"Ja, jeg er en dæmon for pokker, vi tør næsten alt," sagde han og kunne ikke lade være med at grine en lille sule, for at lette stemningen lidt.. "jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke bare lade dig dø," Han kiggede stadig på hende, ventede på at se hendes øjne. "Det tror jeg ikke engang de fleste væsner ville.. Lade en person der står foran dem, og har snakket godt med dø.." Han fjernede sin finger, gik et skridt tilbage. "Men.. Jeg bestemmer ikke over dig, men jeg nægter at blive og stå at se på hvis du dræber dig selv,"

"Det ved jeg at i gør... " Hun grinede også. "Det er intet svar! Kræver et godt svar!" Sagde hun drillende. "Hmm... Nej jeg ville nægte det." Mumlede hun til svar. Hun følte et lille stik i maven da han sagde det sidste. "Hvem har sagt du skulle det?" Fristelsen til at åbne øjnene... At se hans ansigt i stedet for mørke... Det var så utrolig fristende. Hun åbnede tøvende øjnene men kiggede på hans pande i stedet for øjnene.

Han smilte da hun endelig åbnede sine øjne, men hun turde stadig ikke at have øjenkontakt med ham, hvilket han på sin vis godt forstod.. Hun var bange for at miste kontrol over sin egen evne, bange for at såre ham.. Hvis bare hun kunne se at hun ikke ville såre ham, selvom hendes evne ramte ham.. Han ville ikke blive vred på hende, det ville jo ikke være hendes skyld..
"Et godt svar?" sagde han drillende, tøvede et lille øjeblik for at tykke på et godt svar. Han vidste ikke om han kunne sige til hende, at han på en måde holdte af hende.. Hvis hun nu syndes det var for mærkeligt.. "Jeg.. Jeg holder på en måde allerede af dig Nille," Hans stemme var pludselig lav.. "Derfor vil jeg hjælpe dig.."

Hans stemme blev pludselig lav. Hun skulle anstrenge sig for at høre hvad han sagde. Det var lidt svært... Det eneste hun hørte var 'Jeg... allerede... dig' det sidste kunne hun ikke høre. "Undskyld hvad sagde du?" Hun kiggede stadig på hans pande... "Du snakkede så lavt.!" Sagde hun.

Nille ville højst sandsynligt blive glad for at høre det... Hun var selv utrolig bange for at indrømme hvad hun følte.

//Hehe, drille drille xD//

han havde en lille fornemmelse på, at hun gjorde det med vilje for at få ham til at sige det højere, selvom det var en smule ydmygende sådan at skulle stå at sige det højt, men hvad pokker..
"Jeg holder på en måde allerede af dig Nille," gentog han og grinte lidt af sig selv. "Derfor vil jeg hjælpe dig," Han smilte endnu engang venligt, for at lette den dystre stemning.

//Nille altså XD//

//Hihi xD//

Hun fik et drillende smil frem. "Meget bedre! Nu kunne jeg høre dig." Hun grinede. "Hmm... Som ven eller??" Hun smilede drillende igen.

Blodet steg ham til hovedet, uden at han bemærkede det.. Hans kinder var ved at blive røde igen.. Grr, hvorfor kunne hun få ham til at rødme?
"Jeg.." sagde han og rystede på hovedet, for at få rødmen væk. "Lad os nu bare skifte emne," Han smilte drilsk til hende, alt for at snige sig udenom. "Du dræber bare ikke dig selv okay? Det ville være dumt og en skam,"

Hun smilede drillende til ham. Han rødmede igen! YES!
Hvis han troede at han kunne få hende til at skifte emne så hurtigt. Så tog han fejl.
"Du...??? Hvad?" Hun gik tættere på ham og kiggede så på hans hage. "Hm... Måske... Skal overveje det hvis du svarer mig." Hun grinede.

Selvfølgelig ville hun ikke skifte emne, men mon ikke han kunne sno sig uden om? Han var jo trods alt en dæmon, der var en meget lusket race..
"Svarer på hvad helt præcis?" spurgte han uskyldigt, men kunne ikke skjule det drillende i sit blik og stemme.. Han grinte med hende, spillede uskyldig for at slippe for at svarer på spørgsmålet.

Han prøvede virkelig... Bare træls at Nille var utrolig svær at snige sig uden om.
Hun prikkede ham på brystet. "Det ved du da godt." Hun smilede til ham, men undgik stadig hans øjne. "Hvis du svarer..." Hun sukkede. "Så siger jeg hvad jeg også føler." Hun smilede forsigtigt.

Han kunne ikke snog sig uden om, ikke engang selvom han prøvede at sno sig lige så perfekt som en slange.. Nille havde vist ikke en særlig lav koncentrations evne.. Pokkers.. Han måtte ve fortælle hende at han fandt hende.. Tiltrækkende..
"Okay okay!" opgav han og kiggede ned i jorden. Han kunne mærke at hans kinder langsomt blev røde igen.. Så han tog hurtigt sin hætte over, mens han fortsatte med at kigge ned i jorden. "Jeg.. finder dig tiltrækkende.."