This time I'm the one who need help //Ribanalon

Hun var næremst mundlam over alt det han lige nu fortalte hende. Hun havde næremst siddet og snakket med Sargonis. Dog havde han ikke været fjendtelig over for hende eller noget. HUn så ikke bange men mere lidende på Akuma, tænkt at han havde været død, at han ikke havde været i live, at.... der var andre sjæle inde i ham. Ville de også elske hende. Da han sagde sine sidste ord satte hun sig ind til ham og kyssede ham blidt og inderligt. Han var så forelsked i ham og så var dette sket at hun havde mistet ham i få sekundter var nærmest noget der fik hende til at flippe ud indeni. At han ikke havde været den person hun elsked epå jorden i få sekundter var utænkeligt. Hun kyssede længe imens hun lænede sig så meget ind til ham at han ville vælte bagover hvis ikke han holdte sig selv oprejst.Hun stoppede kort få sekundter hvor at se ham i de sorte øjne som han havde, disse døde sorte øjne som kunne få ende til at føle sig levende igen. Hun var over ham eller sad nærmest over ham imens hun bare stirrede med øjne de rbrandte efter ham.

Akuma lukkede svagt øjnene da deres læber mødtes endnu engang.
Hun var så dejlig... Og han ville ikke lade sine psykiske ændringer gøre nogen forskel.
Han var herre over eget sind nu.
Og hun havde den specielle plads i hans hjerte, hun udfyldte det sorte tomrum han havde haft i så lange tider.
Han havde stadig ikke regnet ud hvordan dette var sket... Hvordan han havde været så heldig at møde hende og forelske sig i hende?...
Akumas egen teori var at skæbnen valgte at føre dem sammen den nat de mødes hvor han havde tortureret en engel i Ashen Wood skoven...

Han måtte hurtigt stødte af i sengen med den ene arm der ikke var så skadet for ikke at falde bagover og lande i sengen med hende ovenpå sig.
Dog ville han ikke se noget galt i det men han var skadet lige nu og smerten var der stadig.
Den var svag men den var der...
Akuma lænede sig lidt tilbage med hovedet for at kunne se hende bedre i øjnene da hun stoppede kysset.
Hans øjne gav en svag gnist fra sig da han kiggede ind i hendes.
Det var øjeblikke som disse han elskede... Bare at kigge ind i hendes metalliske grå øjne som han kunne slå ihjel for at se.
Nej ikke kun det... Han kunne forråde sin herre for at se dem og hende i privat område bare for en enkelt dag...
Det var farligt at være så forelsket i hende som han var... Meget...

Hun kiggede rundt i hans ansigts alt imens hun lod sine hænder kærtegne hans kinder og ansigt, han var tavs imens hun gjorder denne kærtegnelse, over hans mandige ansigt. Tilsidst lagde hun sine hvide hænder på hans kinder og så igen bare ind i hans øjne hun havde set den gnist der var gået igennem dem, noget hun ikke havde set før fra andre end hendes egen familie. Hun smilede mildt til ham imens hun nær studerede hans ansigt. Han havde forandret sig i sit udseende siden første gang hun havde mødt ham, der var kommet mere mørke over ham. Det kunne hun både mærke se og føle på ham. Inden i havde han dog ikke ændret sig over for hende og igen, han var blevet en mand med magt. Mange ting var begyndt at ændre sig og som Akuma selv havde sagt, krige var begyndt at opstå igen. Hun lagde sit hoved let på skrå mod højre imens hun stadig smilte til ham, det sorte hår lod en tot falde ned over hendes kindben og ansigt. Sidst de havde set hinanden havde hun været forvirret og svag og havde derfor været ret så underlig over for ham, som om hun var sur. Men lys magien der havde ramt hende havde taget mange af hednes krafter, hun havde hungret efter blod og havde haft skumle tanker angående Akumas blod, hun haved sågår bidt ham for blodet skyld. Hun lod sig tilsidst sætte sig ind imod ham igen for at give ham et hurtigt kys hvorefter hun ville rejse sig fra sengekanten hun sad ved. "Jeg har mødt SArgonis" sagde hun imens hun var ved at rejse sig.

Akuma nød hendes små kærtegnende bevægelser med hendes hænder.
Han følte sig afslappet og lagde sig lige så stille ned i sengen igen.
Hendes berøringer fik ham til at føle noget han ikke havde følt i lang tid...
Hun fik ham til at føle sig tryk...
Normalt ville Akuma ikke acceptere at nogen passede på ham men hun var anderledes...
Og lige nu havde han brug for hvilen så han følte sig tryk ved at være i hendes selskab.

Men han vågnede straks op af sin ro igen da hun nævnte hans dødsfjendes navn.
"Hvornår? Hvordan?" spurgte han alvorligt og kiggede på samme måde op på hende da hun rejste sig fra sengen.
Hvis den mand havde bare så meget som rørt hende ville han ikke spilde tiden med at ligge her...
Sargonis var hans dødsfjende... Og hvis han var skyld i at hun kom noget til så ville han personligt flå hver og en af hans lemmer a, og torturere ham psykisk indtil han trylede ham om at blive dræbt...
Sargonis skulle ikke sætte Akumas kærlighed i fare en gang til...

Hun vendte sig hurtigt om så hendes hår svang sig med og satte sig helt som før. "Han gjorder mig intet" sagde hun og så tænkende på ham, " Han var rolig" Henes øjne så fra Akuma og over på døren som var i værelset. Sargonis havde virket, intressant. Men også stærk, det måtte hun give ham. Hun så igen hen på Akuma og talte igen, "Jeg mødte ham på en kro, for meget lang tid siden, det er flere måneder" hun blev stående nogle få sekundter for hun igen gik over til ´kommoden som ´stod i værelset over hun ledte efter ting, men hun lukkede hurtigt skuffen igen uden at have taget noget op. Hun vendte sig mod Akuma. HUn så igen tænkende på ham. "Du ved jeg har brødre?" sprugte hun og så spørgende og afventende på ham. Hun havde faktisk aldrig fortalt ham at hun havde søskende da hun regnede med at han havde hørt om KLusisskaerne.

Ude på gangen kunne man høre et kvinde skrig og nogen komme løbende hen af planke gulvet, nogen var kommet op og toppes om en pige, som var i kroen, hun ville ikke med manden der havde slæbt hende op af trapperne og ind mod et værelse. dog havde en af hendes undsætnings mænd kommet og de 2 mænd var nu oppe og toppes.

Akuma fulgte hende med hans øjne mens hun fortalte om hendes møde med Sargonis.
*klassik af ham... Stilhed før stormen...*
Han kunne ikke lide tanken om at hun havde været i selskab med ham.
Men i det mindste havde han ikke gjort hende noget.
Eller var der noget hun ikke fortalte ham?
Akuma slog dog den tanke ud af hovedet og fortsatte derefter med at følge hende med hans øjne idet hun ledte efter noget i komoden.
Men hun virkede opgivende på at finde hvad hun søgte?

Akuma blev hurtigt distraheret af pigeskrigende ude fra gangen.
Hvad fanden havde de nu gang i?..
To mænd der var uenige om hvem der skulle have aftenens udbytte?
Det var da også lige hvad denne aften manglede... Larmende idioter der prøvede at overmande hinanden.
"Jo jeg kender godt dine brødre... Jeg har truffet Cortez for en kort stund og så har jeg hørt lidt om Demetri.."
Sagde han og kiggede op imod hende endnu engang.
Jo han vidste hvem de var...

Ribanalon stoppede helt op da hun hørte skriget, ikke at hun var bnlevet som sådan forskrækket men dette her var så typisk når væsner med et bankende hjerte hadve fået for meget alkohol, de kunne ikek styrre hoved. hun vendte sig igen mod Akuma som lå der på sengen. Et skævt smil kom pludselig på hendes læber igen imens Akuma snakkede havde Ribanalon tænkt nogle tanker omkring Akuma, men de slog hurtigt over på at han havde mødt Cortez. Ribanalon nikkede og svarede så. "De fleste har hørt om Demetri" hun grinte lidt og gik imod Akuma igen og satte sig på senge kanten. Hun lagde blidt sin lille hånd på Akumas, "Men jeg er derimod overrasked over at du har mødt Cortez" Hun så bestemt på ham imens hendes øjne hvilede roligt ved at se ind i Akumas, gnisterne i den grå farve fløj langsomt rundt som om at der også var ro på inde i Ribanalons indre. "Cortez er ikke lige en man sådan møder alle steder" Hun lagde hoved på skrå. "Hvor mødte du ham?" Det var lang tid siden hun havde set sine brødre skønt at verdenen til tider gjorder at Ribanalon kunne mærke og dufte at hendes brødre havde været i nærheden eller havde været der få timer før hun selv ahdve været et sted.

Akuma så lidt op i loftet mens han lå og hvilede sig.
Han samlede tankerne og prøvede på at huske hvad han havde hørt om Demetri samt hvornår han havde mødt Cortez...
"Jeg mødte Cortez for en kort stund ude i Doomsville Parken... Eller jeg traf ham nærmest kun kort. Han sad og røg ovenpå et legehus. Og han havde gemt et lig af en ung pige nedenunder det tag han sad på"
Akuma lukkede svagt øjnene og trak kræfter til sig så hans sår kunne heale hurtigere.
Smerterne var efterhånden forsvundet og der var blevet dannet skårpe på stort set alle sårende.

Han dannede sig nu et billede af Cortez ved siden af Ribanalon inde i sit hoved.
Jo der var ingen tvivl om at de var søskende... De havde samme øjne og lokkende effekt over deres udseene.

Akuma åbnede nu øjnene igen.
"Det eneste jeg rigtig ved om Demetri er at han er en form for leder af en gruppe vampyre... Jeg har aldrig rigtig set eller mødt ham" sagde han idet at hans øjne igen kiggede over mod hendes.
Der var små gnister i den metalliske grå farve.
Og de gav Akuma en varm følelse... Hendes smukke øjne han stadig ikke kunne lade være med at kigge ind i.

Hun nikkede imens han talte, det var typisk Cortez... Cortez havde dog ikke været særlig venlig paa det tidspunkt sikkert, det var han aldrig når han lige havde spist. Riabanlon studerede Akumas træk imens han talte, han var så mandig go dejlig at se på. "En leder... ja det kan man godt kalde ham" hun trakl på skuldernde og ville ikke tale om Demetri, han var som et besværligt barn.

Hun vendte kort blikket imod døren da hun kunne høre nogle der begyndte at gå rundt omkring i gangen. Hun vendte hurtigt hoved mo Akuma igen. "Vi må væk herfra!" sagde hun og tog blidt han hånd i sin. "Folk der ikke burde være her har fanget min duft" hun så nu alvorligt åp Akuma. hun havde stadig ar fra dengang hun nslæten var død af lysmagien, dog skjulte hun den under sin evne.

//Damn det var jeg længe om... Det må du undskylde Rinna //

Akuma slog hurtigt øjnene op får at vågne helt.
Hvem var det nu?
Flere der ville hans elskede til livs?
Eller var det hans egne fjender?...
Han var lidt ligeglad med hvem det end var... De skulle ikke få glæden af at se ham svag eller såre Ribanalon.

Han rejste sig hurtigt op fra sengen.
Det gav et lille sæt i ham da sårende vred sig en smule.
Men det måtte han leve med...
Han gik hen til hende, lagde munden til hendes øre og hviskede svagt.
"Du føre vejen min frue"
Hans stemme var en smule kærlig men samtidig seriøs.
Lige nu var vist ikke det bedste tidspunkt at tale kærligt til hindanden.

Han kunne godt fornemme at der var nogen der søgte efter hende...
De havde tydelige duftspor på sigselv... Akuma kunne lugte disse væsner der søgte Ribanalon død eller fanget...
Han begyndte langsomt at kunne mærke vreden stige i hans krop... Men han måtte bevare roen for ikke at spolere deres flugt.

Hun mærkede hvordan hendes krop dirrede da han hviskede hende i øret. Det var noget hun elskede når nogen gjorder på den måde og især nu hvor det var Akuma. Hun havde svagt sukket i det han havde begyndt at tale. af ren og skær nydelse over at han var så tæt på hende. Men hun vendte sig hurtigt om for at se på ham. Hun nikkede. Og tog hånden ned i sin kavalergang hvorefter hun trak en slags halskæde op derfra. "Skoven" hviskede hun imod halskædens vedhæng. Hun holdte stramt Akumas hånd, i det samme blev alt sort omkring dem. Akuma blev som en grå skygge foran hende go hun ville blive en grå skygge for Akuma.


Kort tid efter ca 45 sekundter ville de stå midt i the forest hvor de havde mødt hinanden for første gang. Alt ville være ret tåget de første par minutter men snart ville alt være klart, lydene ville også være svage men ville langsomt komme til sig selv igen.

Akuma fuldte hendes bevægelser med øjnene.
Det var dog en underligt udseende halskæde hun nu fandt frem.
Sådan en havde han dog aldrig set før.
Hvad skulle hun nu med den?
Var det ikke meningen at de skulle væk derfra?..

Men Akumas spørgsmål blev hurtigt besvaret da hun hviskede til den og alt hurtigt blev sort omkring dem.
Selv Ribanalon forsvandt fra hans syn...
Hvad skete der lige?..

Kort efter kunne han igen se.
Ikke kun Ribanalon men også deres omgivelser.
De stod nu atter engang i Ashen Wood Forest hvor de havde mødtes for første gang...
Skoven var omgivet af en tyk tåge de første par sekunder han kiggede på den.
Men som sekunderne gik drev tågen længere og længere væk, og mere af skoven samt nattehimmelen kunne ses...

Han lod sine øjne glide over alle omgivelserne for at se om de nu også var i sikkerhed.
Akuma lugtede svagt til skoven.
Hans sanser var blevet svækket i den sidste kamp mod Sajro... Men han kunne umiddelbart ikke lugte nogen tegn på fjender.

Akuma kiggede nu på Ribanalon igen.
Han lænede sig svagt ind til hendes øre igen.
"Der er så mange minder i den her skov" hviskede han kærligt til hende..
Der faldte et svagt smil på hans læber idet ordende havde passeret dem.

Ribanalon vendte sig roligt imod Akuma så hendes hår fløj lidt i luften og faldt flot ned igen af hendes ene skulder. "Rigtig mange" sagde hun nikkende og smilede blidt til ham. "Vores første møde." hun gik nu igen imod ham. "Det så lang tid siden jeg har set dig..." hun stod hun helt foran ham og lagde en hånd på hans kind, og så dybt i hans øjne så mørke som døden selv. Hun elskede ham virkelig! Det var så ubeskriveligt. Men hun viste han var svag lige nu!

Hun sukkede let og lod sin hånd på hans kind røre ned på hans brystkasse så den bare lå og hvilede, alt imens hun trykkede sig ind i hans favn, om han ville holde om hende var hans valg. Hun havde brug for at mærke ham imod sin døde kolde krop.

Akumas vejrtrækning blev svagt roligere... For første gang i lang tid slappede han af...
Hendes berøringer beroligede ham.
Han glemte helt smerten i hans bryst fra de tidligere sår.
Alle hans tanker var beskæftiget, han tænkte kun på hende og dette sted.

Ja den dag de mødtes... Det var efterhånden længe siden.
Han prøvede at gennemspille tankerne om hvad der skete den fuldmånesaften i fortiden...
Engleblod, indre lidelser, forvirring og så meget mere...
Han kan huske at dengang var han stadig forvirret omkring livet... Men han kendte sigselv så meget mere nu end i fortiden.

Akuma lagde armene om hende så hans hænder blev plavceret på den nederste del af hendes ryg.
"Hvor har du ret" sagde han roligt mens han kiggede hende i øjnene.
Han lænede sig roligt frem imod hendes ansigt og kyssede hende svagt på siden af munden.
Efter det førte han sin mund op til hendes øre og hviskede svagt.
"Tror du ikke vi kan finde et offer eller to herude? Jeg er ved at være sulten" sagde han og smilede idet han trak sig væk fra hendes hoved men stadig havde armene om hende.

Det regnede stadig svagt som det havde gjort tidligere men det var ikke rigtig noget man kunne ligge mærke til.
Så der var måske chancen for at der var et andet ungt par ude i skoven på en romantisk gåtur eller lignende?..
Dette gav Akuma nogle idéer til en jagt..

//Lækkert billed!!!//


Hun hørte udmærket hans tanker, de var som en åben bog imens de havde stået op af hinanden. Han elskede hende virkelig? Et svagt smil kom frem på de røde læber, men i det samme lod hans læber kærtegne hende på hendes venstre side af hendes mund. "Måske, hvis vi søger lidt rundt... unge forelskede tænker jo ikke over konsekvenserne af at være her ude" hun havde stadig et blidt udtryk i ansigtet. Hun løftede ansigtet og vendte det imod ham så de så hinanden direkte i øjnene. Face too face. Hun så op på ham og studerede ham. Tænk at de havde mødtes? hvad var chancerne for det. Det havde nærmest været kærighed ved...første møde? Men hun havde tøvet, det viste hun godt, alt for godt. Men nu var hun her hos ham, noget som nærmest var umuligt at kunne gøre offenligt fordi de begge var..... såkaldte vigtige personer i denne verden, lederer. Folk som ikke måtte udvise denne såkaldte kærlighed over for andre fordi de var bundet af pligter og af magt.