Shattered. -Nille-

En akavet steming spredte sig pludselig imellem dem.. Egentlig havde Jacob bare lyst til at fjolle rundt med hende som de plejede, men det virkede ikke som om at hun gad at have ham i nærheden lige nu.. Det måtte være noget som han havde gjort, hvorfor skulle hun ellers rykke væk fra ham på den måde og være så trist? men, det gav bare ingen mening, lige før havde hun været glad for at se ham, fortalt ham at hun havde savnet ham..
han bemærkede at hun kiggede op, så forsigtigt fulgte han hendes blik og fik øje på den sorte plet.. Det måtte være Black star..
han kiggede hen på hende igen, efterfulgt af et lille suk.. Hvad skulle han sige til hende? Undskyld? Men for hvad dog?

Hun havde rykket sig væk fordi... Fordi hun var så træt. Træt i hendes krop, sind, og sjæl. Hun var så irriteret på mange ting, og det hjalp bare ikke at hendes følelser kom i vejen for hendes tanker... Hun havde planer med sin klan, så mange kontrakter... Hun var stresset. Hun knugede den lille kanin ind til sig, og gemte sit ansigt i dens pels. Den snuste nysgerrig til hende.

Han kunne krybe i et musehul pga. alt den stilhed.. Ikke en af dem sagde et ord.. Hvorfor? Havde nogen kastede en stilhedsbesværgelse over dem, nej tværtimod, de vidste vel bare ikke hvad de skulle sige til hinanden..
Jacob kunne ikke holde stilheden ud og besluttede sig for at bryde den, lade en solstråle komme ind i det mørkerum..
"Så.. Hvad har du lavet i den tid?" spurgte han forsigtigt..
Han håbede på at det kunne lette lidt på stemningen..

Hvad hun havde lavet? Åh.. Det spurgte de næsten aldrig hinanden om. Hun bed sig lidt i underlæben, og så på ham over skulderen.
"Grædt, gemt mig under dynen, og taget mig af den lille kanin her som jeg fandt i skoven... Den sad fast i en af jægernes fælder... Jeg kunne ikke bare efterlade den lille stakkel, og så er den også forældreløs..." Hun så ned på kaninen. "Og dig?"

Han fortsatte med at gå bag hende, da han var en smule i tviv om hun overhovedet ville have at han skulle komme op på siden af hende, hvis det nu var ham som hun havde set sig vred på..
Forældreløs.. Det fik ham med det samme til at tænke på Josh, den lille dreng nede i kældren som havde mistet sin mor og hvor faren ikke var andet end en voldtægtsforbryder..
"Tjoh," sagde han og fik et lille smilpå de smalle læber. "Jeg har besluttet mig at renovere mit barndomshjem, jeg er igang med at starte en klan også har jeg fundet en lille dreng,"

En dreng? Lille? Hun stoppede op så han kunne komme hen til hende, og vendte fronten mod ham. "En dreng?" Hun så spørgende på ham. "Renovere..." Forvirret, ja... "Hvad hedder drengen?" Et eller andet sted var hun meget lettet over at han havde fundet en lille dreng.

han smilte forsigtigt til hende..
"Det med at renovere, jeg vil bare gerne have et sted at tage hen når jeg har brug for pause osv. så jeg besluttede at gøre mit barndomshjem mere passende så jeg kan bo der," han løftede kort på skuldrene, men sænkede dem igen. "Det skal nok bliv et flot hus, og til den tid vil der være plads til dem som ønsker at være der," Han startede en øjenkontakt med hende.. Han mente både hende og den kommende klan. Mere end noget andet ville han med glæde lade dem være i huset.. Men hele grunden til at han var startet med at renovere det, var pga. så Josh havde et sted at være når Jacob ikke var i nærheden. "Den lille dreng hedder Josh, han er forældreløs ligesom kaninen, mig og caroline fandt ham i en kælder,"

Hun så ned da de fik øjnekontakt. Det var en vane hun havde fået, så det ... Var lidt svært for hende.
"Caroline... Hun er med i min klan..." Hun skar ansigt om deres møde. Hvordan hun, og Nille var blevet angrebet. "Josh?" Det lød bekendt... "Ham du drømte om?" Hun så spørgende ned i jorden... Ja! Ned i jorden... Tsk...

Ingen øjenkontakt...
Selvfølgelig.. hvorfor havde han også håbet på det?..
"Ja, det ved jeg at hun er," sagde han stille og begyndte langsomt at gå videre, med hænderne i lommen.. "Hun virker god nok, sjov og venlig," han smilte skævt og håbede at hun automatisk fulgte med ham.. Han gjorde som hende og kiggede ned i jorden, for hvad var det værd at søge efter en øjenkontakt hvis man ikke fik den? "Det har jeg faktisk også tænkt over om det kunne være ham... han ligner ham og hedder det samme, men.." han huskede drømmens slutning og gøs i hele kroppen.. "Jeg håber ikke at min drøm vil ske så,"

Nille fulgte hurtigt efter ham.
"Det er hun også." Sagde hun, og så stadigvæk ned.
Hun aede kaninen bag ørerne.
"Lad os håbe det..." Mumlede hun.

Josh...
Hvad havde drømmen egentlig betydet? Skulle han redde Josh fra at falde igennem isen, eller betød det bare at han skulle møde denne dreng en dag og redde ham fra et eller andet?
Han kiggede hen på Nille, med et skævt smil. Måske ville hun kigge op på ham, hvis han sagde bestemte ord til hende..
"Nille jeg.." Han blev afbrudt, da der pludselig var en pil som adskilte dem fra hinanden ved at lande imellem dem. Han blev så forskrækket at han hoppede 2 meter tilbage..
"Hej min skat!" lød en stemme pludselig.
Jacob vendte sig om og fik med det samme øje på Victoria..

Nille så op på Jacob da han begyndte at snakke igen... Da en pil kom susende. Hun hoppede til side, og så hen imod... Forhelvede da også... Victoria. Nille sukkede. Hun var slet slet slet ikke i humør til... Vent nu lige... Kunne Victoria have dræbt hendes mormor? *Nej nej, vær nu ikke latterlig...* Hvorfor skulle Victoria dræbe hendes mormor? Det var skørt.
"Gider du ikke godt gå, Victoria?" Hun så hen imod hende. "Jeg er virkelig ikke i humør til dig lige nu... Jeg kunne jo finde på at dræbe dig."

Victoria rullede øjne.
"Årgh er du her også," sagde hun efterfulgt af et suk. "Jeg er bestemt heller ikke i humør til at du er i nærheden lige nu, så lad mig tage Jacob med mig også får vi begge to hvad vi vil have, hvad siger du til det?" Hun blinkede til hende med et flabet og lusket smil.
Jacob knurrede af hende. "Hvad får dig til at tro at jeg vil gå med dig?"
Victoria grinte ondskabsfuldt.. Vinden tog en enkelt gang fat i det lange mørke hår..
"Ellers kan jeg ikke risikere at der ikke sker ham her noget," Pludselig trak hun en lille dreng frem, med brunt pjusket hår og brune øjne.. Jacob kunne med det samme genkende Josh.
"Jacob," sagde han med en skinger stemme.
Jacob knurrede bare endnu mere af Victoria. "Lad ham gå!"

Åh ha... Nille skulle til at give noget skarpt igen... Da Jacob begyndte at snakke, og Victoria trak en lille dreng frem igen. At dømme ud fra at drengen kendte Jacob, og ... Jacob virkede oprigtig bekymret... Var det Josh. Nille så ned på kaninen, og sendte den en tanke. Hun satte den ned, og den løb i sikkerhed bag Nille. "Slip drengen fri, du vil vel nødig have at jeg bruger min..." De sorte øjne glimtede, og blev næsten helt glødhvide. "... Stemme?" Nille knyttede næverne, og gik et skridt frem. Hun bøjede sig lidt ned i knæ, og rakte en arm frem. Hun vidste det ville se tåbeligt ud, men når hun brugte sin evne ville man se at det faktisk var temmelig smart. "Slip drengen fri..." Sang hun, og så direkte på Victoria.

Josh kiggede bare fra Jacob og hen på Nille.. De store brune øjne funklede i solen, imens det tjavsede brune hår bare gjorde ham endnu mere bedårende at se på.. Han var bange.. Når man sidder alene i et hus og leger, regner man heller ikke ligefrem med at en dæmon kvinde skal komme og tage en..
Victoria prøvede at modstå Nilles stemme, men hun kunne ikke, så hun slap grebet om Josh.. Josh skyndte sig bare at løbe ned til Jacob, begrave ansiget i hans hættetrøje.. Jacob strøg ham kort over håret, inden han skubbede ham om bag sig..

Nille rettede sig op, og så på Victoria med sammenknebne øjne. Uanset hvor meget man prøvede at stå imod Nilles evne ville det ikke lykkedes. Den var for... Utålelig, og uskyldig... En engels stemme. De næsten hvide øjne blev helt sorte igen. "Og gå så, eller skal jeg også tvinge dig til det?" Snerrede hun. Hun gik baglæns, og så på den lille kanin som havde gemt sig bag Josh.

Josh fik øje på kaninen og smilte over hele hovedet, med sit charmerende drenge smil der kunne få de fleste til at give ham alt hvad han pegede på..
Han løftede forsigtigt kaninen op og krammede den blidt.
"Der sker os ikke noget, Jacob redde os sammen med pigen," sagde han og nussede den bag øret..
Victoria fnyste..
"Selvfølgelig," sagde hun og kastede med det mørke hår. "Du tør jo ikke at gå en kamp imøde uden din evne,"

Kaninen blev glad for at Josh tog den op, og snuste ivrigt til ham. Den forstod ikke helt hvad han sagde, men den var jo også et dyr. Nille gik frem mod Victoria af hendes ord.
"Det gør jeg skam. Jeg har mødt din raceleder, og se? Jeg lever stadig! Jeg har mødt fjender der var værre end dig, og se? Jeg lever stadig! Hvorfor spilde tid på sådan en lille undermåler som dig? Jeg har vigtigere sager at tage mig til." Sagde hun koldt, og kiggede på Victoria, og prøvede at skabe øjnekontakt. "Jeg kunne så let bede dig om at dræbe dig selv, men så var morskaben jo slut, ikke sandt? Du forsvinder, du er bange. Du er en kujon." Et koldt, og falskt smil kom frem, og hun gik tilbage til Jacob.

Victoria kiggede hende i øjnene med et koldt blik.. Hun lyttede skam til hvert et ord Nille sagde, selvom det ikke rigtigt gjorde ondt på hende.. En leder? Th, som om hun lystrede ham.. Aldrig havde dæmonerne haft leder, også lige pludselig havde de? Det skulle være løgn skulle det, Victoria var under sin egen befaling..
Hun sukkede kort, inden hun lod en finger kører igennem den lange fletning.
"Javel ja," sagde hun bare med en stemme der hverken var kold eller flabet. "Det eneste jeg egentlig bare vil have er Jacob," Hun kiggede hen på jacob med et blik der viste.. Kærlighed!?
Jacob lignte et stort spørgsmålstegn..

Nille så sig over skulderen, og så det blik der viste... Det skulle være løgn skulle det... Ikke endnu en som faldte for Jacob. Hun sukkede indvendigt. Hun gad fandme snart ikke mere. Ikke at hun ikke gad Jacob, hun ville jo ikke miste ham. Men hun gad snart ikke dette liv mere. Endnu en grund til hun ikke ville have et barn... Det måtte lide som hun gjorde.
"Og ved du hvad jeg vil have?" Hun vendte sig om mod Victoria. "Jeg vil have fred. Jeg vil have fred fra alle der truer mig med at dræbe dem jeg elsker, fra magiske evner, jeg vil bare leve mit liv. Men vi får ikke altid hvad vi vil have, vel? Nej, så du får ikke Jacob." Hun ville ikke sige mere. Hun skiftede form, og luntede hen til Jacob. Hun satte sig ved siden af ham, og snuste til hans ben.

Victoria stoppede med at kigge kærligt på Jacob, så snart Nille talte igen.. Det var som om hun lige havde dagdrømt, også var blevet sparket i siden for at ryge ud af sin drøm.
"Nej, det gør vi vel ikke min pige," sukkede hun og placerede hænderne i siden. "Sikke en kæreste du er, du ender sikkert med at begå selvmord sådan som du ikke gider dit liv længere," Hun rullede øjne og Nilles drama.. Hvis hun var så træt af sit liv, ville hun ikke holde hende tilbage fra at dræbe sig selv eller noget i den stil..
Hun smilte kært til Jacob og forsvandt..
Jacob åndede lettet ud og strøg Nille over hovedet..

Bare fordi Victoria forsvandt var det jo ikke sikkert at hun var helt væk... Nille gav en slags kattelyd fra sig da Jacob strøg hende over hovedet. Den lille kanin blev ved med at snuste nysgerrig til Josh. Hun ville ikke begå selvmord, snarere... Flygte. Hun vidste det ikke. Hun var bange for døden. Nille trak sig lidt væk, og skiftede form.
"Du ved godt at hun måske kunne være her stadigvæk? Ikke?" Hun så spørgende på Jacob, men sukkede så. "Lad os få Josh væk herfra." Hun piftede højt, og BlackStar adlød. Han kom hurtigt ned på jorden, og galopperede det sidste stykke hen til dem Nille strøg ham på mulen.

Jacob nikkede... Han vidste udmærket godt at Victoria stadig kunne være her.. Hun havde jo trods alt evnen usynlighed hos sig.. Så, hvem sagde at bare fordi hun forsvandt, at det betød at hun ikke var her?
"Ja, lad os det," sagde han og løftede Josh op i sine arme.
Josh blev ved med at holde på kaninen, selvom Jacob løftede ham op på ryggen af det pragtfulde dyr..
"Kommer du ikke med?" spurgte han Jacob og sendte ham et hundehvalpe blik.
Jacob rystede kort på hovedet, med et veligt smil som en storbror ville smile til sin lillebror.
"Nej, men jeg kommer snart hjem igen,"

Nille sendte tanker til BlackStar om at han skulle være mere forsigtig, og ikke afprøve sine nye tricks. Hun så på Jacob.
"Du kan da flyve med ham? Jeg er hurtig når jeg panter, Josh stoler mere på dig, end mig." Sagde hun alvorligt, og klappede BlackStar på halsen. "Desuden så har du prøvet at flyve før." Hun smilede en anelse drilsk, men smilet falmede hurtigt igen. BlackStar nysgerrig på hende, for på trods af at de kun havde kendt hinanden i en måned eller to... Var de ikke til at skille fra hinanden. Nille smilede opmuntrende til ham, og kyssede ham på mulen med et grin.

Josh smilte stort, så snart Nille forslog at Jacob kunne flyve med ham.
"Ja, lyt til den søde pige, hun har ret," sagde han og kiggede på ham med sine store brune øjne. "Du er da ikke bange vel?" Han rakte tunge af ham, hvor han derefter gav sig til at nusse kaninen bag øret.
Jacob løftede på et øjebryn af både Josh og Nille.
"Jeg er ikke bange?" sagde han og smilte selvsikkert. "Hvis jeg havde vinger, havde jeg fløjet hele dagen, tro mig," Han blinkede kærligt og hoppede op på Blackstar med en elegant bevægelse.
Josh grinte og kiggede hen på Nille. "Han tror han er så sej,"