Han er her stadig (Camille)

Camille ,stadig små vred og irriteret over hendes motiver ikke var klare , svarede dog nogenlunde ordenligt.
"du er fremmed for mig ja...men jeg stoler 100% på Zean, og hvis han har sendt dig , så stoler jeg også på dig....som udgangspunkt.Man kan ikke være alene mod hele verdenen, har forsøgt...og dét er al for udmattende."

Hun studerede Singal lidt.Hun var meget selvstændig og forhippet på at klare sig selv.Og hendes næste udtalelse ,bekræftede hun måtte have haft en stærk oplevelse med svig og svigt, familie mon ? Eller kærlighed ?
Camilles blik vandrede ud over deres smukke omgivelser....og hendes tanker gjore lige så.
Kendte hun til smerten ved at opleve folk er ligeglade? Hun kendte ikke til at undgå !
Den sidste hun havde foræret en del af sin tillid til , var Samuel, givet ham nøgle ikke bare til hoveddøren men til sit hjerte .Han havde forladt hende.for altid....
Hun mødte Singals blik ..."Jeg kender til dét, udmærket ....men Singal dét var bare noget der holdte kulden væk....ikke et løfte om evig troskab "sagde hun mildt.

Hun sukkede og lukkede øjnene et øjeblik, som om hun bedte nogen om tålmodighed.
hun åbnede igen lidt efter og så på Camille.
"Kan du ikke bare lade det ligge?" spurgte hun, så roligt hun kunne.
"Eller vil du have vi skal skændes? Jeg tror ikke du ønsker mig som fjende"
Stå alene mod hele verdenen? Det gjorde hun heller ikke. Hun havde sin hund og to katte...De klarede det meste af ensomheden for hende.
Hele verdenen? Nej, bare hvad der skete heromkring.
udmattende for hende måske...Hun havde altid været det, og sådan stod man stærkest. Der var ingen, som andre kunne bruge imod hende.
Og den måde hun snakkede til hende på, som om hun var et lille barn der skulle have noget forklaret...Vækkede en dyb vrede i hende, som truede med ikke at ville lade sig slukke.
"Jeg tror jeg går...Du kan jo altid kontakte mig hvis du vil noget, andet end at overbevise mig om nogle af dine ideer. Oh...ja, jeg vil sætte pris på hvis du snakkede til mig med lidt mere respekt, måske har du ikke det for folk der lever anderledes, men så vil du få det svært her også" Camille kunne blive sur eller ej. Men hun gad i hvert fald ikke finde sig i det! Hun var mere end bare en person hun kunne snakke og behandle som hun ville!
Uden at sige mere nikkede hun kort, som et slags farvel, vente rundt og begyndte at gå mod vandfaldet. så kunne hun gøre som det lystede hende! Mon ikke hun havde fået lidt fornuft ind i hovedet til en anden gang.

Som to kontraster, sort og hvid, bekæmpede to følelser hinanden inden i Camille.
Den ene hev i hende og bad hende være tålmodig, rummende og moden , bad hende være taknemmelig over Singals hjælp og Zeans omsorg, og ikke skabe problemer allerede.
Den anden derimod rev og ruskede i hende, var dét da rimeligt og var dét retfærdigt at hun skulle skændes på og ses ned på, nedladende fordi hun var....omsorgsfuld ? Dét var sku ikke iorden .
Hun.var virkelig revet i sønder mellem disse to følelser og var i vildrede over hvilke følelser hun skulle føje.
"Singal...kald dét hvad du vil...tro om.mig hvad du ønsker, så du ikke udfordrer dig selv mere end højest nødvendigt, men jeg dømmer ikke dig...eller nogen anden, og er nok mere tolerent end flertallet...men jeg finder mig ikke i du opdrager på mig, som var jeg et barn." Hun sukkede tungt og forsatte så...
"har jeg fornærmet dig , så undskyld...dét...var ikke min hensigt, på nogen måde.Jeg har tildens til at sige hvad jeg mener og føler, men ...jeg mener ikke noget stødende ved at ønske du kunne holde dig varm" .Hun turde dårligt se på Singal, ville hun eksploderer nu?

hun så på hende igen, vente sig halvt om for det.
Vreden lynede i hendes øjne og hun overvejede virkelig bare at...droppe det hele, skrive et brev til Zean og sige han måtte bede om en anden tjeneste.
Og så grinte hun, et kølig latter, men også en der morede sig. For på den måde holdte hun sig bedst rolig.
"Så du føler jeg snakker ned til dig?" sagde hun, med en stemme så sød at man skulle tro den var dyppet i honning.
"Du snakkede til mig, som var jeg et uvidende barn, lige før, så jeg tror vi begge har den følelse. Holde mig varm? Hvem siger du skal bestemme om jeg er varm eller ej?
Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: lad være med at tilbyde din hjælp. Hvis je endelig skulle bruge den, spørger jeg selv. Også selv om det så bliver aldrig!" det hele blev sagt på en hurtig måde, som om hun kæmpede for at holde sig rolig.
"Er du utilfreds med at jeg vil klare mig selv, så sig det nu..." hun hev sin del af brevet frem igen
"...Og så skriver jeg til Zean at missionen er fejlet...Begrund af dig selv!"

Camille var ved at komme i hopla.
Måske hun normalt var lidt mere tålmodig og lidt mere overbærende, men hendes liv var bare så ikke i balance lige nu, og Singal mindede hende lige nu om de diskutioner hun så ofte havde med Zean, de VAR virkelig meget ens, som også han havde skrevet.
Så Camille faldt ned på børne stadie og anklagede Singal for at være...umoden.
"Jamen...dét da flot Singal , frys din røv i laser og hvad så....en medalje? Hvor der er ingraveret 'JEG frøs min røv i laser, men guess what ...I did it alone ! ' virkelig flot ! Og du vil skrive til Zean...sladder...åh Zean, hun er så slem,jeg magter dét ikke...tænk dig...i dag ville hun fandme låne mig et armbånd så jeg ikke behøvede at fryse, hva giver du ?! Nej...dét kan jeg bare ikke holde til Zean, den deal er off.....meget modent Singal " snerrede hun og så trosigt på sortelveren.

hun så bare koldt på hende. Ikke om hun havde tænkt sig at diskutere med hende! så dybt ville hun ikke falde.
"Så det er dit svar, fint nok" og så vente hun ryggen til og begyndte at gå tilbage mod vandfaldet igen. Uden at kigge sig tilbage og med rank ryg. Hvad var der galt med hende? HVORFOR kunne hun ikke bare acceptere hun ikke gad have hendes hjælp? HVORFOR kunne hun ikke bare acceptere at det ikke betød man nødvendigvis var en ensom, sindsforvirret person? HVORFOR skulle hun fornærme hende så dybt og næsten få hende til at miste selvkontrollen i vrede?
Hun begyndte at hade denne kvinde.
Hun læste brevet igen mens hun gik. Dette her gik hun ikke med til, Camille var simpelthen for...Barnlig.
Hvad tænkte han om hende? Han viste hun var en stolt og stædig person!
Hun fnyste kort for sig selv, pakkede brevet sammen og fortsatte. Men hvad så. Nu var hun også sluppet for det, Camille havde lige, om end det så var indirekte, sagt nej tak. Ingen grund til at bekymre sig om hende mere.

Nu havde hun fyret på, klargjort til lidt torden vejr og så...?
Så bed kvinden ikke engang på krogen, hun tog ikke imod invitationen hverken i form af et skænderi...eller en undskyldning, og Camille havde ellers budt på begge.
Hun fnøs.
Egenlig kunne hun godt lide Singal, om ikke andet var hun ærlig og dét var noget der scorede højt hos Camille.Sandheden.
Pluds det at hun kunne bruge en ven...eller nogen der lod til at være dét, ville hun lige nu slå sig til tåls med.
Hun så hende ...gå.
Og kaldte måske lidt for hurtigt og lidt for ivrigt efter hende ..
" Singal...hvor når skal vi mødes igen ?"

hun stoppede op med løftede øjenbryn og vente sig igen halvt om. Brugte næsten alt for lang tid på bare at se på hende med sine hvide øjne, der havde samme kølighed som altid. Hun havde faktisk ikke lyst til at svare hende...Men hun var vist nød til det.
i følge hende havde Camille lige sagt nej tak til både hjælp og øvelse, og nu dette...spøjst.
så nemt slap hun vist ikke, for hende eller for opgaven. forventede hun først at kunne sige og gøre hvad hun ville...Og bagefter at folk ville gøre noget for hende alligevel?
På den anden side, på hendes stemme, den havde virket...lidt for ivrig. Som om hun faktisk havde brug for hende. hun følte sig måske...ensom heromkring?
hun smilte svagt. Det gjorde man nemt, det vænnede man sig til.
Men nu havde Camille også kastet bolden over til Singal, hvilket gav hende en position til at kunne...bestemme lidt og tage føringen igen.
"Om en uge, samme dag, samme tidspunkt" Det stod ikke til diskussion. Det kunne man høre på hendes stemme og se på hende.
Så vente hun sig om igen og forsvandt snart mellem nogle træer, da hun trådte væk fra vejen.


//out//

Camille holdt vejret.
Hun vidste Singal vægtede om hun overhovedet gad at have med camille at gøre, og det hele afhang af hvad hun fandt frem til de næste sekunder.
Fakta var , at hun havde brug for at vide mere, både om sin telekinese og om stedet og racerne der levede her. Singal kunne hjælpe hende på vej, mente Zean...og så vidste Camille det var den vej hun skulle.
Da Singal gav beskeden, skulle der ikke forhandles yderligere, så ville ballonen briste.Så camille nikkede og sagde blot " På gensyn"
Og så begyndte hun at gå den lange vej hjem.....og i hendes tanker optrådte mindet om Zean med Elyas på sin arm.

// OUT

//undskyld hvis jeg virker alt for ivrig, for det meste skyldes det nok kedsomhed og den fact at du besvare lidt hurtigere end så mange andre, kombineret med at du er spændende at skrive med...Men hvornår er du så frisk på vi fortsætter i et nyt emne? //

Singal, din skat.
Lige når du vil da

men i weekenden vil jeg ikke være så meget på, så der røg dit ene argument * driller*

Det går nok...ved ikke hvor meget jeg besvare i hele den kommende uge, da jeg har ferie. Så skal besøge en veninde og næste weekenden min storebror.
Men er frisk på emnet lige så snart du er....Det er jo din tur til at oprette

Nå....men jeg har læst et sted at man opretter to gange, når man opretter på Underworld, DEEET må du da oz ha set ??

ferie...i er heldige, jeg har først i uge 8 når alle i er i skole

nej, beklager. og jeg har endda hjulpet med at rette reglerne igennem
det er din tur.

Damn....
du er bare en SÅ hård forhandler....* Mumler noget med mænd, der ikke rigtig synes at passe ind og ændrer det så til trunter ! *

Haha
Du lovede, så jeg hjælper dig bare med at holde hvad du lover

yeah.... jeg skal nok oprette.
men om 2 min er jeg væk fra com, og tilbage på mobil, med stog osv....og så logger jeg af.
men det kommer snarrest, promise.

det bliver når du kan