Endelig alene.. Eller måske ikke? // Demetri //

S: Gaderne i Doomsville
T: 20:30
Da: Fredag
Dat: 10/2
V: Det sner lidt og det er meget fin sne
O: Nogle få mennesker og vænser som der går lidt rundt
T: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] med en lang sort jakke som der er åben foroven.

Meriko havde skrevet lidt med Demetri i noget tid da hun ikke rigtig havde set ham i et stykke tid så hun ville gerne mødes med ham og havde en dag med ham alene for det var rart længe siden at de havde været sammen og rigtig længe siden de havde været alene sammen.
Hun havde bedt ham om at mødes med hende nede i gaderne og hun håbede da han ville komme der ned for hun havde gjort sig lidt lækkere end hun pleje at gøre. Hun ville så gerne være lidt mere pæn overfor ham da hun godt kunne lide ham lidt for at var altid så hård og det syntes hun var vildt dejligt for han kunne nemlig få den væreste dæmon frem i hende som ingen andre kunne før ham og det syntes hun bare er fedt men også lidt irriterende.
Hun gik lidt rundt i gaderne og kiggede lidt rundt på de folk der gik rundt omkring hende og hun kiggede rart surt på dem da de fleste kiggede mærkelig på hende eller prøvede at lægge an på hende og nogle få af dem piftede efter hende også og når de gjorde det brugt hun lidt af sin evne til at vælte dem omkring med luften som hun jo kan styre.

Demetri havde fået en masse breve fra sin ''barndoms ven'' Meriko
han havde lært hende at kende som en ganske ung vampyr og hun
havde altid været der for ham når han havde brug for hvad han nu
ellers brugte folk til der var han nær. Han vandrede gennem gaderne
selv var han ikke meget for at give sig til kende, alligevel kunne hans
aura ikke skjules for andre væsner. Selv mennesker ville kunne mærke
hans tilstedeværelse. i det næste stod han bag Meriko. "Jeg har snart ikke
set dig i 233 år" hviskede han nærmest med et grumt smil der han endelig
stod ved hende.


//husk at det er sådan en gammeldags agtig tid på underworld//

Meriko gik bare lige så stille rundt og kiggede lidt rundt og håbede bare sådan på at han snart ville komme hvis han overhoved kom her til for det var jo ikke sikkert for man kunne aldrig vide med ham for han var jo ikke så glad for at skulle være ude og bare mødes med en gamle ven.
Hun tog sin ene hånd op til sin brystkasse og vendte sig hurtigt om og kom med en lille lyd "Du må da ikke bare snige dig sådan ind på mig du ved jeg nemt får chok" sagde hun med et lille grin og kiggede stille på ham og var rigtig glad for han dukkede op for det var hun ikke sikker på at ville for man kunne sgu aldrig vide med ham for han var lige sådan da de var yngere for det kunne de godt lave en aftale men det var ikke altid han kom til tiden og nogle gange kom han aldrig.

// Nårh ja tak fordi du sagde det //

//det bare okauy//


Han slikkede sig over de store hugtænder han havde fået efter sin
unge død, imens han bare stirrede op og ned af den Smukke Meriko.
Han lignte næsten en der ville æde hende. Da han ´havde stirrede en
tid på hendes dæmoniske krop, ramte hans metalliske grå øjne hendes
stadig unge og livlige øjne selvom hun var mere end de fleste viste.
"Jeg har det best sådan" sagde han med en tone af glæde i den halv mørke
stemme. Et smil kom frem og blttede hans 2 par hugtænder. "Hvor har du været
i alle de her år" sagde han endnu lavere uden sådan set at hilsne på hende.

Meriko stille sin ene hånd på hendes hofte og rystede stille på hovedet da han begyndte at kigge op og ned af hendes krop og grinede stille inde i sig selv så han ikke kunne høre eller se at hun syntes at det var dejligt at han kiggede op og ned af hende for hun ville jo gerne gøre sig til for ham.
Hun kiggede stille på ham med sine grønne øjne og de var så grønne at man skulle tro at de ikke var æget men de var de dog.
Hun rystede stille på hovedet igen "Du har ikke forandret dig særlig meget må jeg nok sige" sagde hun stille og kiggede lidt rundt men kiggede hurtigt på ham igen da hun kunne se et lille smil og hans hugtænder som der endelig ikke generet hende så meget. Hun kiggede lidt ned og sukkede stille "Jeg har været ude og lede efter dem der slog min familie ihjel.." sagde hun stille og stoppede og kiggede surt op på ham "Og du skal ikke stoppe mig i at finde dem ligesom sidst!" Sagde hun surt og kiggede surt på ham og pegede stille af ham.
Hun kunne godt huske sidst da han prøvede at stoppe hende og hun kan også huske at det er derfor hun ikke har ville snakke med ham i et godt stykke tid.

Han grinte lidt over hendes sidste kommantar......
Han stirrede i de grønne øjne der altid havde været
en samligning med hans øjne. "Jeg stopper dig ikke"
var det eneste han svarede til det, "Dit værelse er uændret
som da du forlod det i vores hjem" han skævede mod højre
da han hørte nogen hviske, det var en besværelse der blev
kastet kunne han høre. Et menneske væsen der havde magi.
Han lod igen sin konsentration gå på Meriko. "Men det ser ud
til at du kommer tomhedent?" sagde han med et let provokerende
smil til den smukke Meriko.

Meriko kiggede på ham som om hun skulle tro på det for han var jo god til lyve overfor hende havde hun da fundet ud af i den tid de havde kendt hinanden nu "Ja ja det godt med dig du jeg kender dig jo og du vil ikke have at jeg komme til skade jo for jeg er jo bare en lille pige" Sagde hun surt da det var det hun altid blev kaldt af ham men han gjorde det nu mest for irriterende hende.. Tror hun for hun er nu ikke helt sikker længere.
Hun smilede stille til ham "Fedt nok så kan jeg måske stadig bo ved dig? Har nemlig ingen steder lige for tiden" sagde hun stille og kiggede lidt rundt og lade mærke til han havde hørt noget eller set noget men kunne ikke lige selv finde ud af hvad det var da hun nu var mest opmærksom på ham.
Hun surmulede lidt over det sidste han sagde "Hvem siger det var?" sagde hun lidt surt til ham og kiggede bare surt på ham. Hun lagde stille sine arm i kors foran sit brystkasse.

Han grinte..."det gør du vel selv.....du har jo tænkt dig at rejse igen lød
det fra ham. Hun opførte sig stadig som en lillesøster der ikke fik sin vilje
nogen gange kunne han se. Han løftede sit ene øjenbryn...."Og ud over det
var ting forandret sig Meriko!" Hans stemme blev mere dyster og ubehagligt.
Demetri brød sig ikke så emget for forandringer medmindre det var til hans
fordel. Men det var det for det meste aldrig. Han kiggede igen over på
menensket med magien. Manden begyndte at få en mere truende affærd
i hans aura felt. Det fik Demetri til at skære tænder, men ikke så det kunne ses
fra Meriko.

Meriko blev sur igen "Helt ærligt! giv mig nu lige en chance tak!" sagde hun surt til ham for hun hadet virkelig når folk ikke gav hende chance og det var jo flere år siden at de sidst så hinanden så det kunne jo være at hun ville blive den her gang og det ville hun sgu gerne men hun skulle jo nok desværre lidt frem og tilbage da hun næsten altid arbejde "Demetri det er flere år siden at vi sidst så hinanden og jeg er altså blevet større men nogle gange gør du mig bare så sur!" sagde hun stille og kiggede ned i jorden og sukkede lige så stille.
Hun kiggede hurtigt op på ham da han blev lidt skræmmende syntes hun og der skulle ellers meget til før hun blev rigtig skræmt af noget "Hvad er der lige med dig?! Du virker som om du er en helt anden nu! Du virker meget skræmmende og det lyder som om du snart vil æde mig!" sagde hun surt og kiggede stift på ham for at få øjenkontakt med ham igen.

"Meriko" sagde han uden nogen forklaring. I det samme hun sikert
opdage at de blev iagtaget af en gruppe hekse folk´. En af dem var
den fyr der irreterede Demetri. "Skal vi" sagde han som tegn på at de
skulle begynde at bevæge sig så de ikke trak for formeget opmærksomhed.
Han så indgående på Meriko som var det en order oglige lignte det at
der var en romantisk stemning i hans kropsprog. Det var ikke fordi han havde
forandret sig....Han var bare sådan, det havde hun vel glemt siden hun ikke
havde set ham i de mange år, som alligevel føltes som kun en dag.

Meriko kiggede med store øjne på ham og så dem som Demetri havde hørt lidt tidligere og hun nikkede hurtigt til ham og vendte stille om og begyndte stille at gå ned igennem gaderne igen mens hun kiggede stille rundt og prøvede at huske den gang hvor de var yngere hvor han virkelig kunne pisse hende af og hun kunne huske at hun elskede ham mere og mere for det og det var det hun ikke var så glad for den gang for man blev ikke bare sådan forelsket i en Klusisska og det vidste hun jo godt.
Hun kom i tanke om at det var derfor hun var rejst fra ham for hun havde været tæt på at kysse ham den gang. Hun rystede hurtigt på hovedet og blev lidt sur igen og gik lidt hurtigt da hun helst ville glemme det hele og starte forfra med ham for han var jo en fantisk ven og han var der når hun havde brug for ham og hun var der altid når han havde brug for hende.

Demetri kom hurtigt op på siden af Meriko. Han sagde intet gik bare og
kiggede på hende og så ud i luften og så tilbage på hun dæmonen igen.
Hans ansigts udtryk var følelses løst som det for det meste var. Han havde
intet at sige lige nu, det at gå med Meriko var mere end nok. Stilhed var bedre
end at tale lige nu. Merikos Aura skiftede svagt, havde hun noget at sige?
Hun virkede lettere forvirret.

Meriko kunne mærke at han kiggede på hende og hun kiggede stille over på ham og smilede venligt til ham og gik lidt roligere end før. Hun prøvede at skjule at hun var lidt sur over det hele for hun ville hellere være sur end mega genert over fortiden for det var hun virkelig men nu mest flov over det hele for hvordan skulle man lige fortælle ham det?
Hun kiggede stille ned i jorden igen og gik lige stille videre og tænkte lidt på den gang de mødte hinanden... Hvor var han irriterende den gang! Men ja det var han sgu altid jo og det kunne hun godt huske nu hvor hun tænkte lidt over det men ja det var jo lige mget nu.

"Septi og Nero, er død" sagde han pluselig uden videre tanke
på at nogen skulle genkende de 2 stærke vampyres navne.
Han lavede en grummende lyd som var han vred over deres død
men de havde valgt at lægge sig ud med Demetri og selvom de var
af hans gener, så skulle de ikke tro at de slap så let! Han kunne ikke
tollerere at de udfordrede ham som leder. De var ikke alfaer som Demetri
havde været. Faktisk fandtes der sjældent alfaer og Demetri havde endnu
ikke selv skabt en alfa af sine vampyrer.

Meriko kiggede med store øjne på ham og blev næsten trist over det for hun kunne godt huske dem svært men ja det var mange år siden så hun kunne nu ikke helt huske dem "Hvad er de? Hvordan døde de?" spurgte hun stille om mens hun kiggede stille på ham og kunne se at han virkede som om han var rart sur over det men hun var ikke helt sikker "Er der noget galt?" spurgte hun stille om og kiggede lidt bekrymte på ham.
Hun kiggede lidt tilbage for at være sikker på at der ikke var nogle der gik efter dem som der tit var efter hende fordi hun jo var fotomodel og det vidste stort set alle da hun var i næsten alle aviser.

//gameldag tid//


"Jeg måtte dræbe dem" sagde han kort, der gik en tid hvor ingen
sagde noget til hinanden. "De udforderede mig og ville starte deres
egen klan til ære for mig. Men det acceptede jeg ikke...Jeg viste de
ikke var alfaer som mig og mine søskende" Han kigged enu over på
Meriko. "Ingen skal udforder mig" Det var nærmest en trussel man de
begge hviste at Meriko aldrig ville kunne finde på at svigte Demetri.

// Jamen hun er jo fotomodel men man kan jo sige at der nogle af de første og det er derfor der er så mange der er vilde med hende? //

Meriko kiggede med store øjne på ham og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham så hun lød bare vær med at sige noget ham men kiggede bare ned i jorden mens hun stille gik videre. Hun luttede øre da han sagde noget igen og vidste ikke helt hvad hun skulle svare til det men da hun var ved at sige noget sagde han noget igen.
Hun kiggede lidt surt på ham "Jeg ved godt at der er ingen der skal udforder dig men du tror vel ikke at jeg kunne finde på det?! Mig som der holder så meget af dig..." Det første sagde hun lidt surt til ham men det andet var mere stille og roligt og hun blev lidt flov over det for nu vidste han det jo.
Hun kiggede ned i jorden og gik lidt hurtigere og prøvede at lade vær med at kigge på ham for hun ville bare blive mere genert over det.

"Meriko, du den søster som jeg selv har valgt" svarede han og kiggede
dybt i hendes øjne imens de stadig. Det var hans måde at sige at han holdte
af hende.....Men hun ville aldrig nogen sinde få ham til at sige enden til
hende eller nogen anden at han elskede dem. Han ville aldrig kunne elske
noget på denne jord. i denne verden eller i andre verdner. Han stoppede op.
da han lagde mærke til at de var nået til byens mure.

Meriko sukkede stille og kiggede stille på ham "Nårh ja som søskende" sagde hun stille og kiggede ned i jorden igen og gik stille videre og tænkte lidt over det for hun så jo ikke ham som en bror som hun gjorde i starten for hun var jo faldet for ham men hun prøvede alt for at fjerne alle de følser.
Hun stoppede stille op ved siden af ham og kiggede lidt rundt omkring og sukkede lidt "Øhm ja hvor skal vi gå hen nu?" spurgte hun stille om og kiggede lidt stille på ham og smilede stille til ham og rettede lidt på sin jakke da der var en knap der var gået op midt på hendes mave. Hun rettet lidt på sit hår som der irriterende hende en del så hun tog sit hår op af jakke og vinden fik hurtigt fat i det så blæste stille rundt om hende.

Han vendte sig mod hende og sagde bestemt. "Lad os tage hjem!"
han smilte nu til hende så tænderne blottede sig. "Du sikkert træt
og du må fortælle alt du har oplevet!" han kiggede ud i mørket som
var som dag for hans øjne han kunne se alt ude i natten.
Mest af alt ville han hjem fordi at der kunne han være mere rolig med
Meriko. Desuden havde han ikke set hende i mange år, så det kunne være
at hun ikkke var den samme mere. Men det virkede det dog som om at hun var,!

Meriko smilede stille til ham og nikkede bestem til ham "Ja lad os det! det er jo længere siden at jeg har været der" sagde hun stille med et lille smil på læben og kiggede lidt rundt og vendte sig stille mod ham. Hun var så glad for at være sammen med ham igen men hun skulle til at tage sig sammen for hun skulle ikke så venlig når de var udenfor for man vidste aldrig om der var nogle der kendte dem og ville prøve at angribe dem mens de gik rundt der og snakkede om fortiden for der var sikkert nogle der hørte dem og Meriko var nu ikke helt på vagt når hun gik der i sine tanke for der var så meget hun tænkte på lige nu.

Han nikkede, "efter dig" det han mente med det var at hun skulle begynde
at løbe så det ville tage korter tid for dem og også så ingen mennesker
skulle følge efter dem til Demetri's og Meriko's hjem. Et lumsk smil kom frem
på hans læber men Meriko hviste vel at det var fordi han elskede og løbe om
kap og især med hende lige som dengang hvor de begge stadig var unge
og frie.

Meriko smilede lumsk til ham og nikkede stille og begyndte at løbe mod deres hjem for hun kunne lige huske vejen hjem for det var jo rart lang tid siden at hun havde været der men hun kunne lige huske vejen.
Hun løb så hurtigt hun kunne men hun vidste at hun aldrig ville vinde over ham for han var jo en vampyr så han kunne jo løbe meget hurtigere end hun kunne men hun havde nu også svært ved at løbe i høje hælet eller hun havde øvet sig på det for hun gik jo altid i høje hæle for hun kunne ikke lide at gå i flade sko længere da hun havde vant sig til at gå i høje og det var bedst når de var rigtig høje.
Hun kiggede stille efter ham men havde svært ved at få øjne på ham når de løb om kæmp.

Demetri kom hurtigt op på siden af hende han havde et mere roligt smil
på de kolde døde læber, "KOm så tøssen" sagde han og begyndte at sætte
farten endnu mere op så han var ved at komme foran. Dog villehan bare
provokere hende så han kunne se hende yde for hans skyld. Kæmpe
for ngoet der allerede var tabt på forhånd ;D Han kiggede fra hende oglige
frem istedet for for at konsentrete sig om hvornår han skulle hoppe eller løbe til
siden når der kom træer-

Meriko grinede lidt over det og løbe hurtigere og hurtigere men havde svært ved at følge med ham for hun vidste at hun aldrig ville kunne vinde over ham men det var nu sjovt at prøve alligevel selvom det var svært for hende.
Hun kiggede stille frem og løb lidt hurtigere og kom i tanke om at hun kunne udnytte luften jo. Hun brugte sin evne til at lufte flyttede sig væk fra hende så hun havde lidt nemmere ved at komme frem for nu ville hun ikke løbe mod vinden længere. Hun kiggede stille over på ham og smilede lige så stille til ham og løb lidt mere til eller prøvede at løbe mere til.