Alene i skoven.

Tid: 12:24
Omgivelser: Der er et par personer der går, ellers er der kun dyr.
Vejr: Der er lyst og solen skinner ned gennem trækronerne.
Sted: Asheen Three Forest.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Blair gik ned af de snoede stier, hun havde ikke været ret meget ude fra sin lejelighed, ikke ret meget i hvert fald. Blair tog en dyb indånding og duftede den dejlige skovduft, hun elskede duften af træer, græs, planter og hvad der ellers fandtes i skoven, det var så fantastisk at være udenfor, det var rart at mærke dyrenes energi, skovens energi. Hun gik ned langs en sti og fandt en bænk og satte sig der for at nyde omgivelserne, hun blev træt af al luften, det var bare en almindelig ting for hende.

Chris slog øjnene op og blev straks blændet af den stærke sol.
Han skyggede for solen med hånden, og kiggede rundt.
"Hvor fanden er jeg?" sagde han for sig selv.
aftnen før var sløret, han huskede ikke andet end,
en flakse vodka, høj musik, og nogle piger.
Han rejste sig halvt op, men han havde en dunkende hovede pine,
og en grim smag i munden.

Han børstede noget jord af trøjen og rettede på sin frisure.
Han kiggede rundt, men han genkendte intet,
han trådte et par skridt hen af stigen da han så pige der sad ved en bænk.
Han begyndte og gå mod hende, men slingrede lidt for han var lidt halv svimmel.
"Hey tøs!" råbte han for at få hendes opmærksomhed.

Blair sad afslappet og lyttede til skovens lyde, der var ikke noget som naturen der kunne gøre hende afslappet. Men skovens lyde blev overdøvet af en der råbte efter en tøs. Blair kiggede sig omkring for at se om det var en anden han råbte efter. Blair kunne ikke få øje på nogle, så det måtte være hende.

"Ja?"

Hun var blevet meget forsigtig. Alle fremmede var hendes fjender indtil de beviste noget andet. Det var måske en dårlig indstilling, men det var den måde hun følte sig mest tryg på. Hun holdte folk på afstand indtil hun vidste hvem de var.

Han gik stille mod hende, men han havde stadig en dunkende hovedpine, så det var lidt svært og tænke klart.
Da han var kommet tæt nok på, kunne han se at pigen var meget ung.
Men hun klædte sig som en på 20 tænkte han hurtigt.
"Undskyld forstyrrelsen, men efter en lidt hård nat igår, så er jeg sgu faret vild" sagde han og lænede sig op ad banken.
Han smilede kækt til hende og kørte hånden gennem hårdet.

Blair sendte ham et skævt smil, men mennesker i den tilstand var ikke ligefrem betryggende. Blair lagde hovedet på skrå og så på ham med undrende øjne.

"Det kommer jo meget an på hvor du skal hen, ellers kan jeg ikke hjælpe dig på vej, må du forstå."

Hun var på ingen måde streng, men mere afslappet og imødekommende. Hun lagde en hånd på hendes skød og så på ham med et venligt smil og blik, men det var mest noget hun havde tvunget frem, hun ville ikke være uforskammet, men det var også uhøfligt at se kold ud.

"Ja, jeg skulle gerne ud til en vej, eller noget i den stil, for jeg har ikke den bedste sted sans, og slet ikke i en skov, hvis du forstår" sagde han og smilede venligt.
Han satte sig ned ved siden af pigen, og stak hånden i lommen.
Han fiskede hurtigt sin pakke cigaretter op, stoppede en i munden og fandt sit tændstål frem, han tændte den hurtigt og tog et ordenligt sug.
Han lod hovedet falde tilbage og pustede røgen op i luften.
"Cigarret?" spurgte han og rakte pakken ud mod hende.

Blair nikkede til den han sagde, der var et godt stykke vej hen til den nærmeste sti.

"Hvis du fortsætter i den retning vil du nå en sti efter 15-20 minutters gang, alt efter hvor hurtigt man går selvfølgelig."

Blair pegede til hendes venstre og så så over på ham igen.

"Gerne."

Hun fik sjældent cigaretter, egentlig kun når folk var så venlige at tilbyde hende en.

Han lænede sig ind mod hende og tændte hendes cigarret.
Han trak vejret langsomt, det var nu dejligt og være i en frisk luft.
Han burde måske være i skoven lidt oftere tænkte han hurtigt.

"Det er nu dejligt at sidde og samle tankerne over en cigarret,
synes du ikke?" sagde han og lavede en røg ring, som svævede stille
op mod luften inden den forsvandt.

Blair så på ham mens han tændte cigaretten, og rettede sig igen mere op, hun tog en dyb indånding og mærkede røgen sprede sig i hendes lunger. En fantastisk følelse. Hun pustede røgen ud igen og så over på ham.

"Perfekt afslapning."

Sagde hun med et smil, det var rart at mærke røgen, der var ikke meget der overgik det, slet ikke når man var afhængig, Blair var dog næsten uafhængig.

"Ja afslapning er en god ting" sagde han med en nærmest søvnig stemme og sank længere ned af banken.
Han trak hætten over hovedet, da det hjalp ham med at slappe af.
"Hvad fortager du dig engtlig her midt ude i skoven?" sagde han og kiggede op på hende.
Hun så nu meget godt ud tænkte han
Men han slog hurtigt tanken ud af hovedet,
han anede jo ikke hvor gammel hun var.

Blair så over på ham, han så ud til at være træt. Men hvis man var så forvirret som ham, var det forståeligt. Blair var alt for tit forvirret.

"Jeg ville nyde naturen mens den er her."

Lød det fra Blair, hun var selv med til at ødelægge naturen, men hun ændrede ikke på det alligevel. Blair havde ikke fået et ordentligt billede af hvordan han så ud, hun nåede kun lige at se ham kort, men studerede ham ikke nærmere, og hun kunne slet ikke når han var dækket til, men det var også i orden.

Chris kiggede lidt rundt i skoven, han havde aldrig rigtig
tænkt over naturen på den måde,
da han levede midt inde i byen.
Han tog et sug af cigaretten og og pustede langsomt ud.

"Som sagt har jeg ikke nogen specielt god stedsans, så du hjælpe
en medborger og følge mig til den nærmeste sti?" spurgte han venligt, og kørte hånden gennem sit blonde hår.

Blair så rundt og sukkede lykkeligt, hun blev så afslappet i naturen. Blair så over på ham. Hun havde ikke rigtig lyst til at forlade skoven, men hun kunne heller ikke lade ham fare vild igen. Hun kunne jo altid komme tilbage.

"Det kommer til at koste."

Sagde hun med et glimt i øjet og et kækt smil, hun ville nu aldrig gøre den slags, hun ville hellere end gerne hjælpe.

"Nå så det siger du" sagde han og grinte.
Han skodde hurtigt cigaret af i bænken og knipsede skodet væk.

Kan kunne godt lide hendes humor, den mindede lidt om han egen,
det var ikke mange der forstod han humor, tænkte han lidt

Han hev hætten ned igen og rettede lidt på håret,
han gik ikke vildt meget op i sit udseende, men at gøre lidt
kunne vel ikke skade.
*Kæft der er varmt i den her skov* tænkte han hurtigt, og tog hættetrøjen af, og blottede de mange tatoveringer op af armene.

Blair så smilende på ham, han virkede til at forstå hendes humor. Når hun prøvede at sige ting i sjov til folk tog de ofte personligt, eller bogstaveligt. Men hun gjorde det alligevel altid. Blair undersøgte hans tatoveringer nærmere, det var meget flotte. *Gad vide om de har en betydning* tænkte Blair, det var ikke ret tit hun mødte nogle der havde tatoveringer der betød noget for personerne.

"Betyder de noget, dine tatoveringer?"

Spurgte Blair og så ligeud i stedet for. Hun havde erfaring med at gå ind i grene, og ind i mellem træer, hvis man ikke holdte øje med hvor man gik.

Han gik lidt og tog hendes spørgsmål til sig, han kiggede sig
stille ned af armene.

"Da jeg var 13 løb jeg hjemmefra efter et stort skænderi med mine forældre,
så jeg svor at jeg aldrig ville se dem igen,
det var en hård barndom, mest begrund af ensomheden, der var ingen at gå til hvis
der var problemer som der plejede,
da jeg opdagede tatoveringer, så må jeg vel ha' taget det til mig, jeg vil tro det var et forsøg på at erstatte smerten og ensomheden fra ens tankegang med tatoveringerne".

Han vidste ikke hvorfor han fortalte hende alt det, han var normalt
ikke en særlig åben person hvad angår følelser, men det strømmede
bare ud af ham.

Blair var overrasket over hvor meget de havde tilfælles, Blair havde ikke nogle tatoveringer, men hun påførte sig selv smerte for at glemme alt det dårlig, smerten gjorde at hun glemte alt det dårlig der var sket i hendes liv. Og det der stadig foregik.

"Jeg løb også hjemmefra, jeg gjorde det flere gange før jeg for alvor fik nok, jeg var 15 da jeg rigtig flyttede hjemmefra."

Blair havde ikke lyst til at komme ind på detaljer som han gjorde, men hun vidste hvordan det var at brænde inde med det, man ville bare af med det, og når folk så spurgte indtil sagde man det bare, sådan havde Blair det i hvert fald. Hun var kommet af med det et par dage forinden.

Chris kunne se at hun forstod hvad han mente.
"Jeg må sige det er dejligt og møde en der forstår hvordan har det" sagde han
og smilede venligt til hende.

Han havde lyst til at fortælle hende mere, men han ville ikke smide
alle sine problemer over på hende, nu havde han jo kun lige mødt hende.

"Hvorfor løb du hjemmefra?" spurgte han hurtigt, og kiggede lidt ned i jorden.
Han vidste ikke helt hvorfor han spurgte om det, men han følte lidt
at han gerne ville vide mere om hende.

Blair var enig med ham, det var ikke så tit man mødte nogle forstod en, folk prøvede tit. Men man ville ikke rigtig kunne forstå det før man selv havde prøvet det.

"Jeg har det på samme måde."

Blair gengældte hans smil og så igen ligeud, indtil han igen talte. Hun tøvede lidt med at fortælle det hele, hun havde kun fortalt en person hele historien, så hun forenklede det en smule.

"Mine forældre forstod mig ikke, og de prøvede ikke rigtig."

"Jeg kender følelsen" sagde han og kiggede ned i jorden.
Han smilede let til hende, han vidste ikke rigtig hvorfor han smilte men
det virkede rigtigt i den situation.

De gik lidt videre, de havde efterhånden gået i noget tid,
Han var af en eller anden grund meget øm i skulderen, men aften før var
jo også rimeligt sløret.
"Bor du her i nærheden?" spurgte han og tog sig til skulderen.
Han kiggede hurtigt på hende igen, tanken fløj gennem hans hoved igen,
Hun var nu meget pæn.

Blair følte sig overvældet af følelsen af at bliver forstået, en følelse hun aldrig havde følt før. Det var bare rart. Blair gengældte hans smil og så igen ligeud. Hun havde det med at falde for ældre fyrer, men de fleste hun havde været sammen med, var ikke ret meget ældre. Han var ældre end hende, det var ikke svært at fornemme, han virkede bare på et andet sted i livet end så mange andre. Blair så på grenen der kom længere fremme, men da han spurgte om hun boede i nærheden så hun over på ham.

"Jeg bor i Doomsville, inde i byen."

Blair skulle til at smile da grenen ramte hende i hovedet. Hun tog et skridt bagud og rystede på hovedet. Hun var taknemmelig for grenen ikke var særlig tyk.

Han kunne se på hende at der var noget der gik hende på.
Han ville sig noget for at hjælpe, men vidste ikke hvad.

Pludselig gik hun ind i en gren.
"Er du okay?" spurgte han og grinte lidt.
Hun havde fået et lille mærke i panden.
"lad mig lige fjerne det" sagde han og strøg hende over panden.
Han plejede at være lidt af et svin, når det kom til piger, men der var
noget over hende her som var anderledes, frem for de andre piger.

Blair kunne godt mærke grenene havde efterladt et lille mærke. Det var dog ingenting til de mærker hun havde andre steder. Blair lo kort.

"Jeg har det fint."

Hun skulle selv til at føle efter mærket, men han kom hende i forkøbet, hvilket egentlig ikke gjorde hende så meget. Blair så på ham med et skævt smil.

Der blev et sekunds stilhed, han kiggede hende i øjnene, men kiggede hurtigt væk.
Hun virkede nervøs på en eller anden måde tænkte han lidt.
Han tog sin trøje ned fra skulderen og tog den på igen.
Han mærkede pludselig et stik i brystet.
Han tog sig ledt til brystet, pludselig kom han i tanke om skaden han fik på sit sidste job, han havde tænkt så meget over det da han var vand til at få skader, men det her gjorde specielt ondt.
Han tog et par skridt men pludselig begyndte det at sortne for hans øjne, han havde aldrig følt sig sådan, han stak hånden ud for at læne sig op af noget men der var ingenting.
Han faldte til jorden og han kunne kun se et lille lys for øjnene.

Blair fulgte hans bevægelser og så til da han vaklede bagud og faldt til jorden. Blair skyndte sig hen til ham og satte sig ved siden af ham. "Er du okay." Blair ruskede i ham i et forsøg på at få liv i ham. *Hvad skete der?* Det ene øjeblik havde han det fint og det næste lå han bevidstløs på jorden. "Hallo!?" Blev hun ved, der måtte da være et eller andet der kunne hjælpe ham. Blair prøvede at få ham på benene, så kunne hun måske hjælpe ham hen til nogle der kunne hjælpe ham, men hun kunne umuligt få ham på benene, og hvis hun så kunne ville hun ikke kunne føre ham hen til nogle der kunne hjælpe.