This time I'm the one who need help //Ribanalon

T: 02:36
V: Det regner ufattelig meget.
S: Det Vilde Svin.
O: Fulde og aggressive væsner.

Med et lød der et tordenskrald og døren till Det Vilde Svin blev åbnet hurtigt med stor kraft.
Regnen larmede mod jorden udenfor og det enkelte lyn havde lyst himlen op i et sekunds tid.
Akuma stod i døråbningen og tog sig til brystkassen.
Han var gennemblødt af vandet og der flød blod fra hans overkrop.
*Fuck sårende er sprunget op* tænkte han i det at han så blodet på gulvet.
Han havde tidligere på aftenen været i kamp mod oprørsklanens leder Sargonis og var nu hårdt såret.
Sårende havde nået at heale lidt inden han valgte at afslutte kampen men de slemmeste af dem havde sprunget op mens han løb.
Akuma trak vejret dybt og kiggede rundt i kroen.
Hans blik var lidt sløret og han havde store smerter overalt på kroppen.
Man kunne se at hele hans overkrop var fyldt med ar fra vareulveklør og der var to lange åbne sår der gik fra hans brystkasse til hans mave.
Der var også stor blødning i hans højre side.
Kampen havde taget hårdt på ham.

Men han var også blevet forvandlet...
Akuma havde oplevet at han var genopstået som fuldblods Shadowlord.
Sargonis havde faktisk dræbt ham hvis det ikke havde været for alle de sorte sjæle der samlede sig i hans krop.
Han havde nu i alt seks sjæle i sin krop smeltet sammen til en.
Og hans kræfter havde nærmest gået amok på grund af genopstanden...

Akuma tog de første par tunge skridt over mod baren for at bestille et værelse natten over.
For hver gang hans bare fod ramte gulvet kunne man se at skyggerne omkring ham bølgede...
Som om at de blev påvirket af ham.

Han nåede dog ikke langt før der stod en stodder foran ham og blokerede vejen.
Manden der var højere skubbede til Akuma så han næsten mistede balancen.
Akuma havde ikke flere kræfter tilbage i sig.
Dog så syndes manden at det var vældig sjovt at skubbe til Akuma så nu fik han tre af sine venner til at deltage i lejen.
Der stod nu fire mænd og skubbede Akuma rundt.
Akuma stod forholdsvis fast så de puffede bare til ham.

"Flyt jer..."

Nogle af de mange væsner var blevet forbavset og ignorede nu at den stakkels skyggevæsen var blevet til en legekuld for 4 store han dæmoner som ikke kunne se andet end morskab i den stakkels Akumas smerter og pinsler. Efter Noget tid eller faktsik kun få minutter lød der en stemme bag den største af dæmonerne som legede med Akuma. "Så så drenge......i har leget nok med den sidste fyr der kom og forstyrrede" Det var Ribanalon som sagde disse ord, helt rolige og stille men med en dog fast klang i stemmen. Dæmonerne vendte sig og så overrasked på hende. Hun stod med armene over kors imens hun var iført sorte stramme læderbukser og et corsage. Skoene var meget højhælede og det sorte hår var stort og flot. Hendes make-up var mere kraftig end normalt. Hun smilte blidt til Dæmon mændene da hun allerede kendte dem.... De var ikke typerne man skulle provokere. Hun så roligt på Akuma som om at alt hans blod og sår ikke rørte ham, hun løftede det ene øjenbryn. "Han har brug for lidt hygge hos mig" sagde hun og lagde hoved på skrå. "I Kan jo bære ham op til mig" nu løftede det andet øjenbryn sig også og hun rettede hoved op igen. "I kan jo lige tage ham op til mit værelse" sagde hun og så afventende og helt afslapped på den nu størtste og tydeligt lederen af den lille gruppe. "Ikke sandt Detron" Detron var navnet på den store dæmon. Ribanalon stod nu og så helt stift ind i hans øjne. Inden i hende var der kaos, hendes elskede Akuma, var hårdt såret og nu troede dæmonerne lige de kunne lege skub til puslingen med ham. De skulle tro nej, hvis de ikke adlød hende var det deres største fejl, hvilket de nok også selv hviste.

Akuma stod og svejede lidt rundt.
Vandet der løb fra hans hår og ned i øjnene på ham gjorde det vanskeligt for ham at kunne se de fire store dæmoner.
Der lød pludselig en velkendt kvindelig stemme i baggrunden.
Kunne det virkelig være hende?
Det kunne selvfølgelig være smerterne der fik ham til at hallucinere...
Smertene dunkede rundt i hans krop og blandet med kulden fra vandet så fik det ham til at ryste...
Han var meget svag... Man skulle ikke tro at denne Shadowlord der stod imellem de fire mænd overhovedet kunne forsvare sig selv.
Når ens krop går igennem sådan en forvandling som Akuma havde oplevet så blev man svækket og det ville være svært at komme sig efter.
Akuma havde brug for hvile...

Efter lidt tid lød stemmen igen i baggrund.
Der var ingen tvivl det måtte være hende.
Akuma åbnede straks sine øjne så meget som han kunne og kunne nu se hende.
"Ribanalon er det dig?"
Hans stemme var langsomt blevet normal igen.
Skyggerne der var under dem alle dansede nærmest i retning mod Akuma.
Mørket i ham havde vokset... Og de andre skygger blev tiltrukket af ham.

Han kiggede nu en ekstra gang på Ribanalon inden han kiggede rundt på de fire dæmoner.
"Jeg sagde FLYT JER!" råbte han og trampede i jorden så skyggerne dannede en trykbølge som skubbede de fire herrer væk fra Akuma.
"Tak for omsorgen Rinna men jeg tror det er best at du følger mig derop uden dem" sagde han roligt og blinkede svagt til hende.

Hun nikkede imens et skævt smil kom frem, tja så havde Akuma lige kræfter nok til at provokere dæmonerne, men dette var sikkert en forsvars fasade. "du har nok ret.... ´De kommer ikke til at være så meget behjælpelige" Dæmonerne skulle lige til at blive gale da hun nu havde sagt hvad hun havde, der var en hvis respekt for hende fra disse 4 hanvæsner. Hun vendte sig om og nikkede så mod trappen som var i kroen. Hun havde stadig sine hænder over kors. "Kom" Han måtte holde ud lidt endnu ikke vise hvor svag han var her inde ellers ville andre væsner der var endnu værre begynde at udfordre ham. Ribanalon havde mest af alt lyst til at løbe over til ham og støtte ham så han kunne få hjælpp men han måtte være stærkt. Bare lige op af trappen og så kunne hun gøre alt. Hun tog det første skridt og vendte så blikket mod ham. *Fat mod, Akuma* tænkte hun imens hun gik som en andn dronning iblandt de mange hanvæsner her inde....Faktisk var der besynderligt få kvindelige væsner her inde.

Akuma smilede ledt til Ribanalons ord.
"Med glæde min kære"
Han begyndte at følge efter hende med tunge skridt.
Blodet flød stadig fra hans krop så han lavede et spor efter sig.
Skyggerne omkring dem flakkede stadig for hvert skridt han tog.
Han fulgte hende hele vejen hen til trappen men stoppede ved det første trin.
Akuma kiggede tilbage mod dæmonerne og vinkede ledt med et drillende smil inden han forsvandt op af trappen med Ribanalon.
"Hvor kan jeg hvile mig?" sagde han svagt da de var kommet op af trappen.

//sorry kort indlæg

I det de var kommet op af trappen vendte hun sig med stor hast "Du kommer også alle de forekrte steder, på de forkerte tidspunkter" sagde hun med en alvorlig stemme, hun tog hans arm hen over sine skuldre så hun kunne støtte ham hen til værelset de kunne være dem selv i. Der var ingen på gangen... Det var der aldrig på den her tid, man kunne høre på nogle af værelserne at der lå folk og hyggede sig mens andre sov, og et sted kunne man høre en mand græde i søvne. Ribanalon førte vejen og da de var noget et langt stykke, eller det føltes langt så var de endelig ved den dør de skulle. Hun åbnede døren og skyndte sig ind hvor efter hun lagde Akuma på den store dobbeltseng. Imellem tiden havde en dæmon kvinde stilt sig i dør åbningen og kiggede forbavset der ind. Ribanalon hviskede noget til Akuma men opdagede så kviden ved navn Shiela. Nogle sekundter var der tavshed og Ribanalon stirrede bare på kvinden som stod og gloede forbavset. I det næste kom en brummende væsende lyd helt inde fra Ribanalons mave. Akuma ville kunne mærke vibrationerne i sengen. I det samme fløj hun op og gik mod døren hun tog fat i den og lukkede den langsomt imens hun stirrede direkte i dæmons øjne, inden hun lukkede helt og døren var på glem, blottede hun sine tænder i en truende mine og derefter lukkede døren brat i.

Akuma kiggede lidt forskræmt på hende da hun talte alvorligt til ham.
"Ja det er en dårlig vane..."
Han lod sig føre hele vejen ned for enden af gangen.
Der var ikke synderlig meget der fangede hans opmærksomhed på vej derned.
Selv ikke lydene for de smeltede bare sammen i en masse kludder i hans hoved.
*Hvor var det nu præcist jeg var henne?*
Lige nu var han lidt halv forvirret.

Han vågnede først da han hørte Ribanalon hviske noget utydelig og så fik han øje på dæmonkvinden.
Hvem var nu det? Og hvad havde de to kvinder imod hinanden?
Det sidste han kunne klare lige nu var en strid mod kvinder... Det orker en hver mand jo næsten ikke at høre på...
Da hun havde lukket døren spurgte han hurtigt "Hvad var det du sagde lige før?"

Hun låste i det samme døren og tog nøglen et sted ind under sit tøj, i det samme vendte hun sig og så på ham, hun begyndte derefter at gå umod ham. "Det er mit Modersmål" sagde hun og var hun gået helt hen til kanten af sengen hvorefter hun satte sig og tog Akuma i hånden. "Det er et sprog der kaldes Rusisk" Hun begyndte at smile lidt af det, det lød næsten som hendes klan. Risisska. Hun rystede på hoved og lod en hånd føre sig op til hans ansigt. "Du bliver nød til at lægge dig ned i noget tid og hvile " hun nussede hans kind imens hun sagde det. Hvorefter hun rejste sig hurtigt og gik over til en halvødelagt komode og åbnede den nederste skuffe. Hun tog 3 ting op, en kniv, en flaske med en blålig/sølv agtig farve og noget stof/bondage. Hun rejste sig hurtigt igen og gik imod Akuma igen, hvis han havde set hende kunne han se at hendes make-up var meget kraftig denne aften som når en kvinde tog fest make-up på. Sminken om hendes øjne var meget mørk og indfangede nærmest den Rene rå Metalliske grå farve. Læberne var dog stadig mørkerøde og fyldige som de havde været siden første gang de havde mødt hinanden.

Akuma kiggede nu ordentligt på hendes ansigt for første gang denne aften.
Jo hun havde da væsentlig mere makeup på end normalt... Ik at han lagde så meget til det i normale tider men lige nu så prøvede han at fokusere så meget som muligt da hans syn stadig var lidt sløret.
"Russik? Okay det skal jeg vist ikke gøre mig klog på..." sagde han med et ledt smil og lagde sit hoved helt ned i puderne.
Nu var han afslappet.
Der var ikke flere lyde fra andre væsner, regn mod gaderne eller torden over himlen.
En herlig stilhed havde kastet sig over rummet.

Han havde lukket øjnene i noget tid nu og fornemmede Ribanalons tilstedeværelse...
Hvem skulle have troet at det var ham som skulle få trykhed ved hende?
Tanken om det var rar.
Han vidste nu at han kunne regne med hende...

"Hvem var hende tøsen?" spurgte han afslappet med øjnene lukket.

Hun satte sig hurtigt ved hans side og lagde sine hænder på hans bryst hvor hun i det samme flænsede trøjen så hans brystkasse og mave blev synlig for hende. Hun grinte bare sødt da han kommenterede hende på hendes gamle sprog som næsten ingen kunne tale mere. Hun studerede han krop, der var store rifter og dybe sår. Man kunne se han havde svært ved at heale. Hun så forbavset på hans krop, han var nærmest flænset i stykker. Hun tog sig tl munden for at skjule sin forbavselse hun stirrede en tid. "hvad har du dog lavet!?" sagde hun imens hun stadig holdte sig for munden, Hendes øjne var blevet helt klare nærmest grå/hvide som om det grå i hendes øjne svagt var ved at ætse væk. Hun kiggede ham i øjnene imens denne forandrign af øjenfarven skete. Hun rejste sig op i forvirring. Men lige inden havde Akuma sprugt til kvinden der var ved at forstyrre dem. "Hun er en dæmon" hun trak på skulderne, Jeg kender hende fra....fra dream girl bodellet Ribanalons øjen flakkede kort før hun igen så ham i øjnene hvorefter hun satte sig ved hans side. Hun lagde blidt sin hånd hen over det ene sår.

Akuma lod sin vejrtrækning være dyb og rolig mens hun satte sig ved siden af ham.
Det gav et lille stød i ham da hun flåede t-shirten af ham.
Noget af blodet på de mindre sår havde størknet fast til trøjen så det var som om at flå skorpen af de mange sår og det fik dem til at bløde igen.
Han tog en dybere vejrtrækning for at holde hans smerte væk fra at komme ud gemmen hans mund som en jamren.
"Kan du huske dengang jeg lovede dig ikke at dø fra dig?"
Han mindes den aften hvor hun havde forklaret ham frygten for at hendes kære ville dø fra hende med tiden.
En aften hvor han havde stødt ind i Ribanalon på selv samme bordel som hun omtalte lige nu.
Eller ikke ligefrem stødt ind i han havde bare faldet ned igennem taget fordi hans vinger havde svækket ham.
Det var noget Akuma kunne huske allermest... Hans første specielle evne hvor skyggen fik hans knogler til at forandre sig med viljens styrke...
Den envne han havde dengang han mødte Ribanalon.

Hun rykkede sig frem imod ham så hun kunne se hans ansigt og han kunne se hendes, Hun nikkede med hoved som svar på hans sprøgsmål. Hun pressede nu lidt på et af de store dybe sår som han havde for at stoppe blødningen. Hendes hår gik ned for hendes øjne imens, men hendes øjne havde også vendt sig mod såret igen. hun måtte stoppe det. Men efter lidt tog hun hånden til sig og så på blodet der var på den. Hun duftede til den og smagte derefter. Der var ved at gå betændelse i det og det ville få ham til at heale endnu langsommere og derved kunne han være et let offer for dem som ikke ville ham noget godt. Hun så med en form for frygt på sin hånd som hun nu bare sad med foran sig. Hendes øjne mødte nu Akumas sorte øjne igen, hun så dybt i dem, med et bekymret ansigt. Hun prøvede at smile svagt til ham men det var svært. Hun prøvede at større blodet af i sit tøj hvorefter hun igen lagde sin hånd på hans kind, "Ja det kan jeg" Flere lysglimt gik nu igennem hendes øjne der var helt lysegrå nærmest hvide. Hun kunne tydeligt huske det, som var det igår.

Idet hun lagde hænderne på hans sår fløj øjnene op.
Det gjorde jo ondt som en i helved.
Sådan at få presset sårende ned i hinanden og det halvstørknede blod som rev sig løs.
Dog lød der stadig ikke en lyd fra ham.
"I nat beviste jeg det... Jeg var ved at dø..."
Hans stemme var lidt svag men det var mest af alt fordi han prøvede at holde sig i ro.
Akuma kiggede op på hende mens hun studerede hans blod.
"Men jeg døede på en måde i nat... Han var for stærk for mig og de andre... Det må du undskylde Ribanalon... Men det her er ikke mit normale liv. Min skygge er ikke længere noget der kontrollere mig"
Ved de sidste ord satte hans sig op i sengen.
Han kiggede på hende med et lille smil på læben.
"Jeg er blevet et med ham og de fem andre"
Hans smil bredte sig lidt.

Akuma tog svagt hendes ene hånd hvor hun havde bandagen i.
"Jeg tror det er best at vi får stoppet de her blødninger så forklare jeg dig det bagefter"
Han prøvede at virke sjov men det fejlede vist.
For dette var en alvorlig situation. Men han ville bare have de blødninger overstået.
Selvfølgelig gjorde det stadig sindsygt ondt men han prøvede at bevare roen og holde det ud.
Disse blødninger skulle jo bare stoppes.
Hvor slemt kunne det være?...

Hun stoppede helt med alt det hun skulle da han tog hendes hånd og talte til hende angående han var død i nat. Hun stirrede ind i hans øjne med et spørgerne og næremst uskyldigt barne blik. Da han nævnte at han var blevet et med sin skygge i sig stirrede hun mere forbløffet, hvis han var blevet et med sin skygge og pludseligt 5 andre skygger ville det så sige han nu også havde nogle ting fra sin skygge så som svaghed over for sine lyster? Hun forblev tavs. lignte et barn der ikke viste hvad det skulle sige eller gøre. Hun gav i det samme slip på bandagerne med sin hånd. HUn var nærmest pinligt tavs. "Du døde" sagde hun med en helt forbavset stemme. Var han blevet en anden efter den? Var han ikke længere den Akuma hun kendte, hun havde set den underlige skygge han hadve slået ud af sig da de der dæmon mænd ikke havde hørt ham. Hun havde slippet grebet om hans sår område også. Hun var ikke nervæs men forventede lige nu det værste.
Havde hun nu igen mistet en til denne forfærdelige kolde verden, livet måtte gå sin gan´g det viste hun men var tiden allerede gået.

Akuma forstod godt hendes forskrækkelse.
Det var selv lidt svært for ham selv at vænne sig til tanken om at han faktisk havde været død i et minuts tid...
Han prøvede desparat at fange hendes øjenkontakt.
"Jeg genopstod" sagde han idet hans øjne ramte hendes.
Hans stemme lød forholdsvis rolig.

Akuma tog nu langsomt bandagen ud af hendes hånd.
Han rejste sig op fra sengen og begyndte at vikle den rundt om sin mave.
De var forholdsvis svært da det både gjorde ondt og han ikke kunne gøre det ordentligt på hans ryg.
Efter nogle forsøg fik han endelig viklet det tre gange rundt om livet på ham.
Derefter kørte han det i et kryds over sine skuldre og ned under hans arme skiftevis.

Da han var færdig vendte han sig imod hende og fangede endnu engang hendes øjenkontakt.
"Jeg er stadig den samme Ribanalon. Nu er der bare ikke nogen frygt for at min tidligere skygge bryder ud igen. Der er ikke flere personlighedspaltninger, ikke flere magtkampe med mig selv. Der er kun mig Akuma som du kender. Jeg har bare fået styrke fra nu ialt seks skygger og deres tidligere skrig er min næring... Jeg kan gøre ting som jeg ikke var i stand til sidst vi to så hinanden!" han lød nærmest lidt for glad...
Hans stemme var en blanding af glæde og forvirring... Dette var alt for underligt for ham og alligevel kunne han kun se positive sider af sagen.

Han lod nu nogle skygger fra sengen trække sig op til hans ene hånd og udforme en sort rose.
"Jeg vil aldrig forlade dig" sagde han med en kærlig stemme og rakte skyggerosen hen imod hende med et lille smil på læben.
Skyggerne havde fast form... Det var en del af hans nye evner.

HUn så stadig sørgmodigt på ham imens han rakte den mørkets rose imod hende, hun kiggede ned i sengen kort men tog så blikket tilbage på rosen og tog med med en langsom bevægelser i sin højre hånd. Hun så på den og blev overrasked over at den var fast, hun kunne mærke skyggen som var den en ægte rose. "Jeg vil heller ikke forlade dig" sagde hun mens hun stadig så på rosen. Dette var forfærdeligt, hvad skulle hun sige til Akuma. Hun havde været så bange for at han havde var gået hen og blevet en anden, selv var hun utilregnelig, det havde han jjo selv omlevet med at hun kom og gik mellem hurtige´mellemrum. "Du ved det er farligt det her?" sagde hun spørgerne, Klanleder havde ingen ret til at forelske sig, de havde deres klan og tænke på, og nu hvor det var 2 klanleder der var faldet i kærlighed for hinanden så kunne det brugs imod dem, "Ingen må finde ud af det her" sagde hun og så så direkte i Akumas øjne, hendes var helt stive altså farven, der var intet der bevægede sig i dem. Hun mente dette her, ikke fordi hun var bange for sin egen undergang men fordi hun måtte tænke på sin klan vampyrer frem for hendes selv. Dette var hårdt.

Akumas smil svandt ganske stille ind i det hun blev alvorlig.
For ja dette var lidt noget møg...
Hun var jo på kanten til at blive hans fjende.
Der skulle bare en lille trussel mod Sakref til og så ville hendes ansigt blive trykt på en plakat som ville hænge i ShadowAngels' hovedkvarter...
Han ønskede at dette aldrig skulle ske...
Hun var trods alt det han havde mest kært.

"Jeg ved det. Og bare rolig... Ingen kender sandheden"
Han slap ikke hendes øjenkontakt et eneste øjeblik.

Han stod bare der og ignorerede smerterne fra sårende der stadig var åbne.
Blodet havde dannet skorpe på de lange sår men de kunne stadig springe op let.
Sårende var lange og tynde så de kunne let heale hvis de fik fred.

"Jeg vil aldrig lade nogen vide det" sagde han og så dybt ind i de øjne han aldrig ville glemme... De øjne som han aldrig blev træt af at se ind i... Hendes guddomlige smukke øjne...

Hun tog om hans hænder og førte den op til sin mund og kyssede det blidt, imens hun også holdte den tavse kontakt med øjnene som nu var kommet. hun lod dem blidt falde ned i sit skød imens hun stadig holdte om hans hænder. Hun sagde intet men stirrede bare indtændst ind i hans øjne som hun kunne se var i smerte og forvirring. Hun brød endelig tavsheden. "Lad os få de sår til at stoppe" sagde hun meget lavt men rykkede sig ikke en milimeter. Hun havde sådan brug for ham, mebn hun viste at når de forlad dette værelse igen så måtte de holde fasetterne oppe og lade folk tro at det var ren business at de var mødtes her på stedet for at snakke venskab eller fjendskab mellem deres klaner. Hun holdte stramt om hans hænder imens hun bare sad der og så på ham, det var første gang over mange 100 år hun havde følt dette her. Hun havde kun følt det en gang for og havde faktisk aldrig følt det i sit menneske liv. Hun var sukkede svagt og lod så blikket falde ned på deres hænder som var i hendes skød.

Han satte sig ned på knæ foran hende og lagde sine hænder i hendes skød oven på hendes hænder.
Hendes ord beroligede ham og hendes nærvær gjorde ham glad.
"Okay kan du så hjælpe mig lidt med mine arme?" spurgte han stille mens han kiggede op i hendes øjne.
Lige nu var han jo faktisk mindre end hende da hun sad i sengen og han var på gulvet.
Men hans arme var det eneste der stadig manglede forbinding... De var også blevet flænset i af varulven Sargonis...
Hvis den ulv nogensinde skulle gøre Ribanalon ondt så ville Akuma personligt blive ved med at pine ham indtil han selv faldte om og døde af psykiske lidelser på grund af sin evne...
Ingen skulle gøre hende ondt... Ingen skulle prøve at tage hende fra ham...
Han smilede roligt til hende og slog tankerne væk for igen at fokusere på situationen.
"Sandheden kommer ikke over mine læber for andre end dig..." sagde han og hævede sig svagt op til et lille kys på hendes læber...
Hvis sandheden kom frem ville hun være i stor fare... For ikke at sige ham selv.

Han satte sig foran hende og hun følte en underlig ryst inde i sig selv, som om at en glæde og samtidig en frygt havde fyldt hendes døde krop, her sad han. Foran hende, som en bejler ville gøre dengang hun stadig havde et hjerte der havde slået. Hun så længe på ham imens han sad der, han hævede sig imod hende og kyssede hende blidt, hun lukkede øjnene og lod kysset vare ved alt den tid det kunne. Hvis hun havde været et menneske havde hun grædt lige nu, men den tid var for mange mange, mange år siden taget fra hende. Hun lod slap ikke kysset, hun ville ikke slippe, Kærligheden til Akuma var så spetakuler og fantastisk. Hendes røde læber pressede sig lidt kraftigere mod hans da hun nu ville gengælde kysset så Akuma kunne mærke at hun også nyd deres hemmelig kærlighed. Hun lod blidt sine hænder klemme lidt hårdere om hans hænder, fordi hun simpelthen ikke ville have ham væk fra sig. Hun skulle nok hjælpe ham men lige nu, ville hun bare være i denne følelse for evigt.

Hendes læber var kolde som altid.
Hun genererede jo ingen varme med sin halv døde krop...
Denne vampyr skæbne som hun nu gennemlevede.
Akuma var ligeglad.
Hun havde stadig hendes følelser.
Hun var stadig i live for ham.
Han var jo selv død indeni og næret af de mørke skrig fra fortiden.
Hun gennemlevede lidelsen ikke at have noget liv mere. Og Akuma gennemlevede de lidelser der var ved at livende aldrig sluttede.
De seks skygger der hvilede i ham var fra døde elite ShadowAngels og de havde hver især deres lidelse at slæbe rundt på.
Det var den han mærkede.
Det var den samlede lidelse fra alle dem og samtidig hans egen som havde givet ham de krafter han havde i dag.

Akuma tog lidt hurtigt sin ene hånd om bag hendes nakke og pressede hende lidt mere ind til sig.
Han ville som hende heller ikke slippe denne rare følelse at have nogen som man var så tæt ved. Og som man elskede...
Efter lidt tid trak han sig svagt væk fra kysset og sænkede svagt sit hovede ned til hendes hals så han kyssede den blidt lidt over midten.

"Akuma, lad mig forbinde din sår" sagde hun meget lavt, imens hun med lukkede øjne nød kysset på hendes hals, et meget ømtåeligt punkt for hende. Måske fordi hun forbandt dette sted med der var hun normalt bed sin ofre, hun elskede ham virkelig, men var også nervøs, hvilket var meget atypisk for en vampyr. Hun ville ham så gerne, men verden var ikke skabt til denne form for kærlighed. Hun spændte blidt i sine hænder da hun blev kysset på halsen af ham. De røde læber stod svagt åbne og hun havde lukket sine øjne. Me åbnede dem igen lidt efter hun havde talt.
"Vi bliver nød til at få de sår til at heale hurtigere" hun slap blidt hans hænder men blev siddende da han stadig var tæt på hende, for tæt til at hun kunne rejse sig, eller synes at hun burde rejse sig.

//sorry kort svar//

Efter hendes sidste ord trak han sig svagt tilbage fra hendes hals.
Jo de sår skulle heales...
Han havde næsten glemt smerten i armene under deres kys.
Det havde ham fået til at føle sig så godt tilpas at han kun tænkte på hende.
Da han igen så hende øjnene så nikkede han svagt ved hendes ord.
"Jo det må vi hellere... Ligger bandagen ikke ovre i hovedenden af sengen?" spurgte han roligt og kiggede efter den.
Jo de få rester af den lagde der hvor Akuma tidligere havde lagt for at hvile sig.

Akuma kiggede igen op i hendes øjne.
Den her kærlighed var så svær... Det var næsten en pine for ham at skulle holde det hemmeligt.
Men samtidig ville han aldrig opgive hende...
Uanset hvad... Han ville aldrig svigte hende eller bedrage hende.
Lige meget hvem eller hvad der kom i vejen for dem så ville han ikke lade det ændre noget.
De havde deres lille hemmelighed som ingen kendte.
Det var best sådan.

"Hjælper du mig ik' lidt? Jeg har lidt svært ved at forbinde armene selv" sagde han roligt og gav et skævt men uskyldigt smil fra sig.
Han haddet at være ynkelig.
Men lige nu havde han jo brug for hjælp med sine arme.

Hun tog bandagerne og rullede lidt ud hvorefter hun kort mærkede hvor godt stoffet var, man kunne høre nogen ude på gangen der kom gående fordi, 2 kvinder og 1 mand. Men Ribanalon lod sig ikke bemærke af det. Stoffet var godt matriale kunne hun mærke hvilket betød at healingen ville være hurtigere. Hun målede hvor bandages skulle ligges hvorefter hun begyndte at lægge det om de store sår AKuma haved. Hun rullede det forsigtigt skønt at hun nærmest havde glemt hvordan sådan en smerte føltes. Det hun kunne sammenligne med var vievand og det havde hun ikke fået på sig i snart 45 år. Hun bandt det stramt og begyndte så også på den anden arm hvor sårende dog var lidt mindre. " Bare læg dig ned" sagde hun og var konsentreret om at forbindingen skulle skulle der var alle sårende var. Imens sprugte hun "Hvem har gjort det her imod dig!" HVem havde gjort dette imod hendes elskede? De skulle bøde, dog viste hun allerede nu at dette var en af stor styrke og tydeligvis en varulv.

Akuma fulgte alle hendes bevægelser med øjnene.
Det var egentlig ikke noget han tænkte over men nærmere bare en refleks nu da han ikke selv kunne gøre noget.
Efter hun var færdig og bad ham om at ligge sig så gjorde han også det uden at tænke.
Han skulle jo hvile sig så der var ikke nogen grund til at sige hende imod.
Der blev spurgt til hvordan det var sket og hvem der havde gjort det imod ham.
Han sank svagt en klump da han tænkte på hvad der var sket i løbet af aftenen.

Akuma åndede svagt ud og begyndte at snakke.
"Du må love mig at holde dig fra ham. Forstår du?.. Hvis der skete dig noget ville jeg aldrig blive den samme igen..."
Han kiggede hende nu med alvor ind i øjnene for at sikre sig hun kunne love ham det.
"Han er leder af oprørsklanen... Sargonis Misnoran den hornede helvedshund... Vores klaner kæmpede mod hinanden til døden for at få vores krig afgjort... Men ingen vinder blev fundet... Det var kun mig og ham der stod tilbage til sidst. Jeg valgte at kalde det uafgjort... Fordi lige inden så skete der dether med mig. Jeg genopstod fra de døde... Han havde dræbt mig men jeg blev forvandlet... Til en Shadowlord"
Han holdte en kort pause for at se om hun fik det hele med..
"De andre ShadowAngels' sjæle blev suget ned i min krop og splejset med mig og skyggen indeni mig... Vi er alle sammen en nu... Jeg har deres styrke og kræfter... Nu skal jeg bare lære og kontrollere de her kræfter og så vil Sargonis ligge for mine fødder næste gang..."
Han satte sig svagt op og kiggede hende i dybt i øjnene.
"Det lover jeg" sagde han og smilede roligt til hende.