Han er her stadig (Camille)

S: asheen tree woods
T: midt på dagen
V: sne. solen skinner lidt lige nu, men det trækker sammen til mere sne.
O: mest træer.

Stilheden herskede over skoven, sneen dæmpede de fleste lyde der ellers ville være, fra dyr og væsner der bevægede sig gennem skoven.
Stierne var næsten ikke til at finde for sneen, men Singal havde heller ikke brug for stierne, hun kendte skoven godt. Det var jo hendes hjem, hele skoven.
på havde hun nogle sorte støvler, til vinterbrug.
i dag havde hun nogle bukser på, som sad lettere stramt om hendes ben og en trøje. de lange ærmer gik helt ned over hendes hænder og skråt ned over hoften.
de var begge varme og til vinterbrug.
Hendes lange hår var farvet blåt, det lå ned over hendes skuldre og ryg. Man kunne se små fletninger i det, over det hele.
hendes øjne var helt hvide.

Hun fulgte dog en sti denne dag. Hvorfor viste kun tre personer i hele universet.
Eller faktisk kun to, men snart tre.
hun havde et brev i den ene hånd, et han havde fået nogen til at tage med da de tog portalen hertil.
Hun havde ellers hverken set ham eller hørt noget til ham i mange år, men han havde husket hende, det manglede også bare!
hun rystede svagt på hovedet, den dreng!
Brevets indhold havde hun læst mange gange. Så det var den tjeneste som hun skulle gøre gengæld med! Leger børnepasser for et lille menneske....
hun følte igen irritationen stige op i sig, men rystede den kort væk. Hun kunne ikke tillade sig at klage.
Det havde taget hende en del tid at finde hende, men endelig havde hun gjort det og efterladt en note.
"...Asheen tree woods, følg hovedstien til vi mødes..." mere stod der ikke.
Kom hun mon?

Efter at være blevet væk fra Tristan, havde Camilles humør gennemgående været nedadgående.
Havde dét ikke været for hendes nye udlejer, Aleck, var hun nok blevet mere eller mindre depressiv.
Dét der skulle have været et dejligt afbræk fra hverdagen i deepshell, et frikvarter hvor de skulle lege sammen, havde udviklet sig ....katastrofalt.
Han var blevet væk....og Camille kunne ikke finde ham, selv om hun havde ledt under hver en sten.
Intet var gået som planlagt.Intet!
Hun sukkede dybt, og hengav sig til lidt dystre tanker.
Hvorfor skulle ting som....livet .....,altid forkomme som en lang bane af forhindringer hun skulle gennemfører ? Aldrig et lift eller en hjælpende hånd.
Udover Aleck....han havde da i dét mindste givet hende et tag over hovedet, og et trygt sted at lukke sine øjne om natten.

Brevet var blevet lagt ved hoveddøren, og havde med sirlig håndskrift hendes navn på kuvertens forside. Hvorfra nogen overhoved vidste hvor hun befandt sig , var i sig selv en lige så stor gåde som brevets indhold.
Havde hun brugt sin sunde fornuft, havde hun nok aldrig begivet sig afsted, adlydt diktationen i brevet.
Dét kunne jo være fra en potientiel fjende lige så meget som en kommende ven, så dét kloge træk ville have været at vente på vedkommende igen tog kontakt, hvis der var noget de ville.

Men Camille var i et underligt lune, og spekulerede ikke så meget på den fare hun nu var ved at gå imøde, måske.
Hun havde iklædt sig sorte bukser, lidt baggy street style ,en sort bluse med et print af Vader i sølv på ryggen og en stor gråmeleret strik bluse der dækkede helt ned over bagdelen.Hendes sorte støvler,flade med lidt nitter og stads om anklerne, udgjorde et afslappet outfit.
Om maven, under strik blusen sad fast i spænd....mr.Heckler, hendes forteukne våben.

Ude i skoven, var der er ro hun ikke havde oplevet et stykke tid.
Dyrenes puslen, søgen efter spise i dét vinterkolde landskab virkede næsten som en lise for hendes urolige sjæl.
Nu hvor hun nærmede sig, sneg små belastende tanker sig ind i hendes hoved ,hvor de gav sig til at rejse spørgsmål om hun vidste hvad hun havde gang i ?
Hvad hun ville gøre hvis dét var et baghold ? Hvorlangt hun mente at komme med en pistol som forsvar ?
En følelse sagde at dét var feminint selvskab hun ville møde, men Camille vidste at dét ingen mening gav.Hun var nok bare ved at blive småskør af hele hendes situation.
Hendes ellers så raske trin, blev en smule mere tøvende.
Hvem i al verden havde sat hende i stævne?

Små skridt i det fjerne, den let knagende sne.
en fugl der fløj op et lille stykke derfra, ligesom hvis nogen var kommet lidt for tæt på den.
hun stoppede med at gå fra den ene ende af vejen til den anden. Hun stoppede op med front mod det sted denne kvinde meget gerne snart skulle komme fra.
Og ja, lidt nede af vejen nærmede skikkelsen sig, en smule tøvende. Hun var nok forvirret, eller nok mere nervøs, viste nok hverken ud eller ind...Lille stakkel.
Hun lod blikket glide over hende et øjeblik mens hun prøvede at bedømme hende lidt bedre.
Hun kunne godt se hvorfor drengene fandt hende...tiltrækkende. Og hun virkede vist ikke helt opmærksom på det...I hvert fald ikke til hverdag.
hun glædede sig næsten til at møde hende...se hvorfor Zean fandt hende sååå...interessant.
De kom snart ind for hørevidde af hinanden.
"Hmm...Du må være Camille" mere som en konstatering end et spørgsmål. Hvem skulle ellers komme gående nu, på den let tøvende måde.
Hun smilte kort, men uden at smilet betød noget.
"Lad mig prøve at være venlig....Jeg er Singal" hun rakte hånden frem. normalt ville hun aldrig have taget dette initiativ. Det var kun begrund af Zean!

Hun gik lidt modløs og faldt hen i egne visne tanker.
Hendes liv behøvede...gødning...for at blomstre og gro, ikke tørken.
Men en skikkelse i dét fjerne ,trak hende ud af tankespindets net, og hun blev nu meget opmærksom på omgivelserne.
Skikkelsen var klart female.Høj,slank og smuk...meget anderledes.
Dét blå hår,som en lighters flamme...men øjnene...da Camille kom tæt nok på....øjnene, var facinerende.
Kvinden havde ikke et nonvervalt sprog der var truende på nogen vis, hun virkede afslappet, på kanten til dét ligegyldige.
Hvilke var lidt besynderligt, dét var jo hende der havde sat Camille i stævne, så ønsket om et møde udsprang fra kvinden.
Camille stoppede op og stod rank foran brevets afsender.
Hun havde ingen idé om hvad dét her handlede om, så hun kunne ligeså godt spille med...lidt endnu....og se hvad lyd melodien fik.
"Camille St.Clair...."sagde hun og gav et fast håndtryk.
"Min tid er knap, vil du forklarer mig hensigten med brevet, jeg formoder du er dets afsender " sagde hun og viftede dét sammenfoldet brev, foran Singals næsetip.

Hun smilte kort, en kvinde der ville frem. Det kunne hun lide.
"Jeg har skam heller ikke hele dagen" hun rakte hende et brev. den anden del af brevet, hendes egen del var lidt privat. Mente hun da.
På brevet stod der:

Camille...
Bare fordi du forsvinder til en anden dimension, lader jeg dig ikke bare fare omkring, du er god til at komme i ulykker...Om jeg så har været grunden eller ej.
Singal er en af mine...venner.
Jeg har bedt hende om at hjælpe dig hvis du får problemer og sørge for du øver dig på dine evner.
Hun kan virke lidt kold og kort for hovedet, men tvivl ikke på hun er god nok indeni, i skal bare lige...lære hinanden at kende.
Hvis det kan glæde dig minder hun lidt om mig på nogle måder.

- Zean

singal ventede på hun fik læst færdig, imens hun læste lod hun blikket glide rundt, før det endte ved Camille igen.
"Han nåede ikke at sige det til dig, da det var en pludselig ide" sagde hun og lignede på en måde helst en der ville være fri.
Hun lade sit eget brev i lommen og så afventende på Camille.

Camilles øjne lå afventende på Singal, hvad kunne dette møde tænkes at omhandle ?
Forundringen var derfor stor da Singal rakte hende endnu et brev.
* Whats up with that?*, tænkte hun med et lille spor af mistro.
Hun modtog dét og gav sig til at læse...
Camille ønskede dét ikke, hun ville helst have undværet , men dét var umuligt ikke at blive berørt, overmanet af følelser og dermed udstille sine mindre stærke sider, overfor Singal.
Imens hun læste, fyldtes hendes øjne med tåre, og hendes hjerte gav et stik.

Zean !
Dét var fra Zean!
Han bekymrede sig....for hende, eller for at hun ødelagde hele underworld , tænkte hun med et lille smil.
Måske holdte han mere af hende,end hun havde ville tro på?
Omvendt...vidste hun godt , at hun ville betro ham med sit liv, hvilke hun efterhånden også havde et par gange.
Hun var alene nu, med Tristan væk....hun skulle klare sig selv.
Hvor hun ville have givet en arm, for at kunne glide ind i Zeans trygge favn, netop nu.

Hun kiggede på Singal og sagde med ægte overraskelse iblandet varme og kærlighed sin stemme.
"Du kender Zean..?! "

Så begyndte en lille rebel at vågne inden i Camille ...og hun sagde lidt mere ironisk..
"Han har booket mig en...barnepige?!"

Hun grinte svagt, mens hendes øjne fik et lidt mere koldt skær.
"Barnepige? er det alt du har at sige om mig? tro mig, jeg har også andet at lave end rende rundt og holde øje med dig" hun pegede på brevet i Camilles hånd.
"Det er kun begrund af ham" Der skulle mere til at gøre hende vred, men hun var allerede blevet irriteret, hvilket også irriterede hende. hun foretrak at være rolig.
Hun lagde armene over kors og lod blikket glide over Camille et par gange til.
"Hvad kan du så? Som han vil have du øver dig på" spurgte hun så, med en lidt mere rolig stemme end før.
Hun havde først set kvinden som en der var nem at køre rundt mere, det gjorde hun ikke mere. Dog havde hun ikke vundet hendes respekt endnu.
*Zean...hvorfor? Kunne du ikke selv være kommet?* hun sukkede svagt, nærmest uhørligt.

Camille så med et tvært udtryk på Singal, hvorpå hun indrømmede..
"Du må ikke misforstå jeg er meget taknemmelig for dét du gør, giver mig hans hilsen....dét er bare SÅ typisk Zean at sørge for ...mig.". Dét skulle have lydt anklagende, lidt 'du gør som jeg siger ' agtigt, men hun hørte selv de ord der forlod hendes mund, og beskrivelsen de gav af Zean var....kærlig.
Hun ville aldrig glemme dén dag han satte sig i bilen Sakref havde sendt, og kørte med hende....den dag han havde accepteret at blive mentor for hende.
Hun så på Singal...ja, hun havde et snært af dét tilbagetrukket og måske også arrogante som Zean besad.Bare hun ikke var lige så stædig !
Camille tog en dyb vejrtrækning, inden hun svarede Singal.Hun havde aldrig været stolt af sin evne, og dét føltes som at blotte sig over for en fremmed ved at tale om dén så åbent...og Camille var ikke god til....nøgenhed.
"Telekinese...ikke nogen særligt .Genstande...og lidt med mennesker er hvad jeg åbenbart kan " sagde hun stille og mødte Singals blik, klar til at modtage sin dom.

hun så lidt på hende og nikkede så.
"så du får kort sagt ting til at flyve gennem luften vis du har lyst?" sagde hun med et løftet øjenbryn, men trak så på skuldrene.
"Fair nok...Og i stedet for at øve det som lille, har du først valgt at gøre det nu?" hun rystede svagt på hovedet, forventede ikke svar på det.
"Det er mest interessant er hvad du kan gøre ved mennesker, påføre dem smerte? Eller læse deres tanker eller hvordan?" hun viste ikke hvordan det der telekinese foregik, så hun måtte vel hellere spørge.
Hun slog kappen tættere om sig og lod sine hvide øjne glide ud over omgivelserne, før de endte på Camille igen.
"Har du lyst til at prøve? Så jeg kan se hvor...langt eller god du er, hvad du har lyst til at kalde det" spurgte hun lidt køligt.

Camille så lidt væk, næsten som hun skammede sig over hvad hun kunne.
Og dét var stort set også sagen i en nøddeskal.
"Ja, jeg kan flytte ting ....og dét samme med mennesker, deres organer kan jeg flytte rundt på, vride og sno....meget smertefuldt og...dødeligt.Jeg har aldrig kunne få dét til at virke på væsner, desværre...det ville være skønt, som selvforsvar, du ved" sluttede hun med et lille smil.
Dét virkede som Singal vurderede hende lidt, men Camille så ingen grund til at pynte på dét, en sminket løgn, var stadig kun en...løgn.
Hun blev lidt urolig , da Singal ville se, men hun undersøgte stedet med øjnene, og nikkede i retning af en stor kævle der lå et pænt stykke fra dem.
Camille fik den til at flyve med lynets hast så lang væk, at den dårlig kunne spottes.
"Dét er svært for mig at kontrollere når jeg er vred, eller bange....jeg kunne til eksempel ramme den forkerte i en kamp " sagde hun tørt, og tænkte på manden hun ved et uheld slog ihjel med låget til en skralde spand.

Hun nikkede lidt og så kævlen flyve ret langt væk. Hvad der måske ikke kunne ses for et menneskes øje, kunne stadig ses af en elvers. Men derfor fløj den stadig langt.
hun så lidt på hende.
"Jeg kan lide din evne, den lyder...nyttig" sagde hun
"Vi træner når du har tid og lyst, jeg er stort set altid til stede" sagde hun så.
Hun ville gerne et sted hen der var varmere, men selv havde hun ikek rigtig noget hjem for tiden, hun havde fundet en lilel grotte hun kunne overnatte i uden at blive dækket til af sne, men det var stadig koldt. Heldigvis havde hun et stærk immunforsvar.
Men derfor kunne de stadig bevæge sig...
"jeg ved ikke med dig, men jeg har det...køligt, ved at stå stille, med mindre du har alt for travlt med at komme tilbage, kan vi måske bevæge os lidt? gå lidt måske?" Normalt ville hun bare havde gjort det, bare gå som det passede hende. Men dette var ikke lige frem en normal situation. Desværre.

Camille rakte en hånd op for at klø sig lidt i nakken.
Dét var allerede en sjov samtale, Singal kunne lide hendes evne på 30 sekunder, selv havde Camille aldig helt taget den til sig.Hvis hun absolut skulle slæbe rundt på en evne overhovedet, ville hun da langt hellere kunne skyde ild kugler ud af hænderne eller lave en kæmpe storm.....se dét var sejl !
"I nogle situationer har den været nyttig ja, men for at være helt ærlig er jeg...ehm...ikke specielt glad for at have en evne, overhovedet.Zean mente dét var hovedårsagen til jeg ikke kontrollerede den lidt bedre ." forklarede hun.
Hun så sig omkring , mon Singal levede her i skoven ?
Camille nikkede til Singal, "ja...lad os vandre lidt omkring , og hvis du på nogen måde kan enten fjerne min evne eller gøre den mere skarp, vil jeg være dig meget taknemmelig " takkede hun med et lille humoristisk grin.
Hendes øjne gled nysgerrigt og interesseret over Singal , hun havde aldrig set en som hende før.
Ikke helt.
"Du er elver, ikke ? Jeg vil ikke på nogen måde virke anmasende , men....dine øjne er så smukke og anderledes....hvorfor er de hvide?".

de begyndte at gå, til stor glæde for singals ben som havde haft det lidt koldt ved bare at stå.
"Jeg kender dig ikke så godt som han gør, så han har nok haft styr på det...Men han har forklaret det lidt for mig. Jeg føler dog jeg lige skal tænke lidt mere over det" små nikkede hun og lod blikket glide over omgivelserne.
Hun så lidt på hende.
"Beklager, mine evner rækker ikke til sådan noget" og magi kunne hun ikke. Hun var ikke så heldig, med magi kunne man lidt selv ville om man faktisk ville have det eller ej...evner var der bare.
Hun grinte svagt ved hendes spørgsmål og så på hende et øjeblik med et lettere interesseret udtryk.
"Jo...Jeg er en elver, har du ikke set nogen af mine slags før?" sagde hun let overrasket, i følge Zean levede der da også sortelver i...hvad hed stedet? Deploratus?
"En af de mere mørk af slagsen, folk kalder os normalt sortelvere" svarede hun og lod blikket være rettet frem for sig mens de gik.
Det sidste spørgsmål viste hun ikke om hun havde lyst til at svare på, hun skulle jo bare hjælpe, ikke lade som om de havde noget imellem sig.
Smukke? anderledes var de ja! Det havde hun fået af vide alt for tit. Folk fra hendes hjemby var næsten bange for dem, mente det var et tegn for et eller andet...
Men smukke? Hende Camille var den anden person hun havde mødt, som ikke havde...reageret direkte fjendtligt over for hende, med hendes øjne. Men de var stadig anderledes.
"Jeg skal hjælpe dig, lege din barnepige. Til den mission er der vist ingen grund til at dele dig i mit livs mysterier" sagde hun lidt kort for hovedet og sendte hende et køligt blik.
Hendes mor havde sagt det var fødslens skyld, hun var blevet født med navlestrengen viklede om halsen. Men om det var derfor kunne Singal ikke sige.

Dét lød ...fornuftigt at Singal ville tænke lidt over dét.
Havde hun haft svaret på dét hele allerede nu, ville dette sikkert have medført Camille blev lidt
mistænksom.
Camille grinede da Singal talte om Zean kendte hende.
"Oh,ja ! Vi kender hinanden rimelig godt....men han er nok den mand jeg har haft flest...misforståelser ....med , jeg tror ikke altid at han kunne følge mig og mine refleksioner " smilte hun ved de mange minder der poppede frem,som trold a en æske.

Hun så på Singal og fik en idé om at hun garanteret ikke ville have problemer med at kommunikerer med Zean og omvendt, de virkede så....ligevægtige begge to.

"Øh...sort elvere ?" Blev hun revet ud af egne tanker.
Var Sakrefs lærlinge ikke sortvere ?
"Jeg kender et par stykker , men ingen med dine lysende øjne " svarede Camille med et smil, der dog hurtigt falmede.
"Hør her ...dét jeg ved om sortelvere er at i ofte er...badnews...men dét er jeg så villig til at ignorerer , hvis du opfører dig ordenligt.Dit privat liv? Du gode gud da...som om træningen ikke vil være lidelse nok i sig selv ", bed Camille igen.

hun grinte lidt for sig selv af det hun sagde. folks provokationer bed sjældent på hende.
"Så længe du ikke giver mig en grund til at opføre mig anderledes, skal jeg nok holde mig...ordentlig" smilte hun til hende. De øjne igen. folk så sjældent væk fra dem.
Hun lod en hånd glide gennem håret et øjeblik, hun elskede sit hår, var stolt af det.
Hovedstien førte hele vejen ind gennem skoven og ud på den anden side. Men turen ville nok tage nogle dage at komme igennem...hvis man overhoved gjorde. der gemte sig mange ting i skoven.
de kom snart til et sted på stien, hvor den delte sig i to.
Den ene vej ville føre videre gennem skoven, den anden til at vandfald.
Hun strakte sig lidt og hev derefter på ny kappen godt om sig og så lidt på hende.
"Af vores første møde at være, har du allerede overrasket mig" sagde hun så. det passede, hun havde troet hun var et lille forskræmt menneske. Det var ikke helt sandt.
"Jeg vil tænke over det med din evne, men jeg får nok ikke mere ud af det end Zean gjorde. så forvent ikke jeg kommer med en løsning, men mere at vi bare fortsætter træningen hvor den slap. Hvis du får problemer, som jeg har lovet Zean at hjælpe dig, bestemmer du dog selv om du vil have min hjælp eller ej. Men du må må selv komme og bede om den, jeg har andet at lave end at holde øje med dig hele tiden" hun lod blikket glide over omgivelserne et øjeblik.
"Har du mere at tilføje eller noget at spørge om?" spurgte hun så og kiggede på hende igen.

Camille måtte indrømme at alt hvad der kom ud af munden på Singal var...fair.
Dét var jo en god start til deres samarbejde, hvis dét da var et sådan.
Hun brød sig ikke helt om tanken om at skulle være til besvær, men en afklaring kom pludselig til hende.
Hun følte sig tættere på Zean, når hun var i selvskab med Singal.
Naturligvis fordi de var venner.Venner ? Hun kendte Zean. ! De var med garanti gamle elskere eller noget i den boldgade.

Camille så på de to mulige veje at gå.
Alle valg var et fravalg af noget andet.
Hun sukkede lydløst.
"jeg har tre spørgsmål " svarede hun hurtigt inden Singal måske tog afsted og var væk.
"Hvordan får jeg fat på dig, Singal ?
Hvor fører de to stier til ?
Og hvor....kender du Zean fra ?".

Camille var nysgerrig efter svar, og faktisk også om hun kendte til Leonard også, men der kunne vente.

Hun smilte lidt. Første prøve bestået. Hun kunne tænke selv.
"Før det første kan vi aftale et sted og et tidspunkt at mødes på, på det tidspunkt vil vi øve din evne" sagde hun
"Hvis du skulle få brug for min hjælp, så tag her til, til vejen deler sig i to og følg den til højre, til vandfaldet. Derfra er der ikke langt til hvor jeg opholder mig, i hvert fald foreløbig. Hvis du har meget travlt kan du kalde på mig, er det noget mindre travlt eller skulle jeg lave noget andet, så læg et brev.
Der er også andre muligheder, min hund løber rundt i skoven her, men for at han skulle kunne vise dig til mig skal i lige kende hinanden først" hun havde tænkt over det og for ikke at få Camille til at komme randende hele tiden ved hendes hule, måtte hun leve med det end til videre. Medmindre hun selv havde en bedre ide.
Hendes telekinese lød jo ikke til at kunne kommunikere over tanker.
hun skulle også have lavet sig et ordentlig hjem, men det blev nok til sommer hvor vejret var bedre at arbejde i.
"Den ene vej føre som sagt til en vandfald, den anden føre videre gennem skoven og hvis du er heldig, hele vejen ud på den anden side af den"
hun så lidt på hende, som om hun ikke helt viste hvad hun skulle sige til det sidste spørgsmål.
"Zean er...En slags ven" faktisk kaldte hun sjældent folk for venner.
"Han, Leonard og Ichabod er tre sider af en sag. Alle tre kender jeg p åhver deres måde...Det er en lang historie" sagde hun
"Men har aldrig kendt ham i kødet, hvis du tænker den tanke?" hun smilte lidt.

Camille lyttede og tog mental notis af oplysningerne.
* til højre mod vandfaldet.Der var et vandfald...? Dét skulle hun bestemt se en eller anden dag.*
Da Singal talte om Zean, blev hun dog endnu mere opmærksom.
Så der var tre...?! Ichabod havde hun da aldrig mødt, aldrigt hørt om ? Ikke så vidt hun vidste da.
Hun lyftede et bryn, og skulle lige til at spørge indtil Ichabod, da Singal talte videre..
* ikke kendt ham i kødet* Camilles kinder fik et svagt rosa skær, der var ingen misforståelse her, hvad Singal talte om , og ud af Camilles mund fløj ..."Vi har aldrig...Zean og jeg..." Og så stoppede hun og så helt perpleks ud.
Emne skift....emneskift...
"Du bør ved Vandfaldet Singal....hus eller ?"

Hun grinte lidt og slog kort med hovedet.
"Selvfølgelig ikke, Zean kan sagtens finde en tilfældig pige, men han gør aldrig sådan noget med dem der faktisk betyder noget for ham" nikkede hun
"Jeg bor ikke direkte ved vandfaldet, men der er ikke så langt. Du vil dog ikke finde noget hvis du ledte" det var hun næsten helt sikker på, hvem skulle tro man boede i en hule? Det var nu også mest fordi hun var stukket af hjemmefra...Uden lige at tænke på vinteren var på vej. Men hun kunne klare sig, de koldeste nætter var vist overstået nu.
hun lod blikket glide op mod himlen ved tanken, men det skulle vist ikke sne lige foreløbig. godt.
Hun så på hende med en smule nysgerrighed.
"Hvordan er det så? At komme fra den ene dimension til den næste?" spurgte hun

Hun skulle til at gøre en indsigelse omkring Zean og hende, men undlod.
Om hans følelser for hende havde rummet den kærlighed han påstod, den romantiske kærlighed og ikke blot den platoniske, havde hun hele tiden været usikker på.
Og hendes egne følelser, havde hun aldrig studeret i dagslys, da dét ikke havde været....aktuelt.
Så hun lod dét ligge, snakken.

Hun så lidt på Singal, stod hun og fortalte at hun levede udendørs eller...?
Dét var al for koldt til dét.
Singal var hendes linie til Zean, og desuden var dét virkeligt sødt af hende at tage sig lidt af Camille, også selv om dét var for zeans skyld hun gjore dét.

Camille tænkte lidt over sit svar.
Hun havde været så forventningsfuld, da de rejste gennem portalen....og korttid efter faldt hendes korthus til jorden.
Eventyret var nu....en slags thriller.
"Dét er hårdt, udfordrende og spændende.
Dét er en anderledes verden,et andet kaos....og ham jeg rejste hertil med er...væk " sukkede hun, men forsøgte dog at holde en neutral tone.

"Nogle orker krydsede vores vej, jeg blev slået ud....og Tristan....Tristan ved jeg ikke hvor er?'
selvfølgelig kunne man hører dét var et ømt punkt, for hun var ulykkelig over dét.
Kun Alecks venlighed , holdt hende fra at drukne...og nu også Singal og Zean , et lille smil dukkede op.

Hun så lidt på hende. Zean var ikke meget for at snakke om sit følelsesliv, men hun havde dog alligevel opfanget at han måtte føle noget specielt for Camille. At følelsen ikke var gengældt, var jo bare synd. Kærlighed, et emne hun ikke forstod sig på eller tog sig af.
Men hvis Zean virkelig var besat af den følelse, ville han nok ikke bare lige slippe den...lige meget hvad han sagde.
Og modparten var åbenbart Tristan. Hun forstod ham enlig godt, at han blev i den dimension hvor hans søn var...da det nu var det eneste han havde tilbage. Tog han med, havde han stadig ikke camille og ville kun have singal, samt også mistet sin søn...selv ville hun havde valgt det samme.
"Så din kære Tristan er væk?" hun trak lidt på skuldrene
"Han kan være over alt, orkerne er en tvivlsom race...de kan have en vilje selv, men for det meste kan man få dem til alt hvis bare man kan betale dem" hun lod blikket glide lidt rundt igen, hun kunne mærker kulden krybe op af hendes ben igen, men lod sig ikke mærke med det.
"Nå, selv om jeg enlig en på Zeans side, håber jeg da du finder ham, så i kan pleje jeres lille forhold. Hvilken dag passer det dig at øve din evne?" spurgte hun så, da hun fandt det mere relevant.

Flere tanker meldte sig hos Camille.
Singal måtte have fået besked om Tristan også , ellers ville hun have spurgt ind til hvem dét var.
Udover dette viste hun ikke se store tegn på empati , hvilke fik Camille til at spekulerer over hvordan hun mon havde dét med tætte relationer og følelser generelt ?
" Han er ikke 'min' men ja...han er mig kær og jeg har ingen idé om hvor jeg skal finde ham." Sukkede hun.
Hvad sagde hun nu ? På zeans side? HVAD havde Zean egenlig skrevet til Singal?
"Singal...der er ingen side der skal tages, og intet forhold der skal plejes...så lad os lade den ligge...for nu " tilbød hun, da hun kunne mærke små bobler af irritation begynde at stige inden i hende.

Hun havde bemærket Singal virkede til at døje med kulde, og hun så ned på sit læderarmbånd med den røde dråbe sten og fik en idé.
" Singal...." Hun åbnede sit armbånd ..." Dette har jeg fået i gave, og kan ikke forære dét væk.Men sålænge du træner mig, vil dét gøre mig meget glad om du vil bære dét, som et tegn på tak fra mig.Dét er magisk...stenen er...og når du bærer dét oplever du aldrig kulde, kun en behagelig kropstemperatur." hun smilede forlegent og rakte armbåndet frem.

nu følte hun en dyb vrede bevæge sig inde i sig. hun foretrak ellers at være rolig. Hun hev noget viljestyrke frem og forblev så rolig som mulig.
"du mener sikkert kun godt med det..." sagde hun og fik igen det kølige skær i øjnene.
"...Men lad mig sige dette, inden det lykkes dig at fornærme mig mere. jeg ved ikke hvorfor du føler du skal hjælpe mig, men jeg kan klare mig selv. Helt. Jeg har ikke brug for andres hjælp eller for at være afhængige af andre, jeg kan klare mig selv og det er jeg stolt af" hun sagde det så bestemt at der ikke var nogen tvivl om at hun aldrig ville tage imod den lille hjælp camille sikkert kun gjorde af...ja, hvilken grund enlig?
Men for Singal var det som at sige: du kan ikke klare dig selv, du er svag.
Og det kunne hun ikke acceptere.
"Så...Ellers...Tak" hun håbede virkelig at Zean havde en bedre grund end snakken om venskab, for hun sagde aldrig tak til folk.
Hvad angik sider, var de jo to om at diskutere det.

Camille glanede på hende.
Hun blev helt paff.
Var kvinden ikke klar over hvilken gestus dét var som hun afslog.
Kun Samuel..om igen...kun éen havde fået lov at låne dét før,ellers forlod dét aldrig hendes hånd.Ikke fordi dét var magisk, men fordi dét var fra Isabella og Crasie.
En gave.
En vrede voksede i Camille og modsat Singal, var hun ikke helt så trænet i at tøjle den.
"Stolthed...kan man blive kvalt i, at åbne sig for andre og lade dem gøre noget for éen....er ikke svagt,dét er stort.Tillid er nøgleordet Singal....og selv Zean lærte dét ...næsten "skændte Camille på hende.
Hun følte sig dum...og afvist.Og hendes eneste intension var at sikre Singal ikke ville fryse.En lille tak for hjælpen ting.
Stædige kvinde, tænkte hun små sur.

Hun grinte svagt.
"Gem din energi" svarede hun kort.
"Jeg har ikke tænkt mig at skændes med dig, især ikke om det. Der er altid to sider af en sag, men du lyder som om din er eneste rigtige" hun trak kort på den ene skulder.
"Den betyder meget for dig, kan jeg se, så jeg kan ikke se hvorfor du skulle tro mig den, jeg er stadig fremmed for dig, en kold sortelver som kan finde på hvad som helst..." hun skulle lige til at sige hun var naiv, men undlod det.
"Du snakker så meget om tillid og om at lytte på hinanden...Har du nogensinde oplevet smerten når man finder ud af folk faktisk er ligeglade?" hun lød så kold da hun sagde det.
"Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at blive trukket ned!" hun slog kort med hovedet og rankede ryggen. Hvis hun havde været der hjemme nu havde folk nikket anerkendende til hende.
"Så skal vi ikke bare lade det blive ved det, og så kan du gemme din ting til en person der nok har mere brug for den" selv syntes hun Camille opførte sig lidt uforskammet. Nok ville hun bare være sød...Men hun kan da ikke altid forlange at folk hoppede og dansede med hende, sagde ja tak til alt hun tilbød dem. Desuden havde hun sagt tak. Nej tak.