Endelig alene.. Eller måske ikke? // Demetri //

Allerede på den korte tid var de foran den kæmpe borg der vAR Demetri's
Han ventede på Meriko der var ca 67sekunder fra at være der hvor han stod.
Han var allerede faldet mere til ro da han var på sit teritorium, og i sit hjem.
Han stirrede dog kort op i himlen, ravnene kræsede over et sted tæt på slottet
var der nogen som gik i hans teritorium? Han skar kort tænder inden
at meriko stod ved hans side. Slottet eller borgen....var meget mørk og lignede
mest af alt noget der kom fra en gammel skræk film. Men værelse var smukke
og elegante en ægte vampyrs hjem.

Meriko løb til det sidste stykke og kom op ved siden ham og kiggede med store øjne på slottet eller borgen og kunne godt huske det hele nu og der kom en masse minder frem da hun stod foran slottet/borgen.
Hun kiggede over på ham igen og smilede stille "Det ligner jo sig selv" sagde hun glad og kunne godt se på ham at der var noget galt så hun kiggede lidt bekrymret på ham og kiggede stille rundt og lyttede lidt "Hvad er der?" spurgte hun stille om mens hun kiggede på ham og kiggede igen over på slottet/borgen.

Han rystede på hoved til svar for Meriko, imens han stadig stirrede over mod ravnene.
"hM..." SAGDE HAN og svarede så på det andet. "Ja det ligner sig selv" han trak
på skulderne, "Jeg nyder at alt er som det plejer" han kiggede nu endelig på borgen
istedet for på ravnene der skreg. "Skal vi?"med henblik på at gå ind i deres hjem.
Han var ikke sulten og havde heller ikke lyst til noget rigtig.

Meriko kiggede stille på og smilede lige så stille til ham og troede ikke helt på at alt var som det skulle være for Demetri virkede lidt mærkelig og det plejede han ikke eller det plejede han ikke den gang de snakkede meget sammen så hun syntes det var mærkeligt at han var sådan nu.
Hun nikkede stille til ham og gik stille hen mod borgen mens hun kiggede stille på ham og så hen på borgen igen og smilede lidt over det for den var ligesom hun husker det og det var dejlig.

"Velkommen hjem" sagde han og begyndte at gå ind i borgen. Da porten blev åbnet
kunne man kun se mørke gange og uhyggelige steder. Et smil kom på Demetris
ansigt. Meriko var blevet en anden end han huskede, en helt anden.
Det irreretrede han svagt men havde hun ikke altid irreteret ham enlig?
Det var så lang tid siden, og minder fyldte bare syntes ham.

Meriko smilede stort til ham og gik stille ind og kiggede rundt omkring og prøvede at huske det hele og det kunne hun så godt at man skulle tro at hun aldrig var flyttet der fra. Hun snussede stille ind og kunne genkende alle lugtene der fra og det fik til at smile endnu mere.
Hun tog stille sin jakke af og rettede lidt på sit hår og kiggede stille på ham "Hvor er det dejligt at være hjemme igen og det ligner sig selv" sagde hun glad og snurret rundt et par gange og stoppede igen og kiggede stille på ham uden at smile for hun kom i tanke om at han ikke så godt kunne lide at hun smilede så meget som hun nogle gange gør

Han nikkede og stoppede op lidt foran hende. Han så på
et billed af en kvinde med rødt opsat hår, hendes tøj var utroligt gammel
dags og hendes smukker også, Det var Meriko dengang at hende
og Demetri havde lært hinanden og kende. Billed var ved siden af et
andet billed af en ung mand med en kraftig udstråling af styrke og mod.
Billed var fra Demetris 1005år som Vampyr. Han lignte sig selv bortset
fra tøjet og håret der var smurt tilbage så det så glat og flot ud.
Nogen tanker begyndte at komme i hans sind og det fik ham til at
smile så han blottede hele sit tandsæt.

Meriko kiggede stille på billedet af sig og smilede over det for hun kunne godt huske den dag det var blevet malet for det var en rigtig god dag for det var nemlig den dag at hun fik lov til at bo sammen med Demetri som hun var utrolig glad for og hun var også meget ked af at hun bare sådan flyttet uden at sige noget til ham for de var jo bedste venner.
Hun kiggede stille på ham igen og kunne se han smilede og kunne ikke selv lade hver med at smile til ham. Hun kiggede stille på hans tænder og syntes at de var blevet lidt større siden sidst.

//malet...billedet er malet....der er jo ikke elektrisitet//

Han sagde intet i al den tid. Men begyndte at gå igen uden
at sige det mindste. Gange blev pluselig belyst med stearinlys
som var der magi der viste at Demetri var kommet hjem. Først
nu talte han igen. "Skal vi se dit værelse?" sagde han og vendte
sig skævt for at se til Meriko imens han gik.

// Undskyld glemte det lige //

Meriko kiggede stadig på billedet men lade hurtigt mærke til at han begyndte at gå så hun gik stille med ham og kiggede lige så stille rundt på det hele og var glad for at være hjemme igen.
Hun kiggede stille på Demetri og nikkede lige så stille "Ja lad os det" sagde hun venligt og gik op ved siden af ham og kiggede lidt rundt igen og grinede lidt inde i sig selv over nogle minder.

"Hvis du mangler noget i dit værelse så fortæl mig det" sagde
han imens de gik. Selv havde han ikke tænkt sig at gå ind i Merikos
rum. De var stadig ikke tæt på de lange gange med værelser og andet
spændene værelser. Borgen kunne tage lang tid at gå rundt i hvis det
var slændre tempo som de gik i.

Meriko nikkede stille til ham "Det skal jeg nok men det tror jeg ikke at jeg gør" sagde hun stille og smilede venligt til ham.
Hun gik stille videre og gik lidt hurtigere for at komme lidt hurtigere hen til sit værelse for det var længe siden at hun havde set sidst værelse så hun havde lidt svært ved at huske det men det kom nok når hun var der inde og så kunne hun også se om hun manglede noget til værelset.

De kom endelig hen til hendes værelse, han stod ude foran døren
hun fik æren selv at åbne og se sit værelse for første gang i 200år.
Der var næsten som en gave at få Meriko tilbage i sit hjem. Han stirrede
ventede på hende, spændt på en måde og så alligevel ikke. Han viste
at folk kom og gik i hans liv.

Meriko smilede venligt til ham og tog stille fat i døren og åbenede stille døren ind til sit værelse og kiggede med store øjne på det hele og gik stille der ind og kiggede lidt rundt der inde og kunne huske alle tingerne og kom i tanke om et billede hun havde fået malet til ham som en gave til ham men hun fik aldrig givet ham den. Hun gik over til sit skab og åbenede en skuffe og tog den stille op og gik over mod ham og var lidt flov over det.
Hun rette det hen til ham "Ja det en lille gave jeg har fået lavet til dig det er billed af os to jeg tegnede en gang og så fik jeg det malet så her" sagde hun stille og var flov over at der skulle gå så lang tid før han fik men hun håbede bare at han ville kunne lide det.
Det var et billed hvor de havde været ude og fundet sig et offer og hun tog sjælen som han bed kvinden i halsen og hun syntes selv at det var et flot billed men hun var ikke sikker på hans mening.

Han tog imod det og nikkede, roligt til hende som tak.
"En slags, jeg er kommet hjem gave" sagde han med
en svag ironi i stemmen. Han lød træt, men det var han
bestemt ikke. Han kiggede længe på billedet uden at sige
noget om et tak eller om billedet. Han bakkede mod døren
og tog i håndtaget. "Velkommen hjem" Han holdte en lille
pause og kiggede på billed. "Velkommen hjem, jeg bliver nød til at
forlade dig nu" han gik ikke bare med det samme emn ventede
på at hun skulle svare han eller bare sige et eller andet.

Meriko smilede stille til ham og nikkede "Ja det kan man godt sige" sagde hun stille og kiggede længe på ham og følte at der var noget galt for han sagde jo ingenting til billedet og han virkede rart træt og det virkede også som om der noget som der irriteret ham og hun håbede bare ikke at det var hende som han var irriteret på fordi hun var kommet tilbage.
Hun nikkede som en tak til ham "Jamen tak og ja du må hygge dig så" sagde hun stille og gik over til sin seng og lagde sin jakke på sengen og sat sig stille ned på den og kiggede over på ham.

HAn nikkede og lukkee døren.
Man kunne høre hans tunge trin gå ned af gangen men de
stoppede pluseligt som var han ikke længere i kontakt med
jorden.

/out//

Meriko rejste sig stille op og gik over til sit skab og fandt noget gammelt nattøj som havde kødt den gang hun boede her og hun syntes endelig stadig at det var en sød gammel natkjole hun havde.
Hun skifter om til det og hang sin jakke ind i et af de andre skabe og lade sig stille til at sove for det var et par dage siden at hun sidst rigtig havde sovet så hun brug for det.

// Out //