Angel blood will be lost //Ribanalon//

Hun nærmede sig ham helt og stod nu op af ryggen på han med
sine bløde hænder på hans skulderblade. Hun lagde sit hoved på
hans ene skulder og hviskede, "Og vil du fortælle mig, dit navn"
hun var tæt nok på han nu til at få det hun ville have fra ham. Hans
duft trængte ind i hendes lugte sans og hun mærkede alle hans
indofiner osv...som en væsen ville kunne lugte på så tæt afstand.
HUn lagde hoved helt tæt på hans kind. Blodet fra hendes hvide kjole
ville nu komme på Akumas tøj så også han ville lugte af englens blod.

Han fniste igen.
*Prøver hun seriøst at komme tæt nok på til at drikke mit blod?* Tænkte han.
"Mit navn er Akuma og jeg er den skygge du ikke kan dræbe" Sagde han for at tirre hende.
Akuma vente sig om og så hende i øjnene.
Hans hænder satte han på siden af hende.
"Hvad er det du prøver på?" Spurgte han med et drilsk smil på læben.
Han 1,90meter kikkede lidt ned til hende.

Hun grinte igen og lod en finger glide over hans hage, "skyggen
Akuma" hviskede hun imens at hun gik ud af hans greb og lod fingeren
køre med indtil at den slap hans hage og hendes hånd faldt ned lang
hendes side, hun stod med ryggen til men skævede svagt bagud til
ham. Den første kommantar han kom med sagde hun intet til.
Hendes kjole blev pluselig rød. istedet for hvid. Hun blottede igen de
dræbende tænder som hun havde i et smil imod ham.

Den røde kjole af dem ----> [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han blinkede lidt med øjnene for at se om det virkelig var kjolen der skiftede farve eller det var hans øjne der ikke kunne mere.
*Der sker noget virkelig mærkeligt her* tænkte han.
Han betragtede hende nu fuldt ud.
*Et eller andet* gentog han i tankerne.
Han gik et skridt nærmere hende.
"Jep jeg er en skygge min fine ven... Og nu vil jeg gerne have et svar på mit spørgsmål tak Sagde han med en rolig stemme.
Han gik et skridt nærmere igen og stod nu bag hendes ryg.

Hun stod stadig med ryggen imod ham og stirrede nu
ud i den mørke skov som de nu stod i. Et let og lunefuldt smil var på
de røde læber. "Hvad skulle jeg prøve på?" hun vendte sig halvt så hun
stod med siden til ham imens han stadig stod tæt op af hende. Hun kiggede
op på Akumas ansigt, han var en utrolig høj person. Hun focuserede
indstændst på hans øjne der stirrede ned på hende. De mørke stirrende
øjne som man bare kunne falde og falde og falde i.

Han kikkede ned i hendes øjne.
"Hmm det ved jeg ikke helt det er jo derfor jeg spørger Ribanalon" sagde han og blinkede.
Han pacerede den ene hånd på hendes ryg.
Det var måske hendes øjne men han var ved at blive blød i knæende og han anede ikke hvorfor.

Smilet forblev på hendes ansigt, imens hendes blik fyldte hans arm indtil at
den ende rundt om hendes ryg. Hun slikkede sig over læberne og kunne smage
den gudedommelige smag af engleblod. Hun rev sig svagt ud af hans farvn.
"Akuma dog" hun vendte sig mod ham så hendes fornt vendte sig mod ham.
Hun havde et drillende blik og smil. Hun gik langsomt baglæns. Imens det lokkende
og indbydende smil stadig var på hendes ansigt.

Han fniste igen og slog armene lidt ud.
"Hvis du ikke gider så lad hver med at kikke på mig på den der måde" sagde han og gik et lille skridt tættere på.
De der øjne...
Der var noget med hendes øjne som han ikke kunne sætte en finger på.
Men i skæret af fuldmåne så virkede det som de skulle hvis de da skulle lokke ham.
Han havde aldrig nogensinde set så dybe øjne.

Hun stoppede op. Hendes smil blev mere forundred.
"Med hvad, jeg gør jo intet" sagde hun med en lettere drilsk
provokation, "Jeg skal også til at gå" sagde hun og hviste
udmærket at det ikke ville passe Akuma at hun gik. Han var
blevet fanget af hende, det kunne hun se nu. Hans fysiske berøringer
og det at han fyldte efter hviste hende at han var blevet tiltrukket
af hende. Men han skulle passe på Hun var underworld
største forførske. En Farlig Vampyr, med en farlig og kold babgrund.

//Sov godt går i seng nu...ses i morgen ^^//

//Jo godnat du ^^//

Han fniste igen.
Men det var ikke ligesom de andre.
Hans øjne fik et lille sindsygt skær og det samme med hans stemme.
"Du ved jo godt hvad jeg snakker om..." sagde han og så på hende.
Han skulle til at gå over mod hende men stoppede sig selv igen og stod stille.
"Hmm hvorfor forsøger jeg overhovedet? Du ville jo aldrig falde for en mand som..." længere nåede han ikke før han tog sig til hovedet.
Der var noget i hans tanker der ville frem...
Han hørte et skrig i sit hoved... Det var meget ægte men han viste ikke hvor det kom fra.
Akuma tog nu begge hænder op til hovedet og faldte i knæ.
Skriget blev højere og højere.
"Arrgh stop det!" sagde han højt og så ned i jorden.
Han kunne ikke huske at han nogensinde havde hørt et højere eller mere smertefuldt skrig.
Og han forstod slet ikke hvorfor at det plagede ham sådan da han plejede at elske rædselskrig...

Ribanalon forblev hvor hun var selvom at han faldt på knæ,
skyggevæsner havde selv engang været noget levende, det
havde hun da set før. Det han vel kunne høre var minder fra den-
gang han stadig levende som et menneske. Hendes smil faldede
langsomt. Hun ville intet kunne gøre for Akuma når sådan ting
skete. Hendes øjne så på hver eneste bevægelse han lavede
imens han mærkede smerten. Selv havde hun forfærelige minder
i sit indre. Men Skyggevæsners minder var meget mere skadene og
virkelige for den person der nu var blevet til et skyggevæsen.

Akuma vred sig af smerte de få sekunder skriget stadig gav genlyd.
Til sidst fyldte det hele han krop med vred så noget uforklarligt skete.
Alle han knogler snurede og voksede.
Der kom store knogler formet som knivblade ud af hans arme, der voksede horn ud af panden på ham, hans rygrad brød ud af huden, benene blev dyriske, hans underkæbe brød også lidt ug og skulderpladerne skød ud og formede sig til store vinger.
"GROOOOOOOORRWW!!!!" brølede han.
Brølet kom fra han inderste smerter og lød som om det var en drage.
Skriget holdte pludselig op og alt blev stille i hans tanker.
Alle hans knogler faldte lige så stille på plads igen og huden healede.
Han lå nu på alle fire og hostede lidt.
Akuma kikkede op på Ribanalon og hev efter vejret.

I det Akuma kiggede op sad Ribanalon på knæene foran ham.
Hendes øjne lyste svagt af angst, men som vampyr og hendes slægt
udviste man det ikke hvis man kunne lade være. HUn lod en hånd
være under hans hage, så hun nærmest holdte han hoved for han.
Smerten var både fantastisk og alligevel skrækinjagende at se på.
"Akuma" var det eneste hun sagde til ham. Hun stirrede ham ind i
øjnene, hansvar fyldt med smerte.

Han lukkede øjnene et kort øjeblik.
Så kikkede han på hendes igen det så næsten ud som om hun var bekymret for ham.
"Hvad skete der lige?" spurgte han kort.
Han prøvede at rejse sig men blev liggende på jorden.
Akuma tog dog hovedet til sig selv.
Han var jo ikke hjælpeløs.

Hun rejste sig da spørgsmålet blev stillet,

"Fortæl mig om din fortid Akuma-" Hun ville se
hvad der skete hvis man talte om den og om han
overhoved kunne huske den. Hun gik 2 skridt baglæns
så hun havde en passende afstand til ham. Hvis han
nu skulle få anfald lige så slemme som det igen.
Hun ville sagtens kunne klare det. Men man behøvede
ikke at gøre ting værre.... Hun så spændt og afventede
på Akumas maskuline krop .

Akuma rejste sig op og rettede på tøjet.
Det meste af det var blevet revnet.
Han børstede jorden af bukserne og rettede sig op så han igen så Ribanalon i øjnene.
"Det eneste jeg husker er et skrig fra en lille pige..." sagde han stille.
Han så ned i jorden.
"Og en uendelig smerte..." afsluttede han mens han kikkede op på Ribanalon igen.

Hun nikkede.... Men sagde intet. Det var som hun haved forventet.
Skygge væsner var nogen stakler hvis man kunne sige det sådan, deres
levende liv havde endten været hård, eller lige før deres død havde
været forfærdelig med frygt smerte og ydmyggelse. Hun skar tænder
nogen sekundter imens hendes blik blev sløret imens hun stadig
havde sine øjne kastet mod Akuma der rejste sig. Hun gik endnu et
skridt baglæns da han var kommet helt op og stå foran hende.

Han blev lidt irriteret over at hun bakkede.
Var det bare fordi han overreagerede ved at gå for tæt på før?
Hun havde jo lidt selv startet men hvad pokker.
Når alt kommer til alt så måtte han jo have respekt for kvindfolket.
"Hvorfor bliver du ved med at bakke? Jeg bider ikke" sagde han og trak på skuldrene.
*Come on idiot du ødelagde ligesom hele chancen da du prøvede at omfavne hende... IDIOT!!* tænkte han og kritiserede sig selv.
"Du må undskylde det andet... Det var ikke for at støde dig" sagde han kort efter hans tanker.

Hun grinte lidt over hans kommantarer. "Det kan godt
være du ikke bider min kære, men jeg gør" hun slikkede
sig kort over læberne, før hun svarede på det næste,
Der var venlighed og grin i stemmen, "Tro mig, det du
har gjort støder mig ikke" hun skævede over til højer side
da hun så en af de lidt større edderkopper komme gående.
De ville fornemlig ikke gøre dem noget da den ikke kunne se
noget varme fra dem, med mindre den så Hende og Akuma
som en trussel på dens teritorium. Hun kiggede igen på AKuma.
Hele hendes ansigt, udtrykte lunefuldhed og lege syghed.
Desværre eller måske heldigt for Akuma.

Akuma fniste igen.
*Godt nok...* tænkte han men rystede tanken væk.
Han betragtede igen hele hendes krop.
"Jeg bider kun når det er nødvendigt" sagde han og blinkede med det ene øje.
Han ville i lidt bedre humør nu så han prøvede at virke frisk.
Hendes ansigtsudtryk så lidt konkurrence/legesygt ud.
"Hmmm... Skal vi se hvem der først får nakket edderkoppen derovre?" spurgte han med et konkurrencelystent blik i øjnene.

Hun lagde armene over kors. "Jeg dræber ikke edderkopperne
i den her skov" sagde hun med en undertone af en ny sætning.
"De er som mine kæledyr kan man sige" hun slog blikket ned i
jorden. "Men jeg må forlade dig nu Skyggen Akuma" sagde hun
og skullle til at vende sig om, så hun stod med ryggen til den
krigsglade skygge han. Et smil gled igen over hendes læber
i det hun vendte sig.

Akuma blev lidt mere irriteret.
Hvorfor havde hun så travl?
Og var det på grund af ham at hun ikke gad mere?
"Hvad er det du har så travlt med?" spurgte han da hun vendte sig.
Han lagde en hånd på hendes skulder.
"Ribanalon bliv nu lidt" sagde han med en lidt plagende stemme.

//Godnat du jeg er for træt nu ^^//

//Osse mig og jeg har endda sovet 2-3 timer her i eftermiddags!! :O//


Hun fyldte hånden som landede på hendes skulder, hun stirrede
bare på den imens hun lyttede til hans plagende ord. Han ville
tydeligt kunne mærke hendes kolde hud, eller rettere helavkolde.
Blevet fra englen havde fået hende til at få svag farve i kinderne
og det klædte hende! Et skævt smil der blev formet med en lukket
mund kom frem fra hendes indre. "Natten er ung, og skoven var kun
et af de steder jeg burde være i aften" nærmest hviskede hun til ham
som om ingen måtte høre hende. HUn lod ham røre ham. Han havde
udvist en hvis intresse før, så det kunne være hun blev længere hvis
der kom mere betagelse fra Akumas side af. Men hun var en enspænder
så man kunne aldrig regne med det.

*For helvede hun gør det da ikke nemt var?* plagede hans halv-skizofreni.
Han kikkede på det smil hun sendte ham.
*Fedt nok hun har blindet mig så meget at selv mine tanker går imod mig* stod han og tænkte mens stilheden hang i luften.
"De steder du skal hen er de så vigtige?" spurgte han lidt flabet med en kækt smil på læberne.

"Det kan du tro min skygge" svarede hun ham.
Han underholdte hende faktisk, men natten kaldte på
hende og længtes efter hende. Hun kunne mærke det i
sin døde krop, hvordan ensomheden og døden. Ledte
efter hendes aura og ville kærtegne hendes ellers gudeske
krop, med sin vind og sin stilhed. Hun vendte sig og ville
begynde at gå. Selvom hun faktisk gerne ville lære dette
væsen at kende måtte hun følge sit kald.