Why the hell did I get back here? - Dust.

Blair mærkede at han rejste sig og det fik hende til at gnide hendes øjne og vågne ordentligt. Hun rejste sig og begyndte at klæde sig på, hun skulle til at sætte hendes våbenbælte fast om hendes liv, men huskede så på at hun var 'slave' så hun vendte sig i stedet om og rakte våbene hen imod ham.

"Du må nok hellere tage dem her. Slaver har vel ikke våben, vel?"

Blair var ikke helt sikker, men hun ville ikke risikere noget. Hun sendte ham et smil og så hen imod døren, hun var ikke vild med at skulle gå derud og lege slave, men det var for hendes eget bedste.

"Jeg er klar."

Dust smilede roligt af hende, da hun rakte ham hendes våben og spurgte ham angående dem og slaver.
"Mine slaver skal være klar til at kæmpe, og siden du ikke har lært nogen speciel evne eller har en der kan give dig en fordel i kamp, ville det være at foretrække at du bar våben da jeg som regel sagtens kan ende i en!" sagde han roligt "Så tag dem på og opfør dig som en god slave det viser andre at du er mig hengiven, og at jeg stoler nok på dig til at lade dig bære våben! Jeg kan jo nødig have at du står hjælpelæs, hvis vi bliver angrebet!"

Hans smil til hende var mildt, og betryggende han stolede nok på hendes evne som skuespiller, til at lade hende spille en slave han syntes om og behandlede godt.

Blair nikkede til hans ord og tog våbenbælterne på. Det gav meget god mening, han ville vel helst ikke af med sine slaver og han ville ikke kunne beskytte dem mod alt. Så hun skulle være i stand til at beskytte sig selv, det var hun også nogenlunde nu, når hun var blevet bedre til at håndtere våbene. Hun sendte ham et smil og gik hen imod døren, hun lod hendes smil falme og forme hendes læber i en lige streg. Nu skulle hun igen spille noget helt andet end hun var. Det at være en slave uden at kæmpe imod var så afskyeligt i hendes øjne at det var svært for hende at spille det, men hun blev nød til det for at være i nogenlunde sikkerhed. Blair stod med blikket rettet mod jorden og prøvede at genskabe en stor smerte, psykisk som fysisk, det hjalp hende til at se lidende ud. For alle slaver måtte være lidende.

"Så lad os gå."

Det lød koldt, tonløst og det var som om hun var en anden, hun lød følelsesløs.

Dust gik roligt hen forbi hende, og på forbi vejen strøg han hende let over nakken og smilede roligt til hende "Blair som min slave, behøver du ikke spille tvunget slave!" sagde han roligt til hende "Du kunne lade som om du var frivillig slave, så kan du bedre vise glæde ved at være sammen med mig!" foreslog han før han gik ud af døren sammen med hende.

Dust kunne ikke lide at se hende være sådan, han ville ikke have at hun spillede en anden for at beskytte sig selv via ham, og i hans øjne hvis hun ville virke mere naturlig som hans slave som han kunne lide og lod bære våben, ville det virke bedre at hun også var glad for at være nær sin herre. Det kunne måske være svært for hende, når nu hun ikke var så glad for hele dette slave koncept, og havde haft dårlige oplevelser med alt det med at være slave, men med hans hjælp kunne det måske blive lettere for hende.

Blair ville på en måde have sværere ved at spillle frivillig slave en tvunget slave, hun var bare så meget imod det at det virkede umuligt for hende at nogen ville være frivllig slave. Men hun var villig til at prøve, det ville gøre at hun var mere sig selv. Hun nikkede til ham og sendte et smil.

"Ja, jeg vil prøve. Men nu ved hvor meget jeg er imod slaver."

Hun prøvede at glemme rollen hun lige var gået ind i, og blev i stedet sig selv igen, sig selv med begræsninger. Det passede vist meget godt på det at være frivillig slave. Blair følte lige en trang til at udtrykke hendes taknemmelighed igen, så hun lagde armene på hans skuldre og lagde sig indtil ham.

"Tak, igen."

Dust kunne straks mærke at hun ændrede sig tilbage igen, dog med lidt begrænsninger af sig selv, og da hun krammede ham lagde han roligt armene om livet på hende og knugede hende blidt ind til sig. Hendes dufte var stadig kraftigt påvirket af sex, og det at hun havde sovet op af ham men det tog han sig ikke af, det var trossalt hans skyldt hun duftede sådan.

"Ja jeg ved du er imod det, det er jeg selv, og selvom det kan være svært må du prøve at tage afstand til at du ikke kan lide slave konceptet, og bare prøve at falde ind som min slave!" sagde han roligt "Og hvis du vil vide hvorfor nogen ville vælge at være frivillig slave, kan du snakke med min Rapheal hun er min eneste indtil videre!" han smilede let til hende over hendes tak, strøg hendes kind og tilbød hende sin arm.

Blair slap ham inden krammet blev for klistret, hun ville have svært ved at ligge låg på hendes mening, det var hun bare for selvstændig til. Men hun vidste også at det blev nødvendigt for hendes beskyttelse. Blair var parat til at stille et spørgsmål om hans slave, men det kunne vente til hun var hjemme ved ham. Blair sendte ham et smil og så hen imod døren, hun passede på ingen måde hjemme i slavemiljøet, men det var hendes eneste beskyttelse, hun var for farlig for sig selv når hun bare gik uhæmmet omkring.

"Jeg skal nok prøve. Men mine meninger er bare virkelig kraftige. Hele min personlighed er bygget op af holdninger mine forældre har plantet i mit hoved og mine egne holdninger. Det er ikke så let bare at se bort fra."

Blair vidste ikke specielt meget om Dust, hun ville ønske hun kunne gennemskue ham og vide mere om ham, men det kunne hun ikke, han var som en lukket musling. Det ville kræve en masse kræfter at få den lukket op. Hun anede ikke hvordan hun skulle gøre det, han var ikke som de andre mænd hun kunne få til at tale ved at gøre nogle bestemte bevægelser med hendes krop. Det kunne få de fleste til at åbne op, men sådan var Dust ikke, han var så irriterende lukket. Blair var voldsomt provokeret over at han var som han var, ikke hans personlighed men at han var så indespærret. Hun var dog også selv sådan på nogle punkter, hun var ikke glad for bare at fortælle om hele hendes livshistorie, men så snart den mindste smule tillid opstod var hun ikke bleg for at fortælle en hel del, hendes følelser blev der dog sjældent sat ord på¨.

"Det ved jeg, og det er derfor jeg ved at det kan være så svært at leve dig ind i rollen, men jeg tror også på at du sagtens kan!" sagde han roligt, og tog en smøg i munden mens de gik "Du er et godt menneske i bund og grund, og vi deler den sammen mening om slaver, men jeg er kommet til den konklusion at den bedste måde at beskytte andre er nogle gange at gøre dem til slave, før en der vil være ond mod personen gør det!" Dust tændte smøgen, tog et hvæs og pustede røgen ud i en fin sky.

Dust var som hun allerede havde fundet ud af, i den grad en lukket musling, der var svær at åbne. Han havde levet hele sit liv, forfulgt af sin egen race, et paranoidt liv på flugt fra alle omkring ham, og nærmest kun levende af at slås i illegale kamp turneringer, missioner og andre opgaver han kunne tillade sig at tage uden at blive for meget lagt mærke til, det var hans hverdags kost og det var det der havde gjort ham til den lukkede musling han var i dag. Han havde ikke nogen han turde stole på ikke i denne tid, og derfor var det så utroligt svært at komme ind på livet af ham.

Blair så ned og gik ved hans side, hun prøvede at formulere det hun ville sige på en måde så det ikke blev sagt på en forkert måde. Det ville komme til lyde spydigt ligemeget hvordan man drejede det, næsten.

"Men de er dine slaver? Så på en måde er du vel ikke bedre end alle andre, hvis du vil kan du stadig forlange ting af dem. Det kan godt ske du ikke gør det, men de går i frygt for at du vil forlange noget af dem. Det væreste er ikke det slaveejere gør ved slaverne, det er frygten for hvad de ville gøre."

Blair så ikke op mens hun sagde det. Hun vidste godt at det lød hårdt, men hun havde bare brug for at udtrykke sin mening, hun kunne sagtens se det gode i det han gjorde, men bare fordi han behandlede dem pænt gjorde det ikke det at være slave bedre. Jo, måske end hos andre, men hvorfor være slave når man kunne være fri? Hun begyndte at bide en smule i hendes underlæbe, hun vidste godt at hun var gået over stregen, men nu var det sagt.

Dust smilede roligt, denne pige var ikke helt dum. Hun tænkte smart, og lige som Dust havde hun indset at slaver levede i frygt for hvad deres herre kunne forlange af dem. Dust så roligt på hende, mens han tog et hvæs af sin smøg og pustede røgen væk fra hende, så hun ikke fik det i hovedet.

"Jeg forstår godt hvad du mener, men mine slaver er som sagt skuespillere eller en frivillig, og jeg prøver så godt jeg kan at give dem en god behandling så de er glad for mig!" sagde han roligt "Skuespillerne er lige som dig, de skal kun spille slaver i offentligt rum, mens Rapheal bor på mit værelse da hun er min yndling! Så er der selvfølgelig Elizabeth, jeg ved jeg er hård mod hende og det er mod hendes vilje, men det vil blive rettet op på når planen skrider frem!"

Blair så længselsfyldt på røgen og cigaretten, hun var stoppet fordi hun ikke hvad råd til dem og ikke kunne gå og stjæle dem hele tiden, men hun følte alligevel trang til dem når hun så andre ryge. Hun så hurtigt væk igen i et forsøg på ikke at blive fristet.

"Men hvis du er hård ved hende Elizabeth mod hendes vilje er det så ikke lidt som en slave? Nej, undskyld.. Jeg ved godt at du gør det for deres skyld."

Hun sendte ham et smil og tog flere dybe indåndinger i træk som hvis hun var ved at hyberventilere. Hun overdrev måske en smule, men røgen var bare utrolig fristende.

"Du skulle ikke have en smøg du kan undvære?"

Dust havde allerede lagt mærke til, hvordan Blair havde kigget på hans smøg og røg og havde derfor allerede grebet efter en ny pakke, han havde liggende i sin inderlomme, i rejsekappen. Han rakte hende den ufortrødent mens han tænkte lidt over det hun havde sagt.

"Du har ret i, at det er som en slave men jeg agter at når jeg har gjort hende stærk nok til at klare sig selv, må hun selv bestemme om hun vil fortsætte som min slave, eller om hun vil væk fra mig!" sagde han roligt, før han tog et hvæs af sin smøg "Og hvis du vil have det, sørge jeg for at du har smøger når du har brug for det!"

Blair tog smøgen og stak den i munden, hun antændte den og mærkede den utrolige røg glide ned i hendes lunger. Hun rystede på hovedet over sig selv, hun var uforskammet. Blair så over på ham mens han talte. Hun kunne godt li' ham, han var ikke som så mange andre, han havde noget unikt over ham. Udover hans manglende følelser selvfølgelig. Hun pustede røgen ud.

"Jeg kan godt forstå det. Du viser hende hvad hun kan forvente af verden."

Hun sendte ham et smil og tog et hvæs mere af smøgen. Hun havde brug for cigaretter, det var svært for hende at lade vær, hun prøvede, men det lykkedes hende aldrig at stoppe helt.

"Mener du det?"

Hun lod som om hun dånede over hans løfte ved at ligge hendes håndryg på hendes pande og sukke overdramatisk.

Dust smilede roligt, af hendes dånen og lod som om han greb hende ved at tage om hende, og holde hende så hun nærmest lå i hans arme. Han smilede lidt drillende til hende mens han så hende i øjnene, med hovedet lidt på skrå.

"Ja kære Blair jeg mener det skam dybt seriøst!" sagde han roligt, og tog et hvæs af den smøg der sad i hans mundvige "Jeg lover højt og helligt, at så længe du spiller min slave giver jeg dig de smøger du har brug for!" Han rettede hende let op igen, med endnu et smil, tog smøgen ud af munden og smed den fra sig da han var færdig med den.

"Tja både det, og så har jeg intentioner om at forberede hende på at hvis hun vælger, ikke at være min slave længere, kan hun forsvare sig selv mod andre!" sagde han så, da de var begyndt at gå igen.

Blair tog smøgen ud da han 'greb' hende i hans arme, hun så smilende på ham og hoppede nærmest ud af hans arme da hun blev svinget op igen. Hun tog smøgen i munden igen og tog et sidst hvæs inden hun smed den på jorden.

"Jeg har ikke tænkt mig at droppe dig som falsk slaveejer, medmindre du begynder at behandle mig som en rigtig slave. Så vil jeg måske sætte min fod ned."

Blair nikkede til ham, det gav god mening.

"Også det. Jeg er allerede nu godt forberedt på hvad man kan finde derude."

Dust smilede roligt til hende, han kunne godt lide at hun forstod ham og det gjorde ham bare mere sikker i sin sag, om at han havde valgt rigtigt da han tilbød hende "Slavejobbet"

"Godt du forstår kære, nå lad os hellere komme hjem!" sagde han roligt, og tog om hende så han kunne tage hende med i en skyggevandring. De vandrede nu gennem verden som hun normalt kendte den, bare i skyggeversion og her føltes tiden ikke relativ. men de nåede langt frem dog med nogle pauser hvor Dust var nød til at sunde sig, da det kostede ham meget energi at gøre sådan noget sammen med en anden.

Blair prøvede ikke at se på så meget af skoven, den var helt anderledes på deres tur. Hun var ikke helt sikker på hvad han gjorde for at det så sådan. Hun kunne ikke forstå alt det andre væsener kunne. Hun vidste ikke hvordan de gjorde det, så for det meste prøvede hun bare at tage det som det kom. Men det var svært ikke at spørge om hvad der skete om forskellige ting. Hun var nysgerrig.

"Hvad skete der lige?"

Blair så på ham mens hun stadig prøvede at forstå.

De stod nu i Dust´es lejlighed, og man kunne godt dufte at der boede andre kvinder her, de var kommet ind under skyggevandringen og var gået direkte gennem væggene, som var de spøgelser.

"Det der skete, var at du prøvede skyggevandring sammen med mig!" sagde han roligt "Det er en basal special evne alle skyggedæmoner har, i fremtiden hvor jeg kommer fra, men dem i denne tid har det ikke, da de ikke er muteret til at have det lige som for eksempel mig! Skyggevandring er når man passerede gennem verdens skygger, ingen kan se mig eller røre mig mens jeg gør det, men det koster energi!"

Blair så sig omkring og virkede som et barn der lige var trådt ind i en ny slikbutik. Hun var alt for nysgerrig til bare at stå, hun blev til at undersøge ting nærmere. Hun gik rundt og prøvede at undersøge alt hun kunne, men hun lyttede stadig til hvad han fortalte om skyggevandring.

"Det var... Skræmmende, på en måde."

Hun så over på ham med et smil og stoppede med at undersøge lejeligheden. Hun undrede sig et øjeblik over hvorfor der ikke var andre slaver der, men kom så i tanke om at ingen af dem var slaver som sådan. Så hun tænkte de var et andet sted, hvor de selv havde lyst til at være.

Dust betragtede hende, mens hun undersøgte lejligheden og tog en smøg i munden mens han lyttede til hvad hun sagde. Hans slaver var ikke tilstede lige her, af den simple grund at, Dust ejede hele denne etage og derfor havde flere lejligheder, og denne her var den han valgte hun skulle bo i, selvom 2 af hans andre slaver boede hos ham. Det var af den simple grund at hans "Medarbejdere" skulle bo for sig selv, og hans rigtige slaver skulle bo i den lejlighed han opholdt sig i, så længe der var værelser til dem.

"Det kan virke skræmmende for mange, og jeg gør det også kun når jeg finder det nødvendigt, at tage andre med mig!" sagde han roligt "Ellers plejer jeg at gøre det alene!"

Blair kunne godt se hvorfor det kunne være udmattende at gøre den slags, de gik igennem vægge. Det var at bryde fysikens love, det var ikke noget enhver kunne gøre. Hun gik hen og satte sig en smule voldsomt på sengen så hun hoppede op og ned før hun sad stille.

"Nå.. Men hvor skal jeg opholde mig?"

Hun så smilende på ham igen, hun havde fået energi tilbage og hun følte pludselig en gnist, en grund til at leve videre. Hun havde beskyttelse, at dø ville være at udnytte det. Men samtidig havde hun også fået øjnene op for at hendes liv var værd at leve. Alian ville have ønsket hun levede videre, så hun gjorde det for ham.

Dust smilede roligt af hende da hun satte sig på sengen, og askede i et askebæger der stod på bordet.

"Du kommer til at opholde dig herinde, faktisk er denne lejlighed til dig!" sagde han roligt og smilede til hende "Den jeg bor i ligger lige overfor, og hele denne etage er min så hvis du møder nogen naboer fra denne etage, er det helt sikker andre af mine slaver, eller skuespiller medarbejdere lige som dig!"

Blair spærrede øjnene op, hun var overrasket men så forskrækket ud. Hun rejste sig og så sig omkring igen. Hun havde aldrig boet et sted der var så godt i stand. Det var som at bo i en luksuslejelighed.

"Hold nu... Her? Men.. Det er jo fantastisk. Jeg har..."

Hun smed sig ned i sengen igen og tog flere dybe indåndinger, som om hun skulle suge hans ord til sig før hun rigtig forstod det.

"...Jeg har ikke været i sådan et sted siden mine forældres hus. Det er fire år siden nu."

Blair regnede med at hun ville løbe ind i de andre piger han havde boende på et tidspunkt, alt andet ville være underligt.

Dust smilede roligt over hendes reaktion, da han sagde at hun fik denne lejlighed, Dust var en forholdsvis gavmild type når han ansatte folk under ham, selvom dette skete ufatteligt sjældent.

"Den her lejlighed er din, og hvis du vil have selskab kan du jo finde ud af det med en anden af mine skuespillere!" sagde han roligt, og lagde hovedet på skrå "Selvom jeg indtil videre kun har Lynie, som en anden end dig!"

Blair var vant til at være alene og ville sikkert også helst blive ved med at være alene. Hun satte sig op og smilede til ham.

"Jeg tror ikke jeg får brug for det, men jeg vil lade tvivlen komme mig til gode. Måske vil jeg blive ensom."

Hun virkede fraværende, fordi hun var i fuld gang med at forstille sit liv i den lejelighed. Hun lagde sig ned igen og tog en dyb indånding, hun havde svært ved at tro på at hun boede der.